CAPAC

Hjemkomst kalder Anne Eltard sit nye album og straks tænker jeg – hjem til hvad? Og måske gemmer svaret sig i sangen “Hun kommer hjem” (3 på side A), hvor det blandt hedder “hun kommer hjem når freden er sluttet, når børnene ler, når mennesker og grænser er åbne og sanser så kommer hun hjem” (med forbehold for fejlhøring). Men altså en hjemkomst – ikke til et bestemt, afgrænset sted, men derimod og tværtimod til et sted, hvor der åbnes op for noget. Og det kunne meget vel være mod en musikalsk og menneskelig frodighed og frugtbarhed.

For ganske vist bekender Anne Eltard sig på sin fine hjemmeside til ‘den nordiske tone’, men albummet demonstrerer også, at denne grundtone langt fra får lov til at stå alene, men bliver befrugtet og legeret med toner fra vores fælles store verden. Med sin kvartet – bestående af Anne selv (sang og violin), Regin Fuhlendorf (guitar og kor), Nicolai Land (kontra- og ukulelebas og kor) og Anders Pedersen (cajón, slagtøj og kor) – inviteres lytteren ind i et musikalsk univers, der både byder lytteren op til dans, syngen med og intens lytten.

Allerede i den første sang “Hold mig tæt” er vi ude på et imaginært dansegulv. En sang om et kærligt møde vugger forførende af sted med latinamerikansk fornemmelse og Django Reinhardsk jazz-feeling. Og oven i det hele Anne Eltards behagelige, indtagende stemme, der forbilledligt klart og forståeligt fremfører de danske tekster. Og videre går det til “Tal til mig”, hvor kærlighedens problemer melder sig, og et meget mere moderne, nutidigt musikalsk udtryk melder sig med funky tangenter og rockende guitar. Og kvartetten ændrer udbesværet udtryk og får fin hjælp fra andre musikere (Jens Nørremølle, tangenter,  Peter Klitgård, guitar, Channe Nussbaum, kor, Monica Jakobsen, kor og Louise Nipper, kor). Og sang for sang udfolder kvartetten sit brede, fornemme udtryk, der ikke er for fastholdere, men genremæssigt vidt facetteret og fascinerende i sin grundlæggende, medrivende, dansante og lytterorienterede variation.

Anne Eltard har skrevet de fleste numre på pladen. Og her er både poppede sange (som de nævnte) og et enkelt instrumentalnummer (“Halvfem”). Men der er også andre bidragsydere som for eksempel Kai Normann Andersen med sin og Poul Henneingsens “itu, itu i tusinde stykker”, Mogens Dams og Henrik Blichmanns “Den sidste turist i Europa” og Børge og Arvid Møllers klassiske “Glemmer du”. Og med disse bidrag fra den danske sangskat er den nordiske tone i hvert fald sikret, hvis den ikke var det i forvejen (hvilket den er).

Ingen tvivl om det: Anne Eltard og hendes kvartet vil rigtig meget med deres musik – og de kan det hele og mere til. De har slået et stort brød op og er lykkedes med at få det til at hæve og få det bagt godt og grundigt. Hjemkomst  er et særdeles vellykket album, der fortjener stor ros og mange lyttere. Så hvis ikke musikradioen vil spille den, så sørg for at lytte til den digitalt eller på fast medie. Hermed varmt anbefalet.

Anne Eltard. Hjemkomst. Produceret af: Anne Eltard og Jens Nørremølle. Eget plademærke. Er udkommet.

Lidt research på nettet og i diverse opslagsbøger gjorde mig ikke klogere på, hvilken måned i 1972 Day of Phoenix’ andet album The Neighbour’s Son udkom. Men i hvert fald var det i 72 og derfor halvtreds år siden, dette progressive rockbands sidste album af to udkom.

Gruppen udsprang delvist af The Maniacs og bestod i første omgang af Cy Nicklin (gt. og sang), Henrik Friis Nielsen (trommer), Karsten Lyng Nielsen (gt. og sang), Ole Prehn (gt. og sang) og Jess Stæhr Nielsen (bas og sang). Og blev dannet i 1968. Gjorde sig bemærket ved at optræde i filmen “Helle for Lykke”.

Allerede i 1969 skete der store udskiftninger. Nicklin og Stærh blev erstattet af hhv. Hans Lauridsen (sang) og Peter Friis Nielsen (bas og ang). Og i den nye konstellation indspillede bandet i 1970 Wide Open N-Way, der blev godt modtaget, også i England. I 1972 kom så The Neighbour’s Son .

I 1972 bestod gruppen af Lyng, Prehn og Stæhr, Ole Fick (gt.) og Bo Thrige Andersen (trommer). De sidste tre med fortid i Burnin Red Ivanhoe. Den ny konstellation holdt dog ikke længe og Day of Phoenix opløstes endelig i 1973. Inden da nåede de at indspille nummeret “Make me look away”, der findes på Burnin Red Ivanhoes right on (1974).

Day of Phoenix blev aldrig det helt store navn i Danmark, men er forblevet et kultband. Og deres musik blev genudsendt samlet under titlen Mind Funeral i 2020.

If you ask me

Chicken Skin

Brian Wilson, sangskriver par excellence i the Beach Boys, fylder 80 i dag. Også hans fødselsdag vil sikkert give genklang i musikpressen og på de sociale medier. Barry Miles fortæller en sjov historie om Wilson i sin McCartney-biografi. Medens konkurrencen mellem Beatles og Rolling Stones alene var en konkurrence om, hvem der flest og højest hitlisteplaceringer, så var konkurrencen mellem McCartney og Wilson på det kunstneriske plan. Som  McCartney var/er Wilson bassist, og de to fulgte hinandens musikalske udvikling nøje for at kunne overgå hinanden. Pet  Sounds var således Wilsons svar på Beatles’ Rubber Soul. 

Og hvilket svar. McCartney benyttede enhver lejlighed til at rose pladen, blandt andet for Wilsons brug af bassen som melodisk instrument. Men selv om han anbefalede pladen til alle, han mødte, så gik det meget trægt med pladens salg i England. Indtil der kom hjælp fra en uventet kant. Rolling Stones’ manager, Andrew Loog Oldham, bekostede helsidesannoncer i musikbladene som fortalte alle, at det var det største album, der nogensinde var lavet. Og det virkede. Alle, der havde noget at sige i den britiske musikbranche, købte pladen, og det satte skub i salget. I mellemtiden var Beatles i fuld gang med at indspille Revolver, der ville flytte popmusikkens grænser endnu en gang.

Brian Wilson – God only knows 2002

For ikke at få for store tv-abstinenser kastede jeg mig over den færøske krimi-serie Trom, der oprindeligt blev vist på Viasat, men nu kan ses på DR.

Serien bygger på den færøske forfatter Jógvan Isaksens bøger om den kritiske journalist Hannis (spillet af Ulrich Thomsen). Hannis er blevet kaldet hjem til Færøerne af en aktivistisk kvinde, Sonja, der kæmper mod misbruget af havmiljøet. Modstræbende tager han derop, og så viser det sig, at Sonja er hans egen datter, som han ikke vidste, han havde. Og hun har oplysninger, som han ville kunne bruge til en kritisk artikel.

Men næppe er han arriveret, før Sonja findes druknet i havnen. Og noget tyder på, at det hverken var selvmord eller uheld, men mord. Og Hannis begynder langsomt at grave i sagen, samtidig med, at det færøske politi med politikvinden Karla (spillet af Maria Rich) i spidsen også forsøget at finde ud af, hvad der er sket.

Med sin placering på Færøerne og handlingscentrum i og omkring Thorshavn får serien et spektakulært, smukt og storladent sceneri og en mikro-metropolisk noir-stemning forærende for en fortælling, der langt hen er ganske traditionel. Med Ulrich Thomsen i rollen som den fåmælte, handlende journalist-detektiv, som er lavet efter en klassisk skabelon fra klassiske krimier af Chandler og Hammet. Thomsen udfylder rollen godt med hele sin internationale erfaring pondus, men mangler også lidt dimensioner i sin karakter. Heller ikke Maria Rich lykkes helt med sin karakter, der virker lidt utroværdig og konstrueret. Bedre går det for skurken, de religiøse forretningsmand Ragnar (Olaf Johannesen) og birollerne, bl. a. Karlas kvindelige underordnede, spillet af Mariann Hansen.

Samlet set er serien absolut seværdig, hvis man ellers er til kriminalserier, selv om den ikke helt når det niveau, man er vant til fra engelske og svenske serier i samme genre.

Helt tilfældigt opdagede jeg, at min gamle smartlog – dér hvor capac-bloggen begyndte for mange år siden – har fået nyt liv på nettet. Min gamle bloggerbuddy Klaus har åbenbart publiceret sin bogudgave af bloggen på noget der hedder yumpu.com, hvor man kan læse, hvad jeg skrev engang. Her.

Det ligner en gammeldags singleplade, men min grammofon overbeviste mig om, at der nok snarere er tale om en EP eller måske endda en mini-lp. Old Man Blues’ Ready for fun, der består af fire sange, fordel på to sider.

Og måske er tanken om gammeldags singleplader slet ikke så malplaceret. For Ready for fun rummer musik, der gerne fandt vej til 45″-vinylerne i gamle dage. Om projektet Old Man Blues har taget navn fra Duke Ellington ved jeg ikke, men tænker at navnet nok snarere henviser til, at de medvirkende alle har en dåbsattest, der daterer sig tilbage i det tyvende århundrede.

I spidsen står Right Hand Buddy, der har skrevet alle sangene, synger for og bag. Og bag ham find vi Niels Kaarsberg på guitar (og flaskehals) og kor, Favia Couri på guitar, bas, klaver, mellotron og kor go Martin Couri på trommer, slagtøj og kor. Og sammen spiller de en afart af garagerock.

Det er beskidt, svedigt, ukompliceret rock, der flintrer af sted med piskende trommer,  pulserende og undertiden forvrængede guitarer, hamerende piano og dunkende bas. Helt som garagerockens simple æstetik foreskriver. Og tekster svarer nøje til musikkens enkel- og renhed. Det er direkte tekster, der taler uden omsvøb om at have det “sjovt”, dyrke sex uden at blande kærligheden ind i det, om alzheimerens begrænsninger af livsudfoldelsen og om savnet af en rigtig god ven. Tekster, der har karakter af citationer og som befinder sig på umiddelbart hverdagslivsniveau.

Det kan godt være, at det er nogle gamle drenge, der gemmer sig bag projektet Old Man Blues, men attituden er ung – nej, ikke ungdommelig – som i frisk, uforfalsket, hudløs og umiddelbar. Det er musik, der på sæt og vis er tidløs. Den har paralleller tilbage i halvtredserne og de tidligste tressere og kan følges som en rød tråd op gennem rockens historie. Musik, der aldrig går rigtig af mode og som altid vil finde sine tilhængere, fans og  proselytter.

Så hvis man er til ægte garagerock, som vor far, bedstefar og oldefar lavede den, er der god grund til at få fat i denne vinyl til samlingen. Og man kan kun ønske sig, at Right Hand Buddy og hans kammesjukker vil tage sig sammen og lave et stort album med flere ærlige sange. Hermed anbefalet.

Og så skal Old Man Blues have ros for at tilegne en sang – “I miss you” – til musikmennesket Jan Sneum, som vi mistede i 2020. Fin, fin gestus.

Old Man Blues. Ready for fun. Hookfarm . Er udkommet.

You say it’s your birthday
It’s my birthday too, yeah
They say it’s your birthday
We’re gonna have a good time
I’m glad it’s your birthday
Happy birthday to you

Og derfor smider jeg en lille rune her. For i morgen – forestiller jeg mig – vil vi opleve et sneskred af omtaler om den aldrende ex-Beatle, der for tiden er i gang med sin Got Back-turné med stor succes.

Mccartney er for mig at se (og ikke mindst høre) sin generations helt store sangskriver, der har skabt en sangskat, som i bredde og kvalitet er svær at matche. I forbindelse med hans store fødselsdag læser jeg som nævnt Barry Miles’ biografi fra 1977 Many Years from Now, der efter sigende er den ‘officielle’ biografi, der bygger på Miles’ ekstensive interviews med McCartney i årene 1991-96. Interviews, der citeres in extenso gennem bogen, så man nærmest får fornemmelsen af, at det er McCartney selv, der taler til en. Men det betyder ikke, at denne biografi nødvendigvis er mere pålidelig end andre biografier. For eksempel er den blevet klandret for – forventeligt – at den er mere på McCartneys side i den velkendte debat om ‘kampen’ mellem Lennon og McCartney. Og det er måske ikke så overraskende, al den stund at Barry Miles er en god bekendt af McCartney, og venskab er ikke ligefrem noget, der fremmer den nøgterne fremstilling.

Bortset fra det, så er det en velturneret, informativ biografi, der giver et fint indblik i McCartneys liv fra barndommen i Liverpool og frem. Og vigtigst af alt – hvis man som undertegnede især er interesseret i McCartney som sangskriver og musiker – får man et indblik i McCartneys udvikling som sangskriver fra de første sange, han skriver i puberteten. Og man får det indtryk, at sangene kommer til han i en lind strøm. Lad mig bare tage et enkelt eksempel fra bogen.

Da Beatles efter læretiden i Hamborg (og Liverpool) omsider bryder igennem i England, bliver det nødvendigt for de fire Liverpool-drenge at flytte til London for at få greb om karrieren. Og de flytter ind i en bette lejlighed i Green Street, Mayfair. Brian Epstein havde skaffet den til dem, og Paul var den sidste til at få et værelse – et lille pakket rum bag i lejligheden. Men kort tid efter får han mulighed for at flytte ind hos sin nye kæreste Jane Asher i hendes forældres store rigmandsvilla på Wimpole Street, hvor han nærmest indlemmes i familien på lige fod med Jane og hendes broder Peter. Fru Margaret Asher bliver som en anden moder for Paul (der havde mistet sin egen nogle år tidligere) og han får sit eget værelse øverst i bygningen (der har fire etager). Og det er her han bl.a. skriver sange som “Yesterday” og “I’m looking through you”. Og hans skaben blev hjulpet på vej af, at Margaret underviste unge i musik (obo) og havde et musikrum fuld af instrumenter – også et piano – i kælderen. Og her kunne Paul og John mødes og skrive sange sammen.

Ikke kun Margaret Asher var musikalsk. Også Janes storebroder Peter var interesseret i musik. Han lyttede til jazz og folkemusik og blev grebet af den skiffle craze, der greb ungdommen omkring 1960, og kom med i en skifflegruppe i skolen. Og her mødte han Gordon Waller, der præsenterede ham for rock and roll i form af Elvis, Buddy Holly og ikke mindst The Everly Brothers. Det førte så til dannelsen af duoen Peter and Gordon, der optrådte som et lokalt svar på netop The Everlys.

Peter and Gordon forsøgte at få pladeselskaberne i lokalområdet til at indspille plader med dem. Og det lykkedes også for Gordon at overtale en fra EMI til at give dem en kontrakt. Og – for at sætte skub i deres pladekarriere gav Paul dem en sang, “World Without Love“, som han havde skrevet da han var seksten og stadigvæk boede hjemme hos sine forældre i Forthlin Road. Beatles havde ikke brugt sangen, og Paul mente, at den ville tjene Peter og Gordon godt, og det gjorde den. Den blev udsendt i februar 1964 og nåede hitlistens top i maj, hvor den vippede Beatles’ “Can’t buy me love” af pinden. Også i USA blev den nummer et. Så en ganske flot debut for duoen – og et tegn på, at McCartney kunne skrive hitsange, og selv om de ikke blev indspillet af Beatles selv. Og det blev ikke den eneste McCartney-sang, duoen fik. Efter “World without love” fik de “Nobody I know“, som han skrev direkte til duoen, og den blev efterfulgt af “I don’t want to see you again“. Og et par år senere fik de også sangen “Woman“, som Paul skrev under pseudonymet Bernard Webb for at vise, at der ikke behøvede at stå McCartney på pladen for at det kunne blive et hit. Og et hit blev det.

Historien viser noget om den kreativitet, McCartney besad allerede i de tidlige år, og som ikke kun kom Beatles til gode, men også andre grupper og solister. Sangene kom til ham i en lind strøm, ja “Yesterday” kom i en drøm.

Med til historien hører også, at den populære duo ikke holdt så længe. I 1967 gik de hver til sit efter deres sidste hit “Lady Godiva” (skrevet af Leander og Mills). De var kørt surt i det. Peter ville hellere arbejde med pladeproduktion – og endte som producer og manager for Linda Ronstadt og James Taylor. Og Gordon Waller ville være solist. Og det blev han. Dog uden den store succes. Han indspillede et soloalbum i 1972 “…and Gordon”, der solgte mindre end hundrede eksemplarer, men faktisk er et fremragende countryrock- og folk-album. Gordon Waller døde i 2009, 64 år gammel.

Og i anledning af McCartneys 80-årsdag kan man passende læse, hvad Torben Bille skrev ti år tidligere under overskriften McCartney – 70 og evergreen.

Macca – All the Best

Hvad har han dog lavet, ham den skotske sanger-sangskriver Paolo Nutini. I otte år har han været fraværende på pladefronten. Men nu er ventetiden så ovre. Hans nye udgivelse hedder Last Night in the Bittersweet og den udkommer den 1. juli. Og han har givet en lovende, rockende smagsprøve på, hvad der er i vente, ved en optræden hos Jools Holland på BBC.

Lose it

PS. Det eneste jeg har kunne finde ud af, at han har haft nogle kæresterier i gang. Og – well – det kan sikkert kræve sin mand….

16. juni 1972 var en vigtig dag i rockens historie. Her udkom to plader, der siden har givet genlyd og stadigvæk gør det.

Dels kom David Bowie THE RISE AND FALL OF ZIGGY STARDUST AND THE SPIDERS FROM MARS, hvor David Bowie med den androgyne alter ego-figur Ziggy Stardust begyndte en musikalsk og kulturel  iscenesættelsesrejse, der satte nye standarder for hvordan rockmusik kunne tænkes at være. Selv om pladen fik blandede anmeldelser, da den kom frem, har den med tiden fåret status af at være David Bowies gennembrudsplade og stå i dag vel som et fyrtårn i mandens samlede produktion med en samling sange, der stadigvæk kan få lytterne til at spidse ører. Og conceptet gav David Bowie mulighed for de kommende år at lege med sin kunstneriske “identitet” som en forvandlingskugle, man aldrig rigtig vidste, hvor man havde.

Samme dag kom Roxy Musics eponyme debutalbum, hvor de bød på deres udgave af moderne eklektisk rockmusik, der tog farve fra populærmusikken, filmen og andre kulturelle produkter. Pladen blev en pæn salgs- og publikumssucces og gjorde Roxy Music til et af tidens førende bands og Bryan Ferry til en af tidens førende sangeren.

Plastic Ono Band med John Lennon og Yoko Ono udsendte deres dobbeltalbum Some Time in New York City for 50 år siden. De fik hjælp af bandet Elephant’s Memory og produceren Phil Spector. Og den krtitiske modtagelse af pladen, der både var lavet i studio og på koncerter, var mådeholden. Måske, fordi Lennon og Ono denne gang lod deres politiske engagement skinne klart igennem i teksterne, fx “Woman is the nigger of the World”, der tager fat på både ligestillings- og raceproblematikken. Og efter sigende var John Lennon skuffet over den manglende succes for pladen.

Helt anderledes gik det for en anden duo, Simon & Garfunkel, der netop havde afholdt en genforeningskoncert d. 14. juni 1972 i Madison Square Garden til fordel for det demokratiske parti. Og et par dage efter udsendtes deres Greatest Hits. 

Duoen var opløst et par år tidligere og havde allerede en opsamlingsplade på samvittigheden, nemlig The Hit Sounds of Simon and Garfunkel (1967), der især dækkede den periode, hvor de to under navnet Tom & Jerry forsøgte sig som nye Everly Brothers. Det var et spekulationsprojekt fra plademærket Pickwick, der ville slå mønt på Simon & Garfunkels nyvundne succes og markedsføre gamle indspilninger som nye, hvilket blot resulterede i en retssag fra duoens side. Og den blev heller ikke den store succes.

Greatest Hits, der består af både studie- og liveindspilninger, ramte derimod åbenbart et tørt sted og blev en umiddelbar succes, der har holdt sig lige siden. Denne den første hitsplade har solgt i millionoplag, selv om den siden har fået konkurrence af andre opsamlinger.

Trommeslageren Dominique Joseph Fontana – i daglig tale D. J. Fontana – er død i en fremskreden alder af 87 år. Og hans navn vil blive husket, for han var manden, der sad bag trommerne, da Elvis indspillede “Blue Suede Shoes”, “Heartbreak Hotel”, “Jailhouse Rock”, “Hound Dog” m.fl. Han var med, da Elvis forsøgte at svinge hofterne hos Ed Sulilvan og senere, da Elvis vendte tilbage med sit fjernsynsshow i 1968. Med sin blanding af big band-trommespil og rockabilly-ditto blev han forbillede for mangen en trommeslager i årene efter Elvis’ store gennembrud.

Sådan spiller man trommer på “Hound Dog”

Blue Suede Shoes

Jeg har været så privilegeret at kunne følge Jan Olsen på plade, siden han udsendte et par EP’er og videre til hans debutalbum Secret Love i 2020. Og det har været en fornøjelse hele vejen igennem. For Jan Olsen er en mand, der står ved det, han er rundet af. Som musiker, sangskriver og som repræsentant for mandekønnet.

Jeg tillod mig – med kunstnerens bifaldelse – at kalde debutalbummet ‘en rigtig mandeplade’, fordi den tekstligt, musikalsk og på enhver måde stod ved sin musikalske og menneskelige erfaringsmasse. Og heldigvis er det stadigvæk sådan. Jan Olsen fortsætter ufortrødent i det tydelige spor, han har efterladt sig med de foregående plader. Men en række sange, der oser af den der erfaringsbaggrund, han har.

Ganske vist flirter Jan denne gang – jf. titlen – med det spirituelle, men jeg tror ikke, man skal lægge alt for meget i netop den ting. Således handler det i titelsangen “Spririt Chant” om at besværge sin “blues”, at jage sine dæmoner og spøgelser væk. Men ellers genkender vi det Olsenske maskuline univers med kærlighedens trygge favn og havn (“Here and now forever”), hvilende i sin undertiden eruptive maskulinitet (“I’m a volcano”) og erfaringer fra et levet mandsliv. Og dertil skal lægges en musikalsk garnering, der igen trækker sine veksler på vestlig rock med rødder – ikke kun i rocken, men i europæisk kabaretmusik (Weill og fransk kabaret). Og med Tom Waits som en slags skytsengel eller musikalsk vejleder. Endelig skal det også fremhæves, at Jan har fået indforstået hjælp med teksterne af sin hjerterdame og hustru Susanne Ove, der har været med til at give sangteksterne en ambiguitet, man ellers kun finder i digtekunstens bøger.

Bag sig har Jan Olsen også The Bottletower Band (Peter Sund, gt./sang, Trine Lunau, backingvokal, Palle Hjorth, tangenter, Morten Jørgensen, bas, og Peter Dombernowsky, trommer). Og de sørger ubesværet for at musikken fremstår med den særlige stemningsfuldhed. Og de får oven i købet hjælp af en række gæstemusikere – blæsere og strygere – der giver det hele en særlig dimension og en air af autenticitet.

Alt i alt må man sige, at Jan Olsen kommer helt i land med sit andet album. Den er lige så overbevisende som debutpladen og beviser endnu engang, at han står på sine egne musikalske fødder og har et slidstærkt, personligt projekt, der er langtidsholdbart. Hermed varmt anbefalet.

Jan Olsen. Spirit Chant. Produceret af: Peter Sund. Gateway Music. Er udkommet. 

Linda Ronstadt har aldrig giftet sig. Men i starten af 1990’erne adopterede hun to børn, en pige og en dreng. Og moderskabet satte sig spor i Ronstadts sangkarriere, for i 1996 udgav hun albummet Dedicated to the one I love, der består af rocksange fremført som vuggeviser for børn. Pladen blev ikke nogen stor succes for Ronstadt med en sølle 78. plads på albumlisten og kun tre uger på listen. Den fik dog en førsteplads på Top Kid Audio Chart.

Men pladen er faktisk en fornøjelse at lytte til. Ikke så meget på grund af den pudsige idé, men fordi Linda Ronstadts stemme får lov til at stå helt fremme i de enkle, diskrete arrangementer. Krtikerne var ganske forbeholdne. Hvordan kunne man finde på at reducere Queens “We will rock you” til en lavmælt vuggesang!? Det måtte jo være for Ronstadt-feinschmeckere var holdningen. Og fint nok med mig, jeg tilhører den kategori.

Dedicated to the one I love

Naår man sådan billedligt talt render rundt med en rockarkæologisk skovl og leder efter g(l)emte guldklumper i rockhistorien, så er det ikke altid obskure ting, der dukker op. For eksempel hører The Koobas til blandt tresser-beat-grupperne, men er forsvundet lidt fra radaren, fordi de aldrig rigtig fik gang i deres karriere.

På papiret så den ellers lovende ud. The Koobas deler nemlig tidlig historie med selveste The Beatles. Dannet i Liverpool i 1962 af tidligere medlemmer fra andre lokale navne som The Thunderbeats og Roy Montrose and the Midnighters. Og for at det ikke skal være løgn, så spillede the Koobas tre uger på Star Club i Hamborg i 1963.

Men selv om de fik en pladekontrakt med Pye Records, medvirkede i den kendte musikfilm Ferry Cross the Mersey (der var startskuddet for Gary and the Pacemakers), fik udsendt en singleplade og var opvarmningsband for the Beatles på deres sidste turné i Storbritannien, så slog de ikke rigtig igennem. Heller ikke en ny pladekontrakt med EMI og optrædener med The Who og Jimi Hendrix Experience ændrede på billedet.

I 1967 hoppede de på den psykedeliske vogn og forlod den R&B-inspirerede beat. Et eponymt debutalbum var i støbeformen, da bandet gik i opløsning, og udkom først i 1969. Bandets medlemmer fortsatte i bands som Yes, Van der Graf Generator og Juicy Lucy.

Når man lytter til bandets musik i dag, så kan man igen godt undre sig over, hvorfor lige netop deres musik aldrig rigtig kom på radaren. Tja. Og jeg tænker over, om ikke jeg har set dem engang på tyske Beat-Club, for flere at optagelserne med dem stammer netop fra det program (så det må jeg have gjort, da jeg så dem alle sammen).

Face (1967)

You don’t love me (1966)