Dødsfald: Peter Green – guitarist – 73 år

26. juli 2020

Det var den sidste nyhed, der ramte min skærm i går lige før sengetid. Guitaristen Peter Green, der var en af grundlæggerne af Fleetwood Mac, sov stille ind i en alder af 73 år. Sammen med trommeslager Mick Fleetwood dannede han Fleetwood Mac i 1967 og satte sit markante præg på gruppens første plade – uofficiøst kendt om “Peter Greens Fleetwood Mac” – der var en af de plader, der gav genlyd i det bluesorienterede beatmiljø i hjemlandet og udenfor.
Green var med på endnu to plader, hvorefter han løb ind i nogle mentale problemer, der fik ham til at forlade bandet. Det viste sig, at Green led af skizofreni, der til dels var fremskyndet af for meget LSD. Efter en hel del år som ufaglært arbejder vendte han tilbage til musikken i 1990’erne.
Inden han dannede Fleetwood Mac fik han fornøjelsen af at erstatte Eric Clapton i John Mayall’s Bluesbreakers. Dengang en tilsyneladende håbløs opgave, men det viste sig at Green sagtens kunne træde i Claptons sko og han fik mange fans og blev kendt som “the Green God”. Jovist, dengang satte man virkelig pris på leadguitarister (vi husker graffittien: “Clapton is god”).

I 2008 udsendtes en retrospektiv antologi, der giver et fint tværsnit af Greens musikalske udfoldelser. Den kan lånes via www.bibliotek.dk.

BBC leverer en læseværdig analyse af Greens formåen.

15 har læst indlægget

Tyggegummimusikkens gyldne år

25. juli 2020

På Youtube kan man være heldig at finde en (slags) dokumentar med titlen The Golden Age of  Bubblegum Music. Altså om tyggegummimusikkens gyldne år i sidste halvdel af tresserne med navne som The Monkees, The Archies, Ohio Express og 1910 Fruitgum Company. Og selv om udsendelsen ikke er specielt god, når man lige ser bort fra en tur gennem mange af de sange, der tilhører genren, så får den dog slået en pæl gennem den misfortåelse, at tyggegummimusikken var dårlig.

Nej, det var en kommerciel musikform, der rettede sig mod børn og teenagere (dengang en voksende forbrugergruppe). Den var designet: Man hyrede nogle af de bedste sangskrivere i perioden (fx Neil Diamond) til at skrive enkle, fængende popsange med sangtekster, der ikke bød på de store udfordringer, og så engagerede man nogle af de bedste studiemusikere til at levere varen. Forgrundsfigurerne behøvede ikke at være rigtige bands, men kunne fx være tegneseriefigurer eller tv-stjerner, sammensat til lejligheden. Og genren blev en kæmpesucces og gjorde det, den skulle: Tjene penge til pladeselskaberne. Men dybest set gjorde tyggegummimusikken blot det, som populærmusikken altid har gjort: Levere hits, der fik pengene op af lommerne på de unge. Og først og fremmest til fordel for musikkens bagmænd.

17 har læst indlægget

A fucking bitch

25. juli 2020

Jeg har en lille drøm om, at denne unge kvinde fra New York engang bliver præsident i USA. Alexandria Ocasio-Cortez er ikke alene politisk begavet og en af Bernie Sanders’ strålende efterfølgere, men hun er også modig, frygtløs, skarp og velargumenteret, når hun – som i denne video – klæder en anden politiker af til skindet og udstiller den kulturelt forankrede misogyni i guds eget land. Hvor ville det være dejligt, hvis vi havde bare en kvindelig dansk politiker, der kunne matche hende.

14 har læst indlægget

Alison Krauss – 49

25. juli 2020

En anden savnet musikdame er Alison Krauss, der lod høre fra sig for tre år siden. Hun har desværre ligget lidt på den lade side de senere år. Og det er en skam med det talent og den stemme. Måske coronapandemien kan få hende på andre tanker… Vi får se. Her fortolker hun en gammel Beatles-sang..

14 har læst indlægget

Kathleen Edwards live: Options Open

25. juli 2020

Det er efterhånden otte år siden, Kathleen Edwards var forbi Århus og give koncert. Og hun må gerne komme igen, så snart coronaen gør det muligt. Indtil da må jeg nøjes med de optagelser, hun får lavet derhjemme.

11 har læst indlægget

50: Traffic – John Barleycorn must die

25. juli 2020

I starten af 1970 var Traffic faktisk gået i opløsning. Steve Winwood var i Blind Faith (og lidt i Ginger Bakers Airforce), Dave Mason var (igen) gået sine egne veje, Chris Wood og Jim Capaldi havde travlt som studiemusikere. Men så opløstes også Blind Faith og Winwood ville lave sin første soloplade.

Men sådan kom det ikke til at gå. Winwood inviterede nogle af sine gamle Trafficvenner i studiet og så var Traffic i realiteten gendannet for en stund.

Titelnummeret viste, at Winwood og vennerne var påvirket af den folkbølge, der løb ind over Storbritannien omkring 1970 med navne som Fairport Convention og Pentangle. Men ellers var det bandets jazz- og bluesinspiration, der også prægede denne plade.

25 har læst indlægget

50: The Doors – Absolutely Live

24. juli 2020

The Doors udgave hele to album i 1970. Dels Morrison Hotel , der udkom i februar måned, og så Alsolutely Live, et dobbeltalbum, der blev udsendt i juli. Pladen blev til som en slags patch work fra en række koncertoptagelser fra turneen med Morrison Hotel. Først mange år senere er nogle af de oprindelige koncerter blevet udgivet i helt autentiske versioner. Og det fortæller nok lidt om, hvor usædvanligt det var med livealbums dengang. Modsat i dag. Og måske siger det også noget om, hvor stort et navn The Doors var blevet i 1970, året før Morrisons tidlige død i et badekar i Paris.

Men selv om producer Paul A. Rothshild har klippet og klistret, så fremstår pladen dog som et ganske godt vidnesbyrd om, hvad man kunne forvente, når Morrison og Co. optrådte på de skrå brædder. Det er et gennemediteret, men også vellydende tidsdokument over en af rockens helt store navne.

Tilføjelse: Som omtalt i 2009 var jeg heldig at få fat i en nydeligt restaureret 40-års cd-udgave af albummet på et bibliotekstudsalg.

29 har læst indlægget

Shining like a national guitar

23. juli 2020

Overskriften på dette indlæg er et citat fra Paul Simons sang “Graceland”: “The Mississippi Delta /Was shining like a national guitar/ I am following the river…”. Men det er også titlen på en af de virkelig mange opsamlingsplader, der er kommet med den lille, store sangskriver. Og da jeg for snart længe siden faldt over en pose med kasserede cd’er i vores storskraldsdepot, var netop denne opsamling fra 2000 med i fundet. Og selv om jeg generelt ikke er meget for opsamlingsplader, så har den med sine nitten numre sneget sig ind på min afspiller og er blevet liggende længere end forventet.

– Og så har den haft den effekt, at den har åbnet mine ører for nogle af de Simon-plader, der har været lidt overset og -hørt i mandens karriere. Fx albummet Songs from the Capeman (1997), der består af sange fra Simons egen Broadway-musical The Capeman.

Musicalen blev ikke nogen succes, og pladen solgte heller ikke godt. Hvorfor, kan man så godt spørge sig selv her mange år efter? Måske fordi Simon tillod sig at gå veje, som hans publikum og kritikken ikke forventede. Han flirtede med doo-wop, rock’n roll og musik fra Puerto Rico – og så bandede han. I hvert fald kunne amerikanerne ikke så godt lide den side af Simon.

Men sangen “Bernadette”, der er med på denne  hans femte opsamlingsplade, er sådan en åbner, der puster støvet ud af ens ører og får en til at lytte helt fordomsfrit til albummet, der så på sin side rejser sig flot af støvet og viser sig som endnu en eksemplificering af mandens store sangskrivertalent.

Opdatering: Der er lavet en dokumentar om musicalen – The Capeman on Broadway – som fortæller historien om stykket, om dets fiasko og baggrund. Og her får man noget af forklaringen på, hvorfor stykket ikke fik succes: Historien om The Capeman handler om en virkelig mordhistorie, og der var allerede inden stykket havde premiere modstand mod, at man skulle gøre en forbrydelse til underholdning. Men Paul Simon afviser hele denne holdning til stykket. For ham var det en god idë, som han måtte forfølge som kunstner, og hvad publikum ønskede var ligegyldigt. Som den kunstner, Simon er, gik han sine egne veje – og betalte prisen.

16 har læst indlægget

Beatles og Woodstock

23. juli 2020

Som bekendt var The Beatles ikke med på Woodstock Festivalen i 1969. Og det var der gode, vægtige grunde til. For det første ville arrangørerne  ikke have en kunstner eller et band med som fjernede fokus fra festivalen, og det vil sige: publikum. Det var en festival, der skulle sætte publikum i centrum. Derfor blev Rolling Stones heller ikke inviteret, selv om chefarrangøren Michael Lang var en stor Stonesfan.

Noget andet var, at John Lennon ikke kunne få lov til at komme ind i USA. Men Apple-firmaet tilbød, at man i stedet for kunne få Applekunstnerne James Taylor og Billy Preston. De tilbød også at Woodstock kunne få en eksperimentalfilm med The Plastic Ono Band og en særlig plastikinstallation, der skulle kunne gøre det ud for Plastic Ono Band. – Men alt det blev ikke til noget, fordi tilbuddet blev væk, da arrangørerne i sidste øjeblik blev nødt til at flytte hele festivalen til dens endelige plads på Max Yasgers farm.

14 har læst indlægget

Kurant – erindringsglimt

22. juli 2020

Fremmedordbogen forklarer ordet “kurant”: “gangbar mønt”, i flertal “penge”, “kontanter”, adjektiv: “gangbar”, “gængs”, “sælgelig”.

Men Kurant var også navnet på min barndoms kiosk, der i mange årtier lå på hjørnet af Strandbygade og Cort Adlersgade. Der findes billeder af den på Esbjerg Kommunes Billedarkiv, men man skal have tilladelse til at vise dem, og det koster. Så derfor må i forestille jer en kiosk på et gadehjørne, og over indgangen på hjørnet stod navnet “Kurant”. Og det var sikkert med velberådet hu, at den havde fået det navn.

Det var en meget alsidig kiosk, der ud over almindelige kioskvarer som aviser, blade og tobak, var leveringsdygtig i vine, lædervarer og tipskuponer. Og bortset fra en lille kiosk, der dukkede op et stenkast fra Kurant i Nørregade, så var det den, jeg frekventerede, da jeg var dreng.

Og med frekventere skal forstås, at jeg løb ærinder for andre. Jeg havde ingen penge, så det handlede om at købe ind for andre og måske være heldig at opleve, at der også faldt noget af til buddet. Især var det – selvfølgelig – min mor, der skulle handle. Og det var altid tobak. Pengene var små. Nogle gange var der råd til cigaretter, andre gange blev det til cerutter og cigarillos (sådan nogle små tynde cigarer). Og min mor var ikke kræsen, så længe der var nikotin i stængerne. Nogle gange – i weekenden og efter lukketid – skulle der handles i de blanke automater udenfor. Det var altid spændende at stå der og udvælge den billigste tobak, putte mønter i sprækken og trække i en af de små låger med glasrude.

Men det hændte også, at Laila, storesøster til en barndomskammerat, fik mig overtalt til at hente noget. Slik for det meste. Hun hang ud af vinduet på første sal og råbte mig an, når jeg viste mig i nærheden. Og man kunne ikke bare sige nej, det gjorde man bare ikke.

Ellers var fornøjelsen ved besøget i Kurant at kigge på de udstillede blade og magasiner. Popblade fra det store udland og herhjemmefra. Senere fik jeg lov til at købe blade om The Beatles og popmagasinet Fabulous, der i billed og tekst fortalte om, hvad der rørte sig på beatscenen i Storbritannien. Og så kom de danske blade Beat, Hit, Børge m.fl. Og jeg forsøgte at følge med så godt det var muligt, og lærte mange bandsnavne at kende, inden jeg fik dem hørt i radioen hos Jørgen (de) Mylius.

Kurant er fortid i dag, men hver gang jeg passerer det hjørne, giver det et lille rif i hjertet, fordi kiosken er væk. Lige som andre af barndommens forretninger, fx Strandbio ved Rundkørslen.

 

11 har læst indlægget
11 har læst indlægget