Milena Penkowa igen på forsiden

18. januar 2019

Den tidligere hjerneforsker og liberalt-borgerlige eliteforsker-prototype Milena Penkowa, hvis sag jeg har skrevet udførligt om er igen dukket op på avisernes forsider. Denne gang er nyheden, at byretten i København har bekræftet, at det var i orden af Københavns Universitet fratog Penkowa doktorgraden i 2017. Om baggrunden kan man læse i mine skriverier. Og det undrer mig slet ikke, at hun fortsat dukker op – og sikkert vil gøre det fremover – for hun har åbenlyst svært ved at lære af sin sag.

14 har læst indlægget

Listige the Who – deres singler

18. januar 2019

Bedst som jeg troede, jeg kunne lægge The Who lidt væk, så  kommer den britiske avis The Guardian med en liste over The Whos singler. Og på førstepladsen finder vi – nej, ikke “My Generation” men – “Substitute”. LIstemageren er dog ærlig og klar over, at det er en halsløs gerning at udpege en af The Whos første singler til førstepladsen:

The Who hit the ground running at such an astonishing pace, it is almost impossible to pick one of their mid-60s run of singles over the rest. Even with their spoilsport first label releasing vast chunks of their debut album on 45 following the band’s defection to Robert Stigwood’s Reaction Records, virtually every seven-inch with their name on it from the era is superb. But Substitute just edges it: a complex, frustrated exploration of modern identity into which Townshend boldly stirred class, race, sexuality and even a bit of Freudian psychology. The band, meanwhile, sound incredible: a breezy acoustic guitar riff sandwiched between Daltrey’s screw-you vocal and a rhythm section that feels as if it is raining blows on the listener.

 

Lister kan – efter min mening – bedst bruges til at etablere et genhør med elskede eller halvt-glemte sange. Således også denne liste, der dog afslører i hvor høj grad The Who var en singlepladegruppen.

9 har læst indlægget

Mick Taylor – 70

17. januar 2019

Der er dem, der mener, at Mick Taylor var noget af det bedste, der skete for Rolling Stones dengang for mange år siden. Det skal jeg ikke sætte mig til dommer over, men i hvert fald fylder den gode guitarist år i dag og bliver 70.

The Mick Taylor Years del I (find selv de andre dele på tuben…)

18 har læst indlægget

Dada on tour

17. januar 2019

Når man går til koncert, så oplever man ofte, at der spilles dåsemusik, før kunstnerne går på scenen, i pausen og efter. Det er som om man tænker, at publikum kommer for at høre musik, så de må hellere få musik hele tiden. Jeg er ikke sikker på, at det altid er en god idé.
I går aftes var dåsemusikken inspireret af industrial noise og electronica. Og på et tidspunkt fik noget af musikken mig til at tænke på dadaismen, der nok også et eller andet sted langt ude er inspirationskilde til den mest outrerede del af rocken,.

6 har læst indlægget

Koncert: Algiers på Atlas

17. januar 2019

[Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk) for Fonden Voxhall]

Hvilken musik passer til en våd og kold januaraften i Januar – i Danmark?! Måske noget, der smager af sommer, sol og varme? Men sådan skulle det ikke være denn onsdag på spillestedet Atlas i den centrale Århus (undskyld, jeg kan ikke vænne mig til at skrive byens navn med Aa…). Næh, vi var i den anden ende af det musikalske spektrum – der hvor storbyens støj er et grundelement i det musikalske udtryk,.

Det blev slået fast med syvtommersøm, da opvarmningsnavnet, trioen The Pool, gav deres første optræden i byen til gode. Tre mand høj. En tog sig at det præ-programmerede på computer og et lille keyboard, en spillede el-guitar og så var der forsangeren. I en god halv time præsenterede de os, en knap halvfuld sal, for deres musikalske univers. Og det var et univers, der først og fremmest var præget af den præ-programmerede industrial-noise. En nærmest voldsom udladning af støj, der gjorde det lidt svært for specielt guitaristen af finde sin naturlige plads. Det gik lidt bedre for forsangeren, der dog kunne hævde sig lidt i kraft af sin attitude. Men samlet set havde The Pool lidt svært ved at komme ud over scenekanten med deres musik, selv om publikum knappede nærmest høfligt efter hvert nummer. Og jeg tror, det hænger sammen med, at støjelementet i musikken mest af alt var konturløs og ustruktureret. I hvert fald det meste af tiden. Og kontur og struktur er altså nødvendig (selv om der er undtagelser) i populærmusikken. Jeg tror The Pool er et band på vej. De har endnu ikke fundet deres stil eller form og befinder sig i undergrundens eksperimenterende kaos, hvor indholdet endnu har overtaget over formen. Det forblev nichemusik for støj- og electronicanørder. Kom igen.

Der var et kvantespring fra The Pool til kvartetten Algiers fra Gorgia, Alabama. Og selv om den industrielle støj også var en del af Algiers udtryk, så var det på en helt anden velovervejet facon. De præ-programmerede sekvenser af støj og lyd fungerede nærmest som ouverturer til de enkelte numre eller som underlægning og indslag, der først og fremmest havde til formål at skabe og understøtte stemningen i numrene. For ellers udmærkede Algiers sig først og fremmest ved at være et umiskendeligt rock-and-roll-band.

Fra første moment i musikken blev man mindet om kroppens betydning i rock-and-roll. Med smæld og fremdrift i trommerne sørgede Matt Tong, godt støttet af vildmanden og bassisten Ryan Mahan for at forbindelsen til den elementære rock-and-roll fra halvtredsernes og tressernes garagerockere blev etableret som den bund, hvorpå Algiers’ eksperimenterende americanarock rejste sig. Og det var rock, der gik direkte i blodet, hjertet og kroppen. Publikum begyndte straks at bevæge sig spontant til musikken.

Og oven på denne solide bund af rock voksede så et konglomerat af metropolstøj og -lyd, kombineret med tydelige elementer af soul og gospel. Her var det naturlige omdrejningspunkt og centrum kapelmester, guitarist, tangentspiller og sangskriver Franklin James Fischer, der med ganske få kommentarer til publikum førte samme gennem den relativt korte koncert. Fischer fremstod som en moderne hybrid af James Brownsk lidenskabelig dynamik og energi – og Jimi Hendrixsk vildskab. Med intens sang og bevægelser, der undertiden udartede sig i spasmer, kastede Fischer energi, dynamik og lidenskab smittende ud til et publikum, der burde have været meget større. Det var intenst, kropsligt og stærkt medrivende. Når Algiers er bedst – og det tror jeg de var i går aftes – bør de kunne få enhver storbyklub til at koge af energi og kropslighed. Man kan kun håbe, at Algiers vil komme forbi Århus en anden gang og flere vil kende deres besøgelsestid. En mindeværdig koncert var det.

 

 

10 har læst indlægget
10 har læst indlægget