Ray Davies – The Kinks – 75

21. juni 2019

Da The Kinks havde gødet jorden for punken med solide tre-akkorders-sange og var blevet bandlyst i de amerikanske koncertsale i en årrække, kastede gruppens sangskriver Ray Davies sig over det, der havde formet hans identitet: arbejderbaggrunden i Muswell Hill og det post-koloniale-og-imperiale og efterkrigsprægede England med en lang række sange, der både var poppede og fulde af bittersøde kommentarer til tidsånden, nostalgien og the british way of life i det hele taget. Sange, der fyldte en række conceptalbums – fx Village Green Preservation Society og Arthur – og sikrede Ray Davies en plads i rockens parnas som en enestående sangskriver af en helt særligt engelsk format. Og siden dengang er han fortsat – også efter The Kinks opløsning i 1996 – med at skrive formidable sange, hvor der altid er plads til en dyb solidaritet mod alle dem, der kom i klemme i det såkaldte velfærdssamfund i efterkrigens Storbritannien, og en vitriolbrændende kritisk revselse af de samfundsmæssige omstændigheder, der gjorde klemmen mulig.

Og selv om Ray Davies i dag fylder 75, så er han en af dem, der ikke falder i pensionist-otiums-fælden. Han fortsætter med at skrive sine sange og synge dem. Om Kinks bliver gendannet, ved vi ikke, men Davies-sange skal vi nok få flere af…

3 har læst indlægget

Flashmob – og musik

20. juni 2019

Foregående opslag fik mig til at tænke på fænomenet flashmob, hvor en gruppe mennesker optræder spontant i et supermarked, på en banegård eller et andet offentligt sted. Den danske wikiartikel om fænomenet spørger om meningen med flashmob, men finder ikke nogen entydig sådan. Men det er nok fordi artikelskriveren overser, at the medium is the message, med en klassisk sentens: Det er musikken selv der er budskabet. Hvad enten det er en dansk sang i et supermarked i min hjemby eller et Led Zeppelin-cover i Tyskland. Lad os endelig få nogle flere flashmobs…

5 har læst indlægget

Bring it on home to me

20. juni 2019

Og the Animals har ikke noget at klage over. Herligt.

5 har læst indlægget

50: Roberta Flack – First Take

20. juni 2019

Roberta Flack, en af de store souldamer, debuterede for 50 år siden. Og brændte sig fast i bevidstheden hos rigtig mange med hittet “The first time ever I saw your face” (skrevet af Evan Maccoll), der blev nr. 1 – lige som albummet – i USA, vinder af en Grammy for “årets plade” og sikrede Roberta Flack en varig stjernestatus.

8 har læst indlægget

Capac anbefaler: Mørtel – Vagusnerven

19. juni 2019

På coveret til Mørtels nye album Vagusnerven kigger en corgi (hunderace) ud og op mod den, der holder albummet i sine hænder. Og sammen med titlen – Vagusnerven, der er den længste nerve i det autonome nervesystem og har en afgørende rolle for vores ikke-bevidste funktioner som fx blodcirkulation, åndedræt og fordøjelse – får vi som lyttere allerede et fingerpeg om, at vi ikke befinder os på poppens og rockens alfarvej, dér hvor der er trængsel og alle dem, der vil frem i musikverdenen, viser sig frem og lader sig høre. Nej, Mørtel – og det vil sige komponist og tekstforfatter Andreas Hjertholm og de musikalske venner Morten Ammitzbøll, Peter Esben Kofoed, Filip Danstrup, Merete Ørting Lahey, Line Felding, Marija Krogh Iversen og (?) Hollie – bevæger sig ad sit eget aparte og originale spor.

Ikke mindst tekstmæssigt, hvor de for et første blik ligefremme tekster er oversået og gennemvævet af vendinger og brokker, der gør meningen løs, menings-løs. Der er plads til det gakkede, det skæve, det poetisk overdrevne, der modstår de tilløb til fortolkelighed, som teksterne lægger op til. Tag for eksempel singleudspillet (sidste sang på side A på vinylen), “Forår i trafiksignalet”: “Jeg drukner på en sandbanke/ og jeg fristes af en evig tilstand/ der flyder en papirtiger/ den er blev klippet af mit indre barn//bring mig forår i trafiksignalet/du du du du du du/Jeg finder aldrig kærlighed/men er jeg blir fyldt til randen/ og taler med en solsikke/ det er nu jeg findes alle vegne“. Nej vel!? Man skal virkelig anstrenge sig for at finde meningen med galskaben. Og det er – selvfølgelig – fordi galskaben er meningen. Den drilske leg med ord, sætninger og betydninger er drivkraften i Hjertholms nye tekster.

Jeg ved ikke, om der er nogen parallel til Mørtel i musikhistorien. Jeg kan i hvert fald ikke lige komme på nogen, der på den måde dyrker det skæve og gakkede. Det skulle da lige være ovre i omegnen af børnemusik, -rim og -remser. Måske et vist slægtsskab med Kaptajn Bøfhjerte eller måske Halfdan Rasmussen…!?  Nej, det er temmelig originalt og modigt sådan at sætte pladelytterens intellekt på prøve, sådan som Hjertholm og Mørtel gør. Og det er også – hvis man ellers er åben og modtagelig for den slags tekstgalskab – ganske velgørende og befriende, fordi sætter megen af de nutidige pop- og rocktekster i et kritisk perspektiv. Der er mange former for meningsløshed og galskab.

Og pudsigt nok danner musikken en næsten paradoksal modsætning til tekstuniversets galskab. Her er der tale om en slags dansk indiepop med ganske melodiske sange, der fremføres ganske uskyldigt af Andreas Hjertholm, der sammen med en lyd, bestående af bas, trommer, el-guitar, cello og kor, lokker lytteren ud på tekstligt dybt vand. Sangene har bestemt potentiale for at komme på radioernes playlister, selv om det nok ikke er, hvad de i første omgang er tænkt som. Nej, Mørtels Vargusnerven er musik for dem, der stadigvæk besidder et indre legebarn og gerne lægger øre til musik, der ikke bekræfter tidens musikalske normer, men er aparte og sætter det andet i relief. Hermed varmt anbefalet af Capac.

PS. Andres har lige gjort mig opmærksom på, at det hedder vagusnerven (uden r), så det har jeg selvfølgelig rettet i ovenstående.  Va-gus-nerven. Husk det.

Sangmageren med sin corgi.

Mørtel. Vagusnerven. Produceret af: Per Buhl Acs. Ramona Records. Er lige udkommet.

 

21 har læst indlægget
21 har læst indlægget