80: Bjørn Tidmann

25. januar 2020

Det var fruens ugeblad, der gjorde mig opmærksom på, at Bjørn Tidmand i går fyldte 80 år. Og straks var jeg tilbage i Kruses Stue ved Vognsbølparken i Esbjerg, hvor vi kunne høre hitlistepop fra de tidlige tressere. Heriblandt Tidmands store gennembrud fra 1963, “Brænd mine breve”. Og således blev Tidmand vævet ind i mit musikbagtæppe, længe før han blev dansktoppop, for det gjorde han, da Jørn Hjorting indførte genrebegrebet i 1968. Men inden Tidmand blev en del af den top med “Lille Sommerfugl”, nåede han også at hitte med “Nu ta’r jeg til Dublin”, som jeg hørte på rørradioen. Melodiens komponist er ukendt, men Thøger Olesen har tekstet den danske udgave.

1 har læst indlægget

Capac anbefaler: Hanne Boel – Between Dark & Daylight

24. januar 2020

Hanne Boel får meget passende lov til at indlede pladeåret her i bloggen med sit nye album Between Dark & Daylight.

Da jeg fik den nye plade i hænderne og kiggede på den alvorlige Boel på coveret, kunne mine tanker ikke lade være med at glide tilbage til dengang i sidste halvdel af 1980’erne, hvor jeg oplevede Boel sammen med det danske soul-funk-bigband Blast optræde i Tivoli Friheden. Jeg var lokket til koncerten, fordi Boels stemme – sammen med Tina Schäfers og Lisa Dandanells stemmer – havde trukket mine ører i den retning. Og det var – ikke mindst i kraft af d’damers indsats – en af den slags koncerter, der brænder sig fast og bliver siddende længe i kroppen.

Og det er stadigvæk stemmen, der trækker i dag – her mange år og mange soloplader senere. Ikke kun fordi det er en soloplade, men fordi produktionen i den grad fremhæver Boels stemme og sætter den i et naturligt centrum. Det illustreres eksemplarisk af pladens første sang, “Paint me a picture”, hvor stemmen står næsten nøgen i sangens indledning, kun akkompagneret af noget rytmisk electronica. Herefter lægges der lag på lag. Strygere, piano, backingvokaler m.m. om- og indsvøber Hanne Boels stemme, uden at drukne den. Den står beundringsværdigt klart i lydbilledet, helt som den fortjener det.

Og Jacob Funchs produktion kan lige netop det: At lade Hanne Boels stærke stemme komme til sin ret, samtidig med at den lader musikere og medsangere udfolde sig omkring Boels stemme. Og det på en måde, hvor de enkelte instrumenter også får lov til at komme til orde, hvis man kan sige det på den måde. Illustreret af sang nr. 2, titelsangen, hvor fx Funchs basspil står helt skarpt i lydbilledet, i fin kappestrid med strygere og vokaler. Det er en nænsom og respektfuld produktion, Funch har leveret.

Og Hanne Boel, der selv har skrevet sangene (i samspil med Jacob Bellens, Emil Falk, Anders SG, Peter Vetesse og Bobby Ricketts på flertallet af sangene), synger om erfaringerne og oplevelserne fra et voksent liv. Desværre er sangteksterne ikke trykt i mit eksemplar, hvilket de godt kunne fortjene, men Boels synger klart nok til at man godt kan følge med. Og det er refleksive, alvorlige tekster, der passer sig for et voksent menneske i populærmusikkens verden.

Musikken på pladen er meget moderne og international. Bigbandmusik, der helt i tidens ånd blander stilarter frit og ubesværet. Her er elementer af jazz, rock, folk og meget andet, legeret til sin helt egen bigbandlyd. Sangene besidder umiddelbar poptæft og aspirerer til dem, der gerne vil have musik, man kan nynne med eller synge med på. En slags voksen, moderne pop, kunne man måske driste sig til at kalde det. I hvert fald har Hanne Boel og hendes hold af fortræffelige musikere og sangere skabt en plade, der uden problemer må ramme dem, der har ventet i mange år (9!?) på nyt fra Boel, men også mange nye, potentielle Boel-fans. Det er en plade, der fortjener at blive spillet meget og lyttet meget til. Hermed varmt anbefalet.

Hanne Boel. Between Dark & Daylight. Produceret af: Jacob Funch. Stunt Records. Udkommer i dag.

11 har læst indlægget

John Lennon versus Paul McCartney – og lidt Perry Como

23. januar 2020

På nettet kører den gamle diskussion om, hvem der var bedst i The Beatles. John Lennon eller Paul McCartney. Og hvad så med George Harrison? Som sangskrivere forstås. Var Lennon bandets rocker? Og McCartney den søde poppedreng? Den diskussion har aldrig interesseret mig, for i mine ører var det samspillet – i bogstavelig over overført forstand –  mellem talenterne, sangskriverne og musikerne, der for alvor løftede musikken på Beatlespladerne.

Men jeg er heller ikke i tvivl om, at der er forskel i Lennon og McCartneys inspirationsgrundlag. I forbindelse med udgivelsen af coveralbummet Kisses on the Bottom (2012), hvor McCartney fortolker sange af Frank Loesser, Irving Berlin og andre sangskrivere fra tiden før beat og rock – og selv giver et par bud på den stilart – gav McCartney et interview, hvor han indrømmede, at den tids musik – musikken fra hans forældres ungdom – faktisk inspirerede ham mere end Chuck Berry, Little Richard, Elvis Presley osv. Det var arven fra hans egen musikerfar, han talte om. Og jeg tror, at lige netop dette spor måske forklarer en lille forskel i udgangspunktet mellem Lennon og McCartney – selv om heller ikke dette spor skal overdrives.

Jeg kom til at tænke på Maccas interview, da jeg i går hørte to numre med den italo-amerikanske popsanger Perry Como (1912-2001), der var et stort navn før Beatlemania. Det er lyden af fortiden. Af de tidlige halvtredsere og fyrrerne. Og det var den slags popsangere, der fik det svært, da først Elvis kom frem og siden beatmusikken. Popsangere med gode popsange, der stadigvæk holder.

3 har læst indlægget

50: Da Dave Clark Five stoppede

22. januar 2020

Det var ikke kun The Beatles, der gik hver til sit i 1970. Også konkurrenterne Dave Clark Five valgte at trække stikket det år. Efter sigende var det den psykedeliske bølge, der gjorde det svært udpræget single-hitliste-band at fortsætte. Ikke desto mindre genopstod noget af bandet som Dave Clark and Friends, men det er en anden sag.

For nylig udkom et dobbeltalbum med alle Dave Clark Fives “hits”, både dem, der kom på hitlisten og lidt til. Sikkert for at markere, at en halvt århundrede er gået siden dengang, hvor Tottemham-bandet var hyppige gæster på hitlisterne og lå lige i slipstrømmen af The Beatles. De var således det andet band, der udgjorde The British Invasion i USA og optrådte hos Ed Sullivan.

Hovedpersonen Dave Clark har haft rettighederne til bandet musik. Det har betydet af man i mange år ikke kunne få fat i plader med gruppens musik. Først i 1993 skete der noget, og Clark indgik en aftale med Disney-koncernen om en retrospektiv plade.

Musikalsk set var Dave Clark Five ikke i samme liga som The Beatles, men gruppen er en godt eksempel på den effekt, Beatles havde på britisk beatmusik i tresserne, hvor markedet oversvømmedes med bands med tæft for iørefaldende singlehits.

3 har læst indlægget

Sne eller ikke

21. januar 2020

På min formiddagsvandring med hunden mødte jeg vores lokale gartnere og altmuligmænd, og de var ved at afmontere saltsprederen på deres køretøj. Og gartneren og jeg blev enige om, at vi nok ikke får rigtig sne i denne vinter. I bedste/værste fald får vi lidt sludsne, inden vi når påske. Så i stedet ville de satse på at få klippet noget hæk i nabolaget.

Og sne er en mangelvare. Jeg kan godt komme til at savne oplevelsen af sne, der falder, og lægger sig som et hvidt tæppe over det hele. Og fornemmelsen af at træde i den jomfruelige sne og sætte sine spor. Men nej, der er ikke meget der peger i retning af snevejr.

Så er det jo godt, at man har digtere og kunstnere til at besynge det hvide stof. Fx og ikke mindst Kate Bush og hendes 50 Words For Snow, sangen og albummet, der på fineste vis illustrerer, hvad Bush-kvinden kan som kunstner. Fortrylle med ord og musik.

Men længe før Kate Bush – 1886 – besang Helge Rode den magiske hvidhed i sangen “Der er ingenting i verden så stille som sne”. Han behøvede ikke 50 ord for det hvide eller for at beskrive sneens element:

1. Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt
på de stemmer, som for højlydt taler.

2. Der er ingenting i verden af en renhed som sne,
svanedun fra himlens hvide vinger.
På din hånd et fnug
er som tåredug.
Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

3. Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne.
Tys, du lytter, til det tavse klinger.
O, så fin en klang,
sølverklokkesang
inderst inde i dit hjerte ringer.

Og lagt i munden på DR Pigekoret, så bliver sangen så smuk som man kan ønske sig det.

2 har læst indlægget
2 har læst indlægget