Janis Ian – 70

7. april 2021

Janis Ian var kun fjorten, da hun skrev sin gennembrudssang “Society’s Child” om et tabuiseret romantisk forhold mellem to personer fra forskellige “racer”. Selv om sangen blev bandlyst mange steder og Ian fik verbale knubs for at have skrevet og indsunget den, så blev den en succes salgsmæssigt – og den blev startskuddet til en sanger-sangskriver-karriere, der stadigvæk er i gang (i år har Ian udsendt albummet “Hope”) og som har kastet mange klassiske sange af sig, bl.a. “At seventeen”, der vandt en Grammy i 1976.

4 har læst indlægget

Fint cover af en Peter Gabriel-klassiker

6. april 2021

3 har læst indlægget

Ødelagt gensyn med Harry Potter

5. april 2021

Den kommercielle tv-kanal 5 har fået den idé at sende alle filmene om Harry Potter hen over påskedagene. Fint tænkte jeg, så kunne jeg måske få genset dem og se, om de holder. Og det må jeg sige, at de gør. De er lige så opfindsomme og velturnerede som jeg husker dem.

Men glæden ved gensynet fik hurtigt et knæk. Jeg havde glemt, at kommercialismen kommer med en pris – nemlig reklamer. Store reklameblokke, der med jævne mellemrum afbryder filmen og tvinger publikum til enten at lave noget andet eller blive udsat for massiv hjernevask. Og denne hjernevask forstærkes af, at det typisk er de samme reklamer, der kører i blokkene. Reklamer for biler ogfor on-line-spil, kobineret med andre reklamer for alskens varer. Så man bliver i den grad mindet om, hvad den slags tv-kanaler lever af.

At det i sig selv er en lidelse at se reklamerne, giver næsten sig selv. Ja, man er tilbøjelig til at længes tilbage til dengang, hvor reklamer var noget man så i afmålte doser, inden filmen gik i gang i biografen. Dengang var det en slags indgangsritual til biograffilmen, i dag er det blot en tilbagevendende, ulidelig gene på tv. Men man kan selvfølgelig bare slukke for tv eller zappe over til noget andet. …

Nuvel, jeg får ikke set alle filmene om Potter i denne gang, så jeg må se, om jeg har dem liggende på DVD et eller andet sted, så et rigtigt gensyn kan etableres.




6 har læst indlægget

Sandie Shaw

5. april 2021

Omtalen af Petula Clark udløste et mindre jordskred af associationer i mit hovede. Associationer under overskriften popsangerinder. Og den første der dukkede op var Agneta Fältskog, der i øvrigt fylder 71 år i dag. Fordi hun altid har mindet mig om den lyse Petula Clark og måske også et eller andet sted har været inspireret af hende. Og derfor gik associationerne via Fältskogs sange videre til …Sandie Shaw, der bestemt fortjener at blive erindret for sine mange fine popsange, og for at hun sørgede for at sanger og sangskriver Chris “Yesterday Man” Andrews (78) vil blive husket, fordi hun har indspillet en række af hans sange. (Han lever i øvrigt i bedste velgående i Tyskland – og på Mallorca – hvor han har fået post-Brexit statsborgerskab og har en stor lokal fanskare). Og det bedste middel mod sådan et jordskred er at lytte til nogle af navne. Det er hermed gjort.




3 har læst indlægget

Ulf Lundell – Circus: Corona

4. april 2021

Faste læsere husker sikkert, at Ulf Lundell først på året gav corona-koncert på stockholmske Cirkus og på tv. Og nu har han så udsendt musikken fra koncerten på plade under titlen Cirkus: Corona.

Og medens vi er ved det, så kan man lige nu nyde Lundells koncert fra Berns i 2019 på tuben. Skynd dig, inden den bliver pillet ned igen – her.




10 har læst indlægget

Keith Richard i studiet

4. april 2021

“Music is a language that doesn’t speak in particular words. It speaks in emotions, and if it’s in the bones, it’s in the bones.” ― Keith

Herlig optagelse med gamle Keith Richard i studiet. Alderen trykker ham vist ikke, når han blot får lov til at lade musikken ‘tale’.




4 har læst indlægget

Petula Clark synger Queen

3. april 2021

Jeg faldt helt tilfældigt over denne sang med Petula Clark. Jeg kendte den ikke, men blev mindet om, hvilken fortræffelig popsangerinde Petula Clark (der nu er 88 år) har været og om, hvor mange af hendes sange, jeg ikke har lyttet til. Hendes diskografi er da også overvældende stor.

Det er ikke en rigtig  coverversion. Clark er langt fra Freddie Mercurys særligt dekadente stemme, men hun gør sangen til sin helt egen og synger – efter min mening – fortryllende dejligt.




6 har læst indlægget

50: The Kinks – Percy

2. april 2021

Lydsporet til filmen Percy blev endnu en af Ray Davies’ og the Kinks’ mindre succesfulde udspil. Og måske forklarer sammenhængen noget om den manglende effekt. Musikken på pladen er lydsporet til den britiske komedie Percy, der handler om den unge mand Edwin (spillet af Hywell Bennett), der rammes af en nedfaldende mand fra en bygning, hvorved Edwin får sin penis ødelagt. Derfor får Edwin verdens første penistransplantation. Han overtager den faldende og senere døde mands store penis, og den får navnet Percy. Den afdøde mand var en skørtejæger og dameven, og udstyret med Percy får Edwin nu succes hos damerne. Det ender dog med, at han gifter sig med donorens forsømte kone.

Jeg ved ikke om denne filmiske sammenhæng forklarer pladens manglende gennemslagskraft. Og noget andet er, at albummet slet ikke udkom i USA (som The Kinks som bekendt var udelukket fra i en længere periode). Men heller ikke i hjemlandet gjorde pladen sig på hitlisterne, selv om den kom både som LP, EP og single. Forklaringen er måske, som så ofte med The Kinks’ mindre successer, at Ray Davies og Kinks som altid gik deres egne veje, hvorved det enten ramte ved siden af tidsånden eller var forud for deres samtid. Og sjovt nok så blev filmen et stor succes i England i 1971 som den ottende mest sete biograffilm det år.

Set og ikke mindst hørt (lyttet) i bagklogskabens lys, så er det et overset album, der desværre er kommet til at stå i skyggen af forløberen Lola og efterfølgeren Muswell Hillbillies. Solide sange og – ikke mindst – instrumentalnumre (bl.a. en herlig orgeldomineret udgave af sangen “Lola”) og et enkelt nummer, hvor bassisten John Dalton synger for og laver en herlig, vellykket Elvis-imitation (Willesden Green).

Men siden er albummet kommet i flere nye, udvidede udgaver som tegn på, at albummet med tiden har vundet flere lyttere, hvilket er helt fortjent.




6 har læst indlægget

50: Blast Furnace

2. april 2021

Blast Furnace var Tom McEwan, Thor Backhausen, Niels Vangkilde og Arne Würgler. Og de fik kun indspillet et album, det med mr. Bobo på forsiden. Blast Furnace eksisterede kun godt og vel et år – 1971-72, hvor de indspillede en single og så albummet, der fylder 50. Derefter fortsatte Würgler et samarbejde med Benny Holst og de andre fortsatte i det reorganiserede Culpeper’s Orchard.

Pladen er noget af det bedste progressive rock, der kom ud af halvfjerdserne, og den fortjener at blive genoptrykt mere end tilfældet har været.




6 har læst indlægget

Paul, Iris og sangene

1. april 2021

Fotografiet ovenfor skal uden tvivl illudere nogle franske can-can-piger sammen med den franske kunstner og tegner Henri de Toulouse-Lautrec. Men det er en opstilling lavet mange år efter.

Læg dog mærke til pigen helt til venstre. Hun er ikke en hvem-som-helst. Det er nemlig Iris Caldwell. Og hvem er så hun, vil du måske spørge eller tænke?!  Navnet siger måske ikke så meget, men Iris Caldwell var Beatle-George Harrisons første kæreste. Beatles-arkæologen Mark Lewisohn fortæller i historien i første del af sit store bogværk om The Beatles Tune in.

Vi befinder os året 1958. The Quarry Men (forløberen for The Beatles) spiller i The Cavern i Liverpool. Og det er i tiden lige før George Harrison bliver indlemmet i The Beatles. En aften havde en ven af gruppen inviteret sin veninde Ann ud og bagefter spurgt, om de skulle gå i byen igen sammen. Hvortil hun svarede “Kun hvis du kan finde en ven til min veninde”. Og det var sådan George, der var knap 15 år, mødte Iris Caldwell, der var næsten 14 år gammel. Og efter to-tre stævnemøder tog Iris George med hjem til sine forældre. Og George var den første fyr, der kyssede Iris. Og det husker hun tydeligt den dag i dag.

Men ikke nok med det. Iris var søster til Rory Storm, i hvis gruppe Ringo Starr spillede trommer, og senere – 1962 – blev hun også kæreste med Paul McCartney. Til Lewisohn fortæller Iris, at Paul var mere interesseret i hende – der beskrives som en ‘vittig, køn, blond’, dansetosset søster til Rory – end hun var i ham. Hun var ikke rigtig interesseret i en ‘tup-pence-ha’penny’-guitarist (vi kan måske fordanske det til: en 25øres-guitarist)  fra en Liverpoolgruppe. I øvrigt var hun i gang med en karriere som danserinde (jf. fotoet ovenfor) og havde hemmelige stævnemøder med en af tidens popstjerner, Frank Ifield. Men det holdt hende altså ikke tilbage fra at have stævnemøder med Paul også. Joh Lennon kritiserede Paul for at køre et parløb med Frank Ifield, der var noget ældre end Paul.

Men der er mere til den historie. For Iris inspirerede Paul til at skrive en af de tidligste store Beatles-numre, nemlig “I saw her standing there”. Avisen The Mirror fortalte historien i 2012, hvor de interviewede Iris.

Iris var lige fyldt 17 og havde fået en invitation til at komme og demonstrere, hvordan man dansede The Twist ved et arrangement i Liverpool. Musikken blev leveret af et lokalt orkester – The Beatles. Og synet af den smækre Iris i kort nederdel, lange ben med fiskenetstrømper og højhælede sko inspirerede Paul til at skrive sangen, da han kom hjem. The Mirror hævder også, at hun senere – da forholdet til hende var slut – inspirerede ham til at skrive “Yesterday”. Sandt eller ikke (The MIrrors oplysninger bygger på Iris’ egne ord), i hvert fald har hun været inspirerende for den unge Paul.

[Iris Fenton]

“Well, she was just 17, you know what I mean, and the way she looked was way beyond compare, so how could I dance with another, when I saw her standing there.”

Men Iris’ forhold til musikken stopper ikke med the Beatles. Senere blev hun gift med sangeren Bernard Jewry, der først blev kendt som Shane Fenton (and the Fentones) og i halvfjerdserne som Alvin Stardust. En pige der blev noget ved musikken, selv om hun gjorde danse til sin karriere- og levevej.

 




6 har læst indlægget
6 har læst indlægget