For 25 år siden: Stop Making Sense
13. oktober 2009
Tænk sig! I år er det 25 år siden, Talking Heads koncertfilm “Stop making Sense” blev lanceret. Jeg husker endnu dengang jeg med alskens forbehold gik ind i Øst for Paradis for at se filmen. Jeg var begejstret for Talking Heads, der stod for noget af mest sprælske, nyskabende metropolrock, man kunne opdrive i halvfjerdsernes, og udsendte den ene mere inciterende plade efter den anden. Men jeg havde altså mine forbehold over for koncertfilm. Selv om jeg havde haft gode oplevelser. Men ville det være andet end second choice i forhold det the real thing, en rigtig koncert?
Men Jonathan Demmes mesterlige iscenesættelse af gruppens tre nætter i Hollywood’s Pantages Theater blæste ethvert forbehold af banen og overbeviste mig om, at koncertfilm var en genre i sin egen ret. Selv med den lille lokalbiografs beskedne lydanlæg blev det en oplevelse af den slags, der straks lagrer sig under kategorien: uforglemmelig. Selv den garvede filmanmelder Leonard Maltin har betegnet den som en af de bedste rockfilm, der nogensinde er lavet. Og hans ord har vægt.
Den indledende scene, hvor David Byrne kommer ind på scenen med med sin kassettebåndoptager og akustisk guitar og synger “Psycho killer” er et scoop. Man ser først Byrnes fødder og hører ham så sige: I have a tape, I wanna play. Og så går han ellers i gang. Ingen dikkedarer. Men så er vi i gang med det, det drejer sig om: sangene. Og derfra ruller koncerten så over lærredet. Sådan iscenesætter en god instruktør. Skru bare op!
13. oktober 2009 kl. 17:29
Fedt, og det er ikke engang fredag;)
14. oktober 2009 kl. 17:53
Tomlen op! En af brikkerne i mit ungdomlige lydtapet.
15. oktober 2009 kl. 00:06
Ja det er en fantastisk film/koncert. Jeg kan huske at stoleryggene i biografen rokkede faretruende i takt med musikken. BÃ¥de filmen – og Talking Heads holder stadig 100%.
15. oktober 2009 kl. 00:44
@Kim: Og nu er den også komme på Blue Ray, for at det ikke skal være løgn!
15. oktober 2009 kl. 14:23
Jeg så filmen to gange i Klaptræet, og hver gang var den ikke ordentligt synkroniseret. Hver gang var jeg ude at bede projektionisten rette det, men hver gang gled den ud af sync igen tre minutter efter. Jeg foretrækker et biografpublikum, hvor alle kan finde ud at råbe højt og vedvarende, når der er noget galt. God films i øvrigt, så vidt jeg har den fastholdt i tåget erindring.
15. oktober 2009 kl. 14:50
@Gudsrost Grymland: En uheldig oplevelse, mÃ¥ man nok sige. Og sÃ¥ i Klaptræet. Men heldigvis kan dvd’en fÃ¥s for smÃ¥ penge, sÃ¥ und dig selv et synkroniseret gensyn!
15. oktober 2009 kl. 15:40
Klaptræets fremviser var notorisk. Berygtet.
15. oktober 2009 kl. 16:27
@Gudsrost Grymland: MÃ¥ske var fremviseren en klaptorsk!? :)
15. oktober 2009 kl. 16:55
Projektionisten stod altid ude på gangen og røg og så beklemt ud.
15. oktober 2009 kl. 16:59
@Gudsrost Grymland: Ja, det kan jeg forestille mig!