Capac anbefaler: Select Captain – Comes in Waves

11. oktober 2020

Efter et par uger med lidt for meget om ørerne, vil jeg meget passende bruge noget af søndagen på at omtale to nye danske albums. Først drejer det sig om Select Captains Comes in Waves. Select Captain er en gammel kending her i bloggen som Kristian Gaardskjærs soloprojekt. På den nye plade er Select Captain blevet en duo, idet musiker, producer og sangskriver Søren Vestergaard nu er blevet en mere fremtrædende del af det musikalske samarbejde, så det er rimeligt at tale om en regulær duo.

Den seneste forskydning i samarbejdsrelationerne ændrer dog heldigvis ikke ved – og heldigvis for det – projektets egenart. Der er stadigvæk tale om melankolske, eftertænksomme og selvreflekterende sange, hvor tilværelsens svære byrder – angst, depression, misbrug m.fl. – vendes på hudløs, ærlig og følsom vis. Og det hele i en musikalsk ramme, hvor solide melodier sørger for, at der til stadigvæk er en opløftende hånd under den truende håbløshed.

Pladen er overvejende akustisk med Gaardskjærs gode stemme i forgrunden. Den akustiske guitar og nogle steder klaveret er lige så dominerende i lydbilledet, der samlet set kan opfattes som en moderne variant af folk. Folk, der vel at mærke farves af anstrøg af electronica og afslører en diskret inspiration fra firsernes lydverden (bl.a. de allestedsnærværende Depeche Mode).

Samlet set har Select Captain formået at lave et album, der lever højt på et kompositorisk højt niveau og en homogen samling sange. En plade, der er appellerer til lytteren med gode sange, en nærmest analog, ren og letfordøjelig lyd og budskaber, der passer godt ind i tidsåndens tendenser. Comes in Wawes er sådan en folkplade, der altid vil være brug for i tider som dem, vi befinder os i. Hermed varmt anbefalet.

Select Captain. Comes in Waves. Produceret af. Søren Vestergaard. Soundchest Records. Udkom d. 2. oktober 2020

 

34 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Shock and Awe

10. oktober 2020

Indtil i går havde jeg ikke hørt om filmen Shock and  Awe eller i hvert fald glemt, hvad jeg havde hørt eller læst. Men aftenens tv-kiggeri endte på DR2, hvor filmen blev vist. Alternativet – Vild med dans – gjorde valget let.

Først undrede jeg mig lidt over, at man nu om stunder åbenbart har opgivet af give udenlandske film en dansk titel – noget der nærmest var en dyd i 1960’erne, ofte med komiske resultater. Men det er nok et udslag af den massive kulturelle anglificering af de europæiske sprog. Men titlen henviser til en type overraskelseskrig, der hurtigt og effektiv skal bringe en fjende i knæ. I det aktuelle tilfælde Irak, som amerikanerne og deres allierede invaderede i 2003.

Og det er lige præcis denne krig eller rettere det politiske spil, der førte frem til invasionen, der er filmens emne. Filmen følger nogle journalister fra mediebureauet Knight Ridder i deres arbejde at kulegrave Bush-administrationens bevæggrunde for at indlede en invasion. Især Bush-administrationens påstand om, at Saddam Hussein var i besiddelse af “masseødelæggelsesvåben” er genstand for journalisternes interesse. Og som vi ved i dag, så var der ingen masseødelæggelsesvåben og dermed var Bush-adminstrationens begrundelse for at indlede en invasion – og overtale en række allierede, herunder Danmark, til at deltage – en fabrikeret løgn. Selv om journalisterne – spillet af Woody Harrelson, James Marsden, Tommy Lee Jones og Rob Reiner – møder modstand fra alle sider og sågar fra ellers seriøse aviser som Washington Post og New York Times, så holder de fast i overbevisningen om, at noget er galt. Og med klassisk journalistisk metode lykkes det dem at få dokumenteret, at rationalet bag Bush-adminstrationens krigsretorik var en stor løgn.

Historien fortælles lige ud ad landevejen og den får sin spænding fra de mange episoder, hvor journalisterne med alskens kneb får informationer og viden fra mennesker, der havde berøring med administrationens arbejde og politik.

Tematisk deler filmen emne med Green Zone, lige som den kan minde om Alle Præsidentens mænd (om Watergateskandalen). Instruktøren Rob Reiner (kendt for bl.a. “Da Harry mødte Sally”) ved, at det er en god historie i Knight Ridders bedrift, og lægger sin fremstilling tæt på de virkelige hændelser. Og det gør den både overbevisende og ganske underholdende.

16 har læst indlægget

Nyt fra John Cale

9. oktober 2020

Doven dag hedder John Cales nye udspil. Selv om man er ronkedor med lyserødt hår kan man stadigvæk finde på ny  musik.

12 har læst indlægget

Ronkedorerne kommer…

9. oktober 2020

I følge Den Store Danske er en ronkedor – eller runkedor – en “gammel hanelefant, der lever isoleret fra flokken”. Tillader vi os at se bort fra det nærliggende spørgsmål, om betegnelsen ronkedor om mænd over 60 ikke er udtryk for sexisme, så er det også titlen på en tv-serie på den ungdomsdyrkende tv-station Danmarks Radio.
Og selvfølgelig måtte jeg da se nogle af de udsendelser, for man er vel en ronkedor (?!). Og konceptet er simpelt. Tre udvalgte mænd (ja, ja, mediekendte mænd) mødes på en restaurant i København, hvor de diverteres med god mad og drikke, og snakker løst og fast om, hvad der nu optager dem og falder dem ind. Et i udgangspunktet simpelt, men også godt concept, fordi det er basalt vedkommende – og dermed underholdende – tv, hvor nogle mennesker deler deres tanker og meninger med os, seerne. Det kunne – i hvert fald i gamle dage – have været en radioconcept. Men selvfølgelig vokser ideen ikke ind i himlen. Det er jo tv, og der redigeres og iscenesættes. Og programmerne er korte – ca. en halv time ad gangen. Hvilket jo ikke stemmer overens med tidsforbruget ved en sådan begivenhed. Det er altså redigeret virkelighed, men ikke desto mindre god underholdning på en ungdommelig sendeflade.

Og de medvirkende har faktisk noget interessant at sige. Ikke sådan at forstå, at man behøver at være enig med dem, men de gør sig gode og kloge betragtninger på livet, deres fag, det at være mand med en vis alder og så videre.

23 har læst indlægget

Dion med venner

9. oktober 2020

Dion Dimucci eller bare Dion er 81 år, men har overhovedet ikke tænkt sig at lægge musikken på hylden. Har har været med siden halvtredserne, hvor ham sammen med sine Belmonts udsendte klassiske sange som “The Wanderer”, “Run around Sue” og “Ruby Baby”. Og efter en mindre nedtur i tresserne kom han tilbage som moden sanger og sangskriver – og har fortsat lige siden, og har udsendt en lind strøm af fine album. Senest – i år faktisk – er kommet Blues with Friends, hvor Dion trakterer en række bluessange i selskab med musikalske venner, fra Joe Bonnamassa til Paul Simon.
Her er han i en uhøjtidelig stund med “Jailhouse Rock” – også med venner som backingkor.

9 har læst indlægget

John Lennon – 80

9. oktober 2020

Sært at tænke på, at John Lennon var fyldt 80 i dag, hvis og så frem og i fald… Men sådan skulle det ikke være. Dagen markeres bl.a. med nye udgivelser af gammel materiale i nye opdaterede versioner. Fint nok. Og pressen vil skrive op ad stolper og ned ad vægge om alt det, vi i forvejen ved og har læst. Sådan er det.

[Fotoet ovenfor er fra Lennons og Onos besøg i Thy, vistnok taget af Tage Jensen]

10 har læst indlægget

Skyggen over Babylon Berlin

8. oktober 2020

Den tyske tv-serie Babylon Berlin ruller over DRs skærm på mandage. På den tyske kanal ARD (1) kører den også, blot i et hurtigere tempo. Og en fascinerende og medrivende serie er det. Vi befinder os i Weimarrepublikkens sidste år, vi skriver 1929, økonomien truer med at implodere, nationalsocialisterne driver deres spil og arbejder på at komme til magten, og oven i alt dette har vi så en kriminalhistorie om mord på mennesker med forbindelse til filmverdenen. Historie, kultur og Unterhaltung i en smuk alliance.

Og på søndag gør tyskerne os så den tjeneste at vise en dokumentar om netop Berlin i det hersens år 1929. Hvad mere kan man som historie- og kulturinteresseret seer ønske sig!? Jeg ved ikke, om dokumentaren når til DR, men den kan altså ses på ARD søndag kl. 22.30 under titlen Efteråret 1929 – skyggen over Berlin. God fornøjelse med tysk-genopfriskningen…

20 har læst indlægget

Neko Case, k d lang og Laura Veirs siger det – apropos et forestående valg

7. oktober 2020

Og den sang kan godt tåle at bliver hørt en gang mere. Her med Patti Smith selv og et kor:

10 har læst indlægget

Eddie van Halen er død, 65 år

7. oktober 2020

Guitaristen og bandlederen (og -navngiveren) Eddie van Halen er død efter et længere kræftforløb, 65 år gammel. Så nu er den hårde rock ikke længere så hård, som den var, da Van Halen havde deres karrierehøjdepunkt. Jeg har aldrig selv dyrket eller lyttet til Van Halen. De var ikke min kop te, som englænderne siger. Men her er de med deres store hit, Jump.

 

14 har læst indlægget

Den første gang: Pete Townshend

6. oktober 2020

Pete Townshend er bare en venlig mand i dette interview fra Rolling Stone. Ingen onde bemærkninger om hverken Jimi Hendrix, Beatles eller andre.

14 har læst indlægget
14 har læst indlægget