Tv-krimi: Maigret

22. oktober 2019

På papiret ligner det nærmeste et umuligt projekt: At englænderne skulle kunne lave en seværdig tv-versionering af den ærke-franske forfatter Georges Simenons detektivserie om Jules Maigret. Men det er lige præcis, hvad de har formået med med ITVs nye udgave med Rowan Atkinson i hovedrollen.

På DR-tv kan speakeren ikke undlade at introducere seriens afsnit uden at nævne Atkinsons måske mest kendte figur Mr. Bean, men det er så upassende og forfejlet som det kan være. For som Jules Maigret viser Rowan Atkinson for alvor sine skuespilevner, som vi kun sporadisk har kunne birollepræstationer. Atkinson tager stille og roligt Maigret-figuren i besiddelse og gør denne til sin egen. Maigret er noget af en tørvetriller. En stille, tænksom, nærmest sky franskmand, der lever og ånder for sit job som detektivet hos politiet. Han har en sød, lille kone (spillet af Lucy Cohu), der er hans hengivne støtte i hans kald som detektiv. Og med sin pibe inden for rækkevidde og et hold loyale medarbejdere arbejder Maigret sig så stille og roligt (og for ledelsen som oftest for langsomt…) ind til sagens kerne i de ofte komplicerede sager.

Og ud over de fortræffelige skuespilpræstationer, så udmærker serien sig ved et lydefrit, særdeles detaljeret tidsbillede af er Frankrig i halvtredserne. Jeg kan ikke andet end imponeres over dette tidsbilledes iscenesættelse. Selv den mindste detalje er på plads, fx i det seneste afsnit, hvor en dansker er under mistanke for at have begået et mord på en jødisk juvelhandler. Danskeren er troende kristen og bruger sin bibel i sin livsførelse. Og i nærbillede ser man, at der faktisk er tale om en halvtredser-dansk udgave af Biblen. Og sådan er det hele vejen igennem. Det må have krævet både tid og en stor pengepung at få det på plads.

Jeg har set og ser mange af de bedste tv-krimiserier – svenske, britiske, walisiske osv. – og er efterhånden kommet frem til den fordom, at krimier er noget man ser på tv. For de fleste af de krimier, jeg har forsøgt at læse de seneste år, er dårligt skrevet – vurderet ud fra et litterært synspunkt. Fx skuffede en af Anne Cleves’ bøger om kriminaldetektiv Vera fælt. Det er mit indtryk at mange kriminalforfattere stiller sig tilfreds med at konstruere et mere eller mindre kompliceret plot og ikke skænker sprogbehandlingen de store overvejelser eller anstrengelser. – Om Georges Simenon holder skal jeg ikke sige, for det er mange, mange år siden, jeg læste noget af ham. Måske han skal have en chance igen?

Opdatering: I øvrigt er det ikke første gang, englænderne kaster sig over Maigret på tv. I starten af tresserne lavede man en serie med Rupert Davis i hovedrollen. I 1988 fik Richard Harris lov til at gestalte en aparte version af Maigret, og i 1992-93 var det Michael Gambon, der fik rollen i Granada Televisions udgave. Måske er det et udtryk for englændernes ambivalente forhold til fransk kultur, der markerer sig i denne kærlighed til Maigret-figuren?

42 har læst indlægget

Dansk rock for halvtreds år siden…

22. oktober 2019

Ad internetomveje kom jeg på sporet af en brunfarvet vol. 4 af bokssættet Dansk Rock Historie. Du kan se den her. Den er ikke udsendt på vinyl eller CD, kun som streaming (hvilket forklarer, hvorfor jeg ikke har været opmærksom på den indtil nu). Men opdagelsen gav anledning til at tænke lidt over, hvad dansk rock bidrog med i det mytologiske år 1969. Og efter lidt graveri, bl.a. i den gule og den lilla boks i ovennævnte bokssætserie afslørede, at vi bl.a. blev beriget med følgende plader:

Povl Dissing, Benny Holst og Beefeaters – Povl Dissing/”Nøgne øjne”

Burnin Red Ivanhoe – M144

Young Flowers – No. 2

Alrune Rod – s.t.

Beefeaters – Meet you there

Delta Blues Band – s.t.

Savage Rose – Travelin’

Og det er kun et udsnit af, hvad der kom på de store plademærker. For der kom fx også plader fra Spectator Records – se her. Men alligevel er der tale om holdbare, solide danske rockplader, der stadigvæk tåler at blive sat under pickuppen.

13 har læst indlægget

Capac anbefaler: Bo Schiøler & Skavankerne – Rekviem for Kraka. Sange fra et levet liv.

21. oktober 2019

Bo Schiøler har været så elskværdig at sende mig sit og Skavankernes seneste album, der bærer titlen Rekviem for Kraka. Kraka var den smukke og yderst kloge kvinde, som sagnkongen Regnar Lodbrog giftede sig med, og som viste sig at være ret meget klogere end Regnar selv. For Regnar kunne ikke nøjes med Kraka og giftede sig også med en anden og det resulterede i, at Kraka afslørede sin sande identitet, at hun var Aslaug og var datter af Sigurd Fafnersbane og Brynhild.

Men det er slet ikke det mytologiske, pladen cirkler om, men derimod – som undertitlen antyder – sange fra et levet liv. Sange, der portrætterer døde og levende mennesker, der hver især repræsenterer nogle “idealer” og “dyder”, som er lidt trængte i vores tid. Menneskelighed, sammenhold, solidaritet, menneskeret, ordentlighed, retfærdighed, fred, pacifisme, tolerance, accept, sameksistens, ligeværd, venskab, overbærenhed og mere i den dur. For nu at citere Bo selv. Og rekviem skal nok forstås i den almene betydning: en klagesang. Uden at det skal tages for bedrøveligt eller nedslående.

Nej Bo Schiøler ønsker – som på de andre her omtalte plader – at give lytterne en opsang og forholde sig kritisk til den uheldige udvikling, samfundet har taget. Det slås fast i den allerførste sang “Imens vi sov”, hvor kærligt svinger krabasken over udviklingstendenser – men også over os selv ‘de sovende’:

Imens vi sov

gik verden helt af lave

imens vi sov

blev fanden gjort til pave

godhed stod for fald

og skove stod i brand

de onde folk bestemte

over by og land

imens vi sov

[osv.]

Sangen kridter så at sige banen op med ord, der kærligt-kritisk fortæller os om en verden, der er ved at gå i svang og falde fra hinanden, medens vi sover på det døve øre. Og herfra følger den ene sang efter den anden, som varierer temaet. Der lægges ud med “En sur gammel mand” om den gamle mand, der er blevet bitter og skuffet over livet, er frastødende og støder verden fra sig, søger svar på meningen med livet og døden i det guddommelige og forsøger at holde det hele ud med stimulanser og sprut. En efterkommer af Jens Vejmand og en figur, vi alle kender fra vores nærmeste omgangskreds – eller måske endda fra os selv. En sur gammel mand, der med sin surhed og utilnærmelighed netop repræsenterer en uartikuleret kritik af det bestående i al dets elendighed.

Og herfra går det til “Jeg bor her ikke mer'”. En sang om en hjemløs eller boligudsat person, måske endda i overført betydning. Der er dårligt nok et spor efter personen, der boede der. Og igen er det den uheldige samfundsudvikling, der står for skud: “Du slap min hånd og sagde/ at tiden var til forandring/ så blev de del af en floik/ en flok lemminger på vandring/ i gåsegang gik I mod mørket/ – jeg ved at det er sandt/ for jeg mødte dig efter tæppe-fald/ og så dig ved jordens kant”.

Og herfra går det til den selvbiografiske sang om “B-film blues”, hvor sangskriveren drømmer sig tilbage til dengang, (B)film var noget, man så i biografen. Ved dobbeltprogrammet kl. 4 om eftermiddagen, hvor heltene på lærredet – fra Charles Chaplin og Anders And til de amerikanske cowboys – sætter drømmene i gang i hovedet på den mandlige biografgænger som forbilleder og idealer. Og hvor pigen ved siden sørger for, at drømmeriet ender i en B-film-blues, fordi hun hverken vil danse eller kysse. Et stykke nostalgi og søgen tilbage, hvor der – selv på lærredet – var mening med galskaben. Man vidste, hvordan handlingen ville forløbe og enden se ud. Modsat den virkelighed, vi lever i..

Og sådan fortsætter pladen gennem hele tretten sange. Bo Schiøler skriver sine sange lige ud ad landevejen. På et hverdagsnært, klart dansk, der undgår ethvert tilløb til det kunstnerisk søgte, men finder sit poetiske leje i det umiddelbare og konkrete. Og som på de foregående to anbefalelsesværdige albums er sangene indlejret i musikalske arrangementer, der trækker på gammeldags rock, pop, blues, jazz og andre folkelige musikformer. Og de skavankfrie Skavanker – der alle er rundet af Vesterbro Ungdomsgård, som Bo i mange år var leder af – leverer som sidst en loyal, lydhør, empatisk opbakning, ja, mere end det: Skavankerne er kongeniale fortolkere af Bos sangskat.

Rekviem for Kraka er et album, der selvfølgelig taler til og tiltaler den generation, som Bo Schiøler tilhører (Bo er årgang 1945). Men med sit dobbelte greb om nutiden og historien, sin usvigeligt humant-kritiske tilgang til sangenes emner og sine solide, vellydende og medrivende sange bør dette album nå langt ud over generationsgrænserne til alle, der holder af langtidsholdbar, velspillet sanger-sangskriverkunst. Hermed varmt anbefalet.

Bo Schiøler & Skavankerne. Rekviem for Kraka – sange fra et levet liv. Producer: Lars Schiøler. Sundance Music. Udkom d. 11. oktober 2019

 

 

70 har læst indlægget

50: John & Yoko – Wedding Album

20. oktober 2019

Man skal nok være lidt mere end almindelig Beatles- og John Lennon-fan for at have Wedding Album i sin samling. Hjertelyde, navnehvisken og interviews om Lennons og Onos Bed-In- og fredsprojekt. Tredje eksperimentelle album – efter Unfinished Music 1: Two Virgins og Unfinished Music 2: Life with the Lions. Pladerne var ikke tænkt som hitlistepotentialer, og det blev de selvfølgelig heller ikke. Derimod samlerobjekter for inkarnerede, nørdede Beatles-fans.

7 har læst indlægget

Hvor vil regeringen hen?

20. oktober 2019

Som tidligere udmeldt har jeg en forventning om, at den socialdemokratiske regering får lavet en klimalov, der foreskriver en reduktion af CO2-udslippet med 70%. Men det betyder selvfølgelig ikke, at der er andre områder, hvor man kunne håbe på en anden politik, end den vi har fået proppet ned i halsen de sidste par årtier under Venstre-regimet. Og regeringen har på en måde været fredet siden valget, fordi det gamle regeringsparti har ligget i splid, hvilket har trukket mediernes fokus væk fra Socialdemokratiet.

Men freden holder kun, det vidste vi godt, indtil finansloven kom på tale og på bordet. Det er finansloven, der fortæller vælgerne noget om, hvilken politik den siddende regering har tænkt sig at føre. Og inden for det seneste døgn har vi fået en ubehagelig forsmag på, hvad Mette Frederiksen og konsorter har tænkt sig. Nemlig at fjerne det såkaldte taxameterløft fra visse uddannelser.

Taxameterløftet på ca. 5000 kr. pr. studerende blev indført for nogle år siden, fordi uddannelser med laveste taxametertakst – typisk de såkaldt humanistiske uddannelser (sprog, filosofi m.v.) og samfundsfag – var “underfinansierede” og derfor havde brug for kompensation. Besparelsen løber op i ca. 290 millioner kroner. Og besparelsen skal ses i lyset af, at regeringen tidligt har meldt ud, at den ville fjerne det 2% omstruktureringsbidrag (en besparelse), som uddannelsessektoren var underlagt. Man giver altså med den ene hånd og tager med den anden. Og i øvrigt lovede Socialdemokratiet før valget, at taxameterløftet ville fortsætte efter valget. Så partiet lyver også og løber fra sit valgløfte.

Opdatering: Jeg har bemærket mig, at undervisningsministeren har forsøgt at forsvare løftebruddet med, at regeringen ikke kan nå at indfri sine valgløfter med det samme. Det kunne – hvis man tager de positive briller på – forstås som en udskydning af løftets indfrielse til en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor regeringen så vil leve op til løftet. Men det holder ikke. Hvis man virkelig mener, at man vil bibeholde taxameterløftet, så kan og skal man også finde pengene nu, dvs. åbent fremlægge sine økonomiske og skattepolitiske planer. I øvrigt har jeg også bemærket, at det ikke er første gang regeringen bruger dette kneb med at udskyde sine løfter. Men det gør bare ondt værre. En ting er løftebrud og løgne, noget andet er at lægge en ekstra løgn oven i i form at en retorisk finte.

Man kunne analysere meget mere på spørgsmålet om taxameterløft og hele taxameterfinansieringsordningen, der har en indbygget tendens til at underminere de uddannelser, der er underlagt den. Men vigtigere er det måske at tænke på, at besparelsen rejser et andet kildent spørgsmål, nemlig: hvordan vil Socialdemokratiet finansiere sin politik (og dermed finansloven)? Er regeringen fx villig til at ændre radikalt på skattepolitikken, således at landets mest ressourcestærke skatteydere (heriblandt erhvervslivet) kommer til at betale mere? Og det er netop på det økonomiske felt regeringen skal vise, hvad den står for sådan rent politisk. Partiets demokratiske grundlag – Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre – har allerede fisket efter udmeldinger på dette område. Og det ville jo klæde regeringen, hvis den – inden finanslovsforhandlingerne for alvor går i gang – meldte ud, hvilken økonomisk politik, den ville føre. Så ville regeringens demokratiske støtter have noget at arbejde ud fra. Er regeringen mere “Anker Jørgensen” end “Helle Thorning Schmidt” kunne man også spørge?

Vi følger udviklingen fra sidelinjen og forventer stadigvæk at få den ambitiøse klimalov.

6 har læst indlægget
6 har læst indlægget