CAPAC

Da jeg i går var inde på YouTube for at finde en video med Dave Dee og Co. (se foregående indlæg), så faldt jeg tilfældigt over et par videoer med tresserbandet The Seeds. Det fik mig igen til at tænke på den for en samler generende oplevelse, man kunne kalde “den forpassede chance” eller “den forpassede mulighed”. En gang for en hel del år siden – det var omkring 1980 – kunne man rundt omkring i stormagasiner og pladeforretninger finde bunker af LP’er, der var indkøbt fra amerikanske og engelske restlagre. Pladerne havde en større eller mindre hak i coveret, men var ellers splinternye. Det meste af det var mainstream-compilations med en bikini-pige på forsiden (Whisky-a-go-go coll. nr. 47) eller soloplader fra kunstnere, som man aldrig havde hørt om og ikke kom til at høre om igen. Men, der var guldklumper isprængt alle pladeindustriens affaldsprodukter. Fx fandt jeg der Grateful Dead-medlemmet Bob Weir først soloplade “Ace”, der på den tid var lidt svær at opdrive i Danmark.
Og så var det, at jeg en dag stod i Salling i Århus med en LP med netop The Seeds, men ikke købte den. For jeg havde i forvejen favnen fuld. Dagen efter skulle jeg lige tjekke om den stadig væk var der, men det var den selvfølgelig ikke. For det er samleriets lov: Du skal slå til første gang, ellers forpasser du chancen og må vente og tro på, at den melder sig igen engang. I dette tilfælde skete det ikke igen….
The Seeds var et spændende tresserband inden for den bredde genre, man kalder garagerock og som i rockleksika og tidsskrifter altid forbindes med gruppen 13th Floor Elevator. Det vil sige upoleret, rå, energisk rockmusik. I dette tilfælde med dybe rødder i den amerikanske blues. Gruppen blev anført af den legendarisk sanger og bassist Sky Saxon, der havde taget ved lære af de flamboyante engelske forsangere som fx Mick Jagger, Eric Burdon m.fl.
The Seeds blev ikke den store succes, hverken i hjemlandet eller internationalt. De havde nogle lokale hits i Los Angeles-området, hvor de kom fra, og et enkelt nationalt top 40 hit med “Pushin’ too hard”. Det var i 1966. Efter fem LP-udgivelser (The Seeds 1966, A Web of Sound 1966, A Full Spoon of Seedy Blues (under navnet: the Sky Saxon Blues Band) 1967, Future 1967, Raw & Alive in Concert at Merlin’s Music Box 1968) opløstes bandet i 1970 for siden at blive gendannet i 1980′erne…

PUshin’ too Hard:

Mr. Farmer:

Og som bonus en “sjælden Super 8 optagelse”:

De tog prisen som bandet med det mest umulige navn: DAVE DEE, DOZY, BEAKY, MICK & TICH. Og måske var det derfor, de var til at huske. De var en af de utallige engelske popgrupper, der ofte besøgte den tidl. omtalte tyske udsendelsesrække Beat-Club på tysk tv. Jeg så dem mange gange, uden dog på noget tidspunkt at blive fristet til at købe plader med dem. Men nogle af de iørefaldende popsange, de fik lavet, har åbenbart sat sig fast i mit indre univers (for nu at citere Marquis de Sade), for pludselig midt i noget skriveri dukkede melodien Legend of Xanadu op for mit indre øre. Out of Nowhere. Eller måske igangsat af noget, jeg skrev…
Gruppen havde deres storhedstid i perioden 1965-69, hvor de havde en lang række hits, der ud over de nedenfor nævnte omfattede fx Hideaway og Last Night in Soho.
Sjovt nok forlod forsangeren Dave Dee (aka David Harman), der egl. var politibetjent i Salisbury, gruppen for at bliver tv-vært i…Beat-Club. Deres største succes var da også i Tyskland. I 1980′erne blev gruppen gendannet – uden Dave Dee – og deltog i diverse tresser-revival-arrangementer.

Her er “Bend it”:

og “Zabadak”:

og “Xanadu”, der ikke må embeddes. Derfor dette link.

På foranledning af to kommentarer vedr. læseligheden af blog-capac i MS Internet Explorer, så vil jeg for det første sige, at bloggen af en eller anden grund bedst lader sig læse og opleve i Firefox, der som bekendt er gratis og kan downloades fra nettet. Jeg bruger selv Ildræven, skriver i den, læser i den osv. Af mange grund, bl.a. sikkerhedsmæssige. For det andet, så har vi tidligere været inde på problemet med, at menufeltet “skubber” til indholdsfeltet. Tidligere hed løsningen: at tømme cachen. Og det plejer at hjælpe. Men jeg har siden fundet ud af, at IE ikke selv er særlig god til at rydde op. Derfor vil jeg anbefale, at man fx bruger et gratisprogram som CC Cleaner, der effektivt renser op her og hisset. Man skal dog være varsom med at bruge det (= vide hvad man gør!).
Jeg har selv lige renset grundigt op på min gamle maskine efter at have installeret IE i den seneste udgave, der gjorde maskinen langsommere. Brugte CC Cleaner og det hjalp – lidt…

www.wordpress.dk

www.shevy.dk

PS. En simpel søgning på Google afslører, at vi ikke er de eneste, der har problemer med kombinat ionen af Internet Explorer og WordPress. I øvrigt kommer jeg i tanke om, at alt for lange links i kommentarerne også spiller ind. Jeg vil rydde op og se om det virker.

PPS. Jeg har nu ryddet op i for store billeder og for lange links i kommentarerne. Tjek selv om det har hjulpet!

Opdatering: Løsningen på problemet med menuen, der “skubber” til indlægsspalten, løses åbenbart af 1) grundig oprydning af browser-cache m.m og 2) fjernelse af for lange links i kommentarfeltet… Velbekomme. Vi har vist i øvrigt været inde på det før…

Den siddende regering lovede – med statsministeren i spidsen – ved sidste valg, at børnefamilierne ville få forbedret pasningsmulighederne for deres børn. Og sådan et løfte gælder indlysende nok alle børnefamilier. Men det er gået anderledes. I går kunne man på det nye DR-program 21 Søndag se et indslag om situationen på området. Indslaget mindede blogbestyreren om den vittighedstegning, hvor den fede mand ved spisebordet fordrer sin hund med dens egen hale. For i indslaget blev det beskrevet, hvordan forældrebetalingen for børn i børnehave var faldet; til gengæld havde kommunerne – for at få deres økonomi til at hænge sammen – snedigt konverteret en lang række fritidshjem til SFO’er (skolefritidsordninger), fordi det gav kommunerne mulighed for at sætte taksterne op. Dertil skal lægges, at normeringerne for SFO’erne er helt anderledes end for Fritidshjemmene, så kommunerne kan også spare via pædagoglønningerne. De konkrete eksempler i indslagene talte deres tydelige sprog. Man kan gense indslaget her.
Indslagets journalist Anders Bech-Jessen havde inviteret undervisningsminister Bertel Haarder ind, så han kunne kommentere indslaget, der byggede på en rapport, som FOA har lavet med titlen “Prisen på pasning 2007″ (kan hentes som pdf her). Bertel Haarder er en garvet politiker og har stor medieerfaring. Derfor ved han godt, hvor vigtigt det er at sætte sig på et interviewindslag, og hvordan man skal gøre det. Det gjorde han ved, for det første, at klandre journalist Bech-Jensen for, at han ikke vidste, hvilket ministerium, der havde ansvar for SFO-området (Haarders butik). Og det er en relevant kritik, for journalisten har åbenbart ikke styr på sin research. For det andet forklarede Haarder, at han havde brugt hele søndagen til at læse FOAs rapport (og derved sende et signal til seerne om, at man har at gøre med en seriøs politiker, der – i modsætning til journalisten – sætter sig ind i tingene og ikke laver indslag, der er helt ude i hampen…). For det tredje, fastholdt undervisningsministeren, at FOAs rapport samlet set dokumenterede, at børnefamilierne havde fået en forbedring i størrelsesordnen 1% (lidt under…). Det kedelige var, at Anders Bech-Jessen stort set ikke formåede at få et ord indført over for Haarders velforbedte frontalangreb. Journalisten var i situationen ikke sin rolle voksen, og noget tydede på, at hans forberedelse og research var mangelfuld.
Haarders indlæg er et godt eksempel på den siddende regerings måde at forsvare sin politik på. I stedet for at forholde sig til de konkrete erfaringer, som borgerne gør sig med kræftbehandling, alderdomsforsorg, sociale problemer osv., så holder man fast i såkaldte “økonomiske nøgletal”, procenter og lignende tilsyneladende faktuelle sandheder. Men problemet er, at man ikke har forklaret noget som helst ved fx at sige, at regeringen har tilført så og så mange penge til sygehusene, når medierne dagligt kan eksemplificere, at folk ikke får den behandling, de har behov for, at der er store ledelsesmæssige problemer på sygehusene osv.
Regeringen begrunder sin politik i Finansministeriets økonomiske hyperrealitet og har på mange områder tabt enhver jordforbindelse. Hvis tallene siger, at det går godt i Danmark (jævnf. indenrigsministerens udsagn ved finanslovsvedtagelsen om, at Danmark kunne købe hele verden om kort tid…), så går det godt, selv om vi almindelige borgere kan konstatere, at det går ad helvede til på rigtig mange områder…
Journalist Anders Bech-Jessen kunne fx have imødegået Haarders talmagi ved at henvise til FOAs egen udlægning af sin rapport. FOA skriver – og man må gå ud fra, at de i det mindste kender rapportens indhold!:

“Hul i lovgivningen giver prisstigninger for børnefamilier

Det bliver billigere at få passet sine børn. I hvert fald så længe de er små. Den 1. januar 2007 faldt forældrebetalingen for pasning af børn i børnehaver. FOA hilser takstnedsættelsen velkommen men ærgrer sig over, at mange fritidshjem samtidig bliver omdannet til SFO’er, hvor der ikke er loft over forældrebetalingsandelen. FOA offentliggør i dag en undersøgelse, udarbejdet af Bureau 2000, som viser, at næsten halvdelen af landets fritidshjem i 2007 er blevet lavet om til SFO’er, og at taksterne her stiger mere end den normale pris- og lønudvikling.

“?Fritidshjem eller SFO’er er den pasningsform, som børn tilbringer flest år i. Jeg synes derfor ikke, at det er rimeligt, at priserne for de større børn stiger. Det er uanstændigt at omdanne fritidshjem til SFO’er blot for at kunne sætte priserne i vejret. Det er et hul i lovgivningen, som politikerne må stoppe,” siger Jakob Sølvhøj, formand for pædagogisk sektor i FOA – Fag og Arbejde, der bl.a. organiserer dagplejere og pædagogmedhjælpere.

Hvor meget prisfaldet på taksterne for børnehavebørn vil kunne mærkes for den enkelte familie afhænger af, om kommunerne indfører andre former for betaling. Reglerne for madordninger i institutioner er ændret, så det nu er muligt at etablere forældrebetalte madordninger for de 0-2 årige børn. FOAs undersøgelse viser, at forældre i en del kommuner fremover skal betale for madordninger for de helt små børn, som tidligere blev dækket af de almindelige takster. Selvbetalte madordninger er med til at udhule det prisfald, som mange familier ellers havde set frem til.

“Det går den helt forkerte vej, når nogle kommuner trækker maden til børnene ud af vuggestuernes drift. Der er brug for en stærk forebyggende indsats i forhold til den vækst, vi ser i antallet af overvægtige børn. Jeg synes, at kommunerne skulle gå den modsatte vej og tilbyde gratis sund mad til alle børn i dagtilbud,” siger Jakob Sølvhøj.”

Man kan så håbe, at det mislykkede indslag vil blive fulgt op af Anders Bech-Jessen, for Haarders triumf må ikke stå alene.Alle kan have en dårlig dag, også journalister. Op på hesten igen, Anders. Der er brug for kritik af regerings politik på dette og andre områder.

Opdatering: Som allerede antydet, så er Haarder mand for at udnytte en mediesituation til sin politiske fordel. I dag 9/1 anklager han i Berlingeren DR-udsendelsen for at være propaganda. Læs her. Det er vigtigt, at DR og Anders Bech-Jessen hurtigst muligt følger op på sagen og får sat undervisningsministeren på plads…

Sådan kan tingene falde sammen så pudsigt. Forleden skrev jeg om den store digter Paul Celan, som jeg havde fornøjelsen af at “komme op i” til studentereksamen i tysk, og i dag fandt jeg et tillæg fra Die Zeit, som jeg havde medbragt fra turen til Berlin, men ikke havde fået læst. Faktisk lå hele den to måneder gamle avis og ventede på, at jeg fik mig taget sammen til at nærlæse artiklerne. Heldigvis kan de fleste af dem godt tåle det.
I selvsamme avis var der et to sider langt interview med den tyske digter og sanger Wolf Biermann, der fyldte 70 år i november 2006. Og igen måtte jeg slentre en tur ned ad Erindringernes Boulevard… Og det er jo altid en behagelig adspredelse i disse i mere end en forstand forkølede tider.
I min grammofonpladesamling har jeg en LP med Wolf Biermann. Den hedder Vent ikke på bedre tider! (på tysk, forstås!). Den er fra 1973, det år, hvor jeg afsluttede min gymnasietids ørkenvandring og skulle tage hul på mit livs post-øgledage – og hvor Biermann endnu boede i DDR, nærmere bestemt i Berlin Øst. Indtil han blev Ausgebürgert – landsforvist af DDR-autoriteterne.
Biermann kom egentlig fra Hamborg, hvor han voksede op med sine kommunistiske forældre, og da han var ganske ung slog han sig frivilligt ned i DDR, fordi han troede på de socialistiske og kommunistiske ideer og ikke på kapitalismen i vest. Netop derfor blev han en torn i øjet på magthaverne i øst, der ikke brød sig om, at nogen mindede dem om det tankegods, som de helst så forvist til glemslen eller til tomme rituelle taler og handlinger, men på ingen måde ønskede at omsætte til virkelighed.
Det var min – ligeledes kommunistiske – tysklærerinde i gymnasiet, der inddrog Biermann i sin undervisning. Og det til trods for, at hun som KP’er principielt nærede sympati for det østtyske stalinistiske regime. Hvilket blot siger noget om min kære tysklærerindes alt andet end indoktrinerende undervisning. Som den gode, fagligt velfunderede, holdningsafklarede og humørspredende lærerinde, hun var, vidste hun nok godt, at studenterne var intelligente nok til selv kunne tage stilling til tingene. En god underviser undervurderer aldrig sine elever. Som underviser forblev hun et forbillede for mig, og et strålende eksempel på, at man sagtens kan have en klar holdning til sit fag og samfund og lære de unge noget. Spørgsmålet er, om det modsatte er tilfældet, når det kommer til stykket!?
Her gennemgik vi så – og lyttede til – Biermanns kritiske og humoristiske Lieder om fx nedskydningen af Rudi Dutschke og titelsangen om ikke at vente på bedre tider…
Når man læser interviewet med den nu aldrende poet (der er fader til en dreng på fem år…), så blive man slået af mandens usvækkede kritiske sans og hans uforlignelige håndtering af det smukke tyske sprog. Et virkeligt læseværdigt interview.
En af de anekdoter, Biermann fortæller, gjorde et stort indtryk. Biermanns far blev interneret i KZ-lejr på grund af sin indsats i modstandsbevægelsen (hvor han bl.a var med til at sabortere skibe i Hamborg havn), og derfor fik den lille Wolf kun sin fader at se to gange om året af en halv times varighed. Faderen døde i KZ-lejren. Alligevel formåede moderen at knytte faderen og drengen tæt til hinanden. Det gjorde hun ved, at hun hver morgen sørgede for at der lå et stykke slik eller lignende et bestemt sted i lejligheden. Hun fortalte Wolf, at det første han skulle om morgenen var at hente denne godbid, hvorpå hun fortalte om den møjsommelige vej, der havde ført godbidden fra fængslet over heden osv. og frem til den lille dreng. Sådan knytter man emotionelle bånd.

Som den nostalgiker, jeg jo er, måtte jeg lige se det nye afsnit af den folkelige engelske familieserie Landsbyhospitalet, hvor soundtracket udgøres af den ene engelske tresserpop og -rocksang efter den anden. Derud over spiller de forskellige karakterer med vanlig høj engelsk standard. Let underholdning om livet i den engelske Lidenlund med en understrøm af (engelsk) humor og humanistiske værdier.
Af samme grund nåede jeg ikke væk fra sofaen, da den nye danske kriminalserie Forbrydelsen fik sin debut kl. 20.10. Jeg er ellers ikke meget for danske serier – for nu at generalisere. Selv om jeg – som 2 mill. andre danskere – fik set Krøniken, så var det ikke uden forbehold. Det største forbehold er, at jeg synes, den er for koncentreret som fortælling. Ideen er god, plottet er ok, skuespillerne spiller godt over hele linjen, men det var som at få en Maggi-terning i stedet for en god hjemmelavet suppe. Hvis I forstår, hvad jeg mener… Faktisk synes jeg, at den ikke når nationalklenodiet Matador til sokkeholderne.
Men Forbrydelsen fangede mig fra første færd. Og det var især stemningen, der bar afsnittet. En forbrydelse er begået mod en ung kvindelig gymnasieelev. Og fra de første billeder ved seeren godt – sådan som man ved det, uden rigtig at vide det – hvad de involverede ikke ved, nemlig, at det er sket. Den unge pige er død. Langsomt, men sikkert, præsenteres persongalleriet med den unge kvindelige vice-kriminalkommisær Sarah Lund, spillet fint og afdæmpet af Sofie Gråbøl, i spidsen, og et plot med uigennemskuelige politiske dimensioner skitseres.
Den rolige, uamerikanske krimifortællestil gjorde indtryk. Forbrydelsen er langt fra tidligere seriers – fx nogle af Taxa-afsnittene – afsmag af amerikansk action-film og nærmere den solide svenske tradition for thrillers med interesse for den menneskelige faktors psykologi, miljø- og samfundskildring – og subtil fortælleteknik. Selv om svenskerne da også er faldet for amerikaniseringen nogle gange…
Derfor var det da heller ikke overraskende, at jeg i rulleteksten bagefter kunne se, at Birger Larsen havde stået for instruktionen af Søren Sveistrups historie. Birger Larsen vil film-buffs kunne huske som den kejtede unge navlebeskuende mand i ungdomsfilmen Vil du se min smukke navle?(1978) Siden blev han instruktør og lavede blandt andet den vellykkede filmatisering af Ulf Starks ungdomsbog Lad isbjørnene danse (1990). Og fulgte den op med Karlsvognen (1992), der bekræftede det første indtryk af en mere end habil ny spillefilmsinstruktør, som det nok var værd at holde øje med. Han er da heller ikke ubekendt med krimigenren, idet han dels har lavet tv-stykket “Den femte kvinde” og Henning Mankell-filmatiseringen “Det næste skridt” (2005) med Mats Wallander i den centrale rolle. Begge svenske produktioner.
Det skal blive interessant at se, om de lovende takter bliver holdt i de efterfølgende afsnit (mit gæt er, at det gør de!), og se om den pligtopfyldende kriminalkommisær sætter sig familieliv over styr på grund af arbejdsambitionerne, og om hun sammen med den anderledes pågående nye konkurrent/kollega, spillet af Jan Meyer, formår at få udredet trådene i denne antydningvis komplekse sags forviklinger. Hermed anbefalet.

Så er det lige, at man – for sent altså – opdager at broderlandets tv har sendt hele to film af den uforlignede franske filminstruktør og komiker, Jacques Tati. Argh! Det er, hvad man har ud af alle de tv-kanaler! Godt at DVD og VHS er opfundet. Som et plaster på såret bringer vi et billede af manden – og et link til wiki.

Min gode blogven, blogmæcen m.m. listemageren Klaus Johansen har meddelt mig, at pdf-udgaven af min tidligere blog – smartloggen – nu er blevet hentet ned 3-400 gange, siden linket blev lagt ind her den 16. November 2006. Altså for mindre end to måneder siden. Hvem skulle nu have troet det!? Jeg er nok en kende (mit yndlingsord for tiden…) overrasket og beæret. Jeg takker de nedhentere/læsere, der har fundet det umagen værd. Og til Klaus, selvfølgelig, for pdf-isering og meget mere…

Som tidligere formodet kommer den roste dokumentar om Leonard Cohen I’m your Man til Århus. Det er damerne ovre i Sappho-cafeen (nærmere bestemt Random), der har opdaget det, og det bringer også et link til Dox On Wheels, der gør det muligt for provinsianerne at få filmen at se. Det vil i øvrigt ske i Øst for Paradis, den lille århusianske art-cinema, som blogbestyreren har omtalt og forsvaret mange gange på disse sider. I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på, at man kan blive en af Paradisets (beskyttende ) engle ved at købe aktier i foretagendet. Se nærmere på biografens hjemmeside.

Paul Celan – Dødsfuga

Gryets sorte mælk vi drikker den om aftenen
vi drikker den om middagen og om morgenen vi drikker den om natten
vi drikker og drikker
vi graver en grav i luften der ligger man ej tæt
En mand bor i huset han leger med slangerne som skriver
som skriver når det skumrer til Tyskland dit gyldne hår Margarete
han skriver det og træder udenfor huset og der blitzer stjernerne han fløjter
efter sine hunde
han fløjter sine jøder frem lader dem grave en grav i jorden
han befaler os spil op nu til dans

Gryets sorte mælk vi drikker dig om nætten
vi drikker dig om morgenen og om middagen vi drikker dig om aftenen
vi drikker og drikker
En mand bor i huset og leger med slangerne som skriver
som skriver når det skumrer til Tyskland dit gyldne hår Margarete
Dit askehår Sulamith vi graver en grav i luften der ligger man ej tæt

Han råber stik dybere i jorden I dér I andre syng og spil
han griber efter jernet i remmen han svinger det hans øjne er blå
stik dybere med spaden I dér I andre spil op til dans

Gryets sorte mælk vi drikker dig om natten
vi drikker dig om morgenen og om middagen vi drikker dig om aftenen
vi drikker og drikker
en mand bor i huset dit gyldne hår Margarete
dit askehår Sulamith han leger med slangerne
Han råber spil Døden sødere Døden er en mester fra Tyskland
han råber stryg violinen dunklere så stiger I som røg i luften
så får I en grav i skyerne der ligger man ej tæt

Gryets sorte mælk vi drikker dig om natten
vi drikker dig om middagen Døden er en mester fra Tyskland
vi drikker dig om aftenen og om morgenen vi drikker og drikker
Døden er en mester fra Tyskland blåt er hans øje
han træffer dig med en kugle af bly han træffer dig nøje
en mand bor i huset dit gyldne hår Margarete
han jager sine hunde efter os han skænker os en grav i luften
han leger med slangerne og drømmer Døden er en mester fra Tyskland

dit gyldne hår Margarete
dit askehår Sulamith

Takket være Henning kan vi høre et fragment af digtet, oplæst af celan selv:

[audio:tf.mp3]
—————

Ovenstående digt af den store tyske poet Paul Celan er oversat af 1.p fra Vesthimmerlands HF & VUC, Ranum, Danmark (årg. 2002), og det er at finde på en side, der er helliget poeten. Her kan man også læse originaldigtet og flere andre oversættelsesforsøg m.m.
Det er herligt at se, at man stadigvæk knokler med Celan rundt omkring på de danske gymnasier. Jeg var for mange år siden oppe i Todefuga til studentereksamen i tysk. Og det var en ønsketrækning, fordi jeg havde fået smag for denne stærke lyriker. Og det gik godt. Siden har fragmenter af digtet været lagret i mit hovede og dukker med mellemrum op i bevidstheden.
Celan, der var af jødisk afstamning og var mærket af erfaringerne fra Shoah (Holocaust), begik selvmord ved at drukne sig i Seinen i 1970. Han blev 50 år gammel. Og sit forhold til sproget/digtningen efter Auswitz sagde han: “Only one thing remained reachable, close and secure amid all losses: language. Yes, language. In spite of everything, it remained secure against loss. But it had to go through its own lack of answers, through terrifying silence, through the thousand darknesses of murderous speech. It went through. It gave me no words for what was happening, but went through it. Went through and could resurface, ‘enriched’ by it all.” (Rosemary Waldrops oversættelse fra tysk).

PS. En del af Celans digte er oversat til dansk af andre digtere, fx Paul Celan: Du behøver hvert strå, udvalgte digte oversat af Peter Nielsen.