CAPAC

Ja, navnet siger næsten det hele om bandet. At det ikke vil stå tilbage for de mest outrerede punk-bands, der er og har været. Og album-coveret, som jeg ikke viser her, fordi nogen sikkert vil blive stødt over dets pornografiske karakter, understøtter blot, at dettte band fra East Bay, California, spiller “fucking punk”, som der står på deres Bandcamp-side. Det er ikke for sarte sjæle, og man skal være inkarneret punk-elsker for rigtig at holde af Nihilist Cunt. Den vil jeg lige tygge lidt på….

Den fhv. amerikanske præsident står igen på anklagebænken. Denne gang drejer det sig om de famøse dokumenter, han havde på sin privatbolig i Miami – efter sin fratræden fra embedet. Og han står over for 37 anklagepunkter. Og selv om han med vanlig selvsikkerhed afviser enhver anklage og at han bare vil ‘gøre Amerika stort igen’, så er det alvorlige anklager, fordi de vedrører noget, som det amerianske regime ikke tager let på, nemlig statshemmeligheder. Og dem spøger man ikke med – derovre. Så det er ikke utænkeligt, at Trump denne gang må lide den tort at blive dømt og dermed miste muligheden for et genvalg.

Noget andet er, at han jo bare er kransekagefiguren for en folkelig modstand mod det amerikanske styre, der jo er alt andet end demokratisk (snarere er der tale om et oligarki, hvor præsidenter bliver valgt, fordi de tjener de rigeste i landet) og hvor uligheden vokser hver eneste dag. Og i Trumps vælgerbasis gør det ikke så meget, om han forgriber sig på kvinder, lyver og fusker med skatten. Det drejer sig om en grundlæggende mistillid til hele det politiske system. Og det problem løser en Joe Biden ikke, for han er et produkt af netop det bestående system.

Og så er det, at man skal huske på, at der altid har været et andet Amerika. Et Amerika, der ikke delte de bestående styres opfattelse af, hvad Amerikan er og bør være. Sådan har det været i årtier, selv om det alt for ofte glemmes i den officielle debat om det store lander derovre…

Dagens spilleliste: Future soundtrack for America (projekt in progress).

Nej, desværre kom de ikke ind på min radar dengang i sluthalvfjerdserne. Og bedre blev det ikke af, at gruppen blev gendannet og ommøbleret efter deres første forrygende album, der hørt på tidens afstand er et af de markante (post)punk-albums fra England, Dirk Wears White Sox. Og endnu værre blev det af, at forgrundsfiguren Adam Ant  kom i kløerne på den famøse manager Malcolm McLaren og gik efter penge og succes – og fik det, men mistede sin musikalske kvaliteter til fordel for iscenesættelse og mainstream-new-wave. Sådan kan det gå, men debutalbummet fra 1979 holder.

Jeg har fulgt Peter Belli lige siden han brød igennem med Les Rivals. En af mine ældste single-plader er Peter Belli & Les Rival og deres udgave af Arthur Alexanders “(You better) Move on”, der også er en af mine favoritter i Bellis store repertoire. Og jeg var så heldig at opleve Belli, da han var på afskedsturné landet rundt og lagde vejen forbi Den Gamle By i Århus, stadigvæk i fuld vigør og værd at lytte til (en video kan fra oplevelsen kan man se på min Youtube-kanal).

Men nu er Peter død. 79 år gammel og efter lang tids sygdom. Og dansk populærmusik har mistet en af sine markante, store stemmer. En stemme, der både bød på pigtrådsmusik (datidens ord for enkel gør-det-selv-rock), pop og dansk-top-pop. Belli gik ikke af vejen for noget musik, så længe det blev gjort med hjerte og professionalisme. Jeg er sikker på, at der bliver skrevet mange nekrologer i dagens anledning. Og det fortjener Peter Belli, så ingen glemmer ham og hans betydning sådan lige med det samme.

Det er pudsigt, hvad der sender en tilbage i tiden. For et stykke tid siden, var jeg i gang med min endeløse projekt – at rydde lidt op i vores kælderrum. Og her faldt jeg over et gammelt analogt kamera. Ikke et af de allermest efterspurgte mærker, men dog et mærke af en vis kvalitet. Og straks kom jeg i tanke om, at jeg et eller andet sted har nogle ubrugte filmruller til at ligge. Filmruller til sort-hvide billeder, vel at mærke. Og så var jeg straks tilbage til dengang – før jeg kom i skole – hvor de fotos, man tog, netop var sort-hvide eller gråtonede. Som fx dem, man kan se til venstre i bloggens sidepanel. Og jeg fik straks en ide om at tage nogle sot-hvide billeder med det gamle kamera og få dem fremkaldet (og det kan man sagtens, fandt jeg ud af efter lidt research på nettet). Og det fik mig straks til at arbejde lidt med det billedbehandlingsprogram, jeg har på maskinen – kaldet GIMP, Gnu Image Manipulation Programme, Linux’ svar på Photoshop – for at se, hvordan man kunne forvandle farvebilleder til sort-hvide og gråtonebilleder. Og det viste sig at være såre simplet. Et første eksempel ovenfor at blogskribenten på en pub i Dublin for knap tyve år siden.

Så lige pludselig fik jeg en nostalgisk lyst til at affortrylle alle de mobilfotos, jeg går og tager, gøre dem gråtonede som var de taget i min barndom. Tja.

Og lad os bare tage lidt musik derovre fra, når nu Dublin nævnes…

Den fabelagtige britiske kriminalserie om Unge Morse (originaltitel: Endeavour) der følger den unge politimand Endeavour Morse i årene før den oprindelige serie om Inspector Morse tager fat, har nu fået sin afslutning. De allersidste tre episoder løber for tiden på DR og kan ses på DRs hjemmeside, hvis man ikke kan vente.
Og det har jeg ikke kunnet og har derfor de sidste par dage indtaget de tre afsnit med stor fornøjelse. For serien er noget af det bedste tv-krimi, som britisk tv – i dette tilfælde ITV – har frembragt. Krimi-tv-serie på allerhøjeste niveau, målt med alle alen – skuespil, manuskript og visuel realisering.
Jeg skal ikke ødelægge tv-oplevelsen for nogen, blot opfordre til at man får de sidste historier med, hvis man er til tv-krimi. Og noget af det, der altid er et problem for tv-serier og ikke mindst tv-krimier er, hvordan man får dem afsluttet, så afslutningen er i pagt med de foregående afsnits opbyggede forventninger til personerne og – i dette tilfælde – den sidste, dybeste “sag”, der har det med hele tiden at dukke op igen.
Og jeg må sige, at det lykkes med bravour for tv-holdet at få afrundet historien om Endeavour på en måde, der både er acceptabel, respekterer grundfortællingens elementer og åbner flot op mod fortællingen om den modne inspektør Morse. Vi får svar på, hvad der sker med de sympatiske personer – cheferne Bright og Thursday, Thursdays børn (ikke mindst datteren Joan, som Endeavour taber sit hjerte til men ikke kan erklære sin kærlighed til), kollegaen Jim Strange, den sympatiske patolog DeBryn og mange flere. Det hele bliver på fineste vis rundet af med både overraskelser og masser af genkendelighed.
Og så sidder man tilbage som inkarneret tv-krimi-seer (der ikke vil hoppe på streamingvognen!) med et lille håb/ønske om, at der mon kunne tænkes endnu en afledt serie af Inspector Morse? Hmh, vi får se. Men i hvert fald: God fornøjelse til alle jer, der holder af Endeavour.

Og ind på radaren fløj Folkstone-kvintetten med de mærkelige navn Papernut Cambridge, der vist mest har bevæget sig rundt i den britiske undergrund. Anført af Darren Hayman, der også har spillet med et mere kendt navn som Hefner. I hvert fald charmerende power pop, der trækker tydelige tråde tilbage til genrens udøvere i halvfjerdserne og tresserne. Og de har flere plader på samvittigheden (se selv på Bandcamp.com), hvis man skulle få lyst til at lytte til mere.

Det virker næste forkert at skrive, at pigen fra Ipanema er død i en alder af 83 år. Ikke desto mindre er det tilfældet, at sangerinden, Astrud Gilberto, der blev verdensberømt for netop den sang, dengang bossa-novaen for alvor brød igennem på verdensplan og gjorde brasiliansk og latinamerikansk musik til en væsentlig del af populærkulturen.

Det var kendetegnende for den tid, at hun slet ikke blev krediteret for sin sang, da den først udkom. Hendes mand Joao Gilberto fik de fleste af royalty-pengene, men det var hende der sang, fordi hun var den, der kunne noget engelsk. Senere kom den i brasiliansk udgave, og da var de to blevet skilt og hun fik en større del af lagkagen.

Så uretfærdigt var det i tresserne, men Astrud sikrede sig et varigt omdømme som en af frontfigurerne i den brasilianske bølge, der skyllede hen over vesten og er blevet ved med det lige siden. Og for mig er netop den sang indbegrebet af den lethed, ubekymrethed og sanselig, tresserne også var.

Danmarks Radio viste forleden en gammel film om angrebet på Pearl Harbour. Tora! Tora! Tora! hedder den. Og dens let bedagede karakter (den er vist fra 1970) fik mig til at tænke på det man engang kaldte kiosklitteratur. Bøger, romaner, noveller, som man kunne købe i kiosken, og som blev betragtet som mindre lødig litteratur. Og tankerne fløj videre til den slags romaner, som ikke mindst min far slugte med stor appetit og i store mænger. Romaner om krigen (2. Verdenskrig) eller om western-helte. Comando-serien var den ene, hvor heltene var amerikanske og allierede soldater og fjenden de skævøjende japser. Blodige og voldsomme historier, som jeg kun smuglæste lidt i, når min far havde tabt interessen og sendte dem videre til andre med samme smag. Eller serien om Bill og Ben, der også var en nærmest uudtømmelig serie. Den blev skrevet af den australske forfatter Marshal Grover (egl. Leonard Meares), der skrev mere end syv hundrede romaner i den genre, hvoraf Bill og Benn (egl. Larry & Strech) udgjorde hovedparten. Hovedpersonerne var modelleret som rigtige helte, der slog på tæven og brugte revolverne rigeligt og var som taget ud af en drengefantasi. Og stimulerende for læsningen af disse bøger var deres kulørte layout, med alt andet end smagfuld typografi og brug af stærke farver, der nok kunne fange ens blik i kioskerne.
Nu om dage kan man vist kun finde den slags litteratur i genbrugsbutikker og antikvariater.

Jeg er kommet i den alder, hvor man læser dødsannoncer og nekrologer. Sådan hed det sig i hvert fald, da mine forældre levede. Men sådan er det ikke mere. Avisdød og internettets pest har gjort det nærmest umuligt at læse dagens annoncer om dem, der ikke er mere. Ja, man kan ikke engang finde dem i online-aviserne, fordi man først skal gennem en betalingsmur for at få muligheden.

Digteren Peter Laugesen skrev følgende i forbindelse med en afdød, fælles bekendts bortgang:

Nærværende avis har ikke ordentlige dødsannoncer. Det er en alvorlig fejl. De er det
første, man læser om morgenen, eller i hvert fald lader det læsende blik i al dets
koncentrerede distraktion løbe igennem. Oftest rammer det intet. Ind imellem gør
det.

Den pågældende avis er Information. Men som sagt er det ikke sådan længere. Det er ikke nogen selvfølge, at man i sin fremskredne alder kan følge lidt med i, hvem der træder ud af det menneskelige fælleskab. Og jeg synes, det er et tab (ikke kun af personen!), og en mangel på kulturel konduite, at medierne er så nøjeregnende (netop -regnende, for det er penge, aviserne vil have…), hvor man skulle være stolte af at give et afdød menneske nogle velmente ord med på vejen og i det mindste sætte dødsannoncens lakoniske informationer frem til fælles skue. Endnu en uskyld er  taget.

Og jeg vil lade dette indslag akkompagnere af Paul Simon, der for nylig gav udtryk for, at hans generations tid var ved at være forbi. Det er også en måde at tage afsked på – eller hur?

I går så jeg den australske film Hotel Mumbai, der er en fortælling om et faktisk terrorangreb på den indiske storby Mumbai tilbage i 2008. En ganske vellykket og dramatisk film. Men det var ikke så meget denne film, det her skal dreje sig. For undervejs slog det mig, at det er for længe siden, jeg har været i biografen. Og jeg blev grebet af en let lede ved den dovenskab, der ligger i, at vi alle kan se næsten hvad vi vil på internettet, bare vi betaler lidt for det. Og mine nostaligiske tanker gled tilbage til mine utallige timer i Esbjergs og Århus’ biografer. Og derfra var der kun et lille spring til tankerne om de filmklubber, jeg har været medlem af og dyrket.

I min studietid var det primært Århusstudenternes Filmklub, der huserede på Matematisk Institut og viste masser af film af allerhøjeste kvalitet. Dertil kom, at klubben havde sit eget velredigerede og højst læseværdige tidsskrift, som gav en ekstra dimension til filmoplevelserne. Jeg ikke, om klubben og tidsskriftet eksisterer mere.

Og så endte mine tanker ved Esbjerg Filmklub, der – kan jeg læse mig til på nettet – blev stiftet i 1970 og som jeg var  medlem af frem til 1973, hvor jeg forlod byen. Det var også en filmklub, der satsede på kvalitet. Og jeg har siddet mangen en lørdag formiddag i Esa Bios sal og set film, som jeg i dag skal finde på biblioteket eller på mere eller mindre obskure dvd’er og blu ray-skiver. Film af japanske, indiske, østeuropæiske, mellemøstlige og europæiske instruktører. Film, der alle var store filmoplevelser og som fortjener at bliver vist igen og igen på danske tv-kanaler. Klassikere og oversete mesterværker i en skønsom blanding. Og det var en fryd at sidde der og indtage dem, lade sig overraske og forføre af filmens kunstart. Jeg kunne godt unde vor tids unge, at de fik den særlige oplevelse med i deres erfaringsbagage. Esbjerg Filmklub holdt ikke mange år, men der er vist kommet en anden tid, som jeg ikke kender noget til.

Sammen med sin mand Barry Mann stod Cynthia Weil Mann for en række af popmusikkens største klassikere fra det forrige århundrede. Begge to arbejdede de for popmusikkens Mekka, Brill Building, hvor Amerikas bedste sangsmede havde deres gang og levebrød, og det resulterede i sange som “You’ve Lost That Lovin’ Feeling,” med the Righteous Brothers, ‘We Gotta Get Out of This Place’ (The Animals o.a.), Blame It on the Bossa Nova”( Eydie Gormé),  “Make Your Own Kind of Music” (Mama Cash m.fl.), “Here You Come Again”, der blev fortolket af blandt andre Dolly Parton og “Through the Fire” (Chaka Khan o.a.) og mange flere. Cynthia Mann døde i går i en alder af 82 år.

Ti perfekte sange af Cynthia Weill.

Kollega og samarbejdspartner Carole King skriver et mindeord om Cynthia Weil og om den kvartet af sangskrivere, de var – Cynthia Weill, Barry Mann, Carole King og Gerry Goffin:

I krig dør mennesker. Det er en del af enhver krigs uomgængelige omkostninger. Og det burde ikke være overraskende for nogen som helst. Det burde være barnelærdom. Ikke desto mindre blev det i går – på TV2 nyhedsprogram – til en nyhed, at ukrainske borgere, blandet andet unge mænd i den alder, hvor militærtjeneste kan komme på tale, er begyndt at begræde alle de mange døde, som konflikten med Rusland har ført med sig. Og de unge er begyndt at spørge sig selv, om de er rede til at dø i krigshandlingerne. Og dagens journalist forklarer, at man officielt i Ukraine vil have at befolkningen fokuserer på nationen og kampen for nationens frihed osv. Så er vi ovre i propagandaens tankesæt. Det er vigtigere at tænke: Jeg vil dø for mit fædreland, end at tænke: hvis jeg melder mig så dør jeg en kummerlig død på slagmarken sammen med tusindvis af andre ukrainere.
I månedsvis har vi kunnet følge – på behørig afstand – kampen om byen Bakhmut, der er jævnet med jorden og hvor kampene er foregået fra gade til gade. Og meldingerne har været, at de menneskelige omkostninger har været betragtelige, selv om det – som det er almindeligt i pressen – har været så som så med dokumentation. Men Slagtehuset, som byen er blevet kaldt i folkemunde, er og har været en illustration af, at konflikten med Rusland ikke bare er noget, der overstås skridt for skridt for hver gang de allierede i Vesten har pumpet penge og våben ind i konflikten, men en situation, der viser os krigens sande ansigt, den daglige død, der berøver familier deres fædre, brødre, kærester, men også andre familiemedlemmer. Og enhver må stille sig selv spørgsmålet: Er det virkelig det, vi ønsker?
Samtidig er det blevet mere og mere tydeligt – også i den vestlige presse og de vestlige medier – at konflikten har alvorlige økonomiske, politiske og klimatiske konsekvenser for Vesten. I går kom det frem, at Danmark hører det de helt store klimasyndere, når man medregner vores forbrug – altså det, vi køber fra det store udland, fx biler og elektronik fra Asien. Når vi tager højde for det – og det skal vi, hvis vi skal være nøjeregnende, hvilket vi skal – så er vores klimaprofil ikke grøn men kulsort. Og vores engagement i Ukraine øger blot vores ansvar for klimabelastningen.
Dertil kommer, at vores pro-militarisme-holdning herhjemme betyder, at vi de kommende mange år må skære ned på den såkaldte velfærd. Sagt på en anden måde, så tvinger vores krigeriske politik os til at undlade at udvikle vores eget samfund med bedre ældrepleje, bedre sundhedssystem osv. til fordel for øgede militærudgifter og øget støtte til Ukraine.
Summa summarum: Der danner sig et billede, hvor det propagandistiske billede af konflikten i Ukraine så småt begynder at slå revner og hvor folk i almindelighed begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om krig nu er løsningen på konflikten mellem Ukraine og Rusland. Kunne vi ikke tænke os en anden løsning, der også gavner samfundsudviklingen herhjemme og i hele Vesten?

Jeg er vist ved at være i bund med omtalen af de erhvervede vinyler fra forbrugerismens overdrev. Men jeg mangler i hvert fald en – nemlig Kim Larsen & Bellami og deres Forklædt som voksen, der udkom i 1986 på plademærket Medley. Også i dette tilfælde har vinylen overlevet en tur ned i skraldet uden synderlige mén. Vinylen er lidt støvet,  men ellers i mint condition, som det hedder blandt rigtige vinylsamlere, og også covert og indercoveret er i perfekt stand.

Pladen var debut for Bellami og rummer klassiske Larsen-sange som “Vi er dem” (skrevet sammen med Erik Clausen), “Jutlandia”, “Fru Sauterne” (skrevet med Mogens Mogensen, Gasolins gamle tekstforfatter) og “Om lidt” (med hjælp fra Leif Petersen). Så alt i alt et af Larsens vægtigste album, der selvfølgelig får en varig plads på vinylreolen (når jeg får ryddet op der).

Ret skal være ret, og nu skal Jeronimus stikke pipen ind for en lille stund. Der er meget lorte-tv på de førende danske kanaler. Alt for meget; det skal der ikke herske tvivl om. Og noget af det – især inden for nyhedsjournalistikken – har jeg som Jeronimus været efter her i bloggen og vil nok også være det fremover. Men, men, det hænder også, at nogen i den danske tv-verden får en lys og god idé og får skabt tv, der løfter niveauet betragteligt.

Og det er sket med udsendelsesrækken Hun roder med den danske sangskat på DR2, hvor den japanske chefdirigent, komponist og arrangør for DR Big Band Miho Hazama får til opgave at fortolke fem danske sange fra vores såkaldte sangskat. Det drejer sig om Jeppe Aakjærs “Jeg er havren”, Kaj Munk “Den blå anemone”, St. St. Blichers “Det er hvidt herude”, Johannes Fritz Emanuel Andersens “I skovens dybe stille ro” og Gasolin og Mogensens “Kloden drejer stille rundt”. Fem sange udvalgt af Big Bandets saksofonist Hans Ulrik.

Hver udsendelse, der af 30 minutters varighed, munder ud i Miho Hazamas og bigbandets fortolkning af sangene. Det spændende og lærerige ved udsendelserne er, at vi dels får præsenteret sangene og deres musikalske kvaliteter af Hans Ulrik og andre medvirkende, der hver især kaster lys over teksternes og melodiernes kvaliteter og betydning, og dels oplever et menneske fra en hel anden kultur end vores egen, nemlig den japanske, tage musikken til sig og lave nye arrangementer og fortolkninger, der både fornyer sangene og loyalt respekterer dem. Vi får en illustration af, at musik får nyt liv ved at blive fortolket på ny på respektful og loyal vis.

Det er en lille udsendelsesrække, der lever op til nogle af public service-tvs højeste idealer. Vi bliver alle sammen lidt klogere, vi bliver lidt mere (ud)dannede, end vi var og får kendskab på noget af den danske sangskat (hvis vi ikke havde det i forvejen), vi får sublime, æstetiske, musikalske oplevelser og vi får lov til at opleve tv, der er fokuseret og engageret i sit emne.

Se for eksempel afsnittet, hvor Hazama møder Franz Beckerlee og snakker om Gasolins smukke “Kloden drejer stille rundt”, hvor vi også bliver lidt klogere på Gasolin og deres musik. Se den lige her.