Capac anbefaler: The Great Dictators – One Eye Opener

17. maj 2020

Women hed trioen The Great Dictators’ seneste album, som jeg var så heldig at anbefale i november 2016. Det var et album, der dyrkede de mørke sider af livet og musikken. Civilisationens bagside af medaljen kan man sige. Siden dengang har bandmedlem og forsanger Dragut Lugalzagosi været igennem en svær depression, som man set i bagklogskabens lys godt kunne spore ansatser til på Women.

Og den nye plade One Eye Opener fortsætter, hvor Women slap. Igen befinder vi os – tekstligt og musikalsk – i et mørke- og skyggeområde, et post-punk landskab, hvor de musikhistoriske pejlemærker og koordinater er Velvet Underground, Joy Division (og New Order) og Kraftwerk. I en egensindig og stilbevist opdateret indie rock-udgave. Og tekstligt spalter mørket sig i en introvert og en ekstrovert o rientering, som ganske fint skitseres i titelsangen:

your world is ending

hell is a new beginning

democracy is a cute little lie

here comres the tide

here comes the tide

to wash us away

there was one eye open

everybody’s dyring

everybody’s dying

to feel something

everybody’s dying

everybody’s dying

to feel something

keeping up apperance

keeping down the sickness

was it at clash of a melting together

again today, when people met

here comes the tide…

everybody’s dying

everybody’s dyring to feel something…

mama’s little man don’t feel to good

mama’s little man don’t feel to good

someone asked for some change

the someone took the money and ran away

everybody’s dying

everybody’s dying

Noget er helt galt. Både indvendig og udvendig. Teksten nærmer sig næste noget psykotisk eller i hvert fald psykopatologisk i sin anonymt-personlige beskrivelse af en verden af lave, hvor helvede åbner sig, meningen skrider og ‘alle dør’. Måske kan man gå så vidt som til at påstå, at denne sang og flere andre på pladen indkredser og beskriver noget ved tidsånden i den tid, vi lever i, hvor melankoli, depression, (døds)angst og livslede er blevet nærmest generelle diagnoser.

Heldigvis underbinder og -støtter musikken ikke kun tekstuniversets mørke, men udgør også noget kontrapunktisk. Noget, der peger mod lyset og opad. I forgrunden finder vi Lugalzagosis markante stemme, der indtrængende og til tider næsten slæbende foredrager teksterne, og omkring stemmen bygges musikken op, bestående af både elektroniske instrumenter og maskiner og analoge ditto. Og The Great Dictators har helt sikkert fundet deres specielle udtryk og lyd på denne plade, selv om sporene fra de store mestre fra de foregående mange årtier ikke lader sig udviske.

Der er både langsomme numre og numre med mere skub og fremdrift i. Det er intelligent indie rock, der kender sit musikalske ophav, står ved det og rendyrker sin egen nichestil.

Samlet set er One Eye Opener en overbevisende plade, der smukt skriver sig ind i den række plader, der beskriver den såkaldte post-punks historie. Og en plade, der fortjener at have sin plads blandt disse på musikelskerens grammofonpladehylder. Hermed varmt anbefalet.

 

The Great Dictators. One Eye Opener. Producer: Dragut Lugalzagosi. Celebration Records. Er udkommet.

 

16 har læst indlægget

Wilco båndet i Mexico

16. maj 2020

New Yorks båndentusiaster nåede at opsnappe Wilco, da bandet i januar gav koncert i Mexico, inden en vis virus satte en stopper for den slags løssluppenheder.

1 har læst indlægget

John Prine i kvindehænder

16. maj 2020

Umiddelbart ville man måske sige, at det var et umage par – John Prine og den unge, rebelske countrymø Miranda Lambert. Men lige få umodståelig fræk og rebelsk, hun er, lige så fint får hun tilegnet sig Prines sang “That’s the Way the World goes ’round”, gjort den til sin og sat sit eget musikalske og feminine aftryk på den. Det klæder Prine at blive rocket op og få en let vrissende kvindestemme til at udtrykke sangteksten.

PS. Sangen er en af to coverversioner, som Miranda Lambert har på sit tredje album Revolution.

2 har læst indlægget

Astrid Kirchherr er død, 81 år

16. maj 2020

[Astrid Kirchherr sammen med Stuart Sutcliff, Pinterest foto]

Endnu et dødsfald. Den tyske fotograf Astrid Kirchherr er død i en alder af 81 år.

Hun blev født i 1938 og overlevede 2. Verdenskrig i eksil i de baltiske lande. Da hun vendte tilbage blev hun fotograf og startede sin karriere på natklubber i Hamborg. Det var her hun løb ind i nogle Liverpooldrenge, der siden blev verdensberømte som The Beatles, og hun indledte et forhold til en af drengene, Stuart Sutcliff.

De nåede at bliver forlovede, inden Stu alt for ung (21) døde af en hjerneblødning. Og Astrid tog nogle af de første fotos af The Beatles. Fotos der er gået over i historien om gruppen som nogle af dem, der identificerede gruppen som sådan. Hun forblev ven med drengene og fotograferede dem bl.a. i forbindelse med filmen Help. Siden blev hun gift med den trommeslager, der afløste Ringo Starr i Rory Storm and the Hurricanes, Gibson Kemp. Og hun er blevet portrætteret i den udmærkede film om gruppen Backbeat, hvor hun spiller en vigtig rolle.

Astrid døde d. 13. maj. Der er ikke angivet nogen konkret dødsårsag.

5 har læst indlægget

Phil May – forsanger i The Pretty Things – er død, 75 år

16. maj 2020

The Pretty Things er rundet af samme kunststudiemiljø som The Rolling Stones’ Mick Jagger og Keith Richard. Ja, faktisk spillede mange af dem sammen, inden det rigtig blev til noget med Stones og Pretty Things. Men Pretty Things kom lige i kølvandet på Stones, og fik hurtigt det renommé, at de var en tand mere beskidte ( i mere end  en forstand) en The Rolling Stones. Ellers var udgangspunktet det samme: En stor kærlighed til the blues. Pretty Things tog navn efter en sang af Willie Dixon.

Selv om Pretty Things har været aktive fra 1965 og til 2018, så var deres storhedstid i de unge år med den vilde, rå Rhythm and Blues. Men som andre med samme udgangspunkt blev de påvirket af den psykedeliske musik og det, der kom efter. Med S. F. Sorrow lavede de (vist nok) den første rock opera, som man noget misvisende kaldte den slags conceptplader. Også new wave-musikken lod de sig farve af. Og hele vejen igennem var det Phil Mays stemme (og mundharmonika), der udgjorde en vital del af bandets sound. Nu er Phil May død. Ikke af noget coronarelateret, men af komplikationer i forbindelse med en hofteoperation (han havde pådraget sig en hofteskade ved en cykelulykke…).

6 har læst indlægget
6 har læst indlægget