50: Jimi Hendrix Experience – opløses

29. juni 2019

Musikalske uoverstemmelser. Det er vist det udtryk, der ofte er blevet brugt, når et band er gået i opløsning og hver til sit. Og udtrykket er sådan set også dækkende for opløsningen af trioen Jimi Hendrix Experience. Efter en optræden på Denver Pop Festival (27.-29. juni 1969), en forløber til Woodstock-festivalen, tog bassisten Noel Redding sit gode tøj og gik – dvs. rejste tilbage til England. Årsagen var angiveligt, at Jimi Hendrix mente at trioformatet havde tjent sit formål og nu var blevet en musikalsk begrænsning. Dermed var Experience i realiteten opløst og Hendrix gik sine egne vej – i første omgang til projektet Band of Gypsies.

4 har læst indlægget

50: Stonewall-optøjerne

28. juni 2019

I dag er det 50 år siden, at en politirazzia mod The Stonewall Inn i Greenwich Village i New York førte til demonstrationer og uroligheder. The Stonewall Inn var en mafiaejet beværtning, der var kendt for at være tilholdssted for ikke mindst de mest udsatte dele af det homoseksuelle miljø i storbyen, og politiets razzia var et led i den dengang fortløbende forfølgelse af mennesker med en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle.

Politiets razzia gik ikke efter planen, og i forlængelse af dagens demonstrationer og optøjer skete der en politisering i det homoseksuelle miljø, hvor deltagerne organiserede sig i grupper og arbejdede for at skabe steder, hvor ligesindede kunne færdes frit uden at blive udsat for forfølgelse. Derfor er Stonewall-begivenhederne siden hen blevet opfattes som en vigtig begivenhed i homoseksuelles kamp for anerkendelse og accept. En forhistorie til det, vi i dag fejrer som Pride-parader verden over.

Stonewall Uprising – the movie

17 har læst indlægget

Og lidt ny musik fra Århus: Tales of Murder and Dust

28. juni 2019

I min indboks fandt jeg et link til denne udgivelse (stream, digital download, CD m.v.) med århusianske Tales of Murder and Dust, der består/bestod af: Christian Sinding Søndergaard, Jacob Korsgaard Jensen, Ess Beck,Rasmus Aaen Jensen – og tidligere medlemmer: Simon Toftdahl Olesen, Kristoffer Vilsgaard, Kathrine Kaspersen ogKasper Lund Resen. Genremæssigt beskriver de sig således: Darkwave, Drone, Noise, Post-Punk. Så det skal jo nok passe.

Som bekendt anbefaler jeg ikke musik, jeg ikke modtager i fast form, så betragt dette indlæg som en invitation til weekenden.

 

5 har læst indlægget

Dansk garage anno 1965: The Sharons

27. juni 2019

Sådan kan man blive ført langt omkring. Et snak om en bogillustration førte til en snak om trommeslageren Poul Bjelke Larsen og så var der kun et snublende skridt til The Sharons, den esbjergensiske pigtrådsgruppe, der blev dannet i 1963 og var et af Jyllands førende beatorkestre i perioden 1964-1967 med lokale musikhelte som Johan Lind (sang, og stadig aktiv), Eric Waldeier (lead-guitar og sang), Lars Tolsgaard (rytmeguitar), Jan Raun (el-bas) og altså Poul Bjelke på trommer. Senere kom Gert Kring (tangenter) med i stedet for Tolsgaard og Henning Bach (el-bas) i stedet for Lind og Raun. Et stor del af bandet dukkede senere op i det her i bloggen tidligere omtalte progressive rockband Smile. Sharons fik vist kun indspillet ovenstående singleplade, hvilket var stort dengang…

Opdatering: Pigtrådsarkæologiske undersøgelser afslører, at The Sharons ganske vist kun fik indspillet denne ene singleplade på Sonet, og at den er blevet solgt på discogs.com for 75 euro (559 kroner ved dagens kurs). Men også, at pladen to numre er med på en af Dansk Pigtråds-opsamlingerne. Nemlig nr. 14, der har den informative titel Provinsen og “Klar i studiet” 1964-68, hvoraf måske følger at Sharons har vist sig på tv dengang (!?). Sammen med Sharons optræder The Shouts, East West (Roskilde), Johan Lind, Tony and the Diamonds, The Space-Makers, The Spitfires, Master Joseph and his Disciples, The Burglars, The Bootjacks, The Faroe Boys, Tommy P Studio Group, Rocking Ghosts og The Scarlets. Altså en perlerække af provinspigtråd og -garage.

25 har læst indlægget

50: A salty Dog – Procol Harum

26. juni 2019

Det var “A whiter shade of pale”, der gjorde Procol Harum berømte og sikrede dem en varig plads på rocken firmament. Men for mig begyndte Procol Harum-begejstringen for alvor med gruppens tredje album, A salty dog, der udkom for halvtreds år siden. Måske havde det noget at gøre med, at min familie var en sømandsfamilie, men nok allermest med, at sangene på denne plade tiltalte mig i højere grad end de foregående. Og sådan kan det gå…

I omtalerne af pladen kan man bemærke, at kritikerne peger på, at gruppen med denne treer skifter lidt retning. Selve ideen – det nautiske – er enklere og mere gennemskueligt end temaerne på de to foregående. Og bandet begynder her at bruge stort orkester, noget som de gjorde i udstrakt grad senere. Ellers var kritikerne nok lidt forevirrede og syntes, at bandet ville for meget stilistisk set eller mere positivt formuleret: Procol Harum viste hvor bredt de favnede sådan rent musikalsk.

11 har læst indlægget
11 har læst indlægget