Gårdsdagens filmoplevelse: I Daniel Blake – af Ken Loach

2. august 2019

Det er snart meget længe siden, jeg har været i biografen. Alt for længe. Og derfor har jeg været og er henvist til at se film på tv eller dvd. Og i går fik jeg så lejlighed til at se Ken Loachs Guldpalmevindende I Daniel Blake fra 2016, som DRK sendte ud på aftenen.

Og det er sådan en film, der får en til at tænke, at mange af de film, der faktisk bliver lavet, er overfladisk underholdning, der godt kunne undværes. En film, der er alt det, Hollywood ikke formår at lave som hovedregel.

I I Daneil Blake holder den aldrende Ken Loach et spejl op for os, hvori vi kan se, hvordan det såkaldte “velfærdssamfund” fungerer i den nyliberalistiske konjunktur, der har hærget de vestlige lande efter årtusindskiftet. Vi følger den 59-årige Blake (fremragende fremstillet af Dave Johns), der har arbejdet som tømrer i mere end fyrre år, men på grund af problemer med hjertet må opgive at arbejde og derfor er henvist til at få hjælp af det engelske “velfærdssamfund”.

Det begynder med, at Blake får afslag på en ansøgning om sygedagpenge. Og derfra går det kun en vej: Ned i samfundspyramiden mod et liv i elendighed. Blake, der heller ikke besidder de digitale kompetencer, som systemet kræver som en selvfølge, løber hele tiden panden mod en mur af regelrytteri, bureaukratisk arrogance og iskold “politisk” kynisme. Og systemets brutalitet, der beskrives uden overdrivelse og med overbevisende realisme, virker blot desto mere brutalt, fordi Blake i sin udsathed stilfærdigt insisterer på at beholde sin værdighed og lader den komme til udtryk i nogle spagfærdige forsøg på at råbe systemets agenter op.

Undervejs ned i hierarkiet møder Blake en ung mor med to børn. Hun er blevet genhuset i Newcastle, hvor Blake bor, efter at have hutlet sig igennem på et herberg i London som hjemløs. Hun og børnene lander i Newcastle, en by, de ikke kender, og i et system, der er renset for menneskelighed og medfølelse. Og Blake bliver en ven af familien og en slags reservefar for børnene. Han hjælper moderen (Hayley Squires) med at få den tildelte lejlighed til at se nogenlunde ud. Men også for Katie, som den unge moder hedder, går det kun en vej – nedad. Det ender med, at hun – for at forsørge børnene – lader sig engagere i et escortbureau – til Blakes store fortrydelse.

Filmens store styrke er, at den på et hverdagsrealistisk plan, scene for scene, fremstiller, hvordan det engelske velfærdssystem langsomt, men sikkert, nedbryder de mennesker, der er henvist til systemets hjælp. Et system, der først og fremmest betragter borgerne som individer, der har en kontrakt med staten. En kontrakt, hvis betingelser, de ikke helt kender og slet ikke har været med til at formulere. Hvis man kender blot lidt til sådanne systemer (hvis man fx har været arbejdsløs, på kontanthjælp eller lignende), vil Loachs beskrivelse på ingen måde forekomme det mindste overdrevet. Snarere tværtimod.

Hvordan filmen ender skal man unde sig selv at se. Det er både gribende og stærkt bevægende at følge den stolte Blakes deroute og stilfærdige kamp for at blive respekteret som en værdig borger. Loach er nu over firs år gammel, og har flere gange meddelt sin pensionering. Men så længe han kan lave film som denne, så kan de unge instruktører roligt frygte konkurrencen fra hans side.

Opdatering: Filmen genudsendes lørdag d. 2. august kl. 23.45 på DRK.

 

 

2 har læst indlægget

Ved skrivebordet: Calexico & Iron & Wine

2. august 2019

Man kan næsten høre ekkoet fra Big Pink, hvor The Band og Dylan gjorde deres for at skabe americanaen. Og Calexico og Iron & Wine, der har slået kludene sammen for en stund, er nogle af dem, der tager tråden op fra det lyserøde hus.

3 har læst indlægget

Når Trump bliver genvalgt

1. august 2019

Man skal vare sig for forudsigelser i politik. Og ovenstående overskrift skal også forstås som ikke en forudsigelse men snarere som en reel mulighed. Lige så usandsynligt, det var, at Trump skulle vinde over Hillary  Clinton ved det seneste præsidentvalg, lige så sandsynligt er det, at han igen kan vinde ved valget i 2020. Hvorfor? Ganske enkelt, fordi der er mange amerikanere, der ønsker det. Og fordi der er store kapitalinteresser, der vil have ham til at sidde i embedet.

Ved sidste valg var jeg vist den eneste på min arbejdsplads, der var overbevist om, at Donald Trump ville vinde. Men jeg havde læst mig frem til og hørt i vandrørene, at Trump havde fået ‘det tavse flertal’ i tale med sin gadedrengs-skolegårds-retorik. For Trump taler ikke til den uddannede middelklasse, der ellers plejer at afgøre amerikanske valg. Det er ikke dem med flere års skolegang, hans Twitter-retorik henvender sig til. Det er til mennesker, for hvem følelserne kommer først i politik. Før sammenhængende argumenter med stort lixtal. For det er sådan en rigtig autoritær politiker taler. Det var derfor nationalsocialisterne havde held med at forføre befolkningen i Tyskland i trediverne, medens socialdemokrater og kommunister talte for døve øren.

Når Trump vinder igen, så er det, fordi han har kapitalen i ryggen (han har efter sigende allerede indsamlet flere valgmidler end nogen tidligere præsidentkandidat..). Og den er kun interesseret i en kandidat, der går dens ærinder. Og det gør han konsekvent. Og fordi en stor del af de amerikanske befolkning, som er træt af det politiske establishment, af pressen og den semi-intellektuelle politiske offentlighed, foretrækker en præsident, der taler til følelserne i korte, ledløse Twitter-sætninger og ikke lægger skjult på sine anti- og sympatier. Og det kan ikke være anderledes i et land, hvor man aldrig har haft et ideal om folkelig “almendannelse”, og hvor mange de facto er uvidende, udannede, uskolede osv.

I midten af halvfemserne havde jeg den fornøjelse at spise morgenmad på et hotel i København med en amerikansk universitetslærer. Eller rettere forhenværende universitetslærer. Jeg var i byen i embeds medfør og kom helt tilfældigt til at snakke med universitetslæreren. Og da jeg selv underviste var det naturligt at snakke om det også. Og han fortalte mig, at han havde undervist på et stort amerikansk universitet i litteratur. Blandt andet europæisk litteratur. Goethe, Shakespeare osv. Men på et tidspunkt måttet han give op, for de amerikanske studerende vidste stort set ingenting om Europa og europæisk historie. Så hver gang han tog et stykke litteratur op, måtte han bruge oceaner af tid på at fortælle dem om de historiske forudsætninger. Det var op ad bakke, og ingen af de studerende var rigtig interesserede i at høre på det alligevel. Så en dag tog han sit gode tøj, sagde sin stilling og har siden ernæret sig som jazzanmelder for en stor amerikansk avis, og han var i København for at høre dansk jazz.

Jeg bilder mig selv ind, at anekdoten fortæller noget om, hvilket land det er, der har frembragt et monster som Donald Trump. Et land, hvor man ikke har formået at (ud)danne den almene befolkning til et niveau, hvor de har kunne deltage i en demokratisk debat på et kvalificeret niveau, og hvor simple kapitalinteresser i samarbejde med populistiske og nationalistiske strømninger har haft meget let spil, når det galt valget af en præsident. Og derfor skal man ikke bliver overrasket, når Trump vinder valget.

 

8 har læst indlægget

Joni Mitchell, Bob Dylan og Roger McGuin: Coyote

31. juli 2019

Hvor heldig kan man være. At finde en optagelse, hvor Bob Dylan og Roger McGuin spiller backing til Joni Mitchell – og i et af mine favorit-Mitchell-sange.

2 har læst indlægget

Killer Diller Blues

30. juli 2019

Når man læser musiklitteratur af historisk karakter, så er det næsten uundgåeligt at blive mindet om alle de blueskunstnere, der gødede jorden for den senere populærmusik. Ikke kun de store kendte navne, men en perlerække af mandlige og kvindelige kunstnere, der hver på deres måde satte præg på bluesmusikken. Og selv om der var flest mandlige, så var – og er – der kvindelige kunstnere, der rager højt op. Som for eksempel Memphis Minnie (Lizzie Douglas, 1897-1973), der både skrev sange, sang og spillede guitar. Når man lytter til “Killer Diller Blues”, så kan man godt høre, at der ikke er ret langt til den rock and roll, der blev skabt i Sunstudierne i de tidlige halvtredsere.

4 har læst indlægget
4 har læst indlægget