Roman Polanski – en sag om seksualmoral
28. september 2009Som man vil kunne læse i aviser og blade, så er den berømte filminstruktør Roman Polanski blevet arresteret i Schweiz. Han er blevet indhentet af fortiden. For 31 år siden stod han anklaget for at have haft sex med en 13-årig pige, der under et par fotosessioner havde indtaget både champagne og sovemedicin.
Polanski indrømmede, at han havde dyrket sex med pigebarnet, men ikke mere. Og med udsigt til at blive dømt som “mentalt forstyrret seksualforbryder” forlod han USA for ikke at sætte sine ben der mere.
Den slags sager er altid svære. Ofte er der kun to personer involveret, når den ene gør en sædelighedssag ud af det. Mange voldtægtssager har denne karakter. Og politi og retsvæsen kan kun dømme på de involveredes udsagn og så evt. indicier. Bedre bliver det så ikke af, at der er gået 31 år.
Hvem ved nu præcist, hvad der foregik? Kan du huske, hvad der i detaljer skete en nat for 31 år siden – med sikkerhed? Det interessante ved denne sag er, at den dengang 13-årige pige, Samantha, har givet udtryk for, at sagen mod Polanski skal droppes. Dernæst har den franske regering med Sarkozy i baggrunden blandet sig for at forpurre en udvisning af Polanski til USA. Dermed er sagen blevet til en sag om kulturelle forskelle med hensyn til seksualmoral. Europæisk versus amerikansk. Firkantet sagt.
Efter 31 år får vi nok ikke sandheden om, hvad der sket. Om Roman bevidst gjorde noget, han ikke skulle have gjort eller om der var tale om en forførelse af en moden 13-årig, der for anden gang havde indvilliget i at lade sig fotografere af Polanski med champagneglas i hånden.
Når pigen nu selv beder om at lade sagen ligge, så er der nok en god grund til det.
29. september 2009 kl. 19:33
I dagens Independent gengives pigens vidneudsagn umiddelbart efter hændelsen, som ifølge skribenten er identisk med, hvad Polanski selv tilstod:
“Q. What did you do when he said, ‘Let’s go into the other room’?
A. I was going ‘No, I think I better go home’, because I was afraid. So I just went and I sat down on the couch.
Q. What were you afraid of?
A. Him…. He sat down beside me and asked if I was OK. I said ‘No’.
Q. What did he say?
A. He goes ‘Well, you’ll be better’. And I go, ‘No I won’t. I have to go home. He said ‘I’ll take you home soon’.
Q. Then what happened?
A. Then he went down and he started performing cuddliness… I was kind of dizzy, you know, like things were kind of blurry sometimes. I was having trouble with my coordination… I wasn’t fighting really because I, you know, there was no one else there and I had no place to go.”
Q. Did he ask you about being on the pill?
A. He asked, he goes, ‘Are you on the pill?’ and I went, ‘No’ and he goes ‘When did you have your period?’ and I said, ‘I don’t know. A week or two. I’m not sure’… He goes, ‘Come on. You have to remember’. And I told him I didn’t…. and right after I said I was not on the pill… and he goes… and then he put me – wait. Then he lifted my legs up farther and he went in through my anus.
Q. Did you resist at that time?
A. A little bit, but not really, because…
Q. Because what?
A. Because I was afraid of him.”
http://www.independent.co.uk/opinion/commentators/dominic-lawson/dominic-lawson-lets-not-forget-what-polanski-did-1794717.html
Hvis det er, hvad der skete, ville der have været god grund til at Polanski blev dømt for det – man kunne næsten pÃ¥kalde “hvis det var din egen datter”-argumentet.
Her 31 år efter er man selvfølgelig lidt sent ude, men det virker ikke som en af de sager, hvor der er formildende omstændigheder af en art, der burde give anledning til større nåde eller eftergivenhed, end man ville vise i andre tilfælde.
30. september 2009 kl. 00:53
@Carsten Agger: Jo, hvis det holder, så er Polanski ude i noget snavs. Og jeg er da heller ikke ude på at frikende ham. Men den voksne Samanthas opfordring til at begrave sagen og dens alder taget i betragtning, synes jeg, den burde skrinlægges.