CAPAC

John Sinclair var en af tressernes og halvfjerdsernes fremmeste repræsentanter for den såkaldte modkultur. Han blev manager for bandet MC5, hvis politiske rockmusik han sympatiserede med. Og så var han kendt som en af den førende fortalere for legalisering af marijuana, medlem og medstifter af den politiske bevægelse Det Hvide Panterparti (et modstykke til Black Panther-bevægelsen), digter og aktivist. Han blev arresteret i 1969 og idømt ti års fængsel for besiddelse af to marijuanacigaretter, og det var tredje gang han blev arresteret for den forbrydelse. Det gav genlyd i medierne, hvor blandt andre John Lennon og Yoko Ono forsvarede ham åbenlyst. Og et par dage senere blev han løsladt fra fængslet.
Han døde 82 år gammel den 2. april af hjertesvigt og nåede at opleve, at marijuana blev legaliseret i hans hjemegn og andre delstater i 2018.

Det brude ikke være nødvendigt at præsentere Richard Thompson. Guitarist og sangskriver og grundlægger af Fairport Convention. Og siden tresserne en markant og indflydelsesrig musiker i hjemlandet England. Efter at have forladt Fairport Convention, som han havde været med til at danne i 1967, i 1971, gik han solo og lavede et duosamarbejde med sin daværende partner Linda. Den duo holdt i seks succesfulde år med højdepunkter som Want to see the bright lights tonight (1974) og  Shoot out the lights (1982), hvorefter Thompson har haft en lang solokarriere. Om de første dannende år kan man passende læse den autobiografiske Beeswing: Losing my Way and Finding my Voice, 1967–1975 . I maj måned i år udkommer Thompsons seneste soloalbum – et dobbeltalbum – Ship to shore. Han har arbejdet sammen med masser af musikere siden Fairportdagene, men har eller plejet sin succesfulde solokarriere. Og nu fylder han så 75 og har vist ingen planer om at gå på pension.

Frank Bach har gjort mig opmærksom på, at trommeslageren og slagtøjsspilleren Gerald “Gerry” Conway er død i en alder af 76 år. I 1970’erne var han med i Cat Stevens backingband, i firserne spillede han sammen med Jethro Tull og siden hen kom han med i Fairport Convention (1988-2022). Dertil skal lægges arbejde som studiemusiker. Og så var han gift med sangerinden i hæderkronede Pentangle,som han i øvrigt også spillede sammen med, Jacqui McShee.
Som mange andre førende musikere fra sin generation stod Gerry i lære hos Alex Korner, inden han kom ind i kredsen omkring Sandy Denny og Trevor Lucas (Fairport Convention og Fotheringay) og blev en del af det engelske folk-rock-miljø, hvor han trivedes som en fisk i vandet og spillede sammen med de toneangivende navne. Gerry døde af en neurologisk lidelse den 29. marts.

Det har været lidt sløjt på krimi-tv-serie-fronten længe -eller også har jeg bare overset noget i min bestræbelse på at netsætte mit tv-forbrug. Og det er nok det sidste, der gør sig gældende, når jeg først nu er rigtig kommet i gang med serien mcDonald & Dodds, der netop har haft premiere på DR med fjerde sæson, hvoraf jeg har set de to første afsnit.
Og til min fornøjelse må jeg meddele, at serien lever op til de ganske høje forventninger, jeg har til krimi-serier fra BBC og konkurrenten ITV.
Meget følger traditionen for tv-krimier. Vi har at gøre med to umage kolleger. -Taka Gouveia har rollen som politidetektiven (DCI) lauren McDonald, der er kommet til politiet i Avon og Sommerset, Bath nærmere bestemt, med god erfaring fra almindelig politiarbejde. Og her er hun sat sammen med den forsigtige, lidt sky politiassistent (DS) Dodds, der ikke rigtig har haft erfaring fra politiarbejdet i gadehøjde det sidste årti. Og en sådan umage duo er der mange eksempler på i britisk krimi.
Noget andet man genkender er det forfinede, detaljerede og meget inciterende arbejde med plottet og dets udvikling, som allerede antydes med introens leg med labyrintmetaforen. Intet er som man tror ved første øjekast. Et tilsyneladende tilfældigt drab på en buspassager udvikler sig til en historie om bluesmusikeren Robert Johnsons mytologiske handel med djævelen i et vejkryds. og i en anden episode udfolder drabene på to kvinder sig til en historie om organiseret kriminalitet og intrikate familieforhold. Og undervejs spiller selv de mindste faktuelle forhold en vigtigt rolle i optrævlingen af mysterierne – og netop den lidt forsigtige Dodds har sans for det forhold, at djævelen findes i detaljen.
Skuespillet er – også forventeligt – upåklageligt. Ikke kun hos de medvirkende kendte skuespillere, men også og i særdeleshed hos de to hovedrolleindhavere, der supplerer hinanden på fineste vis i deres store forskellighed.
Det er en serie, man som krimifan kun kan bifalde, fordi den er så god som de bedste inden for genren. Og jeg kan kun håbe på, at sæson fire ikke bliver den sidste.

En meget stor del af den danske befolkning kommer på et tidspunkt i deres liv i kontakt med psykiatrien som følge af forbigående eller kroniske  psykiske lidelser. Og derfor kender vi alle nok nogen, der har været den vej forbi. Min egen mormor tilbragte hele sit voksne liv på det lokale psykiatriske hospital og flere jeg kender er blevet ramt af psykiske problemer, der har krævet psykiatrisk behandling. Også sanger, sangskriver og musiker Jokim Lykke har fået psykiatrien tæt ind på livet, idet han mistede en god ven – den hjemløse unge Christian, der med sit umiddelbare væsen vinder Joakims venskab, men siden ender sine dage som følge af en ovedosis. Men Christian har sat så stor et af- og indtryk på Joakim, at han dels har været medstifter til Potentialehotellet, et forsorgshjem for udsatte unge, og dels har søsat et støtteprojekt for landsforeningen for psykisk sundhed SIND. Og for at sparke projektet igang har Joakim skrevet og indspillet sangen “Highway 15”, der fortæller en historie om, hvad der kan slå et ungt menneske ud af kurs og ud i psykiske problemer. Det er en stille, melodiøs sang i bedste singer-songwriter-tradition som sikkert vil kunne vække genklang hos alle dem blandt publikum, der selv har en rem af huden eller kender nogen, der har eller har haft det. En fin lille sang, der fortjener at være med på din playliste – og radioens – og sikkert vil være med til at skabe større sympati for foreningen SIND. Hermed varmt anbefalet.,

Highway 15 udkom officielt den 28. marts og du kan se og høre videoen her.

Og i den anledning bringer jeg her vennen og musikmakkeren Finn Olafssons mindeord, der fortæller,

hvad der er værd at vide:

Mindeord om guitarist, komponist, tekstforfatter, guitarist, sanger og violinist Anders
Roland. Af Finn Olafsson.
Anders Roland, født 30. november 1950, er sovet ind på Nykøbing Falster Sygehus den 27. marts
2024 efter kort tids sygdom.
Min guitar- og komponistmakker gennem mange år er gået bort.
Anders Roland var en stor musisk personlighed, en guitarist og komponist med sans for selv de
allermindste detaljer og med en ubændig trang og tålmodighed for at opnå det ønskede kunstneriske
udtryk.
Anders voksede op i Gl. Lejre ved Roskilde. Han dannede Hvalsøspillemændene (1972-79)
sammen med Steen Rasmussen (Wikke og Rasmussen), som udgav tre albums med skiftende
besætninger. Blandt musikerne i bandet var Mathilde Bondo, Peter Viskinde og Jens Rugsted.
Anders skrev musikken, Steen teksterne.
Anders debuterede som solist på albummet ”Sig hvad du tænker på” med egne sange i 1981. Kort
efter begyndte han sit mangeårige samarbejde med Erik Grip, hvis makker og modstykke han var i
lange perioder i 80erne og 90erne.
Anders kontaktede mig i 1983, efter at vi hver især havde optrådt i en juleradioudsendelse, han med
Erik Grip og jeg solo og med Lars Lilholt, og spurgte om ”det kunne være en ide at prøve at spille
sammen”.
Det kunne det! Den 16. januar 1984 øvede vi sammen første gang og samme år indspillede og
udgav vi vores første guitar-duo-album, Sight-seeing’, og spillede de første 41 koncerter rundt
omkring i landet!
Vores duosamarbejde fortsatte indtil 1991 med talrige koncerter i ind- og udland, flere albums,
”Feriedage” (1986) og ”Globetrotter” (1988). Vi skrev musikken til DR serien ”Johansens sidste
ugudelige dage” med titelsangen ”Himlen over dig”, sunget af Jytte Pilloni, skrev jingles til
børnenes julekalender og til mange andre DR-udsendelser og kortfilm og arbejdede sideløbende
sammen på produktioner med i.e. Erik Grip, Tony Vejslev, Annika Hoydal, Thomas Kjellerup og
Lasse & Mathilde.
I 2000 genoptog vi vores samarbejde. Vi plejede at kokettere med, at medicinalfirmaet Lundbeck
A/S betalte vores opøvning: En medarbejder havde hørt os spille dinnermusik ved en åbning af en
restaurant i Roskilde og ville hyre os til et firmamiddagsarrangement for IT-medarbejdere.
Arrangementet i Roskilde var den eneste gang, vi havde spillet dinnermusik, og medarbejderen
vidste i øvrigt ikke, at vi havde holdt pause i 9 år! Men det satte os i gang igen. Først udkom
albummet ”Tilbage til nutiden” med nye og gamle numre, derefter kom ”DUO” og ”BLUES” – og
endnu flere koncerter.
Vi indspillede også Anders’ soloalbums ”Liv, land & hjerte” (1993), guitaralbummet ”The
Wanderer” (1998) og ”14 sange” (2008) sammen. Seneste udgivelse var Anders’ korværk ”Herren
er min hyrde” med tekster fra Bibelselskabets nye oversættelse af ”Salmernes Bog”

Efter 2006 arbejdede Anders som solist, men han yndede i øvrigt duosamarbejder. Da vi holdt
pause i 90erne, spillede han sammen med Halfdan E, med bassisten Jimmi Roger Pedersen, med
Anders Mikkelsen, med Dorthe Diness, og i de seneste år også med rigsspillemanden Michael
Graubæk – og ved en enkelt lejlighed spillede Anders og jeg igen sammen: Det var i TV2 Øst
udsendelsen, ”Syng med på Øst”, da vores fælles ven, Ronnie Bille, i august 2021 inviterede os til
at spille ”Himlen over dig” og ”Nu er dagen fuld af sang”.
Tilbage står mindet om en nær ven, medkomponist og medmusiker, som flere gange i de senere år
sagde til mig, at ”hvis skal spille sammen igen, inden vi bliver for gamle, skal det være snart.” Men
sådan skulle det desværre ikke gå.
Anders efterlader sig fem børn, tre døtre, en søn – og en bonussøn.
Æret være Anders Rolands minde.

Jeg kan huske, at dengang fremkomsten af CD’mediet for alvor tog fart – og jeg omsider kom med på vognen med  afspiller – læste jeg, at musikeren Sting bifaldt det nye medie,

fordi han mente, at produktionen af vinylplader var en kilde til forurening og dermed en belastning af naturen og vores fælles livsvilkår. Siden dengang har vi set CD-mediet gå sin sejrsgang verden over og nu blevet en slags nicheprodukt, som man fravælger i stedet for at streame musik og som alligevel overlever som nicheprodukt blandt andet ved at producenterne satser på særlige udgivelser, cd-boks-sæt, særlige opsamlinger og meget andet. Og i mellemtiden har vinylpladen fået en renæssance, der også i høj grad lever højt på særlige udgivelser, specialudgivelser i forbindelse med Record Store Day, store og dyre bokssæt, picture dics og farvede vinyludgaver af gamle kendinge osv.  Og så er de nye vinyler ikke billige. Typisk skal man betale omkring 150 kr. for et almindeligt album og 250 kr og derover for dobbelt-album – og endnu mere for særlige presninger m.m. Jovist, musikbranchen viser igen sit sande væsen – når der er  penge at tjene, så skal man nok sørge for at presse de sidste dråber ud af forbrugeren.

Og så dukker en af vor tids store stjerner frem med krabasken og lader den danse hen over ryggen på dem – herinblandt mange berømte kunstnere – der tillader sig at udgive særudgaver af deres musik. Billie Eilish, der er en af vor tids helt store stjerner, går ind for “bæredygtighed” og fortæller til musikbranchebladet Billboard, hvordan hun er flasket op med den politisk korrekte holdning til forbrug med økologi, bæredygtighed osv., og hvordan hun i sin karriere satser på netop det. Og så siger hun blandt andet:

I can’t even express to you how wasteful it is. It is right in front of our faces and people are just getting away with it left and right, and I find it really frustrating as somebody who really goes out of my way to be sustainable and do the best that I can and try to involve everybody in my team in being sustainable — and then it’s some of the biggest artists in the world making f–king 40 different vinyl packages that have a different unique thing just to get you to keep buying more. It’s so wasteful, and it’s irritating to me that we’re still at a point where you care that much about your numbers and you care that much about making money — and it’s all your favorite artists doing that sh-t.

Ser vi bort fra den indlysende selvretfærdiggørende tankegang, der bærer denne svada (*jeg gør hvad jeg kan, men se på de store navne…), så har hun jo ret, pigebarnet. Der er mange store kunstnere, der tjener godt på at genudsende deres musik i nye udgaver, der kan friste svage forbrugere (fans…). Hvem siger nej til en ‘remastered’ udgave af en gammelt Beatles-album eller en bokssæt med hidtil uudgivne Dylan-sange fra en af mandens store perioder eller arkivmateriale fra Rolling Stones, David Bowie eller Neil Young!? Bare for at nævne et par stykker. Måske er problemet med Eilishs politiske korrekthed, at den kommercielle musikbranche altid og hele tiden har været fokuseret på profit. Og at kunstnerne altid har været henvist til at gøre, hvad de kunne for at tjene penge. Og i dag bliver denne kendsgerning bare understreget af, at kunstnerne stort set ikke tjener penge på streaming af deres musik og derfor er henvist til at satse på karoussellerne – i form af optrædener til skyhøje priser – for at kunne leve at deres musik. Og så – måske – få lidt i kassen i kraft af omtalte særudgivelser af vinyler, cd’er osv. Siden starten af forrige århundrede – cirka – har musikken været underlagt kapitalismens vilkår. Før nogen har tænkt over musikkens kulturelle betydning har den været genstand for profitjagt. Den historie hører man igen og igen, når man læser om populærmusikkens historie.

Det udelukker selvfølgelig ikke – på den anden side – at Eilish kan have en pointe i forhold til musikbranchen og dens klimabelastende virkelighed og med sit opsang må  få enhver kunstner til at overveje, hvordan han/hun kan give sit bidrag til at gøre vores fælles liv mere bæredygtigt.

Måske har nogle af læserne her bemærket, at DRs arkivside Bonanza er blevet erstattet af Gensyn. Det skyldes, at det seneste medieforlig i Folketinget fra 2023 har besluttet, at DR fremover skal skabe et særligt kurateret univers på DRTV. Og kurateret betyder i følge ordbogen: “udvælge (og arrangere) de genstande eller værker der skal udstilles på en udstilling typisk efter et bestemt princip eller tema“. Sagt på en anden måde, så skal DR ud fra ikke helt præciserede principper udvælge materiale fra deres store arkiv og viderebringe det i censureret form. Tanken er også, at arkivmaterialet som helhed skal gøres tilgængeligt for seerne i ikke-kurateret form via Det Kongelige Bibliotek. Forligstekster lyder i sin helhed:

DR’s arkiv skal ud til danskerne
En vigtig del af vores fælles historie findes i DR’s arkiver i form af ældre radio- og
tv-udsendelser. Vi skal have mulighed for at dykke ned i vores fælles historie og
blive klogere på den udvikling og de begivenheder, vi er et produkt af, samt det
samfund, vi er en del af. Der afsættes derfor 20 mio. kr. i 2023 og 30 mio. kr. årligt
i 2024-2026 til at give danskerne adgang til DR’s arkivindhold.

¤ Der etableres en søgbar adgang for borgere via Det Kongelige Bibliotek til
arkivmaterialet fra DR., Tilrådighedsstillelsen prioriteres således, at
arkivmateriale inden for kategorierne nyheder, samfund, aktualitet og debat
stilles til rådighed først.
¤ Det Kongelige Bibliotek skal i den forbindelse tilstræbe, at indholdet bliver så
søgbart som muligt og indeholder relevante metadata, samt at den digitale
kvalitet er så høj som mulig.
¤ Det Kongelige Bibliotek skal give adgang til arkivindholdet på en brugervenlig
måde, og det skal være mulig for borgere at tilgå indholdet hjemmefra og uden
login samt at dele indholdet.
¤ Det skal endvidere undersøges, hvordan dele af DR’s arkivindhold kan indgå i
lex.dk’s digitale leksika. DR og lex.dk skal beskrive en model herfor, som
afleveres til forligskredsen senest medio 2024 med henblik på efterfølgende
politiske drøftelser.
¤ Det undersøges, om det kan gøres muligt at benytte og dele DR-arkivklip på
andre platforme i de tilfælde, hvor det ikke berører andre rettighedshavere.
¤ DR skal derudover stille mere kurateret indhold fra DR’s arkiver til rådighed i
form af et selvstændigt univers på DRTV.
¤ DR’s skal præsentere arkivindholdet på sådan måde, at det er tydeligt og
fremtrædende og lettilgængeligt for danskerne at finde.
¤ DR’s forpligtelse til at opretholde DR’s nuværende arkivtjeneste, Bonanza,
bortfalder, idet de nuværende midler til finansieringen af Bonanza skal overgå
til finansieringen af formidlingen af arkivindholdet på DR’s platforme.
¤ Hertil forpligtes DR til at anvende midler, der er afsat til at styrke DR, til
arkivformål.

Det er selvfølgelig glædeligt, at arkivet vil blive alment tilgængeligt, så enhver borger frit kan søge efter det, der interesserer vedkommende. Det står endnu tilbage at se, hvordan det i praksis kommer til at ske. På den anden side kan det godt være lidt bekymrende, at DR skal kuratere det arkivmateriale, vi som seere skal præsenteres for. Så længe det ikke er helt tydeligt, hvilke principper, der skal gælde for kurateringen. Ganske vist tales der i forligsteksten om public service, der skal kunne samle os, danskerne,  omkring et fælles udgangspunkt i dansk kultur,
samfund og historie. Teksten taler også om, at “DR skal være garanten for indhold, der rager så højt op og har så meget kvalitet, at det er relevant og bliver brugt af hele befolkningen og dermed skaber fælles referencer og understøtter den demokratiske samtale i Danmark.” Når man så indtænker det forhold, at DR – ikke mindst siden opkomsten af konkurrenten TV 2 – i høj grad fokuserer på underholdning, ja sågar underholdning med ungdommen i sigte (sådan som generaldirektøren har slået til lyd for), så kan man godt blive lidt bekymret på kvalitetens og public service-tankens vegne. I forvejen er såvel “kvalitet” som “public service” to meget omstridte begreber i debatten som vores fælles medievirkelighed.

Konkret har Gensyns opdukken for eksempel betydet, at serien Huset på Christianshavn (1970-77) nu bliver genudsendt (for n’te gang). Håber ikke – seriens kvaliteter ufortalt – at det fortæller os noget om, hvor barren for kvalitet og demokratisk samtale skal ligge! Men lad os nu se, hvad DR finder på…

Og lad os håbe, at hensigten om fri tilgængelighed til arkivet via biblioteket bliver en reel mulighed, så seerne får en reel mulighed for at komme ned i materialet – også det, der er glemt og gemt fra monopolets dage. Det vil i hvert fald kunne sikre, at også ikke-kurateret indhold vil kunne komme frem og måske ligefrem berige det, der kaldes “den demokratiske samtale”.

Eller gammelmandspunk. Gerontopunk er min egen nyskabelse. Men hvorom alting er, så har Cocksparrer eksisteret mere end et halvt århundrede, medens kollegerne i Sham 69 rammer vendepunktet om et årstid, og kan derfor godt kaldes gamle mænd. Men punk er, som en bekendt altid understreger lige dele gør-det-selv-rock og attitude (fuckfinger, ordvalg og venstredrejet politisk orientering). Nyd dem.

Pigebørn er den danske titel på oversættelsen af Louise May Alcotts berømte roman Little Women (fra 1868). Og selv om titlen ikke er helt ude i skoven, så er den dog lidt misvisende, idet fortællingen om fire søstre og deres mor under den amerikanske borgerkrig i allerhøjeste grad handler om pigebørnenes transformation til små, voksne kvinder.
Romanen, der har fået klassikerstatus i Amerika som “pigebog”, “ungdomsbog” eller bog for “young adults”, er blevet filmatiseret mange gange. Senest har Greta Gerwig (der for øjeblikket nyder stor opmærksomhed for sin film Barbie) filmatiseret den i 2019. Og det er nok rigtigt at sige, at Gerwig står i gæld til den foregående version fra 1994, som australieren Gillian Armstrong stod for. Og det er netop denne næsten autoritative udgave, som DR tog sig sammen til at vise forleden.
Og det er en virkelig god filmatisering af den gamle roman. Med nogle af det årtis bedste unge kvindelige skuespillere – Winona Ryder, Claire Danes, Kirsten Dunst og Samantha Matthis – suppleret med stærke voksne kræfter – Sudan Sarandon og Gabriel Byrne m. fl. – får vi fortællingen om de fem kvinder, der lever et liv i relativ fattigdom, fordi faderen er gået i krig for Nordstaterne, og gennemlever et liv, hvor de bliver voksne og skal håndtere diverse konflikter og problemer. Det er et fint studie i kvindelighed anno dazumal, men også – måske – i kvindelighed i en mere transhistorisk og moderne forstand; i hvert fald tror jeg, at mange kvinder vil kunne genkende og spejle sig i mange af de unge kvinders oplevelser og problemer, selv om man ikke længere går i lange kjoler og er bundet op af rigide moralnormer. For en mandlig repræsentant for publikum som mig er filmen en gave, alene af den grund at den på alle leder og kanter er en feminin film – historie, instruktion, skuespil osv. Den er en særlig chance for at træde ind i et enestående kvindeligt univers, der alt for sjældent er genstand for filmisk bearbejdning. Alene af den grund kan jeg kun anbefale at man ser den.

Bo Green Jensen har skrevet en fin  oversigtartikel om bog og filmatiseringer, hvor han også får sammenlignet Gerwigs nye fortolkning med Armstrongs og tildelt Gerwig den feministiske førertrøje. Det kan diskuteres, men læs alligevel artiklen, der giver en god baggrund for at se filmene.

I dag har jeg så også set Greta Gerwigs film, som man kan finde på nettet som stream. Og den er mindst lige så god og – som Green Jensen er inde på – farvet af det nye årtusindes ny feminisme. Under alle omstændigheder: Und dig selv at se disse to fine film.

Jytte Abildstrøm – eller som hendes rette og fulde navn er: Jytte Laila Zabell Abildstrøm Mygind – runder de 90 år i dag. Når hun fortjener at blive omtalt her, så er det, fordi hun er en af de eferhånden få originaler, vi har i dansk kulturliv. En af dem, der altid er gået sin egen vej (fordi hun ikke har kunnet andet end det). Skuespillerinden i et hav af røller – fra revyer i de unge år til fjernsyn (Sonja fra Saxogade..) og film (Flyvende farmor) i de modne år. Og oven i det hele direktør for sit eget teater Riddersalen siden 1970. Et sted, hvor fantasi, kreativitet, originalitet og særpræget avantgardisme har været i højsædet.

Og så er Jytte også kendt som værende en foregangskvinde for et økologisk liv – med solfangere, kompostlokum og formidling af ideer om byøkologi.

Tænk sig – det er 19 år siden, jeg oplevede Nick Lowe (akkompagneret af Geraint Watkins) i Århus. Og manden, der kom frem med new wave-musikken i England (ikke mindst Elvis Costello pog Graham Parker) har ikke været hyperaktiv siden dengang. Den seneste plade fra hans sangskriverværelse er vist fra 2017. Og sådan er det måske for nogle, når de er kommet til års og kan leve fint af deres royalties; i hvert fald må han gerne lade høre fra sig igen.

Den engelske skuespiller og kampsportsdyrker Jason Statham har i nullerne været med til at puste nyt liv i en amerikansk filmgenre med action-helte – mænd, der primært udtrykker sig med næverne, skydevåben og deslige. En genre, der tidligere blev varetaget af skuespillere som fx Sylvester Stalone (Rambo), Arnold Schwarzenegger (Terminator) og Bruce Willis (Die Hard) og som stadigvæk kaster film af sig i Hollywood og omegn, fx i serien om Jack Reacher (Tom Cruise) og serien om The EQuelizer (Denzel Washington). Bare for at nævne nogle ganske få eksponenter for den snævre genre.
Og Statham har med succes taget handsken op fra de gamle action-helte; og er blevet hjulpet godt på vej af den engelske filminstruktør Guy Richie, der har brugt Statham siden sin anden spillefilm med Rub, stub og to rygende geværer (Lock, Stock and two smoking Barrels) og senest i den film, der her skal omtales Wrath of Man fra 2021. I mellemtiden har Statham slået sit navn fast med Transporter-trilogien, to film om The Mechanic og som medvirkende i The Expendables, hvor gamle action-helte får et opkog.
Og, hvis man skal være diplomatisk og flink, så kan man sige, at denne filmtype dybest set er bygget over en ældgammel skabelon fra amerikansk film, hvor en ensom mand (ofte fraskilt) på kanten af samfundet (som tidligere politimand, soldat eller efterretningsperson og lignende) kommer i konflikt med typisk nogle kriminelle, som han gør til genstand for sin egen personlige eller ligefrem private retfærdighedsopfattelse udrydder eller i hvert fald uskadeliggør. En type eller stereotyp, der går tilbage til efterkrigstidens enlige cowboys (Cary Cooper, John Wayne…), der også ved det moderne Amerikas begyndelse sørgede for, at en særlig retfærdighed kunne sætte sig igennem og være identifikationspunkt for biografpublikummet (og her især den mandlige del).
Og det er både filmenes styrke (genkendeligheden) og svaghed (forudsigeligheden). Når det alligevel kan have en vis underholdningsværdi – i det mindste for en gammel mand som mig der har været med hele vejen – så er det, fordi mange af disse film – lige som de beslægtede agent-film m. fl. – er blevet fortalt af kløgtige manuskriptforfattere og filminstruktører, der kan deres kram. Således i Wrath of Man, hvor Guy Richie forstår at fortælle historien om Patrick Hill – kaldet H – der påtager sig jobbet som transportør af penge for – viser det sig – at hævne sin søns død. Sønnen blev et uskyldigt offer for et overfald på en pengetransport, hvor Hill selv blev hårdt såret, men nåede at se drabsmanden i øjnene. der er sådan set ikke ret meget mere at fortælle om plottet; og vi følger Patrick Hill fra ansættelse i transportfirmaet til det endelige opgør med drabsmanden og hans kriminelle kolleger. Og helt efter bogen er handlingen både genkendelig og forudsigelig. Vi ved fra første scene, hvordan det vil ende, omend ikke helt præcist hvordan.
Og Richie fortæller historien ganske stramt og effektivt. Det eneste tidspunkt, hvor der er lidt slinger i valsen er, da han skal fortælle om det endelige røveri på pengetransport-centralen, hvor det er lige før klarheden og stringensen er ved at gå tabt for en kort stund. Det lykkes dog instruktøren af genvinde grebet hurtigt. Og filmen kan nå sit katharsiske øjeblik.
Man kan af mange grunde tage afstand fra den slags film. Dens mandebillede, der ikke passer ind i vor tids politisk korrekte, feministiske forestilling om mænd, dyrkelsen af vold og en bedaget forestillling om et individ, der kan sætte sig over loven og udøve sin egen retfærdighed, der bygger på en diskutabel og tvivlsom højere Lov. Og så videre. Men man kan også bare læne sig tilbage i sofaen og indtage filmen her som en vellykket stiløvelse inden for en populær, indtjenende filmgenre.

Når man bevidner den mest krigsgale statsminister siden Besættelsestiden og en regering, der er totalt tonedøv over for den klimakrise, vi står ikke bare over for men faktisk midt i; og oplever politikere, der først og fremmest tænker på at hytte deres eget personlige skin(d) gennem små taktiske svinestreger og narrerier; og oplever en ung generation, der på flere områder er plaget og præget af den retningsløshed og uforstand, som dansk politik befinder sig i nu om stunder – ja så kan man som gammel mand godt føle sig lidt hjemløs og fortabt midt i det hele og med Steve Winwood synge med på sangen om ikke at kunne finde hjem… Beklager men skulle lige af med lidt mismod.