Carla Bley & Paul Haines : Escalator Over The Hill – Why (voice Linda Ronstadt)

20. oktober 2023

Forleden døde jazz-musikeren Carla Bley i en fremskreden alder. Jeg har ikke fulgt hendes vej gennem jazzen, men hun blev også kendt for albummet Escalator over the Hill, der fik megen omtale og ros, da det kom frem i 1971 som en hybrid mellem jazz, opera og underholdning – og blandt andet bød på sang af selveste Linda Ronstadt.

8 har læst indlægget

Og så kom feberen igen

19. oktober 2023

Tja der skulle bare lidt kulde til. Man er ikke nogen årsunge længere. Nå men hvad har vi lige der på hylden.. If i fell..

8 har læst indlægget

Don’t be cruel

18. oktober 2023

Opsamlingen med Elvis’ nr.1-hits lå på hylden og nærmest råbte på mig, nu hvor post-influenza-energien er begyndt at vende tilbage i kroppen. Elvis, da han var allerbedst.

6 har læst indlægget

Capac anbefaler: Helle Hansen – Watershed

17. oktober 2023

Watershed hedder Helle Hansens nye album. Og “watershed” betyder i direkte betydning “vandskel”, medens det i overført betydning betegner et vendepunkt; et sted, hvor tingene, al ting, revideres, hvor posen rystes godt og grundigt og en ny start er ikke kun nødvendig, men også uomgængelig. Sådanne ‘watersheds’ møder vi alle før eller siden på vores rejse gennem livet.

Og med den titel genkender vi Helle Hansen, der har en forkærlighed for at fortælle om livet i al dets kompleksitet med den fornødne alvor, det krævede mod og viljen til at sætte sig igennem i ord og musik.

I sangen, der leverer albumtitel, “Watershed Moment” hedder det: “And a watershed moment appears/ A watershed moment apperars/ With everything to loose/How do ou choose?/ You can’t afford to fall/ When you’re in for the long haul“. Og de sidste to små sætninger fortæller os, at godt nok rammes vi alle af vendepunkter, hvor det hele skrider, hvor vi står i vand til halsen, hvor alt ser håbløst og perspektivløst ud, men hvis vi er overlevere, vil livet i al dets uforudsigelighed og overvældende intensitet, så skal du nok holde dig oprejst og fortsætte med rank ryg.

Som jeg tidligere har været inde på, så er Helle Hanasen ikke for fastholdere. Hun dyrker ikke poppens ligefremhed og forudsigelighed, men er kunstner med stort “k”. Det er en kunstnerisk bearbejdelse af virkeligheden, hun byder os – lyttere og tekstlæsere – på, når vi bevæger os ind i hendes univers. Jeg skal ikke grave mig gennem alle de tolv tekster, men vil opfordre lytteren til at gøre det for at få den fulde oplevelse af det komplekse, ambivalente, konfligerende univers, der er hendes og som hun trods alt forliger sig med på fineste vis.

Og musikalsk fortsætter Helle Hansen sin vane med at blande genrer og stilarter til en sublim blanding af jazz, rock, world music og meget mere. Og sammen med et fint hold af musikere og backing-sangere forstår hun at itonesætte sine sammensatte og krævende sange sådan, at musikken formilder ethvert tilløb til melankoli og tager vægten fra de tungeste følelser og tanker. Jovist, musikken sejrer i sidste ende i Helle Hansens kamp med livet. Og det kan vi som lyttere kun glæde os over. Så tag vel mod Helle Hansens nye fine album, der er en sjældenhed i dansk sammenhæng og fortjener mange lyttere.

Helle Hansen. Watershed. Producer: Helle Hansen. Gateway Music. Er lige udkommet.

59 har læst indlægget

Fra punk-arkæologiens overdrev: The Testors

16. oktober 2023

Min influenza-febrile hjerne tillod mig kun at kaste mig ud i videre udforskning af punkens rødder og forgreninger. Og ad snævre internetstier faldt jeg over bandet the Testors, der huserede i New York i halvfjerdserne (bl.a. på C.B.G.B.’s og Max’s Kansas City). Anført af den nu 71-årige – og stadigvæk meget aktive – Sonny Vincent. The Testors blev til i 1975 og gik i opløsning i 1981.Selv om bandet færdedes i de rette kredse og optrådte med store navne som The Dead Boys m.fl., så lykkedes det aldrig for bandet at komme længere end til punkens- og garagerockens anden division. Men, men, de holder stadigvæk musikalsk set/hørt.

6 har læst indlægget

Advarsel: Her kommer en tekst på tysk – om krigen

15. oktober 2023
Als der letzte Krieg vorüber war,
gab es Sieger und Besiegte:
Bei den Besiegten das nied’re Volk hungerte.
Bei den Siegern hungerte das nied’re Volk auch.

Die das Fleisch wegnehmen vom Tisch,
lehren Zufriedenheit.
Die, für die die Gaben bestimmt sind, 
verlangen Opfermut.
Die Sattgefressenen sprechen zu den Hungrigen
von großen Zeiten, die kommen werden.

Die das Land in den Abgrund stürzen,
nennen das Regieren zu schwer
für den einfachen Mann.

Wenn die Ob’ren vom Frieden sprechen,
Mann auf der Straße, laß alle Hoffnung fahren.
Wenn die Ob’ren Nichtangriffspakte schließen,
kleiner Mann, mach dein Testament.

Wenn der Krieg kommt, wird sich vieles vergrößern.
Es wird größer werden der Reichtum der Herrschenden.
Es wird größer werden: das Elend der Ausgebeuteten,
der Hunger, die Ungerechtigkeit und Unterdrückung.
Die werden größer werden.

Auf der Mauer stand geschrieben: Sie wollen Krieg.
Der es geschrieben hat, ist schon gefallen.

Wenn die Ob’ren vom Frieden reden,
weiß das gemeine Volk, daß es Krieg gibt.
Wenn die Ob’ren den Krieg verfluchen,
sind die Gestellungsbefehle schon ausgeschrieben.

Wenn die Ob’ren von Ehre reden,
weiß das gemeine Volk, daß es Krieg gibt.
Wenn die Ob’ren uns Ruhm versprechen,
sind die Gestellungsbefehle schon ausgeschrieben.
Wenn sie reden von großen Zeiten,
weiß das gemeine Volk, daß es Blut gibt.
Wenn die Ob’ren von Opfern sprechen,
so meinen sie unser Blut.

Sie reden wieder von großen Zeiten,
von Ehre, von Siegen.
Marie, weine nicht.

Wenn es zum Marschieren kommt:
Euer Feind marschiert an der Spitze.
Die Stimme, die euch kommandiert,
ist die Stimme eures Feindes.
Wer da vom Feind spricht, ist unser Feind.
In der Schlacht habt ihr den Feind im Rücken.

General, dein Tank ist ein starker Wagen.
Er bricht Wälder nieder.
Er zermalmt hundert Menschen.
Aber er hat einen Fehler:
Er braucht einen Fahrer.

General, dein Bomberflugzeug ist stark.
Es fliegt schneller als der Sturm
und trägt mehr als ein Elefant.
Aber es hat einen Fehler:
Es braucht einen Monteur.

General, der Mensch ist sehr brauchbar,
er kann fliegen, er kann töten.
Aber er hat einen Fehler:
Er kann denken.

Das Brot der Hungrigen ist aufgegessen.
Das Fleisch kennt man nicht mehr.
Der Schweiß des Volkes 
ist nutzlos vergossen.
Aus den Schloten der Munitionsfabriken 
steigt Rauch.
Dieser Krieg ist nicht unser Krieg.

Bertold Brecht
33 har læst indlægget

Poul Borum og kritikken af litteraturen osv.

15. oktober 2023

For mange år siden – engang i 1980’er – sendte jeg en række digte ind til tidsskriftet Hvedekorn, som dengang blev redigeret af Poul Borum. Han var ikke en hr-hvem-som-helst. Tværtimod var han – ud over at være digter selv med flere bøger på samvittigheden – kendt som værende en notorisk hård kritiker (is. i Ekstrabladet), hvor han kunne finde på at bedømme værker med korte sentenser, der mest af alt lignede dødsdomme eller sådan noget. Men jeg tænkte, at hvis han tog mine digte til sig, så måtte der da være noget i dem. Og det gjorde han, jeg fik trykt adskillige og han bad om flere. Jeg har fortalt om det før her i bloggen.

På DRs arkivside – Bonanza – er der et lille bitte portræt af Borum, lavet et par dage før han døde. Her forholder han sig til sin kritiske praksis. Han er af den opfattelse, at han har været meget hård, og at det var en principsag for ham, fordi det var den anden side af at vise begejstring, hvilket er det vigtigste.

Jeg har langt hen ad vejen enig med Borum i hans anskuelse. Når jeg omtaler musik her i bloggen, så er det vigtigste for mig at vise begejstring (hvis der er grundlag for det), men jeg forfalder ikke til unødvendige hårde kritiske tacklinger. Når mennesker (musikere, forfattere) har brugt måneder, år på at skabe noget og – i musikkens tilfælde – også lang tid på at arrangere og producere musikken og lade de udkomme, så må der som udgangspunkt være kvaliteter i det endelige produkt. Og jeg ser det som min opgave at fremhæve de kvaliteter, jeg hører i musikken i mine omtaler. I det omfang, jeg har forbehold, så står den at læse mellem linjerne. Man skal med andre ord kende mine anbefalinger rigtig, rigtig godt for at kunne opfatte et diskret forbehold, hvis der er et.  I den kommende tid vil der komme en del nye anbefalinger. Jeg glæder mig allerede til at dele den nye musik med jer. Kommer, så snart jeg får styr på resterne af min mandfluenza.

2 har læst indlægget

Lady Gaga og Rolling Stones – Sweet sounds of heaven

14. oktober 2023

Denne sang fra Stones’ nye og allerede roste album er der blevet talt og skrevet meget om på nettet. Især fordi Lady Gaga medvirker. Og bevares, hun gør det da ganske godt som lidt mere end backing-sangerinde. Og det vil uden tvivl også medvirke til, at pladen også sælger i det yngre segment, der er vokset op med Gaga og har hende som et af idolerne. Men i mine ører er der først og fremmest tale om en næste klassiske Stones-ballade, som Mick Jagger og “drenene” kører hjem på lidt mere end rutinen. Og det er såmæn så rigeligt.

10 har læst indlægget

Influenza

13. oktober 2023

Den kom som lyn fra en klar himmel. Og sengen blev min tilflugt, dyne, panodil og vand. Nu lysner det vist lidt…

17 har læst indlægget

Når jeg hører Gustav Winckler i radioen – Dan Turell og TV-2

12. oktober 2023

Ja, Dan Turell har fat i noget vigtigt om det lydtæppe, der blev vævet i barndommen. Når Giro 413 og musikradioen (som DRs program 3 kom til at hedde) kørte i baggrunden. En søndag ved middagstid (kl. 12-13-stykker) eller en sommderdag i baggården. Og hvis ikke det var den rigtige lyd fra radioen, man opfangede, så var det en af de hjemmegående mødre, der enten sang med eller fløjtede en melodi, som siden blev et erindringsspor dybt nede i erindringens væv af neuronforbindlser. Når jeg hører Gustav Winckler i radioen, så er det ikke Gustav Winckler jeg hører i radioen osv.

8 har læst indlægget

50: Lou Reed – Berlin

11. oktober 2023

Vi har lige passeret halvtredsårsdagen for udgivelsen af Lou Reeds album Berlin. Albummet var en såkaldt sleeper, dvs. et album, der fik en forkølet start med halvdårlige anmeldelser og et tilsvarende dårligt salg, men som med tiden har etableret sig som en af periodens markanteste album.
Et såkaldt concept-album, hvor man følger parret Jim og Caroline og deres problemer med misbrug, prostituion, vold og selvmord. Og det var inspireret af den sang – “Berlin” -fra Reeds første album. Producer Bob Ezring ville gerne vide, hvordan det gik med parret fra den sang og så fortalte Reed det i sang efter sang.
Mange år efter udgivelsen blev albummet til særlig forestilling, der også blev filmatiseret af Julian Schnabel. Det gav albummet en ny kritisk opbakning. I dag figurerer albummet på Rolling Stones liste over de 500 største album gennem tiderne på en 344. plads.

5 har læst indlægget

Fra g(l)emmebogen: Anne Briggs

10. oktober 2023

 

Måske er det ikke helt rigtigt at tale om glemme- ellet gemmebog her. For Anne Briggs er kult. Hun var en del af tressernes og halvfjerdsernes folk-revival i England, men blev aldrig en del af det kommercielle kredsløb og gled i baggrunden, selv om mange kunstnere havde opdaget hende og indspillet nogle af hendes sange. I dag er hun en ældre kvinde, der lever uden for rampelyset.

6 har læst indlægget

Elvis Costello på spansk

9. oktober 2023

Forleden købte jeg en lille håndfuld cd’er på udsalg. Blandt andet Elvis Costello Spanish Model. Jeg vidste ikke noget om den udgivelse, før jeg fik den i hånden. Det viser sig så, at der er tale om en spansksproget udgave af albummet This Years Model fra 1978. Og baggrunden for den plade (der er fra 2021) er, at Costello lavede en spansk udgave af sangen “Thsi Years Girl” til en amerikansk tv-serie og i den forbindelse fik den idé at lave et helt album, This Years Model, med lutter spansksprogede sange. Og sådan blev det. Costellos betingelse var dog, at hans egen sang skulle fjernes og erstattes af spanske kunstnere, at teksterne skulle oversættes til spansk og at den originale backing med the Attracktions skulle bevares intakt. Og sådan blev det.

Og det sjove er, at der faktisk er kommet en rigtig spændende plade ud af det. En plade, der både afslører, hvor gode sange det oprindelige album indeholder, og som faktisk faldt i kritikernes smag.

Døm selv. Jeg synes det var et heldigt køb, jeg gjorde der.

6 har læst indlægget

Capac anbefaler: Bo Schiøler & Venner – Spillemandens grænsepost Sange om mod i den 3. alder

8. oktober 2023

Lige så forudsigeligt som efterårets komme (hvis vi tør glemme klimakrisens konstante kradsen bare et øjeblik), bladenes mørknen og falden fra træerne, lysets forandring og mørkets snigende kommen – ja, med tilsvarende forudsigelighed er Bo Schiølers nye album Spillemandens grænsepost landet i min favn; sådan som det er sket de sidste fem-seks år. Og med samme glæde og forventningshob kaster jeg mig da over det nye barn, som Bo selv kalder sit projekt med vennerne.

“Væk mig – fra de døde

gi’ mig et kærligt los

la’ de grønne blade blive røde

for efteråret – ja efteråret – er over os”

Og igen er tematikken den såkaldte “tredje alder”, det kapitel af livet, hvor livets timeglas indeholder mindre fint sand, end det engang gjorde, men hvor livsappetitten og -intensiteten ikke er blevet mindre, snarere tværtimod. Den aldrende troubadour følger med et skævt smil sin egen læges gode råd om at have en “hobby” og lader strømmen af sange flyde gennem sin gamle hjerne og krop og videre ud til alle, der gider lytte til musikken og de mange ord, der kommer ud af Bo og vennernes anstrengelser.

Albummets titel er inspireret af en gammel, nu afdød, spillemand – Find – fra Jegindø, der får lov til at pryde albummets forside. Og som var øens autodidakte spillemand, en ildelugtende særling med sin egen ustemte violin og lige så ustemte stemme sang gamle sange med en egen skønhed. Et udskud, u(gle)set menneske på kanten af et lille samfund, hvor kun få lukkede ham ind i sit hjem og sit hjerte. En slags rollemodel for den moderne troubadour Bo Schiøler, der hverken lugter fælt eller synger grimt og har mange nye sange på sit repertoire.

Og som ofte før er anslaget de unge år. I en lille intro fortæller Bo om sin barndom og ungdom med uendelig leg og ungdommelig angst, drømmeri og erfaringsdannelse. Og om den aldrende mands erfaring af, at “intet går som oraklet spår/ man vokser op og tiden går/ så dette er sange – de sange som kom/ nu ved du p ræcis – hvad de handler om”. Nemlig et levet liv på godt og ondt. Og så følger en perlerække af sange med Bos karakteristiske dobbeltbundethed.

Lige fra den kvasi-selvbiografiske “Lidt for meget”, hvor Bo svinger krabasken over sit eget unge jeg, der altid var “lidt for meget”; ham, der kanøflede andre, hævdede sig selv på andres bekostning og måske glemte at være noget for andre. Og som endte med at blive “hver mands herre/ mølædt og gennemsigtig/ intet af det du siger og gør/ betragtes mer’ som vigtigt/ du ligner en fladtrådt vandmand/ du ligner en gennem-kogt klud…/ du nærmer dig livets ende/ – det er tid til at stemple ud”.  Nej, Bo skåner ikke sig selv i sin selv-ransagelse. På falderebet tæller selv-tugtelsen og -erkendelsen meget.

Men som altid hos Schiøler er kritikkens sværd tveægget. Hvor der er tæsk til selvet, er der også det modsatte. Sådan i sang nr. 2 med den sigende titel “Min elskede”, der er en kærlighedssang og -erklæring til den udvalgte. En sang, hvor der er plads er bittersød erkendelse af den altid svære kærlighed, hvor misforståelser er almindelige og uforståelige, og dens uomgængelighed.: “gi’ os en chance til/ at dele mit liv med dig/ er det eneste jeg vil”.

Jeg skal ikke gennemtrævle og -analysere alle Schiølers tekster. Det vil jeg overlade til en eller anden ung, forkølet magisterstuderende, der mangler en specialeidé. Men det er som vi kender Schiøler fra de foregående mange fornemme udgivelser. Dobbeltbundetheden ligger i teksterne som et melankoliens tvæggede sværd, der retter sin æg indad og udad. Der er tekster af selv-biografisk karakter (fx “Byens ensomme ulv”), erindrende tekster (fx “For første gang” om, ja, den første gang, man møder nogen) og selvfølgelig tekster om den “tredje alders” alvor og erkendelse (tydeligvis i “En endestation”) og mere til. Ja så meget, at der endda bliver plads til et bonusnummer, “Sorte skyer over Skotland”, der opsumerer noget vigtigt af pladens grundstemning: “Hvornår sender mørket en solskins dag…”. For trods melankoli og kritiske tale, så er Bo Schiøler i bund og grund en håbefuld sangskriver.

Og som det har været tilfældet på de andre gode plader, så er sangene en skønsom blanding af svingende, rockende numre og balladeagtige sange. Og vennerne (ingen nævnt, ingen glemt) sørger for at de gode melodier har fået fornemme arrangementer, som yder sangene den bedst mulige støtte og opbakning.

Samlet set er Spillemandens grænsepost endnu en vellykket plade fra den aldrende sanger-sangskriver, der nok rummer mange flere sange til kommende plader. Og hvis man ikke allerede kender Bo Schiølers og venners musik, så er denne nye plade et godt sted at begynde. Hermed varmt anbefalet fra en anden gamling.

Bo Schiøler & Venner. Spillemandens grænsepost. Sange om mod i den 3. alder. Producer: Lars Schiøler. Sådan’sk. Sundance Music. Udkom den 6. oktober.

 

 

 

45 har læst indlægget

Ida Lo – Låt värden snurra

7. oktober 2023

Med den meget fine sang “Låt värden snurra”, der kun kan give appetit på den kommende langspiller fra kunstnerinden Ida Lo – Ida Linnea Olsson -, så markerer det lille plademærke Olafssongs, at det har været på banen i hel fyrre år. Til lykke med denne milepæl og held og lykke med de næste årtier. Jeg ser frem til at omtale og anbefale Ida, når der kommer mere fra den kant. I 2024 skulle der  sågar kommet et helt album.

20 har læst indlægget
20 har læst indlægget