Velkommen til 2023

1. januar 2023

Og noget af det, 2023 vil bringe er jubilæer. Lad os bare begynde ved begyndelsen. I dag er det 60 år siden Danmarks Radios musikradio P3 begyndte. Og lidt senere på måneden er det også tres år siden, Jørgen de Mylius startede ved sammen musikradio som ganske ung fortaler for tidens popmusik. Begge dele jubilæer, der har haft stor, stor betydning for min musikalske almendannelse. I 1960’erne og 1970’erne var musikradioen – med Jørgen “Mylle” de Myiius og flere efterfølgende programværter inden for pop og rock – min primære kilde til musikoplevelse og -opdagelse. Siden forsvandt begge dele ud af mit beredskab. Musikradioen transformeredes mere og mere til ren musikradio, hvor formidlingsaspektet forduftede til fordel for pleje af musikindustriens interesser. Og Jørgen de Mylius blev – set herfra – lidt af en anakronisme, der med programmer på tv (fx Eldorado og Melodi Grand Prix) og radio bestræbte sig på at holde fast i den holdningsløse, underholdningspop.

Og flere jubilæer er på vej. Halvvejs inde i 2023 er det 50 år siden, jeg blev student. Og – i konsekvens heraf – så er det også 50 år siden, jeg forlod min hjemby Esbjerg til fordel for Århus, og 50 år siden, jeg lod mig immatrikulere på Århus Universitet ved danskstudiet. Tja , tiden den går.

14 har læst indlægget

Filmfordriv nytårsaftens dag: Downton Abbey – A New Era

1. januar 2023

Om jeg forstår det! En ting er, at dronningens nytårstale er et tilbagevendende indslag på tv-skærmen nytårsaftns dag. En tradition, der i går nåede til tale nr. 51. I femten minutter fortæller dronningen om emner, der har optaget hende i årets løb – lige fra konflikten i Ukraine til interne familiære problemer. Det er til at leve med. Lige som mange andre tilbagevendende tv-programmer. Men, for der er et stort men, hvorfor i hele hule hel…. skal et par journalistiske hofsnoge bruge hele to timer på en såkaldt optakt til dronningens lille tale? En optakt, hvor de på pladsen foran dronningens bolig – og i selskab med andre royalistiske kommentatorer – tygger drøv på selve fænomenet – “dronningens nytårstale” – og forsøger at gætte sig frem til, hvad majestæten mon vil sige. En omgang tomgangs-tv, der i bedste fald dræner hovedbegivenhed for enhver interesse.

Nå, men så må man jo fordrive tiden med noget andet. Og meget passende havde fruen i casa indkøbt filmen Downton Abbey – A New Era (Simon Curtis, 2022), den anden spillefilm i forlængelse af den meget populære tv-serie Downton Abbey om livet på et herresæde i Yorkshire, en slags moderne udgave af halvfjerdser-seriens Herskab og tjenestefolk (Upstairs, Downstairs), i årene 1912 til 1926. Af samme grund er det en fordel, ja nærmest en nødvendighed, at man har fulgt med i serien, inden man kaster sig over filmen (og dennes forgænger Dowton Abbey fra 2019), så man kender til persongalleriet og relationene mellem de mange personer.

Og filmen er udmærket underholdning. _Der går dog lidt tid, inden den rigtig kommer i gang. Og det er som om instruktøren har lidt svært ved at genskabe den særlige stemning, der har været i serien om herresædet. Men med to fortællegreb lykkes det dog for Simon Curtis at skabe både stemning og fremdrift i fortællingen. For det første sker det ved introduktionen af plottets første dramatiske element. Af økonomiske årsager finder Lord Grantham det nødvendigt at takke ja til et tilbud om at lægge hus til en filmoptagelse. Det gamle herresæde trænger til et nyt tag (regnvandet fosser ind) og det kan et sådant projekt være en løsning på. Og indbygget i dette element er endnu et dramatisk element, for det viser sig, at filmen, der skal optages, tvinges til at overgår fra at være en stumfilm til at være en talefilm. Et element, der får stor betydning for filmens forløb, fordi den involverer både herskab og tjenestefolk i arbejdet med at få filmen i kassen.

Det andet dramatiske element består i, at husets ældste kvindelige medlem, Violet Crawley, fortæller herregårdens besidder, sønnen Hugh Grantham, at hun har arvet en villa i det sydlige Frankrig. Og at den nuværende besidder af villaen har inviteret familien Grantham på besøg. Det viser sig så, at dette dramatiske element skjuler filmens helt store dramatiske spørgsmål, nemlig om Downton Abbeys nuværende besidder, Hugh, er frugten af moderens kortvarige romance med en fransk marquis..

Mere skal ikke afsløres. Men vi følger begge dramatiske trådes ind- og udvikling frem mod filmens afslutning. Og der spilles flot engelsk skuespil over hele linjen. Som tilfældet er med serien, sådan også i filmen: De medvirkende får optimale ud af deres hoved- og biroller og det er – i det mindste for en anglofil som mig – ganske frydefuldt at se, hvordan hele huset bliver forført af den moderne filmindustri og hvordan familien og dens følge udsættes for højst dramatiske scener som følge af arvens påvirkning.

Så hvis man holdt af serien, så er der også god grund til at se denne film ved lejlighed (og mon ikke den snart dukker op på skærmen…). God, gedigen engelsk underholdning.

6 har læst indlægget

Gårsdagens filmoplevelse: Rocketman

31. december 2022

Så fik jeg omsider set Dexter Fletchers film om Elton John Rocketman (2019). En film, der har fået succes, både hos kritikerne og hos publikum. Og det er da også -alt andet lige – en seværdig film, hvis man synes Elton John er en kunstner, der er værd at beskæftige sig med.

Taron Eagerton er et godt valg til hovedrollen. Han ligner ganske godt Elton John og klarer sig forbavsende godt i sangnumrene. Og de øvrige roller i filmen er også godt besat med solide præstationer

Rammefortællingen er den voksne Elton John, der er kommet i gruppeterapi for at få styr på en masse personlige problemer. Og med det udgangspuntt får man så en stærkt koncentreret, kronologisk fortælling om Elton. Fra barndommen med to forældre, der ikke giver ham den kærlighed, han fortjener. Og videre til de musikalske karriere, mødet med hans alter ego, tekstforfatteren Bernie Taupin, der bliver Eltons nærmeste ven og følgesvend de næste mange år, og videre til den enorme succes, Elton John hurtigt får som kunstner. Og de problemer der følger med: Homoseksualiteten, forældrenes manglende kærlighed og ensomheden, der følger deraf, et grasserende alkohol-, kokain- og medicinmisbrug – og en ekstrem forbrugerisme.

Og her har jeg en indvending mod filmen. Hele dette stærkt komprimerede forløb – frem til Elton Johns kommen til erkendelse af, hvem han er og hvad han vil med sit liv –  fortælles for koncenteret og for komprimeret. Her passer den slavisk kronologiske fortællemåde ganske enkelt ikke særlig godt. Og det vil nok have krævet en mere kreativ instruktør at have fundet en alternativ fortællevis.

Men underholdende er filmen og man får en lang række af Johns berømte sange i ny aftapning.

 

15 har læst indlægget

Andy Summers – 80

31. december 2022

Endnu en fødselar her på kanten til 23. Andy Summers, guitaristen, der brød igennem til det helt store publikum som guitarist og stilskaber (med sine riffs og klange) i trioen The Police, fylder hele firs år i dag.

Den jazz-skolede Summers fik smag for beatmusikken, da han som ganske ung kom med i det navnkundige band Zoot Money’s Big Roll Band. Psykedelisk beat, Jimi Hendrix’ innovative spil fik Summers over i beatmusikken. Og sammen med trommeslageren Stewart Copeland og bassist m.m. Gordon Sumners, kaldet Sting, skabte han The Police, hvormed han fik en succes, der er de færreste forundt. Siden og undervejs har han udsendt en lang række fine soloalbums.

Police – Beat Club 1978

14 har læst indlægget

Godt nytår!

31. december 2022

Og så skal vi jo til det! Nedtællingen (og nytårskrudtet) er allerede i fuld gang, så: Godt nytår til alle, der læser med her, både den gamle garde og alle jer, der bare kigger forbi på jeres vej rundt på det store net.

Og et godt nytår får vi brug for. Verden er på røven. Klimakrisen forværres dag for dag. Der er væbnet konflikt i Europa og andre steder lurer konflikterne også. Den kapitalistiske økonomi er også i krise med inflation og andre lidelser. Og indenrigspolitisk er det svært at være optimistisk eller bare håbefuld med en regering, hvor det gamle såkaldte arbejderparti Socialdemokratiet under ledelse af en ung nordjyde er blevet helt kongeblå i ansigtet og sammen med Venstre og en tidligere Venstrehøvding vil gøre livet surt for alle dem, der befinder sig i den nederste del af samfundspyramiden. Alligevel og på trods: Godt nytår.

Rammstein – Frühling in Paris

11 har læst indlægget

Sanne Salomonsen – 67 år

31. december 2022

Også Susanne Salomonsen, kaldet Sanne Salomonsen, rundede et skarpt hjørne i går og blev 67 år. Hele Danmarks Rock-Mama er hun blevet kaldt. Og hun er blevet gradvist mere og mere populær, siden hun som ganske ung – 13 år – debuterede som forsangerinde i et beatorkester (Curled Edges med medlemmer fra Beefeaters og Maxwells). Selv har jeg det sådan, at jeg foretrækker hende fra tiden frem til og med Sneakers og Anne Linnet Band. Da hun fik vind i solosejlene, tabte jeg lidt interessen. Men sådan er der så meget – og hver sin smag osv.

5 har læst indlægget

Jeff Lynne – 75 år

30. december 2022

Andicaps, Chads, The Nightriders, Idle Race, The Move, Electric Light Orchestra, Travellin Wilburys – og en solokarriere. Dertil skal lægges et hav af plader som producer. Jovist, Jeff Lynne, sangskriver, guitarist, producer og meget mere, der i dag fylder 75 har meget, og meget godt, på samvittigheden. De seneste år har han koncentreret sig om arbejdet med og i ELO, der udsendte deres seneste album i 2019 med stor succes som resultat.

Long Wave

 

9 har læst indlægget

Da the Kinks floppede: Wonderboy

29. december 2022

Efter tyve singler, som alle nåede top tyve, udsendte The Kinks sangen “Wonderboy” i april 1968. Og den levede slet ikke op til hitlisteforventningerne. På de britiske lister gik den i stå på en 36. plads og så videre. Selv om musikkritikken var ret så begejstret for sangen, så ville publikum ikke dele begejstringen.

Af litteraturen om the Kinks og sangskriver Ray Davies kan man erfare, at sangen blev til en nat, hvor Ray havde drukket en hel flaske vodka og havde nogle bekymringer og tanker om det projekt, det er at blive far – og helst til en søn. Han og Rays første kone Rasa forsøgte, men det var endnu ikke lykkedes.

Den manglende gennemslagskraft hænger måske også lidt sammen med, at “Wonder boy” fulgte i hælene på to af Davies’ helt store sange fra 1967, “‘Waterloo Sunset” og “Autumn Almanac”, som er noget nær umulige at tangere!? Men floppede gjorde denne single. Men den har dog beholdt sin status som en god, små-filosofisk popsang, der hører til Ray Davies’ bedste sange. På plade kan man bl. a. finde den på den 3-cd-udgave af The Kinks are the Village Green Preservations Society, der udkom for nogle år siden.

23 har læst indlægget

#pd23-25: Tre kvindelige kunstnere

28. december 2022

Tidsånden in mente slutter jeg mine vinylnedslag af med tre kvindelige kunstnere. Et foreløbigt punktum for den serie – i alt 25 stk. – som jeg måske vender tilbage til på et tidspunkt (for vinylbunken er langt fra gennemgået endnu…).

Vi begynder i den lidt mere obskure ende – med den hollandske saxofonist Candy Dulfer og hendes debutalbum fra 1990 Saxuality. Et velholdt eksemplar, udgivet på plademærket Ariola.

Dulfer spiller en tilbagelænet jazz med klare popkvaliteter. Og albummet blev en pæn succes med top-1i-placeringer i både Holland og USA. Hun er nok bedst kendt for singlen “Lily was here“, som hun lavede sammen med Eurhytmics-formanden Dave Stewart i 1989. Men stilen er den sammen her som der. Lækker blød jazzet saxofon, hendes varemærke. Den 53-årige Dulfer er stadigvæk aktiv og udgav i oktober måned albummet We never stop. Hun får lov til at blive i min samling, fordi hun spiller godt og saxofonplader er sjældne i rock og pop – modsat jazz.

Næste dame er Anne Linnet, der er repræsenteret med to af sine mest succesfulde og mest vellykkede plader, nemlig Jeg er jo lige her (1988) og Min sang (1989). Begge udgivet på plademærket Pladecompagniet og i næsten perfekt stand.

Jeg har fulgt Linnet siden hun startede sin karriere fra tiden før Shit og Chanel og nogenlunde slavisk frem til dannelsen af Marquis de Sade i 1983. Dengang sagde Marquis de Sade mig ikke så meget, så Anne Linnet gled lidt ud af mit radarfelt, men kom tilbage med netop Jeg er jo lige her, hvor hun igen skiftede stilistisk retning i retning af dansksproget, akustisk singer-songwriter-kunst. Og det med stor succes. Pladen solgte 400.000 eksemplarer herhjemme og er en af de mest populære danske plader gennem tiderne. Og Linnet fortsatte på Min sang, hvor hun fik hjælp til teksterne af præsten Johannes Møllehave. Selv om det er en fin, fin plade, så kunne den dog ikke tangere forgængerens succeshøjder.

Selv om Linnet var mere populær end nogensinde før, så fik jeg ikke købt de to plader dengang, men har dem altså nu. Og de får selvsagt lov til at blive i samlingen.

Og rosinen i pølseenden er selveste Janet Jackson og hendes dobbelt-vinyl-album janet fra 1993. I fineste stand og udgivet på plademærket Virgin. Jeg har i forvejen hendes The Velvet Rope, som en ven anbefalede mig. Men jeg er nok ikke så meget til hendes musikstil, der er gennemproduceret, dansant pop med klare elementer af blød soul. Og Jackson har en god stemme, og det giver god mening, at hun er blevet en popstjerne på vor tids firmament. Så albummet her får da lov til at blive her og blive luftet engang imellem.

I øvrigt er Jackson vist ikke så aktiv længere. Senest vi hørte noget fra hende på plade var i 2015 med albummet Unbreakable. Der er dog kommet en japansk Greatest Hits med singler i år.

I øvrigt vakte janet en vis furore, da den blev udgivet, fordi Jackson i den forbindelse optrådte “topløst” på forsiden af Rolling Stone. Dvs. ikke helt topløst, for en person bag Janet holdt hænderne for hendes bryster. Men topløs nok til, at den amerikanske offentlighed kunne bruge meget krudt på fotoet. Og det har med stor sandsynlighed bidraget til salget af pladen….

 

14 har læst indlægget

pd22: Change – Change of heart

27. december 2022

Julen er ovre, og det er tid at komme op på hesten igen. Og jeg kan lige nå et par vinylafspilninger, inden jeg vil holde en pause med den praksis. Og vi er kommet til nr. 22 i række af albums, som jeg er kommet i besiddelse af takket være forbrugerismens overdrev. Og denne gang er det lidt af en specialitet (tror jeg nok). Nemlig det italiensk-amerikanske post-disco-band Change, der blev dannet i Bologna i 1979 af Jack Fred Petrus og Mauro Malavasi.

Gruppen, der stadigvæk eksisterer, havde sin storhedstid i årene 1979-1985, og Chage of Heart er deres femte album (fra 1984). Gruppen, der stilistisk har lagt sig op ad Chic, har især fra succes i USA, hvor deres dansegulvsorienterede musik passede som fod i hose på de club-glade amerikaneres smag. Og det hjalp også, at gruppen nogle år involverede den kendte sanger Luther Vandross. I sidste del af gruppens første periode gled de stilistisk over i en mere R&B- og funk-influeret stil og efterhånden begyndte sammenholdet at krakkelere.Det lykkedes dog at lave Change of Heart, der kom på hitlisterne i USA og i Europa, bl.a. med titlesangen, der udkom på single.

I 1987 døde stifteren Petrus og gruppen gik de facto i opløsning, men er sidenhen blevet gendannet med først nye medlemmer og senere tilbagevenden af nogle af de oprindelige. Change har dog ikke formået at nå den succes, de havde de første år.

Change er gennemprofessionel dansemusik, der sagtens kan konkurrere med det bedste fra staterne. Og deres betydning derovre understreges af at selveste Janet Jackson samplede en af deres sange på sit hit “All for you” fra albummet af samme titel (2001).

Selv om jeg egentlig godt kan lide Changes medrivende og dygtige musik, er jeg ikke sikker på. at den får en varig plads på min pladereol.

13 har læst indlægget

Luften af ballonen

26. december 2022

Vi er på vej ud af julen. Skriver 2. juledag. Og allerede i går begyndte luften af gå ud af den ballon, der støt er blevet pustet op frem til den 24. december. Så snart den sidste mundfuld ris à la mande er slugt, fiser luften hurtigt ud af ballonen, og vi befinder os i den der lidt mærkelige uge mellem jul og nytår. En uge, der ikke rigtig er nogen af delene. Nærmest som tømmermændene efter en heftig julefrokost – dog uden hovedpine og deslige.

I morgen kalder arbejdsmarkedet på mange og hverdagen melder sig med alt, hvad den indebærer. Og det er jo – godt. Såre godt. For hvem kunne egentlig ønske sig, at det var jul hver dag? Ikke mig i hvert fald. Så tilbage til hverdagen – og det kalder jo på Dan Turèlls hyldest til netop hverdagen.

6 har læst indlægget

Dirch Passer in memoriam

25. december 2022

Jeg har arvet et bokssæt med Dirch Passer, Den store Dirch Passer Boks. Med alle hans kendte sange – fx Hvem har du kysset i din gadedør?, der var en hitlistedominerende single, da de udkom – og revynumre, fx “Skolekammerater”, der engang var et fast indslag i Giro 413. Og jeg kom til at tænke på Dirch Passer, fordi juleaftens-tv på de to hovedkanaler med største forudsigelighed genudsendte film med netop Dirch Passer. Dels “Sjov i gaden” (TV2) og “Don Olsen kommer til byen” (DR1). Jeg fik kun set klip, fordi jeg havde travlt med julemaden, men nok til at tænke på dengang, jeg mødte Dirch Passer i levende live:

“Jeg er så heldig at have mødt Dirch Passer en gang i mit liv. Han og hans datter var med min far, der var skibsfører på et stykgodsskib mellem Esbjerg og England. Dirch var med, fordi han ikke ville bruge passagerskibene, men foretrak at være lidt privat og diskret og havde derfor fået lov til at sejle med.. Men jeg var med og oplevede den folkekære komiker bliver søsyg og kaste op ud over rælingen. Han blev ikke mindre i mine øjne af det, for jeg kendte alt for godt til det at blive søsyg og få mavesækken til at slå volter. Men jeg kan altså “prale” af at have mødt Dirch in persona. Og det er dog noget.”

Sådan skrev jeg i forbindelse med Passers 90-års-dag i 2016. I dag er der mange, der ikke engang ved, hvem han var. Synd for dem, men det forsvarer ikke tv-kanalernes trang til at drive rovdrift på manden juleaftens dag. I stedet skulle man – når hverdagen igen melder sig – lave en kavalkade med Passers film, så man kunne leve lidt op til public service-kravet og samtidig give yngre generationer en chance for at lære ham at kende.

10 har læst indlægget

Julestemning?

24. december 2022

Ja, hvad er det? For mig i det mindste er det, som det er tilfældet med mange stemninger og sentimenter, en sammensat størrelse – af positiv opstemthed, forventning, glæde og fryd – men også iblandet andre følelser som frygt, ængstelse, desperation, opgivelse og måske en lyst til at slippe det hele og bare rende sin vej. Og derfor er min foretrukne julesang, som strengt taget ikke er en julesang, Joni Mitchells “River” fra hendes hoved- og mesterværk Blue. Den har hele følelsesregisteret med dets ambivalenser, indfanget i en smuk musikalsk ramme med Jonis unge, sprøde, smukke stemme og et piano som primært akompagnement. Og heldig- og tilfældigvis har hun for nylig – for første gang – forsynet sangen med en video. Og den kommer her (og hermed slut for i dag):

21 har læst indlægget

pd21: Back to back – Crack Street

24. december 2022

Vi kan lige nå en enkelt, gammel vinylplade, inden julefedtet slippes løs. Og i denne ombæring gælder det duoen Back to Back – Morten Remar og Nis Bøgvad – og deres album Crack Street fra 1989. I fineste form, bortset fra et par fedtede fingre, som sagtens kan fjernes med lidt rens.

Duoen, der vist stadigvæk er aktive, har været i gang siden 1986 og har udsendt fem originale album, senest popfiction i 2003, og lige så mange opsamlinger (senest i 2017 Tur/Retur).

Crack Street indeholder duoens største hit, sangen “Jonathan“. Og Back to Back tilhører nok (jeg er lidt i tvivl) de firserbands, der fik mærkatet “gymnasiepop” hæftet på sig. Det var ikke pænt ment, men det ændrer ikke på, at der altid var tale om godt håndværk og slidstærke popsange, der stadigvæk har et stort publikum. Så vinylen her får selvfølgelig lov til at blive i min samling.

 

23 har læst indlægget

Capacs julekalenderlåge nr. 24

24. december 2022

Sidste låge i år. Og sidste brokkeri i denne omgang. I går aftes så jeg en DR-udsendelse om julesang – Fællessang – medens vi venter. En slags aflægger af altansangen i corona-perioden og med de samme to tv-værter. Og det var – set og hørt fra min gamle lænestol – et lærestykke og et studie i, hvordan man ikke skal traktere julens sange. Den kvindelige tv-vært tog fx livet af Joni Mitchells smukke “River” med en alt for følelsefuld, omklamrende, smagende versionering. Og tendensen gjorde sig også bemærket i andre sange, der absolut skulle udsættes for overdrevent føleri. Og flere af gæsterne gjorde ikke noget godt ved velkendte julesange, fordi de absolut skulle versioneres og ikke bare synges lige ud ad landevejen, som vi kender dem. Et enkelt par kunne oven i købet ikke rigtig synge, og det blev derefter. Bedst slap et lokalt spire- og børnekor, der med illustrative fagter sange en kending, så man sagtens kunne genkende den.

Måske er det mig, der er blevet en gammel traditionalist, når det drejer sig om julens musik. Det kan sagtens være. Men jeg synes det program var en “ommer”.

Og så til den sidste låge. En sang, der indfanger noget af julen – uden at være en decideret julesang!? Hvad kunne det være? Jo, det kunne være Carole Kings “You got a friend” – her i en version fra 1971 med King selv og i forgrunden vennen James Taylor. For det er jo julens kerne – at være noget for hinanden.

14 har læst indlægget
14 har læst indlægget