Tina Turner fylder 70 i morgen

25. november 2009

Tina Turner eller Рsom hendes borgerlige navn er РAnna Mae Bullock fylder halvfjerds ̴r i morgen. Og det er lidt underligt, for i musikbranchen er det som om, alder ikke har nogen realitet.

NÃ¥r jeg tænker pÃ¥ Tina Turner, sÃ¥ er det stadigvæk den unge, energiske sangerinde, der krænker hele sin forslÃ¥ede sjæl ud i numrene “River Deep, Mountain High” og “Proud Mary”, som jeg havde tappet fra DRs program 3 med min Beocord 1300. (Hvis jeg husker ret, sÃ¥ har jeg stadigvæk det BASF-bÃ¥nd et sted i kælderen…)

Jeg var – og er – ret vild med de to numre, selv om jeg dengang havde lidt forbehold over for Tinas hæse, raspende, skrigende sangstil. Den krævede tilvænning. Men imponerende, dramatiske numre er det.

Den Phil Spector-producerede “River Deep, Mountain High” (af Jeff Berry & Ellie Greenwich!) fra 1966, som anses som Spectors mesterværk inden for hans egen Wall-of-Sound-genre, blev nærmest Tina Turners kendingsmelodi, og den er da ogsÃ¥ et privilegeret eksempel pÃ¥ Turners højdramatiske sangkunst. Sangen blev krediteret Ike & Tina, men i følge anekdoterne formente den excentriske Phil Spector faktisk Ike adgang til optagelserne og brugte kun Tina og sine egne udvalgte musikere.

Nummeret er siden blevet genfortolket af bl.a. vores egen Annisette og Dandy Swingers (en udmærket udgave, der viser, hvor stort et potentiale, der var i Annisettes stemme), Eric Burdon & Animals, Harry Nilsson og Deep Purple. “River Deep Mountain High” blev spillet meget i DR, men faktisk blev den kun et mindre hit i hjemlandet. Ike Turners lidt bitre forklaring var, at nummeret blandet hvid lyd (Spector!) med en sort stemme (Turner!), og det gik ikke an i de racistiske tresseres USA. Mere sandsynligt er det dog, at den begrænsede succes skyldes uheldig markedsføring.

John Fogertys “Proud Mary”, som blev et hit med Creedence Clearwater Revival i 1969 ( i øvrigt bandets første top-ti-single derovre), blev i Ike & Tinas udgave to Ã¥r senere forvandlet til et stykke iscenesat rockdramatik, hvor nummeret spændingsmæssigt bygges op fra den berømte langsomme, smÃ¥snakkende indledning til højdepunktet, hvor sangen nærmest eksploderer i højtalerne. Ikke uden grund blev denne sang endnu et af Tina Turners varemærker og i øvrigt duoens største kommercielle succes.

Fælles for de to numre er, at de viser en bestemt side af Tina Turners sangkunst, hvor der mere er fokus pÃ¥ rÃ¥ energiudladninger end pÃ¥ nuancer i fortolkningen. At hun ogsÃ¥ havde andre sider at byde pÃ¥ blev understreget, da hun fik sit comeback som solist i 1984 (altsÃ¥ 25 Ã¥r siden!) med det velproducerede mainstreamalbum Private Dancer, der gjorde hende til et verdensnavn. Her møder vi en anderledes nedtonet Tina Turner, der viser stor indfølelsesevne og fraseringskunnen i sangen, fx Graham Lyles og Terry Brittens “What’s love got to do with it” om det evindelige poptema, at kærlighed gør ondt – et tema, Tina Turner kendte alt for godt efter sin meget medieomtalte skilsmisse fra den hÃ¥rdslÃ¥ende mandschauvinist Ike Turner kort tid før pladens indspilning.

NÃ¥r Private Dancer blev sÃ¥ stor en succes, som tilfældet var, sÃ¥ skyldes det nok – ud over dygtig markedsføring – at sammenblandingen af sort og hvidt, som Ike Turner ankede over, lykkes optimalt pÃ¥ dette mainstreamalbum. Selv om Tina Turner trækker pÃ¥ sine sorte blues-soul-rødder, sÃ¥ fremstÃ¥r hun her som fornem mainstream-pop-fortolker af et ganske imponerende sæt sange i en produktion, der med FM-radioen og hitlisterne for øje smagfuldt legerede tidens lækre producerlyd med elementer af pop, soul, R&B, new wave m.m. til renlivet voksen pop. Som fx Fleetwood Macs “Rumours” og James Taylors “Gorilla”, sÃ¥ er Private Dancer et eksempel pÃ¥, at kold kommerciel beregning og varmhjertede kunstneriske ambitioner godt kan gÃ¥ hÃ¥nd i hÃ¥nd – en gang imellem.

Tina Turners navn fÃ¥r mig ogsÃ¥ altid til at tænke pÃ¥ den excentriske, “gale” Ken Russells syrede – og i mine øjne undervurderede – filmatisering af The Whos rockopera Tommy fra 1975. Her spiller Tina Turner Syredronningen, der med sprøjten i hÃ¥nd forvandler den blinde dreng Tommy til en mand pÃ¥ en nat. Scenen, hvor Tommys transformation sker i en sprøjtemaskine, der tydeligvis modelleret over robotterne i Fritz Langs “Metropolis”, foregÃ¥r i et baglokale til en stripbar og er et af de uforglemmelige højdepunkter i denne film. Og den viser, at Tina heller ikke var helt ueffen som filmskuespillerinde.

I øvrigt mener jeg at have læst for nylig, at Tina Turner overvejer et come-back som scenekunster. Mon det nu er klogt?.
PS. Hvis man ikke kender historien om Ike & Tina Turner og ikke mindst den ægteskabelige del af den, så kan jeg anbefale, at man læser Torben Billes portræt.

Tina Turner pÃ¥ Shindig synger “A Fool in love “, Ike & Tinas første singleudspil fra 1960.

Private Dancer

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

917 har læst indlægget
13,768