Pisseflotte urinaler

9. oktober 2006

Jeg kan ikke lade være. Liselotte har et indlæg om urinaler – smukke urinaler, hvis man kan forestille sig det. Og de er pisseflotte, som vi sagde, da jeg var ung… Men er det noget for “rigtige mænd”?!

Opdatering : Jeg har i øvrigt læst, at Københavns kommune vil gøre noget ved de offentlige toiletter. Måske disse urinaler er en idè?

304 har læst indlægget

Coney Island Baby

9. oktober 2006

I 1975 udsendte Lou Reed sit berømt-berygtede white-noise-dobbelt-album Metal Machine Music, der mest af alt bestod af lyd lavet med en guitarsynthesizer (jævnfør Lous egen kommentar pÃ¥ live-pladen Take no prisoners ). Rygtet gik, at det skete i protest mod kontraktbetingelserne pÃ¥ det pladeselskab, han var tilknyttet. PÃ¥ denne mÃ¥de ville han opfylde sin del af kontrakten, mente han. I stedet kastede det Lou ud i et økonomisk og personligt morads, hvor han mÃ¥tte tage til takke med et værelse pÃ¥ Gramercy Park Hotel og overleve fra dag til dag. En leder i RCA-pladeselskabet, som Ã¥benbart godt kunne lide Lou Reed, gav ham en chance: Han skulle indspille en rock-plade. Resultatet blev Coney Island Baby, hvor Lou vendte sig væk fra sine tidligere storby-tematikker (samfundets udskud, seksuel perversion etc.) mod det personlige, der i titelsangen handler om at blive en del af det lokale fodboldhold og være med i fælleskabet. Med denne plade kom han et skridt nærmere det ideal, han selv har sat for sine kunstneriske ambitioner: at lave et adult rock’n roll album. Her fremstÃ¥r han med en ny modenhed og følsomhed, som nedturen sikkert har været katalysator for, og lægger lidt afstand til de foregÃ¥ende pladers anderledes vilde og eksperimenterende Ã¥nd. Som det sig hør og bør er genudgivelsen tilført nogle ekstranumre osv. I hvert fald er det rart at se, at et af mine favoritalbums med den gamle Velvet Underground-stjerne bliver fejret pÃ¥ behørig vis.
Coney Island Baby

386 har læst indlægget

Professionshøjskoler – tvang eller frihed?

9. oktober 2006

Regeringen lider af (bl.a.) udddannelsespolitisk elephantiasis eller megalomani (your pick!). Først lavede man Centre for VideregÃ¥ende Uddannelser (CVU’er), sÃ¥ slog man universiteterne sammen med en række andre uddannelses- og forskningsinstitutioner. Argumentet er blandt andet, at stordrift og de pÃ¥stÃ¥ede synergieffekt ved organisatorisk og institutionel sammenlægning vil styrke kvaliteten af uddannelserne og forskningen. Nu er turen sÃ¥ igen kommet til de seminarier og andre mellemlange videregÃ¥ende uddannelser, der har brugt godt fire Ã¥r pÃ¥ at lave mere eller mindre imponerende CVU’er.
Der har allerede været mange protester mod tanken om professionshøjskolerne. Blandt andet, at det vil stille alle institutionerne lige dÃ¥rligt økonomisk, uanset om deres individuelle succes berettiger til det eller ej. De succesfulde, velfungerende institutioner vil blive trukket ned pÃ¥ niveau med de mindre succesfulde og dÃ¥rligt fungerende. Men, det skal sandelig ske “frivilligt” ifølge undervisningsminister Bertel Haarder. Frivilligheden bestÃ¥r i, at man sagtens kan holde sig uden for – men sÃ¥ holder man sig ogsÃ¥ uden for muligheden af at søge “visse bevillinger”, fx “midler til forskningstilknytning”, som er forbeholdt professionshøjskolerne. Og husk nu: Der er ikke tale om tvang…men om liberalistisk frihed.

439 har læst indlægget

Utilregnelige Venstre

9. oktober 2006

De forgangne ugers ballade og regeringspartiet Venstres hÃ¥ndtering af den folkelige opstand kunne fÃ¥ en til at tro, at partiet – eller i hvert fald mange ledende medlemmer af dette – helt og aldeles har mistet jordforbindelsen, kappet forbindelsen til hverdagen og realiteten i det hele taget. Nu synes det bekræftet med meddelelsen om, at man i Venstre mener, at unge helt ned i 16-Ã¥rs-alderen skal have lov til at køre bil! Tanken – hvis man da kan kalde forslaget sÃ¥dan – er, at de unge skal lære af deres forældre et par Ã¥r, inden de for alvor bliver sluppet ud i trafikken. Kørelærerene mener, at det eneste, man fÃ¥r ud af det, er, at de unge tager ved lære af forældrenes rÃ¥dne kørsel. Og i øvrigt fylder de unge sÃ¥ rigeligt i ulykkesstatistikkerne, at det halve kunne være nok…

239 har læst indlægget

Loudon Wainwright

9. oktober 2006

Attempted Moustache
Inspireret af et af Klaus’ seneste indkøb lytter blogbestyreren her til morgen, inden den obligatoriske hundeluftning – eller rettere fælles spadseretur med Gravhunden – og jobsøgningen pÃ¥ det store nets utallige jobbaser kom igang, til en af mine absolutte favoritplader med sangeren og sangskriverenn Loudon Wainwright (og i det hele taget…): Attempted Moustache. ‘Det forsøgsvise overskæg’ var den allerførste plade, jeg fik fat i med manden tilbage i 1973 efter at være blevet vakt af blandt andet Hans Otto Bisgaards afspilning pÃ¥ DRs P3 af Dead Skunk fra Loudons album III, det nærmeste Loudon har været et rigigt hit.
Loudon tilhører en humoristisk folktradition, der går tilbage til Tom Lehrer, og senere blev repræsenteret af fx Jonathan Richman. En tradition, hvor man med latteren som passager eller tungen i kinden besynger såvel hverdagens små, men vigtige, tildragelser og store begivenheder i verden omkring os.
PÃ¥ denne plade fÃ¥r vi Svømmesangen, der handler, ja ,om glæden ved at svømme crawl, brystsvømning og i det hele taget at sparke og plaske sig igennem det vÃ¥de element, sÃ¥ man er nær ved at drukne; vi fÃ¥r ogsÃ¥ sangen om barndomsveninden Liza (Minelli!), der som barn ville være sygeplejerske og kørte rundt med Loudon i Lizas “junior Thunderbird electric kitty-car”; og vi fÃ¥r sangen I am the Way om, hvor gruelig galt det kan gÃ¥, nÃ¥r man hedder (og er) Jesus og gÃ¥r rundt og siger ‘Jeg er vejen’; og den tragiske historie om manden, der ikke kunne græde,og som – da der der endelig gÃ¥r hul pÃ¥ tÃ¥rekanalerne – dehydrerer, dør og drager op i himlen, hvorfra han kan se, hvordan nemesis rammer alle hans tidligere kritikere; eller Nocturnal Stumblebutt om rygeren, der i nattens mulm og mørke vil finde en smøg i huset uden at vække nogen og – selvfølgelig – hamrer foden ind i bordet, vælter lampen osv., men til sidst finder en lille skod; Clockwork Chartreuse, der sikkert er inspireret af filmen Clockwork Orange, der muntert beskriver hvordan en mand fÃ¥r afløb for al sit had og sin vrede gennem vold, og – sÃ¥ videre. En stor hÃ¥ndfuld meget morsomme sange, der alle et eller andet sted hviler pÃ¥ en stor alvor, sÃ¥dan som det er tilfældet med al væsentlig humor. Dertil skal lægges, at Loudon synger som om det galt livet med et engagement og nærvær, sÃ¥ man er tilbøjelig til at mene, at han elsker sit job og sine sange. I hvert fald gør blogbestyreren…

Se også her hos Klaus.

442 har læst indlægget
442 har læst indlægget