Paul Jones og Mike D’Abo – to sangere i Manfred Mann

8. april 2007

Manfred Mann himself
Hvis man kan huske tilbage til tresserne og musikken dengang, vil man utvivlsomt huske gruppen Manfred Mann – forløberen for Manfred Manns Earth Band, der fejrede store triumfer i de to efterfølgende Ã¥rtier. Manfred Mann havde en hÃ¥ndfuld markante top 10 singlehits dengang i perioden 1964-69. Blandt andet Do Wah Diddy Diddy, Pretty Flamingo og Mighty Quinn, der alle toppede listen i England.
Gruppen, der som så mange andre i tiden spillede R&B-baseret beatmusik, blev dannet i 1962 omkring keyboardspilleren Manfred Mann og en række fine musikere, og den gjorde sig bemærket ved i sin glansperiode at have to markante forsangere.
Frem til 1966 var det Paul Jones, der stod i forgrunden og havde appel til pigerne pÃ¥ første række. Jones var et multitalent, der ud over at synge spillede mundharmonica, lavede skuespil og senere ogsÃ¥ radio og tv, blandt pÃ¥ BBC2, hvor han spiller musik anno dazumal. Han startede sin sangkarriere i en af tidens rugekasser Alexis Corner’s Bluesbreakers, hvor han sang sammen med Long John Baldry og en dengang relativt ukendt fyr ved navn Mick Jagger. I 1966 valgte han at gÃ¥ solo, men fik ikke helt samme publikumssucces, som han havde haft med Manfred og vennerne. Senere var han med i det fabelagtige Bluesband.
Paul Jones blev afløst af Mike D’Abo, der havde gjort sig lokalt bemærket i gruppen A Band Of Angels og som sangskriver. Han havde lavet generationshymnen Handbags and Gladrags, som Chris Farlowe (og endnu senere Rod Stewart) indsang. Med D’Abo i front fortsatte Manfred Mann sin hitlistesucces med sange som “Ragamuffin Man”, “Ha Ha Said the Clown”, “My Name Is Jack” og “Mighty Quinn”, der som nævnt blev nummer 1 i UK.
BÃ¥de Paul Jones og Mike D’Abo har sunget med i nydannelsen The Manfreds, der bestod af gamle Manfred Mann-musikere – dog uden hovedpersonen Manfred…

Desværre har capac ikke kunnet finde en video med Pretty Flamingo, som er en af hans favoritter. Men her er: Læs mere »

748 har læst indlægget

Velfærdssamfund? Om børn og unge…

8. april 2007

Hvis man vil tage temperaturen pÃ¥ samfundstilstanden, sÃ¥ er det en god idé at lukke ørerne en stund for magthavernes retoriske floskler og i stedet læse og lytte til de smÃ¥ kedelige nyheder. Som fx den med, at kommunerne sparer 470 millioner pÃ¥ anbringelse af børn og unge uden for hjemmet. Det sker – vel at mærke – pÃ¥ trods af fagfolks (socialrÃ¥dgivere o.a.) anbefalinger om det modsatte. Tre socialrÃ¥dgivere i Lollands Kommune har sagt deres job op i protest mod nedskæringerne. Ganske vist vil kommunerne i stedet bruge 100 millioner pÃ¥ sÃ¥kaldt forebyggende arbejde. Men de fagkyndiges erfaringer siger, at forebyggelse langt fra er sÃ¥ virksom som anbringelse.
Samtidig kan man læse, at Socialdemokraterne vil have kontrol med voldsramte familier, idet hundredvis af børn og unge hver dag – til trods for, at revselsesretten er afskaffet for Ã¥r tilbage – fÃ¥r tørre tæsk morgen, middag og aften (læs her).
Hænger de to nyheder sammen? Ja, det gør de. Men politikken omkring problemet med vold, omsorgssvigt og dysfunktionelle familier gør ikke. Velfærdssamfund? Hvad mener du?!

694 har læst indlægget

Benblege hjerneskaller… tekst i pÃ¥skens anledning

7. april 2007

PAASKESALME

Paasken er inde, Naaden er nær,
Menneskets Søn staar op fra de Døde,
Liljerne pranger i morgenhvidt Skær, –
kast nu, du stridende Verden, dit Sværd!
gaa din Herre, din Frelser, i Møde!

Nu har den Ende, den evige Nød,
Hverdagens møjsomme Trækken med Kærre,
Kvinden tør atter velsigne sit Skød,
nu er der Hvile, nu er der Brød!
Pris være Himlenes Herre!

Du tvivlende Verden! du smiler saa smaat! –
skrig Hosianna! saa Stjærnerne falder
om Ørene paa dig og svider din Spot! –
ser du for skinnende Gravliljer blot
benblege Hjærneskaller?

– af Viggo Stuckenberg (1886)

515 har læst indlægget

Helle Thorning Schmidt – socialdemokratisk formand

7. april 2007



Hvad skal man dog mene om Helle Thorning Schmidt? Spørgsmålet melder sig i capacs indre, nu hvor en stor del af befolkningen i følge en opinionsmåling peger på hende som den mest populære, kvindelige kandidat til statsministerposten.
Hun er medlemsvalgt formand for Socialdemokratiet. Det mÃ¥ man respektere. Alligevel har jeg altid haft det svært med Helle Thorning Schmidt, uden rigtig at kunne sætte fingeren pÃ¥, hvad der var galt. Men tvivlen om, at hun kunne være det rette alternativ til Foghs metaltrætte regime, har været der fra første dag. Min “shit detector” har larmet, hver gang hun optrÃ¥dte i medierne.
I dag sætter sÃ¥ Rune Lykkeberg – Informations filosofiske og tænksomme skribent – fingeren der, hvor fingeren skulle sættes: Thorning Schmidts kropssprog. Der er ikke overensstemmelse mellem det, hun siger med krop og mimik, og det, munden siger. Lykkeberg læser politikerens kropssprog som en slags manifestation af det store arbejderpartis indre konflikt, ja, splittelse, mellem arbejderpartiets historiske rolle som lønmodtagernes og de svages parti – og sÃ¥ forsøget pÃ¥ at være midtersøgende (magtstræbende), statsbærende for næsten enhver pris. Det er godt læst! Jeg tror, Lykkeberg har fat i noget. Problemet er blot, at det efterlader et problem: Hvem pokker skal være alternativ til den fordømte borgerlige regering under Fogh? I følge Lykkeberg skal man ud i befolkningen (lærerprotester, forældreprotester osv.) for at finde alternativet. Det alternativ, som regeringen faktisk tager højde for, fx med ideen om større frihed i den offentlige sektor. Imedens forsvarer Thorning Schmidt den hidtidige politiske ageren: Vil fortsætte kontrolhelvedet, vil fastholde skattestoppet… Suk.

1.862 har læst indlægget

Quicksilver Messenger Service – en jamband fra dengang…

7. april 2007

 

Forleden læste jeg en artikel af Informations musikanmelder Klaus Lynggaard. Artiklen stod i en antologi om forfatteren Hans Jørgen Nielsen og handlede om den betydning, bogen Der Gror Ikke Mos PÃ¥ En Rullesten havde for den unge Lynggaards opvækst. Artiklen fik mig til at bladre lidt i omtalte pionerværk, og jeg faldt over omtalen af gruppen Quicksilver Messenger Service, som en af skribenterne ville have med i bunkeren, nÃ¥r atomkrigen brød ud…
The San Francisco Bay Area var en musikalsk smeltedigel og et vækstområde i de psykedeliske år omkring 1967 og 1968. Ikke alle bands og solister nåede national eller international berømmelse. Nogle måtte tage til takke med mindre hæder, fx at blive et kultband.

 

Quicksilver Messenger Service havde således ikke samme gennemslagskraft som fx Jefferson Airplane eller Grateful Dead. Men måske var gruppen i endnu højere grad end de to nævnte i pagt med den tids musikalske og eksistentielle filosofi? QMS var nemlig et udpræget jam-band, der dyrkede improvisations- og samspilskunsten i tressernes frie og kollektive ånd.
Bandet blev dannet omkring 1965 og bestod oprindeligt af John Cipollina (guitar), Gary Duncan (guitar, sng), David Freiberg (bas, sang), Greg Elmore (trommer), og Jim Murray (sang, guitar og harmonika). Helt i tidens Ã¥nd var gruppen i starten ikke specielt interesseret i at indspille en plade. De ville hellere spille live, hvilket de gjorde intenst pÃ¥ den amerikanske vestkyst frem til 1967, hvor de alligevel fik kontrakt med Capitol og indspillede de to første albums i hurtig rækkefølge i ’68 og ’69. De to plader er indbegrebet af QMSs spillestil i de tidlige Ã¥r, hvor det handlede om at jamme og spille live og længe – og ikke om succes og penge…
Efter indspilningen blev den centrale figur Gary Duncan skiftet ud med den legendariske keyboardspiller Nicky Hopkins ,og den nye konstellation indspillede album nr. 3, Shady Grove, der bar tydelig præg af Hopkins’ virtuose pianospil. Gruppen holdt den kørende til 1975, men er – som sÃ¥ mange andre – blevet gendannet siden hen.
første pladenr. 2

 

QMS med “Mona” anno 1969:

Fresh Air:

1967, Monterey Pop Festival:

350 har læst indlægget
350 har læst indlægget