Før det frække blev rigtig frækt… Voksenfilm i biograferne

13. oktober 2019

Ja, ovenstående foto fra det gamle Århus med en ungersvend, der kigger på udstillingsfotos (stills) fra en film “Kun for voksne” sendte mig ned ad erindringens lange boulevard. Til dengang før billedpornografiens frigivelse, hvor erotiske film var sjældne i biograferne eller henvist til en illegal eksistens uden for biografernes arbejdsområde. Og jeg husker, hvordan de lidt større pubertære drenge og unge mænd diskret kiggede på udhængsskabene, når der endelig kom en film med et erotisk element. Jeg husker specielt udstillingsfotos fra den danske film “Villa Vennely” (1964, Poul Nyrup). Jeg havde ingen anelse om, hvad den mon handlede om, men frækt måtte det være, og måske har nogle af fotos vist let påklædte kvinder. Lidt research afslører, at filmen handler om et call-girl-center, hvor nogle piger “betjener” mænd mod betaling. Filmen blev mødt af datidens filmcensur, der havde fjernet en scene, hvor en af pigerne tager bukserne af og en scene, hvor en pige “krænker” BH-en af. Så har der nok ikke været så meget at forlyste sig over, hvis man var så heldig at komme ind og var over 16 år.

Hele det spil og hemmelighedskræmmeri, der var omkring erotisk betonede film dengang, forsvandt selvfølgelig som dug for solen, da billedpornografien blev givet fri og den gjorde sit indtog i nogle biografer rundt om i landet. Jeg tror ikke, det skete i min barndoms biografer – Esabio, Phønix og Strandbio….

PS. Det var Otto Brandenburg og the Danish Sharks, der leverede musikken til filmen. Musikken udkom på en singleplade i 1964. Og sådan kom det så alligevel til at dreje sig lidt om musik….

 

15 har læst indlægget

40: Tusk – Fleetwood Mac

13. oktober 2019

I 1979, d. 12. oktober helt præcist, udsendte Fleetwood Mac deres dobbeltalbum Tusk . Jeg var meget begejstret for bandet dengang. Og Tusk efterfulgte hovedværket Rumours og det eponyme album Fleetwood Mac, der begge havde sendt gruppen helt op på stjernehimlen med storsalg og alskens priser. Så jeg var temmeligt spændt, da jeg købte albummet hos Brian Laurie i hans lille pladebutik i Grønnegade (eller var det Ny Munkegade?  – i hvert fald en af de små sidegader til Nørregade), hvor jeg var flittig gæst det fine pladeår. Tænk sig, at det er fyrre år siden. Det føles som var det i sidste uge…

Og forventningerne blev da indfriet, selv om albummet var mere eksperimenterende end forgængerne. Lindsay Buckinghams minimalistiske sange dominerede og man mærkede en indflydelse af punk og post-punken. Det var bandets svar på Beatles’hvide album – uden sammeligning i øvrigt.

Kommercielt betød vovestykket at pladesalget faldt. Men det ville nok under alle omstændigheder være svært at leve op til Rumours salgstal, der taltes i millioner enheder. Kunstnerisk er det derimod et album, der markerer et højdepunkt for den amerikanske udgave af Fleetwood Mac.

14 har læst indlægget

AOC

12. oktober 2019

14 har læst indlægget

Et gyldent øjeblik – Earl Scruggs møder the Byrds

12. oktober 2019

9 har læst indlægget

Telefon fra John Lennon til Paul McCartney

12. oktober 2019

Nej, de voksede vist aldrig rigtig fra hinanden de to, selv om de småskændes som kun brødre kan…

15 har læst indlægget
15 har læst indlægget