CAPAC

Citat nr. 1:

»Når vi er kommet os over benovelsen over, at vi kan få nyheder alle vegne og blive opkoblet hele tiden, så tror jeg, at vi som forbrugere begynder at efterspørge en anden form for kvalitet. Måske noget af det, som nicheaviserne kan i dag, eller en helt ny form for journalistik. Det kan være i retning af skarpere holdninger, dybere research og perspektivering, eller det kan være medborgerjournalistik – lokal-lokal journalistik – hvor borgerne selv bidrager med nyheder, osv.”

Citat nr. 2:

“Interviewer: Det er ikke mit indtryk, at det er karriefremmende at være oprørsk journalist i dag?”
»Nej, men det er dét, som giver spændende journalistik. Hvis vi får ledelser, som kun styrer efter markedet, og journalister, som bare passer karrieren og har et godt job, får vi bare mere grød. Så får vi simpelthen en hammerkedelig medieverden, som bliver så glatpoleret, at folk kommer til at kede sig ihjel.«

af Lisbeth Knudsen (af)gået leder i DR. Læs hele interviewet her.

Lisbeth har også sin egen blog – Mediebloggen - hvor hun skriver om journalistik m.m. Den vil fremover være at finde i min linksamling.

Lisbeth Knudsen er lige blevet udnævnt til at være formand for Danmarks Journalisthøjskole. Så måske er der håb for den danske journalistik endnu…

Som sagt er det tanken, der tæller. Frøknen er i den alder, hvor man tænker meget – over livet, døden, kærligheden, meningen med livet osv. Det er i den alder, det rigtig begynder. Og det holder nok aldrig op, tror jeg. Til tankerne hører handlinger som fx den at støtte gode formål. Farvede armbånd (der ikke er for allergikere…) til støtte for kampen mod brystkræft. Eller en dåse til støtte for AIDS-fondens arbejde. En dåse med et lille frø, der blot skal vandes, så vokser det. Men der står ikke noget om, at frøet vokser op til himlen og kræver alskens hensyn som bambuspinde til at støtte gevæksten (og dåsen). Og der står ikke noget om, hvad man gør, hvis man er bortrejst nogle dage (skal den så stå i badekarret i vand til halsen?). Måske er det bare en smart måde at få os til at tænke på de AIDS-ramte! Det må være forklaringen. Genialt!

Billedet ovenfor er taget i starten af 1950′erne, og man skal kende modellen på billedet godt for at genkende hende. Flere år senere gjorde hun karriere som sangerinde og blev en kultfigur i rockmusikken. The Velvet Underground ville aldrig have været det samme uden Nicos stemme, hvis germansk-dramatiske klang, melankoli og mystik, man skal tilbage til Marlene Dietrich og Hildegard Kneff for at finde magen til. Uden sammenligning i øvrigt. Nico udgav soloplader, hvoraf nogle har en tidsløs holdbarhed. Chelsea girl lyder, som om den blev indspillet af en ung kvinde i går – eller for årtier siden. Nico tilhørte metropolernes mytologi – på godt og ondt – og det var ironisk, at hun 50 år gammel skulle komme af dage ved styrte på en cykel på øen Ibiza.

Ovenstående var indirekte inspireret af Regitzes Nicotiske Weltschmerz…

Julen lakker stille og roligt mod enden. Blogbestyreren fik, hvad han ønskede sig allermest: ro og fred i familiens skød. Og vi nåede, hvad vi skulle. Endda at komme til julegudstjeneste med pigebarnet, der følger op på sin konfirmationsovervejelser. Far gør sin pligt og går med. Og det var hyggeligt, og kirken var mere end fuld. Flere gik forgæves og måtte komme igen senere. Eneste minus var et forfærdeligt orgel, hvis lyd lå et sted mellem en legetøjsplastikorgel fra BR og et opbremsende godstog på Kolding banegård. Præsten prædikede om den egentlige julegave: kærligheden. Det, jeg ønsker mig allermest, er en julenat med dig, citerede hun Brd. Olsen for. Jeg var ikke helt sikker på, hvad Noller og co. havde i tankerne. Men det var nok noget med julelege…
Og julegaver blev uddelt med rund hånd. Som Fruen sagde: Det er mange år siden, jeg har fået så mange gaver. Og når hun siger det…
Som bekendt er det ikke gavens materielle værdi, der er afgørende, men tanken bag. Derfor fik nedenstående gave fra min datter straks en høj prioritet. Hun ved, at Gravhunden betyder lige så meget for hende selv som for mig. Og hendes opfindsomhed tager jeg hatten af over for. Gravhunden var i øvrigt den, der fik flest gaver – fra datteren. Det blev både til et all-weather-dækken, gør-det-selv-hundekiks til bagning i ovnen, diverse gnaveting, en pose til hundeposer og godter på gåturen (som blogbestyreren formodentlig skal bære rundt på) osv.

…og synger ej heller. Selv i juledagene høster døden. Den sorte soulsanger James Brown er her ikke mere. Sexmaskinen kører ikke mere. Musikverdenen er blevet fattigere.

Jeg husker dette nummer fra min gymnasietid. Nogle af pigerne var vilde med Sex Machine, men jeg var mere til langhåret rock og sådan; men jeg kunne alligevel ikke lade være med at lytte og vippe med foden til James…

Opdatering: Det forlyder i dag, onsdag d. 27/12, at den kendte instruktør Spike Lee vil lave en film om James Brown. Optagelserne begynder efter planen i 2008.

Det blev sent i går, og efter en lang aften blev svigerforældrene kørt hjem. Derefter stod den på almindelig efter-juleaften-spisning-gaveuddeling-osv-afslapning i familiens skød, som man siger. Derfor besluttede Fruen og blogbestyreren, at det ville være passende at lufte hunden. Som sagt, så gjort. Og det var specielt. Vi mødte ikke en eneste trafikant, ja, slet ikke nogen overhovedet. Fred og ro var der overalt. Stilhed. Kun sneen manglede, for intet er, som bekendt, så stille som sne. Der er ikke noget så velgørende som at gå af sted i den klare aftenluft, lytte til sine skridt og hundens snusen og lade et enkelt ord falde i ny og næ.

En lille pause i en en ellers julerihektisk dag. Med ét har roen og freden fået overtaget. Fruen og Gravhunden tager et lille hvil, Frøknen spiller sprøde toner på sit keyboard. I det fjerne gør en lille hund fornøjet. En enkelt dør går; måske er nogen på vej mod julebordet et sted. Ellers ånder det århusianske Lidenlund lutter ro og fred. Fred og ro.
Sgt. Lewis med norske undertekster. Det kunne være værre, fx tyske synkroniseringer. Men ellers var Lewis med til skabe en god lillejuleaften. Jeg synes, at afsnittet holder niveauet fra den gamle Morse-afsnit. Ud over Lewis selv, som jeg altid har holdt af på grund af hans underfundige, lune indspark over for gravpotten Morse, så var hans unge lærling, den fallerede teologi-student med indlysende kriminalistiske evner et scoop. Lewis’ overordnede plageånd, den kvindelige chef med det sigende efternavn Innocence, derimod trådte ikke helt i karakter, men det kommer måske i følgende afsnit. Ellers var det en snild historie om familiær råddenskab, akademiske ambitioner, lidenskaber osv. i den velkendte Oxfordianske entourage. Der var også tilløb til amourøse oplevelser for enkemand Lewis, og Morse slog en lang skygge ind i fortællingen via en kryptisk meddelelse på en avis’ krydsordsside og via engagement i en forudgående sag om mordforsøg i den involverede familie. Båndoptageren gjorde, hvad den skulle, så blogbestyreren kan gense den ved lejlighed og få alle de tricky detaljer med. Welcome back, Lewis.

Så er det i aften, at de udvalgte (dem, der kan tage NKR 1) kan få lov til at se Sgt. Lewis tage tråden op efter inspektor Morse. På Norsk Kringkastnings hjemmeside får man følgende appetitvækker:
“Arven etter inspektør Morse
I kveld møter vi igjen den sympatiske karakteren Robbie Lewis fra Inspektør Morse-serien. Det er fem år siden Morse døde, og Lewis er forfremmet. Han blir satt på saken da en student ved det ærverdige universitetet i Oxford blir myrdet.
Robbie Lewis har tilbrakt to år på de britiske Jomfruøyene. Like etter at han lander på engelsk jord, får han mordsaken i fanget. I tillegg får han en ny kvinnelig sjef, Jean Innocent, som han ikke kommer overens med.
Familiehemmeligheter
Den myrdedes navn er Regan Peverill, og hovedmistenkte, Danny Griffon, er elev samme sted. Danny er sønn av formel 1-kjøreren Johnny Griffon, som ble drept i en bilulykke. Etter farens død ble Danny arving til Griffon Motors – et firma med store problemer.
Inntil Danny blir myndig, er onkelen Rex leder for firmaet. Men Danny tror at Rex er ansvarlig for farens død, og gutten ble i sin tid etterforsket av inspektør Morse for å ha ramponert onkelens bil.
Lewis går gjennom sakspapirene, og et kryptisk spor i materialet tyder på at Morse hadde oppdaget en hemmelighet i Griffon-familien.
En opplagt sak?
Senere blir Dannys kropp funnet i Binsey-elven. Alt tyder på selvmord. Våpenet i hånden hans er det samme som ble brukt i mordet på Regan.
Han drepte piken og deretter seg selv, er konklusjonen fra sjefen. Men Lewis er slett ikke sikker. Funnene på åstedet tyder på at Danny ikke døde der han ble funnet. En annen part må ha flyttet ham dit.“. Det lyder jo helt rigtigt! Jeg har fundet en bånd frem og vil for en sikkerheds skyld optage afsnittet. Man er vel Lewisoman! Nu skal jeg bare have overtalt fruentimmerne til, at vi skal se afsnittet i fællig med lidt julehygge oveni…

Nu strammer det til. I morgen går det løs. Så daler sneen hvid og englene ned fra himlen til tonerne fra en gammel julesalme. Eller også bliver det blot en grøn jul. Og så, fred være med det. Mange er undervejs til juleand og flæskesteg. Nogle sidder fast i en lufthavn i London. Andre på en motorvej i Danmark. Andre igen skal lige nå de sidste småting ude på markedet. Hvad har vi nu glemt? Vanillestang, salt eller en julegave? Men i morgen aften, når arbejdet i køkkenet er overstået og gavene pakket ud, så vil freden sænke sig over de små såvel som store hjem. Eller også vil den ikke. Og så pyt da. Verden går sin skæve gang alligevel. Med krige, forurening og forplantning en masse. Og snart er det nytår, og så skal vi igen ud og købe ind og gøre os klar til begivenheden med sprut, krudt og stads. Og når det så er overstået, så kan vi rigtig slappe af. Og dog. For forude venter endnu et år med forbrug, rotteræs og dead-lines. For livet står ikke stille. Pulsen banker, indtil den dag den holder op.

Det gode ved at have en filminteresseret teenager i huset er, at man bliver nødt til at se nogle film, som man måske ellers ikke ville have fået set, fordi ens smagsfordomme ville stå i vejen… Således fik min datter mig til at optage Miguel Artetas The Good Girl (2002), der blev sendt sent forleden nat.

Lad mig sige det, som det er: Jeg har ikke været vildt begejstret for Freinds-stjernen Jennifer Anistons skuespilpræstationer på film. Indrømmet: Hun er da en køn lille sag, og i Freinds’ letbenede ungdomsunivers udfylder hun sin rolle mindst lige så godt som de andre deltagere. Derimod synes jeg, at hendes skuespil i filmroller har vist sin begrænsninger alt for tydeligt. I en hvis forstand spiller hun ofte den samme rolle: Jennifer Aniston i Freinds.

Den seneste film, jeg har set med hende, var Rumor has it…, hvor hun bl.a. spiller sammen med Kevin Costner, Shirley Maclain m.fl. En i og for sig underholdende film med en sjov idé, der dog ikke helt kommer til sin ret.
Derfor var jeg lidt forbeholden over for The Good Girl, som datteren gerne ville se – ikke mindst på grund af Jake Gyldenhaal.

Og så viser det sig, at Aniston faktisk får vredet noget godt ud af sin rolle som ekspeditricen i Rodeo Retail, der rammes af 30-års-krisen, hvor livets eksistentielle tomhed larmer lige så højt som det biologisk klokkeværk, hvorfor hun kaster sig ud i en udsigtsløs amourøs affære med en ung hjemmeboende mand med helt urealistiske forfatterdrømme.

Historien, der foregår i et umanerligt kedeligt amerikansk provinshul, fortælles lige ud af landevejen i et udramatisk tempo, men med en underfundig, skæv humoristisk tone. Aniston er godt typecastet til rollen som den af desperation ramte ægteviv, der er ved at kvæles i et dødsygt arbejdsliv og med et pothead af en mand, der ikke kan levere de nødvendige antal sædceller til at etablere den familiære treenighed. I denne rolle får hun hevet det optimale ud af sit begrænsede skuespillertalent. Og sådan skal det være. Filmen er hermed anbefalet.