Et stykke kulturimperialisme: Valentinsdag

14. februar 2018

Wikicitat:

Valentinsdag, som fejres 14. februar, er kendt som “de elskendes helligdag“. På denne dag udveksler par kort, blomster, chokolade eller andre former for kærlige gaver.

Valentinsdag er i moderne tid blevet sat i forbindelse med den gamle romerske højtid Lupercalia, men ikke alle forskere er dog enige i dette. Festivalen Lupercalia blev afholdt den 15. februar til ære for en af de romerske guder, Lupercus, og en række ritualer, som skulle sikre frugtbarhed, var et vigtigt element i festen.

Helligdagen blev indført af pave Gelasius i 496 e.v.t. og blev opkaldt efter den romerske præst Valentin. Hvem han var er stadig usikkert. Legenden fortæller, at da kejser Claudius II beordrede romerske soldater til ikke at gifte eller forlove sig, trodsede Valentin dette dekret og fortsatte med at vie unge soldater. Han blev som følge heraf arresteret, sat i fangenskab og senere henrettet ved halshugning den 14. februar. Den romerske-katolske kirke udnævnte ham efter hans død til helgen som Sankt Valentin.

Afholdelse af valentinsdag i Danmark er en forholdsvis ny tradition. I Finland, hvor dagen har været fejret siden 1989, er det den næstvigtigste sæson for afsendelse af postkort med 5-5½ mio. valentinskort[1] [2]. USA må siges at være foregangsland for helligdagen. Der sendes hvert år 192 millioner valentinskort.

I Brasilien bliver dagen fejret den 12. juni – kaldes Dia dos Namorados

I populærkulturen har valentinsdag dannet ramme for splatterfilmene My Bloody Valentine (1981) og genindspilningen My Bloody Valentine 3D (2009), samt for den romantiske komedie Valentine’s Day (2010).”

Jovist, det lykkes for amerikanerne at udbrede deres forbrugeristiske kultur til den ganske globe. Det næste bliver nok, at vi også skal fejre den 4. juli – den amr. uafhængighedsdag – bare for at understrege amerikanernes kulturelle overherredømme…

Nå, men hvad kan være mere passende end at spille My Bloody Valentine…

 

5 har læst indlægget

Capac anbefaler: Ester Brohus – Heart of the Country

13. februar 2018

Ester Brohus kommer fra Hedensted. Jeg kender kun stedet fra min motorvejskørsel sydpå, hvor jeg møder Hedensted som en frakørsel ved Horsens. Og så forbinder jeg Hedensted med Dansk Dyrekremering. Dér, hvor min elskede gravhund Bruno endte sine dage som aske i en lille, biologisk nedbrydelig urne, der nu står på en af mine bogreoler som varigt minde om et mangeårigt venskab.

Set fra Christiansborg eller København i det hele taget er Hedensted nok en del af Udkantsdanmark, men for Ester Brohus må det være “hjemme” eller – som titlen på hendes nye og ellevte album lyder – “hjertet af landet”, “heart of the country”. Det sted, hvorfra hendes verden går og hvorfra musikken også udspringer.

Vi har alle vores “heart of the country”, hvor vi hører til og hvor vi har rødder og hvor vores drømme er vokset op. Og den nye plades titelnummer, der er skrevet sammen med Søren Mcguire, er netop sådan et specielt sted, hvor erindringer, drømme og fantasier mødes og smelter sammen:

“I grew up in the heart of the country/ always hoping and praying for rain/ when it came down we’d all run through the cornfields/it felt good/ – everything stayed the same// I saw people working hard and getting older/ some were bad  som had a heart of gold/some went to church and begged for understanding/good memories ain’t difficult to recall// I’ll climb any mountain/I’ll cross any border/I’ll swim the deepest sea to get home/Though I wanderes so far down these highways – again/…/

Titelsangen, der er Mcguires første forsøg som sang(med)skriver, skærer knivskarpt ind til countrysangens kerne, som Brohus påpeger i pressematerialet. En helt enkel sang med en god historie, der kredser om klassiske countrymotiver som “hjemstavnen”, hjemlængslen og -veen.

Siden Ester Brohus’ forrige, fine album Game for the Gamblers, som jeg havde fornøjelsen af at anbefale tilbage i 2016, så er der ikke sket store nybrud i Brohus’ kunst. Men på et lille og bestemt ikke uvæsentligt punkt adskiller den nye plade sig fra de foregående. Denne gang har Brohus valgt at supplere sin egen sangskrivning med en lille håndfuld medforfattere og -komponister. Det drejer sig ud over Mcguire om bluesmanden Mike Andersen og countrykenderen Mikkel Bøggild. Og heller ikke uvæsentligt medvirker en håndfuld musikalske gæster, der hver på deres måde er med til at farvesætte Brohus’ country. Det er – ud over de allerede nævnte – Maggie Björklund (kendt for sine egne ting og sin tid i såvel Darleens og Miss B Haven) og Esters nabo og musikalske fortrolige Knud Møller.

Mike Andersen bidrager på to af pladens sange, “Baby, please come home” og “I wish you were here” og det betyder, at den bluesfølelse, der i forvejen ligger dybt i countryens følelsesregister, fremkaldes og står lidt skarpere, end den måske ellers ville gøre. Hvis jeg da ikke tager helt fejl… Men i hvert fald bluesens smerte og længselsfuldhed slet ikke så langt fra countryen, som Brohus måske tænker, når hun modstiller de to genrer i pr-materialet. For mig er blues og country to sider af samme mønt.

Ester synger sine sange med al sin erfaring og modenhed i behold. Og bag sig sørger de medvirkende – bl.a. hendes datter Sabrina – for at hun får et solidt, loyalt og yderst kompetent medspil. Og Björklund og de andre sørger for at lægge fine lag på den countryæstetik, Brohus dyrker til perfektion. Ingen tvivl om, at Ester stadigvæk er noget af det bedste, dansk country kan levere. Og jeg kan ikke forestille mig, at nogen af de store producerkanoner i Nashville ville så meget som rynke på næsen af denne nye plade. Snarere ville de placere den naturligt blandt de mange langtidsholdbare countryplader, som denne musikgenre er så rig på. Hermed helhjertet anbefalet.

Ester Brohus. Heart of the Country. Producer: Mikkel Bøggild. DME. Udkom 26. januar 2018

Musikeksempler kommer, hvis de dukker op…

17 har læst indlægget

Iceage er tilbage: Catch it

13. februar 2018

Apropos garagerock og den slags, så er Iceage tilbage med sangen “Catch it” – bandets første officielle udgivelse siden albummet Plowing into the Field of Love, hvor de meget noget held overskred deres punkede udgangspunkt. Med den nye sang er de tilbage i noget punket, støjende rock, der er tung af associationer, lige fra Sort Sol til grunge og heavy.

6 har læst indlægget

Capac anbefaler: Dream Wife – debutalbum

12. februar 2018

Trioen Dream Wife kommer anstigende med vind i ryggen. De har fået – og får stadigvæk – megen medieomtale og er blevet kanoniseret som et af de nye navne, man forventer sig meget af i Storbritannien. Og i pressemateriale og ad hoc-omtaler gøres der – i markedsføringens hellige navn – meget ud af at fremstille de tre unge damer som mere end blot et nyt band. Som noget særligt nyt. Men spørgsmålet er, hvor langt den (ganske traditionelt journalistiske) vinkel holder?

I hvert fald er der ikke noget som helst nyt i, at unge mennesker med fælles baggrund i uddannelsesverdenen (universitetet i Brighton) finder sammen om noget musik. Heller ikke, at musikken i første omgang “blot” er tænkt som et stykke “kunstprojekt”, men så viser sig at være mere levedygtig end som så.

Der er heller ikke noget nyt i, at vi har at gøre med en pigegruppe (selv om vil lever i en tid, hvor manglen på kvindelige rockmusikere er et tilbagevendende tema). Heller ikke, at vi har at gøre med en international pigegruppe bestående af unge damer fra Island og England. Og slet ikke, at de musikalsk set bevæger sig i det spor, vi kender som “garagerock”. Jeg har omtale ganske mange nyere pigegrupper med netop det speciale.

Hvis Dream Wife overhovedet skiller sig ud fra allerede herskende strømninger i rocken, så er det måske (!?) i kraft af et tydeligt anstrøg af moderne feminisme. Det ses bl.a. af bandnavnet Dream Wife, som bandet forklarer som et begreb, der “objektiverer” kvinder. Et begreb, der var positivt helt tilbage i halvtredserne, hvor kvindens ideale plads var i hjemmet som – ja netop – drømmekvinden. En kritisk vinkel, der også blev italesat for mere end fyrre år siden. Men neo-feminismen farver da også teksterne, fx sangen “Somebody”, hvor det hedder, at ‘i’m not a body, I’m, somebody”. Altså en sang imod dyrkelsen af kvindekroppen, sådan som vi oplever den i reklameindustrien, pornografien og medierne i det hele taget.

Men selv den neo-feministiske fernis har Dream Wife heller ikke for sig selv. Der findes andre pigegrupper, der kan det samme, omend på andre måder.

Men – som så ofte fremført her i bloggen – så behøver man ikke at skabe noget helt nyt for at have noget at byde på. Nyhedskravet er alt for overvurderet i en musikverden, hvor alle står på skuldrene af hinanden. Og hvis der overhovedet er noget nyt at komme efter, så er det måden, man forvalter arven på, måden man gentager det gamle på.

Og Rakel Mjöll (vokal), Alice Go (guitar og sang) og Bella Podpadec (bas og sang) kan deres pophistorie. Fra første skæring (“Let’s make out”) kan man høre reminiscenser af såvel tresserpigegruppernes vokalarbejde, The Go Go’s og diverse halvfjerdser punk- og postpunknavne. Men også fx de unge U2 stikker hovedet frem i guitarhåndteringen. Og sådan kan man bliver ved. Dream Wife genbruger – og det skal forstås positivt! – og stjæler med arme og ben, hvad de kan bruge. Og sætter det sammen til en stor håndfuld iørefaldende poprocksange, der fremføres med masser af feminin energi i den flerstemmige sang og i meget varierede arrangementer, der opfindsomt blandet ingredienserne fra garagerockens store krydderiskab.

Jeg forstår godt, at Dream Wife har fået meget medvind. For det fortjener de tre unge damer. De kommer med et klart talent, der bygger på stor traditionsbevidsthed og stilistisk flair, med al den ungdommelige energi, man kan drømme om og forvente af et nyt band, der spiller garagerock i en aller anden aftapning, med friskhed og forførende charme – og må følgelig være selvskreven på enhver rockelskers afspiller og på enhver festival, der vil have noget, der kan komme ud over scenekanten. Så velkommen til Dream Wife. Hermed anbefalet.

Dream Wife. Lucky Number. Udkom 26. januar.

17 har læst indlægget

Mit første indtryk af The Beatles: Quincy Jones

11. februar 2018

That they were the worst musicians in the world. They were no-playing motherfuckers. Paul was the worst bass player I ever heard. And Ringo? Don’t even talk about it. I remember once we were in the studio with George Martin, and Ringo had taken three hours for a four-bar thing he was trying to fix on a song. He couldn’t get it. We said, “Mate, why don’t you get some lager and lime, some shepherd’s pie, and take an hour-and-a-half and relax a little bit.” So he did, and we called Ronnie Verrell, a jazz drummer. Ronnie came in for 15 minutes and tore it up. Ringo comes back and says, “George, can you play it back for me one more time?” So George did, and Ringo says, “That didn’t sound so bad.” And I said, “Yeah, motherfucker because it ain’t you.” Great guy, though.Quincy Jones til Vulture.com]

Produceren, musikeren med meget mere Quincy Jones bliver interviewet af vulture.com. Og hvilket interview! Han lægger ikke fingre imellem og taler rent ud af posen. Fx når han jorder The Beatles som “no-playing motherfuckers”. Der er nok mangen en Beatlefan, der bliver stødt på manchetterne. Og bedre bliver det ikke af, at Ringo får et gok i nødden – nu hvor hans trommespil er blevet alment anerkendt. Men heller ikke stjerner som Michael Jackson og Jimi Hendrix går ram forbi. Jackson hænges ud som “grådig” og kritiseres for at få lavet plastikkirurgi i ansigtet. Jimi Hendrix beskrives som en tøsedreng, der ikke ville spille med store kompetente navne som Toots Thielemans og Roland Kirk. Jo Quincy har den nihalede pisk fremme, når han taler om store navne.

Uanset om han har ret eller ej, så er det ret forfriskende at læse et interview, der ikke bare forherliger stjernerne. Den slags er der nok af (læs bare dagens nyhedsstrøm, hvor idoldyrkelsen får alt, hvad den kan trække).

20 har læst indlægget
20 har læst indlægget