CAPAC

Bo Diddley – 1958

10. maj 2013

Ja, den er god nok. I år er det 55 år siden rock’n roll-ikonet og -stilskaberen Bo Diddley albumdebuterede med sit første eponyme album på de legendariske Chess plademærke. Med sine enkle fremaddrivende rytmer på den rå, kantede elektriske guitar var Ellas Otha Bates, som Bo Diddley egentlig hed, med til at definere den rockmusik, uden hvilken hverken Elvis Presley, The Beatles eller Jimi Hendrix ville have været de samme.

Bo fik musikken ind med familiens religion i de lokale baptiskkirker. Det var også her, han lærte det rytmisk anlagte guitarspil at kende. Og sparket i retning af rok og rul kom, da den unge Bo oplevede John Lee Hooker optræde ved en koncert. Og fra starten af fyrrerne og frem til debuten i 1955 med singlen “Bo Diddley” spillede han i forskellige bands på gader og i lokale klubber, samtidig med at han tjente til dagen og vejen som tømrer og mekaniker.

Debutsinglen, der blev indspillet sammen med Otis Span (piano), Lester Davenport (harmonika), Frank Kirkland (trommer) og Jerome Green (maracas) blev nr. 1 på den såkaldte R&B-liste. Nogenlunde samtidig besluttede Bo sig for at bruge kunstnernavnet Bo Diddley.

Successen fra debutsinglen blev fulgt op op gennem tresserne, hvor Diddley havde flere mindre hits. Han var også en af de første sorte kunstnere, der brød gennem til det store hvide marked. Det sket bl.a. i kraft af en skandaløs optræde på The Ed Sullivan Show, hvor Bo som den første sorte optrådte og tog røven på Ed Sullivan ved at spille et andet nummer end aftalt. Men selv om det medførte, at Diddley blev sortlistet fra programmet i en længere periode, skabte det også opmærksomhed omkring hans musik.

Diddley døde i 2008 og havde på det tidspunk allerede sat sig varige, dybe spor i rockmusikken.

Debutalbummet fra 1958 er en perle i Diddleys produktion. Den indeholder en lang række af de sange, der gjorde ham berømt: fx “Bo Diddley“, “I’m a man“, “Hey! Bo Diddley“, “Diddy Wah Diddy“, “Who do you love?” og “Pretty Thing“.

Skrevet i Musik | 2 kommentarer »

læst 13 gange

Feminin vildskab: Savages – Silence Yourself

9. maj 2013

Den plade må jeg have fat i, tænkte jeg, da jeg havdee lyttet til det første nummer med Savages. De lyder som en reinkarnation af den unge Horses-Patti Smith og Boy-U2. Det er uforfalsket punket rock’n roll, der skærer lige ind til benet og skærer alle overflødigheder væk. Post-punk-rock-DNA. Jeg ved ikke om de fire unge damer har mere i ærmet, som berettiger til en salgs karriere, men det har begået en plade, der ikke på nogen måde opfinder det varme barbervand, men endnu engang demonstrerer, at man kan få noget godt ud af gå til kilderne. En af dette års bemærkelsesværdige debutalbum. Wrooom.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

læst 20 gange

Et sommerhit – og en enkelt association – Daft Punk “Get lucky”

9. maj 2013

I ugens løb har jeg ikke kunnet undgå at blive indfanget af den franske duo Daft Punks seneste hit “Get lucky”. Det er et vaskeægte pophit. Musikalsk ganske ukompliceret og med en meget fængende melodi, der lynhurtigt går i blodet på en og sætter sig fast i hjernen.

Teknologien er en anden. Og tiden ligeså, men Daft Punk-sangen fik mig hurtigt til at tænke på Billy Swans gamle hit “Let me help” fra 1974. En tilsvarende enkelhed og smitsomhed. Om Daft Punks sang holder lige så længe, ved jeg ikke, men der er en chance.

Skrevet i Musik | Tagged Musik | Ingen kommentarer »

læst 11 gange

I dreamed i was a very clean tramp. A memoir.

9. maj 2013

Jeg er gået i gang med at læse Richard Hells erindringsbog I dreamed i was a very clean tramp (Harper Collins). Og selv om jeg ikke er kommet ret langt, så tør jeg godt sige, at det bliver en af en de større oplevelser i musiklitteraturen for mit vedkommende. Jeg kan vældig godt lide titlen, der er anderledes, end man er vant til at se. Og så kan jeg godt lide Hells anslag i bogen. Der er ikke meget idoldyrkelse eller rockmytologisering i hans helt nede på jorden-fremstilling af sin opvækst. Det er meget let at identificere sig med den unge Richard, der ser Zorro på tv og drømmer om at stikke af fra det hele (og gør det). I første omgang er det ikke rock’n roll, der tænder den unge løjser. Det er litteraturen. Han vil være forfatter. Ikke som Borroughs og Ginsberg, men som digteren c.c. cummings. Men i New York får rocken alligevel tag i ham – og resten af historien kender vi (selv om jeg ikke har læst den i Hells udgave endnu…):

“There was just so muchmore excitement in rock & roll than sitting home writing poetry. Thepossibilities were endless. I mean, I could deal with the same matters that I’d be sweating over alone in my room,to put out little mimeograph magazines that five people would ever see. And wedefinitely thought we were as cool as the next people, so why not get out thereand sell it?” (cit. fra bogen Please Kill Me, der er en mundtlig overlevering af punkens historie)

Skrevet i Musik | Tagged Bøger, Musik | Ingen kommentarer »

læst 7 gange

Til trods for alt det… så giver vi aldrig op – dagens sang

8. maj 2013

Es scheint, als ob das Kapital
in seiner Gier und alledem
wie eine Seuche, sich total
unaufhaltsam, trotz alledem,
über unseren Planeten legt,
überwältigt und beiseite fegt,
was sich ihm nicht freiwillig
unterwerfen will, trotz alledem.

Wenn das System auch fault und stinkt,
weiß doch kein Mensch, trotz alledem,
wann es in sich zusammensinkt.
Mächtig und zäh, trotz alledem,
wird es wohl noch weiter fortbestehn.
Doch sollte es zu lang’ so weiter gehn,
könnte, was danach kommt, sogar
noch schlimmer sein, trotz alledem.

Ein Sozialismus müsste her
mit neuem Schwung und alledem.
Denn wenn der wie der alte wär’,
würd’s wieder nichts, trotz alledem.
Doch auch wenn sich dieser Wunsch wohl kaum
erfüllen lässt, schützt uns der Traum
von einer bessren Welt vor der
Resignation, trotz alledem.

Was hält dieses System noch auf
in nächster Zeit, trotz alledem?
Wenn es sich schon in seinem Lauf
nicht bremsen lässt, trotz alledem,
woll’n wir ihm Sand ins Getriebe streu’n,
uns über die Störgeräusche freu’n,
wenn die Profitmaschinerie
laut knirscht und knackt, trotz alledem,
gewiss, dass auf der Welt
kein Übel ewig währt, trotz alledem.

I Berlin går en gammel dame rundt med sin neglelakfjerner og fjerner nazistiske symboler og grafitti på 28. år. Som hun siger: ‘hvis man ikke gør noget, så er der intet, der ændrer sig’. Og hun har ret. Selv om overmagten kan se uoverkommelig ud og tingenes tilstand lige så, så må man aldrig give op, men skal i det små yde modstand og som vanddråben gnave sig gennem stenen. Den samme fornemmelse har jeg lidt i en tid, hvor kapitalismen får endnu en chance og de politiske magthavere kun kan synge med på den evindelige krav om mere profit (Læs: vækst), mere produktion, mere, mere… Og Hannes Waders gamle sang “Trotz alledem” handler også om den dobbelte fornemmelse af håbløshed og forhåbning til fremtiden.

Skrevet i Musik | Tagged Musik, Politik | 2 kommentarer »

læst 26 gange

ABBA på museeum

7. maj 2013

I dag åbner ABBA the Museum på Djurgården i Stockholm, og museet blev indviet dagen før. Museet er en slags interaktiv historie om svensk populærmusiks største succes. Bandmedlemmerne var oprindeligt lidt lorne ved ideen, fordi museer er noget man almindeligvis laver for afdøde, men siden har de accepteret den manifeste hyldest af deres karriere. Om museet siger Björn Ulvaeus, at det giver ‘et helhedsbillede af bandet, musikken og den succes, vi oplevede i 70′erne og 80-rene. Noget vi ikke tidligere har kunnet gøre. Det bliver en oplevelsesbaseret musikdokumentar, der byder publikum ind bag ved scenen og op på den”. Så der er noget at gå efter for besøgende ABBA-fans fra nær og fjern.

Foto fra museet af Åke Lindman

Skrevet i Musik | Tagged ABBA, Musik | Ingen kommentarer »

læst 5 gange

CAPAC anbefaler: Terminal Argh

6. maj 2013

Og nu til en lille undladelsessynd. Terminal Arghs debutalbum har ligget lidt længe på mit skrivebord og andre presserende gøremål har gjort, at den først bliver omtalt nu. Men bedre sent end aldrig, som man siger. Og det gælder i høj grad for denne udgivelse.

De centrale figurer i Terminal Argh er skuespiller- og sangerinden Nana Schwartslose, der har et par soloalbums på samvittigheden, og musikeren Morten Umpff Langkilde, som her i bloggen vil være kendt for sit samarbejde med Rune T. Kidde (Kidde goes Umpff). Den ny plade, der markedsføres som groove-indie-triphop-rock med en twist, er – som kategoriophobningen mere end antyder, svær at sætte på formel. Jovist bærer de ni sange præg af triphoppens langsommelige, til tider næste slæbende, rytmik, men electronicaen brillerer ved sin markante nedtoning. I stedet står Schwarzloses distinkte, behageligt og forbilledligt let dechiffrerbare stemme og Umpffs guitar og de næsten mekaniske beats frem som dominerende elementer i en samling sange, der også bærer præg af en umiskendelig inspiration fra de seneste par årtiers popmusik. Uden at rumme decideret pophitmateriale byder sangene på forførende grooves, dansevenlige beats og rigeligt med mulighed for at fortabe sig i den gavmilde musikalske leg, der finder sted. Det er en plade, der med sin sofistikerede eksperimentelle leg i lige så høj grad egner sig til fordybende lytten inde bag hovedtelefonerne som til en intim klubsituation med lige dele dans og lytten. Hermed anbefalet.

Terminal Argh. Terminal Argh. Produceret af: Morten Umpff Langkilde. Mabel the Label. Pladen udkom 24.4.2013

Terminal Argh – In a Car (inspired by the movie RUSH) from Mabel The Label on Vimeo.

Skrevet i Musik | Tagged CAPAC anbefaler, Musik | Ingen kommentarer »

læst 37 gange

Mere musik fra tv-lydsporet: George Gently og Northern Soul

6. maj 2013

Søndag er en af de meget få dage i ugen, hvor jeg får set lidt tv. Og meget passende udsender DR 1 den meget fine britiske krimiserie George Gently. Serien er en klassisk britisk krimiserie med et umage par i hovedrollerne. Martin Shaw som den ældre, erfarne politikommisær George Gently og Lee Ingleby som den unge spradebasse af en politiassistent John Bacchus. Helt efter bogen er de så forskellige som sol og vind, men finder hurtigt sammen i en uartikuleret forståelse for hinanden og løser den ene mere komplicerede kriminalgåde efter den anden. I går aftes var serien kommet til afsnittet Northern Soul, der ganske rigtigt involverer northern soul. En ung mørk pige findes død efter at hun har været på det lokale dansested for at danse til tonerne af Northern Soul. Noget tyder på, at hun er blevet myrdet. Men som så ofte i denne serie, er virkeligheden ikke, som den ser ud til at være. Du kan endnu nå at streame afsnittet på DRs hjemmeside, hvis du er til god engelsk krimi..

Soundtracket var spækket med Northern Soul og anden tressermusik – fra Dionne Warwicks “I say a little prayer” over Four Tops (“Sweet was the love“) til Bill Withers (“Lean on me“). Og det var virkelig med til at skabe en helt særlig stemning i den film. Kunne man forestille sig en dansk kriminalserie, der fx brugte tresserne pigtrådsmusik som soundtrack? Måske. Men jeg har ikke fantasi til at forestille mig det.

Skrevet i Musik | Tagged krimi, Musik, tv | 2 kommentarer »

læst 32 gange

CAPAC præsenterer: Jamie N Commons

6. maj 2013

I går aftes – sent – dukkede et nyt navn op på min musikradar. Jamie N Commons. Jeg sad og så det seneste afsnit af tv-serien The Walking Dead. Serien har ikke rigtig noget soundtrack, bortset fra filmens temamusik, men i det viste afsnit dukkede Jamie N Commons op til allersidst med sangen “Lead me home”. Og jeg tænkte straks, at ham måtte jeg researche lidt på.

Det viser sig, at Commons er britte. Føde i Bristol. Men som seksårig blev han omplantet til Chicago af sin familie. Og det forklarer sikkert, hvorfor han mest af alt lyder som en bluesmusiker, der har fået en dosis Tom Waits og Nick Cave med i købet.

Som stor teenager vendte Commons tilbage til fædrelandet, hvor han lærte sig at spille guitar og studerede musik. Med sine selvskrevne sange og sin rå stemme gjorde han snart indtryk på musikmiljøet, og i 2011 debuterede han 22 år gammel med EP’en The Baron (Luv Luv Luv Records ). Den er i år blevet fulgt op af EP’en Rumble and Sway, og tiden må nu være moden til et rigtigt album. Han i hvert fald værd at holde øje og øre med.

Sangen fra The Walking Dead hedder “Lead me home”: