Læsetip (?): Simon Lund & Ralf Christensen – Dem jeg elsker elsker jeg Kim Schumachers mange liv

31. marts 2021

Tilfældighedernes spil (der var den igen…) gjorde, at journalisterne Simon Lunds og Ralf Christensens biografi Dem jeg elsker elsker jeg Kim Schumachers mange liv (2020) nu ligger i min bunke af lektyre. Og det er nok ikke en bog, jeg ville købe, hvis ikke jeg var blevet den anbefalet og kort tid efter faldt over i en af de lokale supermarkeder. Oven i købet tll nedsat pris.

Men biografien er faktisk bedre, end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Og det er jo altid rart at få sine fordomme gjort til skamme. Men det betyder omvendt ikke, at den er hævet over kritik.

Bogen er læseværdig af i det mindste en grund. Nemlig, at den som biografi også er et – ganske vist snævert og fokuseret – portræt af en vigtig periode i vores tid, nemlig fra 1950’erne og frem til hovedpersonens alt for tidlige død i 1990.

Jeg husker Schumacher fra hans skriverier i tidsskriftet Levende billeder, hans radioprogrammer på Danmarks Radios P3 og hans tv-udsendelser. Og dengang forekom han mig at være langt yngre end mig selv, men faktisk var han fire år ældre. Og det fortæller noget om hans fremtoning og selv-iscenesættelse.

Sjovt nok var Kim Schumacher – i hvert fald hvis man ser på dåbsattesten – hvad man siden har kaldt en 68’er. Han var ung med ungdomsoprøret i tresserne, hippierne, provoerne og de venstreorienterede unge, der hver på deres vis gjorde oprør mod det etablerede, borgerlige samfund. Men Kim Schumacher faldt ikke rigtig ind i nogle af disse grupperinger, selv om han tog farve af dem som den kamæleon, han var. For Schumacher var oprøret, opgøret og frigørelsesprocessen et individuelt projekt. Ja, nærmest en besættelse, og som sådan især centreret om det seksuelle.

Kim var homoseksuel, måske også biseksuel, og det var den drivende kraft at udleve de seksuelle lyster uden at lade dem dæmme ind af samfundets moralnormer og -grænser. Og historien om Schumachers seksuelle løbebane er en fortælling om det såkaldte seksuelle frisinds positive åbning af samfundet men også dets tendentielt destruktive betydning, der i Schumachers tilfælde betyder en overskridelse af pædofili-tabuet. Schumacher dyrker princippet om, at man skal udleve sig liv som man vil, så længe det ikke går ud over andre. Og netop i forhold til mindreårige drenge sættes princippet på prøve. Det skal ikke forstås således, at Schumacher var pædofil, men i de (bl.a. homoseksuelle) kredse, hvor han færdedes, blev grænsen overskredet.

Bogen er en begejstret skildring af Schumachers liv, fra den tidlige barndom til den AIDS-relaterede død i 90. Måske endda en tand for begejstret. Der er ingen tvivl om, at forfatterne nærmest ser op til Schumacher som en slags forbillede eller rollemodel. Som en ener, der insisterer på at gå sine egne veje, uanset hvad prisen så end er. Og af samme grund svinder den kritiske dimension betragteligt ind i skildringen af eneren. Den er der rundt omkring i små kommentarer, men får ikke lov til at brænde igennem, hvilket ville have været en fordel for bogen.

Et lille eksempel. Schumachers indtog i musikradioen som medfører et opgør med DRs programpolitik på området for populærmusik og med repræsentanterne for tressernes og halvfjerdsernes musikformidling fremstilles som et bredpenslet skønmaleri af en flamboyant, hurtigtsnakkende, ungdomsleflende Schumacher, der med New York-importeret dansemusik fortrænger andre formidlere til historiens mødding. Det er et billede af Schumacher som forløber og forbillede for nutidens snik-snakkende, tankeløse, informationsfattige radioværter. Og det er efter min bedste mening en utilladelig, overfladisk og helt igennem ukritisk fremstilling, der kun har til formål at få Schumachers eftermæle til at stråle.  Jeg er af den opfattelse, at Schumacher gjorde mere skade end gavn i radiomediet.

Bortset fra dette forbehold over for en ukritisk biografi, så er den et underholdende og som sådan læseværdigt portræt af en ener i dansk kulturliv som udlevede sit enspænderliv og betalte den højeste pris for det.

4 har læst indlægget

50: Hair – musical – dansk udgave

30. marts 2021

Ja, den danske udgave af lydsporet til den dengang så populære musical Hair. Også den danske version blev populær med 200 opførelser rundt om i det ganske land. Og så blev den springbræt for flere kunstnere, bl.a. Eddie Skoller, Anette Klingenberg (dansktopsangerinden), Jørgen Olsen, Ina Løhndahl og mange flere.

2 har læst indlægget

Capac anbefaler: Tears – Binging, bragging, bitching

30. marts 2021

Alvoren, der præger coverfotoet på Tears’ debutalbum Binging, bragging, bitching, passer fint til teksternes fortællinger om de knubs, som livet kan give i form af dyrtkøbte erfaringer, forliste og smertefulde forhold og andre problemer, der forsøges druknet og dulmet i rusens og beruselsens altid lokkende flugtvej. Tydeligt understreget af titelsangen:

“II have been binging, bragging, bitshing/ All my tears away/ I have been far too drunk to care about/ The better yesterdays/ I have been drinking lately/ Thinking/ Why you rew it all away/ Why you took not but one life/ But two of them/ And fucked me once again// Oh oh I doubt you ever cried/ No no no God he never cries// Go, I weep for you/ Now I weep for you/ Now I weep for you// I have been binging, bragging, bitching/ All my dreams away/ I have been sitting/ Reminisching/ About Better yesterdays/ I have been drinking lately/ thinking// Wju you threw it all away/Why you took not but one life/ But thwo of them/ And fucked me hard again// Oh oh I doubt you eve cared/ No no no God he never cares// God, I pity you/ No I pity you/ God, I pity you/ Now I pity you”

Nej, når livet rammer en, så hjælper ingen kære mor eller en gud i det høje. Men teksternes beskrivelse af livets nedture og slag over nakken munder dog ud i noget, man med god vilje kan en slags afklaring og eftertanke – eller tømmermænd af den emotionelle slags.

Så teksterne og det univers, de smukt tegner, har med melankolien og nedslåetheden noget næste tidstypisk over sig. For som jeg ofte har været inde på i mine anbefalinger, så er der en umiskendelig strøm af mismod, melankoli og livsbesværethed i tidens populærmusik. Så det er, som det skal være, kan man påstå.

Men – heldigvis havde jeg nær skrevet – er musikken, sangene, på denne fine plade som balsam for sjælen. De i alt ti sange er i deres afrundethed og velturnerede melodiøsitet som kontrapunktisk opdrift til mismodet og nedslåetheden. De er ti, fine popsange, som hver især aspirerer til langtidsholdbarhed på dagens poporienterede radiostationer og afspilningslister. Med sine iørefaldende sange afslører sangskriver Jeppe Grønbæk Andersen at han er et barn af de foregående mange årtiers sanger-sangskriver-kunst, hvor det er den gode historie og den gode melodi, der er i centrum. Dertil skal lægges, at arrangementerne med Jeppe Grønbæk Andersen i den vokale og centrale forgrund både afslører en forpligtethed på sangskrivertraditionen, samtidig med at den er farvet af post-punkens optagethed af støj og electronica.

Jeppe Grønbæk Andersen og hans fine band (Patrick Kociszewski – sang, guitar – Anders Ahle – piano, orgel, sologuitar – Julius Lykke – bas – og Lasse Kolding – trommer) har et stort potentiale og man gør klogt i at holde øje og øre med dem fremover. Hvis de får styr på tømmermændene og det, der forårsagede dem, så skal de nok blive store på musikscenen i de kommende år. Hermed varmt anbefalet.

Tears. Binging, Bragging, Bitching. Part Time Records. Er udkommet

 

 

34 har læst indlægget

Historien i seriefiktionens klør – et synspunkt

30. marts 2021

Vi kender alle den slags film eller serier, der bygger på virkelige hændelser. Og vi ved også eller burde vide, at denne forpligtelse på historiske forhold ikke forhindrer fiktionsmagerne i at lade fantasien lege med, at digte til og trække fra, hvor det passer bedst ind i historien. Et spørgsmål, som ofte melder sig, er, hvor langt digteriet kan tillade sig at gå, når den er inspireret af “sande” begivenheder?

Et aktuelt eksempel er den norske serie Atlantic Crossing, der primært handler om den norske kongefamilies skæbne under 2. Verdenskrig. Serien har allerede givet anledning til heftig debat i hjemlandet, ikke mindst fordi besættelsesårene er omtålelige år i Norge. Og der er da også god grund til at diskutere serien. Fx serien fokusering på kronprinsesse Märthas ophold hos den amerikanske præsident Theodor Rosenvelt.

Sidstnævnte er notorisk kendt for at være – lad os undtrykke det på den måde – en særdeles “dameglad” herre, der tog for sig af retterne. Og serien dyrker præsidentens amourøse tiltrækning af Märtha i ekstrem grad. Det er faktisk det, der fylder mest i beskrivelsen af hendes tid i præsidentens hjem. Og problemet er, at man ikke i detaljer kender til de kongeliges privatliv på den tid eller i øvrigt. Og man kan ikke dække sig ind under fiktionens ret til at omdigte på faktiske forhold, når det gælder personer, der ikke kan forsvare sig mod insinuationer og lignende, eller når det gælder forståelsen af en vigtig periode i et lands historie. Jo, serien har med god grund skabt debat i hjemlandet.

Noget andet og nok så vigtigt er, at den fiktive omgang med historien faktisk kan bidrage til forståelsen af en anden tid. Et godt eksempel finder vi i den genudsendte serie på DR Foyle’s War, hvor man følger politimanden Foyles arbejde med kriminalsager i krigens skygge. I gårsdagens afsnit (21) forholdt fiktionen sig til emnet racisme. Vi befinder os i 1945. Krigen er ovre, og amerikanske soldater befinder sig i lejre i England, hvor de venter på hjemsendelse. En sort amerikansk soldat forelsker sig i en engelsk pige og gør hende gravid. Pigen føder barnet og agter at gifte sig med soldaten, men bliver så myrdet. Og optrævlingen af mordsagen – og en tilkoblet sag om røveri af store pengebeløb – fører til en seriøs og nuanceret diskussion af den amerikanske racisme (i hæren og i staterne efter krigen) og racismens aktualitet i efterkrigs-England.

5 har læst indlægget

Strømmende tv-serie på DR: Den tynde blå linje

29. marts 2021

Når det gælder tv-serier, så halter de gammeldags tv-kanaler efter de nye streamingtjenester. Ingen tvivl om det. Og streamingtjenesterne er afhængige af serier, fordi det er et godt værktøj til at fastholde og binde kunderne som abonnenter. Og for tiden er det oven i købet lidt sløjt med tv-serierne på DR og TV2, hvor det mest handler om genudsendelse af mere eller mindre seværdige serier (på DR fx krimiserien om Miss Fisher om eftermiddagen og på TV2 deres egenproduktion om adehotellet). Og så aligevel – for DR har åbentbart ladet sig belære lidt af streamingtjenesternes måde at gribe det an på.

Således kan man for tiden se den svenske dramaserie Den tynde blå linje, der ligger som streaming i DRs arkiv. Hvorfor den ikke vises på DRs hovedkanal – fx i stedet for den kritiserede og kritisable norske kongerøgelsesserie Atlantic Crossing, ja det fortaber sig vist i tv-planlægningens uransagelige veje.

I hvert fald ligger den så på tvarkivet og er anbefalelses- og seværdig. Den handler om nogle politibetjentes arbejde i Malmø. Man følger seks politibetjente i deres arbejde og deres privatliv. I første afsnit møder man således Sara, der er ny  og uerfaren i jobbet, kommer fra Umeå, har mistet sin lillesøster ved en drukneulykke og bliver koblet sammen med den erfarne, selvbevidste Magnus, der straks viser Sara lidt mere end professionel interesse. Og så er der fx den jødiske pige Leah, der også forsøger at få  en krævende arbejde med bl.a. anti-semitiske borgere til at falde i hak med privatlivets problemer.

Serien er allerede – og med rette – blevet sammenlignet med den gamle,  ja klassiske, amerikanske tv-serie Hill Street Blues. Og som i denne følger man på samme måde betjentene, både når de er til morgensamling på stationen og i deres videre færd gennem hverdagen. Dog er den svenske serie meget mere jordnær og aktuel. Ja, den er som hevet ud af den Malmøhverdag, man nu og da hører om i medierne.

Serien tager afsæt i skaberen Cilla Jackerts egne erfaringer med politiet og bestræber sig på at give et billede af politiarbejdet i hverdagen som et facetteret virke, der både rummer alvor, fare, humor, tragedie, varme og menneskelighed. Og så lægger serien som sagt sig op af virkeligheden. Det viser sig fx på den måde, at man samtidig med hændelserne på skærme kan læse borgeres Twitterkommentarer til politiarbejdet. Og som det gælder på alle sociale medier, så er det både lort og lagkage, man får serveret. Og det er med til at styrke seriens autenticitet og spænding.

Det er virkelig forfriskende at se en svensk serie, der dels bryder med den næste stereotype detektivserietænkning, men også forlægger handlingen til provinsen. Den er mere Wallander end Beck så at sige.

Hvis man er til kriminal- og spændingserier, så er det en god idé at få den set, inden den pilles ned igen. Hele første sæson på 10 afsnit ligger til afspilning. God fornøjelse.

96 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Terminator – Dark Fate (2019)

28. marts 2021

Det er mere end tre årtier siden James Cameron første gang præsenterede publikum for Terminator-universet. Siden er der kommet hele seks fortællinger med udgangspunkt i det oprindelige Terminator- plot.

De to første fortællinger – og især toeren Judgement Day – var voldsomt populære og skabte en fanskare. Siden har det nok skortet lidt på den kreative udvikling af plottets muligheder, selv om de efterfølgende afsnit er solid underholdning.

Sjette fortælling – Dark Fate – er instrueret af Tim Miller, der slog igennem i 2016 med filmen Deadpool ( som jeg ikke har set). Og plottet er modelleret over det oprindeliges leg med tidsrejsefantasien. En dræberrobot – en terminator – sendes tilbage i tiden for at udrydde et menneske og derved ændre historiens gang. I tidernes morgen (de tidlige fortællinger) drejede det sig især om drengen John Connor, der skulle udryddes, fordi han som voksen ville være en reel trussel for den kunstige intelligens, der havde overtaget verdensherredømmet efter menneskene og efter en omfattende krig. Denne gang drejer det sig om pigen Dani Ramos, der spiller en parallel rolle til John Connor, bare langt senere i historien. Grundlæggende er der ikke den store forskel i plottets grundstruktur, det er fortællingens detaljer der gør den store forskel.

For det første skal vi et godt stykke ind i filmen, inden vi får forklaret, hvorfor Dani Ramos er jaget vildt. En avanceret terminator, en Rev-9, er sendt tilbage i tiden med det ene formål at slå Dani Ramos ihjel, men inden han kommer i nærheden af sit objekt er hun – Dani – blevet opsøgt af en soldat fra fremtiden, Grace, der ikke er robot, men et menneske med særlige, avancerede egenskaber. Hun kommer for at redde Dani fra Rev-9.

Grace er, så vidt jeg husker, en nyskabelse i serien, og giver en ny dimension i kampen mellem robotterne (de onde) og menneskene (de gode). Og det viser sig da også, at hun har dræberkvalifikationer på niveau med robottens. Menneskene får også hjælp på en anden måde, idet John Connors morder, Sarah, dukker op og tager del i bekæmpelsen af Rev-9, for at hævne sin afdøde søn John.

Fra det tidspunkt, hvor Grace dukker op i fortællingen  – i form af en iskold kugle fra det ydre univers – består fortællingen i Rev-9s jagt på Dani, Grace og Sahra og kamp med dem. Det lykkes de tre kvinder at holde robotten stangen i lang tid og de lægger en plan for, hvordan de skal dræbe robotten ved at bruge Dani som lokkemad (fordi robotten alene går efter hende) og ved at bruge en såkaldt “kill box”.

Undervejs i deres flugt undrer Grace sig over, hvorfor Sahra dukker op. Det viser sig, at hun siden sin søns død har modtaget anonyme tekstbeskeder, der alle ender med ordene “For John” og giver hende koordinaterne for det sted, hvor farlige terminatorer befinder sig. Og ved hjælp af sine hyperavancerede evner finder Grace ud af, at tekstbeskederne kommer fra Laredo i Mexico. Da de tre kvinder når frem til Laredo viser det sig, at afsenderen er en ældre terminator af modeltypen T.-800, nærmere bestemt den terminator, der engang kom for at forsvare John Connor (og senere dræbte ham), og som blev spillet af selveste Arnold Schwarzenegger. Efter at have udført sin rolle som T-800 har han slået sig ned med en kvinde og hendes som og lever et nærmest normalt liv som gardinforhandler. Det viser sig dog at være et skalkeskjul, idet Carl, som han kalder sig, har våben nok til en  mindre krig.

Sammen med Carl planlægger og udfører kvinder fortællingens sidste kapitel, opgøret med og udryddelsen af Rev-9. Og det ødelægger ikke fortællingens spænding at afsløre, at planen lykkes. Efter et voldsomt og i ordets egentligste forstand spektakulært afsnit, hvor kampen mellem de gode og de onde udfoldes med al ønskelig dramatik og computeranimationens optimale muligheder, trækker Dani og Sahra sig ud af kampen som de sejrende. Men det har kostet Grace og T-800eren livet.

Og spørgsmålet er – eftersom Arnold Schwarzenegger-figuren således skrives ud af historien – om ikke sagaen om Terminator kan være slut. Selv om det selvfølgelig ikke kan udlukkes, at Hollywood finder på at malke ideen for mere, så ville der være en vis logik i at kalde Dark Fate for Terminatorfortællingernes afslutning. Men vi får se.

Dark Fate er godt fortalt, og selv om den selvfølgelig ikke kommer uden om omfattende og intensiv brug af computeranimationens muligheder, så lægges hovedvægten dog på en elementær, næsten tradtionel fortællestil, hvor der er god tid og plads til at lave persontegning og miljøskildring. Tim Miller formår at nedtone computerteknologiens betydning og dominans uden at den fjernes fra fortællingen. Og det er godt, for en af seriens svagheder har været, at den i de senere afsnit har haft en tilbøjelighed til at lade computerspilsfantasier tage overhånd – fx i Terminator Genisys (2015).

Samlet set er det en stærkt underholdende fortælling Dark Fate byder på, hvis man ellers og som udgangspunkt kan acceptere seriens i bund og grund urimelige forestilling om tidsrejser og lignende. Og der spilles godt i alle roller. Den canadiske Mackenzie Davies er overbevisende som soldaten Grace, en kvindelig pendant til den oprindelige T-800 i Schwarzeneggers figur (og parallellen mere end antydes, fx i scenen, hvor Sahra lander splitternøgen på jorden og berøver en ung mand hans tøj). Det samme er Linda Hamilton i rollen som den ældede Sahra Connor. Også Natalia Reys som den unge Dani og Arnold Schwarzenegger som gråskægget, gammel terminator i skovmandskjorte fylder rollerne godt ud. Og det er faktisk en fornøjelse at se, hvordan Schwarzenegger har formået at blive en bedre skuespiller med tiden. Og som Bo Green Jensen er inde på, så er det godt, at filmens instruktør ikke – som det skete i tidligere afsnit – udvisker alderens spor i ansigterne på Hamilton og Schwarzenegger, for det understreger blot tidsfaktoren i filmen, at der er rynker og gråt hår at gøre godt med.

Summa summarum: God underholdning af den billige slags. Smæk for skillingen, et fornuftigt genbrug af føljetonens grundfortælling og gode skuespilpræstationer.

7 har læst indlægget

Genhør med Beatles og “A Hard Day’s Night” (1965)

27. marts 2021

Ja, det var sådan det lød og virkede. Dengang, jeg for første gang hørte The Beatles. Det var MONO, fra mine forældres gode rørforstærkede radio. Det var denne monolyd, der fik hårene på armene til at rejse sig og begejstringen til at rejse sig i kroppen. Og her ved genhøret med A Hard Day’s Night lykkes det at genskabe eller generindre,  hvordan det var. Længe før nogen tænkte på at splitte lydbilledet op i stereo, og længe før nogen fik den idé at digitalisere lyden. Det var lyden af Beatles som en sammentømret, næsten familiær, enhed og de lyd, der kom ud af denne solidaritet og indbyrdes kammeratlige kærlighed. Hvor den flerstemmige sang lød som var det en stor stemme, der sang – og helt fremme i lydbilledet. Og sange, der var så fængende, at de blev hængende i hovedet lang tid efter første gennemspilning. Af mono-pladen på vinyl. Selvfølgelig.

6 har læst indlægget

Sting – fra det hjemlige

27. marts 2021

Jeg er og har altid været en stor fan af The Police, trioen med Sting, Stewart Copeland og Andy Summers. Og jeg har siden haft det lidt svært med Sting som solokunstner. Det har taget tid at lære at sætte pris på Sting solo. Men det går fremad. Og så hjælper det, når man får sådan en lille corona-hjemme-koncert i øret, hvor han får hjælp af Shirazee. Det klæder Sting rigtig godt at blive barberet ned til skrivebordsformat.

5 har læst indlægget

Pink Floyd – live in Leeds 1970

26. marts 2021

13 har læst indlægget

Coronavira

25. marts 2021

Den populære psykolog Svend Brinkman sagde forleden på tv – citeret efter hukommelsen – at vi efter coronapandemien ønskede at vende tilbage til det liv, vi ønsker os. Men tilføjede så: Spørgsmålet er så, hvad vi ønsker os?! For en gangs skyld havde tv formået at stille spørgsmålet om post-corona-eksistensen uden at forudsætte, at vi bare skulle vende tilbage til det, vi kendte forud for pandemien, til det liv, ‘vi ønsker os’.

For er det ikke ved at være tydeligt, at den ‘normalitet’ vi kom fra, aldrig vil vende tilbage igen!? Er det ikke ved at gå op for os, at et liv med uhæmmede udenlandsrejser, et liv uden sundhedsmæssige forholdsregler ved større forsamlinger og så videre ikke slet og ret vender tilbage?

Måske er det i virkeligheden med coronavira som med rotterne. Rotterne har fulgt menneskeheden i årtusinder, og vi er ikke lykkedes med at udrydde dem. Tværtimod er vi blevet tvunget til at leve sammen med dem. Ganske vist på afstand, for vi skal forhindre, at de trænger ind i vore hjem, men de er derude og trives med det stadigt varmere klima bedre og bedre. Formerer sig, forsøger at stjæle vores føde osv. Og måske skal vi også vænne os til, at coronavira er der og fortsat vil være der. LIge som rotterne og som influenzavira. Med opblussen af lokale epidemier, fortsat udvikling af vacciner og med alskens sociale forholdsregler, der skal hæmme udviklingen af smitte?

Og næste skridt i overvejelserne er spørgsmålet om, hvordan denne coronapandemi hænger sammen med vores levevis? Med verdens voksende overbefolkning? Med vores ukritiske sameksistens med alle klodens beboere – i kraft af uhæmmet handel, uhæmmede rejser, grænseløse ferier og så videre? Med en økonomi, der kræver vækst, progressiv og ustoppelig vækst? Når først pressen –  hvis den gør det – får fat i den problematik, så er det værd at åbne for tv-kassen igen…

13 har læst indlægget
13 har læst indlægget