Nostalgisk tilbagefald: Lesley Gore

7. oktober 2009

Lesley Gore (f.1946), der blev døbt Lesley Sue Goldstein, er uden tvivl mest kendt for sit store hit fra 1963, “It’s my Party”, som hun indspillede kun 16 Ã¥r gammel. Pladen, der i øvrigt var Quincy Jones’ svendestykke som pop-single-producer, indfanger pÃ¥ bedste vis tidsÃ¥nden i den periode, hvor teenageren for alvor blev et attraktivt segment for musikindustrien, og teksterne kredsede om teenagelivets centrale problemstillinger: fest, farver og ulykkelig kærlighed.

Lesley Gore var som sanger – og sangskriver – et navn midt i den sÃ¥kaldte “pigegruppe æra”, hvor paradoksalt det end mÃ¥ lyde, og havde en høj stjerne i Ã¥rene 63-67. NÃ¥r Lesley med den fortræffelige pigepopstemme ikke blev et større navn, end tilfældet var, skyldtes det nok, at hun snusfornuftigt valgte den ensporede sangkarriere fra og tog sig en uddannelse pÃ¥ college, dengang da “It’s my Party” Ã¥bnede dørene til filmens og fjernsynet verden… Hun nøjedes med at optræde, nÃ¥r hun havde fri fra skole. I weekender og ferier.

Som mange af sine samtidige oplevede hun et markant fald i publikums interesse, da tidsÃ¥nden ændrede sig omkring 1967. Tiden for den troskyldige pigepop var forbi med hippier, ungdomsoprør, psykedelisk musik m.m. Selv om hun forsvandt ud af rampelysets midte, sÃ¥ er hun dog forblevet aktiv siden. Mest som sangskriver, bl.a. til filmen “Fame”. Hun har ogsÃ¥ optrÃ¥dt ved koncerter og pÃ¥ tv, ligesom hun har indspillet nogle fÃ¥ plader siden sine glansÃ¥r. I 1972 kom “Someplace Else Now”, i 1976 kom “Love Me By Name”, i 1982 “The Canvas Can Do Miracles” og i 2005 “Ever Since”.

I 2005 sprang Lesley ud af skabet som lesbisk (i offentligheden). Og det er lidt pudsigt at tænke pÃ¥, at ogsÃ¥ hun – med en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle – har været idol i et heteroseksuelt domineret teenageunivers. Men tiderne skifter, heldigvis.


NÃ¥r jeg skriver denne lille klumme om Lesley Gore, sÃ¥ er det, fordi jeg i gÃ¥r tilfældigvis hørte en sang med hende, som jeg egentlig sætter højere end “It’s my Party”. Nemlig “Maybe I know” fra 1964. Sangen er skrevet af for nyligt afdøde Ellie Greenwich og hendes makker Jeff Barry, og jeg kan huske, at den ogsÃ¥ fik airplay i dampradioen dengang, da jeg var ung og modtagelig for hjerteskærende pop. Tilstrækkeligt mange gange til, at den sidder fast i hjernebarken (el. hvor det nu er) og i dag har kørt rundt og rundt. Ikke, at det gør noget. For det er en dejlig popsang.

Og her i en sort-hvid-optempo-udgave med højt-lakeret frisure…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

204 har læst indlægget
13,986