I dag åbner ABBA the Museum på Djurgården i Stockholm, og museet blev indviet dagen før. Museet er en slags interaktiv historie om svensk populærmusiks største succes. Bandmedlemmerne var oprindeligt lidt lorne ved ideen, fordi museer er noget man almindeligvis laver for afdøde, men siden har de accepteret den manifeste hyldest af deres karriere. Om museet siger Björn Ulvaeus, at det giver ‘et helhedsbillede af bandet, musikken og den succes, vi oplevede i 70′erne og 80-rene. Noget vi ikke tidligere har kunnet gøre. Det bliver en oplevelsesbaseret musikdokumentar, der byder publikum ind bag ved scenen og op på den”. Så der er noget at gå efter for besøgende ABBA-fans fra nær og fjern.
Og nu til en lille undladelsessynd. Terminal Arghs debutalbum har ligget lidt længe på mit skrivebord og andre presserende gøremål har gjort, at den først bliver omtalt nu. Men bedre sent end aldrig, som man siger. Og det gælder i høj grad for denne udgivelse.
De centrale figurer i Terminal Argh er skuespiller- og sangerinden Nana Schwartslose, der har et par soloalbums på samvittigheden, og musikeren Morten Umpff Langkilde, som her i bloggen vil være kendt for sit samarbejde med Rune T. Kidde (Kidde goes Umpff). Den ny plade, der markedsføres som groove-indie-triphop-rock med en twist, er – som kategoriophobningen mere end antyder, svær at sætte på formel. Jovist bærer de ni sange præg af triphoppens langsommelige, til tider næste slæbende, rytmik, men electronicaen brillerer ved sin markante nedtoning. I stedet står Schwarzloses distinkte, behageligt og forbilledligt let dechiffrerbare stemme og Umpffs guitar og de næsten mekaniske beats frem som dominerende elementer i en samling sange, der også bærer præg af en umiskendelig inspiration fra de seneste par årtiers popmusik. Uden at rumme decideret pophitmateriale byder sangene på forførende grooves, dansevenlige beats og rigeligt med mulighed for at fortabe sig i den gavmilde musikalske leg, der finder sted. Det er en plade, der med sin sofistikerede eksperimentelle leg i lige så høj grad egner sig til fordybende lytten inde bag hovedtelefonerne som til en intim klubsituation med lige dele dans og lytten. Hermed anbefalet.
Terminal Argh. Terminal Argh. Produceret af: Morten Umpff Langkilde. Mabel the Label. Pladen udkom 24.4.2013
Søndag er en af de meget få dage i ugen, hvor jeg får set lidt tv. Og meget passende udsender DR 1 den meget fine britiske krimiserie George Gently. Serien er en klassisk britisk krimiserie med et umage par i hovedrollerne. Martin Shaw som den ældre, erfarne politikommisær George Gently og Lee Ingleby som den unge spradebasse af en politiassistent John Bacchus. Helt efter bogen er de så forskellige som sol og vind, men finder hurtigt sammen i en uartikuleret forståelse for hinanden og løser den ene mere komplicerede kriminalgåde efter den anden. I går aftes var serien kommet til afsnittet Northern Soul, der ganske rigtigt involverer northern soul. En ung mørk pige findes død efter at hun har været på det lokale dansested for at danse til tonerne af Northern Soul. Noget tyder på, at hun er blevet myrdet. Men som så ofte i denne serie, er virkeligheden ikke, som den ser ud til at være. Du kan endnu nå at streame afsnittet på DRs hjemmeside, hvis du er til god engelsk krimi..
Soundtracket var spækket med Northern Soul og anden tressermusik – fra Dionne Warwicks “I say a little prayer” over Four Tops (“Sweet was the love“) til Bill Withers (“Lean on me“). Og det var virkelig med til at skabe en helt særlig stemning i den film. Kunne man forestille sig en dansk kriminalserie, der fx brugte tresserne pigtrådsmusik som soundtrack? Måske. Men jeg har ikke fantasi til at forestille mig det.
I går aftes – sent – dukkede et nyt navn op på min musikradar. Jamie N Commons. Jeg sad og så det seneste afsnit af tv-serien The Walking Dead. Serien har ikke rigtig noget soundtrack, bortset fra filmens temamusik, men i det viste afsnit dukkede Jamie N Commons op til allersidst med sangen “Lead me home”. Og jeg tænkte straks, at ham måtte jeg researche lidt på.
Det viser sig, at Commons er britte. Føde i Bristol. Men som seksårig blev han omplantet til Chicago af sin familie. Og det forklarer sikkert, hvorfor han mest af alt lyder som en bluesmusiker, der har fået en dosis Tom Waits og Nick Cave med i købet.
Som stor teenager vendte Commons tilbage til fædrelandet, hvor han lærte sig at spille guitar og studerede musik. Med sine selvskrevne sange og sin rå stemme gjorde han snart indtryk på musikmiljøet, og i 2011 debuterede han 22 år gammel med EP’en The Baron (Luv Luv Luv Records ). Den er i år blevet fulgt op af EP’en Rumble and Sway, og tiden må nu være moden til et rigtigt album. Han i hvert fald værd at holde øje og øre med.
Sangen fra The Walking Dead hedder “Lead me home”:
For alle os, der boede på den jyske vestkyst i tresserne – og kunne tage tysk tv – vil navnet Peggy March være velkent fra de tyske underholdningsudsendelser. Den amerikanske sangerinde, hvis borgerlige navn er Margaret Annemarie Battavio, gjorde nemlig karriere i Tyskland i årene efter sit amerikanske gennembrud. Det kom i april måned 1963, hvor den kun 15-årige sangerinden indtog førstepladsen på Billboards Hot 100-liste med teenageforelskelsessangen “I will follow him“. Det var i øvrigt første gang i listens historie, at en så ung sangerinde gjorde den kunst. Og rekorden er endnu ikke slået.
Pladen dukkede også op på den danske top 20-liste i uge 26 i 1963, men fik kun en enkelt uge. Til gengæld blev den spillet flittigt i Damarks Radios ungdomsudsendelser.
March fik nogle mindre hits efterfølgende, men da hun havde relativt større succes i Europa, slog hun sig ned i Tyskland i 1969 og fik som andre udenlandske sangstjerne – fx vores egen Gitte Hænning og Dorthe Kollo – stor succes syd for grænsen.
Sangen er et udmærket eksempel på præ-Beatles-pop. Peggy March, der i dag er 65 år, har været aktiv helt frem til nutiden. Hendes seneste album Allways and Forever udkom så sent som i 2010.
Soundtracks fylder ikke så meget i bloggen her. Og det skyldes, at soundtracks ofte er en problematisk størrelse. Fx et tilfældigt – af filmens handling – sammenbland af sange fra poppens store sangkatalog. Men der er også undtagelser. Det gælder fx det nye soundtrack til Baz Lurmans filmatisering af den klassiske roman The Great Gatsby, hvor musikken er lavet til filmen. Og der er spændende navne på pladen. Blandt andet dukker The Bryan Ferry Orchestra op sammen med Ferry selv ( i en fortolkning af “Love is a drug”) og med Emelie Sandé (“Crazy in love”). Og så er der sange med navne som The XX, Sia, Florence and the Machine, Jack White og Lana de Rey. Plus et par stykker til. Og hele albummet kan man lige nu lytte til på NPR. Det er lige her.
Forleden døde countryikonet George Jones. Jeg har ikke andet end et overfladisk forhold til ham, derfor skrev jeg ikke noget på dagen. Men Keith Richard har skrevet et mindeord, der nok er værd at dele med andre. Fuld af veneration og identifikation. En rune fra en særling til en anden. Brødre i ånden.
George Jones has left us. We have lost one of the most individual singers of all time. I cannot express the emptiness I feel. George was as country as it can get, but he was beyond any bag you want to put him in. He was pure American music without ever waving a flag – you can hear a million imitations on the radio every day – but there was, and ever will be, only one George Jones. He possessed the most touching voice, the most expressive ways of projecting that beautiful instrument of anyone I can call to mind. You heard his heart in every note he sang. Sinatra called him the second best singer ever. (The number one obviously being Frank!). I would contest that. I truly loved ‘the possum.’ He was a crazy as me, and just as free… and, oh boy, could he hang. Keith Richard i Rolling Stone
Jeg har tidligere slåt et slag for den unge singer-songwriter Basia Bulat og kan derfor ikke undlade at udsætte jer for hendes udgave af Bruce Springsteens klassiker “Glory Days”. Her er der helt andre boller på suppen, end når Bruce folder rocken ud. Men Basias udgave demonstrer også med al ønskelig tydelighed, hvor god en sang, der er tale om.
CAPAC er mit Nom de plume et de guerre!
Bag det akronymiske palindrom CAPAC gemmer sig en dreng, der er er ved at blive voksen mod sin gode vilje, og som får afløb for sin ubændige skrivekløe, sin lige så genstridige trang til at reflektere over alt, sin lyst til at kritisere verdens skæve gang - og sin uslukkelige appetit på det, vi i mangel af bedre kalder livet.
Emnerne strækker sig over alt mellem himmel og jord - og udenfor - med en hang til nostalgi og musik, et skarpt blik til nytidens politiske og kulturelle elendigheder og opmuntringer, kombineret med en munter og til tider ramsaltet mening om hvad som helst i øvrigt. Intet er for stort eller småt til at få et ord med på vejen.
Capac har nu kørt i 7 år.
Ordforklaringer:
akronym: initialforkortelse
palindrom: ord, sætning eller anden sproglig sekvens der er ens uanset om man staver forfra eller bagfra fx regninger eller spansk snaps
Opdatering d. 2/5-2013:
Capac er et one-man-band, selv om mange tror, at der står et kollektiv bag. Der er kun en skriverkarl bag skriverierne. Til gengæld skriver jeg stort set hver eneste dag. The beat must go on and on and on....
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre om de er "frie" eller ej. Jeg bestræber mig på altid kun at bruge enten offentlige billeder, frikøbte billeder eller pr-fotos/pladeomslag. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude have noget imod, at deres foto dukker op på min side, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet.
Det gælder også links til videoer.
Images
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. The bulk of illustrations here comes from the vast vaults of press photos, record sleeves etc. on the internet. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there oppose my publishing of one of their photos and/or video footage, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
(Ovenstående formulering har jeg lånt af Torben Bille og frue. Tak Torben og Anne Katrine!)
