Don’t dream it’s over – Crowded House gendannes

22. januar 2007

I 2005 begik den tidligere trommeslager i Crowded House, Paul Hester, selvmord. Sangskriveren i bandet, Neil Finn, gav i den forbindelse udtryk for, at en gendannelse af det opløste band herefter ikke kunne komme pÃ¥ tale. En forstÃ¥elig holdning – i situationen. Hester var en vital del af gruppen, og selvmordet var – som det altid er – ubærligt. Men tiden er gÃ¥et, og nu skulle det være sikkert at Crowded House efter en pause pÃ¥ ti Ã¥r skulle drage pÃ¥ koncertturné igen – med hvad deraf følger.
Det glæder blogbestyreren, der ellers er forbeholden over for gendannelser af gamle bands, for Crowded House har altid stået hans hjerte nær. Den australske konstellation med de to Finn-brødre, Neil og Tim, står som nogle af de fineste arvtagere til traditionen efter Lennon & Mccartney. Melodiøs, tænksom rockmusik, når det er allerbedst.
Gruppen besøgte faktisk Århus engang i forbindelse med en udendørskoncert, men blogbestyreren var forhindret i at deltage. Det er en af de ting, der kan ærgre i lang tid bagefter. Men måske kommer der nu en ny chance for at opleve disse fine musikere.

Meget apropos den påtænkte gendannelse så er gruppens afskedsturné for ti år siden nu udgivet som DVD:

Læs mere »

368 har læst indlægget

Musikradio

22. januar 2007

PÃ¥ det danske musikblad Gaffas hjemmeside kan man læse om forfatteren Ole Hyltoft, der er blevet valgt til bestyrelsesmedlem af DR og i den anledning fyrer en bredside af mod P3. Han mener, at kanalen “spiller for meget pigtrÃ¥d”. Hyldtofts kronik kan læses i sin helhed pÃ¥ forfatterens hjemmeside. Det var ordet “pigtrÃ¥d”, der fik mig til at studse lidt. For kunne det virkelig være sandt, at P3 var begyndt at spille tidlig dansk tresserrock. Nej, selvfølgelig ikke. Hyldtoft, der er 71, mener, at P3 gÃ¥r de store pladeselskabers ærinde ved at spille tidens mest populære musik. Han bruger blot ordet i en anden, ikke-oprindelig betydning.
Det er mange Ã¥r siden, jeg holdt op med at lytte til P3. Det var omkring det tidspunkt, hvor Torben Bille fik ansvar for kanalen og gjorde den til en kanal, der primært skulle lefte for det “unge segment”. Slut var det med spændende ekskursioner ud i musikgenrer og -Ã¥rgange, der kunne anfægte ens smag og musikvaner. Og siden gik den kun den populistiske vej, hvor det eneste kvalitetsparameter var antallet af lyttere…
PÃ¥ min vej med hunden kommer jeg – som tidligere omtalt – forbi et busskur af glas, hvor der er store plakater med reklamer for dit-og-dat. For tiden er der en reklame for en kommerciel radiokanal – Radio 100 FM. PÃ¥ store plakater gøres der lodret nar af musikgenrer som avantgarde jazz og folkemusik. Tre fire personer (sikkert radiofolk) er klædt ud sÃ¥ de ligner radiokanalens egne fordomme om, hvordan avantgarde-jazz-musikere og folkemusikere ser ud. Det er decideret pinligt. En ting er, at man kun vil spise lytterne af med den snævreste mainstream hip-hop, pop osv. og ikke vil give den en chance for at høre andet, noget andet er at latterliggøre musikere (og deres lyttere) pÃ¥ en sÃ¥ lavpandet vis. Det er fordumsfuldt og dumt.

499 har læst indlægget

Fileext – en lille nyttig side

22. januar 2007

Som it-lærer og almindelig computerbruger gennem mange Ã¥r sætter man pris pÃ¥ hjemmesider, hvor man fÃ¥r nyttig besked. Igennem Ã¥rene har jeg stÃ¥et over for mange mystiske filer, og da man jo aldrig kan vide, om den pÃ¥gældende fil mÃ¥ske er “skadelig” eller blot ubrugelig, sÃ¥ er det rart at kunne gÃ¥ ind et sted og fÃ¥ svar. Og nu faldt jeg over sÃ¥dan en side: www.fileext.com. Her kunne jeg sÃ¥ fÃ¥ at vide at *.zm9 blot var en omdøbt *.zip. Rart at vide.

502 har læst indlægget

Normaliteten – og dens grænser – en anbefaling

22. januar 2007

DR2s nyhedsmagasin Deadline har en sektion 2, hvor der er tid til lidt fordybelse. I går aftes var emnet Hvad er normalt? Jes Stein Petersen havde inviteret en forfatter, Merete Pryds Helle, og to medicinere, hhv. Preben Brandt, der er kendt som talsmand for samfundets bærme, og Bent Rosenbaum, der er psykiater fra den Freudiansk-Lacanianske skole.
Selvfølgelig ved vi godt, at normaliteten – som Rosenbaum var inde pÃ¥ – er en konstruktion, en idealitet, men samtidig er den ogsÃ¥ en kulturel og politisk realitet i den forstand, at de “unormale” med alskens midler forsøges indlemmet i normaliteten. Brandt nævnte som eksempel, at det i den nuværende politiske konjunktur er unormalt ikke at have et arbejde. De arbejdsløse, specielt dem, der af den ene eller anden grund, ikke betragter lønarbejde som noget attraktivt, er u-normale. Og Rosenbaum var inde pÃ¥ at ogsÃ¥ normaliteten var behæftet med psykopatologiske træk og nævnte som eksempel den kynisme, man møder fx hos administratorer og arbejdsgivere, der sender mennesker ud i arbejdsløshed under dække af en managementretorik, der slører den vold, der udøves, eller hos politikere, der ligeledes taler i realitets”løse” termer med fatal effekt…

501 har læst indlægget

Rhinoceros – en supergruppe

22. januar 2007

Til tresserrockens opfindelser hører ogsÃ¥ begrebet supergruppe. Betegnelsen blev brugt pÃ¥ konstellationer af musikere, der i forvejen havde fÃ¥et en vist renommé pÃ¥ grund af deres hidtige musikalske aktiviteter. Supergrupper var fx Cream med Eric Clapton, Jack Bruce og Ginger Baker eller Blind Faith med Steve Windwood m.fl. Gruppen Rhinoceros’ adskiller sig fra de allerede nævnte ved dels mindre succes og dels ved at være resultat af en regulær konstruktion foretaget af folk bag det navnkundige pladeselskab Elektra (der havde Doors, Love, Tim Buckley m.fl. i sin stald). I centrum for projektet stod Paul Rothchild, der var producer for The Doors. Man ville sætte nogle af pladeselskabets bedste musikere samme i en gruppe med henblik pÃ¥ at fÃ¥ succes (og selvfølgelig: tjene masser af penge…).
Gruppen blev, som sagt, aldrig den store succes, og det er lidt en skam, for der blev faktisk lavet spændende musik i den gruppe. I sin tidlige opsætning bestod gruppen af Michael Fonfara(orgel), Danny Weis (guitar), John Finley(vokal), Alan Gerber (vok), Billy Mundi (trommer), Jerry Penrod (bas) og Doug Hastings (guitar). De havde en fortid i grupper som Buffalo Springfield, Iron Butterfly, Clear Light m.fl.
Desværre findes der ikke videoklip med gruppen pÃ¥ YouTube, men til gengæld er gruppens vist nok eneste video at se pÃ¥ en meget fin og informativ webside om gruppen, hvor man ogsÃ¥ kan lytte til mp3-eksempler pÃ¥ gruppens musik (se menuen til højre). Gruppen nÃ¥ede at lave fire fine LP’er: RHINOCEROS (1968), SATIN CHICKENS(1969), BETTER TIMES ARE COMING (1970) og BLACKSTONE – ON THE LINE (1972). Den første er genudsendt pÃ¥ cd; det samme er de to efterfølgende, der er genudgivet pÃ¥ en samlet cd.

571 har læst indlægget
571 har læst indlægget