All by myself

13. juli 2020

DR kører en programserie, hvor en skuespiller sejler landet rundt i en velholdt, gammel skonnert. Og undervejs tager han en lille håndfuld musikere op, der så diverterer med hvert sit nummer og til sidst et fælles nummer et sted på ruten. Måske ikke den mest opfindsomme tv-idé, men det fungerer da ok, at dømme efter de to første afsnit.

I går var gæsterne på båden Chief 1, Barbara Moleko og Kim Sjøgren. Det eneste, der irriterede med ved udsendelsen, var, at Moleko havde valgt sangen “All by myself” som sit nummer (og hun gjorde det udmærket bestemt) – og henviste til Celine Dions udgave som originalen. Tsk, tsk. Nej, originalen er selvfølgelig med Eric Carmen fra 1975.

At Moleko ikke kan huske det, skyldes nok hendes unge alder, men nogen bag programmet burde have prikket hende på skulderen og sagt: Hør lige her… Sådan ligger landet altså. Men hvad kan man forvente i disse historieløse tider…

Eric Carmen, der var med i The Raspberries, gruppen der var en af forløberne for power poppen, fik et pænt hit med den sang, men er måske gledet lidt i g(l)emmebogen.

16 har læst indlægget

Bare en af de dage

12. juli 2020

&nbsp
Bare en af de dage, hvor nyhedsstømmen er ‘for meget’, hvor alt for mange trafikanter lader som om færdselsregler og hensyn til andre er ‘byer i Sibirien’, hvor coronareglerne glemmes i indkøbskøen og på fortorvet, og hvor ens kop bare er fuld til randen. Så får man det let som John Lennon med hans naive udladning. Fandme.

9 har læst indlægget

ABBA-vinyl

11. juli 2020

Ingen tvivl om det: Vinylpladerne er kommet igen. Selv om de blev dødsdømt for år tilbage (da de digitale medier kom). Og enhver kunstner med respekt for sig selv og publikum(s købelyst) (gen)udsender deres musik på vinyl. Gerne i alskens muntre farver osv. Og lyden er anderledes end den var engang, hvor alt var analogt. I dag er lyden digitaliseret, helt hen til færdiggørelsen af vinylpresningen.
Og inden længe er det ABBA, der bliver genstand for vinylgørelse. De startede som vinyl og bliver nu igen vinyl. Og deres samlede værker, der er genudsendt flere gange, kommer snart som vinylboks. Og hvert album har sin egen farve. Hurra. De fortjener at få nye lyttere blandt de nye vinylelskere.

12 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Spionernes bro

11. juli 2020

Omsider lykkedes det DR at komme lidt ud coronatågen og vise en seværdig spillefilm, Steven Spielbergs Spionernes bro (2015). Jeg har ganske vist set den før, i premiereåret, men den er værd at se igen.

Tom Hanks spiller forsikringsfirmaadvokaten James B. Donovan, der af sin chef (spillet af Alan Alda) får til opgave at forsvare KGB-spionen Rudolf Abel, der er under anklage for at have dele informationer om amerikanernes atomvåben med russerne. Vi befinder os i ‘den kolde krig’, og Abel har opereret i al hemmelighed.

Donovan ser det som sin opgave at give den anklagede en retfærdig retsag. Og det er ikke nogen selvfølge. I koldkrigsklimaet er der mange, der allerede har dømt og henrettet Abel, blot fordi han sættes i forbindelse med Sovjetunionen og kommunismen. Og CIA forsøger – forgæves – at få Donovan til at fortælle noget om, hvad han snakker med Abel om. Donovans faglige og moralske forpligtethed på retfærdighed og lov (herunder: grundloven) er nøglen til forståelsen af filmens “budskab”, og det er i konflikten mellem Donovan og det omkringliggende samfund, vi finder filmens aktualitet.

Abel bliver kendt skyldig, men det lykkes Donovan at forhindre, at Abel bliver henrettet. I stedet for idømmes han 30 års fængsel. Og i forbindelse med sit forsvar for Abel, overbeviser Donovan dommeren om, at Abel kan komme til at spille en vigtig rolle, hvis  Sovjetunionen på et tidspunkt pågriber en amerikansk spion. Og medens Donovan spiller sit forsvarsspil, sender CIA spionflyet U2 ind over Sovjetunionen, hvor det bliver skudt ned. Så den tænkte situation med en mulig udveksling af spioner er pludselig blevet til virkelighed.

Kort tid efter modtager Donovan et brev fra DDR, angiveligt fra Abels kone, hvoraf det fremgår, at Donovan skal kontakte Abels advokat. CIA fortolker brevet som kamoufleret, sovjetisk ønske om at udveksle den tilfangetagne amerikanske pilot med Abel.

Hvad der sker frem til udvekslingen vil jeg ikke fortælle, af hensyn til dem, der har filmen til gode. Men det er sådan set heller ikke selve det komplicerede handlingsforløb, der er det vigtigste. Det helt centrale i filmen er konflikten mellem advokaten Donovans retskaffenhed – hans kamp for retfærdighed og hans tro på amerikansk lov og på grundlovens borgerrettigheder – og den amerikanske virkelighed under den kolde krig, hvor tilsidesættelse af love, rettigheder og retfærdighed sker i patriotismens navn. Hvis man pudser brillerne en gang, så vil man let kunne genkende omridset af den trumpske America First-logik i koldkrigspatriotismen som den beskrives i Spielbergsk film. Det fine ved filmen er, at Spielberg helt frem til filmens slutning lader Donovan fremstå som selve garanten for det oprindelige Amerika, der også – forstår man – skal være fremtidens Amerika.

Spørgsmålet er så, om Spielberg – i patriotismens navn – til sidst alligevel skaber lidt tvivl om Donovans idealisme og dermed indirekte kommer til at forsvare dens modsætning, den ideologiske patriotisme? Da Donovan er i Berlin for at gennemføre spionudvekslingen er DDR i gang med at bygge Berlinmuren, og Donovan oplever, hvordan flygtende DDR-borgere bliver skudt ned i forsøget på at kravle over muren. I den sidste sekvens i filmen ser han, hvordan nogle unge amerikanerne i en parallel scene kravler over et hegn mellem to ejendomme, uden at blive skudt. De to scener kan fortolkes som to billeder på de to forskellige verdensopfattelser mellem Amerika og Sovjetunionen. Men se filmen selv, og døm selv.

Spielberg fortæller historien uden på nogen måde at udnytte det dramatiske potentiale, der er i stoffet. Han fokuserer på hovedpersonen Donovans arbejde og kamp for lov og retfærdighed. Og Tom Hanks udfylder rollen på beundringsværdig vis. Og Mark Rylance, der fik en Oscarstatuette for sin birolle som Abel, matcher Hanks fremstilling til perfektion.

22 har læst indlægget

Capac anbefaler: Laura Illeborg – Exitstrategi

10. juli 2020

Exitstrategi kalder Laura Illeborg sin nye plade, der er den tiende i rækken siden 1995 (hvis man regner duoplader med Channe Nusbaum, Jens Lysdal og Peter Hegård med). Og ordbogen forklarer, at en exitstrategi er’ en plan for hvordan man slipper ud af en ubehagelig situation som man aktuelt befinder sig i’ og giver eksempler fra udsendte soldater i krig og kriminelle bandemedlemmer.

Men den exitstrategi, Laura Illeborg efterlyser i sangen med samme titel, er af mere eksistentiel art, hvor det store ufattelige himmelrum bliver et billede på ‘det med dig/ og det der alligevel ikke sku blive’ og forgængeligheden (*den om at alt snart er forbi’): “Mørket kom sammen med regnen/I en ret så dunkel synergi/Et foruroligende himmelrum/ Som Johan siger der er sorte huller i/ Så det jeg står og mangler nu baby/Er en exitstrategi”. Og det er nok ikke tilfældigt, at netop den sang er valgt som titel på albummet, for den grundstemning, der er i sangen – en splittelse mellem at være fanget af noget (kærligheden eller livet som sådan) og en frihedstrang – stemmer godt overens med, hvad man som (tekst)lytter til pladen møder.

For eksempel i den første sang på pladen “Yes I do”, hvor det netop er den altid svære kærlighed, der er på spil, og hvor usikkerheden og tvivlen er med som en paradisisk slange. Kan man tro på ham fyren fra Vesterhavet, der fortæller en, at ens øjne er ‘som finske skovsøer’. Og man vakler mellem at tro på kærlighedserklæringen og sige “Yes I do” og at tvivle: “Der er aldrig nogen der er nogens/ Når det er sagt skal du vide jeg er din/ og så vidt jeg kan forstår på det du siger/er du, er du ikke/er du min?”. Er du, er du ikke? Jo, helt fast grund under fødderne får man ikke i kærlighedslivet.

Og denne dobbelthed, denne eksistentielle vaklen genfinder man i den popforførende dejlige sang “I silende regn”, hvor hovedpersonen er fanget i den silende regn efter at ‘slaget er tabt’ og står og håber, at nogen vil komme til undsætning ‘med kort og kompas/med ændringer og tegn’. Et ønske: “Træk mig ind på velkendt land/tør mig og fald mig til ro/fortæl at når en dør bliver lukket/så åbnes dør nummer to” – “Men ingen kom og ingen så/vådt og øde var der/aldeles alene i verden/aldeles alene på vejen/ endegyldigt og i silende regn”. Sangen “Intet andet” er på lignende vis en tekst, hvor der er barberet ned til en ren eksistentiel erfaring eller oplevelse. En oplevelse af at livet er gået i stå i stedet for at bølge: ”

sker i bølger/lige nu er her stille som blik/ikke en krusning ikke en ring i vandet/ingenting intet andet”. Illeborgs tekster er, når de er bedst, poetiske stykker. Og hun har skrevet dem allesammen, men en enkelt undtagelse, Johnny Madsens “Sølver bue”, men den passer fint ind som et vemodigt-muntert modspil til den ovenfor beskrevne grundstemning.

Jo, Laura Illeborgs tekster er vigtige, meget vigtige. Hun rapporterer fra et levet liv med små øjebliksbilleder af, hvordan det står til, når man er blevet voksen, ungerne er fløjet fra reden og man er på kanten af alderdommen. Det er tekster for voksne, lige som pladen i det hele taget er vendt mod et voksent publikum, der sætter pris på alvorlige tekster, der hæver sig op over den gængse popoverfladiskhed og berører sine lyttere.

Og Laura synger teksterne med sin særprægede, dejlige stemme, der får lov til – heldigvis for det – at ligge helt fremme i lydbilledet og kræve lytterens opmærksomhed fra allerførste færd.

Og bag sig har Laura et lille udsøgt hold af musikere, bestående af Knud Møller (akustisk guitar, dobro og sang), Niels Dahl Christiansen (kontrabas og sang) og Peter Hellermann (klaver, harmonika og tangenter). Og de har sammen med Illeborg skabt  en række arrangementer, der består af primært akustisk americana. Der spillet tight og der er ingen slinger i valsen i afleveringen af musikken, der er skrevet af Illeborg, Dahl og Channe Nusbaum.

Som teksterne er musikken nok især rettet mod et modent publikum, der ikke søger letfordøjelig pop, men foretrækker tekster med dybde og musik med langtidsholdbarhed. Samlet set er Exitstrategi et album, der må kunne tilfredsstille enhver voksen, kræsen musiklytter. Og som burde været obligatorisk pensum på de radiostationer, der tager public service alvorligt. Hermed varmt anbefalet.

Laura Illeborg. Exitstrategi. Produceret af: Dahl, Møller og Illeborg. Target. Er udkommet.

106 har læst indlægget

Fragaria vesca

10. juli 2020

Min ven hunden vækkede mig tidligt i dag, tidligere end normalt. Og han fortalte mig med sit umisforståelige kropssprog, at det var tid at komme ud og snifle – med alt hvad det indebær af snuseri, tisseri og så videre. Og efter en lynhurtig tur under bruseren og en lige så hurtig påklædning var vi ude af døren. Og i dag ville han, min elskede hund, bare sondere den jordlod, som vores bebyggelse ligger på.

En stor jordlod, der i forne tider blev brugt til landbrug. Og af samme grund er der mange planter, der stammer fra dengang. Lige fra et stort udvalg af blomster over et stort udvalg af æbletræer, hindbær- og andre bærbærende buske. Og så er der mange steder et væld af skovjordbær (fragaria vesca), der vokser alle de steder, de kan. Og ikke ret mange ved det. Men når man som jeg er vant til at afsøge hvert et hjørne og hver en afkrog af jordlodden, så ved man, hvor de er. Og for tiden bærer de frugt. Små røde frugter, der ikke er bær, men opsvulmede frugtbunde. Og selv om de er små, på størrelse med en lillefingernegl, så smager de lige så godt som de “rigtige” jordbær. Så i dag kunne jeg starte dagen med en lille håndfuld af disse syrligt-søde røde frugter fra mine strawberry fields.

13 har læst indlægget

Black Sabbath på fjerneren

9. juli 2020

I ly af coronakrisen viser DR pt. en del musikdokumentarer. Således kan man sent i aften se dokumentarer The End of the End med selveste mørkemændene i Black Sabbath. Filmen følger gruppen på den sidste turné, hvor de indtager hjembyen Birmingham. Og hvis man er til mere musikdokumentar, så følges denne op med en om punken.

8 har læst indlægget

Kongsgården, velfærden og den afstumpede kritik

8. juli 2020

I de seneste mange uger har borgere i Østjylland kunnet følge med i lokale mediers dækning af skandaløse forhold på århusianske plejehjem (og hjem for børn og unge med særlige behov). Bl.a. plejehjemmet Kongsgården i Viby. Pårørende har – bl.a. til TV2Østjylland – kunne berette om omsorgssvigt af de gamle. Og TV2 har i den forbindelse lavet en dokumentarfilm, der dokumenterer, hvorledes omsorgsvigten udfolder sig.

Men denne dokumentar blev i førte omgang stoppet, da retten forbød TV2 at vise den. Imidlertid fik Ekstrabladet adgang til filmen og har på sin hjemmeside vist klip, der bekræfter anklagen om omsorgssvigt og vanrøgt af de gamle.

Ser vi bort fra spørgsmålet om Ekstrabladets overtrædelse af rettens forbud og spørgsmålet om, hvem på TV2, der har stillet filmmaterialet til rådighed (man må formode at nogen har lækket filmen), så drejer sagen sig først og fremmest om de gamle plejehjemsbeboere ve og vel – og hvordan vi som almindelige borgere kan være med til at sikre, at vanrøgt og omsorgssvigt ikke finder sted. Noget der pt. sker på mange plejehjem – ikke kun i Århus kommune.

Det har været kendetegnende for mediernes behandling, at de lokale, ansvarlige politikere – bl.a. rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (Dansk Folkeparti) – lover bod og bedring og giver udtryk for at man arbejder på at rette op på forholdene. Problemet er blot, at problematikken ikke er ny og rapporter på det seneste har afsløret, at forholdene ikke er blevet bedre. Spørgsmålet er så, hvorfor? Og hvorfor indfrier de kommunale politikere ikke de forventninger, brugerne har til området?

Problemet, som medierne ikke er opmærksomme på, er, at politikerne ikke kan løse problemet inden for det kommunale budget uden at påføre andre grupper af borgere alvorlige besparelser. Sagt på en anden måde: Hvis problemerne skal løses rigtigt, så skal der flere penge til. Ikke et engangsbeløb, men løbende udgifter til området. Og nøglen til løsningen af det problem ligger – ikke hos de kommunale politikere – men hos regeringen og folketinget. Så længe folketinget ikke udvider kommunernes budgetter, så længe kan man ikke forvente at forholdene på ældre- og handicapområdet bliver markant bedre. At det forholder sig sådan kan man læse af fhv. socialrådgiver Lotte Graaes indlæg Ren tilståelsessag for KL på siden denoffentlige.dk, hvor Graae kritiserer socialformand Thomas Adelskov for at forsøge at omgå de lovkrav, der er til kommunerne på området (krav man ikke kan undslå sig), i stedet for at kritisere regering og folketing. Graae har fat i den lange ende. De egentlige skurke i sagen om omsorgssvigt på ældre- og handicapområdet er folketinget og regeringen. Det er dem, der afstikker kommunernes økonomiske rammer.

Sagen rejser mange svære spørgsmål. Fx om, hvorfor medierne så at sige aldrig kommer til bunds med deres kritik og for alvor stiller politikerne på tinge til ansvar for de beskrevne forhold? Og – i den forbindelse – spørgsmålet om, hvordan vi kan sikre, at kommunerne får midler nok til at løse problemerne, og vel at mærke uden at det skal ske på bekostning af andre områder (fx daginstitutions- og skoleområdet)? Jeg er sikker på, at læseren selv kan tænke tanken til ende og finde et svar.

10 har læst indlægget

Bluesmanden Troels Jensen er død, 74 år

8. juli 2020

Har man fulgt blot en lille bitte smule med i dansk rock siden tresserne, og ikke mindst dansk blues, så ved man, hvem Troels Jensen er. Fra første færd var han en elsker og dyrker af the blues, og især med Delta Blues Band fik han et stort publikum, også uden for bluesen egne små cirkler. Nu er det store træ væltet og dansk blues bliver aldrig den samme igen.

55 har læst indlægget

Ringo Starr – 80

7. juli 2020

Arbejderklasseknægten fra det turberkuløse Dingle-kvarter i Liverspool fylder i dag – mod alle odds – firs år. Ham, der allerede var en voksen ung mand med professionel musikalsk erfaring som trommeslager, da han blev head-huntet til jobbet som fjerdemand i The Beatles efter Pete Best. Ham, der fra dag et kendte sin rolle – musikalsk og socialt – i det firkløver og udfyldte den til perfektion. Ham, der var den lim, der bandt den unikke firkant sammen, i kraft af sin medierende, charmerende personlighed. Ham, der takket være en blindtarmsbetændelse og efterfølgende hospitalsindlæggelse  et år lærte at slå på tromme og derved fik en levevej, der førte ham ud af barndommens fattigdom som skrøbeligt barn af en enlig mor. Love and Peace Ringo!

I dagens anledning kan vi passende genlæse Torben Billes portræt af Ringo fra bogen Yeah yeah yeah.

9 har læst indlægget
9 har læst indlægget