Kedsomhed
29. august 2006Man burde skrive en kedsomhedens filosofi – The Philosophy of Boredom el. Die Philosophie der Langeweile –  hvis det da ikke allerede er gjort. Kedsomhedens tema synes at dukke op i mit hoved i denne tid, igen og igen. Senest har Klaus berørt det i forbindelse med en (u)kedelig blog. Og forleden kom min datter ind til mig, kiggede pÃ¥ mig og sagde: Jeg keder mig! Hvorefter jeg henviste til hendes fyldige reoler med bøger, dvd’er, vhs’er, internettet, stereoanlægget, klassekammeraterne, hunden osv. Vel vidende, at man godt kan rammes af kedsomheden – alligevel. MÃ¥ske især, nÃ¥r man er i alderen mellem barndom og voksenliv. Dette ingenmandsland.
Jeg kender den godt, kedsomheden. Jeg kan i hvert fald godt huske, hvor plagsom, kedsomheden kunne være i min barndom. Tiden stod stille, livet gik næsten i stÃ¥. Det var dengang, den for alvor meldte sig. Jeg beklagede mig til mine forældre. Og sÃ¥ kom min far med den kommentar, der nagede som en sten i skoen: Det er kun dumme mennesker, der keder sig! Jeg tror, det var et “pædagogisk” udsagn. Som sÃ¥dant usandt, men effektivt. Det fik mig til at tænke og handle. For hvem vil have sÃ¥dan en dom siddende pÃ¥ sig. Du mÃ¥ være dum! Faktisk tror jeg, der skal en vis portion intelligens til for alvor at kede sig. Jeg kan huske, at jeg en dag besluttede mig for, at jeg aldrig mere ville kede mig (hvis det da ikke er en efterrationalisering…). Strategien var enkel, at gøre et eller andet, nÃ¥r kedsomheden viste sit grimme ansigt: gÃ¥ pÃ¥ biblioteket, Ã¥bne for radioen, finde en bog pÃ¥ hylden, cykle en tur osv. Siden har jeg – bilder jeg mig ind – kunnet holde kedsomheden stangen. SÃ¥ snart dens ankomst mærkes griber jeg til handling, og sÃ¥ fortoner den sig igen. For en tid. Jeg bilder mig ogsÃ¥ ind, at det var dengang, mine forskellige interesser blev grundlagt. For musik, litteratur, kunst osv. MÃ¥ske er det i virkeligheden kedsomheden, der holder os igang. Hvem ved?
