Som omtalt, så investerede jeg for nylig i den nye vinyludgave af Blomsterpistolen med Young Flowers. Og sørme om ikke man nu kan se den gamle tv-udsendelse igen på nettet, nemlig på siden Dansk Kulturarv. Så se eller gense Blomsterpistolen her. Fra dengang, hvor man turde lave fjernsyn, som ingen forventede.
“God it was awful. He can sing, but he can’t do much else”
[Skuespillerinden Natalie Wood efter sit første (!) besøg hos Elvis Presley]
En kræftsygdom har taget livet af Pamela Rooke, der blev kendt som Jordan Mooney
gennem sit arbejde som model for designeren Vivienne Westwood og sin relation til
The Sex Pistols. Med sit udseende – afbleget, blond, voldsom frisure og ekstrem øjenmakeup
var hun med til at definere punkens – især den der var i London – æstetik og subkultur.
I går kunne nyhederne på TV2 berette, at en opinionsmåling fra firmaet Opinion afslørede, at mange danskere frygtede, at krigen i Ukraine ville udvikle sig til en atomkrig. Og man interviewede bl.a. en mand, der arbejdede for at finde beskyttelsesrum i sin by, og en anden, der snakkede om, hvordan man forberedte sig med indkøb af forplejning osv.
Hvorfor mon denne frygt dukker op? Jovist, noget af forklaringen – måske endda den mest indlysende – er, at den let aldersvækkede amerikanske præsident har henvist til, at russerne besidder atomvåben og kunne tænkes at bruge dem. Præsident Putin har da også nævnt, at de russiske tropper har adgang til atomvåben, hvis krigen skulle ende med at foregå i selve Rusland.
Frygten blandt danskere kan forklares som afledt af denne løse snak om atomvåben, af at de overhovedet nævnes, som en psykolog pointerede (og foreslog, at vi skulle sætte en parantes om den snak og koncentrere os om det væsentlige: At leve vort liv som vi plejer). Og som en effekt af den løbende propagandistiske pressebehandling af krigen.
Selv om ingen kan se ind i fremtiden, og ingen ved, hvordan en krig kan udvikle sig (fordi det aldrig går som man først forestiller sig), så vil jeg mene, at frygten for en forestående atomkrig mere er udtryk for den forvirring, folk føler, når pressen kører non-stop uden at gøre folk ret meget klogere på den, end noget som helst andet.
Jeg er selv vokset op under den kolde krig og atomtruslen. Og selv om en atomkrig var en teoretisk mulighed har jeg aldrig rigtig frygtet den. Måske, fordi jeg lærte at tænke som den tyske filosof Hans-Magnus Enzensberger engang påpegede: At skulle det gå så galt, så er det os alle sammen der bliver ofre for krigen. Og hvem skulle egentlig ønske det!?
Tom Lehrer – We will all go together when we go
Engang kunne man høre ny musik i radioen. Det var dengang, der var FM-radio og Danmarks Radio tog det nogenlunde alvorligt at orientere lyttere om, hvad der udkom på plade inden for alle genrer. Dernæst kunne man læse anmeldelser i de store aviser, og man kunne også gribe til udenlandske tidsskifter og deres omtaler.
I dag med internettet ser det ganske anderledes ud. Radioen har forlængst forladt den del af public service, aviserne anmelder stort set ikke mere (med enkelte undtagelser, f. eks. Klaus Lynggaard i Weekendavisen en gang imellem) og antallet af udenlandske musikmagasiner skrumper ind. Og så er der jo vort eget kommercielle Gaffa, der også leverer nogle kortfattede skud fra hoften. Men ellers!?
Så må man ty til internettets muligheder. Og ser man bort fra de gængse sider – Rolling Stone, Mojo, Uncut osv. – så kan man jo også lade sig inspirere af musikforbrugere. Jeg har allerede nævnt og fremhævet danske Trinelise Væring, der anbefaler musik flere steder, f. eks. på Spotify og på POV International. Og hun har en bred musiksmag og er ganske godt informeret om nyt. Hendes seneste indlæg kan læses her.
Selv holder jeg mest af de blogs og steder, hvor musikforbrugere anbefaler musik, de selv holder af, uden hensyn til, om det er ny musik eller musik, der ikke længere er i nyhedsstrømmen. Nogle gange får man rigtig gode tips fra den kant. Et eksempel er arkitekten og musiksamleren Brendon Snyder, der på Youtube kører flere serier af musikomtale, f. eks. hvad har modtaget med posten, hvad man kan finde i en bestemt butik eller plader fra hans imposante samling på omkring 11000 plader. Der er ikke tale om deciderede anmeldelser, men små ofte begejstrede omtaler af stort og småt. Og man løber ind i mange navne man ikke har hørt om. Du kan finde Brendons side her.
Et andet eksempel er Youtube-siden for pladebutikken m. m. Amoeba, hvor forskellige kunstnere får lov til at anbefale musik under overskriften What’s in my bag. Ideen er, at kunstnerne får lov til at gå rundt i den store butik og udvælge 5-10 plader, som de så omtaler. Og det er meget inspirerende. Siden finder du her.
Der er selvfølgelig mange andre sider. Og jeg vender måske tilbage til nogle af de (efter min mening) bedste af dem.
Texasbaserede Z Z Tops andet album Rio Grande Mud udkom på denne dag for 50 år siden. Og det nye var, at bandet nu begyndte selv at skrive sine sange. Ellers holdt de fast i de stil, de allerede havde skabt på debutpladen.
Emmylou Harris and the Nash Ramblers – The Lost Concert
Emmylou Harris burde ikke kræve nogen præsentation. En af countrymusikken forvaltere og fornyer, der også gik sine egne veje de senere år med originalt personlige plader. Og så har hendes smukke stemme gjort sig bemærket hos fx Gram Parsons, Mark Knopfler og ikke mindst sammen med Linda Ronstadt og Dolly Parton i Trio. Nu fylder damen 75.
Anne Knudsen, kendt som mangeårig chefredaktør for Weekendavisen, er død, kun 73 år, efter kort tids sygdom, som det hedder i pressesprog med alle de underbetydninger, det har. Og i sin tid som chef for avisen gav hun dette borgerlige medie et vingefang og en dybde, der hverken før eller siden er blevet matchet, men som i dag – hvor chefen hedder Martin Krasnik – fungerer som ideal og pejlemærke for tryksagen.
Anne Knudsen var en sjælden fugl i medieverdenen. Uddannet antropolog (med en doktorgrad) som ikke helt fandt sin livsvej på universitetet (selv om hun både forskede og underviste der efter sin eksamen). Og det skyldtes nok hendes opvækst og hendes ungdoms vildskab. Anne Knudsen tilbragte en stor del af sin barndom på Grønland, hvor arkitektfaderen var byggeleder. Og her lærte hun bl.a. glæde ved at læse bøger. Da hun siden vendte tilbage til Danmark var hun lettere chokeret over, hvordan danske børn var ubegejstrede i skolen. Herom fortalte hun i et interview med DSBs Ud & Se.
I studietiden var hun med Dansk Kvindelbiografisk Leksikons ordvalg ‘nærmest anarkist og varm tilhænger af tidens antiautoritære oprør’. Og det anarkistiske og antiautoritære tog hun med sig, selv om hun i et halvt år forsøgte sig med Venstresocialisterne, som hun dog forlod på grund af partiets regelrytteri. Hun forsøgte sig med flere studieretninger, sådan som det var ganske normalt dengang, og fandt så antropologien i en samtale på sit kollegies køkken, hvor en medkollegianer mente, at det var noget for hende. Og det var det også. Måske fordi det er et fag, der bl.a. beskæftiger sig med folk, der er vilde, utilpassede og anarkistiske?!
Via nogle jobs på Politiken, Danmarks Radio og Weekendavisen endte hun med i 1998 at blive udpeget til at være chefredaktør for Weekendavisen, hvor hun med succes – voksende oplag og indtjening – satsede på – med hendes egne ord – ‘kompromisløs kvalitet’ og blev et levende bevis på, at journalistik kun bliver bedre på en solid bund at akademisk kundskab.
Hun blev gift tidligt, fik tre børn og fik også udgivet nogle bøger, der vakte opsigt, fordi hun havde meninger, der ikke blev delt af kvindebevægelsen eller venstrefløjen (fx om kvindedominansen i velfærdssamfundets institutioner og dens negative betydning for drenge og mænd – i Her går det godt – eller om EUs betydning som fredsskabende organisation – i Fanden på væggen).
Og tillad mig så til sidst en lille personlig anekdote. Da jeg i midten af 1990’erne læste et halvt år på Danmarks Journalisthøjskole (Den journalistiske tillægsuddannelse) kontaktede jeg Anne Knudsen for at høre hendes mening om en førende rødstrømpe, der havde talt brændende for kvinders særlige ret til at have forældremyndigheden, når børnene var spæde. Jeg var optaget af loven om forældremyndighed, fordi den var til revurdering politisk med henblik på en forbedring af fædres rettigheder. Og en gammel rødstrømpe argumenterede med henvisning til kroppen og blodet for, at kvinder skulle have børnene mest, medens de var spæde. Og jeg syntes, at det nærmest lignede nazisternes argumenter. Det var Anne Knudsen enig i og syntes jeg skulle skrive et debatindlæg, der imødegik kvinden. Det ville jeg så, men allerede dagen efter havde Anne selv skrevet et indlæg, der gjorde lige det. Jeg tror, det siger noget om, hvilket menneske Anne Knudsen var – og det er ikke negativt ment.
War is over
If you want it
War is over now
Sådan synger John Lennon og Yoko Ono i deres julesang Happy Xmas (War is over). Og drømmen og ønsket om en ende på verdens krige er ikke forsvundet med Lennon. Og krigen i Ukraine rejser igen det naive spørgsmål, om vi kan forestille os en verden uden krig?
Hvorfor skulle vores forhold til krig have ændret sig, kunne man måske indvende?! Jo, jeg tror, at noget har ændret sig radikalt. – Sidst vi hørte om krigstilstande i vores del af verden, var da der udbrød krig i Ex-Jugoslavien. En krig, der også sendte flygtninge rundt i Europa og efterlod landet i ruiner og latente konflikter. Og dengang var noget af det nye, at vi fik oplysninger – reelle såvel som misinformation – via internettet. Med krigen i Ukraine er vi nået til et sted i verdenshistorien, hvor vi befinder os i en globaliseret verden, dvs. en verden, hvor det kapitalistiske marked har nået et hidtil enormt omfang, grænsende til total dominans på jorden.
Det illustreres måske bedst ved det forhold, at krigen i Ukraine ikke kun udspiller sig på slagmarken men også i form af sanktioner og relaterede handlinger. For eksempel har en række europæiske firmaer – fx Carlsberg, Ecco og Jysk – lukket deres afdelinger i Rusland med henblik på en afvikling. Og meget tyder på, at sanktionerne og de tilhørende handlinger har en ubehagelig effekt på Rusland. Men, og der er et men, sanktioner i vor tid er et tveægget sværd. Det går ikke kun ud over “fjenden” – Putin, hans regime og oligarkerne- men også den almindelige befolkning (herunder alle de medarbejdere på udenlandske virksomheder som nu mister jobbet og dermed muligheden for at forsørge deres familier).
Og – så går sanktionerne også ud over os selv. Vi har allerede mærket det på de stigende priser på brændstof til varme og transport. Og i dag kom det frem, at selv om der er sanktioner, så eksporterer det russiske statsejede energiselskab Gazprom stadigvæk gas til Europa – og Putin har erklæret – som et modtræk til Vestens sanktionspolitik – at den leverede gas skal betales i rubler og gennem russiske banker. Der er med andre ord grænser for sanktionernes effektivitet. Og dette forhold illustrerer blot det forhold, at vi i den globaliserede verden er så forviklede i handelsforhold med andre lande, at traditionel krigsførsel og afledte sanktioner forekommer at udgøre en uhensigtmæssig adfærd. En adfærd, der tydeligvis skaber større problemer end løsninger. Så spørgsmålet – det store idealistisk-naive spørgsmål – er vel, om det ikke var bedre at lægge krigen som konfliktløsning på historiens hylde og acceptere, at den globale verdens sammenfiltring via det globale marked må finde sine konfliktløsninger med andre, fredeligere løsningsmodeller? Måske gennem en styrkelse af FNs overstatslige rolle og magt – og en tilsvarende nedgradering af såkaldte militære alliancer som Nato og lignende. Og gennem en styrkelse – udbygning og opkvalificering – af landenes diplomatier og deres fokus på fredsskabende og -bevarende arbejde. Forhandlinger som alternativ til krig? Og nej, det er ikke ment som en aprilsnar…
I dagens nyhedsstrøm kunne jeg også læse, at man i Frankrig stadigvæk døjer med eftervirkningerne af Første Verdenskrig. I den såkaldt røde zone i området ved Verdun er det stadigvæk langt hen umuligt at bruge landet – mange tusind kvadratkilometer – til noget konstruktivt, fordi der ligger millioner af granater og lignende, der ikke er sprunget i luften endnu og derfor udgør en konstant fare for dem, der vover sig derind. Og at man regner med, at det vil tage mellem 200 og 700 år at få ryddet op (andre estimater taler om helt op til 1200 år…). Blot som en understregning af, at traditionel krigsførsel ikke er nogen rationel konfliktløsningsmodel.
Ja, i år er det også et halvt århundrede siden ærke-hippien Stig Møller udsendte sin første soloplade Kærligheden let på tå. Og det er nok værd at bemærke, eftersom samme Møller stadigvæk er aktiv, sådan som han har været siden tiden med Blackbeats og Bellis Rivalerne. Og 76-årige Møller har vel at mærke ikke ændret meget på sin hippiefilosofiske tilgang til livet.
Ja, i dag er de halvtreds år siden den officielle Beatles-fan-club blev nedlagt. Beatles var blevet opløst i 1970, men deres fanklubber fortsatte, fordi de fire Liverpooldrenge fortsat var aktive hver for sig og fordi Apple-firmaet var opstået. Men i januar 1972 modtog Laura Cayne, der var leder af det såkaldte Apple Tree (der var en slags paraplyorganisation for fanklubber for John, Paul, George og Ringo), et brev fra Beatlesmedlemmerne – med Apple-firmaets brevhoved -hvori de gav udtryk for, at de ønskede fanklubberne i Amerika og England opløst. Hvorefter fanklubmedlemmerne blev orienteret pr. brev om opløsningen, der dog først for alvor blev gennemført et par år senere, da man ikke bare kan opløse en fanklub ‘ over night’, som klubbens sekretær Freda Kelly udtrykte det. Hun måtte besvare fanbreve i lang tid efter den formelle opløsning.
Og så kan man ikke lade være med at tænke på, hvordan det står til med fanklubberne i dag?! Jo, der findes nogle, hvis man ellers kan tro resultaterne af en Google-søgning. Men det er ikke som ‘i gamle dage’, dengang hvor enhver bare nogenlunde populær gruppe eller kunstner havde sine klubber rundt omkring, der dyrkede deres idoler og sørgede for at informere om, hvad der skete. I disse internettider har de sociale medier, hjemmesider osv. taget over, og ofte styrer kunstnerne selv (godt hjulpet af professionelle folk) kontakten med deres fans. Fx Paul McCartney, der på sin hjemmeside besvarer fansspørgsmål og fodrer fans med nyheder – eller Neil Young, der gør noget lignende og mere til (arkiv med musik for eksempel). Men ethvert fremskridt indebærer også mindst et tilbageskridt. Med fanklubber gik noget også tabt. Den særlige fornemmelse af at være en del af noget særligt. At være en slags udvalgt, en slags superfan. Og også den særlige forventningsfuldhed, der dengang var bestemt af, at nyhederne foregik i et meget langsommere tempo end i dag, hvor man stopfodres med selv de mindste og mest ubetydelige nyheder om alt mellem himmel og jord.
Og nej, jeg har aldrig selv været medlem af nogen fanklub. Heller ikke for the Beatles.
Det kan godt være, at de efterhånden gamle som Metusalem, men aktive er de stadigvæk – Rolling Stones. Godt nok døde Charlie Watts, men hans suppleant tog over – og rullestenene på tur igen. Først Amerika og senere på året Europa, hvor de efter planen slutter deres 60-års jubilæumsturné af i Stockholm (Danmark forbigås desværre, så fans må til lommerne, være hurtige og tage over Øresund, hvis de vil nå at opleve Mick, Keith og de andre….). Og som omtalt er også en nye studieplade i ovnen. Og for at de ikke skal være løgn, så udkommer der der en firdobbelt-LP/dobbelt-CD med koncertoptagelser fra Stones’ optræden på El Mocambo i Toronto i 1977, hvor de optrådte to aftener for en udvalgt skare på ca. 300 publikummer. En ‘hemmelig’-tys-tys-koncert af den slags gruppen nu og da har grebet til, når de skulle tanke op og slappe lidt af fra stadionkoncerterne. Udgivelsen kommer til maj.
Det er halvtreds år siden Roxy Music indspillede deres eponyme debutalbum. Et af de mest indflydelsesrige art rock-albums overhovedet. Og i den anledning har bandets medlemmer meldt ud, at de drager på jubilæumsturné i en snes amerikanske byer til september. Om der falder noget af til europæerne, vides endnu ikke. Bortset fra Brian Eno så er alle de gamle medlemmer med. Og de meddeler også, at jubilæet bliver flugt op af luksuøse genudgivelser af deres i alt otte album.
Ved læsningen af Paul McCartneys store værk om sine sangtekster – Lyrics – er jeg igen blevet mindet om, hvor stor en betydning fotografiet har haft for forbruget af populærmusik (og kultur i det hele taget). Bogen er fuld af fotos – ikke kun af hovedpersonen, men også hans omgivelser. Både taget af fru Linda McCartney, der som bekendt var en anerkendt fotograf i rockens verden, men også andre kendte såvel som ukendte fotografer.
Og fotografierne er alle sammen med til at supplere det billede, man i forvejen har fået af den kendte Beatle. Og derfra gled tankerne hen på de sociale medier, der blandt meget andet også har betydet, at mange fotografier har fundet vej fra brugernes private gemmer og fotografiapparater til det store internet. Pludselig ser man fotos fra en koncert med C. V. Jørgensen, som man selv var med til tilbage i halvfjerdserne eller fotos fra et sted i barndommens by, som man husker tydeligt, men aldrig har set med lysets skrift (foto-grafi). Dertil kommer alle de – mere eller mindre lovlige – gengivelser af fotos fra den store fælles erindringsbog.
Og i en tid, hvor enhver kan tage – og sikkert også gør det – fotos med mobiltelefonen hele tiden, så er det sjovt at tænke på, at der rundt omkring ligger analoge fotos, der aldrig er blevet digitaliseret og måske aldrig bliver det. Tænk bare på dine egne private familiefotosalbum med forsvindende farver og erindringer…
Så var det, at jeg hos en medblogger – Nene Labeet – læste om fotografen Charles Daniels, der i sit hjem i Boston har 3200 ikke-fremkaldte filmruller – med fotos af mange af rockens kendte ansigter fra tresserne og frem. Og at man nu påtænker at få dem fremkaldt, finansieret ved såkaldt crowd funding. Du kan se nogle af hans fine fotos (bl.a. af Rod Stewart og Keith Richard) her.
Når jeg ikke selv viser nogle fotos, så hænger det selvflgelig sammen med, at man kun kan gøre det, hvis de er fri til offentliggørelse eller ved overenskomst med (og betaling af) fotografen og dennes interesseorganisation. Og det sidste afstår jeg fra, da det både er tidskrævende og dyrt.
