CAPAC

Forleden aften kunne man på dansk tv se et interview med psykologen Helmuth Nyborg i anledning af hans afsked med Århus Universitet. I den forbindelse skulle han selvfølgelig udtale sig om sine kontroversielle forskningsresultater, fx den med, at mænd er mere intelligente end kvinder. Og han konstaterede tørt, at den slags forskningsresultater ikke stod til at diskutere. De viser, hvad de viser. Punktum. Finale. Og nu henviser Bo midt i sit og Anes flytterod til en artikel, hvori de seneste resultater fra Nyborgs forskning offentliggøres. Og de afslører, at ateister er mere intelligente end religiøse mennesker.
På en måde er jeg misundelig på Nyborg. Hvor ville det dog være dejligt, hvis man kunne komme med den slags indiskutable videnskabelige udsagn om verden. Hvis man havde den der urokkelige tro på den naturvidenskabelige ufejlbarlighed. Sådan ser verden slet ikke ud, når man er fra humanvidenskaberne.
Egentlig kan jeg umiddelbart godt lide manden. Jeg havde endda medlidenhed med ham, da han blev genstand for ballade på universitetet på grund af nogle publicerede, ufærdige forskningsresultater. Og jeg vil til enhver tid forsvare mandens ret til at have det videnskabssyn, han nu engang har. På den anden side bekymrer det mig et eller andet sted, at man endnu kan have højtplacerede forskere med et så simpelt syn på virkeligheden…
Nyborg har i øvrigt i sinde at fortsætte sin forskning, selv om han er fyldt 70. Han har 20-25 projekter, som han håber at nå at gennemføre. Så vi er nok ikke færdige med at høre fra ham…

Opdatering: Paw har en fin kommentar til Nyborgs seneste videnskabelige “fund”. Når en mand som Nyborg og den andetsteds omtalte Nørmark får spalteplads og mediedækning af deres forsimplede videnskabsopfattelse og naive realisme, så er det måske også et symptom på, at de danske universiteter bør genindføre filosofikum eller i hvert fald forbedre den almene filosofiske, idéhistoriske, videnskabsteoretiske osv. skoling af kommende forskere. Så vidt jeg er informeret er der netop planer om noget sådant på Københavns Universitet.

I nostalgiens lette lys kan fortiden let komme til at se mere candyflosslyserød ud, end den egentlig var. Og når det drejer sig om barndomserindringer, så spiller det også ind, at der var ting og forhold, man ikke skænkede en tanke dengang. Som fx, at man kunne blive ramt af alvorlige sygdomme og måske endda dø af dem, hvis man da ikke “kun” blev handicappet af dem. Jeg tænker selvfølgelig på polioepidemien, der ramte Danmark i 1952-53 og tog sig ca. 7.000 ofre. Jeg husker endnu ældre kammerater, der var svækket af sygdommen. Og poliovaccinationerne i 1955-56, der begrænsede effekten af den næste børnelammelsesepidemi i 1961. Nålestik fra store kanyler og sukkerknald med noget rødt vaccine på.
Men også tuberkuloseundersøgelserne, som foregik i en stor lastbil, der kom på besøg i skolerne. Man blev bedt om at tage overtøjet af ind til undertrøjen, og så blev man placeret foran den store strålekanon, hvorefter man hørte en mærkelig lyd. Jeg husker endnu den mærkelige fornemmelse af, at der var overgået en noget, som man ikke rigtig vidste eller forstod, hvad var. Stråler var gået igennem ens krop og havde set ens indre. Nogen havde taget et billede af ens indre, som man selv aldrig havde set eller fik at se. Seancen gentog sig nogle gange. Jeg husker i hvert fald tre omgange. Man tog tuberkulosen meget alvorlig dengang. Og med rette. Min fars lillebror, der var sømand, fik tuberkulose dengang efter en tur til Grønland. Min far sagde, at det var, fordi han ikke kunne holde sig fra de kærlige grønlandske piger. Men mindre kunne også have gjort det… [ Endnu engang tak til Esbjerg Billedarkiv for at vække erindringer til live... ]

Der er ikke langt (i erindringen i hvert fald…) fra Honeycombs til Honeybus. Og Honeybus var også en slags engangshittergruppe fra 1960′erne. I hvert fald fik de deres allerstørste succes med den fortræffelige sang I can’t let Maggie go i det herrens år 1968, hvor den blev nr. 8 i England. Gruppen blev sammenlignet med The Beatles i perioden omkring Rubber Soul. Og der er da også lighedspunkter. Dels skrev to af bandets medlemmer de fleste af gruppens sange ( Pete Dello og Ray Crane, der også sang og spillede diverse instrumenter ). Og dels var deres melodier af høj karat. Gruppen fik aldrig helt den kommercielle succes, som musikernes talent fortjente, og det skyldtes nok, hvad man kunne kalde manglende sans for det forretningsmæssige. Fx havde sangskriver Dello ikke lyst til at lave koncerter (!) og heller ikke til at besøge USA, da successen var på sit højeste. Men gruppen fortsatte med at lave musik langt ind i 1970′erne, og der er kommet flere opsamlingsplader med deres musik, som har mange tilhængere rundt omkring. Medlem Colin Hare er stadigvæk aktiv og har en hjemmeside, der blandt andet fortæller om tiden med Honeybus og giver mp3-eksempler på mandens egen musik.

Der findes endnu ikke nogen video med I can’t let Maggi go eller andre Honeybusnumre; men man kan høre det på last.fm – og så findes det på et utal af compilations fra perioden..

Rain

- I just luv that song…

Den ulmende fornemmelse af, at Anders Fogh Rasmussen er ved at miste sin parlamentariske legitimitet, bekræftes af en ny Gallup-undersøgelse; dér fjernes regeringens flertal. DR Nyheder fortæller samtidig, at Socialdemokraterne nu får 29,9 procent af stemmerne. Det højeste procentpoint i Helle Thoning Schmidts tid som formand. Der er også fremgang til SF. Venstre er helt nede på 26,4 og der er tilbagegang for de konservative og de radikale. DF har en lille fremgang.

Vi kom til at snakke om frisører. Det er ved at være ved den tid. Og jeg kom til at tænke på min barndoms barberforretninger. På World’s Best- kondom-reklamerne i vinduet (logoet: den blå planet omkredset af et gyldent bånd med ordene World’s Best) og lugten af brillantine, Fourgère-hårvand i grønne og lilla krystalformede flasker og Brylcreme (Preben Marth, hvor er du?).

Dengang kunne man også blive barberet, hvis man ellers havde skæg nok til det. Det er jo blevet moderne igen. Sikkert som et modtræk mod al den feminisering af samfundet, vi er vidne til. Og så kom jeg til at tænke på en historie, min far altid fortalte om sin far, altså min farfar, som jeg aldrig fik lært at kende, da han døde meget ung. Han var storkøbmand i Grenå. Og mændene havde en bestemt barber, som de opsøgte for at få skægget raget af – og for at få en mandfolkesnak med de andre. De morede sig kosteligt over, at barberen havde den vane at afslutte barberingen med at lade barberknivens bagside glide hen over kundens hals og lade den følge af en fløjtetone. – Indtil den dag, hvor barberen blev indlagt på sindsygehospitalet på grund af fremskreden syfilis…

The Honeycombs, der gjorde sig bemærket ved at have en – og det var usædvanligt dengang i de tidlige tressere – kvindelig trommeslager, Honey Lantree fik ét gevaldigt hit med sangen Have I the Right (1964). En rigtig medrivende sang, der går lige lukt ind i hjernen med det samme. Gruppen blev opdaget af det dengang kendte sangskriverteam Ken Howard & Alan Blaikley, der også støbte omtalte hit til dem. Nummeret startede som det, man kalder en “sleeper”: Den slog ikke straks igennem, men først efter en vis indkøringsperiode. Men så kan det nok være, at der skete noget. I løbet af ingen tid fik den top 10-placeringer overalt og blev nr. 1 i England,  og den solgte et par millioner eksemplarer.

Når jeg triller rundt i det århusianske i min oldtimer, der lige er sluppet gennem synet efter nogle reparationer, så hører jeg P1 på Danmarks Radio. Blaupunkten starter automatisk, når jeg drejer på startnøglen. Og i går kom jeg direkte ind i et foredrag af Venstre-politikeren Birthe Rønn Hornbech. Politisk set står jeg langt fra hende i adskillelige punkter; men det ændrer ikke ved, at jeg opfatter hende som en af de alt for få politikere på tinge, som sjældent går på kompromis med sine retspolitiske eller liberale politiske grundholdninger. Og som med jævne mellemrum svinger krabasken over partimedlemmer og andre politiske aktører, som i farten kompromitterer det ideologiske grundlag eller andre indiskutable værdier (som fx grundlovens bestemmelser) i deres iver for at drive politik eller fremme egne interesser.
DR har fået Birthe Rønn Hornbech til i serien “Mands minde” at fortælle sine erindringer. Og det gør hun manerer eller falbelader. Lige ud af vejen, med humor og kritiske pointer. Det er både underholdende og tankevækkende at høre hende fortælle. Hermed anbefalet radio-maner… Kan høres på nettet og som podcast.

Den unikke canadiske singer-songwriter Joni Mitchell bliver nu medlem af The Canadian Songwriter’s Hall of Fame. En ære alene i kraft af det selskab, hun kommer i! Optagelsen sker officielt i morgen. Og i den anledning har den canadiske radio CBC oprettet to hyldestsider til Joni, hvor man kan se videoklip med hende, helt tilbage til 1967, læse interviews og meget mere. Siden finder man her.

On the back of a cartoon coaster
In the blue tv screen light
I drew a map of canada
Oh canada
And your face sketched on it twice

I min pladesamling er der mange erklæret homoseksuelle kunstnere, og mange kunstnere, der har forholdt sig eksperimenterende, fabulerende til den menneskelige seksualitets u-naturlige udtryk. Lad mig bare nævne Bowie og Lou Reed som eksempler på det sidste. Kunstnernes seksuelle orientering har aldrig spillet en rolle for min musikalske interesse, fordi den aldrig i sig selv er garant for kunstnerisk kvalitet. Som i alle andre sammenhænge, så er der gode og mindre gode homoseksuelle kunstnere.
Men sådan ser ikke alle på det. Musikbladet Gaffa henviser til en amerikansk side, hvor højresnoede kristentreligiøse fundamentalister har lavet to lister med musik, man skal holde sig fra (homomusik etc.), og musik, man godt kan tillade sig at lytte til. Siden hedder Love God’s Way. Hvis man skulle følge deres anvisninger, så kunne jeg sagtens skrotte det meste af min musiksamling (hvilket jeg selvfølgelig ikke har tænkt mig at gøre…). Det interessante er, at listen med “acceptabel” musik er forbavsende kort, og jeg må med skam meddele, at jeg kun har lyttet til et par af kunstnerne, nemlig Cyndie Lauper og Jars of Clay (der spiller god musik med kristent orienterede tekster…).
Nu mangler vi bare, at disse “velmenende” kristne fundamentalister iværksætter nogle pladeafbrændinger, sådan som det er almindeligt forekommende i Guds eget land.
Vi vil markere Gaffas informationer med at spille en masse seksuel perverteret musik i dag…