Når man bevidner den mest krigsgale statsminister siden Besættelsestiden og en regering, der er totalt tonedøv over for den klimakrise, vi står ikke bare over for men faktisk midt i; og oplever politikere, der først og fremmest tænker på at hytte deres eget personlige skin(d) gennem små taktiske svinestreger og narrerier; og oplever en ung generation, der på flere områder er plaget og præget af den retningsløshed og uforstand, som dansk politik befinder sig i nu om stunder – ja så kan man som gammel mand godt føle sig lidt hjemløs og fortabt midt i det hele og med Steve Winwood synge med på sangen om ikke at kunne finde hjem… Beklager men skulle lige af med lidt mismod.
Igår sov June Belli ind i en alder af 75 år. Hun var Peter Bellis kone gennem 56 år. Og når man er så gammel som jeg husker man nøje historien
om Peter, der forsigtigt og respektfuldt indledte et forhold til gøglerdatteren – datter af sandsigersken Corintha – og endte med at blive gift med hende ude i det
fri. Noget der blev omtalt i pressen, herunder opså i popbladet Børge. Året var 1967. Og siden dengang var June Belli en udadskillelig del af Peters liv. Hun var’atltid i hans tanker og hans tale og fulgte ham i årevis rundt i Danmark, når han optrådte. Nu er June heller ikke mere og et kapitel af dansk pigtråds- og beatmusik er skrevet færdigt.
På Youtube faldt jeg over Hal Roaches gamle komedier fra 1930’erne med en flok vanartede børn. Our Gang hed banden og gik senere under navnet Little Rascals. Og jeg kan huske, at jeg så dem i min barndom på tysk tv og morede mig kosteligt over ungernes narrestreger og ulykker. Og så var der ikke langt i associationsrækken til den amerikanske popgruppe Spanky and Our Gang, der blev dannnet i 1966 og fik stor succes med en række singleplader – “Sunday Will Never Be the Same,” “Lazy Day,” “Sunday Mornin’,” “Like to Get to Know You.” og flere til. Gruppen to netop navn efter benævnte børnekomedier, fordi forsangerinden Elaine McFarlane delte efternavn med Spanky (George McFarland) i serien.
Spanky and our Gang spillede let, luftig tresserpop, der kan minde om Mamas and Papas, når de var mest i pophumør, og om The Monkees. Altså rigtig tresserpop med sigte mod singlehitlisterne, hvor de altså også opholdt sig meget. Gruppen holdt sig kørende til 1968, hvor guitaristen Malcolm Hale døde af åndedrætsproblemer. Da han var deres primære arrangør og ankermand gik de andre hver til sit, vel vidende at de allerede havde opnået mere end de fleste. Og som mange andre er de også blevet gendannet.
Det startede med pigtrådsmusikken som forsanger i Roadrunners. Siden gik videre til Jakie Boo Flight og Gnags og derfra til en lang solokarriere. Sidst vi hørte noget fra Stærk var da han i 2021 udsendte singlen “Help me make it through the night” (Kris Kristoffersons sang) i 2021. Men Stærk skriver vist stadigvæk sange, så måske kommer der noget på et tidspunkt på hans eget plademærke Strongman Records. Hvem ved!? Man kan jo altid håbe, for så mange gode fortolkere af klassisk rock har vi heller ikke her i landet.
Peder Bundgaard, der er kendt som nær ven af Dan Turèll og illustrator til sammes bøger og til flere kendte pladeomslag, blandt andet for Gasolin, fyldte 79 år i går. Han er også forfatter til flere bøger, biografier (Gasolin, Turèll, Kim Larsen m.fl.), romaner og rock-monografier (fx Dansk Rockleksikon).
Og i dag ville benævnte Turèll være fyldt 78 år. Det skulle så ikke være sådan…
Og jeg havde næsten glemt det, hvis ikke mine tanker havde passeret erindringen om en for tidlig afdød ven, der satte stor pris på netop Cale og resten af
Velvet Underground. Og jeg husker, hvordan han nedgriflede en koncertanmeldelse af Cale for mange år siden – en anmeldelse, jeg aldrig fik på tryk og som
måske kun findes som pligtopbevaring på det Kgl. Bibliotek. Nå, men Cale er en af de firsårige, der ikke har smidt håndklædet i ringen, men fortsætter ufortrødent
med sin kunst indtil det hele stopper af sig selv.
En kræftsygdom tog livet af ham. Steve Harley, der blev berømt som forgrundsfigur i det britiske band Cockney Rebel. Make Me Smile (Come Up and See Me)” hed bandes slidstærke hit fra 1975 som stadigvæk klarer sig fint på afspilleren.
Cockney Rebel var aktivt indtil for ganske nylig og besøgte blandt andet Danmark. Men for få måneder siden måtte Harley så kaste håndklædet i ringen, fordi sygdommen tvang ham til at opgive det, han elskede mest at gøre – spille på en scene. Cockney Rebel kom frem i slipstrømmen af glam rock-bands i starten af halvfjerdserne og blev langsomt Steve Harleys band, samtidig med, at han fik en solokarriere. Ved siden af fik – i halvfemserne – han også en karriere som radiomand med showet Sounds of the 70s, der nu fortsætter med en anden mand ved roret. Helt i Harleys ånd.
Ja, ups. Hvordan kunne jeg dog glemme bloggens fødselsdag – den 13 marts. Noget andet med min egen – bagmandens – fødselsdag, der har det med at glide over i glemslen hurtigt og let. Men altså bloggen her – 18 år. Og for at undgå at gentage mig selv, så vil jeg benytte lejligheden til at beklage, at mange – rigtig mange – af de bloggere, jeg lærte at kende som bloggere dengang det hele startede, nu tilsyneladende har droppet bloggeriet – måske til fordel for de såkaldte sociale – men i virkeligheden ret så asociale – medier som Facebook, Instagram osv. Måske er der stadigvæk nogle af jer, der kigger forbi her på båden engang i mellem. Det håber jeg da, selv om jeg ikke rigtig ved, hvem der dropper forbi – bortset fra en pæn række usual suspects. Men engang var blogland noget andet – et sted, hvor vi sammen kunne råbe højt i internetørkenen.
Nuvel, som man sagde engang, bloggen kører stadigvæk, og jeg har ingen planer om at stoppe. Det er blevet en fast vane at skrive lidt hver dag over et stort krus kaffe. Og den slags små (u)vaner holder jeg af og de er med til at strukturere en gammel drengs dag. Måske stopper det hele bare en dag, medens fingrenen tapper løst på det vaskbare computertastatur – hvem ved!? For ingen ved vel helt præcist, hvordan det ender.
18 år. Det er dog noget, som jeg ikke i min vildeste fantasi forestillede mig, da jeg første gang postede noget. Men det ene ord tog det andet, den ene sætning den anden, det ene indlæg det andet og så videre. Skriften fik sit eget liv, sådan som skriften altid har haft det og stadigvæk har det. Og den søde kløe – skriftkløen med alt hvad dertil hører – er der stadigvæk og skal lige masseres hver dag – helst. Sail on Capac.
Det var sådan lidt ad omveje, at jeg kom tilbage på sporet til Stakladen på Århus Universitet. Til dengang, hvor Stakladen var et af byens fremmeste musikspillesteder, der havde mange gode og store navne på programmet. Jeg var egentlig ved at forfølge andre spor i universitetets historie, da jeg landede på institutionens hjemmesidens “hisotoriske showroom”, hvor man blandt andet finder ovenstående billetter fra to koncerter, som jeg selv havde fornøjelsen af at overvære. Men Stakladen var også andet end en scene. Det var fx også et sted, hvor man som studerende kunne droppe ind på vej hjem fra undervisningen kunne indtage sin aftensmad eller eftermiddagskaffe. Og det har jeg gjort mange gange – og er blevet mæt for små penge i solid dansk kost. Hvordan stedet ser ud i dag, ved jeg ikke, da det er meget længe siden, jeg har været forbi. Det er ellers sket mange gange, fordi jeg ofte har lagt min vej forbi Studenterhusets boghandel, hvor man ofte har kunnet finde gode tilbud og bøger, man ellers ikke kunne støde på inde i byen. Så måske kommer jeg igen forbi en dag, hvor humøret er til det…
Medens jeg sådan er på sporet af netop det sted, kommer jeg i tanke om dengang, Gasolin gav koncert derinde, men jeg foretrak at komme hjem i studenterhyblen. Men dengang var jeg nu heller ikke så stor en fan af drengene fra Christianshavn. Men ellers glider billederne fra alskens koncerter forbi det indre blik: Flying Burrito Brothers, J. J. Cale, John Cale, Anne Linett Band osv. osv.
Århus Wiki kan fortælle, at Stakladen i dag hovedsageligt bruges til universitetets arrangementer og siden midten af firserne stort set ikke er brugt til musikarrangementer. Ja, så var man jo heldig at få den funktion med, da man var ung og sprød.
Siddende i min gamle – og magelige – lænestol (købt for 500 kr. i en genbrugsbutik) falder mit blik på en bog med sort og gul ryg. HVEM Hvad Hvor fra engang i halvfjerdserne. Jeg havde mange bind af dette opslagsværk engang, fordi min farmor insisterede på at give mig den i julegave – hvert år, frem til hendes død i samme årti.
Den udkom på Politikens Forlag i årene 1932 – 2012, og var en slags leksikalsk svar på internettet. Blot kurateret og kritisk gennemarbejdet. Jeg tror, at jeg solgte de andre bind antikvarisk, da jeg læste på universitetet og skulle have plads til andre bøger.
Men de var nyttige opslagsværker i en årrække og ganske underholdende. Nu er der så kun det ene bind, der kan sende mig ned ad erindringens boulevard.
Læs også Georg Metz’ minderune over Hvem Hvad Hvor, da det allersidste nummer udkom …
Chicago VII er en af mine favoritplader gennem de sidste halvtreds år, dvs. siden plade udkom første gang. Det var bandet Chicagos sjette studioalbum og et dobbeltalbum, som jeg erhvervede mig på Fonas pladeudsalg det år i Esbjerg. Og pladen afslrøede et nyt stilistisk tiltag i gruppens musik. Hvor de tidligere havde fokuseret på hitlistesøgende poprock, så havde de fået den idé at inddrage elementer af jazz i deres musik – for blandt andet at gøre udfordringerne ved koncerterne lidt mere spændende for musikerne selv. En beslutning, der gav anledning til ballade blandt medlemerne, hvor blandt andet Peter Cetera frygtede, at jazzen ville udgøre en kommerciel risiko. Og senere fik han og hans støtter deres vilje med en mere kommerciel drejning.
Men pladen blev til noget og står i dag som noget af det mest spændende, som Chicago har skabt på plademediet.
Den første gang, jeg hørte om sangeren og musikeren Eric Carmen, var da Jørgen de Mylius præsenterede The Raspberries i Danmarks Radios popprogrammer. Raspberries var et powerpop-band, der blev dannet i Cleveland, Ohio, i 1970 og eksisterede – i første omgang – frem til 1975 og fik stor succes bl.a. med top-10-hittet “Go all the Way” fra det eponyme debutalbum. Det var vist også det album, der var forsynet med et cover, der var imprægneret med duften af hindbær (når man kradsede på overfladen kunne man lugte det… Ved nærmere eftertanke tror jeg, det var deres tredje album fra 1973 – Side 3 – der havde den lugt).
Eric Carmen var den kreative kraft i Raspberries, der siden hen var inspiration for blandt andre Bruce Springsteen. Og han fortsatte som solist efter Raspberries i 1975 med lige så stor succes. De to første singler fra hans hånd blev straks hits og var begge inspireret af den klassiske komponist Rachmaninoff musik, hvilket afslørede, at Carmen oprindeligt var uddannet pianist og selv lærte sig at spille på guitar. “All by my self” solgte over en million eksemplarer og kom i top-10 og efterfølgeren “Never gonna fall in love again” gjorde det også godt, selv om den ikke nåede de første ti placeringer.
Selv om successen klingede lidt af fortsatte Carmen med at udsende populære plader og mange af hans selvskrevne sange blev fortolket af tidens kunstnere, fx Dana, Olivia Newton-John og Shaun Cassidy.
I tiden efter 2000 er der ikke rigtig udkommet musik fra Carmen, men han har optrådt – blandt andet med Ringo Starr i dennes All Starr Band – og ellers levet af sine royalties. Den 11. marts sov Eric Carmen stille ind 74 år gammel, og der er ikke angivet nogen konkret dødsårsag.
Ja, sådan spørger en kommentator til denne store spilleliste med musik, der lagde bagtæppe til Vietnam-krigen. Hvor er de sange, der danner et tæppe bag konflikten mellem Rusland og Ukraine? Hvor er den tilsvarende bag Israels forsøg på at udrydde Ghazas befolkning? Tiderne var nogle andre, jovist. Men hvor er den folkelig oppinion, verdensopinionen, der satte en stopper for krigen i Vietnam?!
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
