Negationer – poesi…

10. april 2007

sneen giver op, ryster på hovedet, slår ud
med armene og går hjem, hvilket er: ned,
mens andre ting går op, blomster, halse,
køn, stilke i alm., buske og træer skyder
grene, knoppende kviste, ske noget skal
der nu snart, rejsegilder forberedes med
fællessang, dybt rørende, en ældre Irish
holder tankefuld tale fra sin papkasse på
plænen: hvad må der gøres? noget! fuldstændig
rigtig tænkt, tænker jeg: præcist

Per Aage Brandt har udsendt et nyt bind poesi РNegationer -p̴ forlaget Basilisk.

241 har læst indlægget

Dusty Springfield

10. april 2007


Lulu gjorde indtryk i søndagens nostalgitrip. Det samme gjorde den gamle optagelse med Dusty Springfield. Dusty – hvis borgerlige navn var Mary Isobel Catherine Bernadette O’Brien – var – efter blogbestyrerens mening – en af de fineste kvindelige stemmer i engelsk popmusik i tresserne.
Hun var allerede på banen, før Beatles havde gjort England til popmusikkens centrum, idet hun sammen med broderen Dion var en del af folktrioen The Springfields, der blev dannet i 1960 og havde en vis succes, bl.a. i USA, hvilket var usædvanligt for en engelsk gruppe dengang i før-Beatles-perioden. Dusty forlod gruppen i 1963 for at skabe sig en solokarriere og fik succes med det samme. Få dage efter bruddet udsendtes I Only Wanna Be With You, der kom på hitlisterne både hjemme i Storbritannien og i USA.
I modsætning til flere af sine engelske kolleger hentede Dusty fortrinsvis sin inspiration i USA fra begyndelsen af. Allerede som ganske ung lyttede hun til Peggy Lee, og senere blev hun meget optaget af Motown-lyden, da den brød igennem lydmuren i tresserne.
Debutsinglen blev fulgt op af en lang række succesfulde indspilninger, bl.a. en del Bacharach-David-kompositioner. En af dem The Look Of Love indgik i James Bond-parodien Casino Royal i 1967.
Hvis man kan bruge hitlisterne som mÃ¥lestok for successen (hvad man nok ikke kan, i hvert fald ikke den kunstneriske succes…), sÃ¥ kulminerede hendes popularitet i 1964 med nummer 1-hittet You Don’t Have To Say You Love Me. Men ret beset var Dusty nok ikke et hitlistefænomen, for hendes sangkunst var nok en tand for sofistikeret til rigtig at gøre sig pÃ¥ hitlisterne i længden. Hun var dog umÃ¥delig populær i Storbritannien og fik fx sit eget tv-show “Dusty” pÃ¥ BBC i 1966-67, hvor hun bl.a. optrÃ¥dte sammen med Jimi Hendrix…
Kendetegnende for hendes musikalske orientering fik hun kontrakt med pladeselskabet Atlantic Records i Memphis, et pladeselskab, der bl.a. husede souldronningen Aretha Franklin. Og her indspillede hun den måske kunstnerisk set mest vellykkede plade Dusty in Memphis. Sangen Son Of A Preacher Man, der i en vis forstand blev Dustys kendingmelodi, stammer fra dette album.
Dusty døde i 1999 af brystkræft kun 59 Ã¥r gammel. Hun var efter sigende en perfektionist, der var vanskelig at arbejde sammen med. Det gjorde det heller ikke lettere for hendes karriere, at hendes seksuelle orientering ikke passede ind i populærmusikkens stereotype kvindebillede. Hendes kunstnernavn “Dusty” fik hun efter sigende i sin barndom, fordi hun var, hvad man kalder en tomboy. I sin egen opfattelse var hun “bi-seksuel”. Biografskrivere mente, at hun var lesbisk. Selv i de sÃ¥kaldt frigjorte tressere var det problematisk at have en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle. Og med en strikte katolsk opdragelse og et fordømmende, smÃ¥borgerligt samfund som ramme, har det sikkert været sin sag at finde en modus vivendi. Man kan alligevel godt undre sig lidt over, at der er blevet brugt sÃ¥ megen krudt pÃ¥ netop det spørgsmÃ¥l i interessen for Dustys liv og levned, nÃ¥r det nu er hendes kunstneriske indsats, der virkelig er interessant…

Jeg kan huske, at specielt nummeret Son Of A Preacher Man fik en hel del air-play hos Jørgen Mylius og andre P3-DJs dengang i tresserne.

Og nogle videogodbidder med Dusty: Læs mere »

402 har læst indlægget

Det bliver ikke bedre – Jack Nicholson nemlig…

10. april 2007


Aftenens gensyn var As Good As It Gets med Jack Nicholson i hovedrollen som en succesfuld og dybt tvangsneurotisk forfatter, der mod alle odds fÃ¥r tilkæmpet sig lidt af lykkens store lagkage. Flankeret af den underskønne, spiselige Helen Hunt som enlig servitricemor, der lever og Ã¥nder for sin syge søn, spiller Jack Nicholson op til sit bedste. Der er skuespillere, der kan afgøre, om en film er værd at se eller ikke. Jack er en af dem. I denne tragi-komedie udfolder han suverænt sit talent i fremstillingen af den misforstÃ¥ede, socialt umulige mands kamp for kærligheden. Han forstÃ¥r at gøre personen pÃ¥ en gang frastødende og dybt sympatisk. Han skaber med andre ord en menneskelig figur ud af dette monstrum af et psykiatrisk tilfælde. At filmen sÃ¥ til sidst ikke kan se sig fri for en af Hollywoods klistrende klichéer – at kærligheden overvinder alt, ogsÃ¥ en lammende tvangsneurose – er sÃ¥ en anden ting, som man mÃ¥ tage med. Jack Nicholson er en oplevelse, og han bliver tilsyneladende bedre og bedre med alderen..

1.517 har læst indlægget

Johnny Hart – skaberen af “B.C.” er død, 73

9. april 2007


I følge medierne døde Johnny Hart, medens han sad og tegnede. En nådig død.
Capac har altid læst “B.C.” med stor fornøjelse. Her var en serie med en næsten filosofisk humor. Lidt i traditionen fra Radiserne, i deres velmagts dage. Nu mÃ¥ vi nøjes med genoptryk…. Hvil i fred, Johnny.

517 har læst indlægget

LULU – en sangbombe fra tresserne

9. april 2007


Blogbestyreren kan ikke skjule, at han blev særdeles indtaget af gensynet med den skotske sangerinde Lulu i gårsdagens nostalgifestival. Hun gav den hele armen og lidt til. Sang som gjaldt det livet.
Lulu (hvis borgerlige navn er: Marie McDonald McLaughlin Lawrie), er født i 1948 og slog igennem som femtenÃ¥rig med sangen “Shout”, hvor man kunne høre hendes meget voksne, energiske og medrivende stemme. Hun kunne minde lidt om amerikanske Brenda Lee i hendes tidlige periode.
Efter debuten gik det slag i slag. En periode arbejde hun sammen med The Hollies. Og i 1967 fik hun et hit med To Sir With Love, der indgik i filmen af samme navn, hvor Lulu også optrådte som skuespiller. I 1969 repræsenterede hun England ved Melodi Grand Prix og vandt, men måtte dele æren med Spanien, Nederlandene og Frankrig (!). Sangen hed Boom bang-a-bang. Selv om sangen blev hendes største singlehit, lagde hun efterfølgende afstand til sin engagement i Melodi Grand Prix.
Det skal også nævnes, at hun i 1969 giftede sig med Maurice Gibb fra The Bee Gees, og at hun i 1974 sang titelmelodien til James Bond-filmen The Man With The Golden Gun. Og at hun har modtaget OBE for sit kunstneriske virke.
Hun er stadigvæk aktiv og slÃ¥r sine folder inden for musikken, skuespilleriet, modelbranchen og medierne. Hun har sÃ¥ledes – som Paul Jones – sit eget radioprogram pÃ¥ BBC2.

1.186 har læst indlægget
1.186 har læst indlægget