Moderne garage
29. oktober 2023Sinéad O’Connor in memoriam
28. oktober 2023Beatles – Now and then
27. oktober 2023Ugens varme nyhed er, at ‘den allersidste sang’ med The Beatles udsendes i næste uge. Og sådan en nyhed skal jo nok tages med mindst et gran flagesalt. For hvem ved, hvad der faktisk gemmer sig i arkiverne – og er det nu også en rigtig Beatles-sang, selv om både Ringo, Paul , George og John medvirker på sangen “Now and then” – når man også ved, at der har været brugt kunstig intelligens for at nå frem til et resultat. I hvert fald tænker jeg, at omstændighederne omkring denne lille sang fra Lennons hånd er af en karakter, som jeg slet ikke kan forbinde med The Beatles, som jeg kender og elsker dem, med deres primært analoge, levende musik. Jeg synes, at nyheden mest af alt er for fanatikerne blandt Beatles-elskerne, og for dem, der kan spinde lidt guld på sådan en nyhed. Sangen udkommer både som singleplade og som del af genudsendelsen af de to kendte opsamlinger – den blå og den røde. The Beatles fortjener bedre end sådan et punktum eller semikolon….
Still wreckless – Wreckless Eric anno 2023
26. oktober 2023Wreckless Eric var et af de varme talenter, der var med til at markedsføre plademærket Stiff Records tilbage i halvfjerdserne. Men Wreckless, der aldrig blev en af de førende navne, har siden holdt liv i sin musikkarriere og er i en alder af næsten halvfjerds aktuel med et frisk power-pop-album med titlen Leisureland med gode sange og melodier.
The Ronettes i tidsmaskinen
25. oktober 2023Den har jeg sgu da hørt før – for længe siden. Og ganske rigtigt. Mutya Buenas “B Boy Baby” er et moderne opkog af The Ronettes store hit “Be My Baby” fra 1963. Og denne Mutya er da også en slags arvtager af traditionen fra de store pigegrupper i tresserne, idet hun var med til at lancere det nu hedengangne britiske pigepopband Sugababes i deres første udgave i 2011. En ung ferm sangerinde – og viser lidt research også sangskriver og meget mere i den britiske musikindustri. Selv om jeg elsker Ronettes og deres sound, så må jeg sige, Mutya får meget godt ud af den sang. Hun synger godt og det er under alle omstændigheder en slidstærk popsang. Og ringere bliver det jo ikke af, at selveste Amy Winehouse lægger stemme til backingvokalen i denne sang-udnyttelse.
Capac anbefaler: Attermann
24. oktober 2023Crooner-sangkunst møder moderne rock. Så ordknapt kan man karakterisere sangeren og bassisten Lars Attermanns nye eponyme udspil. Vi kender allerede Attermann her i bloggen fra hans dansksprogede debut Linjer sagt i regn, der udkom tilbage i 2009 og varslede et nyt spændende solist-talent på den danske musikscene. Noget så usædvanligt som en bas-sanger, der croonede og gjorde det på sit modersmål.
Dengang hæftede jeg mig ved, at Attermann i sit tekstunivers besang den tidstypiske melankoli. Og denne strømning fortsætter Attermann på den nye plade, der dog har forladt modersmålet og udfolder sig på engelsk.
Pladen er blevet til i tæt samarbejde med Knut Haavik, der har bistået såvel produktion som øvrigt musikalsk samarbejde. Og det har resulteret i et inciterende album, hvor Attermann kommenterer klodens og det enkelte menneskes situation i melankolske toner, der dog modsiges af en næsten obligatorisk livsglæde og håbefuldhed. På den led følger Attermann tidsånden med sin musik.
Musikken er præget af melodisk lette sange, der er indlejret i musikalske rammer, der oser af moderne (post)rock-toner med såvel stotle guitarer som digitale lydflader. Og så er der noget filmisk og dramatisk over sangene og deres arrangementer, hvilket passer utroligt fint til Attermanns i forvejen imposante bas, der på bedste crooner-vis fører lytteren gennem de elleve sange.
Attermann er et album, der til fulde lever op til de løfter, som allerede debutalbummet gav om musik, der ikke ligner ret meget i vores del af verden, og som fortjener et stort publikum af såvel unge som ældre lyttere med smag for musik, der ikke bare behager de første forventninger. Hermed varmt anbefalet.
Lars Attermann. Attermann. Producer: Knut Haavik. Fjellskabet. Er udkommet.
Israel – Hamas – palæstinenserne
23. oktober 2023Jeg græmmes, når jeg læser, at landets statsminister på sine sociale medier entydigt udmelder, at “intet kan forklares eller forsvares i forhold til Hamas. De er en af verdens værste terrororganisationer.” En ting er, at statsministeren demonstrerer den enøjede, unuancerede holdning til konflikten, som har kendetegnet Vestens attitude fra starten af og som har bragt EU-ledelsen med kommisionsformand Ursula von der Leyen i spidsen i vanskeligheder, fordi 800 EU-medarbejdere i et brev har kritiseret EU-toppens “betingelsesløse” støtte i israelerne.
En ting er at tage afstand fra Hamas’ voldsomme angreb på civile israelere og anerkende israelernes gode ret til at forsvare sig og bekæmpe en sådan fjende. Det kan de fleste sikkert blive enige om. Noget andet er at glemme hele historikken fra etableringen af staten Israel efter 2. verdenskrig (og som statsministeren gør det, reducere historikken til holocaust-tragedien) og – som Slavoj Zizek fornemt pointerer i nedenstående foredrag om emnet – sætte parantes om enhver kritisk eller blot problematiserende tanke, ja ekskludere ethvert tilløb til eftertanke, refleksion og analyse af konflikten og dens historik. Desværre er det endnu et eksempel på, hvordan vi i dag er fanget i en ideologiske situation, hvor nogen mener sig berettiget til at sidde inde med fortolkningsretten. Som Zizek er inde på er det autokratiske, autoritære tendenser, der er på spil.Velbekomme.
Opdatering 24.10.23: I dag kan man så læse, at landets skyggestatsminister, Lars Løkke Rasmussen, er af den formening, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne kun kan løses ved en to-stats-løsning. Lidt har også ret.
Opdatering 25.10.23: Og i dag går Danmarksdemokraternes politiske ordfører Susie Jessen i rette med Løkke Rasmussen med en kritik, der baserer sig på føleri: “- Jeg synes simpelthen, det er beskæmmende, og det er en våd klud i hovedet på de mange mennesker, der sørger rigtig meget, siger hun.” (DR Nyheder). Og det var netop føleriet Løkke Rasmussen ville gøre op med: “- Når følelserne har lagt sig – og der er ekstremt mange følelser i spil på alle sider – bliver vi nødt til at finde nyt momentum til en fremtid, der også rummer en tostatsløsning, sagde han” (sammesteds). Jessen sidder uhjælpeligt fast i de politiske føleris sump, hvor enhver form for historisk baseret refleksion, kritik og analyse er borte og hvor det handler om at lade tankeaktivitet vige for føleri. Jeg er ikke enig med Lars Løkke Rasmussen i ret meget, men han har dog så megen politisk erfaring og dermed historisk baggrund, at han godt kan se, at løsningen på konflikten mellem Israel og palæstinenserne skal findes i de historiske forudsætninger for den aktuelle konflikt.
Opdatering 29.10.23: Næh, træerne vokser ikke ind i himlen. I dag kan man læse udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens forsøg på at forklare, hvorfor Danmark ikke stemte for FNs resolution om en “øjeblikkelig humanitær våbenhvile” i konflikten mellem Israel og Hamas. I følge DR-Nyheders udlægning, så står der i resolutionen, at “alle voldshandlinger rettet mod palæstinensiske og israelske civile, herunder alle terrorhandlinger, fordømmes.” Bemærk den indskudte forklarende sætning, “herunder alle terrorhandlinger”, for Løkke Rasmussen mener, at der mangler en udtrykkelig fordømmelse af Hamas’ terrorhandlinger. Og der er tale om mere end blot verbal flueknepperi. Det handler om, at Hamas, som er på den amerikanske regerings liste over terrororganisationer, skal udstilles som ikke bare en terroristisk organisation, men som terrororganisationen (i bestemt form) i den kørende konflikt. Og FNs resolution rummer jo den fortolningsmulighed, at der er andre terroristiske agenter i den konflikt, fx Israel og USA. Og det går jo ikke, vel!? Sagen viser med stor tydelighed, at det er mere magtpåliggende for den danske regering at følge trop med amerikanernes fortolkning af konflikten end at sikre en våbenhvile, der igen kan sikre, at titusindvis af palæstinensere får en chance for at få den nødhjælp, de har behov for lige nu.
I sommersol ved den hvide hest
22. oktober 2023På vej ud til skoven med min ven hunden – vores ugentlige udflugt til Forstbotanisk Have – tog jeg mig selv i – igen – at fløjte en bestemt melodi. Det er sket en hel del gange den sidste måneds tid eller mere, men jeg har ikke tænkt over, hvad fanden det var for en melodunt, der sådan pressede sig på. Men i dag gik det så op for mig. “I sommersol ved den hvide hest” fra musicalen Sommer i Tyrol, der også er filmatiseret med bl. a. Dirch Passer, Susse Wold, Ove Sprøgøe og mange flere kendte folkekomedieskuespillere. Men hvorfor dukker den op – og ikke en popsang fra ungdommens tid? Det er sådan noget psykoanalytikere (fx Theodor Reik) og hjerneforskere (fx Oliver Sacks) har kastet sig over med forskellig forklaringer. Selv hælder jeg til den gamle forklaring, at sangen er en lille tråd i mit musikalske bagtæppe, hvor Giro 413-numre er vævet sammen med alt muligt andet fra rock over pop til jazz og klassisk. Og måske gør det, at pickupppen sætter sig ned et andet sted, når jeg igen starter den gamle bil og kører i skoven…
Dødsfald: Dwight Twilley
21. oktober 2023Endnu er dødsfald. Power pop-pioneren Dwight Twilley er ikke længere hos os.
Carla Bley & Paul Haines : Escalator Over The Hill – Why (voice Linda Ronstadt)
20. oktober 2023Forleden døde jazz-musikeren Carla Bley i en fremskreden alder. Jeg har ikke fulgt hendes vej gennem jazzen, men hun blev også kendt for albummet Escalator over the Hill, der fik megen omtale og ros, da det kom frem i 1971 som en hybrid mellem jazz, opera og underholdning – og blandt andet bød på sang af selveste Linda Ronstadt.
Og så kom feberen igen
19. oktober 2023Tja der skulle bare lidt kulde til. Man er ikke nogen årsunge længere. Nå men hvad har vi lige der på hylden.. If i fell..
Don’t be cruel
18. oktober 2023Opsamlingen med Elvis’ nr.1-hits lå på hylden og nærmest råbte på mig, nu hvor post-influenza-energien er begyndt at vende tilbage i kroppen. Elvis, da han var allerbedst.
Capac anbefaler: Helle Hansen – Watershed
17. oktober 2023Watershed hedder Helle Hansens nye album. Og “watershed” betyder i direkte betydning “vandskel”, medens det i overført betydning betegner et vendepunkt; et sted, hvor tingene, al ting, revideres, hvor posen rystes godt og grundigt og en ny start er ikke kun nødvendig, men også uomgængelig. Sådanne ‘watersheds’ møder vi alle før eller siden på vores rejse gennem livet.
Og med den titel genkender vi Helle Hansen, der har en forkærlighed for at fortælle om livet i al dets kompleksitet med den fornødne alvor, det krævede mod og viljen til at sætte sig igennem i ord og musik.
I sangen, der leverer albumtitel, “Watershed Moment” hedder det: “And a watershed moment appears/ A watershed moment apperars/ With everything to loose/How do ou choose?/ You can’t afford to fall/ When you’re in for the long haul“. Og de sidste to små sætninger fortæller os, at godt nok rammes vi alle af vendepunkter, hvor det hele skrider, hvor vi står i vand til halsen, hvor alt ser håbløst og perspektivløst ud, men hvis vi er overlevere, vil livet i al dets uforudsigelighed og overvældende intensitet, så skal du nok holde dig oprejst og fortsætte med rank ryg.
Som jeg tidligere har været inde på, så er Helle Hanasen ikke for fastholdere. Hun dyrker ikke poppens ligefremhed og forudsigelighed, men er kunstner med stort “k”. Det er en kunstnerisk bearbejdelse af virkeligheden, hun byder os – lyttere og tekstlæsere – på, når vi bevæger os ind i hendes univers. Jeg skal ikke grave mig gennem alle de tolv tekster, men vil opfordre lytteren til at gøre det for at få den fulde oplevelse af det komplekse, ambivalente, konfligerende univers, der er hendes og som hun trods alt forliger sig med på fineste vis.
Og musikalsk fortsætter Helle Hansen sin vane med at blande genrer og stilarter til en sublim blanding af jazz, rock, world music og meget mere. Og sammen med et fint hold af musikere og backing-sangere forstår hun at itonesætte sine sammensatte og krævende sange sådan, at musikken formilder ethvert tilløb til melankoli og tager vægten fra de tungeste følelser og tanker. Jovist, musikken sejrer i sidste ende i Helle Hansens kamp med livet. Og det kan vi som lyttere kun glæde os over. Så tag vel mod Helle Hansens nye fine album, der er en sjældenhed i dansk sammenhæng og fortjener mange lyttere.
Helle Hansen. Watershed. Producer: Helle Hansen. Gateway Music. Er lige udkommet.
Fra punk-arkæologiens overdrev: The Testors
16. oktober 2023Min influenza-febrile hjerne tillod mig kun at kaste mig ud i videre udforskning af punkens rødder og forgreninger. Og ad snævre internetstier faldt jeg over bandet the Testors, der huserede i New York i halvfjerdserne (bl.a. på C.B.G.B.’s og Max’s Kansas City). Anført af den nu 71-årige – og stadigvæk meget aktive – Sonny Vincent. The Testors blev til i 1975 og gik i opløsning i 1981.Selv om bandet færdedes i de rette kredse og optrådte med store navne som The Dead Boys m.fl., så lykkedes det aldrig for bandet at komme længere end til punkens- og garagerockens anden division. Men, men, de holder stadigvæk musikalsk set/hørt.
