CAPAC

Denne sang fra Stones’ nye og allerede roste album er der blevet talt og skrevet meget om på nettet. Især fordi Lady Gaga medvirker. Og bevares, hun gør det da ganske godt som lidt mere end backing-sangerinde. Og det vil uden tvivl også medvirke til, at pladen også sælger i det yngre segment, der er vokset op med Gaga og har hende som et af idolerne. Men i mine ører er der først og fremmest tale om en næste klassiske Stones-ballade, som Mick Jagger og “drenene” kører hjem på lidt mere end rutinen. Og det er såmæn så rigeligt.

Den kom som lyn fra en klar himmel. Og sengen blev min tilflugt, dyne, panodil og vand. Nu lysner det vist lidt…

https://youtu.be/URyKO3CkZTc?si=sT2r182PG32JfQaE

Ja, Dan Turell har fat i noget vigtigt om det lydtæppe, der blev vævet i barndommen. Når Giro 413 og musikradioen (som DRs program 3 kom til at hedde) kørte i baggrunden. En søndag ved middagstid (kl. 12-13-stykker) eller en sommderdag i baggården. Og hvis ikke det var den rigtige lyd fra radioen, man opfangede, så var det en af de hjemmegående mødre, der enten sang med eller fløjtede en melodi, som siden blev et erindringsspor dybt nede i erindringens væv af neuronforbindlser. Når jeg hører Gustav Winckler i radioen, så er det ikke Gustav Winckler jeg hører i radioen osv.

Vi har lige passeret halvtredsårsdagen for udgivelsen af Lou Reeds album Berlin. Albummet var en såkaldt sleeper, dvs. et album, der fik en forkølet start med halvdårlige anmeldelser og et tilsvarende dårligt salg, men som med tiden har etableret sig som en af periodens markanteste album.
Et såkaldt concept-album, hvor man følger parret Jim og Caroline og deres problemer med misbrug, prostituion, vold og selvmord. Og det var inspireret af den sang – “Berlin” -fra Reeds første album. Producer Bob Ezring ville gerne vide, hvordan det gik med parret fra den sang og så fortalte Reed det i sang efter sang.
Mange år efter udgivelsen blev albummet til særlig forestilling, der også blev filmatiseret af Julian Schnabel. Det gav albummet en ny kritisk opbakning. I dag figurerer albummet på Rolling Stones liste over de 500 største album gennem tiderne på en 344. plads.

Måske er det ikke helt rigtigt at tale om glemme- ellet gemmebog her. For Anne Briggs er kult. Hun var en del af tressernes og halvfjerdsernes folk-revival i England, men blev aldrig en del af det kommercielle kredsløb og gled i baggrunden, selv om mange kunstnere havde opdaget hende og indspillet nogle af hendes sange. I dag er hun en ældre kvinde, der lever uden for rampelyset.

Forleden købte jeg en lille håndfuld cd’er på udsalg. Blandt andet Elvis Costello Spanish Model. Jeg vidste ikke noget om den udgivelse, før jeg fik den i hånden. Det viser sig så, at der er tale om en spansksproget udgave af albummet This Years Model fra 1978. Og baggrunden for den plade (der er fra 2021) er, at Costello lavede en spansk udgave af sangen “Thsi Years Girl” til en amerikansk tv-serie og i den forbindelse fik den idé at lave et helt album, This Years Model, med lutter spansksprogede sange. Og sådan blev det. Costellos betingelse var dog, at hans egen sang skulle fjernes og erstattes af spanske kunstnere, at teksterne skulle oversættes til spansk og at den originale backing med the Attracktions skulle bevares intakt. Og sådan blev det.

Og det sjove er, at der faktisk er kommet en rigtig spændende plade ud af det. En plade, der både afslører, hvor gode sange det oprindelige album indeholder, og som faktisk faldt i kritikernes smag.

Døm selv. Jeg synes det var et heldigt køb, jeg gjorde der.

Lige så forudsigeligt som efterårets komme (hvis vi tør glemme klimakrisens konstante kradsen bare et øjeblik), bladenes mørknen og falden fra træerne, lysets forandring og mørkets snigende kommen – ja, med tilsvarende forudsigelighed er Bo Schiølers nye album Spillemandens grænsepost landet i min favn; sådan som det er sket de sidste fem-seks år. Og med samme glæde og forventningshob kaster jeg mig da over det nye barn, som Bo selv kalder sit projekt med vennerne.

“Væk mig – fra de døde

gi’ mig et kærligt los

la’ de grønne blade blive røde

for efteråret – ja efteråret – er over os”

Og igen er tematikken den såkaldte “tredje alder”, det kapitel af livet, hvor livets timeglas indeholder mindre fint sand, end det engang gjorde, men hvor livsappetitten og -intensiteten ikke er blevet mindre, snarere tværtimod. Den aldrende troubadour følger med et skævt smil sin egen læges gode råd om at have en “hobby” og lader strømmen af sange flyde gennem sin gamle hjerne og krop og videre ud til alle, der gider lytte til musikken og de mange ord, der kommer ud af Bo og vennernes anstrengelser.

Albummets titel er inspireret af en gammel, nu afdød, spillemand – Find – fra Jegindø, der får lov til at pryde albummets forside. Og som var øens autodidakte spillemand, en ildelugtende særling med sin egen ustemte violin og lige så ustemte stemme sang gamle sange med en egen skønhed. Et udskud, u(gle)set menneske på kanten af et lille samfund, hvor kun få lukkede ham ind i sit hjem og sit hjerte. En slags rollemodel for den moderne troubadour Bo Schiøler, der hverken lugter fælt eller synger grimt og har mange nye sange på sit repertoire.

Og som ofte før er anslaget de unge år. I en lille intro fortæller Bo om sin barndom og ungdom med uendelig leg og ungdommelig angst, drømmeri og erfaringsdannelse. Og om den aldrende mands erfaring af, at “intet går som oraklet spår/ man vokser op og tiden går/ så dette er sange – de sange som kom/ nu ved du p ræcis – hvad de handler om”. Nemlig et levet liv på godt og ondt. Og så følger en perlerække af sange med Bos karakteristiske dobbeltbundethed.

Lige fra den kvasi-selvbiografiske “Lidt for meget”, hvor Bo svinger krabasken over sit eget unge jeg, der altid var “lidt for meget”; ham, der kanøflede andre, hævdede sig selv på andres bekostning og måske glemte at være noget for andre. Og som endte med at blive “hver mands herre/ mølædt og gennemsigtig/ intet af det du siger og gør/ betragtes mer’ som vigtigt/ du ligner en fladtrådt vandmand/ du ligner en gennem-kogt klud…/ du nærmer dig livets ende/ – det er tid til at stemple ud”.  Nej, Bo skåner ikke sig selv i sin selv-ransagelse. På falderebet tæller selv-tugtelsen og -erkendelsen meget.

Men som altid hos Schiøler er kritikkens sværd tveægget. Hvor der er tæsk til selvet, er der også det modsatte. Sådan i sang nr. 2 med den sigende titel “Min elskede”, der er en kærlighedssang og -erklæring til den udvalgte. En sang, hvor der er plads er bittersød erkendelse af den altid svære kærlighed, hvor misforståelser er almindelige og uforståelige, og dens uomgængelighed.: “gi’ os en chance til/ at dele mit liv med dig/ er det eneste jeg vil”.

Jeg skal ikke gennemtrævle og -analysere alle Schiølers tekster. Det vil jeg overlade til en eller anden ung, forkølet magisterstuderende, der mangler en specialeidé. Men det er som vi kender Schiøler fra de foregående mange fornemme udgivelser. Dobbeltbundetheden ligger i teksterne som et melankoliens tvæggede sværd, der retter sin æg indad og udad. Der er tekster af selv-biografisk karakter (fx “Byens ensomme ulv”), erindrende tekster (fx “For første gang” om, ja, den første gang, man møder nogen) og selvfølgelig tekster om den “tredje alders” alvor og erkendelse (tydeligvis i “En endestation”) og mere til. Ja så meget, at der endda bliver plads til et bonusnummer, “Sorte skyer over Skotland”, der opsumerer noget vigtigt af pladens grundstemning: “Hvornår sender mørket en solskins dag…”. For trods melankoli og kritiske tale, så er Bo Schiøler i bund og grund en håbefuld sangskriver.

Og som det har været tilfældet på de andre gode plader, så er sangene en skønsom blanding af svingende, rockende numre og balladeagtige sange. Og vennerne (ingen nævnt, ingen glemt) sørger for at de gode melodier har fået fornemme arrangementer, som yder sangene den bedst mulige støtte og opbakning.

Samlet set er Spillemandens grænsepost endnu en vellykket plade fra den aldrende sanger-sangskriver, der nok rummer mange flere sange til kommende plader. Og hvis man ikke allerede kender Bo Schiølers og venners musik, så er denne nye plade et godt sted at begynde. Hermed varmt anbefalet fra en anden gamling.

Bo Schiøler & Venner. Spillemandens grænsepost. Sange om mod i den 3. alder. Producer: Lars Schiøler. Sådan’sk. Sundance Music. Udkom den 6. oktober.

Med den meget fine sang “Låt värden snurra”, der kun kan give appetit på den kommende langspiller fra kunstnerinden Ida Lo – Ida Linnea Olsson -, så markerer det lille plademærke Olafssongs, at det har været på banen i hel fyrre år. Til lykke med denne milepæl og held og lykke med de næste årtier. Jeg ser frem til at omtale og anbefale Ida, når der kommer mere fra den kant. I 2024 skulle der  sågar kommet et helt album.

En af fordelene ved internettet er, at det kan bringe oplysninger og andet frem i lyset fra forne tider. Fx – som i dette tilfælde – et fotografi, jeg ofte har ønsket og drømt om. Det viser noget så kedeligt og banalt som en stor tømmerhandel. Bødkers hed den, indtil den engang – vist i halvfjerdserne, da jeg havde forladt barndommens land fysisk set – blev til noget moderne. Men den gamle tømmerhandel var en del af min barndom. I baggrunden kan man se et lille to-etagers hus, hvor jeg boede de første elleve-tolv år af mit liv med mine forældre. Og ofte har gået for tømmerhandlen med dens karakteristisk mørke lilla bejdsede sider. Når jeg lukker øjnene kan jeg stadigvæk fremkalde fornemmelsen af at stå ved en sådan solopvarmet trævæg og pille i en planke; og huske dengang en af de store drenge satte et kanonslag fast i et hul og satte ild til det – med det resultat at hele planken flækkede fra top til bund. Det var dengang knaldfyrværkeri var tilladt og såre almindelig ved nytårstide.

Billedet er nok fra årene lige efter Besættelsen. I hvert fald kan jeg se, at omgivelserne omkring mit barndomshjem ændrede sig meget i løbet af halvtredserne. Og i starten af tresserne blev der også bygget et fleretageshus på den bare plads foran barndomshjemmet.

Vejen til venstre er Nygårdsvej, hvor jeg boede i baggården til nr. 129, og vejen i forgrunden med cyklisten er Spangsberggade, der førte hen til min barndoms første skole Vestre skole.

De sjove ved den slags fotos er, at de straks stimulerer erindringsmaskinen til at finde stumper og episoder frem fra dybet. Og heldigvis har jeg fundet en hel del billeder fra min barndoms tid og min barndoms område. Og jeg føler mig ganske taknemmelig.

Jeg har været hos tandlægen; og der liggende med lys i øjnene og en, der rodede rundt i min mund tænkte jeg blandt blandt andet og ikke mindst på, at det er fredag i morgen… Fredag på hjernen på en torsdag…

Den britiske skuespiller Michael Gambon døde forleden i en fremskreden alder af 82 år. I de senere år blev han især kendt som Dumbledore i filmserien om romanfiguren Harry Potter. Men for mig vil det altid være hans rolle i tv-serien The Singing Detective, der vil blive stående i erindringen. Det var med den han blev en international stjerne, og det var en pragtpræstation. Her er lydsporet fra serien.

Titlen handler ikke om det musikalske indhold eller kvaliteten men om det forhold, at rockoperaen Tommy tog meget lang tid at lave både at skabe og indspille. Noget, det var uhørt dengang og forbeholdt de helt store navne som Beatles og Beach Boys.

Krigsmaskineriet kværner løs på grænsen mellem Ukraine og Rusland; og tusindvis af menneskeliv går til spilde. Unge mænd, fædre, kærester, brødre, sønner og en hel del andre må lade livet i en udmarvende kamp, der næres af vestlig militær hjælp og russisk insisteren. Men, men, vil nogen vinde den kamp, der siden konfliktens start ikke har flyttet sig mange meter, hverken den ene vej eller den anden? Vil der overhovedet komme en militær løsning?

Nej, som jeg tidligere har plæderet for, så er der stor sandsynlighed for, at også denne betændte konflikt vil vinde en form for løsning gennem lange, udmarvede og nødvendige politiske forhandlinger. Ganske vist er temaet fred ikke ofte at vende i de officielle omtaler af konflikten. Men noget tyder på, at der er kræfter, der ønsker en ende på den konflikt. Således forlyder det, g har forlydt gennem nogen tid, at den amerikanske befolkning bliver mere og mere træt af den krig. Og det forstår man godt, når man betænker USAs problemer med at få det årlige budget godkendt, når fattigdom og hjemløshed er mere end almindelige fænomener i ‘guds eget land’. Hvorfor poste penge i en krig, der foregår langt væk, samtidig med, at vi herhjemme skal mærke uligheden gnave?! Og krigen, som vesten foretrækker at kalde konflikten, kan ikke i længde foregå uden befolkningernes opbakning. En stor del af verden har allerede afvist at tage stilling for eller imod og har  plæderet for fredsforhandlinger; og nu vokser den civile modstand i Vesten. I USA, i Europa osv. Og vi har før set, hvordan det kan gå, når befolkningerne ikke længere vil lege med. Vi så det i Vietnam-krigen, der endte med amerikanernes forsmædelige exit.

Forleden var jeg ude at rejse med tog. Og på peronnen på Aarhus Banegård sad jeg på en bænk og ventede på, at toget skulle rulle ind på mit spor. Ved siden af mig var en stor plakat – fra Børns Vilkår, tror jeg. En stor plakat med billedet af et betuttet udseende mindreårigt barn; og billedet gjorde indtryk på mig, for det er da både synd og skam at børn i vores verden udsættes for svigt fra de voksnes side. Men næppe havde jeg sunket en klump i halsen før jeg fik øje på en tekstlinje, der stod i siden af plakater, lodret. Her kunne jeg læse, at det rørende billede, der forførte mine følelser, var behandlet med kunstig intelligens. – Det vil sige: billedet var manipuleret. Det var ikke det “rigtige”, originale fotografi, men en bearbejdet udgave. Det var ikke “virkeligheden”, jeg kiggede på, men en “fortolkning” af noget virkeligt.

Man skal ikke følge meget med i informationsstrømmene for at forstå, at kunstig intelligens er det nye teknologiske hit, det nye teknologiske fix, som rigtig mange mennesker betragter som endnu en sejr for den teknologiske udvikling, et fremskridt, der kun vil gøre livet lettere for os. Og den nye teknologi glider umærkeligt ind alle steder, uden at vi kan gøre noget, uden at nogen for alvor standser op og spørger sig selv og os om: Hvad gør det ved vores liv? Vi har allerede set, hvordan den såkaldt kunstige intelligens som en løbeild har indtaget uddannelsessystemet, så opgaveskrivning og andet er blevet automatiseret. Vi har også set, hvordan den kunstige intelligens bliver brug i musikken til at transformere kendt musik (fx af the Beatles) til nye produkter. Og ofte sker det uden at der tages hensyn til ophavsret (copy right) eller andet. Man gør det, fordi man kan gøre det. Senest har vi også set, hvordan amerikanske medarbejdere i filmindustrien har nedlagt arbejdet blandt andet med den begrundelse, at de ikke kan stå inde for det, der bliver skabt med kunstig intelligens.

Og det er da utroligt, hvad den kunstige intelligens  kan udføre. Og ikke spor underligt, når man betænker, hvor avancerede, hurtige og effektive vor tids computere er. – Men skræller vi nyhedens lag af, så har vi at gøre med noget velkendt – menneskelig udnyttelse, manipulation og forvrængning af noget virkeligt. Med lingvisten og samfundskritikeren Noam Chomskys ord, så er kunstig intelligens blot en sofistikeret plagiering. Sofistikeret -og derfor forførende, forblændende og farlig. Men ikke desto mindre blot en sofistikeret forvrængning af noget forudgående. Og det har ikke andet med intelligens at gøre end at de mennesker, der har skabt programmerne og maskinerne er intelligente væsner – ikke maskinerne selv.

Og det er farligt at lade sig besnære af det den såkaldt kunstige intelligens kan. Fx når denne teknologi trænger ind i den virkelighedsgengivelse, vi alle eksponeres for hver dag gennem pressen og medierne. Sat på spidsen, så kan vi ikke længere tro på de fotografier, vi præsenteres for i aviser og på tv. Sagen om stjernefotografen Jan Grarup understreger blot alvoren i denne forførelse. Og vi er som almindelige borgere ude af stand til at genneskue om det vi ser nu er virkeligt eller bare en kunstigt intelligent forvrængning. Og i øvrigt skal vi huske på, at det blot er det sidte skridt i en lang historie om historieforvrængning og -manipulation. Og dermed også i en form for indoktrinering af, hvordan virkeligheden skal forstås og opfattes. Nogle af bloggens læsere husker sikkert fotografiet med Stalin og de sovjettiske ledere, hvor Stalins modstander Trotsky var bortretoucheret. Dengang var det analog manipulation. Det var omstændeligt og besværligt. I dag trykker man bare på en knap. Jeg har læst, at folkene bag det udbredte billedbehandlingsprogram Photoshop allerede har udtænkt en kunstig intelligens-funktion til programmet, så enhver efter behag kan manipulere fotos, inden de udsætter andre for dem. Det er både fascinerende (som al ny teknologi jo er…), men også skræmmende (når man betænker, hvad teknologien kan bruges til og i hvilke interesser).

Men denne tekst er ikke skrevet med hjælp fra kunstig intelligens; måske bare med almindelig intelligens.

Beatles – udsat for kunstig intelligens:

Så er jeg vist kommet til bunds i bunken af erhvervede vinyler. Og sikke mange, der er… Og det er tydeligt, at den gamle ejer havde en svaghed for sort musik – soul, disco, hip hop og deslige. Og da disse genrer brillerer ved deres fravær i min  gamle samling, så passer det jo som Hans i Grete (som Klaus Lynggaard en gang ville have udtrykt det). Men nu i gang.

Ralph Trevant er et ukendt navn for mig, men researchen fortæller, at der er tale om en amerikansk R&B-kunstner og producer, der har sunget for i et foretagende ved navn New Edition. Og så fik han et stort hit med sit eponyme debutalbum fra 1990. Og fra dette album udsendtes singlen “Sensitivity“. Og den plade, jeg sidder med, er en 12”-single med netop dette nummer i hele fire udgaver; heraf et instrumentalt. Det er super-lækker soul, der smyger sig blidt ind i øret og bringer mindelser som Michael Jackson i dennes mest kælne og forførende øjeblik. Bestemt ikke dårligt og i fineste stand.

Fra blød soul er der et ille spring til danske Moonjam og deres album 1991 fra – ja! – 1991. Og jeg kan godt lide Moonjam og deres fængende pop-rock, der sender tankerne hen på hele den såkaldte “gymnasiepop”, som herskede i firserne især. Solidt produceret og skabt pop-rock med flair for hitliste-mainstream-segmentet; og der er ikke rigtig noget at sætte en kritisk finger på. Pladen holder 100% her mange år efter, fordi den oser af spilleglæde og gode sange med fængende kvaliteter; og man tager sig selv i at ønske, at bands som Moonjam ville fylde lidt mere på den danske hitliste. I fineste stand og derfor selvskreven til min hylde.

Fra Danmark til Holland og pigegruppen Loïs Lane -Suzanne og Monique Kleeman – der tog navn efter en noksom bekendt tegneseriefigur (Supermans kæreste i DC Comics). Ser man bort fra det med det hollandske, så kunne der sagtens være tale om en amerikansk udgivelse på albummet Fortune Fairytales fra 1990. Lækker sag med lækker soul-orienteret popmusik, hvor de to unge kvinder synger forførende og lokkende og fører sig frem på sælgende foto-modelvis på coveret. Jovist, det er kommerciel musik fra øverste hylde. Og det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er uinteressant eller uden indtagende kvaliteter. De gør det i hvert fald godt, de to søstre, og får flot støtte fra et hold anonyme studiemusiker, der bare kan deres kram. Jeg kan godt lide Loïs Lane, selv om det er så kommercielt, at det halve kunne være nok. Men måske har jeg bare et svagt øjeblik…Album og cover i fin stand.

Videre til selveste Barbra Streisand; en kunstner, der ofte deler vandene mellem dem, der kan lide hende og dem, der vender tomlen ned. Hun er repræsenteret med albummet Till i loved you (1988), hendes 25. album. En slags concept-album, der følger et kærlighedsforhold fra begyndelse til slutning og hvor de enkelte sange er skrevet af gode, garvede sangskrivere som fx Glen Ballard, Burt Bacharach og Andrew Lloyd Webber, som til sammen sikrer et solidt slutprodukt. Barbra synger med sin karakteristiske stemme og musikken er under indflydelse af årtiets musikalske smag og produktionsmåde. Og på et nummer får hun hjælp af den dengang populære Don Johnson (Miami Vice-tv-serien); sikkert for at sikre pladen et singlehit, hvilket da også til dels lykkedes. Fin plade og velholdt.

I en lidt anden boldgade finder vi NKOTB – boybandet New Kids on the Block – og deres H.I.T.S. Som titlen på albummet fra 1991 siger, så er det en opsamling af bandets bedst-sælgende numre fra de forudgående fire albums. Der er tale om udspekuleret, kommerciel pop, der ikke forsøger at dække over den kendsgerning, at det fra start til slut (bandet kører vist endnu) er mere produkt end kunstnerisk nødvendighed. Med alt hvad det indebærer af fanhysteri og medial fremtræden. Fred med det, men ikke lige min kop øl.

Så er der helt andre boller på soul-suppen hos selvest James Brown og hans I’m real fra 1988. På hvid vinyl og med en storsmilende Brown på coveret. Og denne, mandens 54. album er udgivet på Scotti Brothers Records. På albummet får han hjælp af konstellationen Full Force, der sørger for at Browns velkendte funk sidder lige i skabet. Og der er da også tale om den ægte vare fra den gamle kæmpe. Pladen solgte vist ikke stort, men den holder helt, hvis man er til denne sex machine af en funk-mester. Igen i fremragende stand. Klar til en plads på hylden. Og hermed punktum for graveriet i de herrerløse albums, der fik en ny ejer…