« Senere indlæg

CAPAC anbefaler: Vildnis – Ud af det blå

15. april 2013

Et årti efter debuten med det eponyme album Vildnis udsender bandet af samme navn så deres tredje plade Ud af det blå. På coveret er V’et i Vildnis erstattet af en rødt håndtegnet hjerte. Og Kærligheden er da også det store tema på den nye udgivelse. Det anslås allerede i den første sang, “Hva’ nu hvis“, der også har været titel- eller kendingsnummer for DR1 programserie “Sådan er kærligheden”, hvor udvalgte par har snakket om det uudtømmelige emne.
“Hva’ nu hvis/det ikke bare var pis/hvis jeg si’r/ det ikke bar er lir/mit hjerte vil have mer’…”. Sådan starter “Hva’ nu hvis” og anslaget understreger, at godt nok kaster sangskriverne Morten Nørby og Niels Dahl sig over det fortærskede tema med kærligheden, men de gør det med sig egen mundrette, enderimende, hverdagssproglige ligefremhed. Den kærlighed, der besynges i teksterne på pladen, er ikke den forlorne, romantiske kærlighed, som poppen sopper rundt i, men en kærligheden helt ned på hverdagsplan, hvor alle vi andre dødelige også kan være med. Nørby og Dahl har en ferm sans for at skrive tekster, der ligger lige i munden. Det er sådan, man taler. Og det er en besyngelse af kærligheden med al dens besvær og tumlerier, men også en besyngelse, der både er konkret, sanselig og erotisk på en måde, vi ikke er helt vant til at høre på dansk. Det bliver tydeligt i sangen til pigen “Winnie”, som teksten jeg længes mod: “vi gik engang gennem Kongens Have/ du havde en blomstret kjole på/ jeg sprøjtede sæd ud over din mave/lige under himlem blå…”. Sådan kan man altså skrive om kærligheden anno 2013, så det romantiske og kødeligt-erotiske ubesværet går hånd i hånd. Det giver point i min karakterbog for gode danske sangskrivere.
Der er også andre sange, der kredser om kærligheden. Men der er også sange, der stikker af fra temaet. Fx “Osama”, der er en finurlig, ironisk kommentar til al snakken om terrorisme og Al Queda-forbindelser. Eller sangen om “TV Avisen”, der i en heftig omgang bluesrock gør kærligt grin med programmets form.
Vildnis blev engang kaldt viserock, men jeg synes godt de kan droppe vise-. Sangene er samlet set iørefaldende poprock. Bluesen stikker sit hoved frem i flere af sangene – fx “Osama” og “TV-Avisen”. Det samme gør valsetakter, singersongwriterguitarpop o.a. I det hele taget er det et meget varieret album, der både har noget for dem, der sætter pris på den gode popsang, hvor man kan synge eller nynne med, og dem, der gerne vil have lidt mere at tænke over og lytte til.
Ud af det blå bliver måske ikke solgt via tv-kanalernes eller biografernes reklamesider, men skulle jeg bestemme ville Vildnis få lige så mange lyttere som de mange mainstreamudgivelser. Hermed anbefalet.
Den eneste anke jeg har mod pladen her, er, at teksterne ikke er aftrykt på coveret eller er vedlagt. Måske er det, fordi mit eksemplar er et promotionex. Jeg håber det…
Hun sagde
Vildnis. Ud af det blå. Eastwing|Co ArtPeople. Udkommer i dag.

Skrevet i Musik | Tagged , | Ingen kommentarer »

læst 91 gange

Den politiske kritiks afmægtighed

14. april 2013

Vi lever i krisetid. Måske den værste krisetid på denne side af 2. Verdenskrig. Og krisen er ikke kun økonomisk. Den går dybere. Det er også en politisk og kulturel krise.

I den offentlige kritik af den siddende S-SF-R-regering bruges der meget krudt på at pointere, at den førte politik hverken er social(istisk) eller demokratisk. At regeringen fører en diametral anden – liberal-borgerlig – politik, end den, de tre partier stillede vælgerne i udsigt før valget. Men få har stillet spørgmålet: Hvorfor det er gået så galt? Eller, som Informations skribent Rune Lykkeberg formulerer det i weekendudgaven af avisen: “Vi ved, at det ikke er regeringen selv, der har udviklet regeringen politik. Men hvor kommer den så fra?”
Lykkeberg rejser spørgsmålet på baggrund af nogle historier, der har været fremme i pressen de seneste mange uger, og som har det tilfælles, at de udpeger det bureaukratisk-teknokratiske embedsmandsværk i ministerierne som de egentlige arkitekter bag den førte politik. En historie var den om en centralt placeret departementschef i Finansministeriet som skulle have udtalt sig negativt om ‘den danske model’ på arbejdsmarkedet. En anden kunne være den om, at Kommunernes Landsorganisation i forhandlingerne med skolelærerne førte en politik, der for længst var fastlagt i Finansministeriet. Kort sagt dækker disse mediebårne historier på en konspirationsteori: Det er magtens teknokrater, der står bag den førte politik. Og politikerne er blot villige redskaber for den konspiratoriske politik.
Svagheden ved Lykkebergs skarpe analyse er, at den ikke kommer længere end til – med den franske sociolog Luc Boltanski – at konstatere, at den slags konspirationsteorier opstår i ‘komplekse samfund’, hvor magtudøvelsen bliver ‘uigennemskuelig’ og afstanden i viden mellem magthaverne og borgerne bliver (for) stor. Selv om konstateringen er rigtig, så forklarer den jo ikke, hvorfor politikere, der – før de kom til magten – havde andre grundholdninger, som med et trylleslag lægger holdningerne fra sig og fører oppositionspolitik! Med mindre man vil holde fast i den konspiratoriske tankegang, så er det nødvendigt at spørge: Hvor kommer den  politik, som teknokraterne har udviklet for regeringen?
Hvis vi skal væk fra billedet af ‘topembedsmænd’ der sidder bag lukkede døre og – snart – en udemokratisk offentlighedslov og strikker en politik sammen, der ikke er til gavn for den brede befolkning, så må vi have analyseret, hvor de grundlæggende tanker kommer fra? De kommer jo ikke ud af den blå luft. En af elementerne til en forklaring finder vi i det store fællesskab, som Danmark er medlem af: EU. Hvis vi fx tager udviklingen på uddannelsesområdet: den tiltagende kommercialisering af udddannelsessystemet, omdannelsen af institutionerne til kvasi-private virksomheder osv., så er det tankegods man kan finde i den EU-lovgivning, der alt for sjælden er til offentlig debat herhjemme. Inden vi dæmonisere embedsmandsværket, så skal vi huske på, at embedsmænd gør, hvad de bliver sat til at gøre. De gennemfører de love og bekendtgørelse, der er ratificeret af Folketinget. Og embedsmændenen pragmatik er ikke neutral – og kan ikke være det, fordi den bygger på en liberal-borgerlig politisk tankegang, nemlig den EU fører.
Det kan godt være, som Lykkeberg foreslår, at tingene ville se lidt anderledes ud, hvis regeringen ved sin tiltrædelse havde skiftet embedsmændene ud med nogle nye. Men det ville ikke ændre ved, at også nye embedsmænd ville være underlagt makropolitiske love og bestemmelser.
Noget andet er så, om denne overstatslige, strukturelle tvang, undskylder politikernes medløberi? Bør vi ikke som almindelige borgere holde fast i, at det til enhver tid, skal være politikerne, der bestemmer, hvilken politik, der skal føres? Bør vi ikke forvente, at de holder fast i deres grundholdninger og – om nødvendigt – går imod både embedsværk og overstatsmagten for at føre den rigtige politik? Det mener jeg.
Det er udtryk for en afmægtighed, at den politiske kritik bliver hængende i historier om teknokratiske mørkemænd, der bag Christiansborgs mure formulerer en politik, der ikke er til gavn for den danske befolkning. Kritikken må dybere. De politiske kommentatorer og journalister må have fat i politiske forudsætninger for den udmøntede politik. Fx EU-lovgivningen.

Skrevet i Musik | Tagged , | 2 kommentarer »

læst 30 gange

Det’ for børn (og voksne): Alle svarene

14. april 2013

Ved vi egentlig, hvad børn tænker? Jeg kan huske at det spørgsmål dukkede op ved et meget akademisk symposium, jeg engang deltog i. Og jeg kan huske, at svaret blæste lidt i vinden som en tøven hos de deltagende. Men en ting er sikker: Børn gør sig deres egne tanker om alt, hvad de ser, oplever osv. Børn er nysgerrige, videbegærlige og småfilosofiske. 
Netop i en tid, hvor kampen om børnenes tid står højt på den politiske dagsorden, er det måske værd at huske på, at børns (ud)dannelse, videnstilegnelse, selv- og verdensforståelse ikke kan reduceres til skoling. Og hvor vil der være tid – for børnene – til at fundere over livets gåder og verdens og deres egen indretning, hvis de skal sidde på skolebænken fra morgen til sen eftermiddag?
CD’en Alle svarene, der er kommet i stand i et samarbejde mellem komponist og tekstforfatter David Nordentoft og en række børn og voksne, gav anledning til de ovenstående aktualpolitiske overvejelser. Pladen er en slags spoken word, og består af seks numre med hvert sit tema – Det ved jeg ikke, Kærlighed, Natur, Kunst, Sociale Forhold og Meningen med tilværelsen. En lang række udsagn fra børn og voksne er klippet sammen og akkompagneret af elektronisk musik. Det er et projekt, der må forstås – i den meste generelle forstand – som et pædagogisk projekt. Man kunne forestille sig, at pladens numre kunne indgå i institutionelle og familiære sammenhænge, hvor man ønsker at snakke med børnene om de ovenstående almen og filosofiske spørgemål. Som inspiration for børnenes egne tanker. 
Alle svarene på – Bandcamp – Facebook

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

læst 24 gange

The Beat goes on: The Beatles i HD

13. april 2013

“Mødet med dem lærte mig at blive kræsen, lærte mig, at musik ikke bare er musik, lærte mig, at jeg ikke var alene, men tilhørte en kultur, som jeg selv var med til at skabe.”

(Torben Bille Yeah Yeah Yeah En krønike om The Beatles, s. 7)

Skrevet i Musik | Tagged | Ingen kommentarer »

læst 22 gange

Torben Bille – 1949-2013 – et mindeord

12. april 2013

Det er med sorg i sinde, jeg viderebringer denne triste meddelelse fra Torbens blog:
“Vi må med sorg fortælle jer, at vores mand, far og farfar, Torben Bille, døde natten mellem 11.4.13 og 12.4.13 af hjertestop. Tusind tak til alle jer, der har læst og kommenteret hans ord og meninger. Kommunikationen med jer har været meget vigtig for ham. Bloggen var hans hjertebarn.

Nu forfatter han nye ord i en bedre verden. Vi vil savne dem i denne.

Anna-Katrine, Jonas, Camilla, Ronja, Johanne og Amanda”

Vi ved ikke, hvad der er os i vente på vores vej gennem livet. Alligevel er det ufatteligt for mig, at Torben ikke er her mere. Jeg har været så privilegeret at lære Torben at kende for nogle få år siden. Han havde opdaget mine skriverier her i bloggen og kontaktede mig, fordi vi nærede den samme lidenskab for musikken og havde nogenlunde samme musiksmag. Og vi mødtes i København og Aarhus og begyndte at lære hinanden at kende personligt. Vi havde også en aftale om en ‘mandefrokost’ i år, men den bliver så ikke til noget. Desværre.

Men mange år før vores skriverier sådan førte os sammen stiftede jeg bekendtskab med Torbens musikformidling. Han begyndte i 1974, og jeg har været hans trofaste læser lige siden. Og – uden at fornærme nogen af de mange musikskribenter rundt omkring – så vil jeg tillade mig at mene, at Torben har været det store fyrtårn i dansk populærmusikformidling. Han var vidende og skrev godt. Ja, han havde sin egen stil. Det kan man ikke sige om ret mange anmeldere og kritikere.

Nu er Torben ikke mere. Hvor trist. Men bøgerne og bloggen (som forhåbentlig får lov at stå en tid endnu…) har vi da og kan lade os inspirere af. Torben du vil være savnet… Hvil i fred.

Og mine tanker går til hans familie, som betød alverden for ham.

[Helt i Torbens ånd skal jeg tilføje, at det fine foto af Torben er lånt fra hans blogside. Foto: Claus Bjørn Larsen/POLFOTO, 2008.]

Carsten

 

Opdatering: Seneste nyt fra de efterladte (offentliggjort på Torbens blog):

”

Kære alle

Vi siger farvel til Torben i Frederiksberg Kirke på onsdag den 17. april kl. 14. Alle er velkomne.

Skrevet i Musik | Tagged , , , , | 5 kommentarer »

læst 154 gange

Robben Ford: Bringing it back home

11. april 2013

Det er mere end 30 år siden, jeg første gang lagde ører til guitaristen Robben Ford. Det var dengang i 1979, hvor min lokale pladepusher Bjarne skubbede The Inside Story over til mig med en bemærkning om, at det nok var noget for mig. Siden dengang er det blevet til mange plader for Robben Ford – og på tirsdag, d. 16. april lægger han vejen forbi Aarhus, hvor han giver koncert på spillestedet Train. Det er den eneste koncert, han giver her i landet i denne omgang, så hvis man er til Fords guitarspil, så må man kende sin besøgelsestid..
Og, at der er god grund til at overveje, om man ikke skulle bruge sin tirsdag aften i selskab med Ford, understreges af mandens helt nye album med den forpligtende titel Bringing it all back home. Den nu 61-årige Ford begyndte at spille guitar allerede som 14-årig og har siden skabt et imponerende cv, der bl.a. omfatter samarbejde med Joni Mitchell (han var guitarist i the L.A. Express, der backede Mitchell op på pladerne Miles of Aisles, Court and Spark og Hissing of Summer Lawns), Miles Davis, Bob Dylan, Geordie Fame og Rickie Lee Jones. Blot for at nævne et par af de mest kendte.
Stilistisk står Ford i krydsfeltet mellem blues og jazz. På den nye plade forbindes fortid og nutid. Illustreret af coverets fotos af hhv. Robben Ford i dag (på forsiden, hvor han sidder i sofaen med sin guitar) og da han var en ung fyr (bagsiden, hvor han sidder med guitaren på en græsplæne). Og det, han bringer tilbage på pladen, er ikke kun den blues, han allerede dyrkede på sine første plader (bla. debutlivealbummet Discovering the blues live fra 1972), men i det hele taget det meget omtalte musikalske rødder, som mange amerikanske kunstnere i disse år søger tilbage til.
Det understreges for det første af det udvalg af sange, der er med på pladen. Her finder man fx Bob Dylans “Most likely you go your way and I’ll go mine” (fra Blonde on Blonde). Dylan er jo om nogen eksponent for en musik, der har dybe rødder i den amerikanske musik. Læs bare Sean Wilentz’ Bob Dylan i Amerika, der for nylig kom på dansk (forlaget Klim). Dertil skal føjes hele to numre af Allen Toussaint, der også er en af mestrene inden for den rootsbaserede musik. “Everything I do gonna be funky” og “Fair Child“. Den første er hentet fra albummet Toussaint fra 1971, som – i min verden – er et klassisk rootsalbum.
Fælles for sangene – også de to selskrevne – er, at Ford sammen med sine uhyre lydhøre medspillere – Harvey Mason (trommer), Larry Golding (orgel), David Pitch (bas) og Stephen Baxter (trombone) – fører os gennem disse sange, så de fremstår helt friske og ikke som blot og bare kopiversioner af gamle kendinge. Med sit forfinede guitarspil, der både spiller kraftfuldt og  funky – og tilbagelænet med diskret jazzfeeling, er Ford det samlende midtpunkt, omkring hvilket de andre musikeres fine præstationer drejer som små unikke planeter. Der musiceres med en let- og ubesværethed, man forbinder med fx jazzimprovisationer. Men musikken er alt andet end improviseret.
Pladen er et fornemt gennemarbejdet eksempel på, hvordan man kan gå tilbage til rødderne og forvalte traditionen med kærlighed og fortættet, indlevet samspil. Et strålende eksempel på, at det her i 2013 giver mere end god mening at gå tilbage til musikkens udgangspunkt – og tage alle stikkene hjem… Hermed varmt anbefalet.
Fools Paradise – Slick Capers Blues
Robben Ford. Bringing it back home. Provoque/Mascot. Er udkommet.

Skrevet i Musik | Tagged , | 2 kommentarer »

læst 79 gange

Produceren m.m. Andy Johns er død, 61 år

11. april 2013

Når man har været med til at producere albums som Led Zeppelin’s II, III, IV, Houses of the Holy og Physical Graffiti; Rolling Stones’ Sticky Fingers, Exile on Main St., Goats Head Soup og It’s Only Rock ‘n Roll by the Rolling Stones; og Television’s debutskive Marquee Moon, ja, så er man ikke en hr. hvemsomhelst i musikken. Andy Johns’ karriere gik hele vejen gennem pladestudiet. Fra at gå til hånde og sætte bånd på båndoptagerne til at blive ansvarshavende producer. Og i modsætning til storebroderen Glyn Johns var det rocken, Andy brændte for. 

Oprindeligt i teenageårene ville han være musiker, men storebroderen fik ham på andre tanker. Uddannelsen bestod dengang i learning-by-doing, og de første erfaringer indhentede Johns ved indspilingen af Jimi Hendrix Axis Bold as Love og Stones’ Their Satanic Majesties Request. Om sit syn på det at producere plader har han rammende sagt: “”My idea is to make it sound as if you are at the best rehearsal that the band ever did, and you are about twelve feet back from the stage,” he said.” Et smukt ideal.
Andy Johns døde d. 7. april i Los Angeles. 

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

læst 7 gange

Lidt pynt til juletræet – Kate Bush har modtaget en orden af dronningen

11. april 2013

Kate Bush gad ikke tale med pressen, da hun i går fik udmærkelsen CBE (Commander of the British Empire) for sine kulturelle bedrifter. I stedet udsendte hun en kort pressemeddelse, der fortæller lidt om hendes ydmyghed og forhold til de royale…

“I feel incredibly thrilled to receive this honour which I share with my family, friends and fellow musicians and everyone who has been such an important part of it all.

“Now I’ve got something really special to put on top of the Christmas tree.”

Sådan – en dame med holdning til dette og hint.

Running up that Hill – official video

Skrevet i Musik | 2 kommentarer »

læst 17 gange

Sven Gaul – trommeslager i TV-2 – fylder 60

10. april 2013

Født 11.4.1953 i Flensborg
Studentereksamen fra Duborg Skolen i Flensborg
Bifagseksamen i tysk fra Århus Universitet
Ansat som booker på Århus Musikkontor 78-82
Formand for ROSA Dansk Rocksamråd 91-93
Medlem af Statens Musikråd 1993-99
Medlem af Københavns Musikudvalg siden 2002
Har arbejdet som studiemusiker, producer og studievært for div.bands og selskaber
Trommeslager i orkestret TV-2 siden starten i 1981 

Så kort kan cv’et for TV-2s tyskfødte trommeslager sammenfattes (i følge mandens egen hjemmeside). Og man kan ikke lade være med at bemærke, at Gaul – ud over at sidde bag gryderne hos succesorkesteret TV-2 – har trukket i trådene i diverse organisationer bag musikken. Et vigtigt, men ikke altid lige påskønnet stykke arbejde. 

Men først og fremmest er det jo som trommeslager, hvor han som TV-2 pendant til Beatles’ Ringo uden de store falbelader, men med et stramt, disciplineret trommespil har holdt motoren i gang i TV-2s poprock. 

I morgen fylder Sven 60 år. Til lykke med dagen!

Bag duggede ruder 1984
[Fotografiet er lånt fra Sven Gauls hjemmeside, fotografen er ikke krediteret]

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

læst 28 gange

The beat goes on… Claus Høxbroe & Oscar Gilbert: Nøgne som nyfødte

10. april 2013

Meget apropos titlen på beatpoeten Claus Høxbroes og pianisten Oscar Gilberts nye cd, så kan man hævde, at det, der kendetegner beatgenerationen – fra Jack Kerouac, William S. Borroughs, Allen Ginsberg og videre frem – er en æstetik, der søger en elementær nøgenhed. Skriften gør op med de formelle konventioner og regler, den gennem århundreder var blevet tvunget ind i, sprænger og overskrider grænser. Beaten hælder for alvor bensin på et bål, der allerede var antændt tidlige i det tyvende århundrede af fx James Joyce og andre modernister, og lader bevidsthedsstrømmene strømme og skriften bevæge sig alleatorisk hid og did uden synderlig interesse for genrer og former, samtidig med, at det banale hverdagsliv leverer råstoffet til strømmene, sådan som tilfældet var og er i Kerouacs beatbibel On the Road, der for nylig blev genudgivet i den oprindelige uredigerede version på engelsk og dansk. 
På Keouacs tid var jazzmusikken det naturlige musikalske modstykke til beatens litterære udforming. Natur, fordi også jazzen – den moderne i det mindste – beror på det grænsesøgende og improviserende. 
Men siden har beaten været inspirationskilde for mange andre strømninger i musik og litteratur. Hippierne og den progressive rock tog inspirationen til sig, det samme gjorde hippiernes metropoliske modstykke hos Velvet Underground og andre eksperimenterende storbyrockere. Og inspirationen er fortsat helt frem til i dag, hvor man fx finder den hos en Patti Smith og en Tom Waits. 
Herhjemme kommer vi ikke uden om at nævne Dan Turèll, der i sine tidlige digtsamlinger og sine spoken word-udfoldelser rendyrkede den nøgenhedsæstetik, som beatgenerationen lagde grunden til. Og Turèll-prismodtageren Høgbroe slentrer videre i onkel Dannys fodspor på pladen her. Ikke sådan at forstå, at Høxbroe lyder som eller efteraber Turèlls manerer. Men i selve afsættet, i den slentrende, swingende recitation af de udvalgte tekster. Beatattituden er ikke til at tage fejl af.
Bortset fra en enkelt nyimproviseret tekst – Flimrende på vhs’en – så er teksterne – 18 stik. i alt – hentet fra Høgbroes syv digtsamlinger. Og samspillet med pianisten og komponisten Oscar Gilbert er – så vidt jeg har forstået – opstået i studiet. Skabelsesprocessen har frembragt et lydbillede, hvor Gilberts pianoimprovisationer på delikat vis supplerer Høgbroes recitation og teksternes metriske potentiale. Supplerer i den forstand, at tonerne både understregern og pointerer den talte teksts rytmiske strukturer, men også insisterer på sit eget liv. Det sidste bliver tydeligst i passager, hvor talen forstummer. 
Teksterne er – desværre – ikke optrykt i det eksemplar af cd’en, jeg sidder med. Det er en beklagelig mangel for den type udgivelse. Men så vidt jeg kan lytte mig frem til, så bevæger de sig tematisk inden for det hverdagsunivers, man også kender fra Turèll, dog med hovedvægten på Høgbroes personlige oplevelser af denne verden. 
Samlet set er det en udgivelse, der fint skriver sig ind i rækken af spoken word-udgivelser fra de seneste år. Det er en plade, der godt nok henvender sig til lyriklæsere, men også musiklyttere kan med fordel smide cd’e på afspilleren. Hermed anbefalet.
Claus Høxbroe & Oscar Gilbert. Nøgne som nyfødte. Exlibris. Udkom d. 6. april.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

læst 30 gange
Tidligere indlæg »
læst 30 gange
Side 7 af 789« Første...3456789101112...Sidste »