Ole Sohn-syndromet og den borgerlige inkvisition
7. november 2009Jeg faldt over en artikel i Politiken med titlen “Venstrefløjen lider af Sohn-syndrom”. Den Sohn, der er tale om, er selvfølgelig folkesocialisten Ole Sohn, der har en fortid som formand for det hedengangne Danmarks Kommunistiske Parti. Og syndromet – sygdomsbilledet – er i følge forfatteren, at Ole Sohn ikke har berettet om sin egen ‘lyssky’ rolle som kommunist.
Siden Murens fald i 1989 har en række journalister og kulturskribenter af borgerlig observans på bl.a. Weekendavisen påtaget sig en rolle, der i mangt og meget ligner den, den spanske inkvisition påtog sig. Nemlig at udæske kendte medlemmer af den tummelumske danske venstrefløj om deres fortid som netop venstreorienterede. Formålet var klart nok: Ofrene skulle bekende deres synder og lægge afstand til deres egen syge fortid. Og vel at mærke: I fuld offentlighed.
Denne strategi er kun er lykkedes i moderat omfang. Måske, fordi det ikke er muligt at bruge glødende jern og lignende?! Strategien kan forstås som led i det projekt, der gennem nuværende regeringsperiode har drejet sig om at sætte en ny ideologisk dagsorden, hvor selve forestillingen om en anden samfundsorden end den kapitalististiske, liberalistiske, markedsorienterede osv. skulle manes i jorden. Som et spøgelse.
Og i den forbindelse ville det være vigtigt at få fremtrædende folk som eksempelvis Sohn til “oprigtigt” at bekende, hvad de har gjort. Men sådan fungerer det ikke. Og meget få har indvilliget i det eksperiment.
Ingen kan forvente af nogen, at de offentligt stiller deres selvkritik, -refleksion og så videre til skue. Og når forfatteren af artiklen – Lars Trier Mogensen – nærmest forlanger en sådan offentlige bekendelse, inden et kommende valg, hvor Sohn teoretisk set kan blive minister, så udøver han en slags propædeutisk sindelagskontrol, som intet har at gøre med den demokratiske proces i dette land. Det er kun vælgerne i dette land, der kan afgøre Sohn politiske fremtid. Og de må dømme ham på hans konkrete politiske virke – ikke på gemen mistænkeliggørelse…
8. november 2009 kl. 19:07
Ole Sohn var da vist meget forsigtig som kommunist, han var da ikke en Ib NørlundNikkeDukke? Eller husker jeg forkert? Var han ikke resultatet af et ønske om at få ændret kursen?
Jeg synes det er meget problematisk at der faktisk har været støtter i Kommunistpartiet, som troede på alle løgnene. Jeg forstår simpelthen ikke at en forfatter som Nexø kunne finde på at flytte til DDR. Bertold Brecht opfatter jeg ud fra musikalsk-textlige kriterier som en nederdrægtig ondsindet spekulant i pop, men med et oprigtigt ønske om at gøre opmærksom på uretfærdigheder udenfor sin egen kreds. Men jeg er godt klar over at jeg står ret alene med de synspunkter, og at det ikke er den form for argumentation, som tæller i medierne.
Men jeg vil lige runde harmen af med et spørgsmål om ikke at vi skal have en gennemlysning af de spekulanter, som stod bag de kreative securities og dermed bag boligboblen?
Information (og sikkert andre aviser) har dokumenteret hvordan nogle af de store fisk i deres mail skrev “enten virker dette, eller ogsÃ¥ ryger 30 Ã¥rs karriere ud med badevandet” og andre ting, som viser at de vidste, hvad de gjorde.
8. november 2009 kl. 19:22
@Donald: Jo, Ole Sohn var en overgangsfigur, der efter egne udtalelser arbejdede væk fra Sovjet-kommunismen. Selvfølgelig var kommunisternes blinde tillid til og loyalitet over for Sovjet dybt problematisk, lige som de senere maoisters blindhed over for rædslerne i Kina efter kulturevolutionen. Lige som højrefløjspolitikenes blinde tro pÃ¥ Bush-administrationen. Jeg tror, at alle rettroende – politiske, religiøse osv. – er ramt af idealismens blindhed.
8. november 2009 kl. 21:05
Ole Sohn har via forskellige tv-udsendelser, bl.a. “Den højeste Straf” (ifølge min svækkede hukommelse) gjort mere for at dokumentere kommunismens forbrydelser end Bent Jensen.
Til gengæld tog det lang tid for Bent Jensen at indrømme fejltagelser med hensyn til, hvem der var nazist og hvem ikke, f.eks DSB’s generaldirektør under krigen.
Idealismens blindhed ramte jo også P O Engkvist i hans manglende kritik af Pol Pot, den dag i dag.
8. november 2009 kl. 21:20
@AagePK: Ja, ja, listen er lang. Senest Jan Guillou og KGB, Milan Kundera og efterretningstjenesten, Blekingegade-folkene osv. osv. Selvfølgelig laves der fejl, nÃ¥r idealismens ild brænder. Hvad jeg opponerer mod er blot de frelste borgerlige inkvisitorer og – mÃ¥ske værst – erklærede konvertitter og deres krav om offentlig anger.
9. november 2009 kl. 04:34
Her sidder jeg og burde gÃ¥ i seng, og sÃ¥ fÃ¥r man sÃ¥ meget vigtig information forærende. Jeg har hørt noget om P.O. Enquist, men er ganske uforstÃ¥ende – det mÃ¥ jeg læse op pÃ¥.
Men jeg tæller åbenbart ikke som idealist, fordi jeg fotograferede pigtråd i ØstBerlin i 1971? Sjovt nok :-)
9. november 2009 kl. 09:42
@Donald: Jeg havde godt hørt historien. En svensk journalist har skrevet om svenske venstreorienteredes blindhed, da de besøgte Pol Pot-regimet i rædselsperioden. De blev ført rundt og fik kun de acceptable ting at se – og troede pÃ¥ det.
9. november 2009 kl. 20:21
Det er ikke mere end 14 dage siden eller så, at det blev nævnt i en dansk tv-udsendelse:
at P O Enquist mente, at hvis bare Pol Pot havde fået lov til at gennemføre sit forehavende, havde dommen været anderledes over ham og hans vision om et nyt og bedre samfund. Og den udtalelse kom efter afsløringen af Killing Fields. Altså nogenlunde samme forsvar som for Che Guevara og hans måde at skabe det nye menneske på, bare en tak værre.
Men pokker stå i det, jeg kan ikke huske, hvad udsendelsen hed, eller hvor og når den blev sendt.
9. november 2009 kl. 21:14
Ole Sohn deltog fÃ¥ dage før murens fald i fejringen af DDR’s 40 Ã¥rs jubilæum. Det kan man da kalde en mand med politisk føling for hvad der sker …