Hvad er det de spiller?

22. juni 2019

Rolling Stones har lige gennemført en koncert i Chicago med bravour. Den hjerteopererede Mick Jagger var som genfødt. Og det er da godt at høre, når nu dinosaurerne fortsætter deres turneren.

Og meget apropos har Ron Wood fået udgivet en bog med gruppens såkaldte setlists, altså den række af numre, de spiller ved en koncert. Wood har for vane at skrive dem ned med farveblyanter og det har fået nogen (sikkert inkarnerede fans…) til at ønske sig kopier – og derfor har Wood fået en bog udgivet med sådanne lister. Tja, det er utroligt, hvad kan udgives nu omstunder..

13 har læst indlægget

Dagens uundgåelige: Besser gehts nicht – Nena

22. juni 2019
Ja, du skal have tyskordbogen og -grammatikken, hvis du vil lege med her. Denne fine kærlighedssang af Nena (99 luftballoner) kører rundt i mit hovede. Og det føles ganske godt…
Besser geht’s nicht
Du gefällst mir
Besser geht’s nicht
Sei mir bitte nicht mehr böse
Weil ich das nicht halten kann
Sei mir bitte nicht so böse
Weil ich liebe und dir nichts versprechen kann
So fang ich erst gar nicht an
Besser gehts nicht
Du gefällst mir
Bist wie Honig
Lieb dich herzlich
Alles möglich
Tur mir leid
Besser gehts nicht
Sorry sorry sorry I am so sorry
Sorry sorry sorry I am so sorry
Tut mir leid
Eine Träne geht auf Reisen
Macht sich auf den Weg zu mir
Meine Träne will nicht bleiben
Sie will weiter ist schon auf dem Weg zu dir
Bringt dir einen Kuss von mir
Besser geht’s nicht
Du gefällst mir
Bist wie Honig
Lieb dich herzlich
Alles möglich
Tut mir leid
Besser geht’s nicht
Sorry sorry sorry I am so sorry
Sorry sorry sorry I am so sorry
Wir haben

5 har læst indlægget

Fattigdom i Danmark? – et erindringsglimt

22. juni 2019

I de senere år har begrebet “fattigdom” være en politisk varm kartoffel. Har vi fattigdom i Danmark eller ej? Det fik mig til at tænke tilbage på min egen barndom i 1950’erne. Var vi fattige dengang?
Mine forældre og jeg boede i den vestlige del af Esbjerg. Det var et udpræget arbejderkvarter med mange store boligkarreer med relativt små lejligheder. Der var mange børn og mødrene gik hjemme og passede hjem og børn.

Jeg har aldrig følt, at vi var fattige, men når jeg hører og læser om den tid, så kommer jeg lidt i tvivl. Det var en tid før tressernes materialisme og forbrugerisme skyllede ind over landet. Man gik i sit tøj, selv om det var slidt og lappet. Skoene kom til skomageren, når der skulle en ny hæl eller tå på. Og i skolen kunne man, som tidligere fortalt, få en oslo-frokost med skolemælk, hvis hjemmet ikke kunne klare den udgift. Og jeg kan da huske, at min mor ofte klagede over de lidt for få husholdningspenge, som hun modtog fra min far (der sejlede på langfart). Især sidst på månede kneb det med at få enderne til at mødes. Jeg husker engang, hvor mor serverede frikadeller, der indeholdt så meget fedt, at de faldt fra hinanden på tallerknen. Vi skrabede bunden den dag.

Jo, vi tilhørte nok den fattige del af befolkningen i de år i arbejderkvarteret i Esbjerg. Senere tog min far nogle skridt op af avancementstrappen og meget blev anderledes. Vi blev ikke rige, men fik dog del af den velfærdskage, der blev bagt i tresserne. Men først og fremmest husker jeg barndomsårene som en ganske tryg og dejlig tid, hvor folk havde mere tid til hinanden. Fattigdom var ikke et ord, jeg kendte.

 

19 har læst indlægget

Ray Davies – The Kinks – 75

21. juni 2019

Da The Kinks havde gødet jorden for punken med solide tre-akkorders-sange og var blevet bandlyst i de amerikanske koncertsale i en årrække, kastede gruppens sangskriver Ray Davies sig over det, der havde formet hans identitet: arbejderbaggrunden i Muswell Hill og det post-koloniale-og-imperiale og efterkrigsprægede England med en lang række sange, der både var poppede og fulde af bittersøde kommentarer til tidsånden, nostalgien og the british way of life i det hele taget. Sange, der fyldte en række conceptalbums – fx Village Green Preservation Society og Arthur – og sikrede Ray Davies en plads i rockens parnas som en enestående sangskriver af en helt særligt engelsk format. Og siden dengang er han fortsat – også efter The Kinks opløsning i 1996 – med at skrive formidable sange, hvor der altid er plads til en dyb solidaritet mod alle dem, der kom i klemme i det såkaldte velfærdssamfund i efterkrigens Storbritannien, og en vitriolbrændende kritisk revselse af de samfundsmæssige omstændigheder, der gjorde klemmen mulig.

Og selv om Ray Davies i dag fylder 75, så er han en af dem, der ikke falder i pensionist-otiums-fælden. Han fortsætter med at skrive sine sange og synge dem. Om Kinks bliver gendannet, ved vi ikke, men Davies-sange skal vi nok få flere af…

12 har læst indlægget

Flashmob – og musik

20. juni 2019

Foregående opslag fik mig til at tænke på fænomenet flashmob, hvor en gruppe mennesker optræder spontant i et supermarked, på en banegård eller et andet offentligt sted. Den danske wikiartikel om fænomenet spørger om meningen med flashmob, men finder ikke nogen entydig sådan. Men det er nok fordi artikelskriveren overser, at the medium is the message, med en klassisk sentens: Det er musikken selv der er budskabet. Hvad enten det er en dansk sang i et supermarked i min hjemby eller et Led Zeppelin-cover i Tyskland. Lad os endelig få nogle flere flashmobs…

5 har læst indlægget
5 har læst indlægget