Nødvendigheden af civil ulydighed
4. september 2009Sagen om de udviste irakere er blevet til en sag om vores demokrati og dets fungeren. Det er regeringen selv og dets støtteparti, der har løftet irakersagen op på det principielle niveau ved helt firkantet at insistere på retsstaten. Igen og igen er argumentet – at lov og regler skal overholdes uden videre diskussion – blevet banket igennem medierne.
Men et levende demokrati bygger ikke kun på en retsstats principper. Et levende demokrati er en proces, en bevægelse. Det betyder også, at love, regler og andre juridiske principper til stadighed er til debat og evt. står for fald. I en sådan demokratisk bevægelse vil fænomenet civil ulydighed også være et uomgængeligt element.
I sagen om irakerne udøver en række danskere – heriblandt en præst – civil ulydighed ved at give husly til de udviste – og derved begå noget ulovligt. De gør det ud fra personlige etiske synspunkter (humanisme, næstekærlighed etc.). Dansk Folkeparti har straks reageret ved at hænge præsten ud som en forbryder, der skal straffes eftertrykkeligt på sit levebrød osv. Men er det en demokratisk reaktion?
Hører det netop ikke med til demokratiet, at man lytter til mindretallene? Jo, og hvis man ikke gør det, bliver den civile ulydighed endnu mere påtrængende. Det kan godt være, at præsten og hans støtter skal have en bøde (for at bekræfte retsstatens fortsatte beståen), men for demokratiets beståen er den civile ulydigheds insisteren på retsstatens begrænsninger og utilstrækkelige retfærdighed vigtigere.
4. september 2009 kl. 13:10
Nødvendigheden af civil ulydighed betyder vel ikke at det skal være næsten konsekvens løst.
Jeg kan ikke gennemskue hvor “ulydig” den pÃ¥gældene præst har været men jeg kan da komme i tanke om mange tilfælde af civil ulydighed hvor tab af job er en naturlig konsekvens af handlingen.
At man vælger at være præst som statstjenstemand med ret til pension fremfor at være præst i en frikirke bør vel også have noget at sige sålænge vi har denne uskønne sammenblanding af kirke og stat.
4. september 2009 kl. 13:26
@Thomas Jensen: Jeg mener også, at jeg i mit indlæg pointerede, at civil ulydighed, fordi den kommer i konflikt med loven, ikke kan være uden konsekvens. Retsstaten kræver selvfølgelig at der sanktioneres over for ulovligheder. Det ændrer dog ikke ved relevansen af civil ulydighed, fordi love og regler kan være og blive urimelige i forhold til befolkningens ønsker og behov. Det er et demokratisk problem. I sagen om den folkekirkelige præst bliver det en tand mere kompliceret, fordi han som embedsmand er ansat til at forkynde en lære (folkekirkekristendommen), der i princippet kan komme i konflikt med retsstatens love. Buddet om næstekærlighed vil, hvis det bliver taget alvorligt, komme i konflikt med den lovbaserede flygtninge- og indvandrerpolitik. Skal vi så fyre manden, fordi han forsøger at leve op til den lære, han forkynder i kirken? Hm. Jeg tror, eksemplet her illustrerer en fundamental konflikt, som ikke alene er indbygget i den statssanktionerede folkekirke, men også i vores grundlovssikrede ret til religionsfrihed.
4. september 2009 kl. 15:51
Ja Langballe og Krarup og teologer på linie med dem, hvortil vi vel også skal regne Biskop Drejergaard, vil jo nok ikke mene at det med næstekærligheden burde give denne præst et problem.
Men konflikten mellem guds forordninger og menneskets love er jo gammel. Det der i høj grad forplumre vandene her er jo det faktum at han er ansat af staten.
Hvis en Iman opførte sig lovstridigt og henviste til koranen så ville det jo ikke være svært at sanktionere dette.
Jeg er i tvivl om jeg forstår hvori du mener det demokratiske problem består.
Et lovbrud er et lovbrud er et lovbrud også når vi kalder det det civil ulydighed.
Lovene, gode eller dårlige, er jo alle et resultat af en demokratisk proces, det er lovbruddet(den civile ulydighed) jo ikke.
4. september 2009 kl. 17:50
@Thomas Jensen: MÃ¥ske er det et uheldigt ordvalg at kalde det et demokratisk “problem”, hvis man dermed mener noget, der simpelthen kan løses. Det, jeg ville understrege, var, at der er et paradoksalt forhold mellem retsstatens principper og demokratiet. PÃ¥ den ene side er lov og orden nødvendige – og udspringer af folkestyrets institutioner – pÃ¥ den anden side vil ingen lov nogensinde være perfekt eller udtryk for fuld retfærdighed. Den aktuelle sag er jo et strÃ¥lende eksempel. Og det er i dette spil mellem lov og demokratisk proces pÃ¥ den anden side, den civile ulydighed altid er en mulighed. Det betyder omvendt ogsÃ¥, at den civile ulydighed er udtryk for et lovbrud, samtidig med, at den kan være udtryk for noget positivt i demokratisk forstand. Der er jo ogsÃ¥ mange eksempler pÃ¥, at civil ulydighed har medført lovændringer og sÃ¥ videre.
4. september 2009 kl. 19:35
capac: Et nyligt eksempel pÃ¥, at civil ulydighed har medført lovændringer, er “insumisión”-bevægelsen i Spanien i 90erne.
Det drejede sig om tusinder af unge mennesker, der simpelt hen nægtede at aftjene værnepligt og var villige til at gå i fængsel for det. Efterhånden som fængslerne fyldte op og medieomtalen kun betød, at der kom flere, erkendte politikerne åbenbart, at de havde en dårlig sag og afskaffede værnepligten.
Det skal siges, at denne pligt var usædvanligt forhadt netop i Spanien: Det var et helt år, det var obligatorisk, og man fik næsten ingen penge for det og skulle typisk aftjene værnepligt langt væk, så hvis man selv eller ens forældre ikke havde penge til hjemrejse ifm, orlov samt i øvrigt penge til cigaretter og andre fornødenheder, var man fucked. Læg hertil, at arbejdet ofte var helt usædvanligt kedeligt: Vagt-tjeneste foran kasernen, otte timer om dagen, i tre måneder var slet ikke nogen usædvanlig tjans.
NÃ¥, det jeg egentlig ville sige: “Det kan godt være, at præsten og hans støtter skal have en bøde, men for demokratiets bestÃ¥en er den civile ulydigheds insisteren pÃ¥ retsstatens begrænsninger og utilstrækkelige retfærdighed vigtigere”.
Ja, og det er en del af hele konceptet bag civil ulydighed, at man er parat til at tage skraldet og betale prisen. Dette er Ramsdal uden tvivl både klar over og indstillet på. Ligesom Leif Bork Hansen, en anden præst, der brød loven for at skjule flygtninge, var det.
4. september 2009 kl. 19:44
@Carsten Agger: Ja.
5. september 2009 kl. 18:15
Et andet tilfælde, der kunne være relevant i denne sammenhæng, er den tv-julegudstjeneste, der blev afbrudt af Rune Engelbreth, der dermed med al ønskelig tydelighed beviste folkekirkens manglende hellighed som kirkerum betragtet; konsekvensen burde så være, at RE ikke senere kunne gøre krav på fredhellighed af samme rum, når det gjaldt asyl.
Dette ses dog ikke at have været tilfældet for RE’s vedkommende.
5. september 2009 kl. 19:16
@AagePK: Ja, der er selvfølgelig en selvmodsigelse…
5. september 2009 kl. 21:02
Aage
At man mener at kirkerummet er fredhelligt freder vel ikke den kirkelige handling.
5. september 2009 kl. 23:05
Tjah, Thomas, sÃ¥ er det jo nok spørgsmÃ¥let, hvilken religiøsitet eller religion, man tilhører. Ifølge Nye Testamente (nej, jeg gider ikke gÃ¥ ind og se efter, hvilket evangelium, kapitel eller vers) er kirken der, “hvor to eller tre af jer er forsamlede i mit navn”.
Kleresiet, som Jesus ifølge skrifterne heller ikke havde forudset, har godt nok lavet om på temmeligt meget af den af samme Jesus definerede kristendom, så den er blevet til paulisme i stedet for. Det er nok der, du skal lede efter folk, der tilbeder steder sten fremfor Jesus.
6. september 2009 kl. 10:30
@AagePK: MÃ¥ske er pointen, at kirken er fredshellig for de troende, menigheden. At andre – politikere og deres udsendte politifolk – ikke respekterer dette rum er en anden sag…
7. september 2009 kl. 17:34
Spørgsmålet er jo så, om det er kristendom, eller paulisme, eller noget hedensk. Evangelierne, især bjergprædikenen, tager jo afstand fra kirker som bygninger, og præsteskabet, der skaber templet om til en markedsplads.
“Giv kejseren, hvad kejserens er, og hold sÃ¥ skæg for sig og snot adskildt!”
8. september 2009 kl. 00:50
@AagePK: Måske er det også underordnet i denne sag, for kirken bliver jo ikke respekteret på den måde af myndighederne.