Dagens citat: af George Orwell

17. februar 2019

“The mistake you make, don’t you see, is in thinking one can live in a corrupt society without being corrupt oneself. After all, what do you achieve by refusing to make money? You’re trying to behave as though one could stand right outside our economic system. But one can’t. One’s got to change the system, or one changes nothing. One can’t put things right in a hole-and-corner way, if you take my meaning.”

― from KEEP THE ASPIDISTRA FLYING (1936)

4 har læst indlægget

Mere fra Jenny Lewis: Hoveder skal rulle

16. februar 2019

3 har læst indlægget

Bruno Ganz er død, 77 år

16. februar 2019

Den schweiziske skuespiller Bruno Ganz er død af kræft, 77 år gammel. Han er nok mest – og ganske fortjent – kendt for sin rolle som Hitler i filmen Der Untergang. Men det er andre roller, jeg især husker ham for. Som englen i den smukke, poetiske Himlen over Berlin (af Wim Wenders),  hovedrollen i samme instruktørs Den amerikanske ven og rollen i Nosferatu. Dertil skal lægges en lang række mindre, men markante biroller, fx i den for nylig omtalte film Remember.

I de nekrologer, der allerede har ramt pressen fremhæves han som en af de vigtigste skuespillere i det tyske sprogområde. I hvert fald bliver tysk film lidt fattigere, nu hvor Ganz ikke er mere.

2 har læst indlægget

Elvis’ mor synger…

15. februar 2019

Jeg har tidligere omtalt dokumentaren og den lille boks Elvis The Searcher, hvor Elvis’ forhold til traditionen tages under kyndig og kærlig behandling. Og musikken overbeviser en om, ikke alene den betydning, han har fået for populærmusikken, men også om hans loyalitet over for sine forgængere og sin dybe solidaritet med sin arbejderklassebaggrund. John Lennon sang om det særlige ved at være en arbejderklassehelt. Elvis var en arbejderklassehelt. Han glemte aldrig den fattigdom, han kom fra, som ex-konen Precilla understregede.

Og på den lille boks med dokumentarfilmens musik finder man på den tredje plade eksempler på de andre, gamle kunstnere, som Elvis lod sig påvirke af. Fra The Blackwood Brothers over Arthur Crudup og Bob Dylan til – ja – kongens egen mor, Gladys, der nok var “kvinden i hans liv”. Hvor stor en sangerinde, hun var, giver ovenstående optagelse ikke noget billede af, men der er ingen tvivl om, at hun var – på alle måder – “stor” i Elvis’ øjne.

3 har læst indlægget

Talking Heads versus Black Flag

15. februar 2019

I går aftes endte jeg også med at se en film på en ellers forudsigelig programflade med livsstildumheder og genudsendelser ad libitum. Denne gang drejede det sig om “filmperlen” 20th Century Women af Mike Mils fra 2016.

Filmen foregår i 1979, hvor en moder, Dorothea (spillet af Anette Benning), der lever et bohemeagtigt liv i et hus med to logerende, en mand og en kvinde, mener, at hun må hjælpe sin teenagesøn med at blive en rigtig voksen mand. Hun oplever, at hun har svært ved at snakke med drengen, og derfor allierer hun sig med den anden kvinde i huset, Abbie, og drengens veninde, Julie, og beder dem om at føre drengen på “rette spor”. Ret meget mere er der ikke at sige om filmens handling. Og ellers spilles der smukt i alle roller.

Filmen er også indirekte et signalement af en tid og en periode. Omkring slutningen af halvfjerdserne. Og det kommer i hvert fald frem på filmens lydspor, der også er udgivet på plade. Filmen indrammes af musik, der dels stammer fra før-krigsårene, der var moderen, Dorotheas, fortid, og dels af punkens og new wavens musik, den musik, som drengen tager til sig i sin opvækst. Og indirekte afslører de musikalske yderpunkter måske godt, hvor langt, der er mellem mor og søn, og hvor svært det kan være, at kommunikere over generationskløften, som man jo kaldte problemet dengang.

Og at musikken er en slags markør – for generationstilhørsforhold, men også for klassetilhørsforhold – demonstreres fint i en scene, hvor sønnen Jamie kommer op at tottes med en jævnaldrende. Jamie kommer til at fornærme den anden dreng, fordi han – Jamie – ved mere om klitorisorgasme og andet. Og det opfatter den forurettede som Jamies kulturelle overlegenhed, og derfor får han en omgang tærsk. Senere lader den unge mand også sin vrede gå ud over Dorotheas folkevogn, som han pynter med graffittien “Art Fag”, et slangudtryk, der netop tager sigte mod den overlegenhed, som Jamie har udvist. På den anden side af folkevognen har den fornærmede skrevet: “Black Flag”, altså navnet på det fremtrædende amerikanske punkband fra dengang.

Scenen følges op af en anden scene, hvor moderen danser med den mandlige beboer. Først til musik af Black Flag. Og det går ikke så godt. Dernæst sættes det samtidige band Talking Heads på grammofonen, og straks er de to voksne mere på bølgelænge med musikken. Den scene kan man lægge en masse betydning i med hensyn til generationsforskelle, men også til den radikalitet, hvormed bands som Black Flag satte en ny dagsorden i populærmusikken. Hvor Talking Heads kommer til at stå som det band, der trods bandets nyskabende nybølgemusik også repræsenterer noget fra traditionen i form af dansant melodiøsitet for eksempel.

Jeg vil gå et skridt længere og tillade mig at hævde, at lydsporet til filmen faktisk er en nøgle til forståelse af filmens tematik. Så man kan passende begynde at lytte til lydsporet. Så er man godt på vej i filmen.

 

2 har læst indlægget
2 har læst indlægget