Et folks udslettelse

4. februar 2007

Rwanda i slow-motion. Sådan beskrev en dansk pressefotograf, hvad der sker i det afrikanske område Dafur. “FN betegner konflikten i DARFUR som verdens største humanitære katastrofe. USA kalder det folkemord. Mindst 200.000 er døde. Flere end to millioner er på flugt, og udviklingen eskalerer”, konstaterer Berl. Tidende. Imedens sidder det såkaldte verdenssamfund med hænderne i skødet og har “vigtigere” ting at tage sig til: En håbløs Irak-(borger)krig, The Never Ending Story om araberne og israelerne osv. Men Dafur, det er jo også bare i Afrika… God søndag.

læst 222 gange

Nick Drake – ny, gammel plade

4. februar 2007

Boet efter legenden Nick Drake meddeler, at der – ud over et boxset med manden hidtidige udgivelser plus ekstramateriale – snart udkommer en plade med titlen “Family Tree”. Der skulle være tale om materiale, der ikke tidligere er udkommet, og som stammer fra perioden, før Drake fik kontrakt med Island Records. Noget af det har cirkuleret på bootlegplader af ringe kvalitet.

læst 324 gange

Eric von Schmidt – hvil i fred

4. februar 2007

Mange kender Dylans udgave af sangen Baby let me follow you down fra Dylans første plade fra 1962 (og også fra Live 1966). Knap så mange den sanger-sangskriver, der er krediteret for sangen: Eric von Schmidt. Han dukkede op nogenlunde samtidig med Dylan og alle de andre folk-musikere, der fik deres gennembrud i tressernes folk- og blues-revival. Von Schmidt tilhører den kategori af musikere, der især gjorde sig bemærket ved at skrive sange for andre og ved sin inspiration på andre musikere. Han havde fx en mærkbar indflydelse på Tom Rush og en af de yngre kunstnere, der fortolkede hans sange, var Jeff Buckley. Ud over at skrive sange og udføre dem, var von Schmidt også billedkunstner (mere adskillige albumcovers på samvittigheden) og forfatter. Nu er han død i en alder af 75 år.

En fin illustreret diskografi finder man her. Eric von Schmidts officielle side her.

læst 148 gange

Fra Flower Power til Glam rock: T-Rex

3. februar 2007

Marc Bolan (t.h) og David Bowie

Til de mindeværdige øjeblikke foran flimmeren tilbage i slutningen af tresserne hører DRs præsentation af duoen Tyrannosaurus Rex, senere kendt som T-Rex. Iført hippiegevandter og langt-langt hår gav Marc Bolan og percussionist Steve “Peregrin” Took en række intense, akustiske numre til bedste. Bolans karakteristiske lidt krukkede, mjavende sangstil gjorde indtryk på den unge blogbestyrer. Med sådan et ego og sådan en performance måtte den unge mand kunne føre det vidt. Sangen om Debora blev hængende længe i bevidstheden, og det hjalp også at Jan Ewens havde god tid til at spille gruppens musik på P3. Om tv-optagelserne findes mere i DR-arkiverne vides ikke, men det ville være en skam, hvis de som så meget andet er blevet slettet.
Duoens plader genoptrykkes stadigvæk, og der er kommet flere opsamlinger. Og det er forståeligt. For der er nerve, intensitet og spilleglæde midt i det galaromvundne, tolkienmytologiske, fabulerende sangunivers.
Samarbejdet mellem de to musikere holdt frem til 1969, hvor musikalske o.a. uoverensstemmelser fik deres veje til at skilles. Bolan slog sig sammen med den kendte perkussionist Mickey Finn og skiftede de akustiske guitarer ud med elektriske – og navnet Tyrannosaurus Rex ud med det kortere og sikkert mere salgsbare T. Rex. Stilen skiftede fra det eksperimenterende, flippede til det poppede og rockede. I 1970 kom så pladen med det nye navn som titel og med singlen Ride A White Swan. T.Rex var født som glamrockere. Gruppens optræden i den populære tv-udsendelse Top of the Pops, hvor Marc Bolan havde glimmer i ansigtet, er siden blevet opfattet som startskuddet til den nye bølge. T.Rex forblev en kommerciel og kunstnerisk succes frem til 1977, hvor Marc Bolan blev dræbt i en trafikulykke kort tid før sin 30 års fødselsdag.
Den røde tråd gennem de to gruppers musik er Bolans lidenskabelige og affekterede sangstil og de uomtvisteligt iørefaldende melodier.

Og så er der video:
Læs mere »

læst 260 gange

Brimstone and Treacle – Dennis Potter

2. februar 2007

Brimstone and Treacle

Måske som et apropos til foregående indlæg dumpede dvd’en Brimstone and Treacle, som blogbestyreren havde købt for 0.99£ på Amazon, ind ad døren. Da jeg er en stor beundrer af den afdøde engelske forfatter Dennis Potter (der – en passant – også kan sin elementære psykoanalyse; se bare Den Syngende Detektiv!), så kunne jeg ikke lade være at investere i den. Og mindre interessant er det da heller ikke, når rollerne er besat af Sting (der faktisk er en udmærket filmskuespiller), Denholm Elliott (som altid kan løfte den mindste birolle), Joan Plowright og Suzanne Hamilton.

Min hukommelse spiller mig denne gang et puds. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg har set den før, men har samtidig en svag erindring om filmens tema. Hm. Filmen handler, meget kort fortalt, om et ægtepar, hvis datter har været udsat for en trafikulykke og derfor ligger i en komalignende tilstand. Ved noget, der ligner en tilfældighed eller det modsatte, dukker en ung mand op i deres liv – og en masse mærkværdige hændelser forekommer.

En udførlig plotbeskrivelse levere her. Dennis Potter citeres for følgende appetitvækkende kommentar til stykket:

I had written Brimstone and Treacle in difficult personal circumstances. Years of acute psoriatic arthropathy—unpleasantly affecting skin and joints—had not only taken their toll in physical damage but had also, and perhaps inevitably, mediated my view of the world and the people in it. I recall writing (and the words now make me shudder) that the only meaningful sacrament left to human beings was for them to gather in the streets in order to be sick together, splashing vomit on the paving stones as the final and most eloquent plea to an apparently deaf, dumb and blind God. [...] I was engaged in an extremely severe struggle not so much against the dull grind of a painful and debilitating illness but with unresolved, almost unacknowledged, ‘spiritual’ questions.

læst 349 gange

Freud: At være en gammel gris

2. februar 2007

Det seksuelle er interessant, hvis nogen skulle være i tvivl. Tag et hvilket som helst kulørt ugeblad, og du vil se, at der bruges megen spalteplads på spekulationer om kendte menneskers seksualliv. Hvem kommer sammen med hvem? Hvem er blevet skilt fra hvem og hvorfor? En hel industri af nyfigne journalister og paparazzifotografer lever af at levere den slags sladder til læserne (for en ordens skyld: jeg læser dem også…). Og måske er det ikke så underligt. Kærlighedslivet fylder på godt og ondt meget i menneskenes liv. Hvad enten de vil erkende det eller ej.
En af de store forskere udi det menneskelige seksualliv var den kendte østrigske læge Sigmund Freud, der i starten af forrige århundrede udkastede en række teorier om det seksuelle; teorier, der lige siden deres formulering har været kontroversielle og uafrystelige. Freud var godt klar over, at det felt, han kastede sig over, ville møde modstand. Og sådan blev det. Der blev gjort ihærdige forsøg på at miskreditere hans person og hans forskning. En af de kendteste karikaturtegninger af Freud viser hans hoved formet af nøgne kvinder – og titlen er: What’s on a Man’s Mind? Freud som en gammel gris. Han må pr. definition være en gammel lidderbuk, når han hver dag beskæftigede sig med andre menneskers seksualliv og dets mentale skæbner. Denne tendentielt miskrediterende tanke er interessant. For man må spørge: Hvorfor skulle det være diskvalificerede for en mands forskning, at han havde et aktivt seksualliv, eller  for den sags skyld, at han var seksuelt afsporet i forhold til samtidens seksualmoral?
Det er en kendt sag, at Freud var godt og borgerligt gift og fik en masse børn. Det er også nogenlunde veldokumenteret, at fru Freud ikke var specielt interesseret i kønsakten, når den ikke lige stod i forplantningens tjeneste. Og det er også velkendt, at Freud i lange perioder havde Fru Freuds yngre søster, Minna Bernays boende i sit hjem. Derfor har tanken ikke ligget fjernt: Har Freud muntret sig på lagnerne sammen med den yngre Minna? Mistanken har ligget og luret i årtier. Freuds tidligere væbner og senere konkurrent Carl Gustav Jung mere end antydede, at frk. Bernays havde indrømmet en affære med Sigmund, hvilket Freud afviste som en jungiansk ondskabsfuldhed.
Nu mener en tysk sociolog at have fundet et “bevis”. I følge Franz Maciejewski skulle Freud og Minna den 13. august 1898 have indlogeret sig som ægtepar i en kro i de svejtsiske alper for at holde to ugers ferie. I kroens gæstebog står der, at “Dr. Sigmund Freud og frue” bebor rum nr. 11. Det er bevis nok, mener sociologen, på, at der var tale om en affære.
Mit ærinde her er ikke at kæmpe for Freuds ærbarhed eller forsøge at postulere, at Freud da sagtens kunne sove ved siden af sin 11 år yngre svigerinde uden at forgribe sig på hende. Næh, men som den kendte Freud-biograf, Peter Gay, udtrykker det: “Det er meget muligt at det sov sammen…men det gør hverken ham eller psykoanalyse mere eller mindre korrekt”. Det kan da ikke udelukkes, at Sigmund – oven i købet med Fruens velsignelse eller i hvert fald tavse samtykke – lod Sigmund og Minna dyrke kødets lyst i alpehytten. Freud studerede omkring 1900 de mentale skæbner, der kom ud af et borgerligt samfund, hvor det seksuelle blev dæmoniseret og fortrængt, og indså, at det seksuelle – drifterne – under alle omstændigheder ville komme til udtryk. Fx i mange borgerlige kvinders hysterier, altså alvorlige, belastende sindslidelser.
Problemet med denne såkaldte afsløring er, at mange af Freuds efterfølgere og elever har set en interesse i at fremstille ham som et ideal, en verdslig helgen, ja, en slags messias, der – med Freuds eget begreb – sublimeredesine seksuelle drifter til videnskabelig produktion. Freud kunne have gode grunde til at gå stille med dørene. Han kendte alt for vel Wienerborgerskabets tykke dobbeltmoral og dens vogter, fordømmelsen, og vidste sikkert, hvordan man både skulle holde facaden i orden og uplettet og samtidig finde afløb for sine seksuelle lyster. At han trådte ved siden af dydens smalle sti ændrer ikke i sig selv ved hans projekt, men viser blot at han var et menneske. Det gjorde vel heller ikke H. C. Andersen til en mindre digter, at han onanerede flittigt og registrerede hyppigheden i sine dagbøger? Mere om sagen kan læses i The Herald Tribune her.

læst 877 gange

Dagen i dag

2. februar 2007

Gravhunden og jeg flottede os med en tidlig tur i Pindemarken, aka Mindeparken aka Marselisborg Park. Vejret var mildt og forårsagtigt. Gummistøvler var en selvfølge. Der var dømt joggerfri hundeluftning. Nogle dage kan man være heldig. Sådan en hundetur giver ilt i blodet og klarer tanken. Burde være enhver vel undt.
Ellers er det dagen derpå. Herrehåndboldslandsholdet tabte til Polen. Man kan ikke blive verdensmester, hvis man skal have alle marginalerne på sin side. Men underholdende var det da, så længe det varede. Trist er det blot, at finalen er overladt til de alt for selvhøjtidelige (pænt formuleret ikke?) tyskere. Jeg skal nok lade være med at afsløre, hvem jeg holder med.
Og så er det også dagen, hvor vores konservative miljøminister, Conny Hedegaard, med FNs klimarapport i hånd vil råbe politikerne op til handling her og nu. Lokummet brænder. Men hvem har lyttet til alle de foregående opråbere? Så hellere Lomborg, der kan lave en cost-benefit-analyse og kalde det videnskab. Samtidig kan man på DR TV se meget smukke BBC-udsendelser om den blå planets flora og fauna, som vi altså grådigt er ved at ødelægge. For vi følger jo bare markedskræfterne. Globalisering, hu-hej, hvor det går. Forestillingen om et andet samfund med en mere ligelig fordeling af verdens goder osv. er irrationelt drømmeri, som kun venstresnoede romantikere og nostalgikere fortaber sig i. God dag i blogland.

læst 166 gange

Karen Venstrekvinde

1. februar 2007

Nu blev det så åbenbaret, hvad der allerede lå i kortene i går: Karen Jespersen springer ud som folketingskandidat for det såkaldt liberale parti Venstre. Hun opstiller i Århus Amt i passende afstand fra den tidligere partikammerat og nu konkurrent Svend Auken. Et uforståeligt “hamskifte” blev det kaldt af Socialdemokratiet partisekretær Henrik Dam. Men – selv om blogbestyreren i går skrev en nostalgisk orienteret kritik af hamskiftet, så er måske blot udtryk for konsekvent radikalisering af den moderne mediefokuserede politikertype, der har været undervejs gennem flere år. Det mediebevidste karriere- og magtmenneske, der for længst har indset, at det repræsentative demokratis kontrakt mellem vælger og folkevalgt holdningsrepræsentant er kompromitteret i sådan en grad, at det nu gælder om at have næse for de mediebårne populistiske strømninger, der kan føre til valg eller genvalg til tinge. Hvad betyder det i medierne ultrakortidshukommelse, at du engang var glødende internationalist med lilla farvet ble om håret, hvis du nu ved at fremstå som den dybtfølte xenofob kan stryge op på den politiske himmel og måske endda blive den nye integrationsminister? Keine Hexerie, nur Opportunismus!
Men, hvad tænker de så i de såkaldte liberale parti Venstre? Når de sådan indlemmer en tidligere revolutionær i deres forreste rækker? Er det endnu et eksempel på historiens ironi? Eller viser det blot, at der i enhver Venstre-70′er-revanchist gemmer sig en revolterende romantiker? Eller blot, at der i forvejen er forvandlingskugler i det gamle bondeparti. Formanden fx.
Anno 1960og i dag

Læs også Paws gravskrift over Danmarks forhenværende liberale parti, Venstre.

læst 184 gange

Marianne Faithfull til Århus – 19. april

1. februar 2007

Marianne anno 1964

Til lommerne, folkens! Marianne Faithfull kommer til byen og giver koncert på Train den 19/4 (iflg. Gaffa). Hvad sker der dog i Århus? Først Joan Armatrading , så Marianne. Er byen ved at vågne op?!

Læs mere »

læst 704 gange

The Weirdness – Iggy & The Stooges på banen

1. februar 2007

Iggy & Stooges anno 2004

Som tidligere nævnt har den gamle punkgodfather Iggy Pop været i studiet med sine Stooges for at indspille pladen The Weirdness. Og nu kan man omsider høre, at der ikke er groet mos på disse rullesten heller. På gruppens myspace-side kan man høre fire numre fra den nye skive og forvisse sig om, at der er liv efter de 50…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

læst 288 gange
læst 288 gange
Side 721 af 794« Første...717718719720721722723724725726...Sidste »