Suzi Q – portræt af en rigtig rockpige

18. maj 2020

Uden ligefrem at være fan, så har jeg beundret Suzi Quattro, lige siden hun dukkede op i halvfjerdserne. Og hun er stadigvæk aktiv. Så sent som i 2019 udkom hendes seneste album, det syttende, No control. Og hun optræder også rundt omkring, bl.a. på retro-festivaler som Esbjergs tresserfestival.

Så det er helt passende, at Suzi Quattro nu er blevet genstand for en dokumentarfilm om hendes liv. Suzi Q hedder den, og den kan allerde købes på dvd.

2 har læst indlægget

Capac anbefaler: Favor – Crush

17. maj 2020

På nettet kan man rundt omkring se og læse om, hvordan vor tids elektroniske og computeriserede musikproduktionsmuligheder efterhånden har taget livet af såvel pop som rock og anden populærmusik. Og der er da ingen tvivl om, at de digitale muligheder kan blive en blindgyde eller ligefrem motorvej, hvor musikken ikke hjælpes frem og understøttes med tværtmod aflives. Eksemplerne er legio.

Men der er også eksempler, der viser, at udstyret og dets muligheder i de rette hænder kan stå i musikkens tjeneste. Et nyt eksempel på denne truisme er Favors plade Crush. Bag kunstnernavnet Favor gemmer sig Jeppe Gade Hviervelkær. Og som Favor har han lavet en plade, der som produkt er et barn af sin tid. Såvel produktion som instrumentering er udpræget (fuldstændig?) digital.

Men det, der gør Crush, til en vellykket popplade, er, at den bærer sin elektroniske og digitale klædedragt på en måde, så man ikke et øjeblik er i tvivl om, at den først og fremmest er en moderne popplade. En plade, man kunne forestille sig, at the Bee Gees eller nogle amerikanske soulkunstnere fra sidste halvdel af forrige århundrede, havde lavet, hvis de havde været unge i dag og havde haft nutiden digitale muligheder.

Crush er en plade, der lever – og lever godt og højt – på sine lette, næsten skrøbelige melodier, som Favor fremfører med en lys, levende stemme. Melodier, der signalerer sommer og dagdrømme og helt tydeligt fremstår som en probat modgift til tidens hang til melankoli, navlepilleri og sortsyn – og som en diskret opfordring til at nyde livet, synge med, danse og komme i feststemning. Det er en let, men ikke letbenet, svævende, drømmende oplevelse at lytte til Favor. En plade, der må kunne gøre sig i den sommer, vi venter på lige nu i coronaens skygge. Crush er en af den slags plader, der gør en lettere om hjertet, som et glas med lækre bobler på en dansk sommeraften. Hermed anbefalet.

Favor. Crush. Producer: Morten Søgaard. Celebration Records. Udkom 27. marts 2020.

17 har læst indlægget

Capac anbefaler: The Great Dictators – One Eye Opener

17. maj 2020

Women hed trioen The Great Dictators’ seneste album, som jeg var så heldig at anbefale i november 2016. Det var et album, der dyrkede de mørke sider af livet og musikken. Civilisationens bagside af medaljen kan man sige. Siden dengang har bandmedlem og forsanger Dragut Lugalzagosi været igennem en svær depression, som man set i bagklogskabens lys godt kunne spore ansatser til på Women.

Og den nye plade One Eye Opener fortsætter, hvor Women slap. Igen befinder vi os – tekstligt og musikalsk – i et mørke- og skyggeområde, et post-punk landskab, hvor de musikhistoriske pejlemærker og koordinater er Velvet Underground, Joy Division (og New Order) og Kraftwerk. I en egensindig og stilbevist opdateret indie rock-udgave. Og tekstligt spalter mørket sig i en introvert og en ekstrovert o rientering, som ganske fint skitseres i titelsangen:

your world is ending

hell is a new beginning

democracy is a cute little lie

here comres the tide

here comes the tide

to wash us away

there was one eye open

everybody’s dyring

everybody’s dying

to feel something

everybody’s dying

everybody’s dying

to feel something

keeping up apperance

keeping down the sickness

was it at clash of a melting together

again today, when people met

here comes the tide…

everybody’s dying

everybody’s dyring to feel something…

mama’s little man don’t feel to good

mama’s little man don’t feel to good

someone asked for some change

the someone took the money and ran away

everybody’s dying

everybody’s dying

Noget er helt galt. Både indvendig og udvendig. Teksten nærmer sig næste noget psykotisk eller i hvert fald psykopatologisk i sin anonymt-personlige beskrivelse af en verden af lave, hvor helvede åbner sig, meningen skrider og ‘alle dør’. Måske kan man gå så vidt som til at påstå, at denne sang og flere andre på pladen indkredser og beskriver noget ved tidsånden i den tid, vi lever i, hvor melankoli, depression, (døds)angst og livslede er blevet nærmest generelle diagnoser.

Heldigvis underbinder og -støtter musikken ikke kun tekstuniversets mørke, men udgør også noget kontrapunktisk. Noget, der peger mod lyset og opad. I forgrunden finder vi Lugalzagosis markante stemme, der indtrængende og til tider næsten slæbende foredrager teksterne, og omkring stemmen bygges musikken op, bestående af både elektroniske instrumenter og maskiner og analoge ditto. Og The Great Dictators har helt sikkert fundet deres specielle udtryk og lyd på denne plade, selv om sporene fra de store mestre fra de foregående mange årtier ikke lader sig udviske.

Der er både langsomme numre og numre med mere skub og fremdrift i. Det er intelligent indie rock, der kender sit musikalske ophav, står ved det og rendyrker sin egen nichestil.

Samlet set er One Eye Opener en overbevisende plade, der smukt skriver sig ind i den række plader, der beskriver den såkaldte post-punks historie. Og en plade, der fortjener at have sin plads blandt disse på musikelskerens grammofonpladehylder. Hermed varmt anbefalet.

 

The Great Dictators. One Eye Opener. Producer: Dragut Lugalzagosi. Celebration Records. Er udkommet.

 

12 har læst indlægget

Wilco båndet i Mexico

16. maj 2020

New Yorks båndentusiaster nåede at opsnappe Wilco, da bandet i januar gav koncert i Mexico, inden en vis virus satte en stopper for den slags løssluppenheder.

1 har læst indlægget

John Prine i kvindehænder

16. maj 2020

Umiddelbart ville man måske sige, at det var et umage par – John Prine og den unge, rebelske countrymø Miranda Lambert. Men lige få umodståelig fræk og rebelsk, hun er, lige så fint får hun tilegnet sig Prines sang “That’s the Way the World goes ’round”, gjort den til sin og sat sit eget musikalske og feminine aftryk på den. Det klæder Prine at blive rocket op og få en let vrissende kvindestemme til at udtrykke sangteksten.

PS. Sangen er en af to coverversioner, som Miranda Lambert har på sit tredje album Revolution.

2 har læst indlægget
2 har læst indlægget