Ja, min generation… så I ved det…

20. oktober 2018

3 har læst indlægget

Jeg bekagler… (som At tænke sig ville sige)

20. oktober 2018

Men jeg har en del plader, jeg endnu ikke har fået anbefalet. Men bare rolig – det kommer i løbet af de nærmeste dage. Alt hvad jeg har modtaget bliver anbefalet – og fortjener det. Men, men, livet har slået nogle volter for en gammel mand. Dels er jeg blevet bedstefar for tredje gang. Og det er stort – skal jeg hilse og sige. Og det kræver også ens tilstedeværelse. Og så har der været alt det andet. Ledighed. Snarlig pensionering. Og alt det ved siden af.

Det skal ikke lyde som en dårlig undskyldning, men bare som en venlig reminder om, at bloggen kører som den plejer. Alle jer, der betænker bloggen med musik i fysik format, skal vide, at jeg sætter meget stor pris på det og hjertens gerne vil give mit lille bidrag til, at i får rigtig mange fans og lyttere. Bare at I ved det!

Nå, men lige for tiden er jeg også mest i det nostalgiske hjørne. Det er musikken fra “gamle dage”, der fylder mest i mit hovede. Tegn på, at jeg er gammel?! Måske. Men i hvert fald er det musikken fra 1950-1980, der fylder mest lige nu. Og lige i dette monent er det the Who, der presser sig på. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det.

5 har læst indlægget

Koncert: Genhør og -syn med Young Flowers – Altas, 19. oktober 2018

20. oktober 2018

[Foto fra gårsdagens koncert. Lånt fra Voxhalls hjemmeside. Fotograf: Jason Champney. Flere fotos her.]

Når man søger nostalgien, så skal man være forberedt på lidt af hvert. I går aftes overværede jeg Young Flowers Reunion-koncert nummer to her i Aarhus. Og sammesteds som sidst, spillestedet Atlas i den indre by.
Og der var, da bandet omsider indfandt sig på scenen godt og vel et kvarter over 21, tale om lidt af en deja vu-oplevelse. Lige fra sprechstallmeister/konferencieer Peter Ingemanns indledende ord om tiden dengang, der måske/måske ikke var en svunden drøm – til sætlisten, der næsten var identisk med den, der blev brugt sidste gang i 2015. Og det satte mig i gang med spørgsmålet: Holder reunion-ideen? Eller rettere: Hvor længe?

For gendannelser er jo almindelige her trekvart århundrede efter rockens opkomst i den vestlige verden. Og man kan sige, at der er to slags. Der er den gendannelse, der alene vil dyrke fortiden. Og der er den gendannelse, der vil samle tråden fra fortiden op og videreudvikle projektet.

Young Flowers hører mest til den første kategori. Trieon vil glide tilbage til de skønne år omkring 1970 og vække lyden og stemningen fra dengang til live. Og det er da også det, trioen er allerbedst til. Når det kører bedst for Ingemann (sang og bas), Søren Berlev (trommer) og Peer Frost (guitar), så genfinder de – i hvert fald momentvis – magien fra de unge år. Og det skete denne aften, da de spillede egne, gamle numre, fx klassikere “Oppe i træet” eller den indledende “Drømmesyn”. Og måske allertydeligst, da de fortolkede nogle af forbilledernes numre. Især da de kastede sig over Creams “Sunshine of your love” og et stykker mere, hvor det – for mig i det mindste – blev helt klart at netop Cream var og er forbilledet og målestokken. Selv om Steppenwolf, Jimi Hendrix, Led Zeppelin m.fl. også har farvet lyden. Jovist, Young Flowers er allerbedst, når de læner sig trygt tilbage mod den inspiration, de først fandt.
Men der var også et par ting, der pegede på, at denne reunion måske også kunne pege i retning af en fornyelse.
Dels spillede bandet en nyskrevet nummer om samfundsudviklingen i vores tid (hvis jeg hørte rigtigt hed nummeret noget i retning af “Hej ræk mig lige whiskyen”…). Men desværre var det et ret ordinært rocknummer. OK, men så heller ikke mere.
Dernæst gav Ingemann – under Creamafdelingen – Søren Berlev mulighed for en (også for) lang trommesolo, der i hvert fald ikke lagde så meget som en centimeter til det, Young Flowers har at byde på. Så sammenlagt peger disse to “nyskabelser” mest af alt på, at Young Flowers skal blive ved deres læst som gendannelsesorkester: At holde sig til fortidens ubestridelige bedrifter som psykedelisk bluesrockorkester.
Ovenstående overvejelser skal ikke forstås negativt, for Young Flowers er et herligt orkester på de beskrevne præmisser. Et orkester, der stadigvæk har meget at byde på – ikke mindst for yngre generationer (denne aften var seniorerne – af hankøn – i klart overtal). Og Young Flowers er et vidnesbyrd om, hvad musikken dengang udrettede.

Aftenens koncert gjorde også en anden ting klart, nemlig at guitaristen Peer Frost spiller en helt central, afgørende og vigtig rolle som den, der med sit forvrængede, ekspressive, udforskende guitarspil er den, der kan garantere, at magien fra gamle dage nu og dag viser sig, medens Ingemann og Berlev lægger den seje, solide, indforståede bund under elguitarens ekskursioner i lyduniverset. Og så er Peter Ingeman en forbavsende god sanger, der virkelig kan trænge igennem lydmuren. Her trykker alderen bestemt ikke.

Siden sidst har Young Flowers udgivet en live-reunion-plade, så man kan høre, hvad de har at byde på, hvis man ikke kan se dem live eller foretrækker at høre dem på vinyl eller cd. Men aftenens koncert understregede også, at Young Flowers bedst indtages på slap line på en koncertscene. Så: Ud af sofaen næste gang de er i nærheden!

 

2 har læst indlægget

Medens min guitar stille græder…

19. oktober 2018

 

Vi nærmer os datoen for fejringen af 50-året  for the Beatles’ såkaldte Hvide Album. Og et par smagsprøver på ekstramaterialet er allerede sluppet ud, nemlig disse to demoudgaver af George Harrisons “While my guitar gently weeps”.

5 har læst indlægget

Candi Staton på verdenscaféen

19. oktober 2018

I 2009 fik jeg for alvor ørerne op for soulsangerinden Candi Staton, fordi en bladneger havde taget sig sammen, lyttet og skrevet noget, der var været at læse om netop Candi Staton. Her er hun så på World Cafe, og hun er ikke blevet dårligere siden dengang.

2 har læst indlægget
2 har læst indlægget