Gasolin

5. april 2007


I gÃ¥r aftes kunne man se første del af Anders Østergaards berømmede og roste semi-dokumentarfilm om gruppen Gasolin. Hvis man ikke har set den, sÃ¥ er der al mulig god grund til at følge med i andet afsnit i aften. For det er helt igennem sober og gribende beretning om fire unge mænds vej til verdensberømmelse i Danmark. Det er rørende at høre guitaristen og ex-avantgarde-jazz-musikeren Franz Beckerlee fortælle om sin kærlighedsløse barndom, der afsætter en søgen i det spirituelle og musikalske eller singlemorbarnet Kim Larsen, der inspireres af den gamle Hollywood-film “Odysseus” (m. Kirk Douglas) til at sige farvel til skolelærerjobbet pÃ¥ Amager (og ægteskabet…) og kaste sig ud i et liv som musiker, selv om han kun kunne seks-syv akkorder. En Kierkegaardsk lærdom eller “urfortælling”, som Kim selv kalder det, hentet fra underholdningsindustrien: Man er ikke en fri mand, hvis man ikke tør tage chancer.
Filmen burde være pligtpensum for alle, der beskæftiger sig med uddannelse og tror, at man kan planlægge andre menneskers liv med elevplaner etc.
Filmen giver et herligt billede af tiden fra efterkrigsÃ¥rene og frem til gennembrudsÃ¥rene i 1970’erne. Beskrevet og fortalt loyalt og fantasifuldt.
Jeg kan selv huske, at den første gang, jeg for alvor bed mærke i Gasolin, var da de lavede musik til den socialrealistiske film Ang. Lone af Franz Ernst (1970). Det var deres anden singleplade. Og den gjorde indtryk. Her var der noget nyt og anderledes. Jeg blev ikke fan af Gasolin i halvfjerdserne, men lyttede til dem. Kunne ikke lade være. Gruppens musik var en væsentlig del af soundtracket til halvfjerdserne. Her mødtes Oswald Helmuth med Jimi Hendrix og den spirende dansksprogede rocklyrik, der var sat i gang af Eik Skaløe og Steppeulvene, blev forfinet med Mogens Mogensen og bandets mundrette poesi. Langsomt, men sikkert arbejdede Gasolin sig ind under huden.

Gasolin giver koncert i Thylejren, anno 1971:

743 har læst indlægget

Mistilliden i det danske uddannelsessystem

5. april 2007


Hvis man ikke har andet at lave i de stille pÃ¥skedage før indkøbslørdagen, sÃ¥ vil blogbestyreren gerne anbefale, at man læser Weekendavisens interview med professor Jørn Lund. Jørn Lund, der er sprogmenneske (og i parentes bemærket var censor pÃ¥ capacs konferensspeciale…), udsender efter PÃ¥ske en bog om det danske uddannelsessystems elendighed. Af interviewet fremgÃ¥r det, at det netop er kontrollen og mistilliden, der er problemet. Lund er ikke en hr. Hvemsomhelst. Han sidder i bestyrelsen for Københavns Universitet og kender uddannelsessystemet indefra. Dertil kommer, at han er et diplomatisk menneske. Netop derfor er han værd at lægge øre til…

373 har læst indlægget

Thunderclap Newman – Something In The Air

4. april 2007

Historien om den engelske gruppe Thunderclap Newman, der fik et hit med Something In The Air, er lidt sjov. Gruppen blev skabt af lederen af The Who, Pete Townsend, der ønskede et band, der kunne indspille nogle sange, som The Whos tidligere altmuligmand (roadie, trommeslager, guitarist m.m.) John “Speedy” Keen havde skrevet. Townsend producerede pladen, arrangerede strygerne og spillede i følge rygterne ogsÃ¥ bas pÃ¥ pladen. Nummeret blev nr. 1 i England, hvor det holdt sig i tre uger. Det blev ved det ene hit for gruppen. Til gengæld har det været brugt i adskillige film – og med god grund. Det er et højst iørefaldende nummer.

682 har læst indlægget

Flere Bond-sange: Dem, der ikke faldt i blogbestyrerens smag…

4. april 2007

Medens Carsten følger op pÃ¥ favoritterne, har blogbestyreren forsøgt at erindre den seneste melodi, men har end ikke kunnet huske kunstneren. SÃ¥ den kommer nok ikke med pÃ¥ Bond-hitlisten. Der er ogsÃ¥ andre, som ikke har været helt vellykkede, efter capacs beskedne smag. Som ynder af The Beatles, Wings og Paul Mccartney i det hele taget, mÃ¥ jeg indrømme, at Live And Let Die aldrig rigtig har appelleret til mig. Den har nok Bond-elementer af dramatik og bulder-og-brag, men i Wings-sangkataloget ligger den langt nede. I det hele taget synes jeg, det er en atypisk Wings-sang. OgsÃ¥ i Bond-sang-skatten ligger den i bunden. Det samme gælder Duran Durans View To A Kill. Som tidligere nævnt, kan capac ikke rigtig se noget i den gruppe. I den nederste halvdel ligger ogsÃ¥ Tina Turner, Garbage og Sheryl Crow…
Og lad os så slutte dette Bondfangeri af med klassikeren over dem alle, Goldfinger, fremført af den tidligere fabriksarbejderske Shirley Bassey:

269 har læst indlægget

Keith Richard – nu som kannibal

4. april 2007

Her, der og allevegne kan man læse om rullesten Keith Richards interviewafsløring til NME: At han i en rus sniffede sin fars aske sammen med lidt kokain. Keith mener i øvrigt, at faderen, der døde i 2002, ville have været “skideligeglad”. Han er og bliver en bisse, ham Richard.

Opdatering: I dag torsdag kan man sÃ¥ læse, at Keith via en talsmand fortæller, at det med at sniffe sin gamle fars aske var en joke! SÃ¥ kan de lære det – ikke at stille sÃ¥ tÃ¥belige spørgsmÃ¥l… Til gengæld plantede Keith en eg i sin fars aske. I følge DR Nyhederne udtaler den gamle bisse:” – Historien er som sædvanligt blevet misfortolket. Sandheden er, at jeg plantede en engelsk eg. Jeg tog lÃ¥get af urnen, han gror nu en eg, og han ville elske mig for det”.

539 har læst indlægget
539 har læst indlægget