Da Fleetwood Mac spillede uafgjort i Parken
9. oktober 2009
Tilfældighederne gjorde, at jeg i fredags stod med to fribilletter i hånden. Billetter til Fleetwood Macs optræden i Parken torsdag aften. Og derfor inviterede jeg Fruen med til en lang dag i kongens København afsluttende med et møde med “vennerne” fra dengang i halvfjerdserne. Fleetwood Mac (minus Christine McVie). En dejlig dag, hvor efteråret viste sig fra sin mest generøse side og lod solen skinne det meste af tiden, så unge mennesker kunne kissemisse på plænen i Kongens Have og formilde danskernes ellers noget anstrengte efterårshumør.
Først på aftenen tog vi så 14’eren fra busterminalen til Parken for at slutte af i selskab med det legendariske rockband Fleetwood Mac. Selv om jeg havde set frem til at se dinosaurerne rejse sig på scenen, så havde jeg skruet forventningerne godt ned. For jeg har mine fordomme over for stadionrock. Og det skulle vise sig at være en god strategi. For lyden i Parken var ikke noget at råbe hurra over.
Selv om vi var godt placeret, siddende i højre side af den del af Parken, der skulle udgøre det såkaldt “intime” område, så var lyden ikke god. Det første vi bemærkede, var at bassen og stortrommen buldrede voldsomt og overdøvede bl.a. Stevie Nicks i forvejen ikke store stemme. Det skal retfærdigvis siges, at der blev lidt bedre styr på bassen hen ad vejen – efter at Nicks i flere omgange havde signaleret til lydfolkene om at skrue ned i monitoren. Men helt godt blev det aldrig. Undervejs fik jeg associationer til C. V. Jørgensen, der engang sang om Souxie and the Banshees og deres “mudrede” lyd. Også i Parken var lyden mudret. Især i koncertens første halvdel var det svært at skelne nogle af instrumenterne, og de tre korpiger faldt helt tilbage i lydbilledet.
Stadionrocken er monstrøs. Den blev “opfundet” i halvfjerdserne, og Fleetwood Mac var et af de bands, der var med på bølgen, hvilket blev dokumenteret på dobbeltalbummet “Live”, der udkom i 1980 og markerede afslutningen på deres gyldne periode i halvfjerdserne. Man skulle måske tro, at erfaringerne fra dengang og teknologiens udvikling havde kunnet afbøde for den overdækkede Parkens akustiske ulemper. Men sådan var det ikke. Og selv om de fysiske rammer var vanskelige, så er de efter sigende ikke helt umulige. Jeg har ladet mig fortælle, at fx Paul Mccartneys og Depeche Modes koncerter skulle have haft meget bedre styr på lyden.
Noget af forklaringen på den dårlige lyd kunne teoretisk set have hængt sammen med Fruens og min placering, men heller ikke denne undskyldning kunne bruges til noget. I toget hjem kørte jeg med en garvet koncertgænger, der havde siddet på tredje række midt for og kun kunne bekræfte, hvad jeg havde hørt. Og andre, jeg snakkede med i bus, i toget og på banegården, sagde det samme. Musikalsk set var det ikke Fleetwood Macs store aften. De spillede en ulige kamp mod teknikken og det akustiske forhold.
Når bandet alligevel klarede “uafgjort”, så hang det sammen med ikke mindst Lindsay Buckinghams energiske optræden i bandets front. Storsvedende og guitarsvingende lykkedes det ham at gøre selve showet til en seværdig oplevelse.
Stadionrockens musikalske nødvendighed har altid været tvivlsom. Det er nok især billetsalgsmulighedernes nødvendighed, der har drevet stadionrocken. Pengene med andre ord. Dermed ikke sagt, at det ikke undertiden kan og er lykkedes at få noget musikalsk tilfredsstillende
ud af det. I Fleetwood Macs tilfælde var der lagt op til en “intim” koncert. Intimiteten udeblev. Det samme gjorde magien, selv om stemningen et par gange var i nærheden af noget, der lignede. Det var og blev ordinær stadionrock.
BTs anmelder kunne kl. 22.17 – umiddelbart efter koncerten – udnævne koncerten til at være Mag’isk med en kioskbaskerrubrik og fem stjerner. Jeg er ikke enig. Fleetwood Mac fik uafgjort i kraft af især Buckinghams performance, som blev hængende på nethinden længe efter, vi var nået tilbage til århus. Det var mere show end en koncert, der ydede playlistens overvejende halvfjerdserhit-dominerede række retfærdighed.
Men det var sjovt at møde de gamle venner. På samme måde som det er sjovt at støde på kændisser fra tv og ugeblade på de københavnske gader. Nostalgien fik lidt næring, og de gamle plader vil blive fundet fra fra reolerne. Yesterdays gone, yesterdays gone…
Opdagering: Det viser sig, at BTs anmelder står ret alene med sin begejstring. Måske har der været for mange stænger Carlsberg Fadøl ind over!?
Opdagering? Det må være en sproglig nyskabelse.
9. oktober 2009 kl. 13:27
Jeg tror at koncertgængere til rockmusik o.l. stiller alt for små krav til den musikalske del af oplevelsen.
Lyden – kunne man høre alle instrumenterne, var lydstyrken rimelig eller forvekslede lydmanden igen dynamik med pumpende lydtryk. Kunne man se noget, var der kontakt med dem pÃ¥ scenen, glemte man tiden og sig selv, følte man sig løftet bagefter, eller bare udbrændt og træt med susende ører da man tog hjem – mens man lige spekulerede lidt over billetprisen og hvor mange albums man kunne have købt for de penge.
9. oktober 2009 kl. 13:34
Enig med forrige kommentator — men da jeg har fÃ¥et nogle af mine største livs-kick ved koncerter sÃ¥ tænker jeg ogsÃ¥ at man mÃ¥ske lige skulle overveje om pladelytning derhjemme nu ogsÃ¥ er helt det samme? Nej, hellere arbejde pÃ¥ at den levende spillede musik – gerne med assistance fra begrænset teknik – fÃ¥r bedre vilkÃ¥r.
9. oktober 2009 kl. 14:17
@mab: Nej, man glemte hverken tid eller sted, og taget røg ikke af…
9. oktober 2009 kl. 14:18
@Donald: Helt og aldeles enig. Bedre vilkår til musikken.
9. oktober 2009 kl. 17:03
@Donald
Det har jeg også, men det modsatte sker alt for ofte, og man ved mens det sker, at det kunne have været langt bedre, og at de er ligeglade, biletten er betalt. Et band på en dårlig dag kan ske, men de andre omstændigheder kan jo styres til næsten perfektion hvis det betød noget for arrangøren, og hvis lydmanden ikke var skadet af for mange db (debil).
Om dÃ¥rlige lydmænd: 1. de ved bedst, de er jo fagfolk, de har lavet lyd i Ã¥revis. 2. deres ører fejler intet 3. de ved hvad folk vil have (selvom folk siger noget andet til dem). 4. de ved hvordan det skal lyde (bassen og stortrommen skal helst boome sÃ¥ meget at den dækker over de andre instrumenter). 5. de er ligeglade med folks hørelse. 6. folk skal helst kunne huske et eller andet lydmanden stod for, og da de Ã¥benbart ikke mener at det, at man ikke tænker over lyden er et kvalitetskriterium, sÃ¥ kan man sgu da skrue op sÃ¥ det kan huskes – sætte et fysisk aftryk i lytteren.
Lyder jeg en anelse bitter? sagde han med susen og tinnitus for ørene :-)
9. oktober 2009 kl. 17:25
@mb: I hvert fald var publikum, band og musik dårligt tjent med de lydmænd, der stod bag koncerten.
9. oktober 2009 kl. 19:38
@mb og Capac: det var meget mere nuanceret syn pÃ¥ koncertarrangementerne. For den klassiske solists karriere har det betydning, hvad anmelderne skriver og derfor er de ikke ligeglade med om de spiller godt i Tivolis Koncertsal eller andre større “centrale” steder. Det gÃ¥r vist bedre an at lave et flop i Birkerød Musikbibliotek eller Vejby Kirke :-)
Hvis de store rock-navne kan være ligeglade med forløbet af en koncert i Horsens eller Düsseldorf sÃ¥ kan jeg godt se, at der ikke er noget incitament. MB’s kommentar lyder jo interessant:: GÃ¥ til koncert og betal ved udgangen, hvis du kan lide det!
Det er faktisk det princip, der styrer Open Source computer-applikations-udvikling; men, det skal siges i samme åndedrag, at det ikke er nogen god forretning.