Woody Guthrie-prisen: Joan Baez

22. juli 2020

Woody Guthrie-prisen gives til en person, der “eksemplificerer Woody Guthries ånd og arbejde ved at tale for de mindre heldige [less fortunate] gennem musik, film, litteratur, dans eller andre former for kunst”. Og i år er det Joan Baez, der er modtageren. Og man kan vel næppe finde en bedre egnet kunstner. Baez har altid været de svages talsperson og hun har aldrig sat karriere og rigdom over sit politiske engagement.

12 har læst indlægget

Endnu et dødsfald – og en gammel sang

21. juli 2020

Jeg kendte ikke skuespillerinden m.m. Naya Rivera og heller ikke den tv-serie, hun blev kendt for, Glee. Men jeg blev lidt berørt ved nyheden om, at hun – kun 34 år gammel – er omkommet ved en drukneulykke på en sø i nærheden af Los Angeles. Det er for tidligt at forlade dette liv.

Og her synger hun Fleetwood Macs nummer “Songbird” fra deres sællert Rumours. Og det slipper hun mere end hæderligt fra.

11 har læst indlægget

Genhør med Taj Mahal

20. juli 2020

Og Grandpa Elliot og….

13 har læst indlægget

Dødsfald: Emitt Rhodes

20. juli 2020

Sangskriveren Emitt Rhodes sov forleden ind i sin søvn, 70 år gammel. Han begyndte sin musikalske karriere som medlem af garagebandet the Palace Guard, men det var først da han kom med i det psykedelisk inspirerede rockband The Merry-Go-Round, at hans talent for alvor kom i gang. Det varede dog ikke længe i den sammenhæng. Merry-Go-Round udsendte en plade i 1967, og et par år senere blev bandet opløst og Rhodes gik solovejen. I 1970 udkom The American Dream og samme år et eponymt album, hvor Rhodes stod for det hele. Efter endnu to album – Mirror og Farewell to Paradise – fik Rhodes en retssag på halsen af pladeselskabet. Og det betød, at han sagde farvel til solokarrieren og begyndte en karriere som producer og tekniker i pladestudier. Først så sent som 2016 vendte han tilbage med albummet Rainbows End.

Rhodes er blevet sammenlignet med selveste Paul McCartney, men i modsætning til denne fik Rhodes aldrig for alvor mulighed for at udfolde sit talent, desværre.




16 har læst indlægget

L-o-l-a

19. juli 2020

Det må ikke altid være lige let at afholde koncerter, når man han et nummer – et hit – som i den grad er blevet næsten definerede for et band og en sangskriver. Og ingen tvivl om det: Ray Davies’ sang om “Lola” er sådan en sang, som publikum næsten forventer, man spiller. Også her i denne optagelse fra 1980 (og albummet/videoen One for the Road). Og Ray Davies kan ikke nære sig for at lege med netop den status, sangen har. Først er der en cirka et minutter lang instrumentalt forspil til sangen. Dernæst begynder Ray at spille, men siger så, at de ikke vil spille den sang, for i næste moment at sige, at de kun gør det, hvis publikum synger med. Og det gør publikum selvfølgelig.

One for the Road er en af de Kinks-plader, der har stået lidt i skygge af de store album fra tresserne og halvfjerdserne, og som blev afskrevet af en del kritikere. Men det er faktisk et udmærket album, der viser, at Kinks sent i karrieren sagtens kunne matche andre bands på koncertområdet. Masser af energi og mange af de gode, uopslidelige sange.




19 har læst indlægget

Post-corona?

19. juli 2020

Nej, den er her endnu. Coronavirus. Og det er langt fra, at vi kan se enden på pandemien, selv om mange er begyndt at opføre sig, som om det var noget, vi snart kunne lægge bag os. I omegnen af 6000000 mennesker er døde i forbindelse med en coronainfektion, og flere millioner er smittet, og tallet vokser dagligt, ikke mindst i de mest befængte lande som USA og Brasilien. Så det er med god grund, at WHO – verdenssundhedsorganisationen i FN – er begyndt at advare om, at pandemien vil lægge beslag på vores opmærksomhed og kræfter langt frem endnu. Det kan godt være, at nogle lande – fx Danmark – har fået nogenlunde styr på smitterisikoen, men globalt set går det i en kedelig retning.

Oven i dette perspektiv skal lægges, at forskerne i coronasmittet er nået frem til den indsigt, at coronaen ikke bare medfører en influenzalignende infektion af luftvejene, men at den har langvarige skadesvirkning på hele kroppen. Og at det ikke kun er dem, der har været alvorligt syge og hospitalsindlagt, der får alvorlige eftervirkninger. Også dem, der “bare” er blevet smittet uden de store symptomer, må forvente, at coronaen vil skade dem på længere sigt.

Så er det, man ikke kan lade være med at spørge (sig selv i det mindste…): Er det mon en illusion at tro, at “genåbningen” af samfundene vil resultere i en “normalitet”, som den, vi oplevede før helvede brød løs? Og vil nedlukningen af samfundene (den famøse “lock down”) mon afløses af en permanent tilstand, hvor alskens smitteforebyggende forholdsregler vil blive den nye virkelighed? Hvor store menneskeforsamlinger ikke vil blive mulige (sportsarrangementer, koncerter, festivaler og så videre)? Hvor udlandsrejser og i det hele taget kontakter mellem landene vil blive begrænset til de allermest nødvendige. Og hvor vi derfor må indrette os på nye økonomiske vilkår? Svaret blæser måske i vinden.




8 har læst indlægget

Flere gratis (film)glæder

18. juli 2020

Det er ikke kun Ken Loach, der har været så venlig at stille nogle af sine film til rådighed for filmelskere. Det samme har Canadas svar på Filminstituttet herhjemme, National Film Board, der har lavet en side med lutter Oscar-vindere og -kandidater. Kortfilm, forstås, men kortfilm er en til tider lidt undervurderet, men også fornem repræsentant for filmkunsten.




10 har læst indlægget

Walking the dog: Yndlingsbiotop

18. juli 2020

I følge sundhedsapostel Bente Klarlund så skal man gå sig til et godt mentalt og fysisk helbred. Så jeg forfølger min gamle vane med at gå, hvor og når jeg kan. Og sørger for at gøre min  pligt som hundeejer – at kombinere gåen med hundeluftning.

Og jeg har for længst indprentet mig selv (indoktrinere kunne man også sige), at jeg skal nyde eller i hvert fald ikke irriteres over, at jeg skal gå med hunden minimum 3-4 gange i døgnet. Sol, regn, sne, blæst – ingen undskyldning for ikke at lade hunden snifle.

Og af samme årsag har hunden og jeg med tiden udviklet et vist pensum at snifleture. Fra den lokale matrikels fire verdenshjørner til weekendens ture uden for matriklen. Og her har vi nogle nøje udvalgte steder – el. topoi, hvis vi skal tale græsk – der passer godt med hensyn til gåen, sniflen og biodiversitet. Og et af stederne, som vi besøgte i formiddags, er yndlingsbiotopen. Den lokale forsthave, der har et udviklet stisystem, en meget varieret flora (deraf og -for: forsthave), en lige så varieret fauna (især fugle) og som kun er moderat overrendt af coronaflygtninge fra nærområdet.

Og vi har snart været på biotopen så mange gange, at vi kender de få andre besøgende hundejere med hunde. Alle dem, vi skal gå en bue udenom, fordi min hund skal skælde ud på enhver hanhund (og bestige enhver hunhund…). Og så dem, vi godt kan snakke lidt med, inden min hund hopper op på ryggen af damehunden. Så må vores veje skilles – til næste gang. Og det er ganske hyggeligt hver gang – utroligt, hvad to hundejere kan nå at fortælle, inden mødet er overstået. I dag mødte vi damen med den hidsige pekingeserhan, men han havde heldigvis fået afløb for sin hidsighed hos en større hanhund, inden vi passerede hinanden. Heldig kan man også være.

Når så stisystemet er afsøgt i udkanten af biotopen, så kan vi vende snuden hjemad og glæde os til en anden biotop uden for matriklen i morgen.

16 har læst indlægget

Skolstrejk för klimatet – uge 100

18. juli 2020

Med budskabet om, at vi alle kan gøre en lille forskel, fortsætter Greta Thunberg sin imponerende skolestrejke for klimaet. Hun er ubøjelig i sin kritik af politikerne og ufravigelig i sine krav om radikale ændringer af vores levemåde. Hun er vor tids samvittigheds stemme.




8 har læst indlægget

50: Loudon Wainwright III

18. juli 2020

I never sold a lot of records, but I made a bunch. And there are some good songs in there.

 

Writing songs is not a question of difficulty or ease. I’ve often compared it to sex. It doesn’t happen as much as it used to. But when it happens, it’s still fun!

Der skulle gå endnu et par år, før Loudon Wainwright IIIs egentlige gennembrud til et større publikum kom – med det tredje album Album III og sangen “Dead Skunk”. Men debuten kom for halvtreds år siden med det eponyme album med den blege forside. Fuld af gode sange, rappe tekster fuld af humor og tungen i kinden. Udgivelsesdatoen er uvis, men det var i 1970. Siden er der kommet en lang række plader fra Wainwright. Plader, der aldrig solgte så godt som de fortjente det. Og den 73-årige sanger-sangskriver har lige lavet en plade med et swingorkester, I’d rather lead a band, hvor han – i stil med Rod Stewart og Bob Dylan – fortolker sange fra swingtiden.

Citaterne ovenfor er fra et interview i Rolling Stone, hvor Wainwright fortæller om coronasituationen, familien, sangsskrivningen og andet.




11 har læst indlægget
11 har læst indlægget