Tag strømmen på dansk rock

15. maj 2013

Som læserne af denne blog vil vide, så er det såre almindeligt uden for dette lands grænser, at give publikum mulighed for at lytte til hele albums som såkaldte “streams”. Lige som man i gamle dage – i 1960′erne – på Danmarks Radio kunne opleve, at hele album blev afspillet fra ende til anden, så kan man her og hisset lytte til nye album. Ikke ethvert album skal siges, men tendensen mod at give lyttere en chance for at lytte til albummet, før man evt. overvejer at købe det, er i fremmarch. 
Men hvad med Danmark? Her er det gået noget trægere, selv om der har været eksempler. Men nu viser Politiken vejen, idet avisen i samarbejde med et af de store streamingtjeneste, giver læserne – også de ikke-betalende – mulighed for at lytte til det seneste udspil fra When the saints go machine, “Infinity pool”. Det burde være meget mere almindeligt at promovere dansk rock og pop på den måde. 

læst 9 gange

Hvorfor finder vi os i det: dårlig koncertlyd?

15. maj 2013

Bossen kom, spillede og – larmede. Politiken sammenfatter anmeldernes vurdering af koncerten med det amerikanske ikon med rubrikken Bossen var god – lyden var »gebrækkelig«. Selv om ikke alle anmelderne er enige, så må der jo være noget om snakken. Og det er ikke første gang, der har været problemer med lyden på den københavnske fodboldarena Parken. Jeg oplevede det selv med Fleetwood Mac for nogle år siden, og der har været flere andre koncerter, der har været plaget af det problem.

Det får mig til at tænke: Det kan vi som forbrugere – jo, forbrugere, for en koncert er en vare som enhver anden – ikke være tjent med. I en tid, hvor koncertpriserne har været på himmelflugt, og hvor mange musikere tjener deres vigtigste indkomst gennem koncerter, så må vi kunne forvente et vist kvalitetsniveau på det tekniske område. Alternativt bør vi have ret til at få billetten helt eller delvist refunderet. Det er en misforståelse, at vi som koncertgængere blot skal affinde os med elendig lyd, der umuliggør en musikalsk oplevelse. Hvad enten det foregår i Parken, på Roskilde Festival eller på en lille lokal koncertscene. Sat på spidsen: Jeg ville føle mig taget gevaldigt ved næsen, hvis jeg havde betalt 4.000 kroner for en eksklusiv billet med Rolling Stones – og så blev spist af med elendig lyd. 
Nu var jeg desværre ikke til koncerten med Springsteen, men det ændrer ikke ved sagen. Som koncertgænger er der forhold, der er uacceptable. Dårlig lyd, publikum, der ikke kan holde kæft eller holde mobiltelefonerne i lommen/tasken osv. Jeg synes, nogen skulle kontakte forbrugerombudsmanden i sagen om Bossen i Parken.

læst 9 gange

The Handsome Family: Wilderness

14. maj 2013

Det er snart længe siden, jeg har haft fat i The Handsome FamilyHoney Moon, koncert i Aarhus, Gotisk country, – men nu er de tilbage med et splinternyt album med title Wilderness. Du kan høre hele albummet lige her. At dømme efter de første gennemlytninger, så er der intet nyt fra den kant. Og intet nyt vil sige godt nyt. Syrede tekster i krydret alt country sovs. Velbekomme.

læst 11 gange

Barfodede sangerinder: fra Emmelie de Forest og tilbage til Sandie Shaw

13. maj 2013

“Danmarks barfodede bidrag er hele Europas grandprix-darling” skriver Politiken i et forskræp til dette års Melodi Grand Prix, hvor det danske bidrag, den unge, barfodede Emmelie de Forest, spås vinderchancer af de internationale bookmakere, som mere end nogen fortæller os noget om, hvad der er på spil ved den begivenhed. Jeg skal ikke overvære MGP, men ønsker selvfølgelig Emmelie alt godt ved onkurrencen. Måske der denne gang er en enkelt eller to mindeværdige sange med. Det kan man jo håbe på…
Det med de bare fødder på scenen er mestendels en gimmick. Noget, der skal skabe opmærksomhed og interesse. Selv om Annisette har givet udtryk for, at det også kan have noget at gøre med den fysiske oplevelse af musikken (rytmen, der banker op gennem fodsålerne) .
Engang var der en anden ung dame, der blev markedsført med sine bare fødder, og også gjorde en fin figur ved Melodi Grand Prix. Nemlig Sandie Shaw, der vandt MGP i 1967 med sangen “Puppet on a string“. Med til den historie hører, at Shaw på det tidspunkt var en dalende stjerne på pophimlen, og sangen “Puppet on a string” var hendes managers idé. Den skulle puste nyt liv i karrieren – hvad den altså også gjorde – men Sandie brød sig ikke om den, fordi den var atypisk for hendes materiale. 
Den nu 66-årige barfodssangerindes materiale var præget af en udsøgt smag for gode, iørefaldende popmelodier, der sammen med hendes særprægede stemme sikrede hende stor succes i hjemlandet og det øvrige Europa i tresserne. 
En af hendes store fans var/ er The Smiths Steven Patrick Morrissey, der har en svaghed for tressernes store sangerinder. Og netop denne svaghed spillede en ikke ubetydelig rolle for bandets opløsning, idet Johnny Marr fra gruppen ikke kunne se nogen idé i at spille covernumre af gamle tresserhits. Ikke desto mindre inspirerede Sandie Shaw The Smiths til deres 1984-hit “Heaven knows I’m miserable now” (inspireret af Shaws ”Heaven Knows I’m Missing Him Now“). Og de optrådte også sammen ved flere lejligheder. 

 

Sandie Shaw synger The Smith: 

læst 28 gange

Retropop – med She & Him “Never wanted your love”

12. maj 2013

Jeg har slået på tromme for duoen She & Him før, og gør det gerne igen. For det er frydefuld retropop, der lyder som vor mor og far lavede det i tresserne – uden at falde i den sentimentale nostalgigryde.

læst 2 gange

Elvis i Stax-studierne

12. maj 2013

Der er åbenbart ingen ende på udgivelser med Elvis Presley. Selv om hans karriere er dokumenterert i detaljer på en lang række, flotte bokssæt, så er der stadigvæk noget af hente på arkivreolerne.
Til august udsender RCA Legacy således en 3-cd-boks med indspilninger, som Elvis foretog i de legendariske Stax Studier på McLemore Avenue i Elvis’ hjemby Memphis. Nogle af indspilningerne finder man på udgivelserne  Raised On Rock/For Ol’ Times Sake (1973), Good Times (1974), and Promised Land (1975). Den nye udgivelse, som Elvis-eksperten Ernest Mikael Jørgensen har været med til at lave, omfatter revl og krat af, hvad Elvis indspillede dengang i halvfjerdserne i “Soulsville USA”, som studierne populært blev kaldt. Her er en oversigt:
CD 1: The R&B and Country Sessions – The Outtakes:
    I Got A Feelin’ In My Body – Take 1
    Find Out What’s Happening – Takes 8-7
    Promised Land – Take 4
    For Ol’ Times Sake – Take 4
    I’ve Got A Thing About You, Babe – Take 14
    It’s Midnight – Take 7
    If You Talk In Your Sleep – Take 5
    Loving Arms – Take 2
    You Asked Me To – Take 3A
    Good Time Charlie’s Got The Blues – Take 8
    Talk About The Good Times – Take 3
    There’s A Honky Tonk Angel – Take 1
    She Wears My Ring – Take 8
    Three Corn Patches – Take 14
     I Got A Feelin’ In My Body – Take 4
    If You Don’t Come Back – Take 3
    Promised Land – Take 5
CD 2: The Pop Sessions – The Outtakes (Tracks 1-10) / The July 1973 Masters (Tracks 11-20):
    Mr. Songman – Take 2
    Your Love’s Been a Long Time Coming – Take 4
    Spanish Eyes – Take 2
    Take Good Care Of Her – Takes 1,2,3
    It’s Diff’rent Now (unfinished recording)
    Thinking About You – Take 4
    My Boy – Take 1
    Girl of Mine – Take 9
    Love Song of the Year – Take 1
    If That Isn’t Love – Take 1
    Raised on Rock (Hot 100 #41, Country #42)
    For Ol’ Time Sake (charts same as Track 11)
    I’ve Got A Thing About You Baby (Hot 100 #39, Country #4)
    Take Good Care of Her (charts same as Track 13)
    If You Don’t Come Back
    Three Corn Patches
    Girl of Mine
    Just a Little Bit
    Find Out What’s Happening
    Sweet Angeline
CD 3: The December 1973 Masters
    Promised Land (Hot 100 #14, Country #9)
    It’s Midnight (charts same as track 1)
    If You Talk In Your Sleep (Hot 100 #17, Country #6)
    Help Me (charts same as Track 3)
    My Boy (Hot 100 #20, Country #14)
    Thinking About You (charts same as Track 5)
    Mr. Songman (Hot 100 #35, Country #11)
    I Got A Feelin’ In My Body
    Loving Arms
    Good Time Charlie’s Got The Blues
    You Asked Me To
    There’s A Honky Tonk Angel (Who Will Take Me Back In)
    Talk About The Good Times
    She Wears My Ring
    Your Love’s Been a Long Time Coming
    Love Song of the Year
    Spanish Eyes
    If That Isn’t Love

læst 7 gange

Ian Dury – 71

12. maj 2013

Den engelske rock’n roller Ian Dury døde i 2000, 57 år gammel. Men han ville være fyldt 71 år i dag, hvis ikke en kræftsygdom havde sat en stopper for hans jordiske liv.
Dury stammede fra det norvestlige London og var en af de mange børn, der i efterkrigstiden blev ramt af polio. Men det lykkedes ham alligevel at klare sig gennem skoletiden og komme i gang med akademiske studier på Royal College of Art i slutningen af tresserne, og det var i tiden som kunststudent, Dury begyndte at spille musik. Først som medlem og grundlægger af Kilburn & the High Roads (1971-75) og senere med the Blockheads. 
Ian Dury & the Blockheads havde det held at ramme lige ind i new wave-bølgen, der rullede over Storbritannien og den vestlige halvkugle. Og bandet fik hurtigt ry som værende et af tidens mest interessante liveacts. Dury var forsangeren og tekstforfatteren til de mange poetisk legende, hverdagsagtige og sjove tekster. 
Det store gennembrud for bandet kom med millionsælgeren “Hit me with your rhythm stick” og det opfølgende album “New Boots and Panties” i 1979-80. I årene efter kunne Dury og Co. ikke helt leve op til successen, men Dury fortsatte med at skrive sang og indspille musik helt frem til slutningen af halvfemserne, hvor han blev kræftsyg. Blockheads gennemgik flere forvandlinger og opløsninger. 
Dury efterlod sig godt og vel en snes album ved sin død. Blandt disse er soloalbummet Lord Upminster fra 1981 værd at fremhæve. Det er på denne i dag svært opdrivelige plade, Dury gør op med formynderiet over for de handicappede i den uforglemmelige, selvbiografiske sange “Spasticus Autisticus“.

læst 5 gange

Burt Bacharach fylder 85

12. maj 2013

Det er realiter umuligt at nævne Burt Bacharach uden i samme åndedrag at sige: Hal David. For de to har været musikalske pot og pander siden de fandt sammen i 1957 i Brill Building i New York. Det var her den jødisk fødte Bacharach fandt sit lyriske supplement til sin kompositoriske talent. Og fra og med deres første store fælles hit, “The Story of my life” med Marty Robbins, gik det slag i slag og frem til i dag har de to leveret ca. 75 top-40-hits i USA alene. Plus det løse.
Selv om Bacharach/David har leveret sange til et hav af solister – fra Bobby Vinton (“Blue on Blue“) til Walker Brothers (“Make It Easy on Yourself“), så er det især det lange, frugtbare samarbejde med den konservatorieuddannede Dionne Warwick, de huskes for. Et samarbejde, der alene resulterede i 38 singlehits. Heraf ni top-10-hit. 
Bacharach og David tilhører den store, gyldne amerikanske sangskrivertradition, der har forsynet den amerikanske popmusiks sangbog med den ene klassiker efter den anden. Popsange, men også sange til jazzen og til det store filmlærred. 
I dag fylder Burt Bacharach 85 år, og i år markeres det med udgivelsen af en biograf – Anyone who had a heart (hvor Hal David selvfølgelig også nævnes på coveret og i bogen) – og endnu en opsamlingspladen. Til lykke til en stor sangskriver.

læst 6 gange

Mere Beatlemania: From me to you, d. 11. april 1963

11. maj 2013

På denne dag for 50 år siden udsendtes single “From me to you“/ “Thank you girl” med The Beatles på det britiske marked. Amerikanerne måtte vente en måned tid endnu. Singlen, der blev krediteret “McCartney-Lennon”, var Beatles’ første nummer 1-hit i Storbritannien.
Sangen er en af de relativt få Beatles-sange, hvor John Lennon spiller mundharmonika, og i følge Paul McCartney spillede sangen en afgørende rolle i sangskriverparrets udvikling som sangskrivere. Han er citeret for at sige: “The thing I liked about “From Me to You” was it had a very complete middle. It went to a surprising place. The opening chord of the middle section of that song heralded a new batch for me. That was a pivotal song. Our songwriting lifted a little with that song”.

læst 17 gange

For 43 år siden – Let it be

10. maj 2013

På denne dag for 43 år siden udkom The Beatles’ sidste (i hvert fald i udgivelseskronologien) album med den næsten besværgende title Let it be. Jeg har aldrig helt kunnet forlige mig med denne plade, selv om den rummer rigtig mange fine sange. Mine forbehold gælder især albummets overproduktion ved Phil Spector. Jeg tror, de fire Beatler ville have stået sig bedre ved at have ladet gode gamle George Martin stå ved knapperne. Og det senere remake Let it be..naked kunne godt tyde på det. Never mind, selv om det måske er et lidt uegalt punktum for bandets korte, glorværdige karriere, så sørger sange som “Get back“, “The long and winding road“, “Across the Universe” og “Two of us” for, at pladen ikke går i glemmebogen.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

læst 9 gange
læst 9 gange
Side 2 af 78912345678910...Sidste »