50: Nedrivningen af Sofiegården

26. februar 2019

Enhver der har læst Kim Larsens ungdomerindringer vil huske beskrivelsen af boligerne i og området omkring bebyggelsen Sofiegården i København. Nærmere bestemt på hjørnet af Sofiegade og Dronningensgade. I dag er der kollegieværelser på stedet.

I midten af tresserne stod bygningen tom og var saneringsmoden og nogle unge fik lov til at leje lokaler for 100 kr. om måneden. De unge udråbte Republiken Sofiegården og begynde at gøre lejlighederne beboelige og rev nogle ubeboelige baghuse ned i baggården. Det var begyndelsen til slumstormerbevægelsen.

I begyndelsen af 1969 bad ejeren af ejendommen myndighederne om hjælp til at rydde huset. Det skete med politiets hjælp i februar 1969. Der skulle dog gå omkring et år, inden de sidste beboere var ude og bygningerne blev revet ned.

Ud over at være hjemsted for bandet Gasolin, blev Sofiegården slumstormernes fødested. Og i tiden efter bredte slumstormerne sig til andre bygninger i byen – og nogle slog sig ned på Christiania. Sofiengården var på godt og ondt et billede og symbol på tressernes opbrudstid.

20 har læst indlægget

Op- eller pessimist?

25. februar 2019

When I was 15, I thought of myself as a realist. But now I have to remain in denial for a good portion of the time because otherwise I’d go crazy. You have to measure what you do in little victories that reintroduce compassion and empathy. We won’t have social change until people are capable of taking risks again.

Klimaforandringer, nyliberalistisk skævvridning af samfundet i ulighed og fattigdom, overfladiske medier osv. Der er nok til at blive pessimistisk med hensyn til fremtiden. Og for nylig var der en god bekendt, der spurgte, om jeg så mig selv som optimist eller pessimist. Jeg måtte lige tænke over det, og så svarede jeg noget i retning af: Jeg er realist. Jeg ønsker at se og opleve tingene og forholdene som de er – uden at drage forhastede konklusioner. Jeg er mest af alt realist, sagde jeg. Men et aller andet sted gnavede der en lille tvivl. For kan man undgå at blive lidt nedslået over samfundsudviklingen anno 2019? Hvilket liv får vores børn, børne- og oldebørn?

Og så læste jeg Joan Baez svar på samme problem, og kunne godt genkende hendes reaktion. At trække sig tilbage i benægtelse for ikke at blive tosset i hovedet og holde fast ved de små sejre, der også er, fordi de giver plads til håb, medfølelse og empati. Og troen på, at al forandring kommer fra mennesker, der vover at løbe en risiko.

13 har læst indlægget

George Harrison – 76

25. februar 2019

Han blev kun 58 år, Beatle George Harrison, men ville være fyldt 76 i dag. Han stod lidt i skygge af Lennon/McCartney i Beatles, men viste med sine soloprojekter, at han var en guitarist og kunstner i sin egen ret. På diverse Beatles-fansider bruger man megen energi på at diskutere, om han var lige så stor en sangskriver som kollegerne i bandet. Den debat forekommer mig at være af samme karakter som at diskutere, hvad der smager bedst – pærer eller æbler – eller at diskutere, hvad der er højest – et kanonslag eller Rundetårn. Men lad dem bare slås om det – vi andre kan nyde et genhør med Harrison.

14 har læst indlægget

Capac anbefaler: Yellowbellies – All the in between

24. februar 2019

Sidst vi hørte noget til Yellowbellies her i bloggen var med de foregående album Asnywhere but here i 2016. Dengang var der tale om en slags concept-album, idet bandet kredsede om temat “flygtningekatastrofen”. Men på det nye album All the in between er der ikke et bærende concept, men derimod en samling sange, der peger i forskellge retninger. Titelsangen handler således om København, “Not Around” om en besteforælders afsked med livet, “Cruise ship captain” om at komme overes med sig selv og sine rødder. Og så videre.

Det der binder sangene sammen er Yellowbellies udgave af moderne indierock. En rock, der båret af iørefaldende melodier og arrangementer, der har en særlig lethed, der til tider – fx i den titelbærende sange – nærmer sig et akustisk udtryk, men ellers består af luftige arrangementer, hvor producer (og trommeslager) Asger Møller har forstået at skabe et musikalsk univers, hvor der både er sammenhængende tæthed og hvor de enkelte instrumenter og vokaler får lov til at træde frem.

Samlet set er All the in between tydeligvis et album, der tager sigte mod det store mainstreamsegment. Og lur mig om ikke flere af sangene på dette album vil snige sig ind på de førende radiostationers playlister, hvor de passer ind som Hans i Grete. Hermed anbefalet fra capac.

Yellowbellies. All the in between. Producer: Asger Møller. Soundchest Records. Udkom fredag d. 22/2-19.

101 har læst indlægget

Elsk den du er sammen med

24. februar 2019

På papiret lovede det godt. En film af Riddley Scott (The Duallists, Alien, Blade Runner m.fl.) og bl.a. Noomi Rapace, Michael Fassbender og Charlize Teron i hovedrollerne. Men Prometheus, der sælges som en ‘forløber’ til Alien (og det giver god mening, når man når til slutningen), skuffede mig ærligt talt lidt. Ikke, fordi den ikke er skruet godt og professionelt sammen, for det er den, og det er forventeligt med Scott som instruktør. Helller ikke, fordi skuespillerne skuffer i deres præstationer. Men måske, fordi historien et eller andet sted er for forudsigelig i sit plot. Med mennesker, der søger menneskehedens oprindelse langt ude i det ydre rum (ansporet af nogle jordiske huletegninger). Det er som om man har set og hørt om den idé før (fx i Rumrejsen 2001). Man fristes til at tale om en science-fiction-kliché. Og Scott formår ikke rigtig at tilføre klichéen noget nyt eller overraskende. – Men fejende flot er filmen da. En rigtigt amerikansk glansprodukt fra Hollywood.

For mig var det mest positive, at styrmanden på det store rumskib (spillet af Idris Elba) spiller Stephen Stills “Love the one you’re with” på sin lille accordeon og nynner sangen. Og måske er der endda en lille ledetråd i brugen af den sang!?

14 har læst indlægget
14 har læst indlægget