CAPAC

Den ‘seksstrengede kriger er ikke længere for os” skriver kollegaen Jimmy Page (Led Zeppelin) i et mindeord i anledning af guitaristen Jeff Becks bortgang i en alder af 78 år. Og det er ikke hvem som helst beskåret at blive rost af legenden Page. Og det siger selvsagt noget om den status Beck har fået, siden han som teenager begyndte at spille guitar og kom med i Screaming Lord Sutchs backingband og kort tid efter afløste Eric Clapton i The Yardbirds. På Jimmy Pages anbefaling…
Beck forlod Yardbirds efter tyve måneder på grund af intern ballade, men nåede at sætte sit præg på gruppens musik og dens succes. Han gik solo og dannede sit eget band Jeff Beck Group, hvor hans udforskning af grænselandet mellem rock og jazz for alvor tog sit afsæt. Et projekt, der resulterede i albummet Blow by Blow, der var produceret af selveste George Martin og blev en stor kommerciel og ikke mindst kritisk succes. Et album, der blev omtalt i tide og utide i halvfjerdserne.
Han fortsatte de følgende år med jazz-rock-projektet og havde en lidt slingrende karriere, der bl. a. skyldtes, at han udviklede tinnitus. Men det blev til en række fine album og mange forskellige samarbejder med store navne i musikken. Efter årtusindskiftet har han udgivet flere soloalbums og har levet på sit omdømme som en af guitarens store navne. Nu er han så ikke mere. Han døde af komplikationer i forbindelse med en meningitisinfektion.

Oprindeligt cand. phil i dansk, men nok mest kendt som medlem af Burnin Red Ivanhoe. Karsten Vogel. Saxofonist, komponist og meget mere. Inden han blev medlem af Ivanhoe huserede han i jazzen.Blandt andet i det legendariske Cadentia Nova Danica og senere i grupper, som han selv var med til at lede, Secret Oyster og Birds of Beauty. Værd at nævne er også, at Vogel gennem en årrække var en vidende og nysgerrig radiovært på DRs P3. I dag fylder Karsten 80, og mon ikke det bliver til lidt musik også på denne dag!?

Burnin Red Ivanhoe – Roskilde Festival 1973

Ude på badeværelset faldt jeg i en tankestrøm, da jeg kiggede på vores tørrestativ over badekarret (ja, vi har beholdt vores gammeldags, hvide badekar, selv om vi ikke bruger det som sådan…). Især klemmerne, der er at en moderne udgave, så de i princippet udgøres af et stykke plastik med to “ben”. Ikke som de gammeldags, jeg husker fra min barndom, hvor to stykker træ var samlet om en fjeder, hvormed man kunne åbne og lukke den ene ende (om tøjet på snoren). Alting forandrer sig.

Og så var der ikke langt til tanke om den vasketøjssnor, min mor havde og som gik fra soveværelsesvinduet og over til en mur, der stod lodret mod vores husmur. Her kunne min mor hænge noget af sit nyvaskede tøj til tørre, når vejret muliggjorde det. Og i hver ende af snoren var der et lille hjul af metal, der sørgede for, at man kunne trække snoren frem og tilbage, medens man skiftevis hang tøj på snoren eller tog det af igen.

Ved det vindue har jeg ofte stået og set, hvordan det våde tøj langsomt blev tørt og nogle gange dryppede ned på græsset nedenunder. Tørresnoren var et supplement til snorene i vaskekælderen, hvor de største stykker – typisk sengetøj og lignende – blev tørret.

Der var mange af den slags tørresnore i nabolaget i min barndom. Og de blev brugt flittigt, når vejret var til det. I dag er der langt mellem tørresnorene. Vi har et par stykker i kælderen, men ellers har tørretumblerne taget over. Den hører nærmest med til vor tids moderne indretning. Jeg foretrækker dog stadigvæk tørresnoren – også fordi det er den mest miljø- og klimavenlige måde at tørre tøj på.

Og så kommer vi næsten ikke uden om Hans Kurt og “Tørresnoren“.

Han er her ikke mere. Scott Walker – egl. Noel Scott Engel – der døde i 2019. Men i dag ville han være fyldt 80. Og han er værd at nævne og erindre. Ikke alene for sin fortid i den navnkundige trio The Walker Brothers, der tog Storbritannien med storm på et tidspunkt, hvor briterne havde travlt med at invadere USA med Beatles i spidsen. Men englænderne elskede flotte vokalharmonier af Walker Brothers’ kaliber.

Godt hjulpet på vej af trioens succes, startede Scott Walker i 1967 sin solokarriere med succes. De første tre soloalbum gjorde sig godt på listerne i Storbritannien, selv om de stiliistisk var udfordrende for popvante ører. Og Scott fortsatte ad det spor, selv om en gendannelse af trioen kom på tale.

Scott Walker har hele vejen gennem sin solokarriere været anmeldernes yndling med sin sære blanding af pop og avantgarde. I forbindelse med mandens halvfjerdsårsdag sammenfattede Torben Bille Walkers status, hvor der også var plads til kritisk holdning til særlingen. Læs her.

Youtube-mix

Selv en blind høne finder et korn. Og i går kom der omsider et eksempel på, at DRs tv-avis – 21 Søndag – bragte en historie, ja faktisk to historier, på bane, som fortalte noget om samme medies begrænsninger og problemer i forhold til en virkelighed, der i allerhøjeste grad behandles af mange medier, især mange ikke-journalistiske medier, bla. de såkaldt sociale medier.

Den første historie drejede sig om en såkaldt pro-russisk influencer, Alina Lipp, der har en russisk far og en tysk moder. Den unge kvinde blev præsenteret som tysk influencer med mere end 200000 følgere og som en, der leverer propaganda for Putins krig i Ukraine. Den unge kvinde, der taler flydende russisk og i årevis har interesseret sig for sin fars hjemlands kultur og historie, bor nu i Rusland, fordi hun i Tyskland risikerer retsforfølgelse på grund af sine beretninger om hændelser i og omkring krigen i Ukraine. Og  vi fik også at vide, at Lipps beretninger fra krigszonen, hvor hun bevæger sig rundt under beskyttelse af russiske myndighedspersoner, har fået stor opmærksomhed i Tyskland, fordi de officielle russiske medier – fx Russia Today og Sputnik – er blevet bandlyst af de tyske myndigheder for at forhindre russisk krigspropaganda at nå frem til den tyske befolkning. Lipp præsenteres som en – med hendes eget ordvalg – “krigskorrespondent”, der fremstiller en virkelighed, der er diametralt modsat den, de vestlige journalister viderebringer og konstruerer hver dag på vestlige medier – fx DR-Tv-avisen.

Selv beskriver Lipp sin virksomhed som et forsøg på at udfylde et hul (i informationsstrømmen) i fortællingen om krigen i Ukraine. Og rigtig mange tyskere følger hende (og lignende influencerer i andre lande). Hun forklarer selv, at hun har fået sin rolle, fordi hun – i 2014, hvor Rusland invaderede Krim-halvøen – oplevede, at vestens dækning slet ikke var neutral. Og bedre blev det ikke af, at den vestlige fremstilling af hændelserne medførte en “udgrænsning”, forfølgelse og fordømmelse af folk med russisk baggrund i Tyskland. Derfor valgte hun at indtage et pro-russisk standpunkt og forsøge at se konflikten fra den anden side – og altså med folkelig succes.

Det interessante ved tv-avisens indslag (der i øvrigt var fyldigt og uddybende) er, at historien om Alina Lipp på intet tidspunkt gav anledning til selv-kritik og refleksion over de vestlige mediers tilsvarende pro-vestlige (ja pro-amerikanske også) fremstilling af slagets gang i Ukraine. Og det til trods for, at programmets skaber sagtens kunne se en latent trussel i det forhold, at flere og flere tyskere sympatiserede med en influencer som Lipp og den politiske effekt det kunne få på længere sigt. Næh, det var nok at forklare fænomenet ud fra Tysklands traditionelle – kulturelle, økonomiske, militaristiske  og politiske tætte bånd til Rusland.

DR fortjener ros for overhovedet at tage historien om Alina Lipp op i den bedste sendetid på en søndag aften, selv om begrænsningerne er iøjnespringende.

En parallel historie dukker op sidst i samme tv-avis. Den drejede sig om ex-præsident Trumps politiske rolle. Ikke så meget hans mulige kandidatur til præsidentembedet i 2024, men derimod Trumps politiske ‘menighed’. Den store kerne af republikanske amerikanere, der bakker op om Trump, uanset, hvad der er sket i Trumps tid. Et stort udsnit af den amerikanske vælgerbefolkning, som er højreorienterede, gudsfrygtige og stærke fortalere for traditionelle amerikanske middelklasseværdier som familie, kirke osv.

Og historien bindes op på en amerikansk professors forklaring på trumpisternes fortsatte støtte til Trump, nemlig at der er tale om en slags autoritær personlighedskult, hvor Trump – på linje med andre historiske førerfigurer, navnlig Mussolini – med sin blanding af folkelighed (han er som ‘manden på gaden’) og supermandsegenskaber (det er ham, der kan gøre Amerika stor igen) kan få hans følgere til at sluge enhver løgn og redde nationen. En teori, der har sine rødder i Frankfurterskolens studier i den autoritære karakter, men som så at sige afsnører denne teori fra samfundsvidenskabelige og -kritiske fundament.

Det er fint og rosværdigt at DR sådan tager emnet op i søndagsavisen. Men en skam, at man ikke går skridtet videre og rejser spørgsmål om hvorvidt trumpisternes afgrundsdybe skepsis over for det amerikanske demokrati og system har noget på sig? Den amerikanske professor Noam Chomsky har for længe siden forklaret, at det amerikansek demokrati ikke er et demokrati, men snarere et oligarki. Og hvis man for alvor vil forklare noget om det store splittelse i amerikansk politik, så bør man gå et spadestik dybere i analyserne af Trumps gennemslagskraft. Inden det går galt derovre… [work in progress].

Opdatering 10/1-23: Nok om tv-journalistikken og dens svagheder og mangler. I hvert fald indtil videre. Nu vil jeg fokusere på, at reducere tv-kiggeriet (svarer til at holde om med at ryge eller at gå på slankekur…). Så i gang med afholdskiggeriet. Der må da også være andet i verden af interesse – eller hur?!

Opdatering 11/1-23: Næppe har jeg pålagt mig en vis afholdenhed med hensyn til brokkeriet over tv-journalistikkens problemer i internettets tid før emnet dukker op igen. Og det fra en lidt uventet kant nemlig den borgerlige avis Weekendavisen. I seneste nummer har journalist Asker Boye et kritisk indlæg om TV 2 under rubrikken Vejrtjeneste. Det handler om at tv-stationen har modtaget betaling for at reklamere i et af kanalens redaktionelle programmer. Det er – af alle aviser – selveste Jyllands-Posten der i en række artikler har dokumenteret hvordan Tv 2 gentagne gange har forbrudt sig mod dansk medielovgivning ved at lade deres journalister og studieværter reklamere for kommercielt indhold. Og det mest alarmerende og skræmmende er, at det ikke er sket ved menneskelige “fejl”, men har rod i selve programpolitikken og dermed i den tankegang, der styrer den såkaldte public service-station. Og Boye lægger ikke fingre imellem i sin kritik af TV 2:

“Det kan måske synes harmløst… Det er imidlertid ulovligt ifølge dansk medielovgivning, og er det publicistisk selvmord. // I en tid, hvor de etablerede medier er under massivt pres fra de sociale mediers sladder, halve sandheder og kommercielle interesser, leget TV 2 med ilden. Sammenblandingen af journalistik og reklame er gift for førstnævnte. Journalistikkens eneste valuta er som bekendt troværdighed. Mister vi den, mister vi vores berettigelse som andet end underholdningsmaskiner”. 

Og jeg vil tillade mig at mene, at denne sygdom – tilbøjeligheden til at give efter for kommercielle interesser – på TV 2 ved en nærmere granskning vil vise sig også at have smittet storebroder DR og udgør en snigende fare, der truer med at tage livet af begge public-service-medier. Det er en sag, som den såkaldte venstrefløj i folketinget burde se på med største alvor og gøre noget ved rent politisk.

Ja, sidder med dvd’en med Bestles-videoer, hvilket jo er et falsum. Beatles er fra tiden før så man griber til lidt historien manipulation (med et vist held…).

Anledningen til dette lille retroaktive indslag var, at jeg sad foran fjernsynet med min mobiltelefon i hånden – og pludseligt dukkede en besked op, om at jeg kunne vise ovenstående video på tv med et klik. Sagen er, at jeg for nylig blev nødt til at skifte tv-udbyder og i den forbindelse fik anskaffet mig et særligt hdmi-stick, der kan lave smarttv. Og en af funktionerne på det lille stick er den såkaldte chromecast, hvor man kan sende, hvad som helst fra sin smartphone op på skærmen. Og så fik Beatles altså lov til at være de første. Og da videoen dukkede op i flotte farver og skarpe billeder blev jeg igen helt nostalgisk og sentimental og måtte lige notere lidt ned. Eneste minus ved denne (ikke)video er de hula-hula-piger, der optræder til sidst samnnen med de fire Liverpudler. Virker malplaceret…

…med: Skousen & Ingemann (Niels Skousen, Peter Ingemann), Bazaar, Her Personal Pain, Gasolin’, TV-2, Miss B. Haven, Henrik Strube, Malurt, Kim Larsen & Bellami, Overlords, Sort Sol, Lost Kids, Lis Damm, Lars H.U.G., Master Fatman og Nanna. Og mange flere. Igen har Alrunen været, hvor han skal være, og opsnappet Torben Skjødt Jensens musikrejse Som et strejf fra 1993 med masser af kendte danske navne. Se filmen lige her.

Som skrevet flere gange, så har jazzen tilranet sig en større andel af min musikinteresse, end den har haft før. Og – og for eksempel – når jeg endelig tænder for radioen, så er det altid på P8 Jazz. For her er  lidt af de gamle dyder intakt. Der snakkes ikke for meget ind over musikken. Og studieværterne forsøger (i det mindste9 at holde sig på sporet, når de siger noget, dvs. tale om musikken, der spilles og ikke alt muligt og alt muligt ligegyldigt fra deres eget mig-mig-mig-univers. Så jo – P8Jazz – omend i moderate doser.

Det får mig til at gøre opmærksom på en interessant serie, der kommer på svensk tv1 – STV1 – om en uges tid. Lige som Danmark var i halvtredserne og tresserne – en magnet for mange amerikanske jazz-musikere, der gerne ville spille jazz, men havde diverse problemer (af racistisk o.a.) i hjemlandet, så var der også en del, der tog til broderlandet Sverige. Og det har nu resulteret i en serie med titlen Da jazzlegenderne kom til Sverige. Om navne som Dexter Gordon, Quincy Jones og Don Cherry, der alle slog sig ned derovre og satte sig spor i svensk musikliv. Den dokumentariske serie i seks afsnit begynder på onsdag kl. 22. Så slipper man også for at overveje de danske kanaler.

Ja, så er det halvtreds år siden, Bruce Springsteen album-debuterede. Tænk sig. Pladen skulle vise sig at være en sleeper. Selv om kritikken var med Springsteen, og selv om jungletrommerne ville gøre ham til den nye åbenbaring i rocken, så solgte den relativt beskedent. – Indtil den fik en genrejsning med de efterfølgende albums – ikke mindst Born in the USA – voksende succesrate. Nej, Springsteen var ikke nogen over night succes, men måtte slide sig til berømmelse.

Noget af forklaringen på debutpladens beskedne salg, er nok, at den hyperproduktive og hyperaktive kunstner, Bruce Springsteen, ikke tænkte i hits og dermed hurtige penge. Og pladeselskabet måtte da også nøde ham til at skrive “Blinded by the light” (der som bekendt blev et stort hit for Manfred Mann) og “Spirit in the night”. Lige meget hjalp det, selv om kritikken genkendte en ny arbejderklasse-Dylan i det nye navn.

En anden forklaring på pladens problemer er, at den blev indspillet på sølle tre uger i et andenrangsstudio i New York, og at Bruce Springsteen havde så mange ideer og sange i sit hoved, at han slet ikke vidste, hvor han ville hen med projektet. Men det lykkedes, på en lavbudget (40.000 $), at få plade indspillet og udsendt. Og som biografen Dave Marsh gør opmærksom på, at har vi at gøre med et af halvfjerdsernes mest ambitiøse plader, der var med til at positionere Springsteen som en af de helt store sangskrivere – ikke mindst i kraft af sangteksterne. En plade, der kun bliver bedre med årene.

Greetings from Asbury Park, NJ

For et lille årtid siden anbefalede jeg – forbeholdent – Simon Lunds og Ralf Christensens biografi om Kim Schumacher Dem jeg elsker elsker jeg – Kim Schumachers mange liv. Og hvis man ikke blev inspireret til at læse bogen dengang, så har man nu mulighed for at se tv-serien Kim Schumacher – i alle regnbuens 80’er farver, som langt hen ad vejen bygger på samme biografi.

Jeg har set første afsnit Posten fra fremtiden, hvor man især fokuserer på Schumachers vej til radiomediet. En vej, der finansieres ved småjobs som skribent – bl. a. for pornobranchen – butikstyveri og mange ture til New York, der er hans inspirationskilde og andet hjem. Det er er her han henter den musik, han spiller, og her han får seksuelle overlevelser af overskridende natur.

Fremstillingen lægger sig op ad biografien og undslipper ikke dens lidt for begejstrede (og følgelig ukritiske) fremstilling af hovedpersonen. På den anden side får man et ganske godt indtryk af, hvad han gjorde dengang tilbage i fattigfirserne. Så jeg kan godt anbefale den – med de forbehold.

Hovedpine, hoste, løbende næse osv. Trods tredobbelt vaccination før jul. Konklusion? Ved det ikke…

Sædvanen tro, så har jeg ikke noget nytårsforsæt. Jeg trasker videre mod horisonten, sådan som jeg altid gør. Ingen store ambitioner om at omlægge min livsførelse radikalt. Nogle små justeringer jo, som fx ønsket om at se mindre tv – dårligt tv. Det er ikke helt lykkedes, at leve op til det ønske. Mestendels, fordi jeg ikke bor alene og dermed kan slutte tossen, når det forekommerr belejligt. Men det går dog i den rigtige retning, godt hjulpet på vej af dårlig tv-journalistik og genudsendelser en masse.

Politisk er der heller ikke grund til at forvente det store. SVM-regeringen er en konstruktion, der vil holde fast i uligheden i samfundet, og som vil en militarisering, vi ikke har kendt til siden 2. Verdenskrig. Mette Frederiksens nytårstale i går aftes var et lærestykke i, hvordan man kan promovere en helt igennem blå politik, pakket ind i forloren nationalisme, tilsat lidt verdsliggjort kristendom og påtaget moderlig omsorg for de unge. Stakkels B. S. Ingemann må rotere i sin grav. Og farvel til Store Bededag – man må håbe, at regeringen kløjs i det projekt.

Og kanp er vi trådt ind i det nye år før Den Internationale Valutafond kommer med en udmelding om, at en stor del af verdens økonomier vil komme i recession. Så skal det jo nok hjælpe, at SVM sidder og fedter med en helligdag og statsministerfruen tale om, at vi hver især skal bære vores del af byrden. Velbekomme, siger jeg bare. Kapitalens dance makabre.

Nok om det. 2023 er i gang. For første gang i mange år, er jeg ramt af forkølelse (selv om jeg er vaccineret mod både influenza, corona og pneumokokker). Host og ned med en lille pille.

Joournalisten og forfatteren Lise Nørgaard døde i går efter kort tids sygdom. Hun blev ‘verdenskendt’ i Danmark for sine bidrag til serien “Huset på Christianshavn” og – ikke mindst – “Matador”, der er blevet en af DRs største folkelige successer. Hun fik også succes med sin to bind erindringer “Kun en pige” og “De sendte en dame”.

Selv opfattede Lise Nørgaard sig selv som værende primært journalist. Det var hendes metier, og den holdt hun fast i langt op i årene. Og det var også som sådan, journalist, hun gjorde sig bemærket som en af de tidlige kvindesagsforkæmpere, der ikke bare ville rette ind og falde til i mandesamfundet. Med sin bredtfavnende produktion – tv, film, bøger, artikler osv. – var hun også et eksempel på den gammeldags journalistuddannelses potentiale.

Nu er Lise Nørgaard død, og et stort træ i kulturlandskabet står ikke længere.

Og noget af det, 2023 vil bringe er jubilæer. Lad os bare begynde ved begyndelsen. I dag er det 60 år siden Danmarks Radios musikradio P3 begyndte. Og lidt senere på måneden er det også tres år siden, Jørgen de Mylius startede ved sammen musikradio som ganske ung fortaler for tidens popmusik. Begge dele jubilæer, der har haft stor, stor betydning for min musikalske almendannelse. I 1960’erne og 1970’erne var musikradioen – med Jørgen “Mylle” de Myiius og flere efterfølgende programværter inden for pop og rock – min primære kilde til musikoplevelse og -opdagelse. Siden forsvandt begge dele ud af mit beredskab. Musikradioen transformeredes mere og mere til ren musikradio, hvor formidlingsaspektet forduftede til fordel for pleje af musikindustriens interesser. Og Jørgen de Mylius blev – set herfra – lidt af en anakronisme, der med programmer på tv (fx Eldorado og Melodi Grand Prix) og radio bestræbte sig på at holde fast i den holdningsløse, underholdningspop.

Og flere jubilæer er på vej. Halvvejs inde i 2023 er det 50 år siden, jeg blev student. Og – i konsekvens heraf – så er det også 50 år siden, jeg forlod min hjemby Esbjerg til fordel for Århus, og 50 år siden, jeg lod mig immatrikulere på Århus Universitet ved danskstudiet. Tja , tiden den går.

Om jeg forstår det! En ting er, at dronningens nytårstale er et tilbagevendende indslag på tv-skærmen nytårsaftns dag. En tradition, der i går nåede til tale nr. 51. I femten minutter fortæller dronningen om emner, der har optaget hende i årets løb – lige fra konflikten i Ukraine til interne familiære problemer. Det er til at leve med. Lige som mange andre tilbagevendende tv-programmer. Men, for der er et stort men, hvorfor i hele hule hel…. skal et par journalistiske hofsnoge bruge hele to timer på en såkaldt optakt til dronningens lille tale? En optakt, hvor de på pladsen foran dronningens bolig – og i selskab med andre royalistiske kommentatorer – tygger drøv på selve fænomenet – “dronningens nytårstale” – og forsøger at gætte sig frem til, hvad majestæten mon vil sige. En omgang tomgangs-tv, der i bedste fald dræner hovedbegivenhed for enhver interesse.

Nå, men så må man jo fordrive tiden med noget andet. Og meget passende havde fruen i casa indkøbt filmen Downton Abbey – A New Era (Simon Curtis, 2022), den anden spillefilm i forlængelse af den meget populære tv-serie Downton Abbey om livet på et herresæde i Yorkshire, en slags moderne udgave af halvfjerdser-seriens Herskab og tjenestefolk (Upstairs, Downstairs), i årene 1912 til 1926. Af samme grund er det en fordel, ja nærmest en nødvendighed, at man har fulgt med i serien, inden man kaster sig over filmen (og dennes forgænger Dowton Abbey fra 2019), så man kender til persongalleriet og relationene mellem de mange personer.

Og filmen er udmærket underholdning. _Der går dog lidt tid, inden den rigtig kommer i gang. Og det er som om instruktøren har lidt svært ved at genskabe den særlige stemning, der har været i serien om herresædet. Men med to fortællegreb lykkes det dog for Simon Curtis at skabe både stemning og fremdrift i fortællingen. For det første sker det ved introduktionen af plottets første dramatiske element. Af økonomiske årsager finder Lord Grantham det nødvendigt at takke ja til et tilbud om at lægge hus til en filmoptagelse. Det gamle herresæde trænger til et nyt tag (regnvandet fosser ind) og det kan et sådant projekt være en løsning på. Og indbygget i dette element er endnu et dramatisk element, for det viser sig, at filmen, der skal optages, tvinges til at overgår fra at være en stumfilm til at være en talefilm. Et element, der får stor betydning for filmens forløb, fordi den involverer både herskab og tjenestefolk i arbejdet med at få filmen i kassen.

Det andet dramatiske element består i, at husets ældste kvindelige medlem, Violet Crawley, fortæller herregårdens besidder, sønnen Hugh Grantham, at hun har arvet en villa i det sydlige Frankrig. Og at den nuværende besidder af villaen har inviteret familien Grantham på besøg. Det viser sig så, at dette dramatiske element skjuler filmens helt store dramatiske spørgsmål, nemlig om Downton Abbeys nuværende besidder, Hugh, er frugten af moderens kortvarige romance med en fransk marquis..

Mere skal ikke afsløres. Men vi følger begge dramatiske trådes ind- og udvikling frem mod filmens afslutning. Og der spilles flot engelsk skuespil over hele linjen. Som tilfældet er med serien, sådan også i filmen: De medvirkende får optimale ud af deres hoved- og biroller og det er – i det mindste for en anglofil som mig – ganske frydefuldt at se, hvordan hele huset bliver forført af den moderne filmindustri og hvordan familien og dens følge udsættes for højst dramatiske scener som følge af arvens påvirkning.

Så hvis man holdt af serien, så er der også god grund til at se denne film ved lejlighed (og mon ikke den snart dukker op på skærmen…). God, gedigen engelsk underholdning.