Hindbærbrus

6. august 2020

27 graders Celsius står der med hvide tal (ved siden af en gul “sol”) på mobilos. Jeg er lige trådt indenfor i det lille discount-supermarked, efter at have placeret hunden lige uden for døren ved den nærmeste “hundekrog”. Med en besked om, at ‘far kommer straks…’.

Jeg gransker kort hukommelsen for de få ting, jeg skal have med hjem. Mælk, brød, shampoo til fruen. Og varmen får pandehåret til at sende et par sveddråber ned på tindingerne. Og så er det mit blik fanger en rød flaske, der står placeret oven på en palle med danskvand. En kunde har åbenbart fortrudt eller skiftet mening og har efterladt den røde flaske med “Hindbærbrus” lige der, hvor mit blik falder. Og straks er jeg hjemme i barndommens gade en af de søndage, hvor der af en eller anden grund vankede “rød sodavand”. Om det var Kosmos’ med patentprop er jeg lidt i tvivl om, men det var det jo nok. Og jeg kan næsten fremmane smagen, da jeg lader den efterladte flakse glide ned i genbrugsindkøbsnettet.

Og da indholdet senere bliver sluppet fri og bliver nedsvælget genkender jeg smagen. Dog er den i dette tilfælde knap så kraftig. Det viser sig så, at jeg har fået en light udgave, sødet med aspartam. Derfor mangler der den kraftige bund i hindbærsmagen. Nå, men det bliver vist også varmt i morgen – og coops hindbærksodavand findes også i en rigtig sukkerudgave.

11 har læst indlægget

Kunsten at slå evigheden i stykker – og tv-tyranniet

6. august 2020

Når man er henvist til de to tv-kanaler, Danmarks Radio styrer, så kan man komme i bekneb med noget, der er værd at se. Også selv om der er on-line-streaming af programmer. Og så er der brug for andre ideer. Og en af dem kunne være at se kortfilm på filmtidsskriftet Ekkos hjemmeside. Her har de en såkaldt shortlist, hvor de viser ti kortfilm af kvalitet. De ti bedste efter Ekkos mening.

Blandt disse finder man fx portrætfilmen Kunsten at slå evigheden i stykker, hvor forfatteren Carsten Jensen fortæller om sit forfatterskab. Det kunne være kedeligt, men det er det ikke. Jensen får fint forklaret, hvad det er fiktionen kan – i sit eget liv og i det hele taget. Og får fortalt noget vigtigt om nogle af sine bedste bøger. Og – helt forfriskende – så får han også sparket kritisk til den “roseklub”, der i og omkring dansk litteratur, hvor middelmådige forfattere gøres bedre end de er. Filmen varer lidt over en halv time og kunne sagtens have varet længere for min skyld.

Som tilfældet er med Søren Ryge, så har også Carsten Jensen og jeg en del til fælles. Ud over fornavnet, så er vi nogenlunde jævnaldrende, er begge opvokset i en skibsfartsby med en søfarende far, har begge taget en magistergrad inden for litteraturområdet og på nogenlunde samme tid. Men her hører parallellen så også op.

4 har læst indlægget

Farvel til Søren Ryge

6. august 2020

Efter 28 år sluttede tv-udsendelsen Søren Ryge direkte, hvor hovedpersonen i hundredvis af programmer har ført tv-seerne rundt på sin matrikel – eller rettere: haven på matriklen – og fortalt om alt, hvad der hører til at være haveejer på Djursland. Men nu er Søren blev 75 år og synes ikke, der er mere at vise frem, som han spøgefuldt siger til DR.

Søren Ryge har samme baggrund som jeg. Han er uddannet på Nordisk Institut på det gamle Århus Universitet. Sådan cirka en generation før mig, så han slap for 68-oprøret og alt, hvad det førte med sig. Og det var måske godt nok for Søren.

Jeg har set rigtig mange af udsendelserne gennem årene og har været nogenlunde godt underholdt. Men det er ikke og har aldrig været en programtype, der appellerede til mig. Jeg interesserer mig ikke synderligt for haver, og causerier på haveniveau rammer helt forbi mit tv-behov. Men selvfølgelig har programmet haft sin plads og berettigelse. Sådan er det med alsidighedsprincippet på en såkaldt public service-station.

20 har læst indlægget

Woodstock: Grateful Dead

6. august 2020

Grateful Deads optræden på Woodstock, d. 16. august 1969, blev ikke nogen succes, til trods for, at bandet – om nogen – var indbegrebet af det, festivalen stod for.

Da bandet lodser deres tunge grej op på den store drejescene kollapser hjulene under scenen. Og koncerten må udskydes. Bedre bliver situationen ikke af, at bandets lydmand, Owsley Stanley, finder ud af, at han vil flytte om på ledningerne i lydsystemet. Det får den effekt, at guitarerne i mere end en forstand bliver elektriske.

Og da koncerten kommer i gang, kan bandet ikke få showet til at køre. Lyden er forfærdelig, og sangene vil ikke makke ret. Det blæser og er koldt. Jerry Garcia fortæller, at det hele var forfærdeligt. Han oplevede at store “kugler” af elektricitet fløj over scenen og op på hans guitar, når han rørte ved strengene. Samtidig var der frygt for, at scenen skulle bryde sammen. Og Bob Weir fortæller, at det regnede i stænger, medens de forsøgte at spille. Og hver gang Weir rørte ved sin guitar, fik han stød. Scenen var våd, og strømmen løb igennem Weir. Han oplever, hvordan et stor blå “gnist” på størrelse med en baseball rammer ham og kaster ham hen mod forstærkeren. “Det var nok det værste set, vi nogensinde har spillet”. For nogle navne blev Woodstock en styrkelse af karrieren, “men vi brugte cirka tyve år på at komme over det”.

4 har læst indlægget

Hiroshima-dagen

6. august 2020

Hiroshima: Ground Zero 1945 from ICP on Vimeo.

8 har læst indlægget
8 har læst indlægget