Jeg har skrevet det før: Jeg tror ikke rigtig på biografier og selvbiografier. Det er en illusion, at nogen skulle kunne fortælle et liv – bare nogenlunde dækkende. Bevares, det kan være interessant og pirrende for nysgerrigheden, informativt, belærende, overraskende og meget mere. Men grundlæggende tror jeg ikke, at man bliver klogere på mennesket bag. Og derfor glæder det mig et eller andet sted, at Paul McCartney til november udsender to tykke bind (på omkring 900 sider) med sine sangtekster og tilhørende kommentarer – i stedet for en selvbiografi. Og jeg tror og er sikker på, at man får meget mere forståelse for musikeren Paul McCartney gennem de to bøger end nogen biografi har kunnet og vil kunne give os.
Ja, jeg vågnede ca. kl. 3 her til morgen. Min ven hunden var lige stået op, og da jeg ikke kunne høre ham drikke af vandskålen tænkte jeg, at noget andet måtte være galt. Og ganske rigtigt. Den wienerpølse, jeg havde forsynet ham med til gårsdagens bespisning, skulle op igen via halsen. Og op kom den og ud på entregulvet. Men det var til at klare med køkkenrulle, klud, vand og lidt sæbe. Det kan jo ske for selv den bedste, at fordøjelsen ikke vil spille med hele vejen. Og så var Simon & Garfunkel lige til associationerns højrefod.
Den udkom først i 1964, men er alligevel en af de bedste rock and roll-sange Chuck Berry fik indspillet. Teksten er i sig selv et studie i hans kunst – at forvandle hverdagen til kunst. Og læg mærke til hans uforlignede guitarspil.
Jeg kom lige til at tænke på denne sang fra dengang Tom Jones endnu var en vordende stjerne – og på dengang, hvor mine forældre var flyttet ud i et lille parecelhus i Sædding ved Esbjerg. Bag huset var der marker, så langt mine øje rakte, og jeg nød at gå tur med vores blandingshund Jeppe, og nogle gange lagde jeg mig i græsset, hvor der var græs til alle sider. Lå bare der i alt det grønne og kiggede op på himlen blå, medens Jeppe trissede snusende rundt i nærheden. I dag er der parcelhuskvarterer så langt øjet rækker. Man kalder det vist udvikling og fremskridt…
For 11 år siden udsendte Keld Heick albummet Time machine, der var en slags vidnesbyrd om, hvor han musikalsk set kom fra – før Beatles forvandlede det musikalske landskab og før Keld Heick sammen med the Donkeys var med til at forvandle pigtrådsmusikken til dansktopmusik under et ophold i Esbjerg. Et album, der viste, at Heicks rødder var hos Cliff Richard, Ricky Nelson og i mindre omfang hos de hårde rockere, Elvis, Little Richard osv. Og et album, der viser, at Heick ikke har mistet taget om og fornemmelsen for den unge rock and roll, selv om han har stået og gået hånd i hånd ved landsbyens gadekær.
I dag fylder Heick 75 år er – sammen med Jørgen de Mylius og Johnny Reimar – lyslevende bevis på, at poppen og rocken ikke blev opfundet i går og at den ikke er uinteressant, fordi den har adskillige årtier på bagen.
The Royal Albert Hall i South Kensington i London er ikke hvilket som helst koncerthus. Hvis man har fået lov til at optræde der, så er eller har man været noget ved musikken. I mere end en forstand. Og nu fylder huset 150 år og selveste Mick Jagger lægger stemme til ovenstående lille hyldest til stedet. Og selvfølgelig har Stones været der mere end en gang. Fx i 1966…
Og The Band leverede en af deres allerbedste koncerter lige der – og den koncert kan man høre på genudgivelsen af albummet Stage Fright…
Efter at have været på banen i 28 år, så har den franske electronicaduo Daft Punk valgt at sige stop. Om de gendannes engang, ved man jo aldrig. Men det er tankevækkende, at duone har været aktiv fire gange så lang tid som the Beatles. Men det var en anden tid og et andet samfund dengang.
Jeg har en svaghed for The Beatles. Men også for gademusikanter. Har set og hørt så mange talentfulde gademusikanter gennem årene. Og i Blac Rabbit mødes Beatles med gademusikken og det er Beatles-sange med allerstørste loyalitet og kærlighed. Drengene er selvfølgelig ikke vokset op med Beatles, men derimod med Beatles-videospillet, og alle veje fører som bekendt til Rom.
Forleden nævnte jeg A Hard Days Night, The Beatles’ første film. Og det gav anledning til lidt gensyn med filmen, der jo blev til kort tid efter gruppens besøg i USA, hvor Beatlemania for alvor blev sat i gang derovre. Men de skulle ikke hvile på laurbærbladene og kort tid efter, de var tilbage i England blev A Hard Days Night optaget. I sort-hvidt, fordi man ikke troede på, at en farveudgave kunne gøre sig. Man undervurderede med andre ord det gennembrud, som besøget i USA havde været for de fire drenge.
Ellers var ideen, at filmen skulle afspejle Beatles liv på den tid. Og det gør den jo også. Men den fik også stor betydning på flere måder. For det første betød filmen, at fansene for første gang rigtig kunne se og høre gruppen. Ganske vist havde Beatles været på amerikansk tv, men det var noget andet at se dem på et stort biograflærred end på et lille sort-hvidt-tv med dårlig billedopløsning og dårlig lyd. Faktisk gav filmen en bedre oplevelse af gruppen end både tv-optræden og live-optræden, der også var præget af dårlig lyd (bl.a. på grund af de skrigende piger, men også på grund af anlægget). Og endelig kan man også hævde, at Richard Lester – den amerikanske instruktør, der lavede filmen – opfandt musikvideoen på et tidspunkt, hvor ingen tænkte i de baner. For at se og høre “I should have known better” og “If I fell” er grangiveligt som at se en moderne musikvideo. Døm selv.
Selv om det nærmest lyder usandsynligt, så skete det faktisk at The Beatles i deres gyldne tider blev overgået af andre kunstnere på hitlisten. Og jeg har rodet lidt rundt i dette fænomen, fordi det er lidt interessant at se, hvilke kunstnere og hvilke sange, der formåede at udmanøvrere de fire drenge fra LIverpool på deres højeste. Og en af disse sange var “Tears” med komikeren, sangeren og skuespilleren Ken Dodd (1929-2018). Og man kan godt undre sig. Hvad var det dog, der gjorde, at denne sentimentale sang i 1965 kunne sælge over en million eksemplarer, ligge på hitlisten (den britiske) i 24 uger og heraf hele fem uger på førstepladsen og som den eneste ikke-Beatles-sang være med i top fem og altså oven i købet fortrænge Beatles fra førstepladsen. Det var jo nærmest utænkeligt dengang.
En mulig forklaring er måske, at den gamle sang (skrevet i 1929) og Ken Dodd var indbegrebet af den Music Hall-tradition, der var så populær i præ-Beatles-tiden og altså også (hos den ældre generation) i tiden efter opkomsten af Beatlemania. Til at støtte denne teori kan man anføre, at noget lignende skete i 1967, da Engelbert Humberdinck med balladen (fra 1949) “Release me” holdt Beatles’ “Penny Lane / Strawberry Fields” væk fra førstepladsen. Dog skal det tilføjes, at Beatles med denne dobbelt-A-side-single også kom i problemer med de britiske hitlisteregler….
Jeg tjekker min mail på Googles Gmail. Og inden jeg når frem til de mails, der er kommet, sletter jeg en lang række reklamemails, som jeg ikke har bedt om, men som er en del af Googlepakken. Især den store kinesiske markedsplads Wish er meget emsig og vil sælge mig alt (u)muligt, selv om jeg to gange har været inde på markedspladsens hjemmeside for at afmelde. Det virker bare ikke.
På Facebook er det ikke meget bedre. Også denne side finansieres af reklamer for alt muligt. Og reklamerne afspejler nok, hvad man har “googlet”, som det hedder nu om stunder, når man søger på nettet. Og jeg har opgivet at slette de fleste reklamer. Sletter man en, så dukker der bare en anden eller to nye op i stedet. Det er en umulig kamp,hvis man vil være med. Og sådan er det med de fleste social media-tjenester. Reklamer er prisen for at være med.
Bedre er det ikke på tv – efter at reklamefinansieringen er sluppet løs på det medie. I gamle dage, hvor vi kun havde en kanal, kæmpede Danmarks Radio en ulige kamp mod ethvert tilløb til reklame. Det ville ikke være gået, at Brdr. Price igen og igen citerede Konrad og Aksel og deres udsagn “Rigeligt med smør”, lige som enhver form for utilsigtet “skjult” reklame ville være blevet påtalt og kritiseret (en synlig Tuborg-ølflaske eller et genkendeligt bilmærke). Men i dag har man sænket paraderne i bekymrende grad. For sammenlignet med, hvad der sker på TV2 og andre betalingskanaler, så er DR jo stadigvæk indbegrebet af markedsføringsuskyldighed. Er man i tvivl, så skal man bare unde sig selv fx at se en fodboldkamp på kanal 5. Her udfyldes pauserne – og dem er er mange af – med mange, dyre, teknisk flotte bil- og spilreklamer. Og det i et omfang og med en hyppighed, så man ikke føler sig udsat for reklame, men ligefrem indoktrineret, ja hjernevasket med reklamer.
Sådan var det ikke i gamle dage, hvor man fx i biografen vidste, at det hele var tilrettelagt og doseret med måde. Først så man de billige still-billed-reklamer for lokale handlende, dernæst kom pigerne fra Dansk Biografreklame og truttede indledningen til de levende reklamer, der var så få, at man ikke havde besvær med at huske dem fra gang til gang, hvorefter man fik nogle forfilm til kommende film og så til slut hovedmenuen, aftenens film. Der var noget næsten uskyldigt over reklamernes magt dengang. Der var ikke mange, men de virkede – uanset om der var tale om Rexona-badesæbe, Brylcreme-hårpomade eller Medova-tebreve. For man kunne huske filmene og deres salgs- og slagord (“Der er altid plads til en til der bruger Rexona” osv. ). Det var dengang man endnu seriøst forskede i, hvordan man kunne påvirke forbrugerne via underbevidstheden. Den slags spidsfindigheder behøver man ikke længere. Man hjernevasker bare publikum massivt. – Og det virker. Hvorfor skulle de ellers bruge så mange penge på reklamerne!
Vi har passeret Valentines dag (14/2) – i tavshed. For sandheden er jo, at denne dag som andre – Halloween, Black Friday, Mors dag og så videre – er noget, vi har impoteret fra kapitalismens førende hjemland USA. Importeret uden meget ballade. Halvfjerdsernes protest mod kulturimperialismen har tabt styrke – for at sige det mildt. Vi føjer os, bøjer os og gør som forventet: Svinger betalingskortet og forbruger som var det meningen med livet.
Nå, men det skal da ikke afholde mig fra at spille et par Valentine-relaterede sager. Først Paul McCartneys. Og så – med en lidt anden tilgang til det med kæresteri og ægteskab – den amerikanske jazz-sangerinde Erin Bodes “Long Long Time”. Også en rigtig fin sag.
Ambitionerne fejler bestemt ikke noget på det færøsk-danske indieband Fremmands andet album Wrong. Ambitionsniveauet afspejler sig i musikken, men også i det forhold, at bandet med sig som gæstemusikere har guitaristen Carlos Alomar (kendt fra sit samarbejde med ikke mindst David Bowie i Berlinperioden), Richard Fortus (Guns and Roses), Peter Hayes (Black Rebel Motor Cycle Club), New Yorkeren Null+Void, der er kendt for sit electroniske samarbejde med en lang række kunstnere.
Men hvis en sådan namedropping bare var et udslag af salgsmarkedsføring kunne det være ligemeget. Det er det imidlertid ikke. Indkaldelsen af de store navne giver mere end god mening i musikken, som Fremmand selv opfatter som liggende i slipstrømmen af goth- og postpunkrocken. Og det er også som arvtagere af disse strømninger, Fremmand fremstår på de nye opus.
Med den fascinerende og indtagende forsangerinde Jana Hjalgrimsdóttir i spidsen føres lytteren gennem ni sange, der har det tilfælles, at de alle er præget af en melankolsk-sfærisk stemning, der understreger teksternes livssyn. Et livssyn, der er båret af lige dele rastløshed, melankoli og storbyforstemthed. Sangene er melodiske uden at være poppede og lever primært højt på den stemning, der skabes. En stemning, der får kant og gennemslagskraft af den involverede guitarer.
Wrong er et album med streg under album, idet pladen bærer albummets fineste karakteristika, nemlig at musikken skal høres – lyttes – i sin helhed. Sangene kan sagtens tåle at stå alene, men det er som albumhelhed musikken vinder ved hver gennemlytning. Og på den måde er det en plade, der bærer traditionen (fx fra omtale Bowie og dennes storbytrilogi) med sig, samtidig med at Wrong giver løfter om nye landvindinger i fremtiden. I kraft af sin traditionsbundethed peger musikken fremad ind i fremtiden. Hermed varmt anbefalet.
Fremmand. Wrong. Producer: Tobias Weltzer. Tutl Records. Er udkommet.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger