Så var det The Whos forsanger Roger Daltryes tur til at træde ind i række af firsårige rockstjerner. Og som mange af de andre er han stadigvæk aktiv, som om alderen ikke var et problem. Han er sikkert en af dem, der først stopper, når han falder om på scenen (som kollega Pete Townshend antydede i et interview). Keep on rocking Roger.
Så gjorde han det igen. Fik en førsteplads på albumlisten med pladen Swing Fever, som han har lavet sammen med Ex-Squeeze-musiker og tv-vært Jools Holland. Stewart har prøvet det før. Første gang med Every Picture Tells a Story i 1971, hvorimod det er første gang for Holland. Godt gået af de to ældre rock-gentlemen.
I går var det 75 år siden, det første Anders-And-blad udkom i Danmark. I 1949 og til en pris af 75 øre. I dag – for bladet udkommer stadigvæk – koster det omkring 40-50 kr. for et eksemplar, afhængigt af, om der skal være plastiklegetøj med eller ikke.
En af mine bekendte, em mand på 91 år, har abonneret på bladet, siden han var dreng og gør det stadigvæk. Selv har jeg aldrig været donaldist, som man kaldes når man er inkarneret fan. Men Anders Ands univers var en del af min barndom og jeg kender de gamle historier, lige som jeg kender alle de film, der er blevet lavet om Anders And, Mickey Mouse m.fl. Og jeg kan huske, at jeg engang vandt et helt års hæfter i en konkurrence i bladet. Jeg fik dem dog aldrig, fordi firmaet bag løb tør for blade. Så jeg fik en kompensation, som jeg ikke husker hvad var.
I dag er Anders And slet ikke så populær, som bladet var engang. Tiderne er skiftet, og nye generationer har fået masser af andre underholdningstilbud. Og Anders And er blevet et niche-blad og de gamle numre samlerobjekter, der går til høje priser.
Da jeg begyndte at læse på universitetet i 1973 mødte jeg igen Anders And, idet bladet blev genstand for en stor undersøgelse af en gruppe studerende, der med inspiration fra de dengang herskende teoridannelser – fx marxisme og psykoanalyse – satte Anders And-bladet ind i en historisk kontekst. På bogens bagside kan man bl.a. læse: “Undersøgelsen redegør for, hvorledes tegneserierne blev til o. 1900 som led i strukturomdannelsen af pressen under kapitalismens ekspansion fra liberalkapitalisme til monopolkapitalisme. Undersøgelsen behandler de dominerende tegneseriegenrer og er lagt an på at vise, hvorledes disse er et produkt af en konflikt imellem det kapitalistiske samfunds ideologi og den monopolistiske virkelighed. Til forsoning af konflikten tilbyder tegneserierne liberalkapitalismens myter, men afslører herigennem, at kapitalismen er på vej til at udvikle sig ud over grænserne i det forestillingssystem, den legitimerer sig ved. “. Ja, det var dengang.
Jeg skriver sjove digte.
Jeg skriver osse triste.
De første læser andre folk.
Selv læser jeg de sidste.
(Halfdan Rasmussen/ Tosserier)
For nogle få dage siden blev jeg færdig med at læse Jan Gradvalls monografi om ABBA i den svenske udgave (siden er den kommet i dansk oversættelse). Og her støder jeg igen på den melankoli, som jeg ofte har mødt i musikken (fx i mine anbefalinger af dansk musik). Ja, den er helt ud i titlen på bogen – Vemod undercover – som er et citat fra noget Benny Anderssson har sagt: “Selv de gladeste sange er i grunden vemodige. Vi lavede vemod undercover”. Og Gradvall graver så dybt, han kan, for at finde årsagen til dette vemod og ender med at finde den i den musik, som Benny Andersson er flasket op med som barn og ung – den harmonikabaserede spillemandsmusik, dragspel. Så vemodet, melankolien, er ikke et nyt fænomen i musikken, men har rødder dybt ned i den folkelig musik. Vi kender jo vemodet i the blues, men kan også spore den i fx folkemusikken og countrymusikken. Og måske er denne sindsstemning måske i virkeligheden uadskillelig fra musik i det hele taget!? Den tanke ligger lige for.
Så skete det igen. Manden bag capac blev sendt ud på de danske (motor)veje for at se sit sidsttilkomne barnebarn (12 dage gammelt) for første gang. Det sidste var dejligt. Men knap så dejligt var det at køre ad E45, hvor der dels var vejarbejde på mindst 50% af strækningen, så hastigheden varierede fra 50 til over 120 (og nogle ignorerede begrænsningerne…) og der dels var plastret til med lastbiler – danske som udenlandske – hvoraf flere ignorerede overhalingsforbud. Nej, jeg er ikke og bliver aldrig inkarneret bilist. En bil er blot et firhjulet fartøj, der kan bringe mig fra et punkt til et andet.
Februar måned 1974 var en god musikmåned med nye udgivelser fra en lang række navne. Lige fra Badfinger, Big Star, Johnny Winte over Grateful Dead, Humble Pie og Mountain til Todd Rundgren og Seals and Croft. Og så var der også Lou Reed og Rock and roll animal, et album, der altid har stået mit hjerte nært. Et live-abum, optaget på Howard Stein’s Academy of Music in New York City og med vitale udgaver af fire Velvet Underground-sange. Pladen udmærker sig ved – ud over en veloplagt Lou Reed – et særdeles stærkt band bestående af guitaristerne Dick Wagner og Steve Hunter, som spiller med fremdrift og potens og bliver backet godt op af Pentti Glan (trommer), Prakash John (bas) og Ray Colcord (tangenter). Meningerne om Reeds potente hård rock versioner af de gamle VU-numre var delte, men pladen – og dens efterfølger Lou Reed Live (1975) fremstår i dag som klassiske Lou Reed-plader, der vidner om det rock and roll heart, som Reed altid har haft og som siden har manifesteret sig på flere album.
“Lad os holde op med at kalde det “Kunstlig Intelligens” og kalde det for hvad det er og laver “plagiat software”, fordi “Det skaber ikke noget, men kopierer eksisterende værker, af eksisterende kunstnere, modificerer dem nok til at undslippe ophavsretslovene ”
Dette er det største tyveri af intellektuel ejendom, der nogensinde er registreret, siden europæiske kolonister ankom til indianernes land. ”
Noam Chomsky, New York Times – 8. marts 2023
Jeg har et ambivalent forhold til fænomenet “fan”. Jeg har fuld forståelse for og sympati med, at man kan dyrke musikere, fodboldspillere, skuespillere m.fl. for deres præstationer; men på den anden side har fandyrkelse en ubehagelig tendens til at leve op til ordets oprindelige betydning. Fan kommer af tysk fanatisch fra latin fanaticus og ordbogen forklarer det således: “som ensidigt, beslutsomt eller begejstret kæmper for, støtter eller dyrker en bestemt sag, person, interesse el.lign.“.
Et helt aktuelt eksempel på, hvor galt det kan gå med fandyrkelse er, at resterne af en af de kugler, der dræbte Beatle-John Lennon, er på auktion hos Anderson & Garland i England og forventes at kunne indbringe den nette sum af 1500 til 2000 £, hvilket med den aktuelle kurs betyder et sted mellem 13.000 og 18.000 kroner. For mig at se er der tale om perverteret fandyrkelse. Og at det ikke kun er Beatles-fans og Elvis-fans, der lander der, kan man forvisse sig om, hvis man følger med i de store aukionshuses udbud af sådanne fan-relikvier, hvad enten det er nogle af Elton Johns solbriller eller plateausko, Elviss’ toilet eller en kugle, der sat i den pistol, der dræbte Lennon. Og relikvie er et passende ord, fordi det binder fan-hysteriet sammen med det religiøse. Den perverterede fandyrkelse er, når den er værst, at ligne med religiøst hysteri, hvor en split af korset eller en flig af ligklædet hensætter kristne fanatikere i religiøs ekstase.
Den perverterede fankultur har gode vilkår i vores samfund, hvor en kvasi-kirkelig dyrkelse af visse kendte personer er reglen. Se blot det aktuelle MGP-hysteri i pressen eller ditto i sportsverdenen. Børn og unge opflaskes med en sådan personkultur i en grad, der gør, at de ofte ikke formår at skelne mellem det personerne frembringer – musik eller sportsresultater fx – og selve personen. Og det har uheldige konsekvenser mange steder i samfundslivet, fx i det politiske. Og først når vi får gjort op med denne i pressen og medierne ekstreme personfiksering kan vi komme ud over den perversion, der ligger som en konstant fare i fandyrkelsen i alle dens afskygninger.
Vi skriver 1971. Benny Andersson og Björn Ulvaeus er en duo, der spiller svensktop-musik. Bag sig har de to sangerinder, der en dag vil blive deres respektive fruer og bandmedlemmer – Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad. Man kan mene, at de endnu er langt fra ABBA-lyden, men noget er der da. Vokalarbejdet, melodiøsiteten og melankolien.
Beyoncé har aldrig rigtig faldet i min smag, og derfor er hun en af de kunstnere, der skal have en eller flere nye chancer. For det kan vel ikke passe at så mange musikforbrugere kan tage fejl eller?! Well, den unge dame er ude med et nyt udspil, hvor hun bevæger sig ind på countrymusikkens gebet, og selv Dolly Parton har vendt tommelfingeren opad. Og det er da heller ikke helt ueffent, det Beyoncé leverer her. Ikke skelsættende eller radikalt fornyende og heller ikke meget bedre end mange af de nye unge countrydamer, der løbende kommer frem derovre. Men bestemt lytteværdigt. Bestemt.
DR har fået en lys idé. Nemlig at vise nogle af Erik Clausens film. Den nu 81-årige Erik Clausen er en selvlært multikunstner, der oprindeligt blev uddannet maler, men siden har fundet en levevej som kunstmaler, musiker, skuespiller, filminstruktør og manusskriptforfatter – med mere. Og så er Clausen en af de venstreorienterede kunstnere i dette land. Med en opvækst på Sydhavnen i København og en altid klar holdning til, hvilket lag af befolkningen han tilhørte og solidariserede sig med.
Og det sidste afslører sig umisforståeligt i filmen De frigjorte, der bygger på en roman af forfatteren John Nehm (1934-2019), som var en autodidakt arbejderforfatter. Alene filmens titel er polemisk. Frigjort er arbejdsgiverens betegnelse for “fyret” eller “fritstillet”. Og den fortæller historien om den midaldrende fabriksarbejder Viggo, der martres af tanken om, at han en dag kan blive fyret og en dag oplever, at hele den fabrik, han har arbejdet på i 25 år, lukker og sender arbejdet ud af landet. Uden de store dybsindigheder fortæller filmen om den deroute, som , ‘frigjortheden’ bliver for Viggo, der oplever, hvordan der ikke længere er brug for ham og hvordan han langsomt på acceptere at være en af de 300.000 arbejdsløse i Danmark. Og hvordan situationen slår ind på hans ægteskab og familieliv og medfører en større krise i hans midaldrende liv. Filmen lever højt på de medvirkendes indforståede portrætteringer af de forskellige personer – lige fra Helle Ryslinges loyalt-kritiske kone over Anen Marie Helgers portræt af en velhavende falleret sangerinde til en lille rolle til afdøde Bjarne Liller som let fordrukken arbejdsløs. Og filmen rummer mange små momenter, der både er rørende, morsomme og troværdige. Det er en film, der er solidarisk med de mennesker, den skildrer, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor den står politisk set. Og Erik Clausen spiller – som altid – rollen som om Viggo er en del af hans egen personlighed, hvad han nok også er.
Filmen er bestemt seværdig og er en illustration af, at folkekomedien, som engang var flagskibet i dansk film, stadigvæk fungerer, selv om den har politiske og samfundskritiske over- og undertoner. Og som alternativ til alt det andet kulturelle hø, DR sender, er valget let.
Musikeren Bent Hesselmann – saxofon, fløjte og piano – fylder 85 år. Han har spillet i mange sammenhænge – ud over Hæs & Blæs (ovenfor): N.J. Steens Quartet, Max Brüels Quintet, Jørgen Borchs Quintet, Hugh Steinmetz Big Band, Cadentia Nova Danica), The Maxwells, Beefeaters, Søren Kragh Jacobsens Biorytmer, Young Flowers, Alrune Rod, Midnight Sun. Plus det løse. Og de sidste mange år har han også lavet filmmusik, optrådt som skuespiller og været kommentator her i bloggen.
Henrik Strube var en del af halvfjerdsernes venstreorienterede rock. Først gjorde han opmærksom på sig selv som medlem af No Name, hvor han bl.a. spillede sammen med Peter Ingemann. Så fortsatte han i flagskibet Røde Mor, og gik siden solo med en række populære albums. Ved siden af sit musikalske virke har han også arbejdet som journalist og forfatter med flere bøger på samvittigheden. Og så har han skrevet og være foredragsholder om lidelsen tinnitus, som han selv er ramt af og som er en erhvervsskade for mange musikere.
Jeg mindes en koncert med Henrik Strube Band i Botanisk Have i halvfjerdserne, hvor han havde Lis Sørensen med som sangerinde og guitarist. Og i sidstnævnte egenskab fik hun en lidet mindeværdig solo.
I dag fylder Henrik 75 år og er stadigvæk aktiv.
Her i en nyere optagelse med Røde Mor fra Århus:
Det er ikke hver dag, man støder på en nyere film, der er optaget i sort-hvid. Og alene det forhold fortæller noget om, hvilken film vi har med at gøre. En film, der ikke gør sig så meget i det udvendige – farver, computerkunst osv. En film, der vil noget andet og nedtonet.
Og det er hvad vi får. Vi møder Johnny (spillet af Joaquin Phoenix), en midaldrende journalist, der er involveret i et projekt, hvor han sammen med en kollega rejser rundt i USA og interviewer børn og unge for at høre om deres liv og forventninger til fremtiden. Da han kommer til Detroit kontakter han sin søster Viv (Gaby Hoffmann), som han ikke har talt med siden de mistede deres demens-ramte mor et år tidligere. Og i løbet af telefonsamtalen får Viv Johnny overtalt til at komme til Los Angeles og passe sønnen Jesse (Woody Norman), medens Viv er i Oakland for at hjælpe sin ægtemand og Jesse’s far Paul på fode. Han lider af en såkaldt bipolar lidelse.
Johnny påtager sig opgaven, selv om han ingen erfaringer har med at passe børn. Selv om Vivs ophold hos Paul trækker ud, tager Johnny sig af Jesse og de to udvikler et nært forhold til hinanden, selv om Jesse – med moderens ord – er en ‘klog og sær dreng’. Selv om Vivs ophold hos Paul trækker ud og selv om Jesses tilstedeværelse i Johnnys liv vanskeliggør hans arbejde som rejsende journalist indvilliger han i at tage sig af drengen.
Og filmens helt centrale fokus er forholdet mellem manden og drengen. De er vidt forskellige som personer og Jesse er en dreng, der går sine egne veje, har sine egne meninger og ikke bare lader sig styre af en voksen. Det giver anledning til nogle konflikter undervejs, hvor Jesse forsvinder for igen at dukke op.
Filmen ender med, at Viv kommer og henter drengen i New Orleans. Og i den sidste scene ser vi Johnny sidde og lytte til optagelserne fra New Orleans, hvor han hører Jesse fortælle, at han opfatter Johnny som måske værende sin bedste ven. Og Johnny sender Jesse sin egen optagelse, hvor han fortæller om deres tid sammen og minder Jesse om alle de ting, han ikke må glemme, når han bliver voksen.
Filmen er et enestående eksempel på, hvad amerikansk uafhængig filmkunst kan byde på, når Hollywood ikke er ind over. En stille film, der bevæger sig i et meget realistisk univers med billeder af uglamourøse sider af amerikanske storbyer og fortæller en virkelighedsnær historie om nogle umage mennesker, der på trods af meget forskellige personligheder og baggrunde finder et venskab i en verden, der er fuld af problemer. En film, der med sit fokus på personerne og deres snakkesalighed kan bringe mindelser om nogle af Woody Allens film frem, men også minder os seere om, hvor virkelighedsfjerne mange af de mere kendte film fra Hollywood og lignende steder er. En både bevægende og meget menneskelig film, som man kun kan få det godt af at se.
The Mule (Muldyret) fortæller historien om Koreakrigsveteranen og amatørgartneren (med forkærlighed for dagliljer) Earl Stone, der bliver spillet af den aldrende Clint Eastwood, som også har instrueret filmen (2018). Filmen bygger på en virkelig persons historie.
Stone er en mand, der har sat sit arbejdsliv højere end alt andet, inklusive sit ægteskab og forholdet til sine børn og børnebørn. Og da vi møder ham brænder han sin datter Iris af på hendes bryllupsdag, fordi han i stedet for skal modtage en hæderspris for sine dagliljer. Forbitret over hans handling nægter datteren at snakke med ham igen og hustruen begærer skilsmisse.
Tolv år senere dukker Earl op ved sit barnebarn Ginnys bryllupsforberedelser. Den reelle grund til hans besøg er dog en anden – han har mistet sit hus, der er sat på tvangsauktion, og må (og det er ikke første gang, forstår vi) se om han kan komme på fode igen. Men der er selvfølgelig ingen hjælp at hente i den forsmåede familie. Earl må gå sin egen vej, men da han er på vej hen mod sin gamle pick up truck, som han har tilbragt meget af sit liv i, kontaktes han af en ung latinamerikansk mand, der tilbyder ham et job som vognmand. Det viser sig så at være et narkotikakartel, der har brug for en loyal person til at aflevere kokain. I første omgang afviser Earl, men nøden får alligevel ham til at acceptere tilbuddet. Og han begynder sine ture, som han klarer uden de store problemer, fordi han er elitebilist, som aldrig har fået en trafikbøde, og i øvrigt opfører sig på en upåfaldende måde.
På grund af sin væremåde bliver gamle Earl hurtigt narkokatellets bedste “muldyr”, der leverer større og større partier kokain og tjener mange penge, som han bruger på at købe sit gamle hus tilbage, en ny pick up truck (da den gamle står af), give mange penge til den lokale veteranklub og finansiere sit barnebarns bryllup og adgang til en videregående uddannelse. Men narkopolitiet kommer langsomt men sikkert på sporet af narkotrafikken og det succesfulde “muldyr”. Pågribelsen af Earl bliver dog forsinket, fordi den angrende Earl beslutter sig for at lave en afstikker på vejen (noget han ellers aldrig har gjort) for at besøge sin kræftsyge kone, der ligger for døden. Earl deltager i konens begravelse og slutter fred med sin familie og gennemfører derefter sin narko-tur og bliver pågrebet. Han stilles for retten og selv om politiet ser formildende omstændigheder i Earls handlinger, hans fortid som Korea-veteran og hans alder, så vælger Earl at erklære sig skyldig i alle anklager, hvorfor han ender i fængsel. Og det sidste man ser, er at Earl er i gang med at dyrke sine elskede dagliljer på fængslets grund.
Det er ikke en film, der gør megen væsen af sig. Den er fortalt ligefremt og uden de store falbelader, og Eastwood har været heldig med sine valg af karakterer, fx Diane Wiest i rollen som den forsmåede kone eller Andy Garcia i rollen som karteloverhoved. Og Eastwood selv spiller som han plejer at spille, dvs. nærmest at spille sig selv. Selv om han er en gammel mand, så er det stadigvæk rollen som den arketypiske amerikanske enegænger, der holder fast i gamle normer og “værdier” og i det hele taget et tilbageskuende perspektiv på livet (han hader mobiltelefoner og internet, han kalder sorte for negere og sætter sine pligter – ikke mindst arbejdet – over alle andre ting). Eastwood spiller som Earl en gammel udgave af den spahettiwestern-cowboy og Dirty Harry-figur, han engang for mange år siden grundlagde sin karriere på. Godt nok skyder han ikke med skarpt længere, men på alle andre måder er han en tro kopi af den figur, han egentlig altid har spillet. Han kan den figur på rygradden og det er måske også forklaringen på, at han stadigvæk langt oppe i halvfemserne formår at lave film om den slags mænd.
Det er absolut en veldrejet lille film, som man roligt kan se, hvis man kan goutere det Eastwoodske univers.
