Jeg

25. september 2006

Det er ikke altid de mest interessante emner, der fylder mest i aviserne. SÃ¥ledes er det petitsttoffet i sidste uges Weekendavis, der har rumsteret rundt i mit hoved. I en lille notits med overskriften Er du der? refererer Tine Eiby en artikel fra tidsskriftet Nature (som læsere vil vide, jeg ofte henviser til…). Emnet er: mennesker i koma. AltsÃ¥: mennesker, der – af den ene eller anden grund – ligger hen i noget nær livløs tilstand uden (tilsyneladende) kontakt med deres omverden. Grøntsager. Men nogle videnskabsmænd har været i tvivl. Hvad nu, hvis der faktisk foregÃ¥r noget i hovedet pÃ¥ disse mennesker? Tanker, drømme… Derfor har samme videnskabsmænd lavet en eksperimentel undersøgelse ved hjælp af de moderne hjerneskanningsteknikker, som har boostet hjerneforskningen de seneste Ã¥r. Forsøget gik i sin enkelhed ud pÃ¥ at stille den sovende og en rask patient de samme opgaver – og derpÃ¥ se, hvilke dele af hjernen, der blev aktiveret. Om nogen. Man bad en ung kvinde, der havde ligget i koma siden en trafikulykke i 2005 om at forestille sig, at hun spillede tennis og gik tur i sit eget hus. Samme opgave stillede man sÃ¥ en rask forsøgsperson. Det overraskende var, at skanningerne viste det samme resultat.

Men forskningsresultatet rejser visse fundamentale problemer. Hvis den unge kvinde er bevidstløs, hvilken “bevidsthed” er det sÃ¥, der reagerede pÃ¥ opgaven? Eller hvis det ikke er en bevidsthed, der reagerede, var det sÃ¥ hjernen selv, der gjorde det? Som allerede Freud var inde pÃ¥ for mere end hundrede Ã¥r siden, sÃ¥ er vi ikke herre i eget hus.

618 har læst indlægget

Bifrost – Ida Klemann

25. september 2006

Forleden skrev jeg lidt om DRs udsendelse om protestsange, hvor flere af tressernes og halvfjerserne musikalske navne fik lov at optræde pÃ¥ skærmen. Et af de bands, jeg ikke sÃ¥ eller hørte om, var Bifrost. MÃ¥ske, fordi de ikke blev betragtet som protest – men som hippieband. Jeg husker endnu, at deres debutlp fra 1976 var den mest sælgende lp det Ã¥r. Nr. 1 pÃ¥ DRs hitliste. Men ogsÃ¥, at musikken var anderledes end, hvad man ellers hørte dengang. Tom Lundéns markante sangskriveri og keyboard, Annapurnas fabulerende narrerolle og – ikke mindst – Ida Kleemanns lyse vokal iscenesatte christianitternes tekstunivers af hippiedrømme og samfundskritik.

Nu er Ida pÃ¥ banen igen med en ny plade Hvidt, sÃ¥ vidt pÃ¥ forlaget Exlibris – 22 Ã¥r efter, at Bifrost lukkede og slukkede. Pladen, der beskrives som poetisk rock, er blevet til i et samarbejde med komponisten og harpenisten Kim Skovbye. De to har tidligere samarbejdet i projektet The Scandinavian Orchestra (1996 Hearts freind), men nu træder Ida frem i billedet.

1.877 har læst indlægget

Tidens tone

25. september 2006

Det er snart længe siden, jeg læste en kronik af forfatteren Klaus Rifbjerg. Den handlede om vores forhold til hinanden, sÃ¥dan helt nede pÃ¥ hverdagsniveau. SÃ¥ vidt jeg husker har udgangspunktet, at forfatteren gik en tur en sen nattetime, hvor gaderne – selv i København – var næsten øde. Han gik i sine egne tanker og trÃ¥dte sÃ¥ ud i fodgængerfeltet – og blev straks overfuset af en ung mand pÃ¥ cykel, der rÃ¥bte noget i retning af: Kan du ikke se dig for, din gamle idiot! Selvfølgelig havde forfatteren begÃ¥et en menneskelig fejl. Han skulle have set sig for, men alligevel…

Ribjerg brugte episoden til at fundere over vores relation til hinanden. Han sÃ¥ smÃ¥ tegn pÃ¥, at vi er blevet mere selvoptagede, mindre hensynsfulde, mere respektløse, ligeglade, har glemt alt om almindelig pli og i den dur. Vi har glemt hjertets dannelse, overbærenheden, barmhjertigheden (bortset fra store tv-indsamlinger, hvor det hele alligevel er sÃ¥ fjernt…). I stedet er trÃ¥dt en forrÃ¥else af vores omgangformer. Selvfølgelig er det et subjektivt indtryk, hvilket forfatteren ogsÃ¥ understeger. Men alligevel. Der er noget om det.

Jeg kom til at tænke pÃ¥ Rifs lille kronik, fordi jeg igen hørte om tilsyneladende umotiverede knivstikkerier i det danske natteliv og pÃ¥ tv overhørte statsministerens hule forsøg pÃ¥ at forklare, at vi jo har det godt – ud fra økonomisk-statistiske “sandheder”. Vi har brugt 31 milliarder mere pÃ¥ kommunerne, sÃ¥ vi har det jo godt. Det stÃ¥r ikke til at diskutere, som han gentagne gange sagde med henvisning til statistikkerne. Hvilken logik! Men jeg kom ogsÃ¥ til at tænke pÃ¥ kronikken, fordi jeg læste Anjas oplevelse af tonen i S-togene og togkontrollørerne, der nærmest er blevet omdannet til kamptropper – og Rasmus’ overvejelser over forskellene mellem amerikansk – og dansk omgangsformer. Rasmus peger pÃ¥, at vi danskere ikke er særlig gode til small-talk. AltsÃ¥ de er smÃ¥ banale kommentarer og bemærkninger, der ikke har sÃ¥ meget indhold, men viser, at vi har tid til hinanden, at vi viser hensyn til hinanden, viser opmærksomhed osv. – smÃ¥ tegn, der gør livet lettere at bære..

Selvfølgelig skal man ikke generalisere. Jeg møder mange venlige mennesker – blandt andet i blogland – der gerne bruger et par minutter pÃ¥ andre. Men alligevel har jeg det lidt som Rifbjerg. Jeg synes, at selvtilstrækkeligheden er stor, ogsÃ¥ for stor, i dagens Danmark. Vi har sÃ¥ travlt, vi skal arbejde, vi skal tjene penge, vi har nok i os selv, vi… Eller hvad?

357 har læst indlægget

Den lille pige fra Dikika

24. september 2006

Som tidligere omtalt så interesserer blogbestyreren sig meget for hjerneforskning og palæontologi og forsøger at holde sig opdateret med de seneste forskningsresultater. Seneste nyt kommer fra sidstnævnte videnskab om menneskeartens oprindelse.

Et vigtigt spørgsmål i mennesket udviklingshistorie har været, hvornår vi begyndte at gå oprejst? Man kom besvarelsen af dette spørgsmål et stort skridt nærmere, da man i 1974 fandt skelettet af Lucy i Etiopien. Lucys knogler tydede på, at mennesket allerede for 3.5 millioner år siden var kravlet ned af træerne og begyndt at gå rundt på to ben.

Nu har et hold tyske forskere fra det berømte Max Planck Institut i Leipzig – i følge die Zeit – gjort endnu et vigtigt fund i Dikika, Etiopien. En treÃ¥rig pige er dukket op ved udgravningerne af et flodleje. Som Lucy tilhører den lille pige Australopithecus afarensis-hominiderne. Det interessante ved det nye fund er, at det nuancerer billedet af denne type hominider. For ikke alle den lille piges knogler er fuldt udviklet med henblik pÃ¥ oprejst gang. Skulderbladene og en enkelt bevaret finger peger pÃ¥, at hun – sammen med sine samtidige – har tilbragt en del af tiden i træerne. Og studier af buegangene i det indre øre tyder pÃ¥, at ligevægtssansen ikke har været fuldt helt kultiveret til tobenet gang. Hun udgør med andre ord en udviklingsform mellem aben i træet og det oprejste menneske. Darwin ville glæde sig, hvis han kunne læse næste nummer af magasinet Nature

339 har læst indlægget

Beatleskompilation – sort of…

24. september 2006

BÃ¥de Henrik og Lars har kastet sig over de fire biller og lavet lister over deres favoritter. Og det har selvfølgelig spøgt i hovedet pÃ¥ en gammel Beatle-fan. For at lave en liste over favoritter vil føre for vidt. Den vil nok ende med at tage det hele med – ogsÃ¥ det uofficielle materiale. I stedet vil jeg lave en lille liste over Beatles-sange, som jeg har et mere specielt forhold til – deres sangmæssige kvaliteter ufortalt.

Den første er Kansas City fra Beatles For Sale. Det var den første Beatles-sang, jeg fik at høre i en live-opførelse. I en kælder pÃ¥ hjørnet af Strandbygade og Strandbyplads – lige over for Strandbio – i Esbjerg havde nogle drenge fÃ¥et lavet et øvelokale. Rollefordelingen var pÃ¥ plads (John, Paul, George – og Ringo!). Udstyret var ogsÃ¥ – næsten – pÃ¥ plads. Den ene af drengene havde en far, der sejlede. Og han havde hjembragt sorte Beatles-støvler til et par af gutterne. Sønnike havde oven i købet fÃ¥et en læderjakke og læderkasket à la John Lennon. Instrumenterne var det sÃ¥ som sÃ¥ med. Akustiske guitarer og et par plastikspande som trommer. Men begejstringen og indlevelsen – og vildskaben – fejlede ikke noget. Og erindringens følsomme celloluidstrimmel opfangede det væsentlige af den act

Tilføjelse: Som jeg husker drengenes gig (spillet for en hÃ¥ndfuld andre drenge…), sÃ¥ var det ret vildt. Medens jeg skrev linjerne ovenfor genhørte jeg Beatles for Sale og havde svært ved at høre det vilde i Kansas City…

De anden sang – eller rettere – de to sange er We can work it out/ Day tripper, der udkom pÃ¥ samme singleplade i 1965. Min far sejlede pÃ¥ England dengang og havde den med – flere dage før den udkom i Danmark. Det var stort dengang! Jeg har stadigvæk singlen – Made in Britain – men det grimme, billed- og tekstløse cover er forsvundet i mellemtiden. Heldigvis har jeg ogsÃ¥ den danske single, som jeg fik i fødselsdagsgave det Ã¥r.
Der kommer nok mere…

705 har læst indlægget
705 har læst indlægget