Abbey Road – uden The Beatles…

29. november 2009

Medens de tiloversblevne medlemmer af The Beatles fejrer nye triumfer med videospil og ikke mindst de storsælgende, nyredigerede og -editerede udgaver i stereo og mono af den samlede produktion, sÃ¥ er det mÃ¥ske tidspunktet at ihukomme, at de berømte Abbey Road-studier, hvor Beatles’ væsentligste indspilninger blev til, ogsÃ¥ lagde rum og lyd til mange andre konkurrerende kunstnere i tresserne.

PÃ¥ cd’en “Beat at Abbey Road 1963-1966” kan man lytte til 28 andre kunstnere, som nød godt af Abbey Roads standard i Ã¥rene lige efter Beatles’ indtog.

Studiernes bygninger gÃ¥r helt tilbage til 1830, men det var først i 1931 studierne officielt blev indviet med en optagelse med London Philharmonic Orchestra. I 1950 blev en vis George Martin ansat, og i 1962 kom The Beatles forbi for at gennemføre en “kommerciel prøve” den sjette juni. Man mÃ¥ gÃ¥ ud fra, at prøven gik ok, for gruppen sprøjtede hits ud umiddelbart efter.

Abbey Road er i dag uløseligt forbundet til Beatles’ storhedstid. Og allerede dengang blev det populært for talent- og hÃ¥befulde nye kunstnere at fÃ¥ lov til at indspille med netop den lyd, som man kunne opnÃ¥ dér. Og det er slÃ¥ende, nÃ¥r man lytter til de fine indspilninger pÃ¥ denne cd, hvor distinkt Abbey Road-lyden er. Og i hvor høj grad Beatles’ tidlige indspilninger satte en slags standard for, hvordan produktionen af et beat-hit skulle være.

Kunstnerne på pladen er både kendte og mindre kendte fra perioden. Selvfølgelig er Beatles-protegéen Cilla Black med den klare, smukke stemme med, oven i købet med en af de Maccartney-Lennon-kompositioner, som duoen vist aldrig lod Beatles indspille (i hvert fald ikke officielt): Love of the Loved. Og så er der en række Beatles-epigoner af mere eller mindre original observans. Selv om grupper som Freddie & The Dreamers, Mike Sheridan & The Nightriders, The Roulettes, The Naturals m.fl. lægger sig i sporet efter Beatles med stor tydelighed, så er det også charmerende drive og stor professionalisme, som man kun kan tage hatten af for.

The Fourmost lægger sig ogsÃ¥ tæt op af Beatles med deres coverversion af “I’m in love”, endnu en sang fra Mccartneys og Lennons højproduktive laboratorium. The Dakotas, der er kendt som backinggruppe for Billy J. Kramer, viser, at de som instrumentalgruppe ikke behøvede at stÃ¥ helt i skyggen af fx The Shadows. Især ikke som rockende sÃ¥dan. Pat Wayne & The Beachcombers giver en medrivende udgave af “Roll Over Beethoven” og har en ung Jimmy Page med pÃ¥ leadguitar – og det kan høres. Keith Powell & The Valets leverer en smægtende fortolkning af “The Answer Is No”, som sender tankerne hen pÃ¥ popballadefortolkeren Elvis Presley og i det hele taget de amerikanske halvtredserpopsangere.

Selv The Hollies lyder grangiveligt som The Beatles i “Come on back”, selv om man godt kan høre, at vokalarbejdet – deres varemærke – peger frem mod deres store hits. Et af de navne, der stikker lidt ud, er The Toggery Five med nummeret “I’d Much Rather Be With the Boys” skrevet af Andrew Loog Oldham og en vis Keith Richard. Et blidt popnummer, som man slet ikke ville forbinde med bissen Richard. Lidt af en overraskelse.

Nævnes skal ogsÃ¥ sangerinden Beryl Marsden, der leverer en højenergisk udgave af De Shannons “Breakaway”, der giver mindelser om orkanen Brenda Lee – og understreger, at man ikke kom langt som popsangerinde dengang, hvis man ikke havde en god og kraftig stemme at byde pÃ¥.

Og sÃ¥ fÃ¥r Roden selv, Rod Stewart, lov til at slutte plade med en ballade “The Day Will Come” (fra 1965), som viser, at fordommen om, at Roden var en rocker, der med alderen blev blød, ikke har noget pÃ¥ sig. Han har haft begge dele i sig fra starten…

Denne opsamling kan varmt anbefales alle med forkærlighed for The Beatles og musikken i tresserne.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. AagePK kommentarer:

    Nahh, Jagger-Richards kunne være utroligt blide og poetiske, tænk pÃ¥ Twice as Much med “I am sitting on a fence”, som Stones sÃ¥ selv tog op senere.
    Hvis altså ikke min pluksenilitet snyder mig.

  2. capac kommentarer:

    @AagePK: Jovist, men det der nummer er meget lyrisk. MÃ¥ske er noget af forklaringen af Andrew Loog Oldham havde en finger med i spillet.

Skriv en kommentar

305 har læst indlægget
13,467