Pub rock !?

15. oktober 2020

I asked Wilko Johnson what he thought of pub rock. “I hate it,” he said. “I use the term contemptuously. It’s a term I never liked, partly ‘cause I don’t drink. Or I didn’t then. People say ‘pub rock’ as if it’s a kind of music. And it’s not. In 1974, or whenever, for a year or so there was a kind of scene where there were several pubs all around London that were attracting audiences because they were putting on good bands. But they were bands of all kinds: jazz and funk and rock. If you said ‘pub rock’ you’re talking about a kind of venue not a kind of music.”

Dave Tice had a similar opinion: “Garage, punk, pub rock, it’s all rock ‘n’ roll, man. Some of it you could almost call country if you stuck a cowboy hat on a bloke’s head.”

Link

 

6 har læst indlægget

Så ramte vi dagen, hvor Cliff blev 80

14. oktober 2020

5 har læst indlægget

The Cave – lydsporet

14. oktober 2020

Og selv om The Cave er en dybt alvorlig dokumentar, så har også den sit lydspor. Og en del af dette udgør en titelsang, der fremføres af den syriske sangerinde Rasha Rizk. Jeg har ikke kunne finde lige netop den sang, men her er hun med en anden.

Indtagende stemme synes jeg. Hendes seneste plade hedder Malak og kan lytte til her:

Jàmîçã A Mohmed · Racha Rizk – “Malak” album | “رشا رزق _ ألبوم “ملاك

6 har læst indlægget

Hvad er en hånd på låret?

14. oktober 2020

Den radikale leder Morten Østergaard blev det første offer i dansk politik for den herskende #mee-too-debat. Han vedgik at have taget kollegaen Lotte Rod på låret for ca. 10 år siden. Dermed satte Østergaard en sand lavine i gang i partiet Radikale Venstre. En lavine, der vil rulle i lang tid frem.

I forbindelse med Østergaards bekendelse af at have haft sin hånd et forkert (krænkende) sted kom det frem, at også andre kvinder i partiet havde været udsat for krænkende adfærd fra Østergaard. Og opmærksomheden rettede sig straks mod den nye leder Sofie Carsten Nielsen. For hvad vidste hun om alt dette? Holdt hun noget hemmeligt? Lavede hun et “cover-up”, som kollegaen Martin Lidegaard påstod?

Næppe var det fornyede fokus faldet på plads, før en af de andre krænkede, Katrine Robsøe, på Facebook erklærede, at hun var blevet krænket af Østergaard. At Sofie Carsten Nielsen havde været bekendt med både denne sag og den foregående hjalp ikke meget, for hendes forklaring om, at hun havde hemmeligholdt sagerne af fortrolighedshensyn til d’damer fik hende ikke ud af hendes catch 22.

Men så tog hele debatten om de radikale en interessant drejning i dag. Dels har en partiets fremtrædende politikere, Ida Auken, været ud og erklære, at Sofie Carsten Nielsen dækkede over Morten Østergaard. Og dels har en Facebookbruger har gravet i Katrine Robsøes post-historik og fundet et indlæg, hvor Robsøe fortæller om en “road trip”, hun har været på sammen med Morten Østergaard, der omtales som “denne dejlige mand”.

Morten Østergaard vedgår sine krænkende handlinger, går som partiformand og sygemelder sig. Derefter roder tre, involverede kvindelige politikere sig ud i et politisk hængedynd, som det er svært at se dem komme ud af igen uden personlige og politiske omkostninger. Men – hvad kan vi bruge dette rod til?

Jo, jeg tænker på, at hele debatten om “sexchikane”, “sexisme” og “#mee-too” har længe – i hvert fald i dansk sammenhæng – haft en underliggende problematik: Det har heddet sig, at “sexchikane” og “sexisme” var udtryk for en bestemt “struktur”, en bestemt “kultur” og for “magt”. Men disse begreber er ikke blevet defineret i denne kontekst. Og måske er spørgsmålet i virkeligheden, om ikke det er denne underliggende problematik, der burde være genstand for analyse, kritik og opgør, og “sexchikane” og “sexisme” forstås som afledte størrelser. Sagt på en anden måde, at seksuelle handlinger især bliver til “krænkelser”, når de foregår i en magtrelation.? At hånden på låret får en anden og alvorligere betydning, når hånden sidder på en magtfuld person, end når den foregår mellem to mennesker i et ligeværdigt forhold?

Jeg synes, man skal være ret så blind, hvis ikke man kan se, at der er magtinteresser på spil i Morten Østergaard-sagen. For de involverede kvindelige politikere handler det ikke kun om utilstedelige håndspålæggelser, men også om magtbegær. Tiden er inde til dybere analyser og kritik, end det pressen kan levere.

10 har læst indlægget

Set: The Cave

14. oktober 2020

Den Oscar-vindende danske dokumentarfilm (af Feras Fayyad) foregår i byområdet Al-Gouta i det østlige Damaskus. Her arbejder børnelæge Amani Ballour sammen med kollegerne i et underjordisk hospital, hvor der for en stund er sikkerhed for sårede voksne og børn, der er ofre for det syriske regimes russisk støttede bombardementer af området.

Filmen følger doktor Amani og kollegernes daglige arbejde med krigens ofre, kampen for at få føde og medicin nok og i håbet om, at ikke også det underjordiske opholdssted bliver offer for bombernes ødelæggelser. Filmen lever højt på sin nedtonede realisme. Der er ikke behov for nogen form for gimmick for at overbevise publikum om, at det der foregår her er simpel overlevelse under et terrorregime, der ikke har nogen berettigelse på jorden.

Og så gjorde det et stort indtryk på mig, at doktor Amani – oven i alle de beskrevne problemer – skal kæmpe med en forstokket patriarkalsk kultur, der ikke vil acceptere, at hun bruger sit liv og sin uddannelse på at hjælpe sine landsmænd, men helst ser, at hun bliver gift, får børn og passer kødgryderne derhjemme. Hun møder denne diskrimination fra mandlige patienter, familien (telefonkontakt på mobilen, hvor hun får at vide, at hendes planter derhjemme venter på hende). Men Amani holder hovedet højt, bakkes op af sine kolleger, der selv har valgt at gøre hende til leder. Patriarkalismen er en lige så stor modstander for Armani og andre kvinder som Asad og russerne.

Filmen er bestemt værd at se for alle, der vil huske, hvad der stadigvæk sker i Syrien (men som er mere eller mindre glemt i coronatågerne i dansk presse) og som mener det alvorligt med kønnenes ligestilling og ikke vil nøjes med #mee-too-hysteri.

Filmen kan ses på Filmstriben og Filmcentralen (og vist nok stadigvæk i biografen).

6 har læst indlægget

Talking Heads varmer op for Ramones

13. oktober 2020

Jeg har genoptaget læsninge af Christ Frantz’ erindringer om Talking Heads og Tom Tom Club. Og han fortæller om dengang, inden Talking Heads har fået deres første album ud, hvor bandet får æren af at være opvarmningsorkester for selveste Ramones på en tur til Europa. Det starter i Schweiz.

Medlemmerne af Ramones er, for at sige det mildt, aparte. Især Johnny Ramone, som Frantz ikke viger tilbage fra at kalde en “bølle” (bully). Men spille kan de, når først de er på scenen. Og selv om Talking Heads kun er kendt hos de mest nørdede rocklyttere i Europa (baseret på bandet første single og von-høren-sagen), så går også deres koncerter over al forventning.

 

5 har læst indlægget

Sir Tommy Steele

13. oktober 2020

Den 26. oktober 1965 modtog The Beatles’ fire medlemmer deres Member of the Most Excellent Order of the British Empire medaljer (MBE). Fire år senere returnerede John Lennon sin medalje i protest mod Storbritanniens udenrigspolitik. Og i det hele taget var det kontroversielt, at gruppen – dengang – fik en medalje for deres betydning for musikken. Beatmusik var stadigvæk noget, man af den ældre generation tog afstand fra. Og flere tidligere modtagere af MBE protesterede. En gammel krigshelt returnerede alle sine medaljer i protest.

Men siden dengang er beatmusik, pop og underholdning blevet en næste obligatorisk del af dronningens Birthday Honors List, der opregner alle dem, der skal have en medalje eller ligefrem adles.

Senest har Storbritanniens gamle rock-and-roller Tommy Steele fået sværdslaget og kan nu kalde sig Sir Tommy Steele. For sit musikalske og godgørende virke i landet. Jeg skal stadigvæk vænne mig til tanke om, at heltene fra de oprørske halvtredsere og tressere falder til patten.

12 har læst indlægget

Opad eller nedad

12. oktober 2020

Her til morgen på den obligatoriske hundetur blev jeg mindet om mit møde med revykunstneren, skuespilleren og sangeren Oswald Helmuth. Jeg har fortalt om det før, dengang han var ude at sejle med min far for at stresse af. Og det var en ældre dame i nabolaget – hun er 92 år – der fik mine tanker ind på den bane. Hun var ved at fortælle en historie om en hjemmehjælper, der ikke kendte revyvisen “Opad eller nedad”, og den ældre dame kunne ikke lige komme på kunstnerens navn. Men det kunne jeg. For selvfølgelig var det Oswald Helmuth, der fremførte Erik Leths tekst til Svend Gylmarks melodi. Og så var jeg tilbage til dengang jeg var en bette knægt og mødte en af de store stjerne.

9 har læst indlægget

Capac anbefaler: The Cosmic Rabbit Holes – The World is drugs

11. oktober 2020

Bandnavnet, pladetitlen og pladecoveret sender straks associationerne i retning af det psykedeliske. Og The Cosmic Rabbit Holes’ nye album markedsføres da også ganske forståeligt som psych, som den psykedeliske musik betegnes her mere end et halvt århundrede efter, at den blev skabt på især den amerikanske vestkyst.

Men selv om inspirationen fra psychedeliaen er både iøjne- og iørefaldende på pladen, så skal min opfordring til potentielle lyttere lyde: Prøv at lytte uden om hele dette psych-setup. For The Cosmic Rabbit Holes er mere end moderne arvtagere af den psykedeliske musik. Nemlig fem unge musikere, der både er ferme musikere og lige så ferme sangsnedkere. Sagt på en anden måde, så byder albummet på ni velturnerede sange om sære fænomener som flødeskumsindtagelse, snak med træer og andet. Ni sange, der ud over de psykedeliske træk er klart poppede med iørefaldende melodier, smægtende, flerstemmig sang og en poplyd, der nu og da både minder om sider af de psykedeliske  Beach Boys og Beatles – og i allerhøjeste grad om tressernes sans for flerstemmig sang og leg med inciterende lydflader.

Efter sigende har nogle af bandets fem medlemmer en (måske stadig aktiv) fortid i den hårde rock. Og på den baggrund virker The World is drugs som et kreativt sidespring, hvor musikerne har fået lov til at give los for lyster og tilbøjeligheder, der ikke har fået lov til at komme til udtryk før. Pladen er som en musikalsk legestue, hvor de fem musikere har fået lov til at genopfinde spille- og legeglæden i studiet (Black Tornado Studios) og glemme al den teknologi, der i dag ofte er mere reglen end undtagelsen. Og resultatet er blevet en charmerende, poppet – og ja psykedelisk forførende – plade, som Cosmic Rabbit Holes sagtens kan være stolte af og bygge videre på. Og som viser, at der stadigvæk er masser af inspiration af hente i forrige århundredes rockmusik. Hermed anbefalet.

The Cosmic Rabbit Holes. The World is drugs. Eget plademærke. Udkom 2. oktober

31 har læst indlægget

Capac anbefaler: Select Captain – Comes in Waves

11. oktober 2020

Efter et par uger med lidt for meget om ørerne, vil jeg meget passende bruge noget af søndagen på at omtale to nye danske albums. Først drejer det sig om Select Captains Comes in Waves. Select Captain er en gammel kending her i bloggen som Kristian Gaardskjærs soloprojekt. På den nye plade er Select Captain blevet en duo, idet musiker, producer og sangskriver Søren Vestergaard nu er blevet en mere fremtrædende del af det musikalske samarbejde, så det er rimeligt at tale om en regulær duo.

Den seneste forskydning i samarbejdsrelationerne ændrer dog heldigvis ikke ved – og heldigvis for det – projektets egenart. Der er stadigvæk tale om melankolske, eftertænksomme og selvreflekterende sange, hvor tilværelsens svære byrder – angst, depression, misbrug m.fl. – vendes på hudløs, ærlig og følsom vis. Og det hele i en musikalsk ramme, hvor solide melodier sørger for, at der til stadigvæk er en opløftende hånd under den truende håbløshed.

Pladen er overvejende akustisk med Gaardskjærs gode stemme i forgrunden. Den akustiske guitar og nogle steder klaveret er lige så dominerende i lydbilledet, der samlet set kan opfattes som en moderne variant af folk. Folk, der vel at mærke farves af anstrøg af electronica og afslører en diskret inspiration fra firsernes lydverden (bl.a. de allestedsnærværende Depeche Mode).

Samlet set har Select Captain formået at lave et album, der lever højt på et kompositorisk højt niveau og en homogen samling sange. En plade, der er appellerer til lytteren med gode sange, en nærmest analog, ren og letfordøjelig lyd og budskaber, der passer godt ind i tidsåndens tendenser. Comes in Wawes er sådan en folkplade, der altid vil være brug for i tider som dem, vi befinder os i. Hermed varmt anbefalet.

Select Captain. Comes in Waves. Produceret af. Søren Vestergaard. Soundchest Records. Udkom d. 2. oktober 2020

 

33 har læst indlægget
33 har læst indlægget