Mælk

18. august 2020

Da jeg her til morgen hældte minimælk på mine havregryn – økologisk minimælk fra Gram Gods i plastpose – gled mine tanker tilbage til dengang, jeg stadigvæk boede i baggården i Nygårdsvej sammen med mine forældre. Og hvor mælkemanden kom med sin hestevogn med netop mælk. Dengang var der ikke tale om økologisk versus ordinær mælk. Der var kun en slags, og den var på flaske.

Mælkemanden Oluf Jensen kørte med vognen for Esbjerg Andelsmejeri, og det gjorde han fra 1930 til 1966, hvor han stoppede. De sidste 25 år havde Oluf Jensen ikke holdt ferie. Og hesten fik sit velfortjente otium på Fanø hos en gårdejer.

Det var altid en begivenhed, når Jensen kom med hestevognen. Det var ikke hver dag, man fik en hest at se eller for den sags skyld en mælkehestevogn.

På øverste foto ses Oluf Jensen med hesten Tot på vej ind på andelsmejeriet i Skolegade. Billedet nederst viser Oluf Jensen sammen med hesten Stella og drengen Helge Clausen.

11 har læst indlægget

Lidt Dylanarkæologi

18. august 2020

Jeg læser, at inden Bob Dylan indspiller sit første eponyme album i november 1961, pladedebuterer han som mundharmonikaspiller på Harry Belafontes “Midnight Special” i begyndelsen af efteråret 61. Det var ikke noget nyt for Dylan at være sessionmusiker eller bandmedlem. I skoleårene var han med i flere bands og sad blandt andet ind hos Bobby Vee under navnet Elston Gunn.

Jeg læser også, at Dylans anden pladeindspilning slet ikke er The Freewheelin’ Bob Dylan, som flere autoritative diskografier påstår, men derimod liveindspilningen Live at the Gaslight fra 1962 (men først udgivet så sent som 2005). Og det er ikke helt uvæsentligt, fordi det dengang i 1962 var Dylans allerstørste ønske at få lov til at optræde lige netop på The Gaslight, der var spillestedet på Macdougal Street i Greenwich Village. Det sted, hvor man ikke bare spillede på døren, men faktisk fik en hyre og en booking. Optrådte man dér var man så at sige blåstemplet i musikmiljøet. Det lykkedes Dylan at overtale “bykongen” Dave van Ronk til at få sig sat på plakaten og i oktober 62 blev liveoptagelsen lavet, altså faktisk før debutalbummet.

10 har læst indlægget

Det tænkende menneskes dansemusik

18. august 2020

The thinking man’s dance music. Sådan betegnede David Byrne, Jerry Harrison, Chris Frantz og Tina Weymouth den musik, som de under bandnavnet Talking Heads lavede i starten af 1970’erne. Og det nævner Chris Frantz i begyndelsen af sin nye bog Remain in Love om Talking Heads, Tom Tom Club og Tina Weymouth, som jeg lige har taget hul på. Det er den første bog om Talking Heads, der er skrevet af et af medlemmerne. Og Frantz undlader ikke at notere, at de fleste af de bøger, der er skrevet om gruppen er upålidelige. Hans egen bog er selvfølgelig ‘den sande historie indefra’. Selvfølgelig.

&nbsp

 

7 har læst indlægget

Fuglesang

17. august 2020

Og hvor filmen om Sully ikke rigtig havde noget lydspor, så var Det Store År til gengæld forsynet med et “soundtrack”. Og hvad er mere oplagt end at bruge The Trashmen og deres gamle “Surfin’ Bird”, hvilket filmen da også gør et par gange…

Lige så oplagt, men knap så kendt, er Eels “I like birds”…

 

12 har læst indlægget

Set: The Big Year – og – Miraklet på Hudsonfloden

17. august 2020

Så fik jeg alligevel konsumeret to amerikanske film i den lettere ende. For det første David Frankels The Big Year (2011), der markedsføres som en komedie. Og det sker med Owen Wilson, Steve Martin og Jack Black i hovedrollerne. Og det burde vel på papiret understøtte markedsføringen. Men sandt at sige, så fik filmen mig end ikke til at trække på smilebåndet.

Filmen er inspireret af virkelige hændelser og fortæller historien om tre vidtforskellige mænd, der alle er såkaldte birders – ornitologiske nørder – der ønsker at vinde konkurrencen The Big Year, hvor det gælder om i løbet af et kalenderår at identificere så mange fuglearter som muligt. Bygningskonstruktøren Kenny Bostick (Wilson) har den bestående rekord på 732. Og han er manisk optaget af, at ingen skal slå rekorden. I en sådan grad at det belaster forholdet til hustruen, der er mere optaget af at gennemføre en fertilitetsbehandling, så parret kan blive forældre.

Over for Bostick står så den 36-årige programmør Brad (Black), der efter at være droppet ud af skolen, blevet fyret fra et godt job og skilt bare ønsker at opleve den succes, det er at vinde Det Store År., og i den forbindelse at gøre sin skeptiske far stolt. Og han bliver venner med en anden konkurrent, virksomhedsskaberen og direktøren Stu (Martin), der har drømt om at vinde lige siden han var en lille dreng. Stus kone bakker ham op i projektet.

Filmen følger de tre mænds ekspeditioner fra det  højeste nord til det sydligste. Som skrevet synes jeg ikke der kommer meget komik ud af det. Og det mest interessante er nok, hvad der sker med mændene i deres privatliv. Lad mig bare afsløre, at Bostick vinder igen (det gør ingen forskel for filmoplevelsen). Til gengæld kommer det til at koste ham ægteskabet. Brad derimod vinder en kvindelig birders hjerte, bliver nr. 2 i konkurrence og opnår sin fars beundring. Og Stu opnår omsider at kunne trække sig tilbage fra firmaet og blive bedstefar for første gang.

Så lidt firkantet sagt, så er det endnu en amerikansk metervarefilm, der skal fortælle seerne, at det er de “sande” værdier – ægteskab, familie, kærlighed, børnebørn m.m – der tæller, og ikke om man vinder en konkurrence eller bliver nr. 1. Filmen er ikke dårlig, men på det jævne. De tre hovedrolleskuespillere lever helt op til deres øvrige præstationer og birollerne er også godt besat. Men den lykkes bare ikke rigtig som komedie, synes jeg.

En helt anden film er Clint Eastwoods Miraklet på Hudsonfloden (Sully: Miracle on the Hudson) fra 2016. Den bygger på piloterne Chesly Sullenbergers og Jeffreys Saslows selvbiografiske bog om flydramaet på Hudsonfloden i 2009, hvor piloterne nødlandede på floden og reddede samtlige 155 ombordværende.

Jeg så filmen, fordi jeg tænkte, at den ikke kan være helt tosset med den bundsolide Tom Hanks i hovedrollen som Sully. Om filmen så er et mesterværk eller blot et hovedværk i Eastwoods filmografi, sådan som fx tidsskriftet Ekko taler for, vil jeg så være et åbent spørgsmål.

Men det lykkes dog for Eastwood at få fortalt historien uden at falde i den faldgrube, der ellers ligger ligefor: glorificeringen af en amerikansk helt. Det undgår Eastwood ved fra filmens begyndelse at fokusere på den konflikt, som Sully ender i umiddelbart efter nødlandingen på Hudson. Nemlig en konflikt mellem på den ene siden offentligheden, der gerne vil heltegøre ham, og på den anden side undersøgelseskommissionens forsøg på med computeranimationer m.m. at anklage Sully for at have truffet en forkert beslutning. At han i stedet for at lande på vandet skulle være landet i en lufthavn. Oven i det må Sully slås med sin egen tvivl. Og det er dette trefoldige drama Eastwood ganske fermt udruller.

Hanks lever helt op til mine forventninger. Han fremstiller Sully som en garvet pilot, der slet ikke kan identificere sig med nogen helterolle, men tværtimod betragter sig som en almindelig mand,der blot gør sit arbejde, og som en del af et hold, bestående af den anden pilot, besætningen og passagererne.

Filmens slutning er på ingen måde overraskende. Og det er heller ikke på grund af den, man skal se filmen, men på grund af det menneskelige drama, der udfoldes. Det er bestemt en af Eastwoods bedre film.

 

 

16 har læst indlægget

Paul Simon og frue: Mr. Lee

16. august 2020

Og originalen med the Bobettes (1957)

6 har læst indlægget

60: Beatles – Indra Club, Hamborg

16. august 2020

Ja, i denne måned er det 60 år siden, The Beatles fik et job på Indra Club i Hamborg. De var ikke førstevalg, men skulle bane vejen for et bedre orkester. Men det blev som bekendt deres adgangsbillet til succes og gennembrud.

18 har læst indlægget

Teach your children

15. august 2020

Til Variety fortæller Graham Nash om sit første møde med Jerry Garcia. Crosby, Stills, Nash & Young var i studiet i efteråret 1968 for at lave albummet Deja Vu, og de havde lige fået Nashs sang “Teach your children” perfekt på båndet. Men Steven Stills mente, at hans og Neil Youngs guitarer fyldte så meget i lydbilledet, at der manglede noget andet. Hvortil David Crosby reagerede med at fortælle, at Jerry Garcia da var i studiet ved siden af sammen med Grateful Dead, og han havde lært at spille steel guitar for et halvt år siden… Og Garcia var med på ideen, selv om han ikke havde spillet steel guitar på en plade. “Jeg vil ikke fortælle dig, hvad du skal gøre. Føl det og spil det”, sagde Graham Nash. Og Garcia gjorde som sagt. Og selv om han ikke var helt tilfreds med første optagelse, så blev den valgt, fordi den havde den rette følelse. Og sådan kom Jerry Garcia altså med på Deja Vu.

8 har læst indlægget

Set: Smerte og ære – Pedro Almodovar

15. august 2020

Pedro Almodovar, en af mine yndlingsinstruktører, er blevet en ældre herre. I år fylder han 71. Og han er kommet i en alder, hvor man – i hvert fald i følge folkelegenden – ser mere tilbage end frem. Og selv om man skal passe på med at læse for meget biografisk materiale ind i en film, så ligner Almodovars seneste opus Smerte og ære et selvbiografisk stykke kunst. (Bemærk silhouetskyggen på plakaten ovenfor – den ligner mere Almodovar en Banderas…).

I hovedrollen finder vi Antonio Banderas som den aldrende instruktør Salvador Mallo, der lever alene i en smagfuldt indrettet lejlighed med masser af kunst. Salvador er Almodovars alter ego eller en side af ham, hvis man vil forfølge det autobiografiske spor.

Salvador lever et liv i fysisk smerte. Han døjer med migræne og rygsmerter, der får ham til at gennemgå en operation, der afhjælper problemet men gør ham mere stiv i ryg og nakke.

Salvadors fortid træder for alvor ind i filmen i form af skuespilleren Alberto, der spillede en vigtig rolle i Salvadors gennembrudsfilm. Men deres veje skiltes dengang, fordi Salvador ikke brød sig om Albertos præstation. Og Alberto kunne ikke tilgive, at Salvador havde talt nedsættende om præstationen.

Men tiden er gået, og gennembrudsfilmen er blevet restaureret og står for en repremiere. Og Salvador har ændret sit syn på filmen og Albertos præstation. Han opsøger Alberto for at få ham med til filmforevisningen. Og det lykkes så at sige de to mænd at genstarte venskabet. Alberto drømmer om at få en ny chance og en ny rolle, og Salvador vil måske gøre bod for sin første afvisning. I hvert fald finder de to sammen. Og helt symbolsk – på denne genoplivning af fortiden – gør Alberto Salvador smertefri ved hjælp af rygeheroin, som Salvador tager til sig hurtigt.

Og  heroinafhængigheden får Salvador til at erindre sin bardom, hvor han sammen med sin mor Jacinta (Penelope Cruz) bor i en hvidkalket grotte, der udgjorde forældrenes nye hjem. Og barndomserindringerne indgår også i et manuskript, som Salvador lader Alberto læse, medens han selv lader heroinen dulme smerterne. Sidst i filmen finder vi så ud af, at barndomserindringerne udgør materialet til den film, Salvador er i gang med at lave.

Smerte og ære er, sammenlignet med, hvad vi ellers har set fra Almodovars hånd, et stille værk, der på ingen måde overskrider grænser eller provokerer, sådan som Almodovar gjorde i ungdoms- og mandomsværker. Der er noget næsten Mike Leighsk over Almodovars fortælling om den gamle instruktør, der vender tilbage til fortiden. Man behøver strengt taget ikke at se den med Almodovars filmografi in mente, men det er helt klart en strømførende dimension, der giver energi til skuespilpræstationerne og de enkelte scener. Smerte og ære er et hovedværk i den aldrende Almodovars oevre.

NB. Filmen kan ses på bibliotekernes streamingtjenste Filmstriben.dk.

 

12 har læst indlægget

En 78’er – så sødt som i gamle dage

14. august 2020

The 78 Project is a documentary and recording journey inspired by Alan Lomax and his quest to capture music where it lived throughout the early 20th century. Our project brings the spirit of his work into the present as we pair breakthrough musicians with the songs and the fascinating recording technology of the past. With just one microphone, one authentic 1930’s Presto direct-to-acetate disk recorder, and one blank lacquer disc, musicians are given one take to cut a record anywhere they choose. What we have found is that the film, music and feelings that result defy space and time, living music inspired by ghosts. [www.the78project.com]

Jeg har før fortalt om Alan Lomax og hans bestræbelse på at opsamle den gamle amerikanske musiktraditon for eftertiden. Ånden fra Lomax lever stadigvæk, fx i projektet the78project.

 

8 har læst indlægget
8 har læst indlægget