Jakob Fuglsang som syndebuk

3. februar 2020

Dramaet i Tour de France er flyttet fra de stejle bjergtoppe og de flade spurter til det medicinske kapløb mellem nye stoffer og teknologier og “renhedspolitiets” jagt på synderne. I den store renhedsfortælling gøres den enkelte rytter til skurken i spillet, medens bagmændene, der har presset udøverne længere og længere ud i eksperimenternes jungle, vasker deres hænder i fuld offentlighed. Vi er vidner til et kæmpemæssigt hyklerisk show, der opføres for fulde gardiner (og licenskroner) i DR og på andre store tv-kanaler. Et show, der ganske langsomt, men sikkert, vil afsløre, at de olympiske konkurrenceidealer, man foregøgler at hylde og forfægte, er som kejserens nye klæder.

Sådan skrev jeg her i bloggen i 2008, da dopingskandalen havde ramt Tour de France. Og i går aftes blev jeg mindet om, at min lille analyse dengang havde ramt plet med hensyn til forståelsen af pressens behandling af skandalen som en fortælling om renhed. En fortælling, hvis formål det var – og er – at rense selve sporten ved at hænge enkelte sportsudøvere ud som skurke. Siden har vi set den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong miste al sin glans i et anstrengt forsøg på at bringe renselse til den martrerede cykelsport.

Og i går fik vi så et nyt frisk eksempel, idet DR Nyhederne kunne fortælle os, at landets pt. måske mest succesfulde cykelrytter, Jakob Fuglsang, var kommet i ‘cykelsportens uafhængige anti-doping-enhed, Cycling Anti-Doping Foundations (CADF)’ søgelys. Sammen med dagbladet Politiken og norske Verden Gang har DR fået fat i en ‘hemmelig’ rapport, der afslører, at Fuglsang er sat i forbindelse med den skandaleomsuste, italienske ‘dopinglæge’ Michele Ferrari, der er ekskluderet af cykelsporten på grund af sine meritter inden for dopingområdet.

Interessant ved nyheden er, at den stort set kun nævner den populære og succesfulde rytter, Jakob Fuglsang. Ganske vist nævnes også hans hold, Astana. Men fokus er entydigt på kransekagefiguren. Den ypperste repræsentant for sporten i Danmark. Man kunne jo – for god ordens skyld om ikke andet – have opremset flere andre cykelryttere i rapporten og flere hold, men nej. Man vælger at vinkle det på lige netop den måde: Jakob Fuglsang. På næsten gammeltestamentlig facon (Abraham, Job) gøres Fuglsang til en syndebuk, der som sådan skal ofres som et lille spædt lam for at Sporten som sådan med al dens kapital, sundhedssystem osv. kan gennemgå en renselse. Men han er jo ikke dømt endnu, vil man måske sige. Nej, men han er allerede, qua rapporten og relationen til Ferrari, så miskrediteret, at også han på nærmest rituel vis må slagtes for åben skærm. For det er jo det paradoksale ved syndebukken: At det ikke er tilstrækkeligt at gennemføres renselsesofringen én gang (som i det privilegerede tilfælde: Jesus Kristus), den skal (som korsfæstelsen) gentages rituelt igen og igen for at holde liv i illusionen, fortællingen om renheden.

Tilbagespoling: doping

5 har læst indlægget

02.02.2020

2. februar 2020

Et palindrom – af græsk palin (= igen) og dromos (= vej, bane) [1] – er en sætning eller et ord, der kan læses i begge læseretninger, såsom “regninger” eller “spansk snaps“. En klassiker er for eksempel: “En af dem der red med fane.

15 har læst indlægget

50: Sweet Baby James – James Taylor

1. februar 2020

Debutalbummet kom på Beatles’ Apple-mærke. Plade nr. 2 blev til i Los Angeles og produceret af Peter Asher og blev begyndelsen til en lang række plader, der udgør noget af rykradden i den amerikanske singer-songwriter-tradition, der netop blev skabt i halvfjerdserne. Og lytter man til Taylor dengang og nu, så er der ikke den store forskel at høre. Det er stadigvæk de samme kvaliteter, der hersker. Stemmen, som man enten elsker eller ikke. De gode, slidstærke sange. Og de smagfulde arrangementer med nogle af de bedste amerikanske studiemusikere.

5 har læst indlægget

Playing for a change spiller Bob Marley

1. februar 2020

Og oven på lidt politisk opvask er det nok på sin plads med en frisk, fin fortolkning af Bob Marleys sang “Turn your lights down low” med de fortrinlige mennesker bag Playing for a change.

5 har læst indlægget

Robin Hood og velfærden – om politisk metaforik (en simpel analyse)

1. februar 2020

[Min barndoms Robin Hood, Erroll Flynn]

Ja, Robin Hood og hans lystige svende i Sherwoodskoven, har meget længe været en metafor for politik. En metafor, der blev brugt om “socialistisk” politik, der ‘tog fra de rige og gav til de fattige’, sådan som den folkelige udgave af  Robin Hood-fortællingen vil have det. Og som sådan er det også en metafor, der også ofte afslører, hvor metaforbrugeren befinder sig sådan rent politisk.

I dagens eksempel er mine yndlingsofre, journalisterne på DRs nyhedsside, der bruger metaforen i en omtale af regeringens meget omtalte nye kommunale udligningsreform, Under underrubrikken “Sådan kan nyt ”Robin-Hood-system” påvirke din skat” skriver de tre journalister: “Regeringen ønsker, at de brede skuldre bærer mere, og rige kommuner betaler endnu mere til fattigere. De kommuner, der mister penge, må hæve skatten tilsvarende, så de har råd til det samme i dag.” Synsvinklen er klar nok: Regeringen vil at de “brede skuldre”, “de rige kommuner” skal betale mere til de “fattige” og derfor må de brede, rige kommuner sætte skatte op for at få de kommunale pengekasser til at stemme. Og faktuelt er det da også rigtig nok, at velhavende kommuner – i fx Nordsjælland – måske skal betale  mere i skat for at få pengene til at passe og ikke mindst: for at knap så velhavende kommuner kan få lidt mere at gøre godt med til den såkaldte velfærd. I følge DRs egne beregninger skal vi her i Århus fx betale et sted mellem 50-60 kr. pr. person pr. år mere i skat. I de velhavende nordsjællandske kommuner (fx Gentofte og Rudersdal) skal man pr. person betale et sted mellem 2-3000 kr. om året.

Men man må spørge sig selv: Er Robin Hood-metaforen og dens logik en rimelig måde at vinkle nyhedens om reformen på? Hvad er reformens sigte? At tage fra de rige? I hvert fald kun meget snævert anskuet. Reformens sigte er at udjævne en voksende ulighed mellem samfundets kommuner. Det fremgår oven i købet af regeringens eget forståelsespapir (regeringsgrundlag), at det er kampen mod uligheden, der har øverste prioritet. I øvrigt har en sådan reform jo ikke primært til formål at tage penge fra nogen, men derimod at fordele pengene således at alle, inkl. dem i de velhavende kommuner, kan sikres en rimelig ældrepleje, skolegang, sundhedsbehandling osv. Altså en rimelig del af den såkaldte velfærd.

Alligevel vælger man at vinkle nyheden på en måde, der kunne være planket fra Cepos’ kommunikationsmanualer eller lignende. Hvorfor mon?

7 har læst indlægget
7 har læst indlægget