Bilisme

2. februar 2019

Forleden var jeg inde i det centrale Århus for at hente en økologisk te til fruen. Og jeg kørte i vores lille bil. Normalt ville jeg være taget med den lokale bus, men da jeg alligevel var ude at køre i bilen i et andet ærinde uden for bycentrum, så tog jeg chancen, vel vidende at det kan være et sandt helvede at finde en parkeringsplads i det centrale Århus – også på en hverdag.

For mængden af privatbiler er vokset støt gennem de seneste år, og byadministrationen har slet ikke formået at regulere sig ud af de problemer, der opstår med mange biler på gaden og – ikke mindst – med at finde parkeringsmuligheder.

Med den voksende mængde biler er det også blevet tydeligt, at det står rigtig sløjt til med overholdelsen af almindelige trafikregler. For eksempel er det nærmest blevet en selvfølge, at bilister ikke længere viser af, når de svinger til venstre, ligesom overholdelse af fartgrænser heller ikke længere er noget, der tynger bilisternes samvittighed. Og stressniveauet er tydeligvis vokset proportionalt med antallet af biler. Privatbiler.

Det lykkedes mig at finde en parkeringsplads i midtbyen, hvor jeg formedelst 22 kroner kunne holde parkeret i en time.  Nyt parkeringsanlæg forhindrer, at man – i modsætning til tidligere – kan holde parkeret i ubegrænset tid og betalte ved afhentning af bilen. Måske et adminstrativt forsøg på at presse bilister til at skynde sig videre og dermed lette lidt på presset på parkeringspladserne!?

I dagens nyheder kan man så læse, at en række kommuner – bl.a. Silkeborg – har gjort det gratis at parkere inde i byen i de første to timer. Af hensyn til – nej, ikke bilisterne – de handlende i byen. For de handlende oplever åbenbart parkeringsproblemerne som en uheldig dæmper på handelsaktiviteten i byen. Bilisterne er ikke så tilbøjelige til at køre ind og handle i midtbyen, når de skal betale for parkering, lyder argumentet. I stedet finder de et andet sted at handle – uden for byen eller på internettet.

Men er det nu en god idé?! I hvert fald ikke, hvis man ønsker at nedbringe antallet af biler i bymidten og dermed give et bidrag til en bedre bytrafik, mindre miljøbelastning og mindre stress. I stedet burde man sørge for at holde privatbilerne ude af bymidten og gøre det meget mere attraktivt at køre med offentlige transportmidler. Løsningen på byernes trafikproblemer er ikke at gøre det mere attraktivt at køre ind i byen. Det siger næsten sig selv.

Jeg kom hjem med min økologiske keemunte til fruen og med en dårlig smag i munden over at skulle betale 22 kr. for en times parkering og en ubehagelig oplevelse af, hvordan trafikafviklingen er anno 2019 i den jyske hovedstad. Næste gang tager jeg bussen eller cyklen.

9 har læst indlægget

Linda i Hollywood

1. februar 2019

Sygdom forhindrer hende i at synge og indspille plader, men hun er stadigvæk en af de bedste kvindelige fortolkere, som amerikansk popmusik har frembragt. Linda Ronstadt. Om kort tid udsender Rhino-nostalgiplademærket et livealbum med Ronstadt Live in Hollywood med en række af hendes mest kendte sange.

Opdatering: Desværre kan man læse af diverse kommentarer til denne udgivelse, at lyden ikke er så god, som man kunne forvente af sådan en plade. Måske har pladeselskabet taget chancen og sprunget over den redaktionelle efterbehandling. Det er synd og skam, så måske skal evt. interesserede kigge sig om efter en af de andre live-indspildninger med Linda. Der er ingen grund til bare at fodre de pengegriske…

7 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Sauls søn

1. februar 2019

Forleden skrev jeg lidt om nødvendigheden af at huske holocaust/shoa. Og i går blev jeg mindet om nødvendigheden igen. Jeg fik omsider set den ungarske instruktør László Nemes’ prisbelønnede film Sauls søn.

Filmen foregår i Auswitz-udryddelseslejren. Saul arbejder der som medlem af den såkaldte Sonderkommando, hvis arbejde er at føre jøderne ind i gaskamrene (under påskud af at de bare skal i bad…), tømme deres aflagte klæder for værdigenstande (guld og smykker), brænde resten, sørge for at ligene – kaldet “stykker” – blev sendt i krematorierne, rengøre gaskamrene, fjerne asken fra krematorierne og mere af den slags. Vel vidende, at de som del af af særkommandoen kun havde et halvt årstid at leve i.

Under arbejdet finder Saul, der er ungarsk jøde, en dreng, der ikke er helt død efter sin tur i gaskammeret. Og han sætter sig for at give drengen, som han vist opfatter som sin søn (han hævder, t der er tale om en illegitim søn), en rigtig jødisk begravelse, udført af en jødisk gejstlig, en rabbi.

Og vi følger Sauls anstrengelser for at få fat i drengens lig og få det i sikkerhed til en sådan begravelse. Hvordan filmen ender, kan jeg ikke fortælle, da jeg så ville afsløre dens – i mine øjne – nærmest mystiske slutning, der er åben for flere fortolkninger. Men fortællingen frem til denne afslutning er også særpræget. Alene kameraføringen er et studie værd. Stort set alle optagelser er nærbilleder af Saul og de få personer, han er i kontakt med. Dermed undgår instruktøren at skulle udpensle de rædsler, der foregår i lejren og kan nøjes med at antyde dem med delbilleder og lydsiden. Til gengæld opnår instruktøren en sjælden intensitet, fordi vi følger den næsten udtryksløse Saul i nærbilleder, hvor selv de mindste nuancerer er med til at give et indtryk af hans sindstilstand.

Det er nærliggende at udlægge Sauls forsøg på at få drengen begravet på korrekt jødisk vis som et desparat forsøg på at få en lille bitte smule mening ind i en livssituation, der ellers er berøvet enhver form for mening. Livet i Auswitz er – som beskrevet i filmen – den absolutte meningsløshed. Her står alle i dødens tjeneste. Over for dødens realitet – i form af gaskamrene eller det store hul i jorden, der også bliver brugt – smuldrer menneskeligheden, anstændigheden, moralen, empatien osv. Og måske er det det, Saul instinktivt erkender: At han må gøre en sidste anstrengelse for at bevare sin menneskelighed ved at sørge for, at drengen får en ordentlig begravelse.

Det er en næsten knugende oplevelse af følge Sauls anstrengelser for at udrette sin mission. Og slutningen er mildest talt overraskende og åben for fortolkning. Og netop slutningen fik mig til at tænke på alle de fine østeuropæiske film, vi har kunnet se, siden Anden Verdenskrig. Film, der – især før Berlinmurens fald – midt i deres særlige realisme formåede at tilføre kunsten noget magisk og hyperreelt. Fx hos den unge Milos Forman. Og slutningen i Nemes’ film er sådan en slutning, der transcenderer den ubærlige virkelighed i Auswitz.

3 har læst indlægget

Jeg sover kun

1. februar 2019

Ron fortsætter med at afsøge popsangskatten for dens bedste og fineste sange, der så får en tur ved køkkenbordet eller klaveret i stuen. Denne gang er han igen landet hos Lennon & McCartney og deres umaneligt dejlige “I’m only sleeping”. Hvis jeg kunne mere end et par akkorder, så ville jeg gøre som Ron.

7 har læst indlægget

60: Da Hans Hedtoft gik ned

31. januar 2019

Det er tres år siden, M/S Hans Hedtoft gik ned med 95 mand på vej fra Grønland til Danmark. Den dag i dag ved man ikke helt nøjagtig, hvad der skete og hvorfor så mange mennesker måtte lade livet i det kolde hav syd for Grønland.

Min far var sømand hele sit liv, mere end 50 år. Og jeg har ikke tal på de gange, han har snakket om og spekuleret over, hvorfor det gik som det gik med Hans Hedtoft. Så vidt jeg husker kunne han teoretisk set have været ombord, men omstændighederne sendte ham med et andet skib. Min far sejlede med Grønlandske Handel i sine unge år og kendte godt til omstændighederne ved den slags sejleri. Og han havde sine egne teorier om, hvad der kunne være gået galt, bl.a. noget med den kurs, skibet fulgte og som muligvis havde ført det ind i særligt isfyldt og farligt farvand. Jeg kan også huske, at min far nævnte navnet på en af dem, der gik ned. En af hans kolleger.

Sådanne alvorlige skibsulykker brænder sig selvfølgelig fast i hjernen på andre sømænd. Lige som historierne om de sømænd, der mistede livet på følgebåde under Anden Verdenskrig. Og nyere og ældre skibsforlis rundt omkring på kloden.

Dagen for Hans Hedtofts forlis, markeres på DR med en podcast om tragedien.

27 har læst indlægget
27 har læst indlægget