CAPAC

CAPAC anbefaler dansk post-rock: The Shaking Sensations – Start stop worrying

1. april 2013

Hvis ellers jeg har forstået genrebetegnelsen post-rock rigtigt, så er det, der samler de mange post-rock-bands, at de forsøger at rendyrke den side af rockmusikken, der har at gøre med lyden – sound – eller lydbilledet. Men anvendelse af rockens instrumenter – ikke mindst el-guitaren – og dens effekter udforsker man stemninger, lyde, klangfarver, der har været en del af rocken i mange år. Der går således en lige linje fra de mest eksperimenterende garagebands i halvtredserne over The Velvet Underground og dyrkerne af den hvide lyd og frem til post-rockbands som pionererne Slint, Mogwai, Sigur Rós – og så det danske band instrumental-post-rockband The Shaking Sensations, der er pladeaktuelle med deres andet album Start stop worrying.

Lige som det post-moderne er moderne i sin kerne, så er post-rocken også rock i sin kerne. Således er det også for The Shaking Sensations, der siden debutalbummet East of Youth (2011), har bevæget sig lidt i retning af den ordinære rock ved at lave numre, der både rummer post-rockens ekstatiske lydtæpper, men samtidig fremstår som korte, iørefaldende radioorienterede rocknumre. Måske er det ikke tilfældigt, at jeg undervejs kom til at tænke på fx U2 i deres unge dage…

Selv om Shaking Sensations har indgået et kompromis mellem kultisk shoegazende post-rock og mainstreamappellerende rock, så er det stadigvæk i kraft af fascinerende, mørke, til tider melankolske klangstrukturer og rytmiske mønstre, at gruppen gør sig bemærket over for lytteren. Det er musik – en slags moderne kammerrock – der inviterer lytteren til at lytte andægtigt og intenst, hvad enten det er inde i hovedtelefonerne eller ude på de små spillesteder. Hvis man er til instrumentalrock, så er der al mulig grund til at give The Skaking Sensations en chance…

The Shaking Sensations på Youtube

The Shaking Sensations. Start stop worrying. Producer. Matt Bayles. Pelagic Records. Udkom d. 25 marts.

Skrevet i Musik | Tagged CAPAC anbefaler, Musik | Ingen kommentarer »

læst 34 gange

Endnu et dødsfald: Hugh McCracken – berømmet sideman – er død, 60 år

1. april 2013

Hvis man har et blot nogenlunde repræsentativt udvalg af pop- og rockalbums fra de sidste fire årtier, så vil man sikkert kunne finde en, hvor guitaristen og mundharmonikaspilleren Hugh McCracken medvirker. Albums med fx Steely Dan, Billy Joel, Roland Kirk, Roberta Flack, B. B. King, John Lennon, Paul McCartney, Paul Simon, Art Garfunkel, Gary Wright, James Taylor, Phoebe Snow, Bob Dylan, The Monkees, Carl Perkins, Gordon Lightfoot, Graham Parker, Yoko Ono, Barbra Streisand, the Left Banke, the Kingsmen, Eric Carmen og Aretha Franklin har nydt godt af McCrackens efterspurgte guitarspil.

McCracken, der døde forleden af leukemi, kom fra New York og arbejdede primært som sideman. Et forsøg på at gå solo mislykkedes, da solopladen aldrig blev udsendt.

Det er Hugh, der spiller guitaren på denne fine skæring fra Paul McCartneys Ram, “Uncle Albert admiral Halsey”:

Skrevet i Musik | Tagged Musik | Ingen kommentarer »

læst 9 gange

Kom – vær min aprilsnar…

1. april 2013

Come be my April Fool
Come you’re the only one
Come on your rusted bike
Come we’ll break all the rules

We’ll ride like writers ride
Neither rich nor broke
We’ll race through alleyways
In our tattered cloaks so

Come be my April Fool
Come we’ll break all the rules

We’ll burn all of our poems
Add to God’s debris
We’ll pray to all of our saints
Icons of mystery
We’ll tramp through the mire
When our souls feel dead
With laughter we’ll inspire
Then back to life again

Come you’re the only one
Come be my April Fool
Come come
Be my April Fool
We’ll break all the rules

- mere drilleri får I ikke her fra bloggen… April Fool

Skrevet i Musik | Tagged Musik | Ingen kommentarer »

læst 13 gange

Phil Ramone – pladeproducer – er død, 79 år

31. marts 2013

Når man kan skrive navne som Ray Charles, Frank Sinatra, Paul Simon og Barbra Streisand på sit cv, så er man ikke hvillken som helst producer. Med 14 Grammyer og endnu flere nomineringer blev en af de udvalgte producere, der blev kendt uden for en snæver kreds af musikere og musikelskere.

Ramone, der voksede op i Brooklyn, kom ind i pladeindustrien via den klassiske musik, som han studerede på den renommerede Juillard School. Og i 1958 var han med til at pladestudiet A & R Recording på Manhattan. Og her grundlagde han sit ry for a være en diskret, lydhør tekniker, der kunne arbejde både med letbenet pop og avanceret moderne jazz. En af de første store bedrifter var albummet Getz/Gilberto, der resulterede i en Grammy og blev en klassiker, der stadigvæk genoptrykkes og sælger støt og roligt.

Det kan virke lidt paradoksalt, at Phil Ramone bleve så stort et navn som tilfældet var. For han var en konservativ producer, der mente, at producerens rolle var den en tilbagetrukket, diskret sådan. Men det er måske i virkeligheden forklaringen på, at fx Billy Joel og Paul Simon lagde deres musik i hans hænder. Ramone ville være katalysator for musikken og dens udøvere og ikke – som fx Phil Spector – en flamboyant del af det musikalske udtryk.

Bagsidecoverfoto fra Billy Joels album The Stranger – viser Joel sammen med sit band og Phil Ramone…

Ti væsentlige Ramone-indspilninger

Et eksempel på Ramones virke – Allentown fra Billy Joesl The Nylon Curtain

Skrevet i Musik | Tagged Musik | Ingen kommentarer »

læst 8 gange

En tuaregisk Jimi Hendrix eller noget: Bombino – Nomad

31. marts 2013

Nej, nogen Jimi Hendrix er tuaregen Omar “Bombino” Moctar ikke, men mindre kan også gøre det. Som tilfældet er for andre musikere med baggrund i nomadefolket tuaregernes kultur blandet Omar vestlig blues og rock med sit eget folks særlige musikform. Og af det sammenstød opstår en bevægende smuk form for rock, der har fået kulttilhængere på i Sahara- og Sahelområderne og de vesterlandske metropoler. I 2011 udkom Bombinos album Agadez og for nylig blev det fulgt op med Nomad, der kan høres i sin fulde længde lige her.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

læst 8 gange

Svensk progressiv rock – dokumenteret via Sveriges Radio – Progglådan

30. marts 2013

Hoola Bandoola band, Turid, John Holm, Nationalteatern, Ulf Lundell, Dag Vag, Ebba Grön, Samla Mammas Manna, Blå Tåget,

Nature, November, Fläsket Brinner, Kebnekajse, Motvind,Kaipa og meget mere. Sveriges Radio har været i arkiverne og har samlet mere en 38 timers musik på 40 CD’er under overskriften Progglådan. Boksen dækker den alternative, progressive rocks gyldne år fra 1967 og helt frem til 1985 og er redigeret af guitaristen og komponisten Coste Apetrea (kendt fra Samla Mammas Manna, Juka Tolonen m.m..). Det eneste minus ved bokssættet er prisen på 1800 svenske kroner (ca. 1650 danske kroner). Ellers et oplagt køb for enhver med interesse for progressiv svensk musik.

Skrevet i Musik | 2 kommentarer »

læst 67 gange

Paul Williams – skaberen af rockmagasinet Crawdaddy – er død, 64 år gammel.

29. marts 2013

Paul Williams startede bogstaveligt talt selv det legendariske rockmagasin Crawdaddy som unge collegestudent. Det første duplikerede nummer havde Williams selv skrevet fra ende til anden. Det var starten på det første store, landsdækkende rockmagasin i USA. Det var i januar 1966. Williams var allerede på det tidspunkt en relativt garvet publicist, idet han havde været med til at udgive diverse science fiction-fanzines.

Interessen for science fiction holdt Williams fast i til det sidste. Han var god ven med Philip K. Dick og i en periode leder af Philip K. Dick Society.

I Crawdaddys første nummer opstillede Williams et ideal for rockjournalistik, som burde være et ideal for alle efterfølgere. Han skrev: “You are looking at the first issue of a magazine of rock and roll criticism. Crawdaddy will feature neither pin-ups nor news-briefs; the specialty of this magazine is intelligent writing about pop music.” Dermed lagde han også afstand til andre, mere kommercielt orienterede magasiner som Billboard og Cash Box. Og gødede jorden for Rolling Stone, der så dagens lys godt og vel 1½ år senere.

I et senere interview fortalte Williams om begyndelsen på Crawdaddy: “ Well, it started out completely as a fanzine, and the first issue I mailed out to record companies and radio stations, and waited for something to happen. Same thing with the second issue. And I began selling it in newsstands in Boston and around Philadelphia and New York, and each issue kind of grew a little. We really didn’t know anything was happening, it might’ve died between the third issue–there was a big gap, I think the third issue came out in March, I was still at Swarthmore. And then I had that problem which caused me to drop out of college, that you know about, Richard Farina’s death. I went back to Boston, didn’t know what I was going to do, and finally put together another issue of Crawdaddy! that was mimeographed and sold it at the Newport Folk Festival in July. And that, actually, was kind of a breakthrough. We put Bob Dylan on the cover, which was a good idea [laughs]; we sold a lot of copies at Newport. Simon & Garfunkel’s office actually gave me $100 to write a little bio or something, but it was a way of giving me some money so I could print the next issue. But the response to that issue was very encouraging. And the other thing was I met Jac Holzman of Elektra at Newport, and he bought the first national ad for the next issue of the magazine, so it’s like, all right, now we can do the next issue!“

I 1968 forlod Williams Crawdaddy og begyndte at skrive bøger, bl.a. Outlaw Blues: A Book of Rock Music (1969), Bob Dylan: Performing Artist (i flere bind), Neil Young: Love To Burn (1997). Mere end tyve bøger blev det til. Og i 1993 gjorde han igen krav på Crawdaddy, men måtte opgive at videreføre bladet i 2003 på grund af økonomien.

I 1995 var Williams udsat for en alvorlig cykelulykke, hvor han pådrog sig hjerneskader, der gjorde ham dement og efterhånden overlod ham til andres omsorg og pleje. Han døde af komplikationer i forbindelse med de skader, han havde pådraget sig dengang.

[Foto, lånt fra Facebook, ikke krediteret]

Navnet Crawdaddy tog Williams fra Crawdaddy Club i London, hvor Rolling Stones begyndte deres karriere i starten af tresserne….

Skrevet i Musik | Tagged Musik, nekrolog | Ingen kommentarer »

læst 12 gange

Daimi og Jørn Grauengaards orkester – Skandale i familien

29. marts 2013

Hvor kom den fra? “Skandale i familien” hoppede rundt i mit hoved her til morgen. Et hit (?) fra 1965 med Daimi, ledsaget af Jørn Grauengaards orkester. Og vel nok et af de første ska-reggae-caribisk inspirerede numre på dansk, når vi lige fraregner Nina og Frederik. Faktisk er det en fordanskning af calypsosangeren Sir Lancelots ang “Shame & Scandal” fra fyrrerne. Den blev kopieret i 1965 af britten Lance Percival og blev et mindre hit i Storbritannien. Og det er nok ad den vej, den kom til Danmark og Daimi. Senere har fx Peter Tosh og The Stylistics lavet skaudgaver.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

læst 15 gange

Dagens filmoplevelse: Det grå guld

28. marts 2013

“Der er ikke meget spræl i den meget lille og noget fladt instruerede historie om tre ikke særlig gamle, der er blevet tilovers.”, skriver Kim Skotte i sin anmeldelse af Shaky Gonzálezs nye film “Det grå guld” – under den alt andet end flatterende overskrift: Anden kan ikke redde gumpetunge gamling. Så er stilen jo lige som lagt.

Men Skotte har fat i en væsentlig indvending, man kan have mod filmen. Den savner i den grad dynamik og tempo. Desværre. For det er en god idé Gonzáles har fået. Et ældre ægtepar – spillet af Birthe Neuman og Lars Knutzon – står pludselig i den situation, at de skal fraflytte deres lejlighed inden den første, fordi ejendommens boliger skal forvandles til – ja – ungdomsboliger. Ægtemanden Holger, der er gået lidt i står og har det bedst med klassisk musik i lænestolen, medens fruen går til dans, har forlagt et brev fra boligforeningen om fraflytningen, og derfor går det alt for sent op for ægteparret, at deres dage er forbi i den lejlighed. Da de er uformuende kan de ikke købe sig til en anden bolig og derfor er alternative løsninger påkrævet.

En løsningsmodel er et bankrøveri, der med et vil gøre dem økonomisk uafhængige. Ideen opstår, da de møder fruens gamle dansepartner, der arbejder som bankmand i Danske Banks afdeling på Nytorv i København. Han kan ganske vist ikke hjælpe dem med boliglån, men lader ideen om at lænse banken falde i en snak. Og fru Anette griber ideen, da alle andre udveje synes at være spærret. Og bankrøveriet realiseres. Mere skal ikke afsløres om udgangen på filmen.

Man kan godt undre sig over, at temaet ‘det grå guld’ ikke tidligere har været genstand for dansk filmatisering. Det danske samfunds behandling af voksne mennesker (50+) er intet mindre end en skandale, der nok kunne give anledning til mere end en seværdig, samfundskritisk film. Så alene af den grund er Gonzáles’ film værd at beskæftige sig med.

Filmens problem er, som antydet, at den også er en kriminalfilm – endda en genrefilm (bankrøveri) – og ikke lever op til de elementære krav om spænding, fart og hurtig afvikling, som denne genres æstetik påkræver. Dramaturgisk halter den. Det er lige så ‘spændende’ at se de medvirkende drikke kaffe sammen som at se dem lave bankrøveriet. Så er det sagt.

Når filmen alligevel er anbefalelsesværdig, så er det fordi Birthe Neuman, Kurt Ravn og Lars Knutzon udfylder deres roller på fortrinlig vis. Og fordi filmen trods alt formår at skildre absurditeten i samfundets behandling af voksne mennesker. Især Birthe Neuman, der har hovedrollen, spiller overbevisende med sin karakteristiske let nervøse fremtoning. Også i mindre roller spilles der udmærket. Anders Mattesen som kolonihavevåbenhandler og Rene Diff som støjende overbo til ægteparret er med til at give filmen lidt ekstra kolorit.

Filmen er ikke noget mesterværk. Den er snarere en lidt træg, moderne udgave af den gamle, danske folkekomedie Støvsugerbanden, som filmen oven i købet henviser direkte til i en scene. Hermed anbefalet – med ovenstående forhold.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

læst 18 gange

Raketter med knaldhætter – erindringsglimt fra dengang capac var en bette purk…

28. marts 2013

Jeg havde næsten glemt dem, det små legetøjsraketter med knaldhætter (cap rockets el. cap bombs på amerikansk). Men en side på Facebook førte mig på sporet igen. For en dreng i halvtredsernes slutning og starten – dengang ‘farligt’ ‘krigslegetøj’ endnu ikke var genstand for ‘pædagogisk’ belæring – var disse små knaldende stykker legetøj en stor fornøjelse. En lille knaldhætte blev placeret i spidsen af raketten under fjederen og derefter blev våbnet kastet ned mod jorden eller ind mod væggen. Det var billigt legetøj. Nürenberg-kram, som mine forældre sagde. Men i perioder havde legekammerterne og jeg stor fornøjelse af disse stykker plastiklegetøj. Tja.