Musik og penge

4. august 2017

When the bottom fell out of the record business a bunch of years ago, it deprived me of the luxury of earning a living from records. I don’t sell enough albums to cover the cost of recording them the way I like to. For me, touring is the only way to make a living. [Donald Fagan til Wall Street Journal]

Det er en kendt sag, at musikere, så længe vi har haft en musikindustri, er blevet snydt og bedraget for deres indtjening på deres kompositioner. Eksemplerne er legio. Fx fortæller Bob Dylan i Chronicles om, hvordan han er nødt til at indspille flere album for at kunne betale af på gælden for de forudgående. Beatles kæmpede også med dårlige aftaler i begyndelsen af deres tid. Og så videre.

Nu befinder vi os i en tid, hvor streaming er musikindustriens svar på musikforbruget. Ganske vist oplever vinylpladerne en mindre renæssance, og måske sker det samme for CD’en, men streaming er tidens løsen. Problemet er blot, at de eneste, der rigtig tjener på streaming, er pladeselskaberne. Kunstnerne kan som oftest ikke overleve på det ringe afkast streamingen giver dem. Så selv de største kunstnere er nødsaget til at kaste sig over turné- og koncertvirksomhed for at få brød på bordet og salt til deres æg.

Seneste eksempel er Donald Fagan – kendt fra Steely Dan – der i en alder af 69 år ser sig nødsaget til at tage på verdensturné med et nyt band for at få noget at leve af i sin fremskredne pensionistalder.

For en overfladisk betragtning er det en fordel for musikforbrugerne, at de kan streame musik. Hvis du har valget mellem at købe en CD med 12 numre eller en måneds streaming af 30000 sange for 10 dollars, hvad vælger du så? Fra et snævert forbrugersynspunkt vælger du nok streaming, fordi man får mere for pengene. Ikke sandt?!  Men hvad skal man vælge, hvis man vil hjælpe kunstnerne og støtte musikken?

Situationen er kompleks. Men man kan sagtens forestille sig en situation, hvor kunstnere helt fravælger at udgive deres musik og helt holder sig til at optræde rundt omkring. For, hvorfor skal man udgive musik, som kun musikkøbmændene tjener på? Det eneste, der taler imod denne mulighed, er, at kunstnerne i et vist omfang er afhængige af at promovere deres musik – for at få tilhørere ved koncerterne. Og, fordi musikforbrugerne er vant til at have adgang til kunstnernes musik uden for koncerterne.

Det er svært at forudse, hvordan denne situation vil udvikle sig. Musikken skal nok klare sig, men hvordan vil det gå med hele den forbrugskultur, der er bygget op omkring musikken gennem årtier? Vi får se, men jeg vil selv holde fast i vinyl, CD og DVD/Blu-ray som de foretrukne musikmedier og overlade til andre at betale for streamingtjenester på mobiltelefonen.

4 har læst indlægget

50: Marmalade – I see the rain

3. august 2017

Af uudgrundelige årsager hittede Marmalade ikke med “I see the rain” i hjemlandet. Til gengæld gjorde den det i Holland. Pladen blev udsendt i marts 1967.  Jimi Hendrix skulle efter sigende have udnævnt den til at være ‘året skæring’ i 1967, hvilket jo ikke siger helt så lidt i betragtning af, at det er Hendrix, der taler, og det er 1967, vi taler om. Men noget er der om det. Marmalade brød for alvor igennem med den næste single “Loving Things”. Men jeg synes”I see the rain” – bandets første single under bandnavnet Marmalade – er en overset perle fra et band, der fortjener at blive fremhævet som andet end dem, der lavede en fin coverversion af et Beatles-nummer (“Ob la de ob la da”).

17 har læst indlægget

Hamilton Leithauser møder Talking Heads

3. august 2017

Det store firma Amazon har bedt nogle kunstnere om at fortolke sange, der handler om at være “på vejen”. Ex-Walkman Leithauser har kastet sig over Talking Heads og deres “Road to nowhere”. Et oplagt og klogt valg.

3 har læst indlægget

Garth “The Band” Hudson blev 80 år

3. august 2017

Multiinstrumentalisten og chefarkitekten bag The Bands unikke “sound”, Garth Hudson (nr. 2 fra højre) fyldte 80 år i går. Allerede som 9-10 årig var han med i det lokale, obskure band The Capers, og i 1961 – 21 år gammel – kom han så med i Ronnie Hawkins band The Hawks, der med tiden forvandledes til The Band. Og med sit Lowrey orgel (et i rocksammenhæng usædvanligt valg af orgel) og en række andre instrumenter – bl.a. harmonikal og diverse blæseinstrumenter – var han med til at skabe The Bands “sound”. Og Hudson har været med i bandet helt ind i 1990’erne, efter bandets gendannelse. Siden 2001 har han været solist og har udsendt tre soloalbum.

8 har læst indlægget

Medie-reklamer og udnyttelsen af tressernes musik – igen

2. august 2017

Jeg har været inde på det før: Jeg får nærmest allergisk udslag, når biograf- og tv-reklamer uhæmmet og tilsyneladende uforskammet bruger løs af tressernes gyldne pop- og rocksangskat for at promovere deres mere eller mindre ligegyldige produkter. I går var jeg i biografen for en gangs skyld og måtte her opleve, at Beatles’ “Across the Universe” blev brugt til at markedsføre nogle 3D-briller. Ganske vist var det (vist nok) i Rufus Wainwrights udmærkede coverversion. Men alligevel irriterede det min blindtarm voldsomt. Helligbrøde.

10 har læst indlægget
10 har læst indlægget