Capac anbefaler: Judith Owen – RedisCOVERed

14. juni 2018

Jeg har haft den store fornøjelse at anbefale waliseren Judith Owen seneste to album. Og begge gange har jeg fremhævet hendes rødder i halvfjerdsernes amerikanske vestkyst, som hum – bl.a. med samarbejde med musikere, der er rundet af samme vestkyst – med talent og personlighed har forstået at opdatere, så enhver elsker af den bølge kun kan føle sig godt og grundigt forført.

Med sit nye album kaster Judith Owen sig over den særlige øvelse, det er at fortolke andres sange. Og pladetitlen siger det hele. Det handler om at lave coverversioner, men også om at genopdage gode gamle sange. Og med understregningen af “redisCOVERed” fremhæver Owen, at det er den personlige fortolkning, der står i centrum. Det handler ikke blot og bare om at lave loyale fortolkninger (hvilket i sig selv kan være svært nok…), men om at sætte sit helt eget aftryk på fortolkningen. Og det går ud over så forskellige sange som Drakes “Hotline bling”, Ed Sheerans “Shape of you”, Soundgardens “Black hole sun”, Donna Summers “Hot Stuff”, Joni Mitchells “Cherokee Louise” og “Ladies Man”, Beatles’ “Blackbird”, Deep Purples “Smoke on the water, Grease-hittet “Summer nights”, Wild Cherrys “Play that funky music” og Ella Fitzgeralds “Dream a little dream of me”.

Og man tænker ved synet af de musikalske bredde, der er tale om – fra moderne pop som Drake til Deep Purples heavyode “Smoke on the Water” – hvad kan der gå galt? Og svaret er: ingenting. For Judit Owen er klar, præcis og kompromisløs i sin tilgang til sine fortolkninger. Alle sangene trækkes ind i en fortolkningsmodus, hvor melodierne og teksterne underordnes nedtonede, intime arrangementer, hvor fokus er på sangerindens smukke stemme og dens udviklede sans for forfinede fraseringer, der både understreger det personlige og afslører melodiernes oprindelighed. Netop Deep Purple-oden er et godt eksempel. Mangen en kunstner ville med sikkerhed knække nakken på den sang, der næsten kalder på et heavy arrangement. Men i Owens arrangement drosles sangen så meget ned, at sangen næsten – men også kun næsten – er uigenkendelig i sin indlejring et arrangement, der især er båret af et diskret pianoakkompagnement. Men kan man sin Deep Purple er man ikke i tvivl og glædes ved, at Owen formår at redde teksten og melodien smukt i land.

Og sådan er det hele vejen gennem pladen. Owen insisterer på gøre sangene til sine ved at skære ind til kernen i sangen og arrangere dem neddæmpet og overvejende akustisk – uden skelen til om udgangspunktet var pop, hård rock, funk eller grunge. Og på den måde lykkes det for sangerinden at gøre sangene helt personlige.

Pladen er selvskreven i enhver Judith Owen-elskers pladesamling. Ganske vist lægger den ikke alen til hendes andre plader med selvskrevne numre, til gengæld er den med til at udvide indtrykket af hendes stadigvæk smukke og imponerende stemmepragt. Hermed anbefalet.

Judith Owen. RedisCOVERed. Twanky Records. Er udkommet.

 

6 har læst indlægget

Synspunkt: Og det var Danmark – om VM på tv

14. juni 2018

Jeg holder meget af fodboldspillet. Dette i og for sig enkle spil, hvor 22 spillere kæmper om en bold på en bane med to mål. Jeg havde ikke det store talent for fodbold (eller nogen anden sportsgren, bortset fra kuglestødning) som dreng, men holdt alligevel meget af at spille fodbold med kammeraterne nede i baggården, hvor vi så stort på, at der kun var et mål og lidt forskelligt antal spillere fra gang til gang. Og siden dengang har mit hjerte banket for hjembyens hold, Efb, uanset hvilken række de spillede i. For sådan er det, når man kommer fra et arbejderkvarter i en dansk provinsby.

Men selvfølgelig følger jeg også det danske landshold – M/K. Og ser frem til nogle forhåbentlig gode kampe de kommende uger og måneder.

Derimod har jeg det svært med meget af den danske sportsjournalistik omkring VM. Følger man med på DR og TV2 og stationernes respektive hjemmesider, så bliver man for det første slået af en umiskendelig, glorificerende nationalisme, når det gælder omtale af landsholdet. Allerede nu er holdet nærmest selvskreven til finalen i VM. Og man tænker: Selv om vi har et godt landshold, så ved vi også godt, at der er andre landshold, der sagtens kan gøre os rangen stridig. Tyskland, Brasiien, Frankrig – og hvem ved hvad hjemmeholdet kan præstere i en så prestigefuld turnering? Selv om “vi” engang blev Europamestre, så er der god grund til at dæmpe nationalismen.

Noget andet, jeg har svært ved at sluge, er den udprægede idoldyrkelse, som journalistikken ligger under for. Vel er Christian Eriksen en fortræffelig fodboldspiller, der kan få stor betydning i de kommende kampe, men enhver fodboldfan ved også, at  selv en Messi eller en Ronaldo ikke er bedre end det hold, der er omkring ham. Og det er sammentømrede hold, der vinder turneringer. Jvf. EM 1992.

En andet sigende eksempel: Forleden vandt det danske kvindelandshold først stort over Ukraine, og dernæst over Ungarn. Og i begge tilfælde blev sportsjournalisternes kæledægge Nadia Nadim fremhævet og påskønnet. Fordi hun lavede mål. Og i forbifarten glemte journalister at fortælle, at en Sanne Troelsgaard lavede lige så mange mål (mod Ukraine). Og man forbigik at nævne, at Nadim faktisk spillede en ret dårlig første halvleg mod Ungarn, hvor hun bl.a. brændte et par store chancer. Men hvad gør det, når nu hun næsten lavede et hattrick i anden halvleg – og i øvrig har en spændende livshistorie som Afghansk flygtning og notorisk kritiker af fodboldsystemet…

Og sådan kunne man blive ved. Idoldyrkelse (som vi i øvrigt kender fra journalistikken som sådan) går hånd i hånd med udtalt nationalisme (ikke at forveksle med almindelige nationalfølelse) og skygger for elementær sportjsournalistik, hvor man fokuserer på det enkle spil i dets komplekse virkeliggørelse på grønsværen. Det er en anden side af det. Jeg savner gode analytikere blandt kommentatorerne (og her hjælper det ikke at hente afdankede stjernespillere som Flemming Povlsen, Brian Laudrup, Frank Arnesen osv. ind), der kan forholde sig til spillets udfoldelse og dynamik. Analytikere, der brillerer ved deres faglighed (journaistisk og sportfaglighed) og løfter forbolddramaet op som oplevelse – i stedet for at drukne det i ideologiske tomme kalorier.

Men man kan jo skrue ned for lyden….

1 har læst indlægget

Exit Danny Kirwan

13. juni 2018

Man har knap nok fordøjet nyheden om, at Lindsay Buckingham er blevet gået fra sit band Fleetwood Mac, før nyheden om guitaristen Danny Kirwans alt for tidlige død tikkede ind.

Kirwan var en af de mange guitarister, der spillede blues, og hans første band var Boilerhouse. Det var her han blev opdaget af Fleetwood Macs daværende manager Mike Vernon, der gjorde Peter Green opmærksom på den talentfulde unge mand. Og  efter et mindre tilløb blev Kirwan den guitarist, der skulle supplere Green i Fleetwood Macs unge år. Og Kirwan “kvitterede” med at bidrage til bandets førrste større hit “Albatros”. Green gav siden hen Kirwan æren for, at denne sang blev et hit. Green og Kirwan supplerede hinanden rigtig godt musikalsk set, men de havde meget forskellige temperamenter. Og i 1970 forlod Peter Green Fleetwood Mac, fordi det ikke længere kørte for dem.

I 1972 blev Kirwan fyret fra Fleetwood Mac. Ud over hans temperament, så havde han udviklet en alkoholisme, der bl.a. betød at han i flere dage levede udelukkende af øl. Og han distancerede sig af samme grund mere og mere til de andre i bandet.

Efter tiden med Mac fik Kirwan en solokarriere, men årene efter var især præget af et svigtende fysisk og psykisk helbred. Og i perioder af firserne og halvfemserne levede han som hjemløs. Og den 8. juni kunne Mick Fleetwood og Fleetwood Mac skrive følgende anerkendende ord på deres Facebookside:

”Today was greeted by the sad news of the passing of Danny Kirwan in London, England. Danny was a huge force in our early years. His love for the Blues led him to being asked to join Fleetwood Mac in 1968, where he made his musical home for many years.
Danny’s true legacy, in my mind, will forever live on in the music he wrote and played so beautifully as a part of the foundation of Fleetwood Mac, that has now endured for over fifty years.
Thank you, Danny Kirwan. You will forever be missed!

9 har læst indlægget

Magic Carpet Ride i Vietnam

13. juni 2018
I like to dream, yes, yes
Right between the sound machine
On a cloud of sound I drift in the night
Any place it goes is right
Goes far, flies near
To the stars away from here
Well, you don’t know what
We can find
Why don’t you come with me little girl
On a magic carpet ride
Well, you don’t know what
We can see
Why don’t you tell your dreams to me
Fantasy will set you free
Close your eyes girl
Look inside girl
Let the sound take you away
Last night I hold Aladdin’s lamp
So I wished that I could stay
Before the thing could answer me
Well, someone came and took the lamp away
I looked
Around
A lousy candle’s all I found
Well, you don’t know what
We can find
Why don’t you come with me little girl
On a magic carpet ride
Well, you don’t know what
We can see
Why don’t you tell your dreams to me
Fantasy will set you free
Close your eyes girl
Look inside girl
Let the sound take you away
Lydsporet til den amr. serie om Vietnamkrigen er – selvfølgelig, havde jeg nær skrevet – præget af datidens pop og rock. Og det giver også god mening et stykke ad vejen, når filmmagerne skal beskrive tidsånden med andet end billeder eller når lydsiden på en eller anden måde understreger eller kommenterer på billedsiden. Men nogle gange går det galt, fx da Steppenwolfs legendariske sang om “Magic Carpet Ride” lægger lydside til voldsomme billeder af det amr. luftvåbens beskydning og bombardement af fjenden. Selv om sangens syrede tekst kan læses i mange retninger, så er det ikke i lige netop den retning. Snarere tværtimod. Skulle man være kritisk kunne man mene, at brugen af netop denne populære sang her får funktion af formildning eller banalisering af de grusomheder, som billederne viser. Altså en slags tilsløring af de brutale virkelighed, Vietnamkrigen var. Ikke mindst i året 1968. Heldigvis er billedsiden samlet set så voldsom, at skaden er til at overse. Heldigvis.

8 har læst indlægget

50: Rosemary’s Baby

12. juni 2018

I dag er det 50 år siden Roman Polanskis film Rosemary’s Baby havde premiere i USA. En klassisk, okkult gyser, der siden er blevet fast inventar på lister over seværdige gysere. Hvilket er helt fortjent, fordi Polanski forstår med enkle midler at fremmane en gennemgående uhygge-suspense, som mange gyserinstruktører ikke har evnet at efterligne.

1 har læst indlægget
1 har læst indlægget