CAPAC

Tilbagespoling: Nussbaum & Nordbrandt Hjemløs

I går sagde vi farvel til guitaristen Tom Verlaine. Men også en anden vigtig person i musikken døde. Nemlig sangeren, sangskriveren m. m. Barret Strong.

Strong var en af de væsentligste bidragere til Motown. Sammen med kollegaen og produceret Norman Whitfield stod han blandt andet for mange af de sange, der gjorde vokalensemblet The Temptations til et af Motowns helt store navne.

Strong begyndte sin karriere på Motown flagskibet Tamla Records, hvor han fik et millionsælgende hit med sangen “Money (that’s what i want)”,der blev skrevet af pladeselskabsejeren Barry Gordy (og Janie Bradford) og siden indspillet af både The Beatles og The Rolling Stones (og mange flere).

I Motown gyldne tidsalder i tresserne var Strong leveringsdygtig i en lang række sange, der tegnede Motown som et mærke, der for alvor kunne opsnappe tidsånden og omsætte den til hitlistevenlige sange – lige fra (den måske mest kendte sang) “I heard it through the grapevine” (gjort berømt af Marvin Gaye) til “Papa was a rolling stone”, som Temptations udødeliggjorde.

Da Motown flyttede forretningen fra Detroit til Los Angeles, forlod Barrett Motown og fortsatte på egen hånd med at synge og indspille plader – og leve af sine royalties. Menm da havde han også sat et varigt aftryk på populærmusikken i det tyvende århundrede.

Barrett Strong – spilleliste

Dagen tegnede eller lyst. En rimelig klar lyseblå himmel ledsagede mig og min ven hunden på den faste morgentur. Og så kommer man hjem til nyheden om, at Tom Verlaine er død i en alder af 73 år.
Har man sagt Tom Verlaine (egl. Thomas Miller), så har man også sagt Television, hvor Verlaine på de to berømte albums Marquee Moon og Adventure satte nye standarder for rock-guitarens formåen. To albums, der er svære at komme uden om, hvis man elsker rockguitar i det hele taget.
Selv om Verlaine siden har udgivet en række kritikerroste soloalbums og arbejdet sammen med navne som Jeff Buckley og Patti Smith, så er det for sin tid i Television, han især bliver husket og fremhævet.
Nu er Verlaine ikke mere og rockguitarspillet har mistet en inspirator og fornyer – og er derfor blevet lidt fattigere.

Stikordet er nostalgi, og alene det giver mig et lille stik hjertet. For som læseren nok for længst har indset, så har jeg en nostalgisk trang, der ikke sådan lader sig styre eller udrydde. Og hvorfor egentlig også det – i en tid, hvor historieløsheden og nu-nu-nu-fikseringen hersker?

Hvorom alting er, så blev jeg af Jens “Love Shop” Unmack ført langt tilbage, da han (kun) nævnte Marlene Dietrich og hendes sang “Ein Koffer in Berlin”, som Mick Harvey fra The Bad Seeds har lavet en ny-fortolkning af.  Og ikke et ondt ord om den version, men jeg måtte også genhøre Marlenes smukke, bevægende sang om kufferten i Berlin, som er et symbol på en nostalgisk længsel – som tyskerne kalder Sehnsucht – mod byen Berlin og alt, hvad den står for. Kom så Marlene…

Og her er den tyske tekst – til dem af jer, der har et forhold til det tyske sprog:

Jeg er født mindre end et årti efter Besættelsen, er vokset op under Den Kolde Krig og havde min ungdom i skyggen af Vietnam-krigen. Og så har jeg levet i EU-virkeligheden siden starten af halvfjerdserne – et EU, der blev solgt som fredens projekt- hvis ikke andet kunne overbevise en om EUs relevans (fx det indre markeds velsignelser, arbejdskraftens frie bevægelighed osv.), så kunne påstanden om, at EU ville sikre freden i Europa. Men så kom krigen i ex-Jugoslavien og punkterede den illusion en gang for alle. Og som om det ikke var nok, så ser vi nu et stort set samlet EU mobilisere blindt og føre krig mod Rusland per stedfortræder. Og spørgsmålet blæser i vinden – lige som svaret – hvor længe vil det russiske styre finde sig i, at Vestens allierede – inkl. Danmark – opruster Ukraines hær med alskens isenkram? Hvornår får Ukraine vestlige jagere og bombefly? Hvornår er det Ukraine, der overskrider grænsen til Rusland og ikke omvendt? Og hvornår presses Putins styre til at bringe såkaldt taktiske atomvåben i brug og hvad bliver målet for det første angreb?

Jeg er pacifist helt ind i knoglemarven og har været det, så langt tid jeg kan tænke tilbage. Pacifist i den forstand, at jeg er af den opfattelse, at krig ikke løser mellemfolkelige konflikter, men derimod skaber flere. Og i den forstand, at jeg mener, at vores fælles globale situation er sådan, at vi skal bruge al vores energi på at løse de helt store problemer – som klimaet og den globale ulighed – i stedet for at ødelægge og slå hinanden ihjel. Og jeg er stadigvæk uforstående over for, hvorfor man ikke vil lytte til store lande som Kina, Indien og Tyrkiet, når disse lande anbefaler, at man sætter sig ned med hele det diplomatiske korps, som Vesten og Rusland kan mobilisere, og bruger den nødvendige tid på at finde en holdbar, varig fredelig løsning – med de nødvendige kompromisser, det indebærer. Kunsten at sluge kameler og slidsomt snakke sig til rette med “fjenden” og vise, at det ikke bare har været tom snak, når man lovede, at EU skulle være fredens projekt. Kom nu i gang for fanden.

Den 11. januar 1963 udsendtes The Beatles’ anden singleplade “Please, please me” med B-siden “Ask me why”. Den blev nr. 1 på nogle af hitlisterne, men ikke på den liste, der blev den toneangivende salgsliste – UK Singles Chart – hvorfor den heller ikke er at finde på The Beatles opsamling af ettere 1. Albummet med samme navn kom først i marts 63.
Ophavsmanden til sangen var John Lennon, der var inspireret af Roy Orbison, og over for producer George Martin måtte gruppen insistere på, at den sang blev deres anden singleudgivelse – fordi de selv havde skrevet den. Så allerede inden Beatles brød igennem for alvor, vidste de, hvad de skulle satse på – nemlig deres egne sange. Kopisange havde de jo dyrket nok i årene op til pladekontrakten – hjemme i Liverpool og i Hamborg.
John Lennons første udgave var langsom, lidt som Orbisons sange, men George Martin overbeviste Beatles om, at den skulle peppes op. Og sådan blev det.

En original, traditionsforankret sangerinde og sangskriver fylder 70 i dag. Lucinda Williams er navnet. Og hun har mindst et dusin fine albums på samvittigheden. Det store gennembrud kom med Car Wheels on a gravel road i 1998. Senest kom Good Souls Better Angels i 2021. Hun er en kvindelig pendant til Bob Dylan (ikke en kvindelig Bob Dylan), egensindig (går sine egne veje i musikken) og altid værd at lytte til. Her er hun ved NPRs skrivebord, der jo altid byder på gode optagelser. Tak til amerikansk public service-radio.

Hvis man har set dokumentaren om Laurel Canyon (DRs arkiv), så bemærkede man måske, at også bandet Little Feat blev omtalt. Og at det blev fremhævet, at det var et band med sin helt egen stil. Og det blev illustreret af optagelser af bandet, der arbejdede med nye sange, der opstod spontant i studiet. Og for halvtreds år siden udkom Little Feats tredje album, Dixie Chicken, der for alvor var med til at definere bandets særegne lyd. Det var ikke mindst titelsangen, der gjorde arbejdet og blev en af bandets kendingsnumre. Afgørende var det også, at bandet fik to nye medlemmer, hhv. guitaristen Paul Barrere og slagtøjspilleren Sam Clayton, der begge gled ind i gruppen som varige medlemmer frem til bandets første krise efter hovedfiguren Lowell Georges død i 1979.
Dixie Chicken blev et af milepælene i bandets diskografi med standardsange so “Roll Um Easy”, “Fat Man in the Bathtub” og altså titelsangen.

Nogenlunde samtidig med dette album udsendte The Kinks opsamlingsalbummet The Great Lost Kinks Album i USA med materiale fra årene 1966 til 1970. En opsamling, der kom, fordi pladeselskabet (Reprise) ikke havde fået det album, som pladekontrakten foreskrev. Og pladen bestod af lige dele gamle single-numre (der ikke havde været på albums) og sange, der ikke før havde været udgivet. Sange, der især stammede fra sangskriver Ray Davies’ kreative periode omkring Village Green Preservation Society. Det betød også, at opsamlingen ikke rigtig havde materiale nok til at gøre pladen særlig salgbar eller hitlistevenlig.
Hvis man leder efter en opsamling, der kan træde i stedet og afspejler Kinks’ år frem til Village Green, så er man bedre serviceret med dobbeltalbummet med den spøjse titel The Kinks Kronikles, der kom året før (altså 1972) og rummer 28 af Davies’ bedste sange – fra “Victoria” til “Days”.

Sgt. Pepper-sangen “Getting Better” har altid haft en særlig plads på min indre Beatles-sang-liste. Det er også den, jeg har som ringetone på min mobiltelefon.

John Lennon er citeret for at sige, at netop den sang er ‘ren Beatle’, fordi alle fire medlemmer havde sat et aftryk på sangskrivningen. Ringo selvfølgelig med sit trommespil og slagtøj. George Harrison blandt andet med brugen af det indiske instrument tambura i sidste del af sangen. Og Lennon og McCartney med sangteksten, der er meget beatlesk i sin tvetydighed.

Selve sangens budskab – ‘det bliver bedre’ – suspenderes nærmest af teksten. I første vers handler det om, hvordan jeget er blevet behandlet i skolen:

I used to get mad at my school (no, I can’t complain)
The teachers who taught me weren’t cool (no, I can’t complain)
You’re holding me down (ah-ah)
Turning me ’round (oh-oh)
Filling me up with your rules (fool, you fool)

Vinylpladerne oplever en renæssance. Både gamle enthusiaster og nye forkøber sig på nye vinylplader – i forbavsende god kvalitet. Og det er også blevet moderne – blandt samlere – at søge tilbage til brugte vinyler. Og de nye vinyludgivelser er da også rige på særlige genudgivelser af sjældne plader, der enten kom i meget små oplag ( i går hørte jeg om en engelsk plade, der var udkommet i 100 eksemplarer dengang…) eller som har været svære at opdrive, siden dengang de udkom første gang.

Og selv om jeg ikke er decideret samler af musik, så er det begrænset, hvad jeg har købt, siden renæssancen begyndte. Et par stykker er det dog blevet til. Typisk genudgivelser af klassikere. Jeg har nævnt Young Flowers Blomsterpistolen. Og i sidste uge faldt jeg ned i et nostalgisk hul og købte en ny udgave af The Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Det er næsten tres år siden, jeg købte den første vinyludgave, som jeg stadigvæk har, og som stadigvæk er i fin stand. Og jeg har den også på i hvert fald to CD’-udgaver. Alligevel blev jeg forført til at købe et nyt eksemplar. Bare fordi – nostalgien løb af med mig. Og jeg glæder mig til – som en lille dreng til juleaften – at sætte den på og under høretelefonerne genopleve det sus, det var første gang, Beatles forvandlede musikken for altid. Jeg ved godt, at man har talt det album ned og har fremhævet andre, og fred med det, men for mig er det et album, der altid vil stå som noget særligt – i Beatles-diskografien, i musikhistorien og i mit musikunivers.

Sgt. Pepper – 1967 – hele pladen

Det er sådan en sang, der ville have svært ved at udkomme i disse ny-feministiske tider. Hvor ligestilling skrives med store bogstaver og enhver antydning af “giftig maskulinitet” vil blive genstand for social medie-storm. Eller også er det bare, fordi man ikke lytter til, hvad James Brown faktisk krænger ud af sin krop her. En sang om et mandeliv, der ikke ville være noget uden netop et kvindeligt mod- og medspil. En sang, der lige så vel kunne være blevet lavet med modsat fortegn på kønnet. – Og hinsides teksten: En sang, hvis arrangement med stort orkester i indledningen og Browns studieband, The Blue Flames, der tager over med blues- og ballade-følelse, gør det forståeligt, at det blev James Browns største singlehit overhovedet.

For nylig blev jeg – tvunget af uheldige omstændigheder – nødt til at finde en ny tv-udbyder. Og det betød blandt andet et andet udvalg af programmer og hvad det medfører af frustrationer. For eksempel har jeg mistet den lille kanal 5, der har været det sted, hvor kvindelandsholdet i fodbold har vist deres kampe fra Viborg og andre steder. Det er nu slut.

Men i går sad jeg så og klikkede lidt rundt med fjernbetjeningen i håb om at finde et eller andet, der kunne adsprede mig lidt tid, medens jeg drak en kop kaffe og læste lidt. Og vupti ramte jeg ind på den svenske tv-kanal SVT2, hvor de viste en fransk dokumentar med titlen Grunge – en fortælling om musik og raseri. En grundig dokumentar, hvor de franske ophavsmænd forsøgte at fortælle historien om grunge-musikkens opståen i Seattle. Fra skabelsen af små, vigtige pladeselskaber som Sub Pop, der var med til at skabe de rigtige rammer om en lang række kunstnere og bands, der var med til at skabe den særlige, “beskidte” lyd, der kendetegner grunge-bands som Nirvana, Soundgarden, Mudhoney m. fl.

En fortælling om unge, talentfulde mennesker, der på linje med halvtredsernes og de tidliger tresserede garage-. og kælder-rock-and-roll-bands og punkens ditto fandt sammen om musikken som en kanal, der kunne give afløb fra alle ungdommens indeklemte følelser, vrede og frustration og omsætte det hele til medrivende musik, der siden har været inspiration for mange efterfølgende kunstnere rundt på globen.

En virkelig seværdig, grundig og kyndig fransk fortælling, som burde vises på dansk tv. Men man kan – hvis man kan fifle lidt med sin ip-adresse eller har streamingmuligheder med smarttv – se den på SVT2 (hjemmeside eller streamingside).

Først Jeff Beck, så David Crosby og også Robbie Bachman, trommeslageren i Bachman Turner Overdrive, er her ikke mere til at levendegøre musikken.

Sammen med sin broder Randy dannede Robbie bandet Brave Belt med hjælp fra Chad Allen, der havde spillet i et andet berømt canadisk band, Guess Who. Og det varede ikke længe før de kaldte sig Bachman Turner Overdrive. Successen kom ikke fra den ene dag til den anden. De to første album klarede sig fint, men ikke overvældende. Men med album nummer tre fra 1974 No Fragile og ikke mindst singlehittet “You Ain’t Seen Nothing Yet” skrev Robbie og det hårdslående rockband for alvor sit navn fast og kaprede en plads på rockens firmament. En signatursang af den sjældne slags, man ikke kan få ud af hovedet, når først den er landet der.

BTO gik fra hinanden i 1979, men blev gendannet flere gange og Robbie holdt fast til det sidste. Nu er han ikke mere.

Største hits

Socialdemokraten Ritt Bjerregaard er død efter flere års kræftsygdom. 81 år gammel. Og dermed forsvinder en af de mere markante politikere i dansk politik.

Ritt Bjerregaard var ind til benet socialdemokrat, og var aldrig i tvivl om sit tilhørsforhold til netop det parti, når hun blev udfrittet af pressen. Og hun var også på godt og ondt en fremtrædende repræsentant for dettte reformistiske arbejderparti. Selv om hun var en kontroversiel person – både indadtil og udadtil i partiet – så var hun loyal over for partiet, selv om hun ofte havde divergerende meninger i forhold til de andre i ledelsen. Og hun var ærke-socialdemokrat i den forstand, at hun i sit virke afspejlede partiet kompromissøgende (reformistiske) politik. Så hun var både en del af de politiske parnas med alle dets unoder og levebrødspolitiske tendenser – vi husker sagen om hotelværelset i Paris og Ritts store Københavnerlejlighed – og en politiker, der ikke glemte sine egne rødder i samfundets nedre klasser – vi husker hendes forgæves kamp for at få bygget billige boliger i København som byens overborgmester.

Ritt Bjerregaard bliver også i nekrologerne fremhævet som forbillede for andre kvinder i politik. Men hendes udgave af “feminisme” skal tages med et gran salt. Det handlede mest af alt om, hvordan man som kvinde – uden at spille på dette i det ydre – kan komme frem og op i magtens korridorer. Hun var langt fra singenerations mest radikale rødstrømper og nærmere vor tids borgerlige ny-feminismer, dog med knold i nakken i stedet for røde negle og netstrømper. Så når en fremtrædende ung løvinde på venstrefløjen i dag udtrykker beundring for hende, kan jeg godt blive lidt nervøs med hensyn til de unge kvinders forhold til ligestilling mellem kønnene. Hvor dybt stikker den, når det kommer til stykket?!

Men med Ritt Bjerregaards bortgang mister dansk politik endnu mere af sin i forvejen afblegede glans. Og netop i en tid, hvor en Mette Frederiksen sidder til bords med arvefjenderne, er det beklageligt, at vi ikke kan forvente en Ritt med ridepisk og krabask tugte de nye Cordydonificerede socialdemokrater.