Capac har fået et sammenbrud

3. maj 2020

Så skete det igen, det der ikke må ske. En installation gik galt, så jeg ikke kan komme ind på bl.a. webloggen. Med slid og slæb er det dog lykkes at finde en genvej, men vejen er stadigvæk lang og måske er der gået en del data tabt undervejs. Sådan er det, når man er uheldig og ikke vil tage ved lære af tidligere erfaringer med computere.

4 har læst indlægget

Mary Hopkin – 70

3. maj 2020

[Foto, lånt fra Facebook]

Også på spindesiden går tiden. Og i dag fylder Mary Hopkin 70 år. Den walisiske pige havde allerede indsunget en plade på sin hjemegns mål, da Paul McCartney fik øje – eller måske rettere: øre – på hendes smukke stemme og fik hende indlemmet i projektet Apple Records. Det førte til en relativ kort periode, hvor hun hittede stort og brillerede med sin sangkunst. Indtil hun giftede sig med sin producer Tony Visconti og forlod musikscenen for en tid i 1972. Hun vendte dog tilbage, men det er en hel anden og mere kompleks historie.

17 har læst indlægget

Sting kan stadig stikke…

2. maj 2020

Og lidt tilfældigt opdager jeg, at Sting, der jo var den benådede bassist og sangskriver i The Police, har bidraget til Rolling Stones coronatidsserie In My Room, hvor han på smukkeste vis genfremfører “Message in a bottle”, “Englishman i New York”, “Fragile” m.m. Sting fylder 70 næste år, og det synes jeg bestemt ikke at man kan mærke på hverken stemme eller attitude.

5 har læst indlægget

Coronatidssange: The Police – Ghost in the machine

2. maj 2020

Zenyatta Mondattà blev det sidste album med The Police i den rene trioform. I 1981 kom deres fjerde album Ghost in the machine, der blev en stor succes for gruppen. Men væk var den elementære trioform, hvor de tre musikere i kraft af voldsom ungdommelig energi og stor spilleglæde formåede at tilføre trioformen en sjælden kraftfuldhed og opfindsomhed. I stedet fik man et album med masser at tilsat syntheziserlyd og blæsere. Et mere ordinært album på sæt og vis, selv om pladen rummer masser af gode sange. Men også et album, der antydede, at The Police nærmede sig et sted, hvor deres veje ville skilles. Guitarist Andy Summers udtalte meget rammende følgende om pladen:

I have to say I was getting disappointed with the musical direction around the time of Ghost in the Machine. With the horns and synth coming in, the fantastic raw-trio feel—all the really creative and dynamic stuff—was being lost. We were ending up backing a singer doing his pop songs.

7 har læst indlægget

Noget om historieløshed og kunst og så videre

2. maj 2020

I forgangne uge læste jeg et sted på nettet (hvor kan jeg ikke huske…), at en person skrev, at ‘historikere’ begræder de unges mangelfulde historiske viden. Og selv om man skal være påpasselig med at generalisere, så er der utvivlsomt noget om det. Og det skyldes selvfølgelig ikke de unge selv, men det uddannelsessystem, de er eller har været henvist til at følge. Og sandt er det jo, at desto mindre vi kender til vores historie, desto ringere forstår vi vores egen livssituation og desto sværere har vi ved at håndtere ‘fremtiden’.

Tanken om historieløsheden spøgte i mit hovede i går, hvor vi markerede den 1. maj. Og vi at vi nærmer os 75-årsdagen for Befrielsen understregede blot spørgsmålets relevans. Og tanke fulgte mig hele dagen, helt frem til sent på aftenen, hvor jeg så lidt af den danske film  – af Anne-Grethe Bjarup Riis – fra 2012 om Hvidstengruppen (i titlen har man i øvrigt splittet det sammensatte navneord op – en ganske almindelig fejl). Og jeg måtte opgive at se filmen til ende. For jeg synes, at den mangler noget meget væsentligt for den slags historisk funderede film, nemlig at indfange tidsånden. Og det var ikke, fordi rekvisitterne og lokationerne ikke var på plads. Nej, det havde noget at gøre med dels skuespillernes sprogbrug og ageren og også med selve fortællemåden, altså klipningen og tempoet. Filmen formåede ganske enkelt ikke at overbevise mig om, at handlingen foregik i 1943-44 og ikke i 2012. Og det er en afgørende svaghed for en film at den type.

En helt anderledes sikker håndtering af historiske emner fandt jeg i gårsdagens afsnit af den britiske tv-serie Jordmoderen (Call the Midwife), hvor emnet suffragette blev taget op. I afsnittet står en af jordmødrene (og sygeplejerskerne) over for et problem: En gammel dame kommer ikke til lægen og får behandlet et alvorligt skinnebenssår. For hun har isoleret sig i sit hjem, omgivet af sine mange ting, bl.a. en kæmpestor bogsamling (hun er tidligere lærer). Det lykkes den  jamaicanske sygeplejerske at komme ind i hjemmet, hvor hun finder den gamle dame siddende i sin lænestol. Men den gamle dame er ikke umiddelbart til sinds at følge sygeplejerskens råd og vejledning, der bl.a. handler om, at hun af hygiejnemæssige årsager kan risikere at blive tvangsforflyttet til et plejehjem.

Det ender med, at den gamle dame, Clarice Millgrove (fremragende spillet af den 84-årige skotske skuespillerinde Annette Crosbie), skal flyttes til plejehjemmet med politiets hjælp. Og imod hendes vilje. Men inden vi når til det dramatiske højdepunkt får vi forklaringen på, hvorfor den gamle er så svær at få i tale. Det viser sig, at hun i sine unge dage – i 1920’erne – var en af suffragetterne. Dvs. en gruppe af kvinder, der med livet som indsats kæmpede for kvinders rettigheder, ikke mindst valgretten. Og gjorde det ikke kun i ord, men i gerninger, ofte voldsomme gerninger, lige fra brug af bomber, afbrænding af tomme huse og postkasser og bestormning af parlamentet. Det resulterede i, at flere af dem – heriblandt Clarice – blev sat i fængsel, hvor de indledte en sultestrejke, som igen resulterede i, at myndighederne tvangsfodrede dem ved at stikke en slange ned i halsen på dem og hælde “hundeæde” ned, så de ikke døde. Og Clarice får senere en fortjenstmedalje for sin deltagelse i sultestrejken. Og i den forbindelse fortæller Clarice med enkle ord, hvordan hun havde oplevet myndighedernes behandling af suffragetterne under sultestrejken.

Og selv om afsnittet er relativt kort og indslaget om suffragettehistorien tilsvarende kort, så lykkes det på fineste og mest overbevisende vis at trække historien ind i en fortælling, der ellers foregår i 1960’erne. Et smukt eksempel på, hvordan man kan håndtere historiebevidsthed uden at skulle gribe til de store falbelader. Og et fremragende argument for at se serien om jordmødrene som hele vejen igennem emmer af historiebevidsthed.

Afsnittet blev en påmindelse om, at vi ikke behøver at henfalde til vor tids almene historieløshed, men sagtens kan have historien med, både i kunst, underholdning og hverdagen. Og en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi i skole- og uddannelsessystemet styrker historieundervisningen. Ikke kun som selvstændigt fag, men i alle fagene. Og sørger for at stimulere børnenes og de unges interesse for historiske emner, så de selv kan følge op på det, når de forlader uddannelsessystemet.

 

9 har læst indlægget
9 har læst indlægget