Peter A. G. Nielsen – 70

17. december 2022

Her slentrer en ung Peter A. G. ned ad århusianske Vestergade sammen med Gnags. I aftes kunne man til gengæld se og opleve Peter synge en gammel Gnags-julesang på DR1 store juleshow. Jo den gamle Gnags-frontmand er stadigvæk aktiv på scenen og i dag fylder han så halvfjerds.
11 har læst indlægget

Capacs kalenderlåge nr. 17

17. december 2022

Regeringen er i gang med sine rævekager. Omvendt Robin Hood-politik. Lad juleferien give os lidt ro og fred….

20 har læst indlægget

Sangfilosoffen Bob Dylan

17. december 2022

Jeg læser Bob Dylans The Philosophy of modern song i små bidder, sammen med anden lektyre. En-to sange pr. dag. Og det er en fornøjelse at følge Dylan gennemgå de mange og mangeartede sange, han trækker frem til kommentar og analyse. Og, som tidligere skrevet, har han især blik for sangteksterne, som han får vredet meget ud af. Hvorimod musikken kommenteres løbende i småbidder. Han fremstiller ikke en egentlig klassisk sangfilosofi. Der er snarere tale om, at han på helt moderne vis skriver sig frem til pointer og synspunkter. Det er Bob Dylan på skriftens vinger, vi har med at gøre. Det er derfor, han pludselig kan komme med lysglimt af indsigt i det mysterium, som musikken er. Det sker for eksempel og i markant grad i hans kommetar og analyse af Santanas “Black Magic Woman”, hvor han skriver følgende (i min oversættelse):

“Faktisk kan man fremføre det argument, at desto mere du studerer musik, desto mindre forstår du. Tag to menensker – en studerer kontrapunkt-musik-teori, det andet græder når det hører en trist sang. Hvem af de to forstår i virkeligheden musikken bedst?” (S. 274)

Bemærkningen kommer som optakt til nogle fine overvejelser over forholdet mellem tekst og musik i sange.

Dylan er ikke akademiker og ikke intellektuel, men alligevel lykkes det ham at skrive sig frem til gode indsigter i musikkens mysterium. I kraft af sine mange år som musiker og sangmager og i kraft af sine evner til at udtrykke sig i tale og skrift.

8 har læst indlægget

Capac anbefaler: Visitor Kane – At Issue

16. december 2022

Titlen på Visitor Kanes tredje album At issue kan tilnærmelsesvis oversættes som “til debat/diskussion” eller “stridspunkt/kontrovers”. Og det er netop det bandets sangskriver Patrick Kociszewski forsøger med teksterne i sine ni sange på albummet. Sætte ord på en verden, der fremstår som i splid med sig selv og svær at begribe i enkle begreber og modstillinger. En verden, der i sin modsætninger og splittethed kalder på melankoliens dobbelthundethed, både dens misstemning og dens latente (i det mindste) forhåbningsfuldhed.

Og måske er det et eller andet sted denne orientering mod verdens splittethed og uensartethed, der er medbestemmende for gruppens musikalske nyorientering. For Visitor Kane har bevæget sig fra en musik, der var determineret af synthesizers og digitale trommemaskiner (på gruppens debutalbum Easy Concern) over en mere enkel og ligetil rockskabelon på toeren (Change of Heart) til nu, hvor bandet udfolder en moderne rock, der er baseret på meget melodiøse sange med flot vokalarbejde og markante guitarer. Musik, der trækker store veksler på årtiers amerikansk rockmusik – fra tressernes og halvfjerdsernes store guitarbårne, singer-songwriter-grupper (ingen nævnt, ingen glemt, som man siger) og langt ind i de efterfølgende årtiers kæde af arvtagere.

Sagt på en anden måde, så giver Visitor Kane endnu et bidrag – og et velkomment sådant – til rækken af ferme danske bands, der med personligt udtryk og smag løfter den amerikanske rocks arv med elementer af singer-songwriter-kunst, country og, ja, americana. Det er en helt igennem musikalsk konsistent plade, Visitor Kane har skabt. Et album, hvis sange har et højt niveau og som hænger smukt sammen som perler på en musikalsk snor. Et album, der fortjener en plads hos enhver moderne rock-elsker og som derfor finder sin rette plads i pladereolen og på julegaveønskelisten… Hermed anbefalet.

Visitor Kane. At issue. Part Time Records. Udkom den 11. november

38 har læst indlægget

50: Dead Skunk – Loudon Wainwright III

16. december 2022

Loudon  Wainwrights eneste regulære singlehit, “Dead Skunk“, har rundet det halvtreds år. Og fortjener et genhør som den ærke-wainwrightske sang den er – om det amerikanske fænomen at køre et stinkdyr over og opleve lugten af dyret (anekdote: Loudon skrev den, efter at en anden havde kørt et dyr over, og skrev sangen på et kvarter).

Og så fandt jeg lige ud af, at holænderne har lavet deres version. Om en hvid and. Den er dog ikke tilnærmelsesvis så god som Loudons.

9 har læst indlægget

#pd20: Orup – Orupeansongs

15. december 2022

Selv om juleriere præger bloggen – dog kun en uge mere – så skal vi ikke glemme det gamle projekt med hittegodsvinylerne. Og pickuppen sætter sig til rette i svenske Orups – Hans Thomas Erikssons – fjerde album fra 1991, Orupeansongs. Købt il den favorable pris af 39.95 kr. Og i fineste form – både i det ydre og indre.

Orup havde sin storhedstid sidst i 1980’erne og i starten af halvfemserne. Mange hits på svensk blev det til. Orup var rundet af punk og post-punk, men bevægede sig som popkunstner mere i retning af mainstream. Og med Orupeansongs sang han for første gang på engelsk. Og meningen var, at albummet skulle give ham et gennembrud i de angelsaksiske lande, ikke mindst USA. Men det fejlede. Pladen solgte dog fint i hjemlandet.

AT pladen ikke slog igennem derovre, kan man jo altid undre sig over. For det er et fint eksempel på gedigen svenskproduceret pop med tydelig påvirkning fra amerikansk og britisk mainstream, blød soul og andre søde sager, der nok plejer at kunne sælges. Men igen: Hvor ofte har man ikke set, at europæisk pop har fået svært ved  at trænge igennem derovre?! Men bestemt en plade, der ikke fortjener at komme på forbrændingen….

 

8 har læst indlægget

Capacs kalenderlåge nr. 15

15. december 2022

Forleden modtog en dansk kemiker Nobelprisen for sit virke. I fremtiden vil det blive mindre og mindre sandsynligt, at danske forskere vil kunne komme i betragtning til sådanne estimerende og eftertragtede priser. For danske politikere har i årevis været i fuld gang med at undergrave og eliminere det klassiske universitet, der blev skabt helt tilbage i tusindtallet i Bologna og udviklede sig de følgende århundreder til institutioner for den bedste forskning og undervisning, man kunne skabe.

I Danmark nåede vi et hidtil ukendt højdepunkt i de sene tressere og første år af halvfjerdserne, hvor universiteterne – i kraft af studenter- og ungdomsoprøret – for alvor kom til at tjene folket og fik dette ordentligt repræsenteret på universitetet, hvor både studenter og teknisk administrativ personale blev en del af de styrende råd. Men denne udvikling passede ikke det borgerlige Danmark, der under mottoer som “erhvervsrettethed” og af hensyn til landets økonomi, gik efter at få “reformeret” universitet til noget, der lignede en nymodens privat virksomhed. Det lykkedes for alvor, da Venstre med Helge Sander i spidsen som minister for forskning, teknologi og udvikling lige netop fik transformeret universiteterne til institutioner med en ekstern ledelse ( af ikke-universitære folk) og med erhvervsrettethed som et af de ideologiske spydspidser.

Siden er det kun gået tilbage for universiteterne som institutioner for fri forskning og frie studier. Taksameterpres og fremdrifts- og dimensioneringskrav har – sammen med løbende forringelser og besparelser på studierne, ikke mindst de humanistiske – gjort universitetet til noget, der – med afdøde Lars Henrik Schmidts betegnelse – mest af alt ligner fjerde g(ymnasieklasse). Og med den nye SVM-regering får ødelæggelsen endnu et nyk. Kandidatuddannelser halveres og statens uddannelsesstøtte forringes. Og det med begrundelse i, at der skal frigøres penge til erhvervsuddannelserne (der i årtier har været forsømt, paradoksalt nok..). Perspektivet er ikke godt: En dag vil universiteterne være en slags højere læreanstalter for professionsuddannelser, hvor der vil være meget langt mellem egentlige grundforskere og hvor universitetets idealer vil være forsvundet.

Og så til kalenderlågemusikken, der denne dag er med Mary Black, som det er alt for længe siden, jeg har lagt øre til: “Broken Wings”

 

10 har læst indlægget

Rock Nalle er død -79 år

15. december 2022

Roland Lyhr Sørensen – bedre kendt under kunstnernavnet Rock Nalle – sov stille ind i går aftes på min fødselsdag. Faktisk er det et under, at Nalle levede så længe. For går vi nogle år til bage – 10-15 stykker – så var Nalle heroinafhængig og hutlede sig igennem livet på gaden. Til sidst levede han med to alvorlige lidelser, KOL og Parkinsons.

Men Nalle vil blive husket for sit energiske bidrag til de tidlige tresseres rockmusik – dengang kaldet pigtråd – hvor han som en aflægger af Little Richard, Fats Domino og andre gamle rockere lagde fra land med succes. En succes, der holdt sig frem til danskpoppens indtog i pigtrådsmusikken. Nalle forsøgte at følge med Keld and the Donkeys og de andre, men Nalles publikum brød sig ikke om den udgave af den gamle rocker, så en tid måtte han tage til takke med jordnære jobs som havnearbejder. Og alt det og meget mere kan man læse om i biografien fra 2010 Et liv ad omveje.

Men gode kræfter i musikverdenen – bl. a. Johnny Reimar og Gustav Winckler – ville det anderledes og fik Nalle tilbage i musikken med sange som “Gode gamle fru Olsen” og “Jeg kan godt lide babser” – fordanskede udgaver af solide rocksange. Og helt frem til i år, hvor han sagde endegyldigt farvel til musikerkarrieren på grund af sygdom, holdt han fast i musikken – eller også var det omvendt. Og tak for det. Nalle var en ener i det danske musikmiljø og han vil blive savnet nu, hvor han ikke er mere.

Spil lidt Rock Nalle

3 har læst indlægget

Capacs kalenderlåge nr. 14 – Det sorte kabinet

14. december 2022

Så skete det efter godt og vel seks ugers forhandlinger. Danmark fik en ny regering. Ministerposterne er endnu ikke fordelt (officielt), men vi får, hvad pressen allerede har døbt en SVM-regering – efter Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Og det er i følge Mette Frederiksen en regering ‘hen over midten’, som hverken er rigtig blå eller rigtig rød. Nej, for det er reelt set en S-V-regering, for så vidt Moderaterne jo er den gamle Venstre-høvding, Lars Løkke Rasmussens, parti. Og eftersom han har vist sig at være en vindbøjtel, så er han reelt stadigvæk den samme gamle skurk som han var, da han var Venstres formand. Sagt med andre ord har vi fået et sort kabinet. Og hvis Mette Frederiksen får sin vilje, vil denne sorte regering hurtigt gennemføre en række af sine såkaldte “reformer”, der nok mere er sorte forringelser end reformer i traditionel forstand. Så fattige småbørnsfamilier, hjemløse, gamle og andre udsatte grupper skal nok ikke forvente så meget som nådsens brød, når først Frederiksen og hendes sorte slæng får deres politiske vilje. Sikke en fødselsdagsgave af få – vist det, man kalder en hadegave.

Og så til kalenderlågen – fra capacs uendelige spilleliste vælger vi Shawn Colvin og hendes “Round of blues” fra den første egenkøbte Cd i samlingen.

69 har læst indlægget

Capacs kalenderlåge nr. 13

13. december 2022

“Nu kommer det her råt fra usødet: Det har længe stået klart, at den såkaldte blå blok var blevet skør. Så sent som i dag taler konservative Rasmus Jarlov om korruption i forbindelse med en demokratisk regeringsdannelse.

Det er bare et eksempel på de mærkværdigheder og skøre påstande, der har præget minkforløb, FE-sag, angrebene på navngivne embedsmænd med meget mere.
Ja, minksagen var en skandale. Men det banale er, at der var tale om en skønsmæssig systemfejl med en række følgevirkninger. Enhver, der orker at læse kommissionens konklusioner, (hvis opgave blev formuleret af oppositionen!) kan forvisse sig om, at statsministeren sagde noget forkert – men ikke anede det. Det er absurd at påstå, at nogen kan dømmes for det. Skats sammenbrud, der kostede det danske samfund langt over 100 milliarder kroner, er en langt større skandale. Og hidtil er så godt som alle sluppet. Uden at nogen blinker af den grund. Her er en minister blevet fyret, en rigspolitichef og en departementchef hjemsendt og en række embedsmænd har herudover påtegnelser på deres papirer. Dertil kommer, at vælgerne – den øverste suveræn – har forholdt sig til sagen – og valgte Mette Frederiksens parti med et brag.
Det er sygt at undergrave det demokratiske system med påstande om korruption, magtsyge, løgn og hvad har vi. Det fører lukt til stormen på kongressen, som vi så det i USA. Ren Trump.”
Det er sjældent, jeg er enig med den fhv. folketingspolitiker m.m. Søren Pind, men det er lige før, jeg er det i dette Facebook-indlæg om ‘nedsmeltningen’ i blå blok. Danmark på vej mod Trumpisme. Ja, hvorfor ikke. Vi skal ikke vide os for sikre, nu hvor tyskerne oplever tilstande, der ligner årene op mod nazismens gennembrud, og hvor andre lande – for eksempel England – er inde i en autoritær udvikling, der underminerer den sidste rest af borgerligt demokrati. Eller USA, hvor befolkningen er dybt splittet mellem dem, der tror på systemet, og dem, der ikke gør. Trumpisterne bl.a.
Og så til låge nr. 13 – The Beach Boys – ikke i julehumør – med debutsinglen “Surfin‘” fra 1961.
42 har læst indlægget

Capacs kalenderlåge nr. 12

12. december 2022

Blandt andre Berlingske Tidende har bragt ordet “vendekåbe” i anvendelse i forbindelse med de aktuelle regeringssonderinger. Og ordet har været møntet på Venstres formand Jakob Ellemann Jensen, fordi han angiveligt har skiftet radikal mening på flere områder. For eksempel ville han ikke i regering med Mette Frederiksen – før valget – og han ville have en advokatundersøgelse af Frederiksens rolle i den såkaldte minksag eller -skandale.

Ordbog over det danske sprog definerer “vendekåbe” således: ” person, der skifter mening, standpunkt, naar han ser sin fordel derved; person med omskifteligt sind, uden fast holdning; vejrhane (2); ogs. som skældsord til person, der forlader et standpunkt, et parti og gaar over til et andet.”. At politikere skifter mening er der utallige eksempler på. Politikere, der skifter parti, for eksempel. Tag bare Lars Løkke Rasmussen og andre tidligere Venstre-folk eller tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti. Og vi husker også, hvordan socialdemokraten Jens Otto Krag vovede at udmønte sloganet: Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Men – at skifte standpunkt i enkeltsager er ikke nødvendigvis udtryk for, at man er en “vendekåbe”.

At være en vendekåbe stikker dybere end et ændret standpunkt i en sag. Det sidste kan være udløst af, at man har været udsat for argumenter og/eller oplysninger, der har nødsaget et skifte. Medens “vendekåben” er motiveret på et dybere plan. Det kan for eksempel være ønsket om at få (del i) magten og dens privilegier, og det gælder ikke alene et standpunkt, men hele det ideologiske grundlag, man stod på. Og i Ellemann Jensens tilfælde, så er det det sidste, der er tale om. I hvert fald hvis man skal tro for eksempel Venstres ungdom, der har forsøgt at lægge afstand til formandens kursændringer under valget og efter. Og andre Venstre-folk har fulgt i fodsporene på ungdommen i deres kritik.

Heller ikke Mette Frederiksen går ram forbi, når mistanken om vendekåberi dukker op. Også Socialdemokratiets ungdomsafdeling  har ytret sig negativt om Frederiksens politiske midterprojekt med arvefjenden Venstre. Og også blandt voksne socialdemokrater skorter det ikke på kritiske røster i den anledning. Vil Mette Frederiksen for eksempel acceptere en lettelse af topskatten som pris for en midterregering?

Og hvad er perspektivet for en regering af vendekåber? Hvor holdbar vil den være, hvis den forsømmer traditionelle politiske mærkesager og holdninger? Godt spørgsmål capac. Vi får se, når den nye regering inden længe ser dagens lys.

Og hermed over til det, det drejer sig om – musikken  bag låge nr. 12. Og et greb i posen med gamle favoritter får Deaf School frem med sangen om “Ronnie Zamora (My friend Ron)”.

17 har læst indlægget

Mick og Keith viser vejen…

12. december 2022

Optagelsen er fra 2016 og viser Jagger og Richard i en grundsituation. Det er sådan mange STones-sange er blevet til. To gamle venner – på godt og ondt – mødes med et par rustne stemmer og en guitar og genopfinder The Rolling Stones.

14 har læst indlægget

Capacs kalenderlåge nr. 11

11. december 2022

“Louise var her”, stod der skrevet med en varm finger i sneen på låget til en kommunal skraldespand. Og jeg tænkte straks på Killroy, der var der engang for snart længe siden. Som et “tag” eller en kommentar til verdens gang. Hvem Killroy var og hvad han lavede lige der fortaber sig i vidtløftige spekulationer, men man mener dog, at dillen opstod under Anden Verdenskrig, hvor amerikanske soldater brugte “Killroy was here”, hvor de kom frem.

Nå, men det siger nok lidt om, hvor lidt der foregår på denne søndag for capacs bagmand. Jeg stod med hunden på en parkeringsplads og ventede på autohjælp, fordi mobilet ikke ville køre. Og så er der jo tid til at fortabe sig i virkelighedens små detaljer. Indskrifter, fuglelyde, spor i sneen og hunde og hundeluftere.

I næste uge kommer der hele to anbefalinger – glæd jer bare – i capac. Nok de sidste i år, som ikke når forrige års antal. Men det er jo ikke kvantiteten, det drejer sig om, men kvaliteten. Og jeg håber, at 2023 bliver lige så opmuntrende som 2022 har været og er.

Og så til dagens låge, der gemmer på et navn, jeg har stødt på mange gange den seneste uges tid, nemlig Alman Brothers Band – “In memory of Elisabeth Reed”.

13 har læst indlægget

Capacs kalenderlåge nr. 10

10. december 2022

Det er lørdag. Og det er en dag med et særligt ritual – eller måske bedre og mere prosaisk: en særlig rutine. Dagen starter – tidligt – med, at jeg give min ven hunden sele på og tager ham med i bilen til et nærliggende skovområde. Ikke hvilket som helst område, men selveste Forstbotanisk have. Et aboret, hvor der – så tidligt en lørdag – er fred og ro, klar luft og rig mulighed for at gøre det, man nu gør, når man er en domesticeret jagthund. Det vil først og fremmest sige: snuse til alle de hundespor, der er sat siden sidst vi var her. Og det tager tid, og det er helt ok. For det er det, hundeluftning drejer sig om – at få brugt sin lugtesans. Nødtørften kommer så helt af sig selv.

Og i dag mødte vi igen to ældre  -lidt ældre end mig – herrer, der også har det som rutine at gå i forsthaven. Og vi slår altid en lille sludder af. Ikke for længe og ikke for meget, men vi får lige markeret, at vi kender hinanden efterhånden og sætter pris på netop denne rutine. Og min ven hunden får lejlighed til at hilse på og blive kløet lidt på ryggen. Og når turen er slut, så har vi taget rigtig hul på lørdagen og weekenden.

Og så til kalenderlåge nr. 10, der gemmer på  Randy Newman og hans klassiker “Simon Smith and the amazing dancing Bear” i en nøgen, akustisk udgave.

3 har læst indlægget

Capacs kalenderlåge nr. 9

9. december 2022

Så blev det weekend. Og spørgsmålet er så, om vi får en ny regering her hen over weekenden. Noget kunne tyde på det – pressens spekulationer i hvert fald. Og det bliver nok en SV-regering, måske med de radikale som vedhæng. Ikke noget at glæde sig til. Man kan kun håbe, at den hurtigt går i sin mor igen.

Og så hurtigt videre til dagens låge – uudgivet Sun-indspilning – Sunny Burgess “Feel so good”.

6 har læst indlægget
6 har læst indlægget