Trappetrin til himlen – Led Zeppelin og traditionen

6. oktober 2020

En af dagens nyheder fortæller, at den amerikanske højesteret har afvist et sagsanlæg, hvor bandet Spirit påstår, at Led Zeppelin har stjålet introen til deres klassiker “Stairway to heaven” fra Spirits sang “Taurus”. Dermed fastholdes en tidligere nævningetings afgørelse om, at der ikke har været tale om plagiat, selv om der er tale om en ‘slående’ – med DR Nyheders ordvalg – lighed.

Jeg har tidligere omtalt Led Zeppelins omfattende brug af især bluestraditionen, hvor bandet måske ikke altid har været gode til at kreditere ophavet. Men sådan er det med mange kunstnere. I begyndelsen af karrieren, hvor de lærer at beherske deres instrumenter, lærer at skrive sange osv. tager de ved lære af traditionen. Det gælder sådan set for al kunst. Kunstnere står på skuldrene af hinanden, som en engelsk digter engang slog fast. Det begynder med gentagelse. Et andet udmærket eksempel på den sandhed er Bob Dylan, der stjal med arme og ben i sine unge år. Men han har vist ikke fået nogen sag på halsen – endnu. Og teknologien – fx sampling – har kun gjort “problemet” endnu mere udtalt. Men grundliggende ændrer det ikke ved den kendsgerning, at kunstnere bygger videre på andre kunstneres arbejder. The Beatles startede som kopiband, det samme gjorde Rolling Stones og resten af den britiske beat – som nødvendig forudsætning for at blive bedre og måske selv skrive sange på et tidspunkt. Måske handler det bare om, at kunstnerne vedgår arv og gæld og er mere åbne om det.

17 har læst indlægget

En stjerne i svøb: Joni Mitchell anno 1965

5. oktober 2020

Sidst i denne måned kommer en lille boks med musik fra Joni Mitchells arkiver. Fra dengang det hele begyndte, og før hun rigtig var slået igennem. Ovenfor er hendes allerførste sang, der illustrerer hendes folkudgangspunkt, men også peger frem mod en mere personlig og original kunstner.

17 har læst indlægget

Nye briller

5. oktober 2020

Så blev jeg lige med et sendt tilbage til dengang, jeg sad bag i Ediths Folkevogn. Jeg var tolv år gammel og havde været med min mor (der sad ved siden af Edith på passagersædet) hos optikeren – sygekassernes optik dengang – for at få mine første briller. I månederne op til denne begivenhed havde mit syn ændret sig mærkbart. Jeg kunne ikke længere se, hvad der stod på tavlen i skoletimerne (set nede fra bagerste række, hvor jeg sad dengang). Og hos skolelægen ved det årlige tjek, var skolelægen ikke i tvivl om, at jeg var blevet nærsynet siden sidst. Og et besøg hos en lokal øjenlæge bekræftede nærsynetheden og konstaterede en såkaldt “bygningsfejl”, der – i følge den optimistiske øjenlæge – ville forsvinde med tiden. Det gjorde den ikke. Den er her endnu, selv om den hedder noget andet i dag.

Jeg har før beskrevet oplevelsen af at få nye briller. Hvordan verden med et slag blev smertende tydelig. Overtydelig faktisk. Og det medførte en dundrende hovedpine, da vi kørte ned ad Skolegade og bygninger og træer truede med at mase sig ind i mit hovede. Sådan føltes det i hvert fald. Hovedpinen forsvandt og jeg vænnede mig lidt efter lidt til at være en “brilleabe”, som det hed i mobbersproget dengang (hvor mobning ikke var opfundet, men foregik). Og efter nogle få udskiftninger af glasset blev brillerne mine kære proteser, der har fulgt mig, hjulpet og glædet mig gennem årene.

Og i forgangne uge var det så tid til at få nye briller igen. Der er gået hele ti år siden, uden nogen form for fornyelse. End ikke glassene har jeg skiftet. Godt gået af en gammel dreng, hvis jeg selv skal sige det. Og de nu gamle briller gjorde det sådan set for mig, men jeg skulle følge fruen til optikeren. Og så kunne jeg lige så godt få tjekket synet samtidig. Men fruen sprang fra i sidste øjeblik, så det endte med at jeg fik nye briller. To par. For jeg har vænnet mig til at have to par, som jeg skifter mellem dag for dag. Så fra og med fredag har jet set på verden med et frisk syn. Ikke den store forskel. Den ser stadigvæk både forførende og forfærdelig ud, alt afhængig af, hvad man ser på. Og nu gælder det bare om at vænne sig til den nye følelse af nye stel. Men det går forbavsende godt. Og så kan jeg glæde mig over, at synet ikke har forandret sig meget de sidste år. Alderen har forandret det lidt, men ikke meget. Så nu er der bare tilbage at nyde livet med nye briller og håbe på, at de holder lige så længe som de gamle, der nu har fået plads i arkivkassen i skabet.

21 har læst indlægget

Indien møder Irland: Jiggy – Head Rush

4. oktober 2020

11 har læst indlægget

Capac anbefaler: Gry Harrit – Transformer

4. oktober 2020

Det er hele fem år siden, Gry Harrit sprang ud som selvstændig sangskriver og solist med albummet Album. Og nu er hun så tilbage med mini-albummet (eller EP’en, om man vil) Transformer med fem nye sange.

Titelsammenfaldet med Lou Reeds 1972-album Transformer er ikke den rene tilfældighed. For Gry Harrits sange og deres lyd står helt givet i gæld til halvfjerdsernes analoge rock. Og skulle man være lidt i tvivl om denne påstand, så bør man starte med at lægge øre til albummets ballade “Denne sommer”, hvor Jon Brunlands bas afslører diskret, men umiskendeligt inspirationen fra Lou Reed og ikke mindst dennes klassiker “Walk on the wild side”.

Og Gry Harrits orientering mod rockens storhedstid i halvfjerdserne, hvor setuppet med guitar, bas og trommer netop var essensen (i følge Reed), modsvares af sangteksternes autencitet og ærlighed, der netop dyrker en tilsvarende enkelhed i forholdet til mennesker. Hvad enten det gælder i kærligheden, i forholdet til andre mennesker i det hele taget eller den digitale verdens fremmedgørelse af mennesket.

Og helt i den analoge, ligefremme rocks ånd synger Gry Harrit sine sange med usmykket kraft og saft. Bortset fra den afsluttende balladeagtige, Reedske “Denne Sommer” er numrene på pladen eftertænksomme, kraftige rocknumre, der ikke skal lyttes til som hitsange, men som perler på den sammenhængende snor, som albummet udgør. Et album, der – for nu at trække lidt mere på Lou Reed – helt klart aspirerer til at være årets danske bud på en voksen rockplade, der henvender sig til generationerne før milleniumgenerationen – uden på nogen måde at udelukke den.

Samlet betragtet er det en herlig lille plade, Gry Harrit har fået skruet sammen med sit tætte band. Og med kyndig hjælp af Morten Bue (Mastering) og produktion og mix af Finn Verwohlt. Så mangler du en rigtig rockplade på din reol, så gør Gry Harrit og Co. valget let. Hermed anbefalet.

Gry Harrit. Tranformer. Produceret af: Finn Verwohlt. Dawn Productions. Udkom d. 2. 10. 2020

 

 

45 har læst indlægget

Mac Davis er død, 78 år

4. oktober 2020

Sangskriveren (bl.a. for Elvis Presley), musikeren og skuespilleren Mac Davis døde forleden efter at have gennemgået en hjerteoperation. Han vil især være kendt som en af sangleverandørerne til Elvis Presley. “Memories”, “In the ghetto”, “Don’t cry daddy”, “A little less conversation” hører til de mest kendte og vidner om, at han ikke var hvem som helst i Presleys sangkatalog.

17 har læst indlægget

50: Janis Joplin døde

4. oktober 2020

Så ramte vi halvtredsårsdagen for Janis Joplins død som følge af en uheldig overdosis af stærk heroin, kombineret med alkohol.

 

12 har læst indlægget

4. oktober 2020

I går aftes endte dagen med endnu et afsnit af den britiske kriminalserie Endeavour om den unge Inspector Morses gerninger. Selv om DR havde skubbet den så langt frem i programmet, at vi kom ind i søndagen, inden den var færdig. Men det kan man – som pensionist – kompensere for i den anden ende ved at sove lidt længere, hvis man har behov for det.

Undervejs i det spændende afsnit om mord med forbindelse til egyptiske antikviteter og amerikanske B-film om mumier og lignende kom jeg til at tænke på min gamle engelsklærer på gymnasiet. Han gav mig den vane, at skrive ukendte ord og citater ned. Vi fik til samme formål udleveret en lille sort notesbog med blank overflade, hvor fremmedord og bevingede ord blev nedskrevet omhyggeligt. Jeg har den endnu – og vanen har jeg også. Fx er mine røde ordbøger fra Gyldendal forsynet med flere tilføjelser på de tomme sider bag i bøgerne.

Nå, men det, der fik ledt mine tanker hen på min gamle, nu afdøde, engelsklærer var, at seriens patolog Dr. Max DeBryn (fremragende spillet af James Bradshaw) på et tidspunkt, hvor han står over for et obduceret lig sammen med politifolkene siger (cirka): There is more in heaven and earth, Horatio. Altså de også herhjemme kendte bevingede ord ‘der er mere mellem himmel og jord’. Hvad jeg ikke vidste var, at der (selvfølgelig fristes man til at skrive, når det drejer sig om engelsk teater…) er tale om et Shakespearecitat. Nærmere bestemt et citat fra Hamlet, hvor Hamlet henvendt til Horatio siger: “There are more things in heaven and earth, Horatio, / Than are dreamt of in your philosophy. ” ( – Hamlet (1.5.167-8)).

Scenen er et udmærket eksempel på, hvor højt et dannelsesniveau, der er i denne serie, der jo ikke for ingenting foregår i hjertet af det engelske academia, Oxford (eller i hvert fald i det ene hjertekammer, undskyld Cambridge). Og måske i engelske film og serier i det hele taget. Og en illustration af, hvor stor en indflydelse William Shakespeare har haft og har på britisk kultur. Og man kan næsten ikke undgå at blive lidt beskæmmet, når man tænker på dannelsesniveauet i danske film og serier!? Hvornår ham man sidst hørt tilsvarende citater (fra dansk litteratur og filosofi)?! Nej, vel. Og så er der ikke langt til at spekulere over, hvordan det mon vil gå fremover i en verden, hvor uddannelsesinstitutionerne eroderer og internettet bliver den nye referenceramme for, hvad vi ved og snakker om!?

Nok med dette kulturpessimistiske opstød. I den anglo-saksiske verden har man også en stor tradition for bøger med citater – quotations – så enhver kan supplere sin almendannelse. Også herhjemme er der kommet bøger med såkaldt bevingede ord, men i meget mindre målestok.

2 har læst indlægget

Skuffelse

3. oktober 2020

Som omtalt er den tyske tv-serie Babylon Berlin begyndt igen på DR. Tredje sæson. Og jeg har især set frem til et gensyn med figuren Charlotte Ritter, spillet af Liv Liesa Fries. Hun er seriens kontemporære legitimering, idet Charlotte spiller en ung kvinde med baggrund i samfundets bærme (= en fattig, børnerig familie, der ikke engang aspirerer til at være arbejderklasse). Hun repræsenterer en feminisme før kvindefrigørelsens store gennembrud i efterkrigstiden. En ung kvinde, der ved, hvad hun vil, og gør, hvad der skal til for at realisere sine drømme om at blive noget ved et konservativt, mandsdomineret politikorps. Ja, hun går ikke af vejen for at spille sex-kortet som semi-prostitueret på en bar for at komme videre. Hun vil nok ikke aspirere til at blive 3mee-too-ikon, som det hedder nu om stunder.

Derfor glædede jeg mig også til at læse Weekendavisens interview med Liv Liesa Fries (i forrige uges udgave af WA). Men hvilken skuffelse var det ikke!? Og det skyldtes ikke, at interviewet foregik pr. telefon. Nej, men intervieweren formåede på ingen måde at gøre mig klogere på, hvor den DDR-fødte Liv sådan kan brænde igennem på skærmen. Men måske er mine forventninger til dagens journalistik bare for høje.
En god ting er der dog ved interviewet. Liv Fries fortæller til sidst, at man er i gang med en fjerde sæson.  Jeg glæder mig allerede.

 

17 har læst indlægget

Genhør: Ashlee Simpson – anno 2004

3. oktober 2020

Jeg havde næsten glemt den CD med sangerinden og skuespillerinden Ashlee Simpson, Autobiography (2004). Men så dukkede den op ved siden af Alanis Morrisette på reolen. Og de krævede et genhør. Effektiv powerpop fra den effektive, stærkt kommercielle del af spektret. Men pladen viser også, at selv en popmamselle med et liv i de moderne medier kan have noget på hjerte – både tekstligt og musikalsk.

 

8 har læst indlægget
8 har læst indlægget