Apropos Glen Tilbrook, så lad os vende tilbage til de skjulte perler på B-siderne af de gamle singleplader. Her Squeeze med “Elephant Girl”, der var B-side til “When the hangover strikes”, begge fra albummet Sweets from a Stranger (1981).
En af mine musikalske helte, Glen Tilbrook (Squeeze) griber guitaren og synger en lille, velkendt sang.
Line Kruses nye plade Bånd rammer lige ned på en tør plet. Europa er for tiden tynget af konflikter, krigeriske og andre. Og Line Kruse er ude i et helt andet ærinde. Hun citeres for at sige: “Jeg har kaldt albummet for bånd fordi det giver så meget mening lige nu. En hyldest til alt det der binder os sammen, til vores oprindelseslande og adoptionslande, til vores kulturer som gensidigt beriges af vores møder og sammentræf”. Og, kunne man passende tilføje, hvad er mere forbindende, båndskabende, grænse- og modsætningsoverskridende end – musikken. Ja den. Med sit universelle sprog, der taler til vores følelsesliv og lader os forstå hinanden hinsides tale- og skriftsproget.
Og Line Kruse er en fuldgod eksponent for netop denne grundholdning. Født og opvokset i Danmark, nu bosiddende og levende i Frankrig og med en musikalsk horisont, der omfatter både jazzen, den klassiske musik og latinamerikansk musik. Og lader man disse inflydelsessammenhænge blande sig lystigt og frugtbart, så opstår der en musikalitet, der netop skaber bånd mellem mennesker.
Jazzen, denne i forvejen universelle musikform, står centralt på dette album. Jeg skulle ikke lytte længe før tankerne sendte mig i retning af for eksempel Weather Report (og andre af halvfjerdsernes jazz-fusions-grupper). Der er en umiskendelig jazz-stemning og følelse på denne dejlige plade. Både når Line Kruse selv udfolder sig på sin violin. Og når hendes musikalske legekammerater og båndfæller, det franske strygerensemble Bow Lines, de danske instrumentalister Jesper Riis (trumpet, flugelhorn), Frederick Menzies (tenorsax, klarinet), Steen Nikolaj Hansen (trombone), Peter Rosendal (piano, Fender Rhodes), Kaspar Vadsholt (double bass)og Jonas Johansen (trommer) og Helgi Jonsson (herhjemme også kendt som Tina Dickows ægtefælle) og Cæcilie Norby – udfolder sig, så swinger jazzen og alskens musikalske impulser blander sig som krydderier i en sammenkogt ret. Her er anstrøg af tango, rock m.m. – og i allerhøjeste grad af dansk musik. Dette ikke mindst i kraft af brugen af Carl Nielsen, der har leveret hele to numre på pladen. Og det er selvfølgelig (ja, selvfølgelig) med til at give albummet en ikke bare nordisk, men i særdeleshed dansk tone. Og af en eller anden grund så passer Carl Nielsens musik bare så fint ind i en jazzet sammenhæng som denne. Måske var der noget jazz i Carl fra begyndelsen af!?
LIne Kruses Båni er som sagt en plade, der falder på et tørt sted. Men det er ikke kun den aktuelle kulturelle og politiske ustabilitet i Europa, der gør albummet til noget særligt. Det er dens – og Line Kruses – fundamentale kærlighed til musikken og tro på, at musikken formår at skabe bånd mellem mennesker. I første omgang mellem musikere med forskellige baggrunde, dernæst mellem musikere og publikum og i sidste instans bare mellem mennesker. Albummet bliver således både en slags kulturpolitisk manifestation og en smuk demonstration af, at musikken kan sætte sig ud over grænser, begrænsninger, modsætninger, konflikter og så videre. Jeg kan kun give Line Kruses plade min varmeste anbefaling og håbe, at rigtig mange vil tage den til sig.
Lien Kruse. Bånd. Produceret af: Line Kruse. In Focus Music/ Continuo Musique. Udkom d. 22/4-2022
Jeg har med jævne mellemrum omtalt The Flying Lizards, der i 1976 bragede igennem new wave-muren med deres excentriske udgave af Barrett Strongs “Money“, som The Beatles som bekendt også har fortolket. Og for nogen tid siden faldt jeg over en opsamling med noget af Flying Lizards produktion, dvs. de to første album – det eponyme fra 1980 og opfølgeren Fourth Wall fra 1981 (begge kom på Virgin) – plus det løse. I 1984 kom også Top Ten, der som titlen antyder består af coverversioner af James Browne, Leonard Cohen m.fl., der alle er udsat for Flying Lizards skæve, dekonstruktive tilgang. Og så sent som i 1994 kom The secret dub life of the Flying Lizards., hvor der leges med dub-genren.
Men dermed var det også mere eller mindre slut for det projekt. Trods fine anmeldelser kneb det med pladesalget, og det kan jo dræbe ethvert musikalsk projekt.
Det er “Money” Flying Lizards huskes for. Og det er lidt en skam, at alt det andet, skal stå i skyggen af denne fine sang. For David Cunninghams projekt er interessant ved sin minimalistisk-dekonstruktive niche i new wave-bølgen. Og så var projektet legestue for en række gode navne i den britiske rock, fx Robert Fripp og Steve Beresford. The Flying Lizards kunne godt fortjene en lille boksudgivelse med det hele.
Det er selvfølgelig ikke helt muligt at undgå tv-pressens håndtering af krigen i Ukraine. Den buldrer derud af og kaster sig over hver eneste fragment i informationsstrømmen.
Og forleden besøgte den danske statsminister Mette Frederiksen Ukraine og var bl. a. på besøg i hovedstaden Kiev, hvor man kunne se hende stå i et udbombet kvarter sammen med sikkerhedsfolk o. a. Og hun udtalte noget i retning af, at ‘det var åbenlyst, at der var tale om krigsforbrydelser’ (citeret efter hukommelsen). Og statsministeren har selvfølgelig lov til at mene, hvad hun vil. Men – hvorfor var der ikke en eneste repræsentant for pressen, der spurgte hende om, hvilket grundlag hun baserede sin påstand på? For lytter man til de såkaldte eksperter, der hives ind i tv-studierne, så siger de nogenlunde samstemmende, at krigsforbrydelser – som andre forbrydelser – skal bevises og at det, situationen taget i betragtning, er meget svært at føre bevis for, at der har været tale om krigsforbrydelser. Vi kan sagtens formode det, bl. a. fordi krigsforbrydelser nærmest er et forudsigeligt fænomen i forbindelse med krige. Men det er umådeligt svært at føre bevis for, at der er tale om sådanne forbrydelser. Dels vil parterne i krigen forsøge at slette alle spor efter sådanne hændelser, dels ved vi faktisk ikke, om de personer, der er blevet dræbt og såret, er civile eller måske civilt klædte partisaner (vi skal fx huske på, at alle mænd i Ukraine er indkaldt til militærtjeneste, og at Ukraine – i hvert fald i den østlige del i Donbasområdet – har ført partisankri gennem lang tid før den nuværende krig), dels er der sjældent vidner til sådanne hændelser (FN har sendt folk til Ukraine for at undersøge, hvad der er sket) og endelig skal det fastslås ved den internationale krigsdomstol, om der har været tale om krigsforbrydelser. Så det var lidt uheldigt, at landets statsminister slap uimodsagt igennem med den udmelding.
Og igen er vi tilbage ved pressen, der gladeligt og uden den store omtanke kolporterer påstanden om krigsforbrydelser videre – uden at standse op og spørge ind til påstanden. Jeg mener, at det må være pressens fornemste opgave at gå i kødet på en sådan udmelding. Hvis vi som almindelige borgere og tv-seere skal blive bare lidt klogere på konflikten i Ukraine, så er det nødvendigt at journalisterne ikke bare er mikrofonholdere, men også formår, tør og vil forholde sig kritisk til den slags påstande og formodninger. Ellers bliver vi igen ofre for propagandaen.
Hvorfor overhovedet gå op i sådan noget som Record Store Day? Der kan være to grunde. Den ene er, hvis man er pladesamler, så er der mulighed for at få fat i et genoptryk af et album, der har “manglet” i samlingen. Den anden, hvis man bare er musikelsker, så er det muligt at få fat i et album, man længe har kigget efter og som man måske kun har kunnet komme i nærheden af på genbrugsmarkedet og ofte til skyhøje priser.
Selvfølgelig handler RSD som det meste andet i musikbranchen om penge. RSD sikrer en ekstraindtægt til dem, der står bag pladselskaberne. Ingen tvivl om det.
Men er det musikken, der optager en, så kan der være gode ting imellem. Fx er The Replacements første album – Sorry Ma , forgot to take out the trash! – igen til at få som vinyl. Ganske vist blev den genudsendt i 2016, men blev nærmest revet væk, så nu er chancen der, hvis man synes de purunge Mats er noget at lytte til med deres rå, uslebne, testosterondampende garagerock anno 1981. Måske skulle man…
Hvad der ellers er i spil kan man læse om på RSDs hjemmeside.
Historien om “California Dreamin'” – gennembrudshittet for Mamas and Papas – er lidt sjov. Sangen blev skrevet af John og Michelle Phillips (dengang medlemmer af The New Journeymen, der siden blev til Mamas and Papas), og de gav den til Barry “Eve of Destruction” McGuire. Barry havde hjulpet John og Michelle med at få en pladekontrakt hos Dunhill Records, og som tak fik Mamas og Papas lov til at synge kor på McGuires udgave af sangen. Og The Wrecking Crew tog sig af instrumenterne.
Chefen for Dunhill Records, Lou Adler, blev så imponeret af Mamas and Papas vokalarbejde på nummeret, at han besluttede at genindspille sangen med Papa Denny Doherty som forsanger, Bud Shank på alt fløjte og P. F. Sloan på intro-guitaren. Og hvis man lytter godt efter på Mamas and Papas indspilning kan man i starten høre lidt af Barry McGuires stemme., der ikke var blevet helt slettet.
De to indspilninger er altså stort set identiske, men det var Mamas and Papas der fik det store hit med sangen. Og det skete ikke lige med det samme. Som det så ofte skete derovre, var det en radiostation (i Boston), der spillede den i tide og utide og gjorde den til et nationalt hit med en fjerdeplads på Billboards Hot 100 og en førsteplads på Cashbox’ hitliste. I Danmark fik pladen en guldplade. Og siden er den indspillet af bl. a. America og The Beach Boys.
Hvad kan man så udlede af denne historie? At Mamas and Papas version er bedre end Barry McGuires? Næh, nok snarere noget om de sære, lidt vilkårlige veje, der førte til en hitlisteplacering – dengang hvor radioen var den primære vej til musiklytternes ører.
Jeg har ofte brokket mig over DRs stedmoderlige behandling af rock- og popmusik. Og der er stadigvæk grund til at brokke sig, når man betænker liveoptrædener og almindelig følgen med i, hvad der sker på populærmusikkens område.
Men ret skal være ret. DR har faktisk nogle særdeles seværdige dokumentarfilm om musik på deres hjemside. Fx kan man der se fødselaren Iggy Pop i den fortrinlige dokumentar Gimme Danger. Eller man kan se P. J. Harvey: A Dog called Money. For nu at nævne et par af de lidt mere specielle, der nok ikke bliver sendt på moderkanalen lige med det samme. Det er faktisk lidt af en guldgrube den side.
På mit natbord ligger en gammel, brugt, tidligere biblioteksudgave af James Bernards og Dave Marshs gamle (1994) The New Book of Rock Lists. Som titlen antyder, så består bogen – der er på små 600 sider – af alskens lister over emnet rock. Lister som de to skribenter selv har lavet og lister andre gennem tiderne har lavet.
Og selv om noget er ganske trivielt, så er der altså også oplysninger og viden at hente i disse lister som man ikke havde i forvejen. Og så er den perfekt som natlektyre, fordi den består af en lang række små “snapse”, som man kan indtage, når man ikke lige læser i noget andet.
For eksempel var det interessant for mig at få fremhævet bassisten James Lee Jamerson på J. D. Considines liste over de 50 bedste bassister. Considine er selv bassist og musikskribent i bl.a. Rolling Stone, Musician, Request, Playboy og Washington Post.
Nar James Jamersons navn er interessant, så er det, fordi han i mange år arbejdede som relativt anonym studiemusiker. Han har spillet på langt de fleste Motown-hits, men dengang – før halvfjerdsernes start – var det ikke almindeligt at kreditere for og på de plader, som de var med til at indspille. I 2000 blev han indlemmet i Rock And Roll Hall Of Fame for sin indsats, og betragtes i dag som en af de mest indflydelsesrige bassister i amerikansk populærmusik. Og både tidsskriftet Rolling Stone og tidsskriftet Bass Player har udråbt ham til at være den bedste og mest indflydelsesrige bassist gennem tiderne.
Desværre døde Jamerson kun 47 år gammel af alkoholrelaterede komplikationer i 1983 og fik derfor ingen glæde af den forsinkede anerkendelse. Og den er fuldt fortjent. Når man har medvirket på hele 23 førstepladsplaceringer på Billboards Hot 100-hitliste og 65 (!) R&B-hitliste-førstepladser, så er man ikke en hr-hvemsomhelst. Hans nærmeste konkurrent er Paul McCartney, der er en stor beundrer af Jamerson.
Han blev født i 1936. Og efter at have spillet i forskellige sammenhænge, bl.a. med Jackie Wilson, blev han ansat i Berry Gordys Hitsville USA Studie, hvor Motown-pladerne blev til. Og her blev han medlem af studiemusikerkollektivet The Funk Brothers, der var en pendant til The Wrecking Crew, der holdt til i Los Angeles.
Ikke alene arbejdede The Funk Brothers nærmest i anynomitet i mange år, men de blev også underbetalt for deres arbejde. Derfor arbejdede de fleste af dem, der var jazzmusikere, også som freelancere og spillede på områdets mange spillesteder, når de ikke lige var i studiet (typisk om eftermiddagen).
Fra begyndelsen af tresserne spillede Jamerson især på en Fender Precision Bas, og han var med til at udvikle og udvide basspillet i populærmusikken: “Jamerson is noted for expanding the musical style and role of bass playing in popular music of the time, which, (in 1950s and ’60s R&B, rock and roll, and country), largely consisted of root notes, fifths and simple, repetitive patterns. By contrast, many of Jamerson’s basslines relied heavily on chromatic runs, syncopation, ghost notes and inversions, with frequent use of open strings. His nimble bass playing was considered an integral part of the “Motown Sound”. He created melodic lines that were nonetheless locked to the drum groove” [Cit. fra en wiki om Jamerson].
I tiden efter Motown, som han forlod i 1973, arbejdede han som løs studiemusiker, men efterspørgslen på hans stil tog af og efterhånden gled han ind i alkoholismens tåger. Et trist endeligt for en stor musiker.
I dokumentaren Standing in the Shadow of Motown kan man få mere at vide om Jamerson og The Funk Brothers. Og Youtube er – ikke overraskende – rig på eksempler på Jamersons kvaliteter.
Tak til den excentriske og meget velskrivende musikskribent Dave Marsh for – igen og igen – at fremhæve James Jamerson blandt bassisterne.
Punkens Godfather og meget andet er han blevet kaldt, Iggy Pop, hvis borgerlige navn er James Newell Osterberg. I dag fylder han 75 år, og det er der nogen, der finder nærmest naturstridigt, fordi Iggy fra sin karrieres begyndelse har været indbegrebet af ungdommelig grænseoverskridende vildskab. Nu til dags synger han mest jazz-orienterede sange. Men da han slog igennem som forsanger for The Stooges var det med hård rock, der straks gjorde ham til en proto-punk-figur. Siden har han samarbejdet med David Bowie og har haft en ret så succesfuld solokarriere, der altså nu fører ham på en efterspurgt turné til Europa med udsolgte koncerter i blandt andet København, hvor man kan høre ham som jazzet sanger.
…tager på turné igen. Den 28. maj fortsætter den snart 81-årige Dylan sin World Wide Tour / 2021-2024, der også har været generet af pandemien. I første omgang optræder han i hjemlandet, men lur mig om der ikke snart kommer udenlandske scener med på turlisten.
Vi skal ikke glemme vores egne helte udi musikken. I dag runder Jørgen Krabbenhøft fra det navnkundige pigtrådsband The Hitmakers de otte årtier. Torben Bille fortalte i forbindelse med Krabbenhøfts 70-årsdag historien om smedelærlingen, der blev angrebet af rockbacillen ved en Tommy Steele-koncert i 1957 og få år efter af Beatlemania, der blev inspirationsgrundlaget for The Hitmakers, en af datidens største og mest populære beatgrupper.
“Stop the Music” hed en ad deres største hits, selv om titlen er misvisende
NRPB er en forkortelse for the National Recording Preservation Board, der siden 2002 har nomineret lyd- og musikoptagelser til the National Recording Registry, som er en slags kanon over bevaringsværdige optagelser derovre.
Og blandt de heldige i år er The Shirelles med deres album Tonight’s the Night (1961), The Four Tops med “Reach out, i’ll be there” (1966), Queen med “Bohemian Rhapsody” (1975), Linda Ronstadt med Canciones de mi Padre (1987), Bonnie Raitt og Nick of Time (1989) og Journey og “Don’t stop believing” (1981). Måske skulle danske kulturpolitikere overveje at lave noget lignende herhjemme!?
Jeg fik pludselig denne her sang med the Foundations på hjernen – “Build me up buttercup“. Sådan en rigtig syng-med-sang, der bare let sætter sig fast i hovedet på en. Og en sang, der i øvrigt er skrevet af forsanger i Manfred Mann, Mike D’Abo (1966-69) sammen med Tom Macaulay.
The Foundations var en britisk gruppe, oven i købet en af de første multi-etniske grupper med medlemmer fra England, Vestindien og Sri Lanka, og deres soullyd lå meget tæt på Motown-lyden. Det lykkedes da også for gruppen at slå igennem i USA. Deres første hit “Baby, now that i’ve found you” nåede en 11. plads i staterne (med blev nr. 1 både i Canada og England) og buttercup-sangen nåede helt op på en 3. plads på Billboards liste. I England måtte den nøjes med en 2. plads, fordi den blev holdt nede af Scaffold (med Paul McCartneys broder Mike) og deres store hit “Lily the pink”.
The Foundations storhedstid var fra 1966 til 1971, men gruppen blev reorganiseret og gendannet flere gange, senest i 1999. Men den nåede aldrig den salgssucces, som den fik med de to første singler. Til gengæld står de stærkt endnu.
Et foto af en plint sendte mig tilbage til folkeskolens gymnastiktimer. Dengang var plinten – der i Den Danske Ordbog beskrives som: “kasseformet gymnastikredskab som især bruges til at springe over, og som består af en polstret overdel samt en række rammer der kan stables” – sammen med hesten (“aflangt gymnastikredskab med bøjler og justerbare ben; bruges til at springe over eller til at lave bensving på”) gængs udstyr i skolernes gymnastiksale. Og sammen med springbrættet (” lavt, fjedrende gymnastikredskab der bruges til at sætte af på, fx ved spring over hest”) udgjorde de nogle af de udfordringer, man blev sat over for.
Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde kom over plinten, men hesten derimod var ikke noget problem. Selv om gymnastik bestemt ikke var mit yndlingsfag.
Efter at have klædt om og var iført khakifarvede, store shorts, en t-shirt-lignende hvid bluse og et par tøfler af rustind var det ind i gymnastiksalen og varme op. Løb i rundkreds langs væggene, der var beklædt med ribber. Dernæst – når gymnastiklæreren var i det humør – ind i redskabslokale og hente store rullemåtter, hest, plint og springbrætter. Og så i gang med spring. Ofte kombineret med andre opvarmningsøvelser. Nogle gange såkaldt circle training, der bestod af en række øvelser, der skulle styrke musklerne og konditionen.
Bagefter oprydning, fællesbad og omklædning. Og nogle uheldige fik lov til at svabre gulvet – ofte dem, der havde været syge eller af en eller anden grund ikke kunne deltage i gymnastiktimen.
PS. I dag er de gammeldags gymnastikplinte (og -heste) åbenbart blevet auktionsemner. Lauritz.com har en plint på programmet i dag. Og et andet auktionshus har en hest. Hvad der får folk til at købe sådan en sag, kan man så spekulere lidt over. Måske nostalgi…
