Genhør: American Music Club – “Love songs for patriots”
12. oktober 2009
American Music Club blev dannet i 1982 af sangskriveren og musikeren Mark Eitzel, guitaristen Scott Alexander, trommeslageren Greg Bonnellog basisten Brad Johnson. Eitzel var gruppens centrale figur som sangskriver – og fordi bandet hurtigt løb ind i udskiftninger på de andre pladser.
Gruppen debuterede i 1985 med The Restless Stranger, der præsenterede bandets karakteristiske musikalske spændvidde og tekstuniversets – Eitzels – mørke syn på virkeligheden. En række fine album med et kunstnerisk højdepunkt i Everclear fra 1991 sikrede gruppens sig en fast kultfanskare. Trods fine anmeldelser hen ad vejen, så udeblev den store kommercielle succes. Og i 1994 blev American Music Club opløst efter udsendelsen af albummet San Francisco. I 2003 blev gruppen gendannet og udsendte et af sine bedste album, Love Songs for Patriots.
Pladen består af Eitzel-sange, som blev skrevet i pausen før gruppens gendannelse, og måske er det forklaringen på, at pladen er mere konsistent end de foregående. Med sig på pladen har Eitzel guitaristen Vudi og bassist Danny Pearson, som har været de faste samarbejdspartnere gennem årene.
Musikalsk kan det være svært at give en kortfattet karakteristik af American Music Club. Eitzel og co. er eklektikere, der tager, hvad der kan bruges til at fremføre teksterne. Men man sporer Eitzels inspiration fra punkens mørke, frenetiske univers, som han dyrkede i ungdomsårene. Støjen er en væsentlig ingrediens. Men også balladen med den gode melodi og strejf af pop, country m.m. er et andet væsentligt træk ved gruppen. Sidste år udsendte American Music Club deres niende album, det kritikerroste Golden Age.
12. oktober 2009 kl. 18:57
Jeg må være en husar! Jeg kunne godt undvære musikken og nøjes med den runde danserinde :-)
13. oktober 2009 kl. 00:28
@Donald: Der skal også være noget for husarerne! :)
1. juni 2012 kl. 16:56
American Music Club er et af de mest kedelige bands, hvis man kun lytter til dem overfladisk. Dengang de dukkede op blev de slået i hartkorn med øvrige bands fra den amerikanske vestkyst såsom Green on Red, Giant Sand o.a. selv om der ikke var meget at holde den anklage op på, og AMC nok nærmere var beslægtet med mørke-mænd som Joy Division og Crime + City Solution og dén scene (nok flere scener). Pressen så i Mark E. en velvalgt kandidat til Ian Curtis-syndromet pga. en typisk selvdestruktiv sceneoptræden (f.eks. Roskilde). Men Eitzel har om ikke levet dæmonerne ud, så i hvert fald kommet overens med nogle personlige forhold, og de senere plader (læs: efter gendannelsen) vidner om stort fokus og afklarethed og er blandt de mest spændende AMC-plader.
2. juni 2012 kl. 01:19
@Peter: Ja, Joy Division og ikke mindst Ian Curtis er en slags åndelige brødre til Mark Eitzel og Co.