Søn af den legendariske svenske troubadur Evert Taube, hvis sange han fortolkede gennem sin 70 år lange karriere. Og han var en af de fortolkere, man ikke sådan kommer uden om, hvis man ellers er til svensk visesang. De danske nekrografer hæfter sig især ved Taubes deltagelse i film som fx “Mænd der hader kvinder”, men for mig er det især som sangfortolker, han vil blive husket.
“Elvis Costello og the Attractions var et bedre band end nogen af deres samtidige”, Bob Dylan The Philosophy of Moderne Song.
fra This Year’s model (1978), som Dylan tager under kærlig behandling i bogen.
Den har været længe undervejs, men nu er den her – Bob Dylans bog om den moderne sang The Philosophy of Modern Song. Så vidt jeg kan læse mig frem til begyndte den gamle sangskriver at forfatte bogen tilbage i 2010. Og så må vi se, om den har været værd at vente på… I hvert fald er det oplagt læsning, hvis man mest af alt interesserer sig for Dylans tanker om den der kunst, det er, at skrive sange. Og han må jo vide noget, skulle man tro. Det vil vise sig, for jeg har kun læst første kapitel.
Men det slog mig, at bogen er velsignet med nogle særdeles godt fotos. Fx forsiden hvor Littel Richard står sammen med to andre musikere (som jeg endnu ikke har identificeret) eller bagsiden (smudsomslagets), der viser en gammelsdags pladebutiks skanke, hvor en ung mand er ved at købe en plade med Kid Ory og en ekspedient står med et album med Billie Holiday i hænderne. Eller – endnu bedre – det første foto inde i bogen som viser en ung Elvis Presley, der står i en pladeforretning og kigger på en udstillingsvæg med lutter albums (Little Richard, Harry Belafonte, Elvis selv og mange flere). Det foto har jeg vist ikke set før, og det er med til at give en særlig stemning i bogen. at sådanne fotos er med.
Ellers slår det mig – som en lovende optakt – at bogen er dedikeret til selveste Doc Pomus, en af mine sangskriverhelte.
Nå, men Dylan lægger ud med en omtale af Bobby Bares klassiker “(I wanna go home to) Detroit City”, som han laver en fin tekstanalyse af. Her er den i en udgave fra norsk tv, Oslo 1964. Det lover godt for resten af bogen, som også skulle være ude i en dansk oversættelse allerede og være anmeldt af Klaus Lynggaard i Weekendavisen den 4. november under rubrikken Storhed og dårskab. i
Ja, det sker åbenbart en gang imellem. At computeren ikke vil starte eller lignende, og det er nødvendigt at begynde forfra. Det betyder ofte – i hvert fald, hvis man er mig – at der ryger noget data i processen, fordi der ikke har været en ordentlig backup. Hvad er det man siger: Rigtige mænd laver ikke backup, men græder meget. Nuvel, på den igen. Geninstallering af Ubuntu og så i gang med arbejdet med at genoprette, hvad der er tabt osv.
Som nævnt læser jeg op på The Whos historie. Og her kommer man ikke uden om amerikaneren Shel Talmy, der bliver bandets første rigtige producer – og i øvrigt også The Kinks’ producer. Og han siger ja til at tage sig af The Who, fordi de spiller rock and roll, der lyder amerikansk og fordi de har nosser (balls). The Who er et ballsy band. Og han producerer denne single og andre udgivelser i de år ud fra devisen, at produktionen skal vise, hvad bandet vil med deres musik – og ikke hvad produceren vil med den (sådan som det blev almindeligt sidst i tresserne og videre frem). Og endelig anså Talmy “I can’t explain” for at være noget nær den perfekte rockplade.
Talny producerede også “My Generation”, der nok er The Whos bedst kendte sang, og The Kinks gennembrudssang “You really got me”. Og i det hele taget var han en markant producer i beatmusikkens formative år i de tidlige tressee. Han fortsatte som producer i England helt frem til 1979, hvor han vendte snuden hjem til USA. Inden da nåede han bla. at producere australske The Easybeats (“Friday on my mind” m.fl.) og en ung David Bowie, da han endnu hed David Jones og spillede i nogle bands.
Den i dag 85-årige, synshandicappede Talmy fortsatte med at producere musik helt frem i det nye årtusinde.
Det er blevet køligere. Ikke ligefrem koldt (sokker i skoene har jeg ikke fået endnu…), men køligere end de foregående sensommermilde dage her i den jyske hovedstads forstad. Og så er det med at finde noget musik, der passer til den situtation og grå stemning. Og hvad kan være bedre end Tom Waits!?
Det er efterhånden længe siden, vi har hørt nyt fra den nu 72-årige Waits. Han har vidst brugt de senere år på at spille filmroller og ved siden af medvirke på diverse opsamlingsplader, men ikke på at skabe ny musik i eget navn. Så derfor må vi gribe tilbage i mandens værk. Og hvorfor ikke gå langt tilbage til dengang, han hyggede sig med natteravnene på the diner i 1975. Her får vi den der særlige blanding af beat-poesi, stand-up-snak og jazzzz, der gjorde Waits til et navn dengang i de sprøde halvfjerdsere, hvor jeg første gang mødte ham i en lille klumme i Rolling Stone og tænkte, at her var der vist noget nyt og anderledes, jeg måtte lytte til. Og sådan blev det.
En af dagens nyheder kommer fra FNs Befolkningsfond (UNFPA). Den 15. november har menneskeheden rundet otte milliarder individer. Det er en fordobling siden 1974 – det første år, hvor jeg studerede på universitetet – og kloden forventes at runde 9,7 milliarder i 2050. Samtidig udtrykker FN “glæde” over, at spædbørnsdødeligheden er faldet og at den gennemsnitlige levealder vokser.
Men nyheden har jo mindst en bagside. Som den franske filosof Michel Serres var inde på i sin bog om Naturpagten (Rhodos 1993, oversættelse ved Per Aage Brandt), så udgår befolkningsvæksten en trussel mod menneskeheden. Antallet af beboere på kloden er en væsentlig faktor bag klimakrisen, herunder hele spørgsmålet om, hvordan vi vil brødføde alle disse mennesker. Måske udgør det ikke i sig selv et truende problem, at vi er otte miliarder, men sikkert er det, at det voksende antal blot vil forstærke de problemer, vi har i en verden, hvor vækst og ulighed er realiteter. Så hvad bør der gøres?
Ja, faktisk har han “altid” været på radaren hos mig. Som en af de musikalske figurer, hvis sangskrivning har sat sig dybe spor i populærmusikken. Den røde tråd til denne jazz-, blues-pianist, -sanger, -sangskriver er mange og lange. Eksempelvis senest omtalte The Who (“Ypung Man Blues”/Live at Leeds) eller Bonnie Raitt “”Everybody’s crying mercy”). Og flere markante navne, der har hentet inspiration hos Allison, finder man på hyldestpladen fra 2019 If your’re going to the city – ffx Taj Mahal, Jackson Browne, Finoa Apple, Charlie Musselwhite, Chrissie Hynde, Iggy Pop, Loudon Wainwright III, Richard Thompson og Elvis Costello. Bredden i denne navnrække siger noget om Allisons inspiratoriske rækkevidde.
Han døde i 2016, 89 år gammel, men efterlod sig en lang række album, hvoraf mange kan fås i opsamlinger, der er til at købe for penge. Og han er værd at bruge sin tid på.
Jeg læser om the Who, deres unge år. Og støder på små, interessante, anekdotiske oplysninger. Som for eksempel den om deres producer, manager m.m. Shel Talmy, der sørger for at få sin egen sang “Bald Headed Woman” som B-side på gruppens gennembrudssingle “Can’t explain”. Og at det var en almindelig praksis dengang – en måde, hvorpå sangskriveren var sikker på at få en indtægt, hvis singlen hittede. Og det gjorde den. Og han sørgede også for, at The Whos konkurrenter The Kinks også indspillede den sang.
Og så til et genbrugsfund, der nok ikke forbliver i min samling. Det drejer sig om albummet Push fra 1988 med fænomenet Bros. To engelske brødre – Matt og Luke Gross – der havde en kort, heftig og meget succesfuld karriere i årene 1986 til 1992, hvor de var noget af det mest populære, man kan tænke sig, i det, man blandt livssstilsanalytikere vil betegne teeanagesegmentet. Det købestærke teenagesegment, der er storforbrugere af glat, blankpoleret pop, der er målrettet mod netop det segment – og ikke mindst den feminine del af segmentet. Millioner af solgte plader, udsolgte koncerter og turnéer blev det til. Ikke mindst i hjemlandet. Inden de to brødre i 1992, hvor de første tegn på karrieremæssig nedtur begyndte at vise sig, gik hver til sit.
Push, der blev fulgt op af endnu to album, er mest af alt eksempel på udspekuleret, dybt kommerciel teenagepop, der ikke bærer kimen til musikalsk udvikling og udfoldelse i sig. Pophistorien er rig på den slags produkter, og Bros er hverken værre eller bedre end gennemsnittet.
Mere fra skraldebunken. George Michaels 1990-opus Listen without justice vol. I. Albummet var afløseren for den store succes Faith (1987) og præsenterede en mere moden udgave af Michael med fokus på mere akustisk musik og mere moden og alvorlig tekst. I hjemlandet tog publikum pladen til sig og gjorde den til et hit, men amerikanerne var mere forbeholdne og det gav anledning til ballade mellem kunstneren og hans pladeselskab, som han mente ikke bakkede ham nok op.
Kritikerne tog albummet til sig og roste den modne kunstners udsøgte sans for at skrive sange og gøre det med alvorstunge tekster. Og når man lytter til pladen her med et par årtiers afstand, så slår det en, at Michaels stemme er blevet væsentlig bedre end den var i hans unge dage. Som god vin, der kun bliver bedre med tiden.
“We’re coming to town/ we’re a mighty and of illusionists, you see/ take a deep reath and let the sunshine in/ We talk out of turn and we sing you songs of blatant poetry/It’s kind of our destiny”.
Sådan lyder det i titelsangen på Vinyl Floors nye op femte album-udgivelse Funhouse Mirror.. Og selv om sangen handler om et cirkus, så – påstår jeg – handler den også om bandet Vinyl Floor, der inviterer os, lytterne, ind i deres magiske spejlkabinet, hvor teksterne omhandler verden lige nu og hvor teksterne er blatant poetry, der måske her bedst kan oversættes som direkte, skamløs, ærlig poesi. Hverdagens uforfalskede poesi og hverdagens påtrængende virkelighed og i et direkte, ubesmykket hverdagssprog.
Sangene – ialt ti stykker – er skrevet af brødrene Daniel og Thomas Charlie Pedersen, og de to frontfigurer tager sig også på skift af den vokale forgrund og en lang række instrumenter (guitar, tangenter og bas). Og de får god hjælp af Rasmus Brus (bas og guitar), Rob Stoner (bas), Bebe Risenfors (bas, trompet, tuba, trombone, klarinet m. m.) og Christian Ellegaard (violin, viola og cello). Og sammen har de skabt et fint nuanceret og yderst varieret lydlandskab omkring sangene.
Et auditivt landskab, der emmer og dufter langt væk af klassisk pop-rock med solide forankringspunkter i tressernes og halvfjerdsernes rock (og associationerne er mange – lige fra, ja, Beatles til Squeeze og ikke mindst Teenage Fanclub). Og det vil fortrinsvis sige rocksange med velturnerede melodier, der bliver hængende i ørerne og frister til med-syngeri, rockfremdrift og swing. Der er både potente rocksange og mere balladeagtige sange, men alle sammen sidder de lige i skabet som velllykket sangskrivning, som d’herrer Pedersen roligt kan være stolte af og bygge videre på. Vinyl Floor har med deres nye udspil skabt et værk, der både vidner om stor erfaring og som peger frem mod nye og store bedrifter. Hermed varmt anbefalet.
Vinyl Floor. Funhouse Mirror. Produceret af: Emil Isaksson & Vinyl Floor. Karmanian Records. Er udkommet.
I juni 1967 trådte The Beatles frem på tv-skærmen for mere end 400 millioner tv-seere med sangen “All you need is love” i verdens første globale tv-udsendelse Our World. Og her 55 år senere følger det albumdebuterende danske band The Oceans op med et tilsvarende budskab med titlen Love above all. Dengang som nu handler det ikke bare om kærligheden i tosomhedens mikrokosmos, men om den store kærlighed der binder – eller rettere: burde binde – os alle sammen på kloden. En væsentlig forskel fra dengang er, at det nu, hvor kloden er ramt af en alvorlig klimakrise (plus andre kriser), er vigtigere end nogensinde at reaktualisere Beatles’ gamle budskab.
Og the Oceans, der udgøres af sangskriverne Dan Joe og Linus Valdemar, gennemspiller tematikken over ti fængende pop-rock-sange, hvor forskellige facetter og stadier af kærligheden udfoldes, lige fra den spæde start (In the Beginning) til afskeden (“Time To Say Goodbye”). Og selv om man – hvis man skal være i det pendantiske humør – kan siges, at kærlighedstematikken er forslidt og kliché-belastet, så handler det jo om, hvordan det gøres – sådan rent musikalsk – og om, at musikken og kærlighedens følelsesdimensioner altid allerede har været intimt forbundne. For nu at accentuere en filosofisk og kognitionsvidenskabelig pointe.
Og den fine og tiltrækkende ved The Oceans debutalbum er netop de musikalske gevanter hele kærlighedshalløjet iklædes. Først og fremmest har de to sangsnedkere skåret ti meget lyttevenlige, indsmigrende og forførende popsange sammen. I nogle arrangementer, der henter en vis inspiration fra moderne indierock (lad os sige fra de seneste to-tre årtier). Arrangementer, der har den fællesnævner, at sangene er markant melodiske, samtidig med at de hviler på en solid bund af kropstiltalende rytmik med inciterende basgange og luftig og løftende trommespil. Dertil kommer elementer af synthesizer-flader og velgørende vokalarbejder, hvor de to forsangere Dan og Linus får stor hjælp af henholdvis Marie Fjeldsted og Anders Overgaard. Og fælles for de ti sange er, at de alle ville kunne gøre sig som singleudspil og – hvis der var nogen retfærdighed til (hvad der jo ikke altid er…) – burde kunne gøre sig på såvel hitlister og ikke mindst radiofoniske afspilningslister.
Samlet set har The Oceans lavet et meget overbevisende debutalbum, der burde kunne sikre bandet en solid placering blandt landets førende og bedste nye bands. Hermed varmt anbefalet.
The Oceans. Love Above All. Produceret af: Noah Rosanes og The Oceans. Celebration Records. Er udkommet.
Så vågnede jeg op til dagen derpå. Det var en interessant oplevelse at være valgtilforordnet. Det gav indsigt i valgets små detaljler og jeg mødte en række gode mennesker, der med humor og godt humør påtog sig det store arbejde, det er at holde styr på de mange afgivne stemmer.
Og da jeg havde fået søvnen ud af øjnene og smagt på det første krus kaffe så jeg landsresultatet, som det foreligger nu. Numerisk ligner det et flertal til venstre side i salen. Men det er før alle de politiske rævekagebagere går i gang. Om nogle dage er vi klogere på, hvad vi står over for. Jeg vil fortsat holde mit forbrug af pressen på tv og i radioen på et absolut minimum.
Endelig nåede vi frem til dagen. Og jeg vil bruge den som frivillig valgtilforordnet. Så slipper jeg for at høre om pressens selvsving og kan vente med at se resultatet til i morgen, hvor det nok foreligger helt præcist. Som altid har jeg ikke de store forventninger til resultatet. Og det har jeg slet ikke denne gang, hvor der er alt for mange kokke i køkkenet og menuen helst skal være en gryderet i midten. Vi får se. I hvert fald må I alle have en god valgdag – uanset, hvad i vil bruge den til.
