Vi elsker the Beatles

28. januar 2020

Lad mig lige gøre opmærksom på podcast-serien “Vi elsker the Beatles“. Her kan man høre en række Beatles-fans af den gamle skole fortælle om deres forhold til Fab Four, lige fra Beatles-eksperten Arno Guzek til Hans Otto Bisgaard. Fordelen ved denne serie er netop, at det er den enkeltes oplevelser og erindringer om The Beatles fra dengang, hvor de endnu var på banen. Det er sjovt og interessant, hvor forskelligt, man har oplevet det første møde med bandets musik og oplevelsen af de aktive syv år og solotiden derefter. Det er oplagt lyttestof for enhver, der kan huske Beatles eller er kommet til som fan siden hen.

 

12 har læst indlægget

Auschwitz – befriet for 75 år siden

28. januar 2020

[Foto af noget af staben i kz-lejren Auschwitz, der hygger sig med en sang og et smil]

I går var det 75 år siden, de sovjetiske tropper indtog koncentrationslejren Auschwitz og befriede de få overlevede, der var tilbage efter at lejren havde været aktiv siden 1940. Og dagen er blevet markeret mange steder i den vestlige verden. Fordi Auschwitz var den største kz- og udtryddelseslejr og et symbol på nazismens inhumane politik, der kostede millioner af jøder og andre mennesker livet.

I eftertiden har det heddet sig, at vi ‘aldrig må glemme’ Auschwitz og hvad der skete med jøderne. Og det er så rigtigt som det er sagt, men hvordan sikrer vi os, at nazismens forbrydelser ikke bliver glemt og ikke kommer til at gentage sig? Hvordan sørger vi for, at ungdommen til stadighed får fortalt om de rædsler, nazitiden bragte med sig? Svaret er vel, at vi må sørge for at give ungdommen en almendannelse – dvs. en skolegang – der sikrer at de får den fortælling med i bagagen. Historie- og samfundsfag. Men hvordan ser det ud med disse fag i fx folkeskolen i dag?

Jeg tilhører selv en generation, der kom til ca. et tiår efter besættelsen. Og dengang var det en selvfølge, at vi skulle høre om de mørke år under nazismen. Ja, det fyldte ganske meget, og blev en del af den bagage, vi fik med os. Og vi fik nazismens historie med som noget, der var og fortsat er noget, vi mennesker skal tænke over og prøve at forstå? Var holocaust ondskab? Og hvis ja, hvad er så ondskab? Noget, vi besidder som mennesker? Eller måske noget, livsvilkårene påfører os? Jovist, nazismen vil fortsat være noget, der kan beskæftige filosoffer, psykologer og andre videnskabsmænd og -kvinder i fremtiden.

 

 

7 har læst indlægget

Tommy Seebach

28. januar 2020

I går aftes genudsendte DR1 en dansk dokumentar fra 2010 om musikeren Tommy Seebach. Tommy Seebach var ikke hvemsomhelst i dansk populærmusik. Han var en talentfuld musiker, der begyndte sin karriere allerede som fjortenårig med sit eget band The Colours. Kort tid efter blev han medlem af et af tidens kendteste pigtrådsbands Sir Henry and his Butlers. Han var da 15-16 år gammel. Og jeg kan endnu huske, hvordan musikpressen skrev om den unge pigtrådsmusiker, der med et slag blev “verdensberømt” i Danmark. I 1975 forlod han så Sir Henry og påbegyndte en solokarriere med fokus på dansktop og Melodi Grand Prix. Og det fortsatte frem til hans alt for tidlige død, 53 år gammel, i 2003.

Dokumentarens vinkel er – desværre – den personlige tragedie, Seebachs storhedstid og dalende succes, alkoholisme og tidlige død af et hjertetilfælde. Vinklen er helt i vor tids ånd, hvor persondyrkelsen er helt i fokus. Desværre betyder det også, at det mest interessante – musikken – gled lidt i baggrunden. Til trods for, at flere af Seebachs kolleger, bl.a. Sir Henry selv, medvirker og kan fortælle om musikeren Seebach. Den spændende fortælling om pigtrådsmusikkens opkomst og dens forvandling til dansktopmusik i løbet af nogle få år berøres kun meget overfladisk , ja fortrænges af det voldsomme fokus på manden, familiefaderen og personen Seebach. Jovist var det en tragedie, at karrieren tog livet af Seebach, men den historie er mere egnet for ugeblade som Se & Hør og Billedbladet end for en tv-dokumentar, der kunne have sat Seebach ind i en musikhistorisk kontekst. Men sådan er tidsånden ikke, man vil hellere snage i privatlivet og personens livsproblemer.

10 har læst indlægget

50: Simon And Garfunkel – Bridge over troubled Water

27. januar 2020

Bridge over troubled Water var Simon og Garfunkels femte og sidste duoplade. Samme år som pladen udkom gik de hver til sit. Selv om der har været kortvarige gendannelser, så var løbet kørt for den succesfulde duo. Og Brigde blev deres måske største fælles kommercielle succes med salg af mange millioner eksemplarer.

Det er et album, der helt tydeligt peger frem mod såvel Simons som Garfunkels soloplader. Den lægger afstand til duoens akustiske folkinspirerede sange og inddrager elementer af moderne populærmusik – rock, jazz osv. Og det er en plade med lutter vellykkede sange, inklusive coverversionen af Everly Brothers’ “Bye bye love” – et passende cadeau til en duo, der har været en væsentlig forudsætning for Simon And Garfunkel.

Selv har jeg siden første lyt haft det lidt svært med titelsangen. Den er en smuk sang, Art Garfunkel synger bedre end nogensinde, men arrangementet med strygerne bliver lidt for tung efter min smag. Men denne “svipser” opvejes så rigeligt af andre sange som “The Boxer”, “The only living boy in New York”, “Why don’t you write me” og “Cecilia”.

9 har læst indlægget

Komsammensurium?

26. januar 2020

I det nys omtalte program med Peter Ingemann, fortæller hovedpersonen bl.a. om en musikbegivenhed, der skulle have fundet sted på Danmarks Radios foranledning. Komsammensurium hed det. Og lidt søgen på nettet bringer en til en interessant side med titlen Hans Jørgen Skov Klubben. Hans Jørgen Skov var samtidig med Jørgen de Mylius og blev siden hen programdirektør for DR. Og som klubben skrive, så var Skov “knap så poppet som Mylius”.

Men på den side har man lavet en grundig oversigt over de programmer med rock og pop, som DR bragte i perioden 1962-1977. Og det er ganske imponerende at studere. DR var virkelig fremme i skoene i de år (modsat i dag…). Og på listen finder man omtalte “Kommensammensurium”. Og man kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange fine optagelser, der blev lavet dengang – optagelser, der fortjener at blive digitaliseret og udgivet i dag. Af såvel historiske som musikalske årsager. Noget af det er udkommet, men der er meget, der ikke er.

Ingemann nævner også et arkiv af spolebånd, som er i hans besiddelse, og som vist er under udgivelse – helt eller delvis – i udlandet. Mere får man desværre ikke at vide, men der sidder åbenbart nogle “nørder” rundt omkring, der arbejder for at bevare fortidens musikalske meritter. Og det er jo da altid rart at vide. Så må vi bare finde ud af, hvem der udgiver det…

31 har læst indlægget
31 har læst indlægget