CAPAC

Jernsommerfuglen fløj over de musikalske enge i slutningen af tresserne. Bandet med den originale besætning, bestående af Doug Ingle, Ron Bushy, Jerry “The Bear” Penrod, Darryl DeLoach ogDanny Weis, blev dannet i 1966 i San Diego og debuterede med LP’en Heavy to år senere på plademærket Atco. Som navnet på debutpladen antyder, så var stilen tung rock, og Iron Butterfly regnes af mange som en af de væsentlige forløbere til den genre, der netop kaldes heavy metal.
Flere af gruppens medlemmer forlod den allerede efter den første LP; det gjaldt bl.a. Penrod og Weis, der efterfølgende dannede supergruppen Rhinoceros (som vi skal vende tilbage til en gang god gang…). I det hele taget har gruppens historie været præget af udskiftninger og gendannelser helt frem til i dag…
Gruppens varemærke blev titelnummeret til den anden LP, der udkom i det herrens år 1968: In-a-gadda-da-vida. På LP’en varer nummeret hele 17 minutter; det meste af en pladeside. På den måde var det et tidtypisk nummer, fordi det med de eksperimenterende, “progressive” rockgrupper blev acceptabelt at satse på LP’erne i stedet for singlerne og derfor sprænge de rammer, der var gældende for hitlistepoppen, hvor en sang helst ikke skulle være mere end 2-3 minutter langt. Ofte så man dog singleversioner af lange numre også… Således udkom In-a-gadda-da-vida i en singleversion på 2:52. Men LP’versionen er at foretrække!
Bandets første periode sluttede i 1971 efter den pæne succes med det fine fjerde album Metamorphosis, der blandt andet indeholder klassikeren “Easy Rider (Let the Wind Pay the Way)”.

Den spanske gruppe Los Bravos gjorde i 1960 det umulige ved at indtage såvel den engelske som den amerikanske top 10. Det var uhørt, at ikke-engelske og ikke-amerikanske grupper og kunstnere overhovedet gjorde sig bemærket dengang. Men over for dette internationalt lydende hit måtte pladekøberne og radiostationerne bøje sig. Det forblev gruppens eneste internationale træffer.
Nummeret blev i øvrigt ved med at være et ønskehit i Jørgen Mylius’ programmer op gennem tresserne…

Endnu en af The Mamas & The Papas har forladt denne verden. Nemlig Denny Doherty, der i en alder 66 år er død efter kort tids sygdom. Bloggen har tidligere skrevet om ham her. Nu er der kun Michelle Phillips tilbage (øverst th.) af den unikke sanggruppe.

Det er Dennis nederst til højre…

All the leaves are brown and the sky is gray
I’ve been for a walk on a winter’s day
I’d be safe and warm if I was in L.A.
California dreamin’ on such a winter’s day

Her i bloggen – der pt. har udviklet sig til en musik(video)blog – har et tema været “singleplader fra gemmerne”. Og en af de sidste singleplader, blogbestyreren, investerede i var The Flying Lizards udgave af det gamle Eddie Cochran-nummer Summertime Blues. Singlepladen udkom i 1978 på Virgin Records. Og jeg kan huske, at jeg købte den hos Dandelion i Badstuegade i Århus. Flying Lizards særkende var, at de var avantgarde, eksperimenterende, ja, nærmest dekonstruerende i deres tilgang til popmusikken. Gruppens ankermand og skaber var David Cunningham og ellers var der forskellige medlemmer. Summertime Blues var gruppens første single, der blev fulgt op af endnu en postmodernistisk (!) coverversion af Barry Gordy Jr. og Janie Bradford-klassikeren “Money” (som bl.a. The Beatles har indspillet). Money blev Flying Lizards eneste rigtige hit. Til gengæld har nummeret hængt ved lige siden og er blevet brugt i forskellige film og tv-serier, fx The Wedding Singer og Nip Tuck. I 1979 kom også LP’en The Flying Lizards, hvor de første singler er med. LP’en blev fulgt op af Fourth Wall (UK Virgin) 1981 og Top Ten (UK Statik) 1984. Bandet fandt inspiration til de musikalske udfoldelser hos så forskellige navne som tyske Kraftwerk, Tangerine Dream og Terry Reilly, John Cage og Steve Reich. Nogle anmeldere opfattede gruppens eksperimenter som en joke, men jeg er ret sikker på, at de selv tog det meget alvorligt…

Her er to udgaver af Money. Den første er en fin live-udgave: Læs mere »

Dagens helt (menufeltet til højre) er selveste Zorro. Og han var – personificeret af Douglas Fairbanks, Guy Williams, Tyrone Power m.fl. – uden tvivl min barndoms helt ved siden af diverse cowboydere som Hoppalong Cassidy, John Wayne, Gary Cooper m.fl. I min barndoms kinoteater Phønix Bio viste de dem jævnligt, og vi drenge sad troskyldigt og fulgte med i de spændende scener, hvor “Ræven” forsvandt og dukke op bag (studie)vandfaldet eller udkæmpede spektakulære fægtescener med mexikanske bisser og banditter. Zorro var en slags mexikansk Batman-figur. Og når legen fortsatte derhjemme i baggården var det ikke svært at holde fantasien i sving ved hjælp af et gammelt lagen som kappe, en sort filthat, en bambuspind fra Gartner Lisbys butik og et låg fra en syltekrukke, så bambuspinden bedre lignede en kåre, når den skulle snitte Z-mærket ind i det overvundnes rygge…
Læs mere »

Endnu et eksempel på en kunstner, der kun fik et hit. Den musikstuderende Norman Greenbaum fik et kæmpehit i 1969-70 med sangen “Spirit in the Sky”, en sang, der bevægede sig i feltet mellem eksperimenterende, “progressiv” rockmusik med el-guitaren i forgrunden og så den enkle popsang. Sangen finder man stadigvæk på div. compilations fra perioden, og den holder sig fint. Greenbaum fik ikke andre hits under sit eget navn, men var involveret i det hit, som Dr. West’s Medicine Show and Junk Band havde med “The Eggplant That Ate Chicago” i 1968.

Det allerførste indlæg i capacs smartlog drejede sig – selvfølgelig – om et nostalgisk emne, nemlig ungdomsfilmen “Some people”. Helt tilfældigt (!) faldt blogbestyreren på YouTube over et klip fra filmen med kendingsmelodien. Nedenfor kan man læse, hvad blogbestyreren skrev dengang. Og læg mærke til det markante keyboard – og så den ro der er over de unge (det gik nok ikke i dag…):

Læs mere »

Det lader til at Akismet (spamjægeren) omsider er ved at slippe sit greb om capac. I hvert fald slipper capac igennem hos Klaus_Listemager og Henriks_Samlersind uden at ende i gryden. Vi tester videre andre steder…

Jeg har tidligere omtalt indierockgruppen Clap Your Hands Say Yeah, der har deres anden plade klar. Nu kan alle numrene høres på gruppen myspace-side.

Et ord falder og sætter gang i associationskæder og erindringsspor. Ordet er bubblegum. Bubblegum-pop, bubblegum-rock osv. Genren bestod af iørefaldende melodier, enkle akkordstrukturer, enkle harmonier, uforglemmelige “riffs” og “hooks” og så tekster, der drejede sig om det evigtunge teenageunivers: hjerte, smerte og hvordan får man fat i en pige/dreng… Den voksede som en lyserød tyggegummiboble fra en ungpigemund dengang i og omkring sidste halvdel af tresserne. Som andre genrer stjal bubblegum med arme og ben fra de foregående, dvs. halvtredserrocken, garagerocken, tex-mex-musikken, surfer-musikken osv. Tyggegummi-musikken var renlivet pop. Og navnet sagde alt om den primære målgruppe: tyggegummignaskende teenagere. Den havde absolut ingen “kunstneriske” eller “politiske” ambitioner, som ellers var en del af ungdomskulturen dengang; den ville kun underholde. Derfor var der mange, der så skævt til den. Men ikke alle. I hvert fald huserede dens udøvere på hitlisterne med mange irriterende iørefaldende sange. Til denne kategori hører The Ohio Express, der oprindeligt var et vaskeægte garagerockband, med deres klassiker “Yummy, yummy, yummy (I´ve got love in my tummy…)” fra 1968, hvor den blev #4 i USA. Et andet band var 1910 Fruitgum Company med deres “Simon Says”, som blev slidt på rejsegrammofonerne cirka på samme tid. Vi skal heller ikke glemme de allerede nævnte Lemon Pipers, der blev #1 i USA samme år med Green Tambourine. De fik følgeskab af The Archies, der med “Sugar, Sugar” blev den mest sælgende singleplade i USA året efter. Og så var der en underskov af bands, der forsøgte at gøre de nævnte kunsten efter. Der er udgivet adskillige compilations med tyggegummimusik, og de kan anbefales på det varmest, hvis man ellers er til renlivet, uforfalsket pop, der kun vil underholde (og så måske lige: score kassen…). Det har jo altid være poppens bestemmelse: at være uprætentiøs soundtrack til teenageres hverdagsliv og dagdrømme…
Tyggegummi-musikken satte sig tydelige spor i popmusikken i tiden efter og kan følges helt frem til i dag. Et af de store bands, der tog ved lære af genren, var designergruppen The Monkees, der dog også havde større musikalske ambitioner. Flere af deres hits har tydeligvis taget ved lære af tyggegummi-bandsene. Og hvad ville danske Aqua have været uden disse forløbere!?

Og her er de så som perler – eller måske snarere tyggegummikugler – på en snor:

Læs mere »