Parkinson-sygdommen har for længst sat en stopper for Linda Ronstadts musikkarriere, men hun ligger stadigvæk højt på min personlige liste over kunstnere, jeg nødigt ville undvære i højtalerne eller ørebøfferne.
https://youtu.be/4v5BbWf2VHI
På den lokale Kneipe kom vi til at diskutere hvem der var ophavsmand til “One whisky, one bourbon, one beer”, som lød frs en mobiltelefon i George Thorogoods udgave. Og hvem ellers end…
Og så alligevel ikke, for Robert gør mig opmærksom på, at Amos Milburn var der først – og at titlen helt korrekt er “One Scotch, one Bourbon, one Beer” (og tak til Robert for flueknepperiet i musikkens tjeneste). Og så kan vi jo grave i, hvor Milburn fik sin inspiration fra…
Ja da, og lidt research på nettet afslører, at ganske vist indspillede Amos Milburn som den første sangen om drikkevarerne (Milburn havde en svaghed for sange om drikkevarer), men, men, det var Rudolph “Rudy” Toombs (1914-1962), der skrev sangen, men ikke selv indspillede den. Toombs skrev R&B- og doowop-sange og arbejdede især for Atlantic Records (Ahmed Ertegun) som producer og arrangør; og han endte sine dage under et røveri i sit hjem, hvor han blev skudt.
I mange år har der på den danske venstrefløj været nogenlunde konsensus om, at vi ikke skulle være en del af Nato. Men det har ændret sig med konflikten i Ukraine. Og det har givet anledning til debat og intern uenighed i Enhedslisten, dette konglomerat af venstrefløjsstemmer. Og EL har nu justeret sin holdning til Nato, så den går ud på, at vi først skal ud af Nato, når et alternativ står klart. På DRs debatprogram Deadline fortæller partiets forsvarsordfører Trine Pertou Mach, at debatten i partiet har været “et uskønt forløb” og at partiet “spændte ben for os selv”. Hun siger også, at EL ikke var “klar nok i mælet”, da Rusland gik ind i Ukraine.
Mach er en dygtig, engageret EL-politiker, som bestemt er styrkelse af EL. Og hun har også ret i, at et parti som EL selvfølgelig skal tage afstand fra Rusland, når denne imperialistiske stormagt invaderer nabolandet Ukraine – i strid med FN-pagten.
Men et spørgsmål er, om Machs kritik ikke et stykke ad vejen som en boomerang rammer hende selv? For hvilket alternativ til Nato er det, der skal skabes? Et ikke uvæsentligt spørgsmål, som et venstrefløjsparti nødvendigvis bør have et svar på. Og det kunne være – med henvisning til mit sidste opslag om suverænitet og fred – et forenet Europa uden amerikansk deltagelse. For det andet, så er det ikke kun Ruslands invasion af Ukraine, der er i strid med FN-pagten. Det er også Natos krig pr. stedfortræder i Ukraine. Hver dag bliver det tydeligere og tydeligere, at Ukraine kæmper en krig ikke alene for Nato og også Natos og USAss krig mod Rusland. Og USA er også en imperialistisk magt, ved vi alt for godt. For det tredje tjener det ikke ELs eller venstrefløjens sag, at man som Mach ud- og fremstiller partiet som en flok hovedløse høns, der render rundt og leder efter en holdning. Det er gefundenes fressen for en presse, der i forvejen har en næsten enstemmig og enøjet holdning til spørgsmålet om Ukraine. For selvfølgelig er det i orden at et parti – hvilket som helst parti – har interne diskussioner om vigtiges spørgsmål, lige som det er i orden, at der er forskellige interne holdninger til spørgsmål som Nato-medlemskab eller aktiv Ukraine-støtte og af en afklaring om en fælles holdning kan tage noget tid. Men man behøver ikke at lufte sine uenigheder for åben skærm – ethvert borgerligt parti ville for alt i verden forsøge at holde det internt og lægge røgslør over uenighederne udadtil.
Mach gør EL og sig selv en bjørnetjeneste ved på den måde at gå pressens og det officielle Danmarks vej ved for åben skærm at tugte EL og latterliggøre den interne dissonans.
Noget andet er, at det billede af en parti med en klar, hurtigt og central holdning til tunge spørgsmøl som konflikten i Ukraine med alt, hvad den indebærer, er billedet af et traditionelt, borgerligt parti i folketinget. Og videre er det spørgsmålet, om Mach således, er med til at promovere den “modernisering” af Enhedslisten, som visse medlemmer af partiet har talt for og som i sidste ende vil gøre partiet til et køns- og nosseløst midterparti à la Socialdemokratiet!? Det må Marx forbyde…
Culper’s Orchard, Mo-i-rana, Sebastian, C. V. Jørgensen Kim Larsen , Malurt TV-2, Lone Kellerman m. fl. Jovidt. Henriksen har sat sit aftryk på dansk rock og pop.
Hvad der er op og ned på Danmark, ved jeg snart ikke. Men om et øjeblik drager jeg ud i sommelandet på min lille sommerferietur i min lille, røde, gamle bil, som jeg ellers ikke bruger ret meget i disse klimatider. Hav en dejlig dag, hvor end du befinder dig.
Ja, i morgen holder jeg sommerferie. En dag. Og jeg, der ellers troede, at pensionisttiden var en lang (sommer)ferie!? Men hensyn til lokalsamfundet og de nærmeste har gjort, at jeg ikke rigtig har haft tid til at overveje muligheden af at stikke af fra det hele og bare lave noget andet. Før i morgen altså. Om jeg så vil opleve det som ferie, er en hel anden snak. Jeg tror det ikke, men vil alligevel nyde lidt alenetid og tid sammen med nogen, jeg holder af.
I skraldeposen falder jeg også over et navn, jeg kun har hørt omtalt. Alexander O’Neal. Og ikke kun et album, men hele tre stk. og alle i velholdt, brugbar stand. O’Neal fik succes i midten af firserne, hvor han var en flittig gæst på såvel amerikanske som britiske hitlister, især single-hitlister.
Lige inden han for alvor gik solo forsøgte han at få en kontrakt med selveste Prince, men blev vraget. Det har dog åbenbart ikke haft nogen negativ effekt på O’Neals musik, der langt hen ad vejen smager meget af den funky stil som netop Prince har gjort til sit varemærke. Intens, markant rytmisk, dansant og popfængende musik er det, som den nu 69-årige kunstner byder på. Musik, der – forestiller jeg mig – har gjort sig godt hos et danseglad, ungt publikum i firserne. All time man er mandens fjerde album, og det er lækker, glat, hi-tech-produktion fra øverste hylde, og O’Neal synger med en saftig, velafbalanceret stemme, der er meget main stream-soul-agtig. Det er en plade, der især henvender sig til trofaste fans og lyttere. Nybegyndere skal nok først kaste sig over mandens debutplade eller en af de mange opsamlinger, der er kommet.
Om det er en plade, jeg vil beholde, ved jeg endnu ikke.
Her til morgen springer en spiseseddel-voldsom rubrik fra Information mig i øjnene: Slavoj Žižek: Venstrefløjens pacifister går Kremls ærinde. Dagbladets betalingsmur forhindrer mig i at læse kommentaren (og jeg vil – jævnfør forrige opslag – ikke åbne for abonnementsslusen). Men det er også lige meget, for jeg kender godt Zizeks syn på Ukraine-konflikten og jeg deler langt hen hans analyser. Men ikke helt.
Zizek har tidligere (fx i The Guardian for et år siden) argumenteret for, at Rusland under Putin insisterer på, at der er to slags stater i vores verden. Der er de suveræne stater, og så er der de besejrede stater. Underforstået: Rusland er og vil kæmpe for at være en suveræn stat og Ukraine (Bosnien, Herzegovina, Kosovo, Finland, Baltikum…) er de besejrede. Og dette synspunkt skulle forklare, hvad Zizek kalder Putins imperiale ambitioner. Men, selv om kravet og ønsket om suverænitet faktisk er i overensstemmelse med FN-pagten, der i artikel 1 bestemmer et af formålene som “respekt for grundsætningen om folkenes ligeret og selvbestemmelse “, så er der tale om et urealistisk mål, fordi og jeg citerer – “i nutidens globale verden hvor vi alle hjemsøges af de samme katastrofer er vi alle i en tilstand af overgang og midlertidighed som stater, hverken suveræne lande eller besejrede; at insistere på fuld suverænitet i det globale opvarmning er det rene vandvid, da vores overlevelse er helt afhængig af et tæt globalt samarbejde”. Sagt på en anden måde: Den traditionelle forestilling om suveræne stater (som man jo i Vesten bruger som argument for at støtte Ukraine; lad os ikke glemme det…), der lå til grund for FN-pagten, er i dag uvæsentlig i forhold til de globale problemer, vi står over for.
Det betyder jo ikke, at forestillingen om en stat med grænser, som andre stater respekterer, forsvinder slet og ret, men at der er forhold, der vejer tungere end disse grænser. Den globale opvarmning respekterer ikke sådanne grænser, og kampen mod opvarmning respekterer dem heller ikke. Vi er i samme båd og må alle have fat i årerne.
Man kan så, som Zizek foretrækker det, opfatte Ukraines krig mod Rusland som en kamp mod den gamle forestilling om suveræniteten: At Ukraine risikerede det umulige, ignorerede pragmatiske kalkulationer osv. Og derfor – skylder vi dem en fuld støtte. Sådan som det sker nu fra vestlig side. Men Zizek har dog et forbehold: Vi har brug for et stærkere Nato, men vel at mærke et Nato, der ikke er en forlængelse af amerikansk politik (sådan som tilfældet er nu).
Det er typisk for Zizek, at hans argumentation ikke slet og ret bygger på konflikten i snæver forstand men har et mere radikalt udgangspunkt. Han ser nemlig Ruslands aggression som udtryk for Putins imperiale ambitioner, der dels handler om at få kontrol over vandvejene i Arktis – og dermed vigtige transportveje for verdens fødevarer (fx korn fra Rusland og Ukraine) – og dels om i samme omgang, at destabilisere Europa som enhed. Og derfor mener Zizek at såvel højrefløjen (repræsenteret af fx den gamle høj Henry Kissinger) og venstrefløjen (repræsenteret af den navnkundige kritiker Noam Chomsky) begår den fejl at propagere en fredelig løsning og derved overser den kendsgerning, at krigen ikke handler om Ukraine i snæver forstand men er et moment i et brutalt forsøg på at ændre vores geopolitiske situation. Det sande mål er at demontere den europæiske enhed, som der ellers er bred konsensus hos alle parter. Og analyse får Zizek til at hævde, at der for alle på venstrefløjen kun er en holdbar holdning til Ukraine og det er at støtte landet i dets kamp mod Rusland.
Men, og netop set i lyset af geopolitikken (kampen om den globale magt) og i lyset af vores fælles globale opgave, den globale opvarmning og dens konsekvenser, kan man spørge, om ikke det er en helt forkert vej at gå at propagere krig mod Rusland – en blodig krig, der dagligt koster masser af mennesker livet i en ret så perspektivløs kamp, som bidrager voldsomt til udledning af CO2 og andre drivhusgasser, og som belaster de europæiske økonomier på bekostning af klimaindsatsen osv. – i stedet for at leve op til FN-pagtens formål, der bl. a. omfatter (artikel 2, stk. 3): “Alle medlemmer skal bilægge deres mellemfolkelige tvistigheder ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed såvelsom retfærdighed ikke bringes i fare.”. Når flertallet af lande i verden – inkl. Kina, Indien, Indonesien, Brasilien, flere afrikanske lande – peger på den fredelige vej med politiske forhandlinger, så er det netop udtryk for ønsket om en global løsning. En løsning, der er i overensstemmelse med FN-pagtens erfaringsgrundlag (de to verdenskrige) og som er udtryk for global handling (modsat geopolitiske særinteresser), som Zizek selv ser som den eneste farbare vej. Og hvis et flertal af verdens lande kræver en fredelig løsning, så er det svært at forestille sig, at Rusland og Ukraine i længden kan sige nej.
Så langt, så godt, og nu til morgenkaffen, inden den bliver kold.
Endnu et eksempel på moderne amerikansk country, hvor en ung kvindelig kunstner fører sig frem. Desværre findes hendes musik kun som stream og download. Hun fortjente bedre – vinyler og rigtige cd’er. Men talentet kan hun ikke skjule.
Who wants yesterdays papers Who wants yesterdays girl Who wants yesterdays papers Nobody in the world(Rolling Stones)
Jeg var længe i tvivl om jeg skulle købe den bog, 1964 Eyes of the Storm med fotos af Paul McCartney. Ikke fordi den – som fotobøger ofte er – koster en del, men fordi jeg ikke er Beatles-fan i den forstand, at jeg finder ethvert billede af Beatles interessant. Jo, engang havde jeg også Beatles-billeder over min seng. Det er vel 60 år siden. Men, nej, jeg er ikke Beatles-fan på den måde. Jeg har det som komponisten Aaron Copeland, der citeres for at sige: If you want to know about the Sixties, play the music of The Beatles. Og videre: Vil du vide noget om The Beatles, så spil gruppens musik.
På den anden side, så kan fotografier noget. For eksempel indfange noget af – med et begreb, jeg ofte har brugt – tidsånden. Forstået cirka i den betydning et wiki-opslag angiver: ” en tidsperiodes intellektuelle og kulturelle klima. Med udtrykket påstås det således, at der er en identificerbar tendens eller trend i perioden. “. Som al god kunst formår fotografiet, når det er bedst, at indfange noget af sin samtids tidsånd. Og det er lige netop derfor McCartneys bog er endt på min bogreol.
Bog rummer især billeder, som McCartney har taget i 1964, året, hvor Beatlemanien for alvor tog fart med de fire Liverpool-drenges indtog i USA og Europa. Men der er også en del fotos fra slutningen af 1963 – især fotos af Beatles-medlemmerne og deres nærmeste. Disse billeder afslører især de fires berømmede, nære venskab og den veneration, McCartney følte for de tre andre.
De resterende billeder registrerer med den følsomhed, som den unge amatørfotograf Paul McCartney besidder, tidsånden i ’64. De pågående fans (især piger), de pågående professionelle fotografer, snapshots fra de steder, bandet besøger, almindelige mennesker i almindelige situationer, kropssproget, moden (igen især pigernes). For en, der levede dengang, er der en række små aha-oplevelser at lade blikket vandre hen over de sort-hvide fotos, der med den særlige sensibilitet sort-hvide fotos besidder registrerer, hvad der rørte sig i det særlige år 1964, hvor det for alvor begyndte for de fire drenge fra havnebyen Liverpool.
Selv om McCartney var amatør, så skal man ikke tage fejl af, at han har haft et godt øje for motiverne (en meget vigtig kvalitet i fotokunst). Og vi skal huske, at tresserne også var en periode, hvor fotografiapparatet blev hver mands eje. Det var netop i 1963, at Kodak Instamatic – det lille nemme lommekamera – kom frem. Tidligere var fotografi forbeholdt dem, der havde råd til kamera (som i McCartneys tilfælde). Og vi skal også huske, at dengang var det primært sort-hvide fotos, man tog. Farvefilmen var kun i sin vorden. At det forholdt sig sådan, er sikkert svært at forstå for dem, der ikke var født dengang og er vokset op med farvefilm, og oven i købet hele den digitale billedstrøm, hvor man med sin smartphone kan tage lige så mange fotos om dagen, som man dengang tog i løbet af et helt liv.
Mccartneys bog er et stykke levende historie., der inviterer læseren ind i et gensyn med – og dermed en genoplevelse af – en ganske kort periode af tresserne. For en gammel gut som mig er det velgørende – lige som at lytte til bandets musik fra dengang eller læse god litteratur fra samme tid.
Medens Holger Rune som den første danske tennisspiller i mere end halvtreds år kvalificerede sig til ottendedelsfinalen i Wimbley viste svensk Svt2 en portrætfilm om George Michael. Informativ og underholdende på en afbalanceret måde.
Man hører lige en sang, der bare går i blodet på en, og så tænker man: Den har jeg sgu da. Og så forsøger man at finde den sang, den plade, og den har bare forputtet sig i ens organsierede rod. Men sangen bliver hængend ei hovedet og kroppen som en musikalsk coronavirus. Denne gang var det sangen “Trouble Town” fra Jake Buggs første album.
Næste skive i indkøbsposen er den nigerianske sangerinde Sade, der i 1984 bragede gennem lydmuren til det store publikum med debutalbummet Diamond Life. Og det er netop det album, posen gemte. Udgivet på Epic Records (CBS) i fineste form og med oprindeligt prismærke. Sade var begyndt som backingsangerinde i et band ved navn Pride, men sammen med tre af gruppen medlemmer fandt hun ud af, at de skulle gå deres egne veje og danne deres egen gruppe, der bar hendes navn. Og sammen strikkede de femten sange sammen i en stil, der både rummer elementer af blød jazz, soul og sofistikeret pop. Og albummet faldt straks i god jord både hos anmelderne og publikum, der købte millionvis af eksemplarer. Og salget blev hjulpet godt på vej af hele fire singleudspil fra pladen, hvoraf “Smooth Operator” nok er det største. Pladen ramte rent ind i firsernes tidsånd, hvor netop lækker, sofistikeret pop var en efterspurgt vare, og hvor Sades bløde, fine stemme passede ind som Hans i Grete.
I samme indkøbspose lå også Sades fjerde album Love deluxe fra 1992. Også i perfekt stand. Men pladen er også et bevis på, at Sade-projektet har haft svært ved at leve op til debutens gennemslagskraft. Og det skyldes nok især, at Sade har haft svært ved at kreere fængende popsange, som debuten var fuld af. Stilen er ellers den samme, og Sade synger stadigvæk indtagende og forførende. Tempoet er dog lidt nedtonet, og stilistisk har Sade taget farve af datidens forkærlighed for ny elektronica og ambient-lydlandskaber. Men retfærdigvis skal det siges, at pladen faktisk holder sig ganske godt her mange år efter, og en sang som “Ordinary Love” har bestemt potentiale til at blive en neo soul-standard.
