Tina Turner fylder 70 i morgen

25. november 2009

Tina Turner eller – som hendes borgerlige navn er – Anna Mae Bullock fylder halvfjerds år i morgen. Og det er lidt underligt, for i musikbranchen er det som om, alder ikke har nogen realitet.

Når jeg tænker på Tina Turner, så er det stadigvæk den unge, energiske sangerinde, der krænker hele sin forslåede sjæl ud i numrene “River Deep, Mountain High” og “Proud Mary”, som jeg havde tappet fra DRs program 3 med min Beocord 1300. (Hvis jeg husker ret, så har jeg stadigvæk det BASF-bånd et sted i kælderen…)

Jeg var – og er – ret vild med de to numre, selv om jeg dengang havde lidt forbehold over for Tinas hæse, raspende, skrigende sangstil. Den krævede tilvænning. Men imponerende, dramatiske numre er det.

Den Phil Spector-producerede “River Deep, Mountain High” (af Jeff Berry & Ellie Greenwich!) fra 1966, som anses som Spectors mesterværk inden for hans egen Wall-of-Sound-genre, blev nærmest Tina Turners kendingsmelodi, og den er da også et privilegeret eksempel på Turners højdramatiske sangkunst. Sangen blev krediteret Ike & Tina, men i følge anekdoterne formente den excentriske Phil Spector faktisk Ike adgang til optagelserne og brugte kun Tina og sine egne udvalgte musikere.

Nummeret er siden blevet genfortolket af bl.a. vores egen Annisette og Dandy Swingers (en udmærket udgave, der viser, hvor stort et potentiale, der var i Annisettes stemme), Eric Burdon & Animals, Harry Nilsson og Deep Purple. “River Deep Mountain High” blev spillet meget i DR, men faktisk blev den kun et mindre hit i hjemlandet. Ike Turners lidt bitre forklaring var, at nummeret blandet hvid lyd (Spector!) med en sort stemme (Turner!), og det gik ikke an i de racistiske tresseres USA. Mere sandsynligt er det dog, at den begrænsede succes skyldes uheldig markedsføring.

John Fogertys “Proud Mary”, som blev et hit med Creedence Clearwater Revival i 1969 ( i øvrigt bandets første top-ti-single derovre), blev i Ike & Tinas udgave to år senere forvandlet til et stykke iscenesat rockdramatik, hvor nummeret spændingsmæssigt bygges op fra den berømte langsomme, småsnakkende indledning til højdepunktet, hvor sangen nærmest eksploderer i højtalerne. Ikke uden grund blev denne sang endnu et af Tina Turners varemærker og i øvrigt duoens største kommercielle succes.

Fælles for de to numre er, at de viser en bestemt side af Tina Turners sangkunst, hvor der mere er fokus på rå energiudladninger end på nuancer i fortolkningen. At hun også havde andre sider at byde på blev understreget, da hun fik sit comeback som solist i 1984 (altså 25 år siden!) med det velproducerede mainstreamalbum Private Dancer, der gjorde hende til et verdensnavn. Her møder vi en anderledes nedtonet Tina Turner, der viser stor indfølelsesevne og fraseringskunnen i sangen, fx Graham Lyles og Terry Brittens “What’s love got to do with it” om det evindelige poptema, at kærlighed gør ondt – et tema, Tina Turner kendte alt for godt efter sin meget medieomtalte skilsmisse fra den hårdslående mandschauvinist Ike Turner kort tid før pladens indspilning.

Når Private Dancer blev så stor en succes, som tilfældet var, så skyldes det nok – ud over dygtig markedsføring – at sammenblandingen af sort og hvidt, som Ike Turner ankede over, lykkes optimalt på dette mainstreamalbum. Selv om Tina Turner trækker på sine sorte blues-soul-rødder, så fremstår hun her som fornem mainstream-pop-fortolker af et ganske imponerende sæt sange i en produktion, der med FM-radioen og hitlisterne for øje smagfuldt legerede tidens lækre producerlyd med elementer af pop, soul, R&B, new wave m.m. til renlivet voksen pop. Som fx Fleetwood Macs “Rumours” og James Taylors “Gorilla”, så er Private Dancer et eksempel på, at kold kommerciel beregning og varmhjertede kunstneriske ambitioner godt kan gå hånd i hånd – en gang imellem.

Tina Turners navn får mig også altid til at tænke på den excentriske, “gale” Ken Russells syrede – og i mine øjne undervurderede – filmatisering af The Whos rockopera Tommy fra 1975. Her spiller Tina Turner Syredronningen, der med sprøjten i hånd forvandler den blinde dreng Tommy til en mand på en nat. Scenen, hvor Tommys transformation sker i en sprøjtemaskine, der tydeligvis modelleret over robotterne i Fritz Langs “Metropolis”, foregår i et baglokale til en stripbar og er et af de uforglemmelige højdepunkter i denne film. Og den viser, at Tina heller ikke var helt ueffen som filmskuespillerinde.

I øvrigt mener jeg at have læst for nylig, at Tina Turner overvejer et come-back som scenekunster. Mon det nu er klogt?.
PS. Hvis man ikke kender historien om Ike & Tina Turner og ikke mindst den ægteskabelige del af den, så kan jeg anbefale, at man læser Torben Billes portræt.

Tina Turner på Shindig synger “A Fool in love “, Ike & Tinas første singleudspil fra 1960.

Private Dancer

Skriv en kommentar

949 har læst indlægget