Aftenens filmoplevelse: Unge Astrid

27. december 2020

Pilen pegede på DR2, hvor Pernille Fischer Christensens Unge Astrid blev vist. En film om den svenske børnebogsforfatterinde Astrid Lindgrens barn- og ungdom, tiden før hun blev forfatterinde.

I rammefortællingen ser man den ældre Astrid Lindgren ved skrivebordet i sin lejlighed i Stockholm, hvor hun læser fødselsdagshilsner fra sine læsere, primært børn, der i tegninger, sang og tekst fortæller om hendes betydning for dem og stiller spørsmål om hendes fortællekunst. En rammefortælling, hvis dramaturgiske berettigelse ret beset begrænser sig til at fortælle os, hvilken ung Astrid, vi har at gøre med.

Derfra sendes vi tilbage i tiden til dengang Astrid LIndgren var seksten år gammel og endnu hed Ericsson til efternavn. Hun vokser op i en bondefamilie, hvor især moderen er gudsfrygtig og dyrker kirkelivet med nidkærhed. Og Astrid, en pige med livsappetit og rebelske tilbøjeligheder, finder, at religionen er udtryk for hykleri, blandt ved ikke at give drenge og piger lige muligheder i livet. Storebroderen får lov til at være længere ude om aftenen end hun selv gør. Det unge stjernefrø Alba August fremstiller smukt den unge Astrid, der rummer støbeformen til såvel Pippi Langstrømpe som Ronja Røverdatter. Et kvikt pigebarn med muligheder, der rækker langt ud over det konservative bondesamfunds grænser.

Astrids overskud kommer til udtryk i en sekvens, hvor hun er til bal i forsamlingshuset og får lov til at være bænkevarmer. Hun reagerer ved at kaste sig ud i en vild solodans, der udløser en betagelse hos byens avisredaktør Blomberg, der straks har et godt øje til Astrid. Efterfølgende kontakter han Astrids far for at tilbyde Astrid et job som medhjælper ved Vimmerby Tidning. Et tilbud, der får dobbelt betydning for den unge Astrid. Dels får hun gang i skriveriet på journalistisk vis. Hun får skrevet notitser og bliver sendt ud og lave en rapportage om om et nyt tog, der kommer til byen. Og dels opstår der et romantisk forhold mellem den ældre, gifte redaktør og Astrid. En romance, der resulterer i, at Astrid bliver gravid med drengen Lasse.

Barnefaderen Blomberg risikerer at blive dømt for utugt og bilder Astrid ind, at det kan betyde en fængselsstraf. Og Astrid vælger at føde sit barn i dølgsmål i Danmark og lade drengen blive passet sammesteds af en erfaren plejemor (spillet af Trine Dyrholm).

Historien om Astrids kamp for at realisere sit kærlighedsforhold og blive gift med Blomberg og ikke mindst at få sin lille dreng tilbage til Sverige udgør filmens centrale problematik. En bevægende og næsten ubærlig fortælling, hvor den unge Astrid skal træffe nogle tunge og modige valg. Og hvor hun må erkende, at kærligheden til Blomberg ikke er, hvad hun troede, hvorfor hun må vælge et liv som eneforsørger, da plejemoderen bliver alvorligt syg. Historien om den udenomsægteskabelige graviditet bygger på Astrid Lindgrens egen beretning, som hun i mange år holdt for sig selv. Og det antydes i filmen, at netop denne livsforandrende oplevelse udgør en slags hovedstol i Lindgrens senere forfatterskab. En hovedstol, hvorfra hun trak sin forståelse af børns verden og sit livssyn. Men heldigvis nøjes filmen med at antyde en sådan fortolkningsmulighed, for den vil selvfølgelig være diskutabel og kontroversiel.

Ret beset er vores viden om, at hovedpersonen Astrid er forfatterindens Astrid LIndgren som ung, kun nødvendig for at forstå de diskrete allusioner til forfatterindens univers og for at sælge filmen. For selve fortællingen om den unge kvinde, der får et barn uden for ægteskab og kæmper sin kamp for barnet, kan sagtens stå alene. Og det lykkes for instruktøren at fortælle historien enkelt, smukt og bevægende. Anbefales.

14 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Ternet Ninja

26. december 2020

Efter en juleombæring af publikumssuccessen Bagedysten diverterede DR1 med Anders Matthesens og Thorbjørn Christoffersens animationssucces Ternet Ninja. Da den kom frem i 2018 blev den en stor succes, og af samme grund fik jeg den ikke set dengang. Det er sådan et princip jeg har: Hvis en film får for megen omtale, så vil jeg ikke se den, før al viraken har fortaget sig. Og det har den så nu.

Ternet Ninja er en kompleks historie om den 12-årige dreng Aske, der går i syvende klasse og lider de kvaler, der hører til den alder. Han bliver mobbet af bøllen Glen fra specialklassen, og så er  han smaskforelsket i den coole Jessica, der er indbegrebet af ungdommelig utilnærmelighed og bevogtet af to blonde frøkner. Og oven i hatten, så har Aske, der er en moderne, maskulin udgave af Askepot, en mor, der helt er optaget af det alternative og lever sammen med fiaskoen Jørn og dennes overvægtige søn Sune. Og hvordan kommer Aske så ud af den klemme? Det kunne man sige var grundfortællingen i filmen.

Et sted i Thailand producerer Philip Eberfrø Ninjadukker til salg i bl.a. Danmark. Under et besøg på fabrikken, der drives på slavelignende forhold og med børnearbejdere, mister Eberfrø sit ternede tørklæde, der ved en fejl bliver syet om til en ternet Ninjadukke. Direktøren reagerer ved at tæve slavearbejderbarnet ihjel med en stok, og han forlader fabrikken med en klassisk, kapitalistisk undskyldning for brugen af børnearbejde. Hvis han ikke gør det, så er der en anden.

Men den ternede Ninja er ikke bare en legedukke. Det viser sig, at dukken kan bringes til live og at den bærer på de historiske ninjaers moralkodeks. Den ternede ninja skal sørge for, at retfærdigheden sker fyldest. Og det indebærer, at Philip Eberfrø skal betale den højeste pris for sit barnemord og sine lyssky forretningsmetoder. Og den ternede ninja, der kommer til Aske som en fødselsdagsgave fra onkel Stewart, indgår en aftale med Aske om, at hvis han hjælper Aske med alle hans problemer, så skal Aske til gengælde hjælpe ninjaen med at få retfærdigheden til at ske fyldest.

Aske accepterer kontrakten. Og i det følgende oplever man så, hvordan ninjaen får lært Aske, at han skal sætte handling bag sine ord og ikke frygte noget. Og ad omveje får han gjort op med bøllen Glen og at komme i nærkontakt med den begærede Jessica. Aske lærer sig selv at kende og opdager, at han selv er en slags ninja, der blot skal have lov til at leve det ud. Og så skal han leve op til sin del af aftalen, der indebærer, at han sammen med ninjaen finder Philip Eberfrø og tager livet af ham. Men Aske er på det tidspunkt blevet så forandret, at han ikke kan være med til den del af aftalen. I stedet for overtaler han ninjaen til at udsætte den nedrige direktør for en skæbne, der er værre end døden. Og Aske har en plan, der går ud på, at Eberfrø på en rejse til Thailand skal pågribes som narkosmugler og sendes i fængsel derude. Og sådan går det i en spektakulær aktionsekvens.

Selv om filmen altså er en ret så kompliceret historie, der involverer alt fra børnearbejde, narkohandel, skolemobning, disfunktionelle familieforhold og selvtægt, så er den dybest set en gammeldags fortælling om det godes kamp mod det onde og med en morale, der ikke er til at tage fejl af. Ternet Ninja er langt fra enhver form for postmoderne fortælling, hvor det er lagt ud til publikum at finde en passende fortolkning. Ternet Ninja er et barn af brødrene Grimm og H. C. Andersen og meget mere pædagogisk end disse gamle forbilleder.

Men først og fremmest er Ternet Ninja et særdeles vellykket stykke filmanimation, der er meget underholdende, samtidig med, at den har en frisk, fræk sprogtone, der passer til censurens aldersgrænse (fra 11 år og op), der sikrer, at den rammer det unge filmforbrugersegment, men også ældre generationer, der elsker animationsfilmkunst og kan se bort fra tidsåndens frækheder.

8 har læst indlægget

Forsmag på det nye års musikglæder: Big Sky Country – Cri de Coeur

25. december 2020

Selv om musikåret endnu ikke helt er ovre (og jeg har faktisk en anbefaling på vej inden årsskiftet…), så kan vi allerede begynde at glæde os til, hvad det nye år vil bringe. Og jeg glæder mig til at anbefale det nye og tredje album fra mit favoritband Big Sky Country, Autumn of Love, der nok bliver min første anbefaling i 2021. Og Big Sky Country har allerede nu udsendt en videoforsmag på pladen, nemlig nummeret “Cri de coeur”, der er en slags julehilsen fra de fine Esbjergband.

15 har læst indlægget

Dødsfald: Leslie West – guitarist og sanger i Mountain m.m. – 75 år

24. december 2020

Hjertet ville ikke mere d. 21/12 og Leslie West sov ind på et hospital i nærheden af sit hjem i Florida. West blev kendt, da han var  en del af heavy rock bandet Mountain, der var et af de orkestre, der brændte igennem på den oprindelige Woodstockfestival.

26 har læst indlægget

I julens klør

24. december 2020

Man må lade julens ideologer og købmænd: De lader ikke en i fred i tiden op til og omkring juleaften. De skal nok få sneget propagandaen og reklamerne ind, hvor og når de kan. Så som en relativt afslappet julefan, der godt kan nøjes med et lille bitte selskab, lidt god julemad og et enkelt glas og undvære det store pyntede, forgranede udtræk, så er det med at holde tungen lige i munden og lade det overgå en. Man kan næsten ikke andet.

I går aftes satte min yndlingsaversion Danmarks Radio fuld tryk på propagandaen ved at genudsende den britiske, romantiske komedie (som den kaldes, lidt fejlagtigt) Love Actually  for at minde os om det, vi hele tiden bliver mindet om, at julen drejer sig om KÆRLIGHED. Jo tak, vi ved det godt. Vi er ikke helt fatsvage DR, selv om I behandler os som sådan.

Men når det nu ikke kan være anderledes (med det kan det!), så tåler filmen et eller flere gensyn, fordi den er så fint skrevet, drejet og spillet. Den er letbenet, men man opdager nye små detaljer, hver gang man ser den igen. Og man kan dvæle ved replikhåndteringen og personinstruktionens fine detaljer. Ja, man bliver ikke sådan lige færdig med den film. Heldigvis for DR, der nok sender den igen næste år på samme tid.

At filmen også skamløst genbruger stor pop hører bare med til historien om denne film, der bare er for meget og netop derfor er både rørende og forførende at (gen)se. The Beatles er med (“All you need is love” i en kirkescene) og – selvfølgelig – The Beach Boys, der får lov til at runde filmen og rulleteksten af med kærlighedsṕopsangen over dem alle, “God only knows”. Hvor er det bare en storartet sang.

8 har læst indlægget

Juleaftensdag

24. december 2020

Jeg vil tilbringe meget af dagen i dag i køkkenet. Det er mig, der har tjansen der, når det er juleaften. Kald det bare en tradition.

10 har læst indlægget

Juleblues – glædelig jul

23. december 2020

Måske tror Eric Clapton på julemanden!? I hvert fald hvis man skal videoen til troende (men det skal man nok ikke)…

6 har læst indlægget

AC/DC klassificeres: Thunderstruck

23. december 2020

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan lide det. Den kroatiske celloduo 2Cellos har fået succes med cellofortolkninger af pop- og rocknumre. Indtil videre er det blevet til fem album med fortolkninger af U2, Nine Inch Nails, Sting, Radiohead, Paul McCartney og mange flere. Og det er ganske imponerende, hvad de to klassisk skolede musikere får ud af den moderne musik. Men – er det også godt!?

Jeg er i hvert fald i tvivl, når det gælder AC/DCs simple rocksang. Jeg synes, de to celloer taber rocken lidt på gulvet i lutter udvendighed. Der er sådan lidt ‘se hvad vi kan’ over præstationen. Jeg foretrækker i hvert fald originalen til enhver tid.

6 har læst indlægget

Når vinteren kommer…

23. december 2020

Paul McCartney fortsætter med at promovere sin nye plade. Endnu en video er dukket op – til sangen “When winter comes”. Men der er ikke noget, der tyder på at vinteren er lige forestående. I hvert fald melder vejrudsigten solskin i morgen på juleaftens dag. Men sne eller ej, sol eller ej, så ændrer det nok ikke så meget ved juleaften. Ja, jeg tror end ikke, at coronavirus vil ændre noget radikalt ved juleaften. Glædelig jul til alle derude.

11 har læst indlægget

It can’t get no worse

22. december 2020

Sangen “Getting Better” fra Beatles’ Sgt. Pepper’s lonely hearts club band har i flere år været min ringetone på mobiltelefonen. Ja, det var faktisk sådan, at jeg havde valgt den, før det blev muligt selv at vælge ringetone på mobilen. Og fordi, den sang af en eller anden grund altid har været en af mine favoritnumre fra det legendariske album.

Og i dag så og hørte jeg et interview med Paul McCartney i forbindelse med hans nye soloalbum, og Macca kom ind på sit samarbejde med John Lennon og fremhævede – igen, for det har han gjort flere gange før – netop “Getting Better” som et eksempel på det tætte ping-pong sangskrivningssamarbejde, de to venner havde. Paul kastede sætningen “it’s getting better all the time” på bordet, og John replicerede med det samme “it can’t get no worse”. Supplement, modsætning, symbiose, drilleri, kreativitet osv. Nogle analytikere har insisteret på at se det som udtryk for to vidt forskellige personligheder (McCartney den “positive” og Lennon den “negative”), men jeg synes, det er alt for forsimplet, og en fortrængning af det væsentligste: at sangskrivningen var en leg for de to. I øvrigt har John Lennon netop fremhævet “Getting Better” som et eksempel på, hvad han kaldte “ren Beatles” (pure Beatles), fordi alle fire i sidste ende fik sat et markant aftryk på sangen. Endelig kan man hos Beatles-biografisterne Ian McDonald og Hunter Davies læse, at sætningen “It’s getting better” stammer fra stand-in-trommeslageren Jimmie Nicol, der var med Beatles i 1964 (bl.a. i Danmark), fordi Ringo var syg.

Nuvel, det er min ringetone, og jeg ser endnu ikke nogen grund til at erstatte den med noget andet.

21 har læst indlægget
21 har læst indlægget