Capac anbefaler: Fremmand – Wrong

16. februar 2021

Ambitionerne fejler bestemt ikke noget på det færøsk-danske indieband Fremmands andet album Wrong. Ambitionsniveauet afspejler sig i musikken, men også i det forhold, at bandet med sig som gæstemusikere har guitaristen Carlos Alomar (kendt fra sit samarbejde med ikke mindst David Bowie i Berlinperioden), Richard Fortus (Guns and Roses), Peter Hayes (Black Rebel Motor Cycle Club), New Yorkeren Null+Void, der er kendt for sit electroniske samarbejde med en lang række kunstnere.

Men hvis en sådan namedropping bare var et udslag af salgsmarkedsføring kunne det være ligemeget. Det er det imidlertid ikke. Indkaldelsen af de store navne giver mere end god mening i musikken, som Fremmand selv opfatter som liggende i slipstrømmen af goth- og postpunkrocken. Og det er også som arvtagere af disse strømninger, Fremmand fremstår på de nye opus.

Med den fascinerende og indtagende forsangerinde Jana Hjalgrimsdóttir i spidsen føres lytteren gennem ni sange, der har det tilfælles, at de alle er præget af en melankolsk-sfærisk stemning, der understreger teksternes livssyn. Et livssyn, der er båret af lige dele rastløshed, melankoli og storbyforstemthed. Sangene er melodiske uden at være poppede og lever primært højt på den stemning, der skabes. En stemning, der får kant og gennemslagskraft af den involverede guitarer.

Wrong er et album med streg under album, idet pladen bærer albummets fineste karakteristika, nemlig at musikken skal høres – lyttes – i sin helhed. Sangene kan sagtens tåle at stå alene, men det er som albumhelhed musikken vinder ved hver gennemlytning. Og på den måde er det en plade, der bærer traditionen (fx fra omtale Bowie og dennes storbytrilogi) med sig, samtidig med at Wrong giver løfter om nye landvindinger i fremtiden. I kraft af sin traditionsbundethed peger musikken fremad ind i fremtiden.  Hermed varmt anbefalet.

Fremmand. Wrong. Producer: Tobias Weltzer. Tutl Records. Er udkommet.

11 har læst indlægget

Sne

15. februar 2021

I was tuning in the six o’clock news cast
And the weather man mentioned snow
As soon as I heard that four-letter word
I’s making my plans to go
If I was a bird I could fly back South
A bear I could go to sleep
Anything rather than hang around here
When the snow starts getting deep
Now you know what they say about snow flakes
How there ain’t no two the same
Well, all them flakes look alike to me
Every one is a dirty shame
My ears are cold my feet are cold
Bermuda stays on my mind
And I’m here to say that if winter comes
Then spring is way behind
I don’t have no heavy hip boots
I don’t have no furry hat
I don’t have no long-john underwear
No layer of protective fat
I’d take a plane right to sunny Spain
Oh, but I don’t have no dough
But I’d build a bridge and I’d walk there
To get away from all that snow
Oh, I would build a bridge and walk there
To get away from all that snow
Nej, jeg kan godt lide sne. Og lige nu er sneen passeret hen over min by og har lagt et pænt lag over det hele. Men jeg kommer automatisk til at tænke på Jesse Winchesters første plade fra 1970, hvor han beklager sig over sneen. Snow hedder sangen, på en plade, der består af lutter vellykkede sange.

8 har læst indlægget

Mere Jimmy McCulloch – Stone the Crows

15. februar 2021

Vi skal ikke slippe Jimmy McCulloch uden lige at vende hans ophold i Stone the Crows. Ikke mindst, fordi jeg fandt ovenstående meget fine optagelse fra Beat-Club.
Efter tiden med Thunderclap Newman kom McCulloch i kontakt med den store kreds om John Mayall. Han spillede et par koncerter med Mayall og havde sit eget orkester Bent Frame, der blev omdøbt til Jimmy McCulloch Band. Og så kom Jimmy med i blues-rock-bandet Stone the Crows, idet han afløste guitaristen Lee Harvey, der døde på scenen af et uheld med det elektriske. Med i STone the Crows, der gik i opløsning i 1973, var også Englands svar på Janis Joplin, Maggie Bell. Efter opløsningen arbejdede Bell sammen med Rod Stewart på dennes gennembrudsplade Ever Picture Tells a Story – og Jimmy blev en del af Wings.

18 har læst indlægget

Fra Pete Best til Ringo Starr

14. februar 2021

Igen og igen løber man ind i myten/historien om Pete Best’ forladen The Beatles. Ofte i et forsøg på at gøre Pete Best til den “glemte” Beatle eller sådan noget. Men uanset, hvor mange seriøse bøger og artikler, man læser om The Beatles’ tidlige dage, så er det ikke til at tage fejl af, at grunden til, at Pete Best blev fravalgt var, at han ganske enkelt ikke var god nok til The Beatles. Hvorimod den venstrehåndede trommeslager Ringo Starr var den bedste trommeslager, man kunne opdrive i Liverpool, hvorfor de andre meget gerne ville have ham bag gryderne. At hans venstrehåndethed på højrehåndede trommer gav et ekstra raffinement er blot et ekstra plus.

11 har læst indlægget

Karusell

14. februar 2021

Billedet ovenfor viser en af mine allerførste plader. En singleplade med Chubby Checker og hans hit “Limbo Rock” (B-siden: “Popeye (The Hitchhiker)”. Jeg fik den med i købet, da jeg ni år gammel fik min første grammofon hos Poulsen i Esbjerg. Min grønne rejsegrammofon. Året var 1962.

Interessant er også, at pladen udkom på plademærket Karusell. Det var et svensk mærke, der var blevet til i mit fødeår, 1953, med det formål at udgive jazz og pop. Stifterne var Carl Gustav Niren og orkesterleder Simon Brehm. Det var især ideen, at plademærket skulle markedsføre den kendte Norman Granz’ mange pladeudgivelser. Men der smuttede altså også lidt pop og rock med. Nok, fordi efterspørgslen på pop og rock steg voldsomt i de tidlige tressere. Karusell fik også en række undermærker med hvert sit speciale. Karusell blev overtaget af tyskerne og omdøbt til Karussell (med to s’er) og med speciale i mindre kendte jazz- og popkunstnere og genudgivelse af deres materiale.

Chubby Checker-pladen er ikke nogen sjældenhed og kan fås second hand til nogle få euro. Men den er sjov at have i sin beskedne singlepladesamling.

11 har læst indlægget

Tina Turner – Dust my broom

13. februar 2021

Ike Turner var en altmuligmand inden for musikken – musiker, bandleder, sangskriver, arrangør, talentspejder, pladeproducer og meget mere. Og en fin bluesmusiker. Og – hvis man kender til Tina Turners selvbiografi – en mandschauvinist af værste skuffe, der både slog sin kone og det der var værre endnu. Oven i det havde han i en årrække et stor kokainforbrug, der også gjorde ægteskabet til Tina til et helvede. I hvert fald hvis vi kan tro, hvad Tina Turner fortæller.

Men han kunne også få det bedste ud af sangerinden Tina Turner. Det illustreres fx af parrets udgave af Robert Johnsons bluesstandard “Dust my broom”. Her giver Tina den hele armen.

10 har læst indlægget

60: Johnny Reimar

13. februar 2021

I går aftes udsrålede DR1 endnu en ombæring af programmet Fællessang – hver for sig, hvor Katrine Muff Enevoldsen og Johannes Langkilde lader en række danskere – professionelle og amatører – synge kendte sange, som så seerne derude kan synge med på og evt. filme på mobilen og sende ind til programmet. Et udslag af coronapandemien, der tvinger os til at tænke alternativt. Og som sådan en ganske udmærket idé, selv om man sagtens kan komme med indvendinger mod realisationen. Fx så synes jeg, at valget af sange ikke altid tager højde for, at langt de fleste danskere kun kan synge til husbehov. Svære sange med svære tekster, oven i købet udenlandske nogle af dem. Men lad os blive ved denne anke.

I gårsdagens program deltog Johnny Reimar, der blev præsenteret som Danmarks Partykonge. Og ganske vist har Reimar da svinget tyrolerhatten og solgt masservis af partyplader og billetter til partykoncerter. Men som han selv forklarede, da han blev spurgt om, hvordan han havde lært det: Han har været på banen i tres år. Startende med rock and roll og endt med bl.a. smølfer og tyrolerhatte. Og han gjorde opmærksom på, at det netop i år er 60 år siden, han pladedebuterede. Det måtte jeg selvfølgelig tjekke efter. Og det viser sig da også, at den første plade med Reimar Kristensen, som hans borgerlige navn er, er The Cliffters-singlen “My heart and I / How wonderful to know” fra 1961. Og lidt mere research afslører, at singlen nåede førstepladsen på hitlisten. En ganske imponerende debut.

Ikke just rock and roll – men ok.

14 har læst indlægget

50: Carole King – Tapestry

12. februar 2021

Og vi skal selvfølgelig ikke glemme, at vi lige har passeret 50-årsdagen (d.10/2) for publiceringen af et af de mest indflydelsesrige og succesfulde album fra halvfjerdserne, nemlig Carole Kings tredje album Tapestry.    

King, der i disse dage er ved at blive introduceret til Rock and Roll Hall of Fame (i sin egenskab af rockmusiker – hun har længe været der som sangskriver sammen med sin kollega Gerry Goffin), var allerede et etableret navn,da pladen blev indspillet. Sammen med Gerry Goffin, som hun giftede sig med som ganske ung (det gjorde man, når man blev gravid dengang…), var hun en del af Brill Building-sangskriverkollektivet, der fodrede de amerikanske hitlister med hits. Så hun behøvede ikke at vende og dreje enhver mønt, da hun sammen med mange andre unge talenter slog sig ned i Laurel Canyon i starten af halvfjerdserne.

Og eftersom hun allerede havde været i gang i mere end et årti og var blevet 28 år, så var hun på ingen måde en novice, da hun i løbet af kun 15 timer indspillede det album, der skulle komme til at ændre musikbranchen og albummets betydning. Med al sin erfaring opfattede hun sig som en midaldrende jødisk dame (hun hedder oprindeligt Klein til efternavn) og stræbte ikke længere efter rigdom eller berømmelse (for det havde hun). Og det berømte omslagsfoto, hvor hun ses siddende i vindueskarmen sammen med sin kat, iført jeans, gammel striktrøje, ufriseret, langt hår og strapudemaj, indfanger fint hendes situation dengang i januar 1971, hvor pladen blev til.

Og Carole KIng havde det, der skulle vise sig at bliver datidens formel for succes. Hun kunne skrive sange, arrangere dem og synge selv. Singer-songwriter-treenigheden og den formel, som The Beatles havde foreskrevet for succesfulde musikere. Og Tapestry blev den første stortsælgende plade i moderne tid. En evergreen, der blev ved med – og fortsat gør det – at sælge, længe efter den var gledet ned at hitlisterangeringen. En plade, der ramte rent ind i tidsånden, både med sin fremtoning (coveret) og sine sange. Og en plade, som Carole KIng aldrig sidenhen har kunnet matche, men har dyrket som sit hovedværk (bl.a. da hun i 2013 tog på ture med James Taylor for at genopføre netop de sange).

Læs hvad Torben Bille skrev i anledning af pladens 40-års-jubilæum.

13 har læst indlægget

Dødsfald: Chick Corea – 79

12. februar 2021

Så faldt et af de store træer i musikken. Jazzmusikeren Chick Correa er død af en sjælden kræftsygdom, 79 år gammel. Da jeg fik ørerne op for ham i starten af halvfjerdserne, hvor han havde dannet det banebrydende ensemble Return to forever, der fusionerede jazz, rock, latin m.m.m., havde han været i gang i mange, mange år. Hans far, der selv spillede i et dixieland-jazz-band, indførte den lille Chick i jazzens glæder, da han var fire år. Og siden spillede han med mange store jazznavne, ikke mindst Miles Davis. Og så var han som anslået med til at bane vejen for et vellykket, men også meget omstridt, forsøg på at lade rock og jazz spille sammen. Fusion kaldte man det dengang omkring 1970. Og populært blev det, og mange kendte jazzmusikere fulgte trop, da Chick Correa fik succes med sit projekt. Jazzpuristerne (bl.a. vores egen jazz-doktor Erik Weideman) kom sig vist aldrig helt over elektrificeringen af jazzen, men i dag er fusionen en selvfølge.

Chick Correa vidste, hvor det bar hen med sygdommen og skrev til sidst på sin Facebookside:

“I want to thank all of those along my journey who have helped keep the music fires burning bright… It is my hope that those who have an inkling to play, write, perform or otherwise, do so. If not for yourself then for the rest of us. It’s not only that the world needs more artists, it’s also just a lot of fun.”

9 har læst indlægget

Wings – Jimmy McCulloch

11. februar 2021

Jimmy McCulloch blev kun 26 år gammel. Blev fundet død i sin lejighed i London af sin broder. Dødsårsag: hjertesvigt som følge af en forgiftning med alkohol og morfin. Men som det fremgår af kilderne, så var der nok tale om en hændeligt uheld, fordi Jimmy ikke var kendt som misbruger af hård stoffer. Ak ja. Men han satte sig sig fine spor – også i Wings. Og man kan nyde hans spil på Wings’ Rockshow.

15 har læst indlægget
15 har læst indlægget