https://youtu.be/f-K0cCoyWf0
Jo, det er sjovt at læse, at Beatles helt tilbage i de tidligste tressere måtte tage til takke med rollen som opvarmningsorkester – fx for den dengang enormt populære Helen Shapiro.
Ja, i dag er det Record Store Day. Dagen, hvor man ‘fejrer kulturen ved de uafhængige pladebutikker’. Og det har man gjort siden 2008. Og der er al mulig grund til at fejre de uafhængige pladebutikker, for aldrig har der været så få pladebutikker. Så spørgsmålet er måske, om denne særlige dag måske mere handler om, at producenterne får en chance for et mersalg til de mange samlere, der er rundt omkring i verden.
Nuvel. Ingen grund til at fortabe sig i pladebranchens elendigheder. Dagen byder på alskens genudgivelser og nyudgivelser på (ofte farvet) vinyl og også interssante genudgivelser og sjældenheder. En oversigt finder man på hjemmesiden for dagen (der faktisk er to dage – en lørdag i april og ‘black friday’ i november – men igen har corona lavet koks i det). Oplagene er selvfølgelig begrænsede, så man skal være fremme i skoene, hvis der er noget særligt, man gerne vil indlemme i sin samling. Men lur mig, om ikke noget af det bliver genoptryk, hvis salget er positivt på dagen… Sådan er kapitalismen.
Og hvad har jeg så købt på denne dag? Ingen ting. Jovist er der fristelser, fx to album med Steely Dan, men nej, jeg holder mig pænt på måtten.
Til august – den sjette helt nøjagtigt – kan man købe jubilæumsudgaven af George Harrisons vel nok hovedværk, tredobbeltvinylalbummet All things must pass. Albummet, hvormed Harrison sagde farvel til Beatlestiden og viste, at han var mere og andet end den Harrison, der spillede tredjeviolin i The Beatles.
Jeg har aldrig ville deltage i den fortsatte diskussion om Harrisons status som sangskriver i Beatles. Igen forekommer det mig at være som at sammenligne et kanonslag med Rundetårn. Hvormed er sagt, at Harrison er en sangskriver i sin egen ret. Hans bidrag til Beatles kan ikke under- eller overvurderes – de er et vigtigt element i det samlede billede.
Jubilæumsudgaven, der rummer alskens ekstramateriale – fx indiske perler (!) – kommer med lidt forsinkelse og – lad os bare slå det fast – kommer til at koste det hvide ud af øjnene. Fordi EU har besluttet at pålægge al import fra ikke-EU-lande – ikke mindst Brexit-ramte Storbritannien – med moms, afgifter og postgebyr. Så det kommer til at koste en mindre formue til august, hvis man ikke kan nøjes med den gamle udgave (som jeg har både på vinyl og CD). Eller måske er der nogle kreative sjæle, der finder et smuthul for de stakkels europæiske Beatles- og Harrison-fans… Vi får se.
Det kan ikke undre nogen, at Rolling Stones lyttede til Big Mama Thornton …
Jeg har nu og da her i bloggen begrædt eller i hvert fald beklaget, at den gammeldags pop, hvor vægten lægges på en god melodi, et godt omkvæd og nogle tekster, der var umiddelbart forståelige og ofte til at synge med på, var på retræte. At poppen på en måde var blevet offer for en udvikling, der har ladet hip hop og elektronisk studieisenkram være dominerende i musikbranchen.
Derfor er det rart at sidde med Isses nye EP En umulig drøm, hvor det netop er renlivet pop og poprock, der sætter dagsordenen. Her er ingen leflen for tidens dominerende tendenser, men en afklaret holdning til, hvad Isse vil med sin musik – og det er ørehængende, dansant og let medrivende poprockmusik.
Isse er en ung kunstnerinde, og derfor er det da heller ikke overraskende på nogen måde, at temaerne på den ialt fem sange er bristede venneforhold og lige så bristede kærlighedsrelationer. Altså sammen genkendeligt, og sådan har det altid været i poppen.
Isse synger dejligt med en stemme, der med sin klar- og renhed ekkoer af det bedste fra dansk pop – både danskpoppen og den pop, der ikke hører hjemme i denne kategori. Anstrenger man sig, kan man sagtens få associationer til det bedste af fortidens danske pop. Firsernes “gymnasiepop” ligger lige for som sammenligningsgrundlag.
Men Isse er først og fremmest sin egen. Og hendes sange brænder igennem i kraft af den ærlighed og den passion, der driver hendes sange. Og med god støtte fra en god snes musikere, der nok ved, hvordan man skærer en poprockmelodi, og nogle lige så kongeniale producere, har Isse leveret en overbevisende popplade, som man kun kan håbe på vil finde sin naturlige plads på landets mange radiospillelister.
Hermed anbefalet.
Isse. En umulig drøm. Flere producere. Eget plademærke. Udkom 21.05. 21
Ja, han kan endnu den gamle waliser. Og så har han sammen med bl. a. Paul McCartney, Rolling Stones, Led Zeppelin, Chrissie Hynde og mange flere taget kontakt til Boris Johnson for at få ham og regeringen til at lovgive omkring streaming, så der kan skabes økonomiske vilkår for kunstnerne (de udøvende, komponisterne, backingmusikerne osv.), så de får lidt mere for streamingfirmaernes brug og lovgivningen kommer på niveau med den, der gælder for radiofonien. Læs her.
[Fotos og ophavsret: Nils Skov Olesen]
Jeg husker ikke præcist den dag, hvor det foregik. Hvor Gasolin gav koncert på vores gymnasium, Esbjerg Gymnasium, i 1973 (tror jeg). Men min gymnasiekammerat Nils Skov Olesen (c) var klar med kameraet og har nu mange år efter fået fotos fremkaldt. Og jeg så desværre ikke selv koncerten og husker ikke hvorfor. Sådan er det med erindringen…
Fra 1973:
I morgen er det tid til stik nr. 2. Så kan man slippe hæmningerne og kaste sig ud i dans og festivitas eller noget…
I en af dagens aviser kan man læse om Skjoldhøjkollegiet. Om dårlig økonomi og mangelfuld vedligeholdelse – og om en mulig, delvis kondemnering af kollegiet.
Det sendte mig tilbage til 1973, hvor dette kollegie i Brabrand lige var blevet færdigbygget og hvor jeg flyttede ind i et af værelserne ( i nr. 45), på samme opgang som Steffen Brandt (TV-2). Også dengang var der problemer med økonomien. Inden året 1973 var gået, blev der varslet voldsomme huslejestigninger. Hvilket resulterede i en såkaldt “huslejeboycot”, hvor lejerne indbetalte deres husleje på en spærret bankkonto, der først ville blive åbnet, når ejerne havde bøjet sig for protesterne. (Det fik dog mig til at forlade kollegiet og flytte ind i en billigere (!) 1-værelses lejlighed i Gellerupparken).
Jeg vendt senere tilbage til Skjoldhøjkollegiet efter nogle års rastløs boligjagt i Århus, og jeg var heldig at få en af de dengang eftertragtede 1-værelses kollegielejligheder med eget bad og eget te-køkken (i nr. 145).
Jeg valgte at flytte ind i Skjoldhøjkollegiet i ’73, fordi det var et af de kollegier, hvor der var eget bad. Det var noget, der betød rigtig meget for mig, der siden jeg var tolv havde vænnet mig til et dagligt brusebad.
Og det var en god oplevelse af flytte ind i betonen. Et godt stort værelse med en stor seng, skrivebord, en lænestol, et mindre bord og lille hylde. En fin udsigt til en stor græsplæne. Orange bus til det centrale Århus hver time. Og så en masse friske, søde og meget forskellige unge medbeboere (hende der indførte mikro-makro-mad og lakridste til fællespisningen, ham den sindslidende med Mohawk-indianerfrisure og den lille hundevalp og alle de andre).
Og da jeg vendte tilbage, var det som at komme hjem. Søde medbeboere. Ordnede forhold med vaskeri, lille brugs, cafeteria og festsal osv.
Det vil være trist, hvis kollegiet ikke bringes tilbage til det, det var planlagt til at være i starten af halvfjerdserne.
En lidt sjælden sag, hvor Lou Reed synger duet (eller rettere andenstemme) sammen med Genya Ravan. Fra hendes debutalbum Urban Desire (1978).
I denne sjældne video fortæller hun om sin baggrund:
I dag er hun 81, men har ikke helt droppet musikken, for hun præsenterer nu og da Steve van Zandts – alias Little Steven – radioprogram Underground Garage.
Sanger, musiker, producer m.m. Allan Toussaint havde været aktiv – også på plade – allerede i 1950’erne, men først i 1971 kom albummet – hans andet, det første kom i 1958 – med den korte titel Toussaint. Jeg husker, at den hang i vinduet hos pladebutikken Badstue rock (der stadigvæk eksisterer i bedste velgående med en ny ejer). Og i den butik plejede de at have styr på, hvad der var værd at lytte til, så derfor endte også denne plade i min samling, hvor de stadigvæk er.
Der er ikke tale om et album, der indtog hitlisterne. Ej heller et album, der fik kritikerne til at falde i svime. Men et album med en af de allermest indflydelsesrige musikere fra New Orleans. Hans sange er blevet fortolket af mange andre kunstnere, og som producer har han sat sit fingeraftryk mange steder, bl.a. hos vennen Dr. John (Mack Rebenack).
Allan Toussaint døde i 2015, 75 år gammel.
Aftenens filmvalg faldt på Jodie Forsters fjerde spillefilm Money Monster (fra 2016). Og det var nok mere George Clooneys og Julia Roberts medvirken i hovedrollerne end selve titlen, der fik mig til at vælge den film. For sandt at sige, så er kombinationen af penge og filmunderholdning ikke altid faldet heldig ud i Hollywood. Er det overhovedet muligt for filmbranchen at forholde sig bare en smule kritisk til emnet “penge” (finansvæsen, kapitalisme osv.)? Og Julia Roberts havde jeg på nethinden efter at have genset hende i den fremragende Erin Brockovich, hvor hun netop spiller en kvinde, der tager kampen op med pengemænd.
Nå, men filmens plot er en blanding af kriminalfilm og tv-underholdning. Clooney spiller tv-studieværten Lee Gates, der står i forgrunden i programmet “Money monster”, der lever højt på at gøre finansielle investeringer til underholdning med dans og andre teatralske virkemidler. Gates har fingeren på den finansielle puls og lokker seerne til at foretage investeringer i aktier, der står til at stige i værdi på børsen.
Men en dag går det galt. Gates har slået et stor slag for aktier i et firma ved navn IBIS. Men modsat forventningen så styrtdykker firmaets aktieværdi og det ender med et tab på 800.000 millioner $ for investorerne. Og bedre bliver det ikke af, at firmaets øverste chef er sporløst forsvundet og har overladt den utaknemmelige rolle med at forklare tabet til PR-medarbejderen Diane.
Og skandalen bliver forøget ved, at en ung mand, Kyle, som har mistet alle sine penge ved investeringen, tiltvinger sig adgang til studiet og tager Lee Gates som gidsel. Og Kyle forlanger en forklaring på fadæsen, hvis ikke han skal skyde Gates eller lade ham springe i tusind stumper og stykker i den bombevest, han er udstyret med. Og uden for studiets kameraer og projektører sidder produceren Patty Fenn (Julia Roberts) og bliver tvunget til at sende gidseldramaet direkte til den store verden af seere.
Man kan sige, at Jodie Forster med ganske enkle, og til dels gammeldags midler – karaktertegningen og spændingsplottet – får etableret et enkelt, men ganske dækkende billede af den økonomiske situation, vi befinder os i her i begyndelsen af det nye årtusinde. Et billede, der ekkoer af den seneste finanskrise (2007-8) og diverse økonomiske skandaler (hvidvaskningsskandaler fx). Med Kyle som repræsentanten for den frustrerede borger og medieforbruger, en slags pendant til Occupy Wallstreet-bevægelsens individer. Og med den forsvundne firmadirektør som billedet på de langt hen anonyme og offentlighedsky finansielle bagmænd, der helst overlader det til andre at give svar på de opståede problemer. Og med Gates og Fenn som repræsentanter for tv-mediet, der fremstår som medløbere til den økonomiske situation og udvikling – indtil det punkt, hvor illusionen med et brister og afslører, at medierne ikke har noget tøj på.
Jeg skal ikke afsløre for meget af handlingsforløbet efter Kyles gidseltagning af Lee Gates, men det lykkes for Jodie Forster at få leveret et basalt budskab om, at finansielle, økonomiske kriser ikke skyldes tilfældigheder, fx at en digital algoritme har fejlet, men at disse kriser og deres økonomiske virkelighedsgrundlag ene og alene er resultatet af menneskelige handlinger. Og det er nok det bedste, man kan sige om Forsters film – ud over at den har nogle fine skuespilpræstationer.
Et årti skulle der gå, inden australske Crowded House tog tråden op fra Together Alone i 1993 og Intriguer fra 2010. Men nu er de her så med Neil Finn i spidsen med Dreames are waiting.
Hele to dokumentarfilm om the Beatles 1967-ophold i Indien er lavet. Den ene Meeting the Beatles in India kan ses på gathr.com. Den anden The Beatles and India har premiere den 6. juni i England.
Håkan Hellström, Lisa Nilsson, Rod Stewart, Nick Cave, Roger Waters, Chick Corea og meget mere. Hvor DR forsømmer sin public service-forpligtelse på musikområdet på DR1, der viser nabolandenes kanaler, hvordan man kan give seerne store musikoplevelser.
