Som beskrevet er der problemer med avisforsyningen her. Post Danmark har problemer med at levere varen. I dag tirsdag fik jeg så min lørdagsavis, Informations weekendudgave. Avisen var, måske ikke ligefrem våd eller gennemblødt, men fugtig som en avis, der har ligget på kældergulvet gennem lang tid. Suk! Hvem læser gårsdagens fugtige aviser!?
Jeg kiggede lige ind pÃ¥ min “gamle” smartlogblog for at svare pÃ¥ en kommentar. Og se om ikke mine bortredigerede tags – ogsÃ¥ “kusse” – er vendt tilbage! Men, capac vender ikke tilbage. Springet er taget. Det er her, det sner. PÃ¥ briggen CAPAC. Det er dog dejligt at se, at oprør og protester blandt bloggerne i smartlog kan fÃ¥ blogmasteren til at trække sine handlinger til bage. Respekt. Nu mÃ¥ vi sÃ¥ bare hÃ¥be, at bloggerne fremover bliver taget i ed, inden der gribes ind i blogfunktionerne… Digital Rights!
Opdatering: Genetableringen af tags i Smartlog har åbenbart dæmpet lysten til at gå i bådene. Det er godt, for Smartlog må gerne bestå og udvikle sig.
Hvorfor opstod “heavy metal“-genren egentlig? Jeg tror, at det hænger sammen med, at det teknologisk set blev muligt at spille højt, støjende, kort sagt: heavy. Rockmusikken var fra starten af vild, dionysisk (Thorkild Bjørnvig), passioneret og voldsom. Men i 1950’erne og de tidlige 1960’ere var der kun begrænsede muligheder for at spille højt. Fx nævner Ray Davies i sin fine selvbiografi X-Ray, at The Kinks mÃ¥tte perforere membranen i deres lille grønne forstærker for at fÃ¥ den til at lyde anderledes og vildere. Og flere af de gamle pigtrÃ¥dsbands i Danmark har fortalt, hvordan de første simple forstærkere blev bygget af gamle radioer osv. Nu kører de store bands rundt med lastvognstog af isenkram til stadionkoncerterne…
Men rockmusikkens globale gennembrud i tresserne satte gang i den teknologiske udvikling og dermed i eksperimenterne med nye musikalske udtryk. De første heavy metal-bands kom pÃ¥ banen i sidste halvdel af tresserne, selv om der var tilløb i garagerne rundt omkring inden da. Et af de første bands, jeg rigtigt lagde mærke til, var gruppen Mountain. Gruppen bestod af bassisten Felix Pappalardi, der havde gjort sig bemærket som producer for supergruppen Cream, Leslie West pÃ¥ leadguitar, Steve Knight pÃ¥ orgel og Corky Laing pÃ¥ percussion. Efter sigende skulle det være Woodstock-festivalen i 1969, der gav stødet til dannelsen af Mountain. Gruppen fik sit gennembrud med pladen Climbing! (1970), der rummer deres kendingsmelodi Mississippi Queen og flere andre klassikere som Theme From an Imaginary Western (hvilken titel!) og For Yasgur’s Farm (den farm, der lagde jord til Woodstock-festivalen dengang…). NÃ¥r man lytter til Mountain, sÃ¥ kan man godt høre, at Leslie West har lyttet til Eric Claptons bluesinspirerede spil i Cream, og at Mountain i det hele taget er inspireret af Creams markante trio-lyd – uden at der er tale om epigoneri.
Mountain er det af de heavy-bands, jeg stadigvæk gerne lytter til. De har gode melodier, temposkift, Leslie og Felix synger godt, der er fine guitarsoloer – og sÃ¥ kan de trykke den af.
Et andet band, der gjorde indtryk pÃ¥ mig cirka pÃ¥ samme tid, var Blue Cheer, der tog navn efter en afart af LSD. Igen var det en trio, bestÃ¥ende af bassisten Dickie Peterson, guitaristen Leigh Stephens og trommeslageren Paul Whaley. I 1968 fik de et pænt hit med en udgave af Eddie Cochran’s arketypiske teenager-spleen-sang Summertime Blues, der ogsÃ¥ indgik pÃ¥ deres første longplaying grammofonplade med titlen Vincebus Eruptum. Blue Cheer adskiller sig fra Mountain ved at tilhøre den “beskidte” del af heavy-genren. Deres sound er præget af garagerockens skramlende og upolerede lyd. Det høres blandt andet pÃ¥ Cochran-coveret. OgsÃ¥ tidens psychedeliske lyde har afsat et vandmærke pÃ¥ gruppens musik. Ifølge en legende var de tre musikere oprindeligt medlemmer af en kendt motorcykelklub, men fik smag for at spille høj og støjende musik. Om det passer, ved jeg ikke, men imaget passer i hvert fald til musikken. Deres første par plader, der er genudgivet pÃ¥ cd, var med til at definere heavy-musikkens udvikling i Ã¥rene derefter. Efter gruppens anden LP Outsideinside (1968) skete der en del udskiftninger blandt musikerne. Gruppen er stadigvæk aktiv og har givet koncerter sÃ¥ sent som i 2005.
1970’erne blev det Ã¥rti, hvor heavy-genren for alvor slog igennem (det skulle vist have være et medlem i Blue Oyster Cult, der gav navn til “heavy metal” i 1970). Men holder vi os til de oprindelige Ã¥r i tresserne og lige omkring 1970, sÃ¥ er der selvfølgelig nogle navne, man ikke kommer uden om, fordi de hver især var toneangivende. Det gælder Led Zeppelin, Deep Purple og okkult-rockerne Black Sabbath.
Jeg mÃ¥ snarest lave en liste over “mine” heavy metal bands…
Apropos heavy metal, så er Henrik blevet kaptajn på sin egen blog Samlersind! Til lykke!
Her i bloggen holder vi nøje øje med udviklingen omkring digital download. I den gamle blog kunne vi blandt andet berette, hvordan et firma ville lade reklameindtægter financiere downloading af musikfiler. AltsÃ¥ en udvikling i retning af gratis musikforbrug pÃ¥ nettet (for forbrugerne). I de sidste par Ã¥r er der ogsÃ¥ dukket et hav af radiolignende sites op, hvor man kan lytte til musik blot ved at registre sig. Og nu vil et dansk forlag – Underskoven – udsende en bog (Laurence Lessigs “En fri kultur”) til gratis download. Bogen udkommer i en ordinær udgave den 15. august, og samme dag kan alle, der har lyst til det, downloade et gratisk eksemplar. Det skal dog ske pÃ¥ biblioteket i nogle større byer. Bibliotekerne kører i forvejen et projekt om digitiale e-bøger. Læs lidt mere pÃ¥ DR Nyhedernes hjemmeside.
I den forgangne uge kunne man læse, at den gamle rullesten Mick Jagger er begyndt at tage sangundervisning. Bedre sent end aldrig, kunne man vel sige. Men måske har den reelle årsag ikke været et ønske om at synge kønnere (Gud forbyde det!) eller renere (Gud forbyde det!), men måske et ønske om at forebygge de problemer med stemmen, som mange sangere oplever. I hvert fald fortæller Billboard, at Stones har måttet aflyse deres koncert i Valadolid i Spanien, fordi Mick er ramt af laryngitis. Selv dinosaurer kan få ondt i halsen!
Tilføjelse: Laryngitis betyder (www.sundhedsguiden.dk): “Betændelse i strubehovedet skyldes en infektion med bakterier eller virus. Infektionen følger som regel efter en forkølelse eller en halsbetændelse og ytrer sig ved, at der gÃ¥r betændelse i strubehovedets slimhinde og dermed ogsÃ¥ i stemmebÃ¥ndene. Dette medfører en hævelse og rødmen i vævet og en nedsat funktion.”
En artikel i Weekendavisen sender mig gennem tidstunnelen til min barndom. Artiklen overskrift er: “Rejsen til Lemmy-land”. Børnebogsforfatteren, musikeren m.m. Thorstein Thomsen fortæller om sin rejse til Nice i Frankrig og erindringen om Lemmy-filmene. Pludselig stÃ¥r jeg som sÃ¥ ofte før og kigger op pÃ¥ udstillingsrammerne uden for Phønix Bio i Strandbygade. Til højre for hovedindgangen med den store granittrappe op til dobbeltdøren. MÃ¥ske har jeg endnu engang været til femkroners søndagseftermiddagsforestilling med Zorro, Red River, Kong Arthur og Ridderne af det runde bord eller… Og sÃ¥ skal jeg lige kigge pÃ¥ de sort-hvide stills til aftenens forestilling. Voksenprogrammet. Aftenforestillingerne var det forjættede land. Forbudt for børn. Jeg stÃ¥r der og forsvinder ind, ja, fortaber mig i billederne og har endnu ikke helt rystet eftermiddagens filmoplevelse af mig. Den sidder som en stor varm overfrakke pÃ¥ kroppen. PÃ¥ billederne ser jeg Eddie Constantine i rollen som den hÃ¥rdkogte detektiv eller CIA-agent Lemmy Caution.
Jeg tror egentlig ikke, at jeg nogensinde fik set en Lemmy-film dengang, for jeg var for ung. Og jeg havde ikke mod nok til at forsøge at snyde ind dengang. Selv om jeg var en stor knægt af min alder. Det kom først et par Ã¥r senere. Men, vi drenge fra NygÃ¥rdsvej havde hørt om Lemmy fra det store drenge, der fortalte om filmenes handling og mest om Lemmys bedrifter som slagsbroder (med det berømte Lemmy-hug) og helt. Selv min kammerat Bents far var vild med Lemmy. Lemmy var stor. Større end andre helte – dengang.
Den franske nybølge-instruktør Jean-Luc Godard lavede siden hen en hyldestfilm til disse B-film fra 50’erne og de tidlige 60’ere: Alphaville – une étrange adventure de Lemmy Caution (1965), som sikrer Constantine en plads i filmhistorien, hvis Lemmy-filmene skulle blive glemt…
.
Jeg abonnerer pÃ¥ dagbladet Information – i weekenden. Og kun i weekenden, i erkendelse af, at jeg nok ikke nÃ¥r at fÃ¥ bladet læst i løbet af ugen. Alligevel har jeg en løbende diskussion med mig selv, om jeg ikke skulle have et normalt fultidsabonnement. For dels mister man jo noget af kontinuiteten i læsningen, og dels burde man vel – som helstuderet røver – holde en avis daglig osv. osv.
Og hvad har alle disse overvejelser sÃ¥ med postvæsnet at gøre, vil den kvikke læser spørge? En hel del. For er der overhovedet nogen idé i at abonnere pÃ¥ en postomdelt avis, nÃ¥r den ikke kommer til tiden? Who reads yesterdays papers?, som Mick Jagger sang for mange Ã¥r siden. Ganske vist er der meget baggrundsstof i Information, men alligevel. I den sidste lange tid har det knebet gevaldigt for postvæsnet – og vi taler om koncernen Post Danmark – at fÃ¥ leveret min avis til tiden, dvs. pÃ¥ den dag, hvor avisen udkommer. I denne weekend fik jeg sÃ¥ledes ikke fredagsavisen før lørdag, hvor postbuddet til gengæld havde glemt lørdagsavisen, som jeg vist nok fÃ¥r i morgen – tirsdag. Dertil kommer, at avisen sjældent kommer før kl. 14.30, hvor posten ifølge firmaets oplysninger senest skal være runddelt til almindeligt dødelige postkunder. Burde jeg ikke fÃ¥ en reduktion i prisen? Og burde det ikke være postvæsnet, der betalte? Akkurat, som DSB skal til at betale for forsinkelser? Jeg spørger bare!
At avisproblemet især knytter sig til weekender, undrer mig ikke. For jeg ved godt, at det er i weekenden, afløserne – og det vil ofte sige unge, studerende, der skal tjene til dagen og vejen – tager over. Ikke et ondt ord om afløserne. Al begyndelse er svær, især hvis man ikke fÃ¥r en ordentlig instruktion. Om mon ikke det er problemet!? (Jeg abonnerer ogsÃ¥ pÃ¥ Weekendavisen og den kommer hver uge, med mindre der strejkes, maskinerne bryder sammen, vind og vejr forhindrer transporten…) Postvæsnet formÃ¥r Ã¥benbart ikke at oplære afløserne ordentligt. Og det kan virkeligt undre, eftersom problemet med de udeblevne aviser har eksisteret i Ã¥revis! Det er ganske enkelt pinligt! Tag jer nu sammen i Post Danmark!
Reuters fortæller, at Star Trek-kaptajnen William Shatner lægger stemme til et nyt computer videospil med titlen Star Trek: The Legacy. Spillet skulle komme pÃ¥ gaden i oktober, og Shatner hÃ¥ber, at det kan sætte fut i interessen for den gamle tv-serie og hele industrien omkring den. Indtil den næste Star Trek-biograffilm er færdig i 2008, kan fans styre 60 forskellige rumskibe og gennemspille episoder, inspireret af hele seriens forløb. Endnu et spil skulle være pÃ¥ trapperne med Shatners stemme. For som han siger: Han kan ikke forestille sig nogen anden spille den rolle. Vi andre glæder os over, at han har nok at rive i (han fik jo ogsÃ¥ et par Emmyer for roller i Boston Legal og The Practice ). Ellers ville han mÃ¥ske kaste sig over sangen igen…
I dag lytter vi til Donovan’s Greatest Hits, som blogbestyreren købte for en slik af yderst nostalgiske grunde. Donovan Leich, som er hans fulde navn, hører med til mine tidligste musikalske minder fra tresserne. Han var sammen med Dylan, Joan Baez, Tom Paxton, Phil Ochs og mange andre med til at starte folk-bølgen dengang. Han kom forbi Ã…rhus sidste Ã¥r, hvor han gav en lille koncert i Musikhuset. Desværre kunne jeg ikke overvære den. Det ærgrer mig lidt. Men sÃ¥ er der jo altid pladerne at ty til. Og pÃ¥ ovennævnte skive er alle hitsene: Fra Catch the Wind til Riki Tiki Tavi og Barabajagal. Donovan har en god stemme. En anelse nasal med en markant vibrato og en stille intensitet, som jeg altid har sat pris pÃ¥. Og sÃ¥ er han en ferm sangskriver. Gode melodier og gode, lyriske tekster.
Han har sin egen Donovan-portal, hvor man bl.a. kan se de seneste videoklip. Og en omtale af hans selvbiografi The Hurdy Gurdy Man, der udkommer i næste mÃ¥ned, og et boxset med hans produktion med titlen The Journey of Donovan, der ligeledes udkommer i næste mÃ¥ned (med masser af ekstramateriale osv. – som om man ikke havde nok at bruge penge pÃ¥….). Derud over er der biografi, mailingliste, forum osv.
“Thrown like a star in my vast sleep
I’m opening my eyes to take a peep
To find that I was by the sea
Gazing with tranquility
‘Twas then when the hurdy gurdy man
Came singing songs of love
Then when the hurdy gurdy man
Came singing songs of love”
I den fortsatte historie om his Bobness, sÃ¥ kan NME fortælle, at den gamle singer-songwriter og poet leverer pianospil til en ny plade med den fhv. Paliament- og Funkadelic-sanger Gary Coopers band Mudbone. Ganske vist kun pÃ¥ et enkelt nummer. Men Dylanologerne skal jo nok kaste sig over det…
