CAPAC

Elton John fortæller i biografien Mig, om hvordan Elvis Presley kom ind i hans liv. Eltons mor var glad for musik. Og når hun fik fri fra arbejde fredag eftermiddag gik hun ind til den lokale el-installatør Siever, der også solgte plader, og købte en ny 78’er. Meget af det var big-band-musik, som var moderne i fyrrerne. Billy May, Ted Heath og andre navne, jeg godt kan huske fra Danmarks Radio dengang i starten af tresserne.

Men en dag kom hun hjem med Elvis Presleys “Heartbreak Hotel”, og det forandrede alt. Elton kendte kun Elvis fra fotos i blade. Men han forstod dog, at Elvis var noget særligt. Og det var en fysisk oplevelse at lytte til Elvis, der mest af alt mindede Elton om et væsen fra det ydre rum. Grønt og med antenner i panden, som han noterer. Elton forstår ikke teksten, men musikken går lige ind i ham. Mødet med Elvis er begyndelsen på det opbrud, der skete fra starten af halvtredserne og et godt stykke ind i tresserne – og som Elton fik ind på kroppen.

Og så kunne jeg selvfølgelig ikke lade være at tænke på, hvornår jeg første gang hørte Elvis. Præcist hvornår husker jeg ikke, men det har været omkring det tidspunkt, hvor Jørgen Mylius begyndte – altså for tres år siden – men sandsynligvis før. Jeg ved, at der blev spillet lidt pop før Mylius kom til, selv om myten vil noget andet. Men i hvert fald var jeg Elvis-fan, da jeg i 1962 fik min grønne rejsegrammofon og mine første singleplader – med Elvis. Jeg har dem endnu. De er  god stand og det vækker minder at sidde med de singler og EP-plader i hånden. Fornemmelse, farverne, Elvis med pomadehåret og de små vinyler med alle oplysningerne på. Lige den oplevelse er mange senere generationer gået glip af.

Elvis – de tidlige år

Tilbage til Elton John, har været mottoet for mig de seneste uger. Jeg har bedt mig selv om at revurdere mandens opus, især fra de senere år (midten af 1970’erne og frem). Og derfor var det et heldigt slumpetræf at jeg i dag i et lokalt supermarked fandt Elton Johns biografi med den korte titel Mig til et latterligt lille beløb. En dansk oversættelse (ved Jakob Levinsen) af Me, Politikens forlag, 406 s., 1. udgave, 1.oplag.

Og ringere blev det ikke, da jeg på Youtube fandt 50-års-jubilæumsudgaven (2 cd-udgaven) af albummet Honky Chateau (fra 1972). For så kunne min revurdering jo passende begynde der. Og som forventet må jeg da vedgå, at det er langt bedre end jeg huskede eller forventede. 27 numre, hvoraf cirka halvdelen er demo-udgaver. Og med masser af rigtig gode sange, der har stået lidt i skyggen af mandens store hits. Det er lige før jeg overvejede at købe jubilæumsboksen (2 cd’er + 2 LP’er). Men nej, sådan blev det ikke.

Det mest overraskende ved genhøret med albummet er, at Elton John lyder meget ung. Hans stemme er ung og sprød og klæder sangene rigtig godt. Bestemt et album, der fortjener en plads i min lille samling.

Det bliver tydeligere og tydeligere, at den nuværende regering “hen over midten” i virkeligheden er en højredrejet regering. Formelt set er socialdemokraten Mette Frederiksen statsminister og burde som sådan være den, der stod for regeringens politik, men mere og mere tyder på, at det er midter-ideens ophavsmand, den fhv. Venstre-politiker, nu leder af Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, der som en skjult dukkefører trækker i trådene i baggrunden – og trækker politikken i mod højre, i retning af en såkaldt liberal, borgerlig politik. Under dække af, at man ikke rigtig vil bekende politisk kulør, fremfører de højreorienterede ministre politiske ideer, der tydeligt peger i retning af højre side af det politiske spektrum.

Et aktuelt eksempel er moderaternes klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, der de seneste har dage har luftet ideer, der er tydeligt blå. For det første kom ideen om at åbne for et nyt gasfelt i Nordsøen, hvor der skal hentes op mod 3 millioner kubikmeter gas op om året. Noget ministeren ikke så som et problem i forhold til ambitionerne om at nedbringe CO2-udledningen på dansk grund. Hvorimod eksperter på klimaområdet hiver sig i håret og kritserer ideen. Og dernæst kom ideen om at øge mængden af biobrændsel i landets lastbiler. Også denne ide er blevet skudt ned af eksperter på klimaområdet, lige som Socialdemokratiet tidligere har været modstander af ideen. Det er også svært ikke at se ideen som en imødekommelse af vognmændenes højlydte protester mod en kommende afgift på fossilt brændstof i lastbiler.

Som jeg tidligere har advokeret for, så kan man se den politiske midte i dansk politik som politikkens svar på astronomiens “sorte huller”, der som bekendt suger energi til sig fra omgivelserne. Og for nu at blive i det billede, så ser det sort ud for Socialdemokratiet…

Endnu en varm anbefaling herfra. Denne gang gælder det guitaristen og sangeren Max Wolff, der er ude med et nyt album med titlen Placemaker. Ikke Peacemaker, ikke Pacemaker, men Placemaker. Måske fordi det gælder om at skabe plads – for musikken.

For Max Wolff er indbegrebet af en kunstner, der går til rødderne. Med sin forkærlighed for gamle guitarer og udstyr med “sjæl” søger Wolff til rødderne i en musik, der indeholder elementer af traditionel blues, folk, jazz og mere. Gerne med nogle år på bagen. Det er dog musik, han selv har skrevet og komponeret. Og sammen med et hold lydhøre med-musikere – Peter Friis (gulvbas), Niels Ulbrandt (tangenter og mellotrone), Lars Pedersen (trommer), Bo Johansen (slagtøj) og Mikkel Uttrup (også slagtøj) – leverer Max Wolff 11 numre, hvoraf hele syv er instrumentale, som er gennemsyret og -farvet af en ærlig, autentisk musik, der både dufter af tradition og den friskhed, som nyskreven musik ofte har.

Det er en bundsympatisk album, der er kommet ud af anstrengelserne. Et album, der i første omgang rammer det segment, der ønsker ærlig følt og tænkt musik, som ikke kalkulerer i salgstal, hitlister og hele det kommercielle ræs, men derimod i musikkens umiddelbare udfoldelse og dens evne til at skabe relationer til dem, der netop sætter pris på sådan en umiddelbarhed og ærlighed. Det er en plade med stor holdbarhed, som vil tiltale mange med smag for netop den særlige musikalske æstetik, den dyrker. Hermed varmt anbefalet.

Max Wollf. Placemaker. Produktion: Mikkel *Uttrup & Max Wolff. Eget plademærke/Gateway Music. Er udkommet.

Efter gennembrudspladen om Ziggy Stardust fulgte endnu en selviscenesættelsesplade, nemlig Aladdin Sane, der udkom på denne dag for et halvt århundrede siden. Musikerne var stort set de samme som på forgængeren, dvs. det såkaldte Spiders from Mars-band, der bl.a. talte Mick Ronson. Og lyden på pladen var mere hårdtslående og ikke så lidt inspireret af Rolling Stones og den såkaldte glam rock. Måske er det – sammen med et par fine singleudspil, “The Jean Jeanie” og “Drive-In Saturday” – noget af forklaringen på, at albummet blev Bowies hidtil største succes i hjemlandet. Bowies mest kommercielle plade indtil videre, selv om den fortsatte med at lege med identiteten (Aladdin — A Lad Insane).

En af dagens interessante nyheder er, at Brasiliens præsident , Luiz Inácio Lula da Silva – Lula – vil være fredsmægler i konflikten i Ukraine. Men – pressen ( i form af DR Nyheder) – hæfter sig især ved, at Lula er kommet med en kritisk bemærkning om USA. Nemlig, at Lula har givet udtryk for, at USA og dets allierede opmunterer til krig ved fortsat at levere våben til Ukraine. En bemærkning, som amerikanerne voldsomt har imødegået ved at sammenligne udsagnet med russisk og kinesisk “propaganda”. Hvordan det kan være propaganda at påpege faktiske forhold – at USA og Europa uafbrudt har leveret våben til Ukraine og fortsat tænker og handler i de baner – er vel nærmest kun noget, de allierede kan se.
Det er da også helt i tråd hermed, at den russiske udenrigsminister Lavrov, der netop har besøgt Lula, udtrykker tilfredshed med besøget og dets resulater og takker brasilianerne for deres ‘klare forståelse for situationen’.
Det fremgår også af DRs nyhed, at man i vesten og Ukraine mener, at en våbenhvile på nuværende tidspunkt vil ‘gøre det muligt for Rusland at beholde land, som er taget ulovligt’. Sagt på en anden måde: Vesten tror kun på en militaristisk løsning, hvor Rusland med vold og magt tvinges til at forlade Ukrainske landområder.
Lulas insisteren på en forhandlingsløsning er sgu da ikke propaganda, men den afslører, hvor krigerisk de vestlige lande er i konflikten i Ukraine. Man kan kun håbe, at det lykkes for Lula at mobilisere alle de ikke-vestlige kræfter i et fælles forsøg på at få politiske forhandlinger i gang.

Opdatering 18/4: Og i dag kan man så læse, at Lula tager afstand fra Ruslands ulovlige invasion i Ukraine. Samtidig med, at Ukraine både kritiserer ham for hans position og inviterer ham til Ukraine, så han selv kan se, hvad russerne har gjort. Vigtigst er det dog, at Lula taler om, at upartiske lande – lande uden for Vesten – skal stå sammen om ønsket/kravet om politiske fredsforhandlinger som løsning på konflikten. Læs mere herom i The Guardian og andre udenlandske medier.

Ansatte skal vaske hænder hedder Thomas Charlie Pedersens nye soloalbum. Den kommer lige i hælene på band-projektet Funhouse Mirror med Vinyl Floor, som Thomas og broderen Daniel er en del af, og som jeg havde fornøjelsen af at anbefale i november sidste år. Et projekt, der – som jeg var inde på dengang – afslørede en stor traditionsbevidsthed og lod den skinne igennem i en række veldrejede sange, der både pegede tilbage og frem.

Og disse kvaliteter genfinder man på Pedersens nye album, der – som titlen mere end antyder – er blevet til under corona-pandemiens nedlukning. Isolationen og de restriktioner, pandemien medførte, viste sig at være vækstbetingelser for en række nye sange, der pressede så meget på, at de måtte indspilles. Og sådan blev det.

Og resultatet er et album, der i kraft af teksterne – som blandt andet handler om eksistentiel søgen efter mening – bærer alvorens tyngde. Men samtidig afslører melodierne – nærmest som et modstykke til tekstuniverset – en positiv, til tider nærmest munter, opdrift, der tager brodden lidt af teksttyngden. Thomas synger for og minder en hel del om de mandlige singer-songwriters, der brød igennem i halvfjerdserne og frem. Dette indtryk skyldes ikke mindst de gode sange, Thomas’ og Daniels iørefaldende og fine vokalarbejder pladen igennem.

Skåret ind til benet er albummet et smukt eksempel på sanger-sangskriver-kunst, der er iscenesat og arrangeret med flere lag af instrumenter, lyde og programmering, der får det samlede indtryk til at bekræfte musikkens aktualitet og fremtidsholdbarhed. Albummet er et godt eksempel på genrens slidstærkhed og holdbarhed, og den varsler – uden tvivl – flere plader med samme kvaliteter. Så hvis man er til singer-songwriter-kunst er der god grund til at lægge øre til Thomas og Daniel Pedersens plade. Hermed anbefalet.

Thomas Charlie Pedersen – Employees Must Wash Hands. Produceret af Daniel Pedersen. Karmanian Records. Udkom d. 14. april 2023

I 2016 havde jeg glæden af at anbefale Von Düs album Bankende Hjerter. Og jeg hæftede mig ved, at det var en plade med en bred appel, der både omfatter det festende, dansende popsegment og dem, der sidder i lænestolen med hørebøfferne i lyttemodus. Og nu er der gået syv år og Von Dü er tilbage med deres andet album Engangsliv, der oven i købet er et dobbeltalbum (i hvert fald i vinyludgaven), som selvfølgelig også kan fås i digitale formater.

Og de forgangne syv år har sat sig som et spor af modenhed og erfaring. Engangsliv er, med andre ord (mine), et midtlivsalbum. Et album, der oser af levet liv og den tyngde, det giver at have været igennem ungdommens vilde, rådløse, søgende år og nu er nået frem til et voksentliv, hvor kæresteri er afløst af det faste forholds og familielivets livsbetingelser, og hvor en form for afklaring er nået og resulterer i en række sange, der netop besynger dette levede liv og den erkendelse, det har kastet af sig. Og som ekkoer i titlen Engangsliv, som – i mine ører og øjne – fortæller om den indsigt, der siger, at vi “Lever kun en gang”, som titlen på en af sangene hedder.

Der er kun et skud i bøssen. Kun et liv at leve: “Vi lever kun én gang / Vi synger kun én sang / vi yinger kun én yang os to”. Og så gælder det jo om at få det bedste og meste ud af det ‘satans” liv (for nu at citere Steffen Brandt igen). Og det må jeg sige, at Von Dü gør på dette flotte og fine dobbeltalbum, hvor det ni mand store band fortsætter, hvor de slap for syv år siden. Med stærkt vanedannende popsange med ligefremme, mundrette syng-med-danske sange med oplagt hitpotentiale. Og i et musikalsk arrangement, der igen byder på bandets varemærke, en let reggae- og ska-ficeret poprock med fremdrift og appel til danseskoene og lyttelapperne.

Vinylalbummet, som jeg må anbefale lyttere at investere i, omfatter hele nitten skæringer, hvoraf en del er instrumentaludgaver af sange. Og her får man så også fuld valuta for pengene, hvis man vil have Von Dü ind under huden (igen). Og som for syv år siden, så er Von Dü stadigvæk et fascinerende band, der med deres musik vil nå ud til de fleste. Engangsliv er ikke en engangsoplevelse, men et album med varig appel til pop- og rockelskeren. Et album, der lyser af livsappetit og -erfaring og gør det i et musikalsk univers, der bør trænge igennem til det blaserte mainstream-segment og få koncertarrangørerne til at stå i kø for at engagere Von Dü til de danske scener. Hermed anbefalet på det varmeste.

Videoer

Von Dü. Engangsliv. Produktion: Von Dü og Emil Stricker. Von Dü Entertainment – Gateway Music. Udkom 1. april

Forleden stod jeg i det lokale indkøbssupermarked med Elton John-biografien Mig, men kunne ikke beslutte mig for at tage dem med hjem. Til trods for, at jeg har sat mig for at revurdere mandens værk. Jeg tror nemlig, at han fortjener et genhør – ikke mindst i perioderne omkring hans gyldne år, der for mig går fra gennembrudsalbummet Empty Sky (1969) til og med Captain Fantastic and the brown dirt cowboy (1975). Det vil sige årene frem til 1969 og efter 1975. Jeg ved der gemmer sig perler i den sidste periode. Men måske også i årene før Empty Sky.

I da jeg stod der med biografien i hånden, tænkte jeg lidt på den biografiske film Rocketman, jeg så for nylig. Den var ok, men ikke mere. Men gav dog en fornemmelse af den kreative Elton John, der var i gang længe før pladeudgivelserne. Og det første til lidt research, der blandt andet førte til lidt graveri i hans tid som kopimusiker. Akkurat som mange andre i hans generation og før den, tjente Elton John lidt skillinger på at lave kopinumre. Desværre er der ikke kommet nogen officiel, autoriseret udgivelse med eksempler på denne kunst, men mindre kan også gør det. Fx opsamlingen The Legendary Covers Album 1969-1970, som man kan lytte til på tuben, og som viser Elton John som en mere end kapabel fortolker af andres sange:

I går fik jeg ikke lavet et opslag. Og det er ikke noget, der er sket ret mange gange i de 17 år, hvor s/s capac har sejlet rundt på det store internethav. Men i går kom der hele tiden noget i vejen og inspirationen var gået i flyverskjul. Så det blev ikke til noget om Lula, nej ikke engang et stykke musik.

Så det retter jeg lige op på. En af gårsdagens små, skjulte, gode nyheder var, at den brasilianske, socialistiske præsident Luiz Inacio da Silve – populært kaldet Lula – besøgte den kinesiske præsident Xi og de gav hinanden håndslag på, at konflikten i Ukraine kun kan løses gennem forhandlinger. Nyheden fik ikke den store opmærksomhed på de danske tv-kanaler, hvor man som sædvanligt fortabte sig i mikronyheder om konflikten derovre østpå og små indenrigspolitiske krusninger. For man skal ikke undervurdere betydningen af Lulas besøg og fredsinitiativ. Brasilien er et kæmpestort land med knap 215 millioner mennesker – verdens femte-største land – og en stor betydning for den globale samhandel.

Ja. Det var faktisk i januar måned. DR skriver selv:

Jeg var lige ved at glemme det. Men i forgårs fyldte TV-2 trommeslager og ankermand Sven Gaul 70 år. Pulsen i bandet Taurus, der siden blev til TV-2 (sammen med bassist Georg Olesen), der også har en fornem karriere som booker, formand i ROSA, medlem af Statens Musikråd og medlem af Københavns Musikudvalg  bag sig.

Og mon ikke vi får at høre fra Gaul og de andre igen. Intet tyder på, at det band har nået udløbsdatoen.

I dag er det ti år, siden Torben Bille døde.Hans blog eksisterer heldigvis stadigvæk – og tak for det! Men jeg kan godt savne hans ideosynkratiske kommetnarer til musikken. Uden Torbens stemme synes anmelderverdenen at være fattigere og mere ligegyldig.

Heldigvis kan de fleste af hans bøger stadigvæk fås i hvert fald på anden hånd. Men der burde skrives en bog – biografi eller mindebog om ham.