Casbah Coffe House – Beatlemania I

16. september 2006

NME fortæller, at den officielle institution for bevaring af kulturarven i England, English Heritage, har besluttet at tildele Casbah Coffe House i Liverpool en Grade II, hvilket betyder, at huset ikke kan rives ned. Det var her The Beatles, dengang de endnu ikke hed Beatles, men The Quarrymen, spillede deres allerførste gigs i perioden 1959 til 1962, hvor kaffehuset lukkede. Kælderen har været bevaret siden dengang, fx er Cynthia Lennons  og gruppemedlemmernes graffitti og malerier på væggene stadig at se.

324 har læst indlægget

Øst-for-Paradis eller Art-cinema

16. september 2006

Som tidligere omtalt har Århus Kommune til de Radikales udtalte tilfredshed besluttet at lukke kulturinstitutionen Huset, hvilket har resulteret i højlydte protester og en underskriftsindsamling på nettet og uden for (se link). I forbindelse med massakren på det alternative kulturliv i Århus By, har magthaverne besluttet af give penge til et art-cinema, der skal ligge på det prestigefyldte havneområde, som kommunen planlægger at etablere de kommende år.

Det fÃ¥r en til at spørge: Hvad vil der sÃ¥ ske med biografen Øst for Paradis, hvis problemer, jeg flere gange har omtalt i min blog? Tanken om et art-cinema pÃ¥ havnen har nemlig indgÃ¥et i visse politikeres tanker om en erstatning for Øst-for-Paradis! Jeg er alvorligt bange for, at de Radikale fÃ¥r endnu mere at glæde sig over. Til gengæld vil de ikke kunne glæde sig over min stemme i fremtiden…

750 har læst indlægget

John Peel

16. september 2006

Det er ikke for meget at sige, at John Peel nærmest har været en institution i engelsk populærmusik. DJ’en, der døde i 2004, og siden 2005 mindes pÃ¥ John Peel Day, har haft en enorm betydning for promoveringen af ny rock- og popmusik fra midten af 1970’erne og frem. Nu markeres dette uvurderlige arbejde, i følge NME, med udgivelsen af en dobbeltcd med smagsprøver pÃ¥ de kunstnere, han havde med at gøre. Titlen pÃ¥ udgivelsen er: “John Peel Right Time, Wrong Speed: 1977-87”. Pladen der i øvrigt fÃ¥r et cover af selveste Sir Peter Blake, der ogsÃ¥ stod bag Beatles’ Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band, har følgende trackliste: Læs mere »

316 har læst indlægget

Clapton og Cale – og Poul Krebs…

16. september 2006

Ikke John Cale, men J.J. Cale: Eric Clapton og J.J. udgiver deres første fælles album den 7. november. Et overraskende samarbejde, og sÃ¥ alligevel ikke, for Eric Clapton har, som det vil være de fleste bekendt, haft stor succes med “After Midnight” og, ikke mindst, “Cocaine”. Pladen “The Road to Escondido” bestÃ¥r primært af J.J. Cales sange. 11 stk. i alt. Og sÃ¥ har Clapton og John Mayor skrevet en sang hver. Interessant er det ogsÃ¥, at de to guitarister og sangskrivere fÃ¥r hjælp af blandt andet Taj Mahal, Albert Lee og den for nyligt afdøde tangentspiller og Beatle-ven Billy Preston, der spiller pÃ¥ alle numrene. Pladen er dedikeret til ham. I en kommentar til projektet omtaler Clapton det som sin sidste ambition: At lave en plade med J.J.Cale, som har inspireret ham gennem alle Ã¥rene. Læs mere »

691 har læst indlægget

Klaus Lynggaard – en musikanmelder

15. september 2006


I dagens Information anmeldes Klaus Lynggaards nye bog Et kullet klarsyn, der bestÃ¥r af et skønsomt udvalg af Lynggaards skriverier i samme avis fra perioden 1992-2006. Anmelderen er vennen, den jævnaldrende filmanmelder pÃ¥ Weekendavisen, Bo Green Jensen. Green gør fra starten af opmærksom pÃ¥, at han, der har drukket andet end kaffe og røget andet end tobak med Lynggaard – og mere end én gang – er helt og aldeles inhabil. Hvorefter han leverer et meget fint portræt af en af sin generations nok bedste rockmusikanmeldere (Jensen var en af de andre…). Det er et billede af den lidenskabelige skribent og musiksamler, der dropper en i øvrigt mere end lovende litterær forfatterkarriere til fordel for det at skrive om rockmusikken (i bredeste forstand). Men Green stryger ham ikke bare med hÃ¥ret, selv om artiklen oser af dyb respekt for Lynggaards evner som formidler af sin passions frembringelser og flere gange kanoniserer hans artikler. Som den kender af Lynggaard, Green er, gÃ¥r han ogsÃ¥ i clinch med hans undertiden noget kategoriske underkendelse af visse kunstnere, som fx Michael Falch og Poul Krebs, og anfægter ogsÃ¥ hans vurdering af visse pladers holdbarhed; det gælder fx Marc Bolans Electric Warrior og The Slider m.fl.

Reflekterende sin inhabilitet kommer Green ogsÃ¥ ind pÃ¥ spørgsmÃ¥let om generationssamtidigheden. Er det, fordi Lynggaard fylder 50 (som Green), at han synes, de “gamle navne” (Dylan osv.) er begyndt at skrive deres bedste sange? Og man mærker en latent frygt for, at det ogsÃ¥ er denne samtidighed, der præger vurderingen af Lynggaard. I hvert fald lidt. Men – som jeg ser det – sÃ¥ har alderen kun betydning pÃ¥ den mÃ¥de, at ca. 25 Ã¥rs intens beskæftigelse med en musik, der lidenskabeligt har optaget en og fortsat gør det, giver et overblik og en dyb forstÃ¥else, som man nødvendigvis ikke kan have som nyudsprunget anmelder. Dertil kommer selvfølgelig, som Green ogsÃ¥ pointerer, at man har nogle fælles referencer, som indiskutabelt har med tiden at gøre. Fx at begge fik en Donovan-single som den første plade eller begejstredes for bogen Der gror aldrig mos pÃ¥ en rullesten fra 1970 (den første egentlige samling af dansk rockkritik).

1.923 har læst indlægget
1.923 har læst indlægget