Annisette – til lykke

4. december 2019

13 personer er blevet hædret med Statens Kunstfonds livsvarige ydelse (på ca. 160.000 kr. pr. år). Blandt dem Annisette, der gennem mere end 50 år har ladet sin særprægede og kraftfulde stemme lyde, ikke mindst i sammenhæng med bandet Savage Rose. Og hun har altid – som bandet i det hele taget – været i opposition til det establisment, som Statens Kunstfond er en del af. Og det er vel udtryk for, at Statens Kunstfond primært skeler til de kunstneriske kvaliteter og ikke kunstnernes holdninger til samfundsmæssige spørgsmål (selv om de ting kan være svære at adskille i nogle kunstneriske sammenhænge).

Listen over årets modtagere ser således ud:

Flemming Quist Møller: Tegner, musiker, forfatter og filmarbejder og far til folkekære karakterer som Cykelmyggen Egon og Jungledyret Hugo.

Mette Moestrup: Nyskabende og eksperimenterende digter og forfatter med en række teaterforestilinger, digtsamlinger, børnebøger og kollektive skriveeksperimenter i porteføljen.

Annisette Koppel: Sanger og sangskriver, medskaber af over 170 værker med Savage Rose og en unik stemme i dansk musikliv.

Jesper Kongshaug: Internationalt anerkendt lysdesigner til alt fra teatre og operaer til events og offentlige pladser.

Carsten Thau: Idéhistoriker og professor i arkitektur. Forfatter, forsker og en af de største formidlere af arkitektur herhjemme.

Anita Jørgensen: Billed- og installationskunstner med en perlerække af materialebevidste installationer og værker i det offentlige rum. Blandt andet Byens Bro i Odense.

Jette Gemzøe: Tekstilkunstner, hvis tekstiler udsmykker store offentlige institutioner og private virksomheder herhjemme og i udlandet.

Peter Adolphsen: Forfatter, der siden 1996 har skrevet noveller, eksperimenterende fiktionsprosa, sci-fi romaner og flere billedbøger til børn.

Kristine Jensen: By- og landskabsarkitekt, der har sat præg på vores fælles landskab. Blandt andet med renoveringen af Prags Boulevard i København, landskabet omkring det nye Moesgaard Museum uden for Aarhus og monumentområdet i Jelling.

Jesper Fabricius: Billedkunstner, der står for udstillinger på tværs af medier som fotografi, eksperimentalfilm, maleri, installation, grafik og collage samt kunsttidsskriftet PistProtta og forlaget Space Poetry

Karsten Fundal: Komponist, kendt for sine symfoniske orkesterværker og kammermusik og interessante samarbejder, herunder musik til flere spillefilm.

Thomas Agerfeldt Olesen: Cellist og komponist af orkestermusik og kammermusik, heriblandt syv strygekvartetter samt operaer. Hans værker er blevet opført verden over.

Nikoline Werdelin: Tegner og kvinde bag de tegnede tidskrøniker Homo Metropolis, Café og Rose, Laura og Nugga i Alt for Damerne og Politiken. Desuden en produktiv dramatiker og sceneinstruktør.

Til lykke til Annisette og alle de andre.

1 har læst indlægget

En Dør fylder 75

3. december 2019

John Paul Densmore, trommeslager og sangskriver i The Doors, fylder 75. Densmore var med i The Doors hele vejen, og spillede efter Doors-tiden sammen med kollegaen Robbie Krieger i The Butts band, der fik lavet to album først i halvfjerdserne. I firserne forlod han musikken til fordel for dansen.

2 har læst indlægget

Julemusik?

3. december 2019

To amerikanske internetsider har lavet lister over de 25 juleplader, de mener, er de bedste. Selvfølgelig er de allesammen amerikanske. Den ene vælger Phil Spectors juleplade, den anden Nat King Coles. Men, skal det være julemusik (hvilket det ikke nødvendigvis skal…), så foretrækker jeg til enhver tid danske julesange og -salmer og – hvis der er brug for mere – britiske Christmas carols. Gerne sunget af kor – fx DR PIgekoret eller et af de mange drengekor, som englænderne har.

2 har læst indlægget

Capac anbefaler: Ise – Født på kanten

2. december 2019

At have deltaget i tv-programmet “X-factor” er ikke ensbetydende med, at man har den der “x-factor”. Men det udelukker det heller ikke. Og Ise, der var med i programmet i 2011 er et godt eksempel på, at man sagtens kan have noget på hjerte, selv om man ikke lige vandt den der konkurrence.

Efter sin deltagelse udsendte Ise, der til daglig hedder Annelouise Adolph, albummet Kø på Himalaya. Og nu følger hun så op med EP’en Født på kanten.

Hvad det er for en kant, Ise er født på, er jeg ikke helt sikker på. Ud-kanten? Livets kant? Selv skriver Ise i sangen, der giver titel til pladen: “Jeg er født på kanten af kortet/ Med fare for at falde ud af kurs/ Jeg er født som plaster på såret/ Med tidsfordriv og kedsomhed/ Og frihedstrang på min samvittighed“. Ja, måske er den kant, der er tale om, i virkeligheden den kant, vi alle som unge mennesker skal balancere på i vores forsøg på at finde en mening med galskaben (livet!), i vores søgen efter at finde en balance, fast grund under fødderne og noget at holde fast i. En søgen, der – i Ises tilfælde – er drevet af “frihedstrang” og en grundliggende tro på, at det nok skal gå, at det nok skal lykkes med at finde den der balance.

Sangteksterne vejer tungt på Ises plade. Det er ligefremme sange uden litterærlige tilbøjeligheder. Selv om Ise  nok har skelet til sine forbilleder (fx Anne Linnet), så er hendes tekster helt deres egne i deres ukunstlede, hverdagsagtige beskrivelse af en rastløs og dog tillidsfuld søgen efter mening med det, vi kalder livet.: “Jeg er ingen PJ eller Emmylou, jeg ved det godt/ Jeg er kun mig selv, måske en smule lunefuld” (“Frie hjerter”). Det er ganske normalt at være født på kanten og bevæge sig ad den. Det kan der komme ganske gode sange ud af.

Musikalsk byder Ise på poppet sanger-sangskrivning med klare popelementer, der sagtens ville kunne klare sig på diverse playlister rundt omkring. Men egentlig er der mere tale om en slags voksenpop i sin vorden – som fortjener at blive lytte til i de små hjem, hvor grammofonen snurrer. Hermed anbefalet.

Ise. Født på kanten. Produceret af: Ise & Rasmus Glendorf. Ise Rec. Er lige udkommet.

 

 

6 har læst indlægget

Nostalglimt: Science Fiction som dukketeater

2. december 2019

Den forrige episode af den britiske krimiserie Endeavour, der følger den unge kriminaldetektiv Morse, foregik i tiden omkring den første amerikanske månelanding. Og miljøet var tilsvarende et, der bestod af rumfartsforskere og nogle tv-folk, der lavede en tv-serie med dukker i snore. En science fiction-serie. Og det sendte mig straks tilbage tll dengang i tresserne, hvor tysk tv – der som bekendt var en af mine væsentlige kilder tll kulturelle oplevelser – sendte en tilsvarende serie. Jeg er ikke sikker på, hvad den hed på tysk (det kommer nok…). Men jeg tror den britiske titel var Thunderbirds.

Det var længe før computeranimation og lignede var noget, man havde opfundet. Vi befandt os et sted mellem Jules Vernes fantasiverden og dansk tv-dukketeater med snoretræk. Alligevel kunne disse primitive serier sætte gang i en drengs fantasier og drømme om erobring af det ydre rum. Fantasien lader sig nøje med lidt, når det kommer til stykket – selv om vor tids ungdom nok ikke tror på den påstand.

3 har læst indlægget
3 har læst indlægget